?
Når man talte om April Foster, var det meget sjældent, at man ville sammenligne hende med et sværd i sine hænder. Man ville som regel placere hende under lyst og nydelse frem for brutal kamp, der ellers kun stod en kriger til. Ikke engang så meget som overvejelsen om jagt, var noget der matchede op med det almene motiv af den unge glædespige. For hun var netop blot dét: glædespige. Hun solgte ikke døde dyr, som hun havde jagtet på egen hånd, til andre så de kunne få mad på bordet. Hun solgte sin krop til tilfredsstillelse af andre, der havde brug for det. Det var meget muligt af samme grund, at dem der kendte til den anden mere robuste side af hende, skævede i hendes retning. Ude af stand til at forestille sig den ellers så sensuelle og elegante kvinde hævet andet end en brevåbner for forsvar med usle mænd og kvinder.

I en af de små skove nær Hovedstadens sydlige port, stod hun dog alligevel og spændte fingernemt diverse seler fast omkring hendes lår uden på de tætsiddende læderbukser for at fastsikre en dolks hylster. En lettet udånding forlod tungt hendes strube ved det sidste spænde, hvorpå hun svang ryggen ret igen, så løse totter af de blonde hår blev kastet væk fra hendes ansigt samtidig med, at hun rejste sig fra sin knælende stilling. En af de fine små handskebeklædte hænder blev da ført op og igennem håret, inden den flydende gled om for at få fat omkring den lange fletning, der ellers havde hængt ved hendes ryg, og begyndte at snøre den rundt om sig selv et par gange ved hjælp fra den anden hånd, så den var samlet i nakken og på den måde give hende lidt mere frihed i sine bevægelser.

Sværdet, hun ejede, var hverken langt eller tungt. I stedet var bladet kortere og bredere, samt tyndere, hvilket gjorde det både lettere og nemmere at svinge rundt med for en som hende. Hun var trods alt ikke stærkere end så mange andre. Selvsikkert greb hun om sværdet fra den snebelagte jord og drog roligt det fra dens skede, som blot blev smidt væk sig igen. Hun følte altid en hvis form for kraft, når hun løftede sværdet op foran sig. Det havde været en gave. En usædvanlige gave. Normalt bestod gaver ikke af skærende klinger, men i stedet smykker eller andet. Som de kædearmbånd, der skjulte sig under handskerne og den langærmede og løstsiddende bluse, der holdt hendes overkrop varm i kulden.
Hun drog endnu et suk og betragtede, hvordan hendes ånde blev forvandlet til en tåget dis foran hende, før hun strategisk trådte et skridt frem og rettede sværdet ligeledes. Det var et fokuseret blik, der prægede de lilla øjne og de rosa læber havde formeret en koncentreret lige streg. Hun tog et skridt frem og med en bevægelse fra håndleddet svingede hun sværdet, samtidig med at hun drejede omkring. Hun var ingen sværdmester, men dette var heller ikke hendes første gang med et våben i sine hænder.

Det var ikke helt ad helvede til... altså pigens evner med kortsværdet.
Hun havde en god sans for en grundlæggende teknik, og hun så ud til at være meget stålsat på at lære at bruge det skarpe våben - måske hun var væbner for en af Lysets Riddere? Eller bare en ung tøs, som ville ud på eventyr en af dagene?

Under alle omstændigheder havde han hurtigt fået interesse for hende.
Fra sin afslappede position på et af de omkringstående træers højeste, tykke gren, havde det været en smal sag for Zane at observere det unge menneske, mens hun gjorde sig parat til at træne.

"Nej..." sagde han, højt nok til at hun kunne høre det, samtidig med at han lod sig falde ned fra grenen, og landede ganske elegant i en knælende position, på trods af de fire meters fald.
Den dybe hætte på den sorte rejsekappe skjulte hans race, men hun ville kunne se hans unaturlige, svagt lysende lilla øjne inde fra dybet.
Derudover var han klædt i en grå tunika med sorte skinddetaljer, et par gode, varme bukser samt solide vandrestøvler og læderhandsker.

