Hvorfor lige en præst? I det mindste betalte hun, men hvorfor i alverden ville hun betale for en hel dag i den nedre bydel? Så kunne Skadi bare stå en hel dag og kede sig halvt ihjel mens hun skulle lytte til sådan en ordentlig gang Isari-pladder! Hvad fanden gjorde den gud også godt for? Isari havde ikke gjort en skid for at hjælpe på noget som helst, faktisk var alle guderne lort i Skadis øjne, så at skulle lytte til præsteprædiken og kigge på sølle tiggere en hel dag gjorde hende arrig i skralden. 
Hen imod aftenens timer fulgte hun præstinden tilbage og først ville hun give nordkvinden en velsignelse, til hvilket Skadi bare sagde nej. Ikke engang tak. Bare nej. Hun gad sgu ikke sådan nogle blødsødne gudevelsignelser, de var til at få kvalme over!

I stedet bad hun, ikke så pænt, om betalingen. Hun ville bare tilbage på en hvilken som helst kro og købe sig fattig i øl og hygge. Desværre var der langt til den kro hun rent faktisk havde fået et værelse på, og hun orkede bare ikke at skulle gå hele vejen til den nedre bydel igen. I stedet fandt hun frem til hvad der nok mest af alt burde være en restaurant. Men den havde mad og alkohol så hun gik derind, ligeglad med hvor lidt hun så end passede ind med den nordiske hårfrisure og læderrustningen samt tøjet der var fyldt med lapper og det bistre ansigt. Hun smed sig nærmest i en stol ved et tilfældigt bord og fik bestilt mad og... Vin? Skadi havde smagt det før, men hold nu kæft det smagte sært. Men når man havde råd til to fulde flasker, så var det sgu godt nok.

Efter at have siddet der i snart to timer var Skadi både mæt og småfuld. Til gengæld var de andre gæster rædselslagne for hun havde op til flere gange spist anderledes, været en barbarisk gæst i forhold til deres standarder og hun havde ikke sparet på vinen. Bestikket havde hun bare skubbet på gulvet med en ligeglad attitude. Til sidst nåede restauranten sin lukketid, men på nuværende tidspunkt var Skadi både fuld og sur. "Hva'!? Hvor er min "dessert"?! Er det ikke det I kalder den, jeg er sgu da stadig sulten!" Efter lang tids diskussion var en tjener blevet sendt efter byvagten, for ingen af beværtningen turde gøre noget ved hende.

Det var allerede ved at være ret sent, og Stian kunne lige netop tvinge sit gab indenbords så ingen så at han stod og var ved at falde i søvn. Jovist; Han var da til stede, og stadig på mærkerne, men hvis folk så at han bare stod der og gabte som om han kedede sig, ville han nok hurtigt miste en smule respekt; Eller var det bare Stian der tænkte sådan? Der måtte da være en vis ære i at være Byvagt; det kunne selvfølgelig ikke hamle op med at være en af lysets riddere.. men alligevel? Stian var stolt over at kunne bruge sin tid på at hjælpe andre, om det så bare var at finde en lille kat der var blevet væk. 

Stian rettede sig hurtigt op fra sin afslappede stilling da han så en skikkelse komme halvløbende imod ham, en kende forpustet. Han var i lidt finere tøj, og så ud til at han var tjener konkluderede Stian, ud fra forklædet som var bundet rundt om hans hofter. 
"Godaften, hr.?" Han så nøje på ham og kunne fornemme at der var noget galt, for ellers var han nok ikke løbet hele vejen herhen. 
"Der er problemer i Krystalis restauranten, en kunde vil ikke forlade bygningen, og hun virker meget vrissen." Man kunne tydeligt se panikken i mandens øjne, og et ønske om hjælp. 

"Jeg kommer med det samme, vis vej." Det var ikke Stians stil at dømme, eller jo i nogle tilfælde, og dette var så én af tilfældende. En pige simpelthen? tænkte han lidt undrende, imens han småløb efter tjeneren hen til restauranten. Han sørgede for at hans sværd som han havde fået af Ryse sad i bæltet. 

Byvagternes uniform havde dele af en rustning på skuldrene, og nede omkring skinnebenene, bukserne var af lidt tykkere mørkeblåt stof (med en tynd brynje indenunder for ekstra sikkerhed), og på overkroppen havde Stian en mørkeblå beklædning på, der gik ham til omkring knæerne. Det sad tæt til overkroppen, men  fra hofterne var stoffet løsere, og mere åbent så der var plads til at man kunne bevæge sig. På midten af tøjet sad byvagternes logo, og indenunder den blå trøje havde han en tyndere brynje på, så det var lettere at bevæge sig, men så han også var sikret hvis nu nogen ville stikke en kniv i ham.

Han ankom til restauranten og trådte ind i tumulten. Det var tydeligt at se at restaurant ejeren, og nogle af tjenerne havde forsøgt at snakke hende til fornuft og bedt hende om at gå; men intet havde tydeligvis virket. Det var også nemt at se at hun var plørefuld, og hidsig. Opgivende havde Restaurant ejeren givet pigen en dessert for at hun ikke skulle lave for meget ballade indtil byvagten kom. 

Stian trådte tættere på, og han kunne se på hendes frisure og væremåde, at hun muligvis var fra norden. Den hårstil var der ihvertfald mange som gik rundt med huskede han; og han forstod ikke helt hvad det skulle til for. Kvinder var pæne med alt deres hår, men folk havde jo hver sin smag. Okay Stian, du er her ikke for at dømme folks hår.

Tjeneren gjorde et nik hen imod pigen, som var ballademageren, og Stian reagerede på det ved at gå hen imod hende. 
Stian stillede sig ved siden af hende og med en forsigtig, men beslutsom mine lagde han sin handskebeklædte hånd på pigens skulder. Han rømmede sig kort og sagde så "Det er tid til at gå, Frøken." Tonen var ikke vred, men tålmodig, dog med et snert af autoritet. 

Skadis tilfredse grin blev større da hun fik disket en dessert på bordet af én af tjenerne, der blev ved med at øjne hende nervøst, som var han bange for at hun ville kløve ham ned med øksen, og alene tanken fik hende til at snerre af ham i irritation. Troede de virkelig at hun var totalt uden tankegang? Selvfølgelig ville hun da ikke kløve ham ned. Okay, måske ville hun pande ham én hvis han blev ved med at stå og glo. Hun nåede ikke langt med sin dessert idet en handskebeklædt hånd lagde sig på hendes skulder. Berøringen fik hende til at stoppe midt i en bevægelse - den bevægelse værende at drikke sin vin. Hun fik vinen galt i halsen da en mandestemme mente det var tid til at gå og derefter kaldte hende det navn som hun var ved at være rigtig godt træt af, at høre. Hun kløjes lidt i vinen men formåede at få det ned i dybet efter lidt tid, før hun noget brat rejste sig og vendte sig rundt for at se denne mand i øjnene. Han virkede.. Genkendelig? Men nej, hun kunne ikke sætte et navn på ham.

