Amelia

Amelia

Byvagt

Kaotisk Dum

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 27 år

Højde / 165 cm

Hobbit 18.05.2017 16:06
Sted: Byvagternes træningsplads
Tid: Tidlig morgen
Vejr: Varmt, blå himmel

Solen var efterhånden ved for alvor at bryde igennem den tidligere kulde der havde hærget landet, og opvarme jorden til en stigende temperatur som gjorde at de mindre varmevante i befolkningen især kunne mærke en forskel. Amelia var vant til varmt vejr i sin barndom, omend det ofte var skifteligt fra koldt til varmt på ganske få måneder. I hovedstaden virkede det dog langt mere kompakt, og når først varmen var ankommet, ulmede den kogende i gaderne, brændte igennem skosåler og fik kroppen til at reagere instinktivt for at nedkøle sig selv. Det afholdte alligevel ikke byvagten i endnu engang at stå i træningsområdet. Hvad skulle hun ellers lave.

Amelia var en dygtig vagt, og havde igennem de måneder blandt byvagterne udvist talenter, taleegenskaber og arbejdsvillighed over det sædvanlige. Siden de stadig var få, efter plagerne havde ryddet godt ud, arbejdede hun ekstra hårdt for at kunne gøre en forskel. En god forskel. Amelia vægtede staven i sine hænder. Det var ikke hendes stærkeste våben, som var sværdet hendes far havde oplært hende i, men man måtte lærer nye ting engang imellem. Dertil, var staven et godt valg når man ikke ønskede at dræbe, når den ikke besad skarpe ender, men stadig kunne slå folk omkuld. Hun lod staven flugte med sin arm, svang den i luften, lidt rustent, men det begyndte at blive mere flydende som hun gik til angreb mod en sandsæk, uden at komme i komplikationer med sine vinger alt for tit. Det krævede stadig tilvænning at have dem i sit nærvær. Trods det var tidlig morgen, var luften allerede varm.
Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Forvirret

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 19.05.2017 20:12
Normalt forsøgte Karkhos at ankomme til træningspladsen sådan, at han kunne træne med byvagterne, men i dag skulle han følges med Morpheus ind på paladset til noget tamtam og han var derfor taget tidligere af sted. Hvis han skulle stå og glo til møder hele dagen, kunne han lige så godt få brændt noget energi ud af kroppen inden. Så som sædvanligt iført sin sorte kofte, den tynde læderbrynje, den sorte langærmede trøje, de sorte bukser og de gode brune læderstøvler og med sværdet ved sin side og to knive i bæltet, trådte han ind på pladsen. Luften var allerede lun og det gjorde tegn til at blive en varm dag. Alt for varm efter Karkhos’ mening. Født og opvokset i norden, havde han stadig svært ved at vænne sig til de mere sydlige egnes varme. Den værste udsendelse han havde været på, havde været langs grænsen til ørkenen. Aldrig havde han da hadet varme så meget som de måneder, han havde opholdt sig i det grænseland.

Som han trådte ind på pladsen fik han øje på en enkelt person, der var i gang med at træne. Endnu en tidlig fugl. Og det passede bedre end man skulle tro. Vagten, der trænede, var en engel. Karkhos stoppede op i indgangen og betragtede dette flotte væsen, mens hun lavede sine øvelser med en stav. Det var selvfølgelig ikke den første engel man mødte, men han var lige betaget hver gang. Der var noget over de store vinger, som selv et halvdyr ikke kunne fremvise. Efter at have betragtet hende lidt, fortsatte han ind på pladsen og hen til en bænk, hvor han spændte sit bælte op og lagde sværdet og de to knive fra sig. Han ville starte op med nogle nærkampsøvelser for at bløde kroppen lidt op.
Som han gik hen til en anden stråmand, sagde han ikke noget til kvinden. Ikke usædvanligt for ham, ikke at kommunikere ved først givne chance, men i stedet være tavs. Det var ikke alle, der ville forstyrres i deres træning og generelt var Karkhos bare en mand af få ord.
Roligt begyndte han at bevæge kroppen i slag og parader mod den døde fjende som dukken var. Der var for ham næsten noget meditativt over at bruge sin krop i de vante øvelser og snart var han opslugt af det.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Amelia