"Den slags fodarbejde får dig væltet bagover en dag, og så slår modstanderen dig ihjel." sagde han roligt, mens han rejste sig op fra den knælende position.

Det gav et set i April, da en fremmed stemme pludselig brød igennem den stilhed, hun havde brugt til sin fordel for koncentration. Straks sænkede hun sit våben og trådte et par skridt tilbage for at dreje fronten mod den retning, hvor hun havde hørt stemmen. Lige tidsnok til at overvære den imponerende landing. Det var ikke frygt, der var at finde i hendes ansigt, men i stedet kun resterne af den forskrækkelse, han havde givet hende. Hendes blik tøvede heller ikke væk fra ham. Dog var der tydeligt at se, at hun var på vagt, selvom hendes krop ikke ligefrem bestod af en stor klump anspændte muskler. Det der kunne give en den klareste besked var måden hendes kraveben blev fremhævet en smule samtidig med at senerne op ad hendes tynde hals gjorde det samme.

”Modstanderen vil ikke have chancen for at slå mig ihjel, hvis han ikke kunne nærme sig mig.” svarede hun ham med en næsten blid og standhaftig stemme, idét hun hævede sit sværd igen for at rette spidsen mod denne kappeklædte mands hals. Hun skævede da hentydende ned på jorden ved hans fødder, inden hun så tilbage mod ham. Hvis hun havde hukommelsen med sig, så var det netop omkring hans placering, at den ene af hendes ’bjørnefælder’ var blevet lagt. Om han så havde trådt i den, kunne hun ikke vide sig sikker om. Sneen dækkede for cirklen, så hun kunne ikke se, om den var blevet aktiveret eller om han havde været heldig og ramme forbi. Dog gjorde det intet at håbe. Og at spille på netop dette håb.
Hun hævede hagen en smule og opfangede nu de abnormale øjne, der stirrede tilbage på hende. De var af samme farve som hendes, men de virkede alligevel klarere. Som om at de lyste op i mørket omkring dem. Så neon var hendes ikke, hvilket forsikrede hende om, at hun ikke blot stod og stirrede på et fordrevendt spejlbillede af sig selv. Dette var ikke en illusion. I hvert fald ikke af den form, hun havde overvejet til at starte med.

”Hvem er De?” Dis var blevet så normalt for hende, at det ikke længere kun var noget, hun brugte, når hendes arbejde var involveret. Det skabte også en hvis afstand mellem fremmede og godt bekendte, som hun brød sig ganske godt om. Måden hun så på ham var ikke arrigt. Det var langt mere følelsesneutralt. En smule nysgerrig, om man ville. 

//OG: Du får den store ære af at bestemme, om han træder i fælden eller ej.//

Lige i det øjeblik hun nævnte at hendes modstander ikke ville kunne komme tæt på hende, mærkede han det.
Selvom han endnu ikke havde forsøgt, vidste han nu at det ville være umuligt for ham at tage så meget som ét skridt.
Der var noget under ham... under sneen...
Noget magisk, som havde grebet om hans fødder...?

Zane smilede under den dybe hætte.

"Kløgtigt..." sagde han.
Han havde undervurderet hende - men okay, hvem ville også have forventet den slags forsvar? Hun trænede jo bare.

"Jeg er blot en rejsende, som tilfældigvis kom forbi. Og som, indrømmet, faldt pladask for din magi." sagde han mens han betragtede hende med et roligt blik.
Hvis hun opdagede at han var mørkelver, kunne det her gå hen og blive problematisk... men på den anden side, også ganske spændende.

"Hæver du altid dit sværd imod fremmede...?"