"Hvad er det for noget med jer sydlændinge?" spurgte hun, tydeligt irriteret mens hun lagde armene over kors. Hun fattede det simpelthen ikke. I hvilken verden ville hun overhovedet være en frøken? Det holdt sig de dersens pæne syd-damer til.
Men i det mindste havde manden ikke være sukkersød og overvenlig. Det var da til at håndtere. Han lagde ikke op til diskussion. Det kunne Skadi godt respektere en lille smule, så hun trak derefter lidt på skuldrene. "Hvor jeg kommer fra, bliver tåber kaldt tåber, og frøkener eksisterer ikke," hun skævede lidt mod beværtningen der havde fundet et hjørne hvorfra de kunne stå og observere. "Nyder I forestillingen?!" hun kunne slet ikke lade være med at grine over deres nervøse ansigtsudtryk. Hun brød sig aldrig helt om at være centrum for opmærksomheden, men når hun endelig var, så ville hun helst bare gerne hvis folk bare kunne skride. Og det gjorde de her bare ikke, hvilket bare gjorde hende mere vred. "Men fint.. Jeg følger med hvis du stopper det der... Frøkenfis," der var vel ingen grund til at pisse sådan en byvagtsmand af.

Stian trådte et skridt tilbage da nordlændingen rejste sig brat. Han mødte hendes blik med en rolig attitude; Hvis han ikke så ud til at hendes tilstedeværelse var et kæmpe problem, ville hun sandsynligvis heller ikke reagere som om hun var et. Han så hende lidt an, og hans konkludering om at hun muligvis var fra norden blev yderligere bekræftet da han så hende på nært hold. Ja, det var ikke et typisk udseende som holdt sig til i syden, men alle var selvfølgelig velkomne hvis de kunne opføre sig ordentligt. 

Pigen kunne selvfølgelig ikke dømme anderledes end at tro at Stian også var en sydlænding; Hvilket egentlig ikke gjorde ham noget; han brød sig ikke om hvis folk påpegede at han var halv nordkrystalisianer, og hvis han kunne slippe afsted med det, holdt han det for sig selv; Dog stod det i Stians bog at ærlighed var bedst, så hvis folk spurgte ham direkte, og at han ikke kunne undgå at svare på spørgsmålet, ville han selvfølgelig røbe hvor han kom fra. 

Stians blik var venligt, men seriøst; En neutral mine havde lagt sig lidt over hans ansigt, og det kunne ikke ses ud fra hans udtryk hvad han tænkte. Men det morede ham lidt at hun blev fornærmet over tiltalelsen. Ja, Stian kendte godt til de nordlige skikke, og der var ikke så meget frøken og fru. Du og jeg og vi, eller øgenavne som kælling blev brugt meget, og hvis Stian skulle være ærlig; var han ikke yderligt begejstret for det. 

"Javel." Nikkede han blot og kiggede på beværtningen, som så småt var begyndt at gøre rent, men stadigvæk holdt øje med dem med en nervøs mine. Det sidste de ville have var ødelagt inventar, eller en smadret rude; eller værre, sårede værter. 
"Jeg følger tåben ud nu." Sagde han tydeligt til restaurant ejeren, og nikkede mod pigen som ganske givet havde attitude. Hun lagde op til at ville kaldes en tåbe, så hvorfor ikke? Stian synes også selv at det var lidt tåbeligt at drikke sig hønefuld. Han lagde mine til at han ville følge hende ud ved at putte hånden bag vedkommendes ryg, men uden at røre hende; det var blot respektabelt ikke at ligge hånd på en kvindes ryg. 

Byvagtsmanden så ud til at forstå og idet han vendte sig mod værterne og fortalte at han ville følge tåben ud, stoppede Skadi først op og kiggede på ham, dybt alvorligt, næsten aggressivt. Hendes hånd strejfede øksen, der stadig hang fredeligt i bæltet. Hun vendte derefter på en tallerken og begyndte at grine højt. "Ja, der er jo ikke plads til tåber sådan et fint sted som her!" råbte hun op i sit grineanfald. Hun lod sig guide ud af døren, stadig grinende højlydt, næsten med tårer i øjnene. Uden for måtte hun lige kort stoppe op for at få vejret. Hun grinede stadig lidt, men der var en del mere kontrol over latteren nu, som hun stod og kiggede på byvagten, en lidt højere mand. Hans hår var helt hvidt og trækkene i hans ansigt virkede stadig genkendelige. Hvor var det lige hun havde set ham før?

Langsom. Du er LANGSOM. Let nu røven, Skadi, så vigtigt er det vel heller ikke? Der står en fantastisk beskidt kro og venter! 
Langsomt slog hun tankerne ud af hovedet og lagde det derefter på skrå. "Hrmf! Jeg kan li' dig!" udbrød hun ærligt, hvorefter hun gav ham et klask på overarmen. Ikke særlig hårdt. Bare sådan et lille tjat. "Hvis du har lyst til at kalde mig andet end tåbe..." hun begyndte at smågrine igen. "Ikke at jeg har noget imod det," fik hun dog hurtigt tilføjet. Hellere tåbe end så meget andet grimt hun havde fået smidt i hovedet i løbet af sit korte liv. Hellere tåbe end frøken.
"Så er mit navn Skadi.. Hvem er du så? Og skal vi ned forbi det der... Byvagtsfængsel.. Eller hvad det nu end hedder?" forvirringen viste sig kort i hendes ansigt. Hvor hun kom fra brød man sten, hvis nogen havde gjort noget dumt. Alt det her fængsel, og arrest og alskens andet kattejammer var næsten til at få hovedpine af.

Da Stian skulle til at følge hende ud, bemærkede han ud af øjenkrogen hvor hurtigt hendes udtryk havde ændret sig. Hun så næsten helt farlig ud, men han havde en fornemmelse af at han sagtens ville kunne ligge hende ned, hvis nu situationen bød sig til det. Han vendte sig mod hende og mødte hendes agressive blik, og ændrede sit eget til et lettere uskyldigt og undrende udtryk imens han trak på skuldrende, som om han mente at alt var iorden, og at han ikke havde sagt noget, som han ikke burde. 

Stian blev en smule overrasket da pigens vrede humør, pludseligt blev ændret til det modsatte. Hun grinede som hvis nogen havde fortalt hende den sjoveste vits i verden, men igen var det nok ikke så underligt; Hun var jo ret.. beruset. Han rystede lidt på hovedet af hende og kiggede så undskyldende mod restaurant folkene, "Hav en forsat god aften." 

Uden problemer fulgte den unge dame med ham udenfor. Det var nu meget rart at der ikke skulle så meget til. Han havde jo sådan set snart fri, og hvis han ikke var hjemme inden for den rette tidsperiode ville hans mor bare blive bekymret, selvom hun godt vidste at der fra tid til anden kunne ske overarbejde. Han rettede lidt på sine klæder, og derefter pillede han kort ved sin ørering som dinglede fra hans øre. Det var en kølig aften, men behageligt da det havde været utrolig varmt hele dagen. 

