Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Ignis d’Eu Pontchardon
Kaldet: Avaritia [i](trods han ikke ejer titlen)[/i], Dr. Pontchardon, Doc.
Køn: Mand
Alder: 1026
Fødselsdag: 8. september, år 990
Tilhørsforhold: Neutral Ond
Tro: For omverdenen fremstår han som en tilbeder af dødsgudinden Kile, men i sandhed er han vendt mest mod Zaladins principper, selvom han i sidste ende kun er opmærksom på deres tilværelse frem for tilbedelse.
Erhverv: Først og fremmest er han en alkymist, men for offentligheden er han bedre kendt som landsbylæge og medicinmager.
Nuværende levested: Medanien - Han har en lægepraksis i den større landsby i Medanien, men hans sande bolig – et større og dunkelt palæ – er at finde i et klippestykke i Dragonidalen.
Race: Menneske

Udseende

Højde: 190 cm
Vægt: 87 kg
Ignis er først og fremmest en høj og lettere ranglet mand, til trods for at hans krop bærer muskuløse træk fra hovedsageligt hårdt fysisk arbejde og kropslig træning. Han er bredskuldret med en slank talje og robuste arme og ben. Hans ansigt kan beskrives som kantet med et skarpt kæbeparti og spids men svagt firkantet hage. Øjnene er dybtliggende takket være de tætsiddende fyldige mørke øjenbryn, der hjælper til med at fremhæve den klarblå iris. Og i midten sidder en stor næse. Hans hud er lys – nærmer sig, hvad man ville kalde direkte blegt – og hans ansigt er præget af diverse aldersynker, der afslører, at han ikke ligefrem er en ungkarl længere. Dog er der ikke et eneste gråt eller hvidt hår at finde i hans hårvækst. Tværtimod er hver en tot af hans hår stadig lige så kulsort som det var, da han var barn.

Udadtil tager han sig godt ud. Han er altid glatbarberet, selvom han har hårvæksten til at vokse et fuldskæg, og hans hår på hovedet er altid blevet taget godt af. Han beholder som regel altid sin påklædning i den mørkere side og er oftere end ikke bestående af almene bukser og tætsiddende bluse med en brystbrynje af tykt læder henover. Sat sammen med et par store støvler. Det er dog ikke unormalt at se ham iført en råhvid bluse, når han er iblandt landsbyfolket i Medanien.
Men under alle de finere klæder, er hans nøgne krop fyldt med groteske fremhævede blodårer. Tynde strenge, der strækker sig mest tydeligt fra hans hjertes placering både front og bag i både blå, lilla og røde farver, som er kommet af de mange års indtagelse af livseliksiren.

Magi

Magisk evne (1): Manipulering af tyngdekraft.
Siden barnsben, har Ignis haft muligheden for at manipulere med, hvad der er bedre kendt som tyngdekraften. Oprindeligt var den langt fra så kræftfuld, som den er nu til dags. Oprindelig var det blot en harmløs evne, som han eller folk omkring ham ikke engang lagde mærke til, indtil at det blev peget ud for ham og skrevet ned med tydelig blokbogstaver. Og som en ung dreng med en flair for stort set alt, hvad han gjorde sig i, samt en uslukkelig tørst efter viden og forståelse, begyndte han at udvikle sine magiske evner mere og mere for at finde grænsen for dem. Og han var ikke skræk for at udsætte andre for dem i processen.

Kort forklaret gør hans evne ham i stand til at ændre på den magnetiske pol fra at være rettet ind mod jordens kerne og i stedet vende den hovedet eller til siden. Samt lette eller hæve selve trykket. Enten for et enkelt individ eller en større forsamling. Han kan såvel lade evnen påvirke ham selv og bl.a. give ham muligheden for at gå på vægge, med en lethed, som gik han på jorden.
Ud af de to primære effekter der ligger under hans evne, er det pol-ændringen, som dræner ham for mest endnu og som kræver mere koncentration end den anden. Men med mange år på bagen finder han ingen af delene særligt svære at udøve.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (2): Ingen magisk evne