April løftede roligt sværdet bare en smule mere, som forsøgte hun sig med at virke mere truende. ”Hvis jeg har et i hænderne, så ja. Men som regel hjælper det, hvis man undgår at snige sig ind på mig.” svarede hun prøvende, hvorefter et af de mørkblonde øjenbryn hævede sig og hovedet blev lagt en tand på skrå, mens hun fortsat undersøgte ham i et par øjeblikke længere, inden hun endelig trak sit våben til sig igen og lod det hænge afslappet ned langs siden. Hun sænkede næsten opgivende sit blik og trådte et kort skridt bagud, inden hun drejede omkring for at tage et par mere. Bare for at skabe lidt afstand mellem dem. Hvis han brød ud ad cirklen, før hun lod ham, ville hun ikke risikere, at han sprang direkte i ansigtet på hende. Hun kendte trods alt ikke hans intentioner. Og hans præsentation havde været for åben til at give hende yderligere tryghed om hans tilstedeværelse.

”Jeg har problemer med at tro, på at De er her på grund af min… magi.” Det var ikke fuldkommen hende. Det var lånte evner. Rigtig nok var det hende, der havde lært at skabte magien, men hun ville umuligt kunne fremstille den, hvis det ikke var for et andet partlig objekt. Men det var ikke noget der var for ham at vide. Hun vendte sig omkring igen, og stillede sig nu med rank ryg og med den frie hånd i et godt tag omkring den modsatte arms albue. Hun var ingen kriger. Hun stod stadig som en ydmyg kvinde. Hun ejede ikke en facade hårdfør nok. Det kunne en hver se, hvis blot man kunne se igennem sikkerheden, der opstod på baggrund af hendes egen forestilling og ønske. ”Hvis det var tilfældet, ville De ikke være endt, hvor De er. Og De ville ikke have blevet overrasket over det.”

Hun løftede et dybt og intenst blik imod ham, hvor selv den mindste nysgerrighed kunne ses i hendes porcelænsdukke lignende ansigt. ”Hvad skjuler De under Deres tunge hætte?” Hun havde selv været iført lignende – mange gange – når hun skulle skjules på sin vej til diverse mænd. Eller kvinder. I hendes tilfælde var det for at holde faktummet, at der blev sendt bud efter en glædespige, gemt. Hun tvivlede stærkt på, at det var tilfældet for ham.

"Point taken." sagde han med endnu et skjult smil.
Han kunne ikke rigtig forklandre hende i at hæve sit våben mod en, som bare dukkede op på den måde som han havde gjort det.

"Og faktisk... så er jeg lige præcis her på grund af din magi. Du har jo fanget mig." sagde han, da det blev tydeligt at hun ikke havde opfattet hans humor angående at 'falde for' hendes magi.
"Jeg mente at jeg faldt i med begge ben."

Zanes stemme var fortsat rolig. Selv hvis situationen skulle udvikle sig, var han tæmmelig sikker på at han nok skulle formå at klare sig... hvad enten pigen hentede slog alarm eller ej.
Så da hun spurgte hvad han gemte under den tunge hætte, valgte han at satse... for hvad kunne være mere interessant?

"Såmend ikke hvad du havde forventet, tror jeg..." sagde han, før han løftede den ene hånd, og trak hætten ned så hun kunne se hans ansigt og hans lange, hvide hår.
Han var en pæn mand, hvis man kunne se andet end faretegn, og hans naturligt velsiddende hår gjorde ham kun en tjeneste - ligesom de rolige, lilla øjne gav ham et ganske unikt træk.