Amelia

Byvagt

Kaotisk Dum

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 27 år

Højde / 165 cm

Hobbit 29.05.2017 17:21
Amelia var iført træningsbukser af brun stof og tynd kortærmet skjorte der fuldte hendes former, omend den stadig gav plads til at hun kunne bevæge sig frit. Hendes tøj var slidt, og tydeligt at det som regel kun blev brugt til træning. Hun var dybt koncentreret om sin egen træning, hvilket medførte at hun ikke opdagede at en ny var ankommet i mellemtiden. Det var først da staven hun bevægede glidende fra hånd til hånd, filtrede sig ind i hendes ene vinge. En let knurrende lyd af ubehag og irritation gled over hendes læber og vingerne rystede sig let mod hendes ryg. "Helt ærligt.. Vender man sig nogensinde til de gevækster" fremmumlede hun lavmælt og bankede stavens ende ned i gulvet med et klonk.

Langsomt tørte hun sveden af panden, i det samme som lyden af en anden nåede hendes øre. Lyden af en anden der trænede dog med et stråmand et stykke fra hende. Hun kiggede forvirret bag sig mod indgangen og hen til manden som stod et par meter fra hende. Hun havde ikke engang hørt ham komme ind.
Han virkede svagt bekendt, men hun kendte ikke hans navn. Kun at han muligvis havde befundet sig her før. Amelia strak ryggen og armene, i et forsøg på at hive sig selv tilbage i trænings setminded.
Langsomt men støt kom hun ind i settet igen, med staven som bevægede sig glidende, og mere trænet gennem luften, ramte stråmanden flere steder, mens hun bevægede sig rundt om den for at ramme ind fra forskellige vinkler. Ind til hun igen ramte den venstre vinge med et slag tilbage, der fik hende til at stoppe endnu engang, med en knurrende lyd. Amelia tog en dyb indånding og skrammede grebet omkring staven. Det hjalp intet at blive arrig eller sur, men det var forstyrrende at havde været så indtrænet i mange forskellige kampmetoder, og pludselig være sat tilbage til et langt tidligere stadiet, fordi man absolut skulle være en af de vinger som IKKE kunne tilbagetrække sine vinger.
Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Forvirret

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 07.06.2017 15:33
Karkhos lavede roligt sine indøvede bevægelser, slag og parader, der kunne bruges i fysisk nærkamp. Han havde ikke været ret gammel, da han lærte disse øvelser første gang og hans hjerne slog fra, som han bevægede sig rundt om stråmanden og lod armene bevæge sig rytmisk. Han havde set en del kamp igennem sine år og at have bevægelserne på rygraden havde reddet ham fra meget igennem tiden. Så selvom det var trivielt at træne det samme dag efter dag, gjorde han det med stor tålmodighed. Den tålmodighed havde han forsøgt at lære videre til sin elev, men Morpheus ejede ikke tålmodighed. Hvilket var grunden til, at Karkhos kom her og trænede hver morgen, for Morpheus var ikke interesseret i den disciplin, der fulgte med. De trænede ja, men når Morpheus havde lyst.

En stemme trak ham dog ud af trancen og han skævede mod kvinden, men det så ikke ud til, at hun havde henvendt sig til ham, så han stoppede ikke sit forhenværende. Hans koncentration var en smule forstyrret og han begyndte at lægge mærke til, hvad hun lavede. Det så godt ud, hun var ikke utrænet. Det gik fint, indtil hendes stav ramte hendes ene vinge. Det så mest af alt ud til, at hun ikke var vant til, at de store vinger var der. Det slog ham, at hun måske var en ny engel? Måske. Engle var ikke hans stærkeste side. Men hendes frustration over træningen kunne han da forholde sig til. Han stoppede sine bevægelser og vendte sig i mod hende.

"Måske det var en idé at koordinere stav og vinger, så bevægelserne følges ad. Når du svinger staven bagud til den ene side, drej vingerne til den anden side." Stemmen var som sædvanligt brummende, men forståelig. Hans blik var roligt og venligt. Det var ikke alle, der ønskede at få råd uden at have bedt om det, men Karkhos havde undervist i mange år og havde nu som vane at hjælpe dem, som så ud til at have problemer. Og heldigvis blev det oftest taget godt i mod. Eller også måtte han demonstrere, hvilket oftest ledte ud til ham som vinder og den yngre som måtte bøje sig for hans viden.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Amelia

Amelia

Byvagt

Kaotisk Dum

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 27 år

Højde / 165 cm

Hobbit 22.06.2017 18:32
Et eller andet sted var hun taknemmelig for at den fremmede ikke stoppede hvad han foretog sig, siden hun stadig kunne høre den rytmiske lyd af hans egen træning mod dukken. Hun havde ikke opdaget at han havde skævet imod hende, ej heller tænkt over at han måske havde hørt hendes utilfredse fremmumling. Hun vidste hun burde være ved at lærer det, at hun efterhånden havde haft vingerne længe nok efter sin egen mening. Men det var bare desværre ikke så nemt.