Han vendte sig om, en kende overrasket da den fulde pige erklærede at hun kunne lide ham. Han rynkede lidt på brynene og lagde hovedet på skrå og så på hende. Han var ikke vant til at de ballademagere han tog fat i var vilde med ham, nej det var snarere det modsatte. Han så ned på sin arm hvor hun havde tjattet til ham og derefter mod hende. Han var ikke yderligere begejstret, men det irriterede ham heller ikke; Hun kunne jo have været voldelig istedet for venlig-fuld. Hvis man da kunne kalde hende venlig. 

"Skadi." sagde han for at høre navnet i sin egen mund. "Det er godt at vide, så ved jeg ved navn hvem jeg skal holde øje med næste gang." tilføjede han og kiggede på hende med en seriøs mine, men der var alligevel et lille udfordrende, eller snarere drilsk blik i hans øjne.
"Mit navn er Stian." svarede han ærligt og trak lidt på skuldrende, han så på hende da hun spurgte ham om han ville følge hende til arresten. Det gjorde ham en kende forbløffet at hun troede at hun skulle i fængsel bare for lidt fuldskab, og så rystede han på hovedet til det; "Nej selvfølgelig ikke. Du har jo ikke gjort noget alvorligt." Han kløede sig lidt i nakken med sin handskehånd og rettede på det brune læderbælte hvor skeden til hans sværd hang. "Hvor skal De hen? Så eskorterer jeg dem." Så hun ikke laver mere ballade tilføjede han i sine tanker. 

Skadi lod manden smage på hendes navn og grinede over hans kommentar. Desværre falmede det grin meget hurtigt da han sagde sit navn. Hun havde kun hørt det navn ét andet sted: Derhjemme. Nu hvor hun kiggede ordentligt på ham, mindede han faktisk også meget om den dreng. Hendes eneste ven tilbage fra dengang, den eneste der ikke havde set hende som en særling fordi hun healede hurtigt. Det var næsten som at få en mavepuster, at høre hans navn. Han var her?! Han var en byvagt?
Det ændrer ikke på en skid, han skred. Han skred og lod mig i stikken. Skadi's ansigtsudtryk var et kort øjeblik koncentreret og næsten tomt for følelser mens hun bare stirrede på ham med et blik der nærmest var ætsende. "Jeg skal ned på Det Halve Svin og drikke mere, til jeg segner," sagde hun gravalvorligt, mens hun bare gloede på ham. Hun havde givet ham sit navn og han kunne ikke engang huske hende? Men det var vel til at forvente? Hun havde aldrig haft gode venner, så hvorfor skulle hun på noget tidspunkt forvente det fra ham? Alligevel gjorde det ondt at tænke på.

"Stian Hwan.. Jeg har aldrig kunnet udtale det efternavn.. Men der har du det," hun gjorde et ligegyldigt skuldertræk, selvom hun inden i var ved at eksplodere i arrigskab. "Så hvornår havde du overhovedet tænkt dig at komme tilbage, hva'? I sagde ikke en skid før I skred, dig og din mor.. I skred bare," hendes næver knyttedes. Dengang da hun var 10 havde hun aldrig haft dette monster inden i sig. Hun blev bare kaldt særling. Nu havde hun en hel liste af grimme kælenavne og et raseri inden i sig der mere end ofte nåede sit kogepunkt. Og lige nu? Lige nu var det ret tæt på at gå ud over adskillige beboere i hovedstaden og måske endda også Stian, men som altid forsøgte Skadi med alt sin magt at lukke det inde. "Så hvor lang tid ta'r det dig mon at genkende særlingen, hm?" han havde ikke engang set det værste ved hende endnu. Måske ville han ligefrem begynde at kalde hende særling når han fandt ud af hvilke forbandelser hun bar på.

Stian mærkede at luften blev en smule køligere end normalt, eller var det bare situationen? Den lettere hyggelige affære som var imellem dem for et kort øjeblik, blev hurtigt ændret til noget der mindede om et kærestepar som var oppe at skændes. Hun havde et pludseligt følelsestomt blik i øjnene da Stian mødte hendes, og det undrede ham en smule, men Skadi gjorde jo optrin til at ændre humør på et skillinge kast, så måske var det ikke så underligt. Han rystede lidt på hovedet af hendes kommentar, "Det er måske klogere bare at gå i seng? Du har vist fået rigeligt." kommenterede han, nej det var nok ikke smart at hun gjorde mere dumdristigt end hun allerede havde forvoldt. 

Mere nåede de ikke at sige om den snak, før Skadi røbede hele hans navn. Stian blev dybt chokeret og bremsede alle sine bevægelser og så på hende med et blik der så dybt alvorligt og forvirret ud. Hans bløde, og fyldige læber lukkede sig stramt og han fjernede ikke blikket fra hende på noget tidspunkt. "Hvor kender du-" Han blev afbrudt af Skadi's hældende beskyldelser, og først kunne han slet ikke fatte hvad det var som skete. Kendte han hende? Han følte sig meget overrumplet. Stian plejede ikke at være een som glemte sine bekendte, og slet ikke hvis den anden var på for- og efternavn med ham. 

Han stivnede kort, og så lidt tomt på hende da den nu tydeligt passivt agressive Skadi nævnte hans mor, og at hun tydeligvis vidste at at de var skredet fra det sted de før boede. Hans hjerte bankede hurtigt, og han kunne mærke at han blev en kende nervøs. Blikket flakkede fra Skadi's ansigt, til hendes tøj, til hendes hår.. Han tænkte og han tænkte, og rynkede brynene endnu mere for at finde ud af hvad han havde overset. Stian var en smule mundlam, og fugtede istedet sine læber for derefter at kigge væk fra Skadi, som hvis han kiggede efter et hint, eller et spor som kunne hjælpe ham. 

Pludselig slog det ham. Skadi!! Det navn havde han da hørt før? Hvis hun kendte ham, og hans mor.. så kunne hun da kun være? .. Han så på Skadi igen, og betragtede hende nøje, og pludselig så han en lille 7 årig pige frem for sig, med Skadi's ansigtstræk, men mindre bitter, og med et uskyldigt barnligt udtryk i øjnene. Han huskede den første gang han opdagede hende heale sig selv. Det var noget han aldrig havde set før, og han kunne huske hvor begejstret han var for det; Han troede næsten at hun var en gudinde fordi hun kunne den slags, men ikke mange andre syntes det samme som Stian, huskede han. Faktisk havde hun ikke den bedste støtte fra sin familie eller mange af de andre landsbybeboere. Han rystede den 7 årige pige ud af sit indre blik, og mødte igen den nuværende Skadi's vrede øjne. 