Et lille strejf af flovhed vise jeg pludselig i hendes ansigt. Det havde været så enkelt – hans joke – men hun havde tydeligvis været for anspændt over hans meget uventede ankomst til at have lagt mærke til den. Hendes læber havde skilt sig minimalt fra hinanden, da hun oprigtigt nær havde åbnet munden for at svare igen. Hendes ord var bare blevet taget fra hende i det øjeblik og efterlod hende med en lettere fortvivlet udstråling, inden udtrykket i hendes øjne ændrede sig igen. Efterfulgt af en krusning i hendes ene mundvige, som så blev fulgt efter af en hånd der fløj op foran munden og så et sagte men varmt fnys. En måske lidt forsinket reaktion på både hans nye spil med ord og situationen og hendes egen langsomme fatning fra den første.
”Og det er du faktisk en af de få, der har gjort.” forklarede hun ham roligt. Normalt skabte hun ikke netop de cirkler store nok til at kunne fange begge fødder på grund af den ekstra tid det ville tage, men til tider var hun jo nød til at lægge mere i det for ellers ville hun ikke blive bedre. Og så var han også uheldig at havde landet med mere eller mindre samlede ben. Så lidt skyld var han også selv i det.

Desværre skulle det vise sig, at hævelsen i hendes humør straks sank igen, da han faktisk adlød hende og fjernede hætten, så hun kunne se, hvad han skjulte. Med det samme satte hun sig selv på vagt igen. Et meget sagte gisp undlod endda hendes strube denne gang. Hun trådte automatisk et enkelt skridt tilbage i, hvad der næsten kunne minde om en kampklar stilling og strammede instinktivt sit greb om sværdet. Dog hævede hun det ikke. Hun holdt det blot klar.
Han havde haft ret i, at det ikke var, hvad hun forventede. Mørkelvere – som hun meget hurtigt havde antaget ham for at være ved synet af hans sorte hud – var ikke ligefrem nogle, man kom omkring særlig ofte nu om dage. Og da specielt ikke i Hovedstaden, hvor væsnerne nærmest havde en automatisk pris på deres hoveder. Men der var en anden ting, der også kom bag på hende: Hun havde ikke troet sig ham værende så… køn. Mørkelver eller ej, så var det sjældent de kønne af slagsen, der sneg sig ind på folk om natten.

”Nu forstår jeg lidt bedre Deres bemærkninger.” ytrede hun sig endelig efter at måtte have stirret længe nok på ham. ”Af hvad historierne har fortalt er Deres slags kendt for at være prydende krigere.” Hun fjernede sig en smule fra sin kampform, inden den frie hånd blev løftet op. Og med et flik med håndleddet løsnede hun den magiske glyphs tag.

Et kort øjeblik virkede det lidt som om hun tønde lidt op. Humor var jo trods alt også en form for charme...
Det fik dog hurtigt ende da hun så hvilken race han tilhørte.
Ganske typisk de racistiske mennesker... hvorfor gøre et helt folk til monstre, blot fordi de kunne lide at lave lidt ballade og påføre en smule intens smerte?

Han morede sig lidt over sig selv... selvfølgelig gav det mening. Det var blot ironien.

"Jeg takker på min races vejne!" sagde han med lidt humor i stemmen.

Han var ret så overrasket da hun pludselig fjernede den magiske fælde, som holdt hans fødder fast.
Hvad var hendes tanker bag dette...?
Måske...

"Du vil måske gerne have en lektion...?" Spurgte han så, og holdt kappen ud ved den ene side, så hun kunne se de to langsværd som hang i hans bælte.

”Jeg havde blot antaget Deres bemærkning som værende truende.” Selv med den afstand, der var mellem dem, og trods mørket, så havde April godt lagt mærke til overraskelsen hos mørkelveren. Det kom egentlig ikke bag på hende. Hans slags var som regel ikke nogle, der ble velsignet med frigørelse. Og da bestemt ikke, når de allerede var blevet fanget. Men hvad skulle hun bruge en som ham til? Tanken om dusøren var ganske rigtig fristende, men så vidt hun var klar over, så havde hans specifikke ansigt ikke hængt på de efterlystes tavler. ”Frem for at være taktiske. Det håber jeg, at De kan forstå.” Han havde ikke virket dum. Han havde endda allerede set logikken i hendes handlinger før denne sene nat. Så dette burde han også kunne se den i.