Amelia var træt på at bande højlydt, selvom tålmodigheden til at tage en dyb indånding og prøve igen vandt over alle de frustrationer der stødt begyndte at bygge sig frem i kroppen. Blev man først frustreret kunne mange lige så godt opgive, for så begyndte alle fejlende at opstå. En smule disorienteret, som havde hun næsten glemt at den anden var der drejede hun hovedet. Hun blinkede et par gange inden et lille smil kom frem på hendes læber. "Desværre er det ikke så nemt.. Jeg glemmer de er der" indrømmede hun ærligt. Der var ingen grund til at gå med skjulte kort på den front. Hun lod staven skifte hånd, og bevæge sig rundt, lidt afslørende at hun ikke helt kunne hold al frustrationen tilbage. Hun tog en dyb indånding, før hun stødt begyndte at lade staven bevæge sig rundt i den rytmiske træningscirkel igen. Denne gang brugte hun megen koncentration på at bevæge vingerne rytmiske med staven, og det lykkedes også et par gange, indtil koordinationen fejlede og de flyttede sig i den forkerte retning. Staven ramte ind i de hvide fjer endnu engang, og fik Amelia til at sukke højlydt. Hun lod stavens ende falde ned på gulvet med et mindre klonk. "Undskyld, hvis jeg forstyrrede dig forresten. Det var ikke min mening" hun havde godt bemærket at hans koncentration var blevet mindre stærk efter hun havde ramt sig selv et par gange.
Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Forvirret

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 14.07.2017 22:09
Karkhos nikkede roligt til hendes ord. Han skulle ikke kunne sige, hvordan det ville være at træne med de store vinger, men han var ikke i tvivl om, at det ville være svært at ændre års træning til at tilpasse deres tilstedeværelse i sine bevægelser. Endnu en gang var han taknemmelig for bare at være det, han var - et menneske.
Som englen vendte tilbage til sin træning, lod Karkhos blikket hvile lidt på hende, inden han besluttede sig for, at skifte til træning med våben. Henne ved bænken hev han sit lange tohåndssværd ud af skeden og vendte tilbage til træningsdukken. Men inden han nåede at svinge det, talte englen til ham igen.
”Det er helt i orden.” Han holdt sværdet i den ene hånd med spidsen pegende mod jorden. Det fungerede lidt som en forlængelse af hans arm, så naturligt som det hvilede i hans ru hånd.

”Jeg træner normalt samtidigt med byvagternes morgentræning. Og giver gerne gode råd, hvis der skulle være behov for det.” Hans blik var stadig venligt, men han var ikke en smilende mand og hans ansigt var lige så alvorligt og lukket som altid. Ikke at han virkede uvenlig, det var bare sådan han altid så ud. Der var ikke meget at smile af, men det blev han ikke mindre venlig af.
Men han mente det, han sagde. Han havde efterhånden undervist i så mange år, at det var en del af, hvem han var. Og det var ikke forstyrrende for ham, han havde opdaget, at han lærte lige så meget ved at lære fra sig, som de unge væsner gjorde. Han kunne lide det.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Amelia

Amelia

Byvagt

Kaotisk Dum

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 27 år

Højde / 165 cm

Hobbit 22.07.2017 17:26

Amelia vidste ikke om det var vigtigt hvorvidt der var fuldstændig stilhed for manden når han trænede, eller om hun endnu engang havde forstyrret ham ved at sige undskyld. Nogle gange var stilhed alt folk ønskede, og da de i forvejen var fremmede for hinanden kom den også ganske naturligt. Alligevel kunne hun ikke lade være med at forstyrre sin egen træning ved at kigge tilbage for at se på manden der var kommet til. Han havde mange års træning, hun kunne se det på måden han holdte det store sværd, som var det en del af ham selv, og ikke et værktøj han benyttede. Amelia ønskede selv at nå til det stadie, men selvom meget af det var naturligt for hende, var hun ikke perfekt ej heller færdigtrænet. Så meget havde hun lært om sig selv. Dertil var ydmyghed en dyd af have i disse kredse. Alt for megen selvtillid førte til døden ved næste fægtekamp.