Personlighed

Styrker:
• Han er intelligent og yderst veluddannet.
• Han er en mester i mental og magifri manipulation.
• Han er en fremragende alkymist og selvom han har lagt det lidt bag sig, har han intet glemt.
• Han er kampdygtig indenfor både næve- og våbenkamp.
Svagheder:
• Han ejer stadig sin fulde menneskelighed, så uden indtagelse af sin livsenergi ved hver fuldmåne, vil han forgå til støv.
• Han er arrogant til et punkt, hvor det nærmer sig et svagt Messias kompleks.
• Han kan ikke håndtere synet, lyden eller lugten af opkast.
• Han er blevet overfølsom overfor lysmagi.
Helhedsindtryk af personlighed:
Ignis er manden mange ville ønske de var. Som mange andre ser op til. Han er en mand af mange talenter og en betrykkende charme, der tiltrækker folket til at sværme omkring ham. Men bliver den uknækkelige maske fjernet, bliver man mødt af en sociopatisk sandhed. Den behagelige facade, han besidder, er kun næret af en ting: Grådighed. Siden han var ung, har han båret rundt på en magtsyge, der nægtede at blive mættet. Men den kunne blive fodret. Han er et strategisk geni og ved derfor præcis hvordan han kan få dét, han vil have på den facon, der yder ham bedst. Han er kynisk helt ind til knoglemarven, og han er bestemt ikke bange for at ty til vold. Dog til trods for det, så er han en utrolig kontrolleret mand. Det er sjældent, at man oplever ham direkte ophidset eller tydeligt panisk, og så smiler han overraskende lidt så snart facaden er blevet fjernet.
Efter så mange års levetid finder han også sig selv nem at kede. Underholdningen han ellers måtte have nydt sig godt af i tidligere år falder ikke længere i de samme huller, og han kan meget vel beskrives som værende en ældre gnaven mand, eftersom han selv med sin kræsenhed forlanger at blive underholdt. Han udnytter gerne en hver til dette formål.

Baggrundshistorie

Som præstesøn, havde Ignis en relativt nem adgang til livet. Det var i hvert fald set sådan udefra, hvor livsstilen blev missundet af fattigere folk og fæ. Men når al fokus lå på den drømmende indkom, så blev der skygget for problem er som mangel på frihed i opdragelsen. Allerede fra det øjeblik, hvor han var blevet født og hans køn var blevet bekræftet, var det bestemt, at han skulle gå i sin faders fodspor og vige sit liv til Kile som kommende præst, så som enhver ville se komme, fik han stoppet religion ned i halsen. Så mens at han ikke blev berøvet sin barndom, så var der strikse regler. Og han fik ikke selv lov til at vælge, hvem han måtte lege med. Og selvom han modtog familiekærlig, modtag han også prygl, hvis han gjorde noget, der ikke stod i godt lys for familiens ønsker. Det var et mirakel, at han ikke blev fordømt, da det blev opdaget, at han besad magiske evner, da det i stedet blev set som Kiles ønske for ham at fastholde, dem der prøvede at flygte fra deres skæbnebelagte slutning på livet. Holde dem jordet og ikke lade dem stige mod det himmelske. Den profeti faldt dog aldrig i god jord hos Ignis, da han følte, at der lå mere i det end blot en velsignet gave fra gudinden.

Ignis viste sig at være en yderst intelligent dreng fra en tidlig alder. Det tog ham ikke længe, før han kunne både læse og skrive det traditionelle sprog i Krystallande, og han begravede altid sin næse i mange forskellige slags bøger og skrifter i håb om at finde noget nyt. Og i stedet for at stå rebelsk til, når hans forældre satte grænser op for hans liv, adlød han. Men ikke ud af frygt, da han hurtigt fandt ud en metode, hvorpå han i sidste ende ville få, hvad han ville: En uigennemskuelig facade. En løgn. Han skulle bare lade som om, og så ville alt være godt. Han lærte sig selv at sætte det perfekte smil på læberne. Han lærte at få folk til at stole på ham til et punkt, hvor andre kunne spytte om dem med sandheder, men han ville stå som den øverste. Vinderen. Han voksede op til at blive en udmærket ung mand. Mere end udmærket. Han fangede den tiltrækkende charme, der fik piger til at ønske, de var med ham og drenge til at ønske, at de var ham. Alt mens han opretholdte indtrykket af at være den perfekte præstesøn, der intet kunne gøre galt. Selv hans forældre var hundred procent overbevist og tilmed ufattelig stolte af ham. Og ingen opdagede hans korrupte aktiviteter. Bla.an blev hans interesse for alkymi skjult bag aliasset ’medicin til folket’. Så da dagen kom, hvor kirken blev terroriseret af en velkendt dæmon, var det blot endnu et led i hans plan.