Hun løftede efterspørgende et af de fine øjenbryn og sænkede samtidig det andet for at fremhæve lidt i effekten. Ubevist lagde hun lidt ekstra af sin vægt over på det ene ben end det andet og fik automatisk svajet en smule i hofterne. Alt imens at det næsten fredfyldte ansigt stadig ikke fortrak sig i særligt stærke følelsesfolder. ”De viste Dem måske i håb om, at jeg søgte en... lektion?” sendte hun spørgsmålet tilbage til ham. Det havde lyst utrolig tillokkende. Hun havde aldrig haft nogle til at lærer hende direkte. Men der ulmede en mærkværdig fornemmelse over det hele. Det virkede for godt.
Roligt lagde hun sine øjne på hans våben, der tydeligvis var i en helt anden klasse end hendes. Forståeligt nok. Det var ikke normalt for folk at overrække den slags til en simple glædespige. At hun overhoved havde fået sig et våben af ordentlig kvalitet var et mirakel i sig selv. ”Jeg kan meget vel stoppe min modstander, men hvis det skulle fejle, har De ret i, at mit fodarbejde måske ville gøre det samme.” Hun var ikke meget for at indrømme det. For hun var selv så stolt over, hvor langt hun var kommet.

”Hvad er Dere navn?”

"Naturligvis. Min slags er jo ikke ligefrem kendt for at være taktiske... hvilket egentlig er en skam. Tænk hvis vi kunne finde ud af at samles under ét banner, med en leder som kunne taktik? Verden ville måske se anderledes ud..." sagde han med et skævt smil.
Tanken om et Mørkelver-kongedømme var egentlig interessant, omend ikke særligt realistisk...

Der ville være alt for mange intriger og interne konflikter. Alle med bare lidt magt ville forsøge at tage tronen.
Very messy...

"Jeg viste mig, fordi jeg finder Dem interessant." sagde han og lagde venstre hånd roligt på det ene, læderbeklædte sværdskæfte.
"De ser, undskyld mig, så fin og ufarlig ud. De er slank og virker ikke særligt stær, og så er der jo en vis skønhed over Dem, ej at forglemme."

Han betragtede hende med et målende blik mens han talte, og efter en kort pause, sagde han:
"Ærligt talt... De ser ud som om et enkelt, sølle slag i maven ville kunne slå Dem ud. Men der er noget stærkt over Dem, som trodser denne umiddelbare virkelighed. Derfor har de fanget min interesse... og hvis det er kampkunst De søger, kan jeg lærer dem meget - inklusiv fodarbejde."

Han smilede lidt da hun spurgte om hans navn.
Mange mennesker ville have reageret meget anderledes på ham - og da især på disse kanter.
Men hende her... hun overraskede.

"Mit navn er Zane..." sagde han så,
"Og Deres?"

Fangede hans interesse? Der var en vis mængde mistro at finde i hendes øjne, indtil at han begyndte at forklare sig. Hun var ikke helt sikker på, om hun skulle tage hans ord som værende nedgørende eller som komplimenter, for hun syntes ikke at kunne læse ham. Han fremstod som en med et alment venligt sind. En med et hårdført ydre. Og til trods for hans måske lidt uheldige ankomst, hvor usikkerheden om ham var opstået, så havde han ikke udgivet sig for at være meget mere truende. Selv ikke da han havde vist hende hans våben. For selv der havde han jo netop gjort det. Gjorde hende opmærksom på, hvilke han besad, og hvor de var at finde på hans krop. Tanken om, at han måske bar flere, havde strejfet hende, men i det mindste havde hun styr på hans primære.