Oh, jeg har ikke fået trænet med de andre om morgenen de sidste lange tider. Jeg har normalvis morgenvagterne” fordi Amelia generelt var umådelig morgenfrisk og stort set oppe før fuglene startede deres kvidren. Hun sov ikke meget generelt efter hun var vågnet op fra de døde igen – nok fordi hun i grunden var bange for ikke at vågne igen. ”Jeg tager hjertens gerne imod råd” svarede hun som hun holdte staven i en rolig neutral position. Hun vidste godt at hun ikke vidste bedst – hvis ikke man lyttede til dem med mere erfaring blev man aldrig bedre. Tværtimod.
Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Forvirret

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 02.08.2017 22:03
Karkhos nikkede til hendes ord. Han erindrede heller ikke at have set hende og med de vinger var der ingen tvivl om, hvis han havde. Han havde trænet næsten hver morgen, siden de ankom til hovedstaden. En gang i mellem om eftermiddagen, hvis der havde været tidlige møder på paladset eller Morpheus forventede noget andet af ham. Ikke at den unge Atillian havde så mange ærinder til ham, hvilket passede Karkhos fint. Han havde overraskende meget tid til sig selv. Den ældre Lord forventede ofte, at han var i nærheden hele døgnet rundt, hvor Morpheus krævede mere alenetid. Hvilket han ikke altid fik, det var Karkhos’ opgave at passe på ham og det gjorde han efter bedste evne. Der havde heldigvis ikke været andre problemer end Adémar, og det var hurtigt blevet klaret. Heldigvis.
”Jeg har trænet om morgenen det meste af den tid, jeg og den unge Lord har været i Hovedstaden.” Hans ord afslørede, hvis det ikke var tydeligt ud for hans tøj allerede, at han ikke var en byvagt.

Hendes ord om, at hun gerne tog i mod råd, fik Karkhos til at stikke spidsen af sværdet i jorden og hvile hænderne på knoppen. Han var en høj mand, men sværdet var langt og det var langt nok til, at det var en behagelig position at stå i. Hans blik gled vurderende over hende, som hans tanker gennemgik hendes bevægelser, vingernes størrelse og problemet med at slå til dem. Hvordan ville han klare det? Hans første forslag var det bedste, han kunne komme på, men det så ikke ud til at være helt nok. En kortere stav måske? Det ville måske kunne fungere, men ville skabe problemer i forhold til træningen. Der var en svag rynke i hans pande, som han løb igennem de få muligheder, han kunne komme i tanke om.
”Jeg ved ikke, hvor meget du er villig til at lave om på det, du allerede kan. Men en anden mulighed vil simpelthen være at starte fra bunden med nye bevægelser, der tager hensyn til, at der ikke er så stor bevægelighed bagud. Eller gøre staven kortere.”
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Amelia

Amelia

Byvagt

Kaotisk Dum

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 27 år

Højde / 165 cm

Hobbit 08.08.2017 13:22
Amelia nikkede roligt, det forklarede i hvert fald hvorfor de ikke havde mødt hinanden før nu. At han ikke havde befundet sig her igennem hele hendes tid blandt byvagterne, samt at det mest var om morgenen han var at finde i deres træningslokaler. Hun kunne emidlertid godt regne ud at han ikke var en del af byvagterne ved at snakke om denne unge Lord han vidst tjente. Det og tøjet. Men Amelia nævnte ikke noget om det, da det i bunden var direkte ligemeget. "Har i været i hovedstaden længe?" spurgte hun i stedet ind til.