Stian fik en smule ondt i hjertet ved at huske tilbage på sin fortid, en fortid han havde lagt bag sig, og som han troede at han ikke bare sådan uden videre ville rende ind i. Hun var tydeligvis såret over Stians pludselig forsvinden, men hvordan kunne han forklare det for hende? Han var jo selv et barn dengang. Stians blik ændrede sig til et lettere undskyldende et af slagsen, og medfølende. Hun troede at Stian havde ladt hende i stikken. Han vidste ikke hvor han skulle begynde; lige nu ville han allerhelst give hende et kram, men hvis han ikke ville ende med en økse i hovedet, var det nok bedre at han holdt sin afstand. "Skadi jeg.." han stoppede sig selv og lukkede øjnene, "Jeg er ked af at jeg ikke genkendte dig. Det er så længe siden.." Sagde han ærligt, og undskyldende. 

Hans blik flakkede let til siden, men han tvang sig selv til at møde Skadi's blik igen. Han håbede på en eller anden form for tilgivelse, men i alle de år havde Skadi ment at han havde forrådt hende, så der ville nok gå noget tid før hun ville forstå ham. "Min mor og jeg.. havde ikke noget valg. Det skete meget pludseligt." prøvede han at forklare. 

Med det samme gik Skadi over til antagelser. Ganske vidst virkede Stian helt uskyldig, og det gav jo også mening nu hvor hun tænkte over det. Hun var fuld, men ikke så fuld. Det hjalp på det, at hendes krop fjernede den alkoholiske gift ret hurtigt i forhold til så mange andre. Til tider hadede hun det, men i aften havde hun overhovedet ikke drukket nok til at forblive fuld resten af aftenen. Derfor havde hun lyst til at tage på Det Halve Svin. For at holde fuldskaben ved lige, men nu hvor de stod her i den friske luft blev hun desværre lidt for hurtigt mere og mere ædru. 
Måske var det ikke Stians skyld? De havde jo bare været børn, de havde ikke rigtig haft noget at skulle have sagt alligevel. Det havde hun i hvert fald ikke når det kom til hendes familie. Der var det kæft, trit og retning og det eneste sjov hun havde haft var med Stian, den anden lidt mærkelige dreng i landsbyen. Og her stod han og var blevet til en rigtig fin byvagt, mens hun stadig bandede, var møgbeskidt i kæften generelt og nærmest altid med blod på hænderne. Hvis bare han vidste..

"Det' fint," sagde hun kort for hovedet, før hun tog sig til det, frustreret over sine beskyldninger. Hun tænkte sig bare aldrig rigtig om. "Vent... Hvad sagde du? Er der nogen der har gjort jer noget dengang? Blev I tvunget væk?" hvem end der havde gjort det, fortjente så mange bank at de ikke kunne gå de næste 15 dage uden at græde som små grønrollinger. Stian havde intet gjort dengang. Han fortjente intet dårligt. "Jeg sværger, hvis nogen har gjort jer noget så..." Ja, sværg. Edsbryder. Det er jo dét, du er bedst til. Med det samme blev hun arrig igen, men denne gang kiggede hun bare væk mens grimassen af raseri stod tydelig på hendes ansigt. Til sidst formåede hun at få beroliget det indre stormvejr. "Så.. Jeg kan se, at du lever godt her? Hvordan har din mor det?" Sikkert bedre end din mor, Skadi. Med sådan en grim mand at have til husbond ville alle andre mødre nok have det bedre end hende. Hun rørte uroligt på sig ved tanken. Det lille stik af hjemvé dukkede op men hun tvang det ud af sit hoved ved at tænke på øl, vold og krohygge så godt som hun overhovedet kunne det.

Stian stod med hænderne langs siderne, og lignede en der ventede på sin dom. Han følte sig utrolig dum, at han ikke kunne kende sin barndomsveninde ved første øjekast, men han havde fuldstændigt skudt tanken ud af hovedet at han nogensinde ville se hende igen. Den indstilling kom så og bed ham ret hårdt i halen, og nu stod han i denne akavede suppedas. Han var umådeligt ked af at han ikke havde opfattet at det var hende før det var for sent; Han havde jo ikke i sinde at såre nogen, men det var sent, og han var blevet udmattet pga. den lange vagt, og nu var den ballademager han skulle tage sig af, én han rent faktisk kendte. Eller havde kendt; Stian havde ændret sig siden dengang, nu var han mere balanceret og tålmodig, mon ikke Skadi også havde ændret sig siden dengang? Det lod det ihvertfald til. Lige nu lignede det ihvertfald at verden ikke havde gjort andet end at spytte på hende igennem hendes opvækst.

Han lagde hovedet på skrå, og blev overrasket over den pludselige accept fra Skadi's side af. Det er fint? Han kunne ikke helt forstå det. Det var lidt svært for ham at hamle op med hendes pludselige attitude ændringer, og det var svært at sætte en bestemt finger på hvad hun følte, andet end at hun tydeligt var en smule frustreret over situationen, eller måske over sig selv. Han skyndte at tilføje, efter at hun havde sagt at det var fint; "Jeg skulle have fundet dig, og sagt farvel i det mindste." Men i det øjeblik hans mor havde bedt ham om at pakke sine ting, havde han slet ikke tænkt på hende, og det skammede han sig en smule over nu.. men de var jo trodsalt kun børn. 

Da Skadi spurgte ind til hvad der var sket dengang, kunne han mærke en uro røre på sig i kroppen. Han vidste ikke helt om det var okay for hans mor at fortælle om hændelsen, men han følte lidt at han kunne stole på Skadi, ihvertfald bare en smule. Denne aften havde udformet sig til noget utænkeligt, og lige som Stian troede at denne aften ville være som alle andre aftener. "Vi blev ikke som sådan tvunget væk, men vi stak af." Begyndte han langsomt og satte en hånd i siden før han snakkede videre, "Min Far, eller Jarlen af landsbyen, var meget voldelig; han slog min mor og tvang hende til.. " Han stoppede sig selv og rystede på hovedet, "Jeg prøvede at stoppe min Far i at slå hende, og så slog han mig istedet.." han træk på skuldrende, og prøvede at se uberørt ud af samtalen, men han kunne mærke hadet bruse frem i ham, som små stik på hans krop. Han håbede inderligt at han aldrig, aldrig ALDRIG skulle se sin Far igen. "Så min Mor besluttede sig for at vi skulle rejse væk." Han så på Skadi med et opgivende smil, "Men ja, det er gået bedre siden da. Vi har det rigtig godt her, og min Mor har det fantastisk." forsikrede han hende, "Hun er ihvertfald sin egen." Forklarede han. 

Det gik op for ham at han ikke havde spurgt ind til Skadi, og han begyndte at gå lidt igen, og regnede med at hun ville følge efter. "Hvordan har du det? Hvor længe har du været væk fra landsbyen?"