”Store fremhævede muskler, er ikke noget der er eftertragtet i min… omgangskreds. Men… nu har De netop stået og sagt, at jeg ikke virker stærk. Men samtidig fortæller du mig, at der er noget stærkt over mig? Hvordan giver det mening?” Roligt løftede hun hagen en smule mere og gik et diskret skridt på stedet for at ændre på sin kropsholdning endnu engang. Sværdet tungede en del på hendes ene side, men hun gjorde sit bedste for ikke at så alt for uerfaren ud. ”Jeg takker dog, for Deres komplimenterende ord.”
Halvt ubevist og halvt bevidst, gjorde hun et smidigt sving med sværdet, der alt sammen blot lå i hendes håndled, som skulle hun lige mærke våbenet i sin hånd igen. Sikre sig at det stadig var til stede. Og at det stadig fungerede som det skulle. Som en forlængelse af hendes arm. Og med et fodfast blik præsenterede hun sig tilbage: ”Mit er April.” Hun kunne meget vel have løjet, men han havde ikke – så vidt hun forestillede sig – så der var ingen grund til det. Også så stod han ikke længere som en rigtig trussel. ”Og hvis De er sikre på, at De ønsker at oplære mig – hvis ikke bare lidt – vil jeg være Dem taknemmelig. For jeg søger lærdom.”
Antydningen til et smil sad nu ved hendes ene mundvige, mens hun betragtede ham.

Mennesker... hvordan kunne det være at de aldrig tænkte ligeså kreativt som han gjorde? Og så sagde man, at mørkelvere var ukreative væsener...
"Det giver mening," sagde han, stadig med ganske rolig, forklarende stemme, "fordi styrke ikke kun handler om ens muskulatur og kropsbygning. Styrke kan også være både i hjertet, sjælen og i sindet."

Hun havde sagt at store, fremhævede muskler ikke var 'eftertragtet' i hendes omgangskreds.
Eftertragtet... det éne ord fortalte en hel del om hvem hun var - eller rettere, det gav et kraftigt fingerpej om det.
Enten var hun på jagt efter kærlighed i sin omgangskreds... eller også var hun inden for underholdningsbranchen, hvad enten det var som danser eller som hore. 

"April... et godt, uskyldigt navn. Men også et navn som kan få stor betydning i fremtiden... hvis din ånd er så stærk som jeg tror den er." sagde han, før han lukkede hånden roligt om sværdskæftet.
Læderet føltes behageligt, selv gennem hans handsker, og Zane mærkede den tæmmede ild inden i sig, som han betragtede den unge kvinde foran sig.

"Nå, April... normalt er våbentræning ikke gratis... men jeg er villig til at lære fra mig, hvis du fortsat kan fastholde min interesse. Og først må jeg se hvad du kan. Angrib mig med alt hvad du har. Lige nu."

Endnu engang havde det lykkes denne mand at få en lavmælt latter frem hos hende. Eller det var nu stadig mere som et komisk fnys lige som sidst. Det eneste der havde ændret sig var, hvordan hun ikke forsøgte at skjule det fra ham på samme måde, som før. ”Uskyld er virkelig ikke noget, der burde bruges til at beskrive mig. Men det er vel hver til sin sag.” Han havde ikke været den første der havde lagt hende sammen med ordet ’uskyldig’. Langt fra. Selv folk der kendte til hendes erhverv, og hvad hun udøvede gang på gang, hvis det var ønsket af hende, havde det med at udpege hende som værende syndefri. ”Dog vil jeg håbe videre, at Deres tro om min sjæl er sand. For kun en stærk sjæl kan opnå, hvad jeg drømmer om.”

April strammede sit hold omkring sit sværds metalbelagte skaft. Hun havde flere gange overvejet at skulle dække det med læder, som hun havde set Zane havde gjort ved sine. Men følelsen af koldt metal gav hende en ubevidst glæde og nydelse. Om hjalp det hende med at føle sin eget hjertebanken igennem sin håndflade. Sværdet blev hævet bare en smule, så det ikke bar hang slapt ned langs siden. Hendes lilla øjne lå beregnende på mørkelveren, der netop havde givet hende ordren på at angribe.
”Javel. Som De ønsker.” Hun samlede sine ben lidt mere uden at fjerne det støttende mellemrum mellem dem, hvorefter hun forsigtigt bøjede ned i knæene. Den frie hånd åbnede sig op og håndfladen blev holdt ned mod jorden omkring hendes fødder. En lignende håndbevægelse, som da hun havde befriet ham fra hendes glyph, blev gjort og en ny cirkel blev formeret under hende. Glødende og tydeligt, nu hvor sne ikke havde haft mulighed for at lægge sig over, som hendes ’bjørnefælde’. Hun satte så af. Sprang frem og blev nærmet slynget imod ham som en fjeder. Sværdet blev holdt nogenlunde stabilt under den mindre flyvetur, men blev lige inden, hun nåede ham, svunget i et sving oppefra og tværs ned.
Hun var ikke den stærkeste. Men hendes kontrol over våbnet måtte i det mindste give hende lidt til fordel for kamp.