At se sin fader blive voldtaget af den daværende Griskhed vækkede ingen følelser i ham. Mindet om, at se sit eget kød og blod ligge som lammet foran alteret med et nær udsultet og fastløst skrækslagent udtryk, mens skikkelsen af en bleg ung kvinde red ham med en sådan frydende lyst, at man skulle tro, at hun var et legende barn på en karrusel, står stadig klart i hans hoved, som skete der dagen før. Og lige så tydeligt husker han, hvordan han kun kort tog sit kolde blik fra scenen for at skæve mod den brudte forsegling ved kirkens indgangsporte, der oprindeligt var til for at holde Zaladins kropsløse bæster væk. Det var først dér – efter at være blevet bekræftet, at hans arbejde var en succes – at han tillod sig at smile oprigtigt for første gang. Og som han løftede blikket mod den uanstændige akt, blev han mødt af kvindens intense månegrå øjne sammen med et sadistisk nydende smil. Dette var det første møde, han havde med dødssynden Rava. Dog et møde kun den ene af partnerne i sidste ende brød sig yderligere om.
Det dæmoniske navn havde været ham overraskende nemt at finde frem til, til trods for at det havde ligget skjult i glemte tider. Hvad der straks var sværere var, at skille den magtfulde dæmon i to selvstændige individer. Den ene af de to beholdte det mere kreative af personligheden og derfor endte med at vise sig langt mere barnlig og bekymringsfri. Hvor så at den anden var den resterende logiske side. Selvom det havde lykkes ham at give den logiske del af dæmonen en tvungen fast form, var det ligeledes den del der holdte fast i titlen som en dødssynd. Og det stod klart selv for ham, at denne del ville være størst problemer for ham, så han forseglede den væk i et evigt fængsel og overtog selv en indbildning af at være den nye Griskhed. Den kreative side holdte han dog tæt til sig, og det var straks nemmere at håndtere end magtfuld dæmon, hvis den farligste halvdel var blevet fjernet og gemt væk. Forholdet mellem de to var og er forblevet meget intenst i form af had rettet mod ham og fornøjelig udnyttelse rettet mod dæmonen. Som en dæmon der havde brugt næsten 2000 år forrige til at gøre absolut, hvad den ville uden begrænsninger, blev det ikke taget godt imod at blive underlagt en herre. Og det var netop Ravas følelse af uundgåelig underkastelse, der morede Ignis mest.

Stadig med alkymien i sin baglomme og en kraftigere besættelse af at besidde magt – og for at pine Rava med sin eksistens – lagde han mere og mere arbejde i søgen efter, hvad han havde hørt rygter om: Evigt liv. Som menneske var det som regel kun noget man kunne drømme om, men desperation førte til endnu en succes. Alt imens han havde opretholdt sin facade. Sørget for sin da fortabte fader, der knap var i live. Gjort sit for at træde frem som den nye præst i landsbyen. En skønne dag, da han nåede en alder af 37 år, fandt han endelig den manglende ingrediens. Blod. Menneskeblod. Og da kun blod fra hans egne. Den eneste blokering var, at han ikke selv måtte fratage dette blod. Så da tiden var inde til, at han koldblodigt fik dræbt sine forældre, var det for Ravas hænder og ikke hans egne. Men eliksiren var ikke perfekt, og hvis han ønskede at forblive udødelig måtte han blive ved med at indtage den. Heldigvis viste det sig nemmere end forventet. For som den charmerende flotte mand, han var, blev det nemt for ham at få kvinder i sin seng og lade dem bære hans barn. Hans eget kød og blod, som han henover de mange år brugte til at fremstille mere af livsvæsken. Desværre har eliksiren og dens konstante indtagelse forgiftet hans krop, samt hans gener. Så samtidig med at hans blod blev faretruende for blodsugere, var der tilfælde hvor en kvinde gav fødsel til et misfoster.
Ignis blev mere og mere kynisk jo ældre han blev. Den psykopatisk sadistiske glæde han kunne finde frem overfor ofre famlede lidt efter lidt, og i stedet efterlod ham som en følelseskold og overlegen person, der til trods for at han kun gjorde nogen ondt, hvis der var en grund, kunne han for det meste altid finde en af disse grunde. På den ene eller anden måde. Og det var efter godt og vel 500 år, at hans ejerskab af dæmonen begyndte at kede ham. Så han afslørede metoden for at få gjort Rava neutraliseret for de mennesker og væsner, der var plaget af hende, og så frydende til, som forseglingen blev gjort. Som en del af slænget, blev han hyldet for at være en helt for folket sammen med de andre.

Siden da har han fortsat spillet sit spil. Altid sørget for at være mindst ét skridt foran andre. Han havde længe efterladt sin tilværelse som præstesøn, og slog sig ned i landsbyen i Medanien, hvor han tog dække som en ydmyg landsbylæge med et hjerte af guld. Og hvis det blev vækket mistænke blev den nedstemt af overbeviste borgere hurtigere end der kunne siges ’morgengry’. Selv med manglet på Ravas uønskede selskab kunne det more ham grænseløst blot ved tanken om, hvilken ydmygelse og had dæmonen måtte føle. En ny håndlanger blev dog taget ind. En enorm trold med en dum hjerne, der kun netop kunne forstå sig på ordrer. Hans ondskabsfulde gerninger endte dog med at sprede sig så langt, at hans sande jeg er kendt i de mørkere dele af Krystallandet. Og det siges, at han har haft en finger med i at hjælpe Mørket Hær et par gange.

Familie: Fader: Pastor Fillippos Titus – menneske – død
Moder: Reina Titus – menneske – død
Han har også haft utallige af børn igennem tiden, men de mistede alle sammen livet efter kort tid.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Under middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Middel