Skadi fulgte efter da Stian begyndte at gå. Hun rystede bare på hovedet da han nævnte at han i det mindste skulle have sagt farvel dengang. "Nej, for jeg ville ikke have ladet dig gå," sagde hun såre simpelt mens hun fulgte efter ham gennem hovedstadens gader. Her åndede fred denne aften, i hvert fald her i den hellige bydel, med dens mange templer.
Stians fortælling om jarlen fik sat Skadis blod i kog. Hun bed hårdt sammen og hendes næver var efterhånden hvide fordi hun knyttede dem så hårdt sammen. Så Stians far havde givet ham og hans mor tæv? Det skulle han bøde for. "Hvad? Hvorfor... Hvorfor sagde du ikke noget? Han skal bøde for det!" hun var virkelig gal over disse nyheder. Hele grunden bag Stians forsvinden var kun en kilde til endnu mere had mod det hjem hun havde boet i så længe. Det var åbenbart ikke kun hendes familie, der var noget splitterravende galt med.

"Jeg flækker hans pandeskal.." hun havde et dystert udtryk i ansigtet vidste efterhånden godt at det ikke nyttede noget at være vred lige nu. Der var ingen grund til at ruinere deres nuværende samtale. Der gik ikke længe før Stian spurgte ind til hvordan hun havde det, og ærligt talt vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige til det spørgsmål. "Jeg skred for et halvt års tid siden," sagde hun overraskende roligt. Hun kunne dog ikke helt holde kæft. "Du husker godt min bror, Thorbir, ikke?" dengang havde Thorbir både været efter hende, men også lidt Stian. Han havde jagtet dem begge to rundt, herset med dem, slået på dem og været en strid lort. Det var dog intet imod hans sidste ord til hende, før hun havde slået ham ihjel. "Efter at vi reddede Dragorn blev der holdt en turnering i tvekamp i dværgenes ære og jeg..." hun standsede brat sin sætning da en kvalme bølgede ind over hende. "Jeg mistede mig selv og kom til at dræbe ham," Skadi havde allerede lyst til at  slå til noget ved at sige dette, men hun lod være. Det var spild af gode kræfter.

Stian nikkede lidt for sig selv ved hendes argumentation for hvorfor han ikke skulle have fundet hende den nat og sagt farvel. Hvis han selv havde været i Skadi's situation, havde han nok heller ikke ladet hende tage afsted; Børn kan være stædige og selviske på den måde, og de forstår ikke andet end den følelse de selv har; Sådan er det i hvert fald i mange tilfælde. Stian havde nok været selvisk på det tidspunkt. Han behøvede ikke at sige mere til det, men han kunne ikke lade være med at udånde et lydløst suk. Der var en smule stille på denne varme sommer nat; og det gjorde at man kunne høre brynjen under Stian's tøj bevæge sig og klirre en smule for hver gang han satte foden frem foran den anden. 

"Hvad kunne jeg sige?" begyndte han stilfærdigt. "Jarlen kan gøre hvad der passer ham. Og hvis han fandt ud af at jeg gik rundt og sladrede om ham.. var jeg bange for at han ville skade min mor endnu mere.." Han sukkede, og havde svært ved at se på Skadi. Det var heldigvis så længe siden, at det mest af alt føltes som et meget langt mareridt som han havde haft, og nu var vågnet op fra. Men, selvom det var flere år siden kunne man sagtens mærke på Stian at det ikke var nogle rare barndomsminder. Han kunne mærke Skadi's raseri over den chokerende nyhed om hans fortid, og nu så han endelig på hende med et lettere opgivende blik; hvad der var sket var sket.. der var ingen grund til at jagte spøgelser. De var begge langt væk fra den nordlige del af Krystallandet at fortiden ikke betød noget længere. Det der betød noget var her og nu; Hans mor havde det godt igen, han var blevet forenet med Skadi, selvom han ikke anede hvor længe det ville vare ved; Så han følte at det var okay nu, selvom han aldrig nogensinde ville tilgive sin far. Han kom med et lille fnys og rystede på hovedet af Skadi og så op på den klare nattehimmel; "Ja. Sådan tænkte jeg også da jeg var lille.." Han stoppede sig selv lidt, og stemmen begyndte at lyde bebrejdende, men bebrejdende overfor sig selv, "Jeg var ikke stærk nok til at beskytte min mor. Jeg burde have gjort noget.." Inden han begyndte at rable løs om hvad han skulle og ikke skulle have gjort, fik han tidsnok stoppet sig selv og tog en dybindånding for at kontrollere sig selv. Der var ingen grund til at blive ophidset nu. "Jeg er bare glad for at jeg aldrig skal se ham igen." Afsluttede han. 

Han løftede et øjenbryn, nysgerrigt og lyttende til hvad hun sagde. Så hun blev ret længe i landsbyen efter at jeg var taget afsted. Det undrede ham en smule at hun var blevet så længe med den familie hun var så uheldig at vokse op med. Men familie var familie, og det var jo hendes hjem, så man kunne ikke bebrejde hende det; selvom det nok ikke havde været helt let. "Jo, Thorbir kan jeg godt huske." Han fik et lettere træt udtryk i øjnene ved tanken om Thorbir. Stian kunne huske hvor tit han kom op at slås med ham, og de begge slap ikke uskadte fra det. Det var især når Thorbir luskede over for at genere Skadi at Stian ikke bare kunne stå og se til. Nej, han fik en proper næve, og blev også bidt SÅ hårdt i øret, at han blødte og måtte forbindes; Nogle sagde at hans øre måske havde været blevet bidt helt af hvis Stian ikke var stoppet i tide! Tanken om Thorbir's forbidte øre fik ham til at smile lidt skadefro.

Stian var næsten så opslugt af sine egne tanker at det var lige før at han ikke nåede at tune ind på forsættelsen af historien som Skadi havde startet på. Han prøvede hurtigt at opsummere hendes ord for sit indre, Tvekamp i dværgenes ære og - Han standsede op, og så på Skadi for at læse hendes blik da han hørte det sidste hun sagde. Hun havde slået sin egen bror ihjel. Stians eget udtryk var ulæseligt; Han ville ikke have at Skadi skulle antage noget ud fra det blik han sendte hende, så derfor tænkte han at det var en god idé at være så neutral og rolig som muligt. Han tog lidt luft ned i lungerne inden han så sagde lige så dæmpet; "Han var et uhyre." Med al den had hun havde fået fra sine storebrødre, samt far, og knapt ingen støtte fra sin mor; kunne han godt forstå at hun mistede besindelsen. Han nægtede at se anderledes på hende. Han ville ikke ændre sin mening eller synspunkt om hende end den bedste veninde hun var for ham dengang. Hun var ikke en morder i hans øjne. Det var hendes sind der havde gjort selvforsvar. 

Stian havde stadigvæk svært ved at forestille sig at Skadi slog Thorbir ihjel. Det virkede meget uvirkeligt, men han vidste at hun var ærlig; Hvorfor lyve om den slags? "Skadi, er du okay?" Spurgte han nu bekymret og rynkede brynene ligeså. Han trådte et skridt nærmere, men var i tvivl om hvorvidt nærkontakt var iorden. 