Amelia tænkte over det han sagde. "Jeg kæmper oftes med sværd, men har en tilfredsstillelse ved ikke at være bundet til kun at have kendskab til et våben." svarede hun og så vurderende på staven i sin hånd. "Så, hvis jeg beholder denne stav, skal jeg lærer nye bevægelser og strategier. Mere flydende der følger kroppen for ikke at ramme mine vinger?" spurgte hun. Hun var virkelig ikke vant til at have vingerne når hun var i kamp, men det måtte hun lærer før eller siden. Hun håbede den anden på en eller måde kunne give hende en taktik, men han var vel lige så meget på ukendt grund som hende selv hvad dette angik.
Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Forvirret

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 26.08.2017 22:18
Karkhos nikkede, som hun forklarede at hun gerne ville kunne kæmpe med mere end ét våben. Det var fornuftigt. Han selv var dygtig i en bred vifte af forskellige våben og kampteknikker, selvom sværdet altid ville være hans favorit. Det eller fysisk nærkamp, hvor han havde en god fordel med sin tætte og tunge bygning. Hans elev, Morpheus, var endnu bredere og tungere, men manglede noget tålmodighed og Karkhos vandt stadig over ham, selvom det var begyndt at knibe. Om ikke så mange år ville Morpheus vinde. Og sådan skulle det også være. Eleven der overgik sin læremester.

”Det ville være mit but til, hvordan du kommer til at lære at kæmpe med stav, med dine vinger. Det er oftest nemmere at starte forfra end at forsøge at rette på det, man kan i forvejen.” Hvordan hun skulle lære at klare sig med vingerne var et godt spørgsmål, men efter Karkhos’ erfaring, var tålmodighed og øvelse det eneste, man kom frem med. Hans brune øjne så tænksomt, men stadig venligt, på hende.
”Jeg har ikke set nogen med vinger træne med stav før, men det burde ikke være helt umuligt at lære.”

Han trak sig fri af sine tanker og gik tilbage for at lægge sit sværd ved sine ting og gå over for at hente en stav, uopfordret. Han var faktisk blevet ret nysgerrig i at se, hvordan de kunne løse problemet med hendes vinger. Hvis hun ikke ville have hjælp, måtte hun sige til, men hun virkede nu meget interesseret i at finde en løsning. Mens han hentede staven, svarede han på hendes spørgsmål.
”Vi har boet her nogle måneder efterhånden.” Han stillede sig foran hende og holdt staven parat. ”Måske vi skulle tage en almindelig kamp, så vi kan få overblik over problemet.” Staven var ikke hans favoritvåben, men et af dem, man trænede meget med, fordi der var mange typer af bevægelse og koordination. Et begyndervåben. Uden at vente på et svar, gjorde han et let udfald mod hende.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Amelia

Amelia

Byvagt

Kaotisk Dum

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 27 år

Højde / 165 cm

Hobbit 10.09.2017 19:34
Amelia så på staven, rolig, men alligevel en smule trodsig. Hun skulle fralægge sig den viden hun havde kæmpet sig frem til fra barnsben, for i stedet at lærer at bevæge sig som en helt anden. Vingerne på ryggen udgjorde en anden dynamik hun ikke var vant til, og selv hendes sværdegenskaber var naturligvis også blevet anderledens. Om hun ville det eller ej, var hun forandret efter vingerne blussede frem. Og da hun desværre ikke ejede egenskaben til at trække den inden som andre engle gjorde, måtte hun leve med den ekstra vægt og egenskab hun havde modtaget. ”Intet er umuligt man skal blot træner længe nok” der var en gåpåmod i Amelias stemme og en gnist i det skæve smil der for en kort stund kom frem på hendes læber.

Amelia fulgte ham med øjnene som Karkhos trak sig tilbage for at ligge sit sværd og i stedet fokusere på en stav. Hun havde ikke regnet med at han på den måde ville indvige i at hjælpe hende – men det gav også et billed af hvem han var. En sand lærermester der rent faktisk nød at lærer fra sig, og ikke blot gjorde det fordi han skulle. Karkhos var ikke forpligtet til at hjælpe Amelia men gjorde det alligevel.
Amelia nikkede som svar til hans ord, selvom hun knap nåede at give udtryk for det før staven gled i hendes retning. Hun hev hurtigt vejret ind i en forskrækket mine, trådte et skridt tilbage for at stille sig i en fast stilling, i det hun løftede sin egen stav for at afværge. Bentøjet havde hun trods styr på endnu, selvom det udfald hun gjorde, blev en smule kluntet fordi en vinge hang i vejen. Hun skulle nok lærer det!
Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Forvirret

