Så hun var vendt hjem til den dunkle trygge skov. Den skov hun altid havde levet i og kendt som sin egen lomme!. Skoven hvor folk kun gik ind hvis de turde og havde et desideret gøremål. Azra husker noget om at det måske havde at gøre med mørkets hær eller sådan noget fjollet noget. Og at skoven var magisk rødden? Var det ikke sådan den herre havde utalt det? ligemeget. Det var hjem!
Men allerede som hun stod i udkanten, var den anderledens. Den var ikke så mørk og farlig mere (for uvedkommende). Men selv ikke det kunne spolere gensyndsglæden. Azra hujede afsted ind i skoven og var ikke langsomt til at finde et stort solidt træ som hun kravlede op i, så højt hun kunne, indtil grenene blev for små. Derefter kravlede hun ud på en gren og hang sig med hovedet nedad grinende og viftede med armene. Selv efter at grenen kom med en knagende lyd og til sidst brækkede over.
Med et skrig faldte hun et par meter ned indtil hun fik fat om en tyk gren som hun nu lå henover med armene på den ene side og benene på den anden. Forpustet efter mavepumperen, men stadig grinende.