Skadi havde ikke skænket det en tanke, at Stian måske ikke havde haft muligheden for at sige noget. Dengang var de små og kunne nærmest intet udrette. Altså ud over at Skadi også dengang havde evnen til at heale skader unaturligt hurtigt og sikkert kunne bide Stians far så hårdt i næsen at han ville blive vansiret. Hun havde i hvert fald flere gange overvejet at gøre det samme ved Thorbir tilbage dengang, især efter at Stian havde bidt idioten så hårdt i øret, at han selv den dag hvor hun havde slået ham ihjel havde fået et skjult tilnavn. Navnet "Halv-Øre" var dog ikke noget man havde brugt over for Thorbir Stensøjle. Han var for frygtindgydende på en slagmark - altså, indtil hun havde taget hans liv med hvad der for andre havde set ud som lethed. Normalt brugte Skadi sin egen krop som en taktik mod sine modstandere men i tvekampens tilfælde havde hun måttet undgå Stensøljes våben for at vinde. "Jeg håber at den skiderrik har fået sig selv dræbt!" Skadi sagde det uden omsvøb før noget helt igennemt menneskeligt pludselig fór igennem hende: Manden var stadig Stians far. Undskyld," ordet havde ikke været på Skadis læber i årevis, så da hun sagde det, føltes det næsten som et fremmedord for hende. "Det er ikke min plads at sige sådan noget om din far, hvor ledt et svin han så end var," hun sænkede blikket og lyttede til Stians ringbrynjes klingende lyde, som han gik fremad.

Stians beskrivelse af Thorbir var meget korrekt sagt. Thorbir var et uhyre. Men hvad gjorde det så ikke hende til? Hun var en broderdræber og en edsbryder. Nu også en drukkenbolt, der solgte sine kløgtige evner til konflikt til højestbydende. Ej at forglemme den indre desperate trang til at smadre alting omkring sig og slå mennesker til blods ind til hendes egne knoer var så blodige at hun måtte stoppe, selv med sine healende evner.
Idet Stian spurgte om hun var okay, skævede Skadi overrasket hen på ham. Det var ikke et spørgsmål hun var vant til at få overhovedet, især ikke i sit nuværende fag. Der var det uskadeliggør eller bliv uskadeliggjort. Der var ingen omsorg eller pleje. Kun den næste betaler og de næste konflikter. En krigers hverdag. Hun måtte kort tænke sig om. Var hun okay? Mindet om Ryse der havde set igennem hendes vrede, let som ingenting, kravlede sig stille og roligt vej ind i hendes sind og hun så væk. "Jeg..." hun stoppede kort sig selv, da hun ærligt talt ikke vidste hvad hun skulle svare på sådan et spørgsmål. Hun var vred. Hun var indestængt vred og havde et ulmende raseri inden i sig, belagt som ekstra brosten i hendes mentalitet. Brosten bestående af glødende, brændvarme kul. Betrådte man et sådant sted ville man uundgåeligt brænde sig. 
"Det ved jeg ikke," mumlede hun til sidst mens hun trak opgivende på sine skuldre. "Jeg er ikke lige som dengang. Dengang havde jeg et håb om at blive til noget bedre og nu... Nu har jeg en uslukkelig tørst efter konflikt. Jeg kan ikke bare sidde stille og nyde livet, ikke længere. Jeg har lyst til at slås. Hele tiden. Også nu," det var virkelig svært at forklare sådan noget over for én der kun havde kendt den håbefulde stræber der blot ville have lidt anerkendelse og følelsen af, at blive holdt af af sin familie. Nu havde hun kun had tilovers for sin far, medlidenhed for sin mor og apati over for sine to yngre brødre, der intet havde gjort for at hjælpe hende over for deres gale far igennem hele deres liv. Hvordan mon de havde det nu? Einhardt var sikkert blevet en formidabel vismandskriger og Tarkvin var nok blevet den nye favorit i stedet for Thorbir. Tanken om at hendes fars indre raseri nu kunne gå ud over hendes mor, var faktisk ret grufuld og nu begyndte Skadi faktisk at indse det: Det var det samme raseri der løb i hendes årer. Hendes næver begyndte at knyttes så hårdt at knoerne blev hvide og hun stirrede ud i luften med en intensitet, der fik de enkelte folk der gik rundt omkring dem til at slå en stor bue uden om. Hun bebrejdede dem det ikke. De var ikke nordmænd. De var ikke vant til samme hårdhændede attitude som dem i norden.

Selvom man ikke skulle gå rundt og ønske en andens familiemedlem død, kunne Stian ikke lade være med at være enig med Skadi. Han håbede lidt at hans far var omkommet i en eller anden form for krig eller slagsmål; Det havde han kun fortjent.. Han behandlede ikke kvinder med respekt, ikke i den tid han havde kendt ham i hvert fald, og han troede ikke at hans far ville ændre sig bare sådan uden videre. Det gjorde Stian en smule tom indeni ved tanken om hans eget ønske og håb om at hans far var død; Han vidste at hvis hans mor vidste hvordan han tænkte, ville hun blive meget skuffet. Ligemeget hvor meget hun så end hadede ham, ville hun aldrig ønske ham død. "Du behøver ikke at undskylde. Men hvis du møder min mor, så må du gerne lade være med at nævne ham overfor hende.." Sagde han med et opgivende blik, og prøvede at ryste den tomme fornemmelse af sig. Et sted tænkte han godt at Skadi nok ikke ville nævne ham overfor hende, men det gjorde ikke skade at sige det for en sikkerhedsskyld. 


Stian så alvorligt på hende, men øjnene lyste op af bekymring og sorg, sorg over at han ikke havde været der for hende. Fortrydelse over at han ikke havde kunne passe på hende i alle de år, og sympati for hvad for en verden hun havde vokset op i. I nordfolkets øjne er det ildeset at slå sit eget familie medlem ihjel; og han kunne godt se hvilke problemer det havde medført hende, ikke blot familiemæssigt, men også for Skadi's mentalitet og helbred. Han sagde ikke noget, og lyttede blot til hendes ord om hvordan hun ikke længere var den samme pige han kendte dengang. Hun havde mistet sig selv. Det var underligt, hvordan en person man engang havde kendt, nu var vokset op og blevet en fuldkommen anden end den man havde troet de ville blive til. Skadi havde så mange gode potentialer, fandt hun den rigtige vej ville hun helt sikkert kunne blive en byvagt som han selv, eller endda en af lysets krigere. Hun kunne både slås, og heale sig selv. 

Med langsomme skridt gik han lidt tættere på Skadi. Inderst inde var hun der et sted; bag al vreden og hadet som brændte hende op indefra. Skadi fra dengang måtte være derinde, men hun var bare gemt så godt væk for ikke at føle smerten mere; Det var i hvert fald hvad han tænkte om det. Stian bemærkede ingen andre mennesker omkring dem lige nu; Han så kun på hende og prøvede at opsøge hendes blik som nu var blevet intenst og fjernt. Det gjorde ondt at se hende sådan.. og ligesom alle de mange gange da de var små, når Skadi var ked af det eller såret, lagde han armene omkring hende i et varmt og beskyttende kram. "Skadi. Jeg bebrejder dig ingenting." Sagde han ærligt i et blidt toneleje. 