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 24.09.2017 21:17
Udfald efter udfald blev lavet, nogle blev pareret, andre ramte. Karkhos slog ikke hårdt, men han holdt som sådan heller ikke tilbage. Det lærte man ikke noget af. Blev han selv ramt? En enkelt gang eller to. Nok var han god, men ingen var perfekt. Og han havde travlt med at lægge mærke til hendes bevægelser, vingerne og den manglende harmoni mellem disse to ting. Det var tydeligvis ikke let for den unge engel at vænne sig til vingerne, men Karkhos kom frem til, at det nok kunne lade sig gøre. Med øvelse.
Staven ramte kød igen og denne gang trådte Karkhos tilbage og lod sin stav falde til en stilling, der angav at han var færdig med at slås. Han var ikke træt eller synderligt forpustet, men det kunne også blive for meget af det gode, og han havde set det, han ville.

”Hmm, jeg tror det er godt nok. Jeg kan godt hjælpe lidt med at rette på nogle af dine bevægelser. Hvis du vil lade mig,” brummede han og rettede staven til en lodret position med enden i jorden. Som altid virkede han måske ikke specielt venlig, som han ikke var en mand af smil, men hans brune øjne var ikke hårde, som han så på hende. Han var ikke en uvenlig mand, selvom han ikke ligefrem havde varme følelser for alle på sin vej, nærmere ingen følelser overhovedet. Men derfor kunne han godt lide at undervise og alle villige elever modtog hans gode vilje.
”Trods vingerne er du nu ikke helt dårlig med en stav.” Rosende ord fra den gamle soldat, men det var gået rimeligt godt og trods besværet med vingerne, havde hun været dygtig. Det ville Karkhos gerne give hende.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Amelia

Amelia

Byvagt

Kaotisk Dum

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 27 år

Højde / 165 cm

Hobbit 07.10.2017 03:02
At blive ramt gennem en træningssektion var ikke ligefrem unormalt. Ingen var fejlfri og Amelia langt fra. Hun ærgerede sig naturligvis hver gang træet ramte ind mod hende, hovedsageligt mod vingen der ikke flyttede sig hurtigt nok. Men hun lærte af det – lærte hvordan man bedre flyttede sig efter at være blevet ramt det samme sted nogle gange. Og så kom et nyt punkt til syne som skulle forbedres. Alt i alt havde hun nok erhvervet sig en god portion blå mærker forskellige steder på kroppen, specielt de steder hun var blevet ramt flere gange. Mærker der viser du er i gang med at lærer, som hendes far engang havde sagt for flere århundreder siden.

Amelia ømmede kort armen som havde været det sidste han havde armt, mens hun lyttede til hans ord. Han opførte sig som en lærer og hun som elev – som hun hele sit liv havde været vant til. Hun havde haft en ung alder da døden indtraf og hun havde ikke været i live i denne verden særlig længe – distancen der var bedst at holde sig, uden at det blev ubehageligt generede hende derfor ikke spor. ”Gerne – jeg blev ramt lidt for mange gange, i forhold til hvad jeg ville havde foretrukket. Alt der kan behjælpe det, vil blive modtaget med kyshånd” svarede hun ærligt. Hun smilede som han gav ros og bukkede hovedet i et nik af taknemmelighed for de ord. At modtage noget så simpelt som de ord, havde altid været mere betydningsfuldt for hende end fyldord der i grunden var uvigtige. ”Mange tak
Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Forvirret

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 12.11.2017 18:22
Det havde været en hyggelig og lærerig træningssession. Normalt ville Karkhos bruge mere tid på træningen, men i dag fandt han dette problem mere interessant og han glædede sig til at tage fat om det.
”Jeg tror hurtigt, det ændrer sig.” Den unge kvinde virkede lærenem og lærevillig, noget der kun var til hendes egen fordel. Roligt dunkede han enden af staven i jorden et par gange.
”Skal vi komme i gang med at se på et par teknikker?” Det var ikke så meget et spørgsmål som at det var en konklusion om, at det skulle de. I dag havde han ikke alverdens tid til træning og selvom han gerne ville gå langsomt frem, var det måske også bedre bare at komme i gang. Hvis hun havde lyst, kunne de altid mødes igen en anden dag. Ellers var kimen til at komme videre i hvert fald blevet lagt og det var også fint.

(( Sorry for det korte svar! ))
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Tatti, jack, Lux , Echo
Lige nu: 4 | I dag: 12