"Man kan godt have et uskyldigt udseende, samtidig med at man har en syndfuld sjæl." sagde han, og bed godt mærke i det hun sagde med at have en drøm...

Da hun gjorde klar til angreb, satte han den ene fod lidt frem og gik let ned i knæ, så han nærmest stod skråt med fronten lidt vendt væk fra hende, mens han holdt øje med hendes bevægelser.
Hendes håndbevægelse, og den efterfølgende glyph, fortalte ham at hun nu ville bevæge sig hurtigt.
Det var det, der var mest logisk...

Så da hun blev slynget frem imod ham med ganske imponerende fart, kom det ikke som en overraskelse.
Zane ventede til sidste øjeblik - og så trådte han hurtigt til siden, og rettede et hurtigt spark mod hendes ben, mens hun stadig var i luften.

Hvis han ramte, ville hun med stor sandsynlighed miste al form for balance grundet sin egen fart, og falde så lang hun var i den kolde sne.
Hvis dette skete, ville Zane smile skævt og sige: "Alt for åbenlyst... dog vil den der evne kunne give dig en formidabel fordel, hvis du blot ændrer et par ting..."

April havde egentlig forventet, at hun havde haft en chance for at ramme eller I det mindste tvinge ham til at blokere. Men så vidt hun nåede at registrere gjorde han ikke en gang en hentydende bevægelse til at drage sværdet fra dens sikre plads i hans bælte. Hun kunne endda bilde sig selv ind, at hun heller ikke havde fanget et eneste tegn på overraskelse i hans interessante øjne. I stedet var det noget, der vidste sig frem i hendes ansigt. Kun ganske svagt. Der var dog ingen tvivl om, at det der skete, kom noget bag på hende. Hun havde ingen tid til at kordinere sine bevægelser, før hun kunne mærke sine ben blevet fejet væk under hende til trods for, at hun ikke engang havde fået jordisk fodfæste endnu.

”Urg!” var den eneste lyd der lige kom fra hende, da hun nærmest blev sparket tilbage på jorden. Hun følte sig selv trille en enkelt gang omkring, hvorpå det lykkedes hende at komme elegant op at stå igen, efter at have trillet korrekt over skulderen. I samme øjeblik var hendes frie hånd atter rettet mod jorden under hende, hvor hun akkurat nåede at lave endnu en cirkel i form af den samme, som havde fanget mørkelveren på stedet. Blot for at holde sig selv fast og mere eller mindre stabil, så hun ikke endte med at glide videre bagud eller lignende. Hurtigt derefter blev den dog fjernet igen for ikke at hindre hende i at bevæge sig yderligere. Hendes blik var stadig rettet direkte mod ham, og hun havde overraskende nok stadig et godt greb i sit sværd. Det faktum at hendes fletning stadig sad samlet var lidt af et mirakel. Men det ville nu heller ikke være godt, hvis den ville komme løs så nemt, så selvfølgelig havde hun sikret den godt.
Det skulle dog vise sig at hans spark havde givet en lille eftereffekt på hendes ben, for kort efter at hun ellers så ud til at stå stabilt oppe igen – klar til kamp, gav de efter og hun endte lige på bagdelen i sneen. Det var næsten opgivende, da hun bare lod sig falde helt ned at ligge på ryggen for et øjebliks tid, hvor hun virkelig følte nederlaget skylle ind over sig. ”Jeg har stadig lang vej igen…” proklamerede hun med en sagte og blid stemme, som var den mest rettet mod sig selv. Med ét satte hun sig op igen og fik efterfølgende rejst sig tilbage op at stå, hvor hun gik i gang med at børste det værste sne af sig igen, som var det ingenting.