Skadi nikkede til Stians ord. Hun ville ikke gøre hans mor dårlig tilpas, så selvfølgelig ville hun ikke nævne hendes tidligere mand eller være vred på hende. Selvom det nok var hende, der havde taget valget om at forlade deres landsby og selvom det var hende der teknisk set havde taget Skadis eneste ven væk fra hende. Hun rystede hurtigt den tanke af sig, for hun bebrejdede ikke Stians mor for noget af det. Hun var bare glad for at de havde fået lov til at vokse op i sikkerhed her i hovedstaden i stedet for at de skulle være sammen med jarlen, det skide svin af en mandsling. "Det har du mit ord på," edsbryder. Skadi rystede hurtigt også dén tanke af sig mens hun knyttede hænderne. Hun var ikke en edsbryder mere. Hun ønskede det ikke. Det var ikke hende!

De gik et stykke tid i stilhed ind til Stian noget pludseligt lukkede afstanden helt mellem dem og lagde sine arme om Skadi, der omgående stivnede på stedet. Hun var ikke vant til det her. Hun var vant til hårde ord, smerte, vold og fuldskab. Det her var ikke rigtigt længere. Hun var for længst blevet så hård inden i og uden på, at hun ikke helt vidste hvordan hun skulle reagere på dette. Derfor blev hun med det samme mere anspændt til at begynde med, indtil det gik op for hende, at det her jo var Stian. Stian havde været der for hende dengang, og han var der også for hende nu. "Jeg.. Det ændrer ikke på mine tanker, Stian. Det er for sent ikke at bebrejde sig selv," hendes stemme bar præg af den samme hårdhed der havde været hidtil, dog var det som om at Stian var ved at bryde det hårde, mentale skjold hun havde sat op for sig selv. Den barriere hun stod inden i.

Stian brød ikke det varme kram på noget som helst tidspunkt. Et sted kunne han mærke at Skadi havde brug for det, så kunne hun protestere eller spille hård alt det hun ville. Hvor længe siden mon det havde været siden sidst hun havde fået et kram på denne måde? Det føltes helt underligt at tænke på, hvilke forskellige retninger hver deres liv var gået; På en måde følte han sig langt væk fra Skadi, på den anden side af en mur som hun langsomt havde bygget gennem tiden. Stian havde i sinde at bryde igennem den mur på en eller anden måde, og det ville kun kunne gøres med tiden.

"Det ved jeg godt at du gør." Sagde han stille, og slap ikke grebet på hende. "Men derfor vil jeg alligevel gerne have at du ved, at jeg ikke beskylder dig for noget, eller har ændret mening om dig." Han trak svagt på smilebåndet og trådte et skridt tilbage så han ikke længere havde armene om Skadi, men istedet lod han sine hænder glide fra hendes ryg frem til hver side af hendes arme. Han plantede et venligt blik mod hendes øjne, "For mig vil du altid være min kære veninde, Skadi." Sagde han med et forsigtigt og opmuntrende smil. 

Stian vidste godt at bare fordi han stod og sagde alle de ting til Skadi, ville hendes opfattelse af hendes situation ikke bare ændres lige med det vuns. Alligevel ville han gerne have at hun vidste, at ligegyldigt hvad var han på hendes side; og om ikke andet, ville han i hvert fald hjælpe hende hvis hun var i fare, eller situationer hun ikke kunne klare alene.. Ikke at hun så ud til at være en lille svækling som hun stod der, men i mange tilfælde ville det da være rart med en ven ved sin side. Sådan tænkte Stian i hvert fald. 

Langsomt gav han slip om Skadi's arme, og lod sine hænder sidde afslappet i hans bælte som sværdets skede hang fast i. Han så hende en smule an, og derefter op mod stjernehimlen. Der var allerede gået lidt over en time siden deres samtale, og det var blevet sent. Bare hans mor nu ikke var blevet for bekymret over at han ikke var kommet hjem endnu; det ville være bedre hvis hun var gået i seng istedet. Stian's blik faldt tilbage på Skadi, han håbede lidt at han ikke havde overskredet grænsen ved at kramme hende, men hun så ikke ud til at være blevet rasende på ham; forhåbentligt havde det beroliget hende istedet. 

Skadi var træt. Flere år med at holde denne facade oprejst og være en hård kriger. Det hele var startet da hun var helt lille, men det var bare eskaleret løbende og som hun stod der, i Stians favntag kunne hun langsomt føle trangen til at gengive dette kram. Hun havde lyst til at lade varmen sive ind i sig, lade den heale de sår der bare aldrig healede for den unge kriger. Ganske vidst regenererede hun, men det var i kroppen. Ikke i sjælen. Nej. Sjælen havde utallige ar, der ikke var synlige på hende, og hvis bare man kunne mærke overfladen af hendes sjæl, ville man bemærke det. Hun stod dog stille endnu mens Stian holdt om hende og fortalte hende, at det ikke ændrede på hans syn. At hun stadig var den samme i hans øjne. Men han forstod jo ikke? Han kendte ikke til raseriet, som hun konstant kæmpede med at holde inden i sig selv. Hun følte sig som lænkerne, der holdt en bro fra at blive kvast til ugenkendelighed. Lænker der var blevet gamle og slidte og bare truede med at knække og lade broen gå til sin skæbne lige nu og her.


"Jeg er bare.. Så træt," hendes stemme var lav og hårdheden var pist forsvundet, erstattet af en usikkerhed, som Skadi aldrig havde forventet fra sig selv. Det her var ikke rigtigt for hende, men på den anden side, så gad hun bare ikke være stærk. Ikke nu. Der var ingen mennesker omkring dem alligevel og nu hvor hun havde opdaget at Stian ikke havde ændret sig, så stolede hun på ham. En tillid, hun ikke havde turde vise til nogen i årevis. Hendes hårde øjne ændrede karakertræk over til varme, men også triste øjne, der bare stirrede ind i hans. "Jeg har en vrede i mig selv og den vil hele tiden ud. Den startede da jeg dræbte Thorbir og nu vil den bare ikke stoppe igen. Jeg gider ikke være vred. Jeg gider det bare ikke," tårerne havde hun ikke mange af efter sit møde med Ryse, men de var heller ikke nødvendige her. Hendes blik alene og det faktum, at Stian havde brudt ind på denne måde, var nok. Hun følte sig pludselig meget nøgen, så uden at tænke over det, trak hun Stian ind til sig et lidt hårdt, men også meget varmt kram. Hun ville gengælde det. "Jeg.. Har virkelig savnet dig, Stian.."

Stian lagde mærke til hvordan Skadi's hårde facade nærmest smeltede af foran ham. Det var som om at hendes barriere lige så langsomt var begyndt at falme i hans nærvær, og de hårde og kolde øjne som hun før havde, var nu begyndt at blive mere genkendelige og varme som dem han havde kendt fra barndommen. De var triste, men hun prøvede ikke længere at skjule hendes indre, og  det lettede på Stians hjerte. Han var nogenlunde nået ind til sin veninde, og han vidste at hun ikke længere var den fremmede Skadi, men stadigvæk hans Skadi.

Men hun var træt, og Stian forstod det. Der var ingen tvivl hvorfor hun var træt, træt af det hele; Misforståelserne, kampen om at acceptere hvad der var sket og komme videre. Alt sammen tærrede på hende, ligemeget hvor mange gange hun så regenerede sig selv, nåede hun aldrig ind at heale de indre sår; Det var synd.. at en pige så fantastisk som Skadi havde lidt så mange svigt. 

Han lyttede til hvert et ord af hendes, og ville ikke afbryde hende før hun havde sagt sit og var klar til at lytte. Hvis der var noget Stian altid havde været god til, var det at lytte. I hele taget bare være der for dem som havde brug for det. Det var ikke altid at folk ville høre hvad det var han havde at sige, for i nogle tilfælde kunne han virke følelsesløs, men det var slet ikke tilfældet. Han ville hellere være ærlig. Stians rolige, og varme blik veg ikke Skadi's øjne på noget tidspunkt. Han ville vise hende at han var der, tilstede og lyttede til alt hvad hun havde at dele med ham, ligemeget hvad det så end var. 

Skadi græd ikke særlig meget, men han kunne mærke hvor ulykkelig hun var. "Du har ikke haft et retfærdigt liv, Skadi." Han så nøje på hende, og med et empatisk blik der aldrig ville undgå hende, "Jeg er her, jeg er lige her, okay?" Det var ord han før havde sagt, for længe siden til hende da de var små. "Uanset hvad så er jeg her for dig, Skadi." Han lagde en forsigtig hånd på siden af hendes hovede og bed sig kort i underlæben inden han forsatte, "Jeg vil gerne hjælpe dig, så godt jeg kan. Med din vrede.. med at hele dig. Det alt sammen." Han smilede mildt og de varme brune øjne ændrede sig til et lettere forbavset udtryk da Skadi trak ham ind til sig i et hårdt, men varmt kram. Hans forbavsede mine ændrede sig hurtigt til et smil, og han gengældte krammet. Hans arme lagde sig velkommeligt omkring hende og roligt lagde han sin kind mod toppen af hendes hovede. Skadi var ikke meget mindre end ham selv, men i dette øjeblik virkede hun som noget skrøbeligt der skulle passes på, ligesom dengang. 

Stians hjerte hoppede et ekstra slag over til det sidste hun sagde. Det fik ham næsten til at briste, alle de minder de havde haft sammen, og alle de gange han havde beskyttet hende og kommet op at slås for at forsvare hende. Den første gang han så hende hele sig selv, og den fascination han fik for hende. Han svor at han aldrig ville forlade hendes side, men det løfte brød han da han forlod deres landsby. Og langsomt havde han glemt hende, jo mere han voksede op, jo mere var det hele blevet lagt bag ham. Hvordan kunne han lægge Skadi bag sig? Hun var som en lillesøster for ham. Et stik af dårlig samvittighed ramte ham i hjertet, og hans øjne så sorgbetynget ud imens han holdt hende tæt. Nu hvor han var blevet præsenteret for alle minderne igen, og set Skadi igen.. kunne han også mærke hvor meget han havde savnet hende.

Han knugede hende tættere til sig og lukkede sine øjne hårdt i. "Jeg har også savnet dig, Skadi.." Hvordan kunne han have givet slip på det hele dengang? Han huskede jo hvor trist han var over at han ikke fik sagt farvel, men i al tumulten var der bare intet han kunne stille op. "Tro mig.."  

Det var lidt som om, at Stians ord gjorde det virkeligt. At han sagde at hun ikke havde haft et refærdigt liv, fik det til at gå ordentligt op for hende: Far havde været en dum skiderik og det samme gjaldt for hendes brødre. Alt det de havde gjort var uretfærdigt, og det var ikke hende, der var edsbryderen for at have dræbt Thorbir. Det var kun normalt at reagere sådan. Det var normalt. Det der ikke var normalt, var den vrede som hun bare stadig havde inden i sig, og lige gyldigt hvor mange gange hun så end kom op at slås med folk, monstre, venner, så var det altid en midlertidig løsning. Hver evig eneste gang. Sidst var det gået ud over adskillige dæmoner og derefter havde hun mødt en mand, hvis vrede var på bølgelængde med hendes, men stadig ikke det samme og nu stod hun her, i hovedstaden med en ven hun aldrig havde troet, hun skulle komme til at se igen. Da han sagde at han gerne ville hjælpe med hendes vrede, blev hun overrasket. Det var ikke noget, hun havde forventet nogen som helst sige. De fleste forstod sig ikke på den slags vrede, som hun oplevede og som hun kæmpede med til dagligt, men her stod Stian og lovede at hjælpe med det. Hun nikkede i stedet for at byde op til diskussion, for selvom hun godt vidste, at sagen nok ville blive ændret hvis Stian så hende være rigtig vred, så accepterede hun hans hjælp for nu. Så måtte de jo bare se når alt kom til alt, om Stian ville være i stand til at stoppe raseriet.

"Okay," hun tog en dyb indånding og blev bare stående med armene om Stian et stykke tid, før hun gav slip på ham. "... Jeg har brug for noget at drikke," mumlede hun lavt mens hun skævede mod den vej der gik mod kroen, som hun havde betalt sig til at bo på. Det var nok følelser for i aften. Nu havde hun bare brug for at være fuld og dum og slet ikke tænke over tingene længere.

Sådan havde de stået i noget tid. Mærket varmen som gled fra den ene til den anden, og mærkede at ligemeget hvor længe der var gået siden de sidst havde set hinanden, så var de stadig Skadi og Stian; De var her for hinanden, i hvert fald indtil videre, der var jo ingen af dem som kunne spå hvad fremtiden ville byde dem, men for Stian betød det virkelig meget for ham, at han havde fået Skadi tilbage i sit liv igen. 

Skadi var den første til at bryde stilheden, og det var Stian nu meget glad for. Han havde selv svært ved at finde ud af hvad han skulle have sagt som det første for at ændre på den følelsesladede atmosfære som var skabt af dem. Han trådte et lille skridt tilbage for at lave en respektabel afstand imellem dem, og smilede skævt af hendes ord. "Det kan være at jeg også tager mig et krus, inden jeg smutter hjemad." Han så på Skadi, og derefter fremadrettet imens han tog en dybindånding for at få følelserne på plads. 

Stian rømmede sig kort, "Nå. Lad os komme afsted til Det Halve Svin." Han begyndte at gå afsted, men sørgede for at han ikke gik for langt foran Skadi, men hvis han kendte hende ret ville hun hurtigt nå op på siden af ham, og måske endda forsøge at traske hurtigere end ham. Han skævede mod hende, og tænkte for sig selv at det var godt at være blevet genforenet med sin barndomsveninde, og han håbede at intet kunne skille dem ad igen.