”Jeg er ikke i besiddelse af krystaller selv, så jeg vil ikke kunne betale dig.” Roligt løftede hun blikket tilbage på ham og løftede ligeledes hagen tilbage på sin sikre plads. ”Men hvis De alligevel vil lærer mig …bare lidt… vil jeg gøre mit bedste for at opretholde din interesse i mig.” Det var som om, at nu hvor hun havde fået en smag af, hvad han var i stand til i forhold til hende, var ilden i hende blevet en tand større.

Hans lille manøvre havde haft ét formål: at teste hende.
Ikke så meget hendes evner, men hendes vilje til at lære, samt hendes personlighed...
En så overlegen manøvre hvor hun endte i sneen uden at han havde så meget som trukket sit våben, kunne have to udfald:

Enten ville hun blive stiktosset på ham og spørge hvad helvede han havde gang i... eller også ville hun rejse sig op igen med en særlig ild i blikket.

Heldigvis var det sidstnævnte, der skete.

Zane smilede lettere tilfreds, og nikkede derefter kort af hendes bemærkning om ikke at have krystaller.
"Det går. Jeg er i et godt humør i dag, så der behøves ingen betaling... desuden er det altid godt at lære nogen op i det, de faktisk brænder for. Og kan du opretholde min interesse for dig, så har du en læremester ulig nogen i Hovedstaden..." sagde han med rolig stemme.


"Og angående det der med at springe frem ved hjælp af magi... det er en åbenlys, og hovedløs, taktik. Jeg kunne have ramt dig andre steder end benene, og det kunne have afgjort kampen. Dog... hav i mente at din teknik kan bruges fra et godt skjul, eller hvis din modstander ikke er klar over at du er der."

Han havde skam overvejet om han skulle have sparket hende i maven i stedet, og dermed sendt hende i jorden i flere minutter på grund af kraften fra både spark og flyvetur... eller måske endda i hovedet, trods den åbenlyse livsfare det ville have medført... men der var ikke meget ved at starte så hårdt ud. Det var der slet ingen grund til.

"Først og fremmest skal du lære at bruge dit våben. Lad være med at springe ud i kombinationer med din magi i starten. Én ting ad gangen... og derefter kan du kombinere. Forstår du?"

”Bruge mit våben..” gentog hun som en sagte hvisken i takt med, at hendes blik faldt ned på sværdet i sin ene hånd. Det føltes næsten tungere nu, hvor hun gjorde sig fuldt opmærksom på, at det var der. Eller også var det blot fordi, at hun netop havde været en tur i gulvet. Hun studerede kort sin hånd for at sikre sig, at den ikke sitrede af den adrenalin, der havde spredt sig i hendes krop, hvorefter hun endnu en gang gjort sit håndled slapt og svang sværdet i en enkelt cirkel. Det var blevet lidt af en ubevidst handling. Som for at bekræfte hvor let kontrol hun kunne have over våbnet, hvis blot hun havde styr på hvordan. Og for første gang i hendes liv var der en, der faktisk stod og tilbød hende denne lærdom.

Netop som de tanker svævede igennem hendes hoved løftede hun et blik tilbage mod Zane der tydeligt fremviste den mærkværdige taknemmelighed, hun faktisk følte for ham. Hun nikkede bekræftende og gned diskret sit ene ben op ad det andet i et forsøg på lige at tjekke op omkring, hvor stor skade han havde formået at lave på hende. Hun kunne stadig stå uden problemer, men noget sagde hende, at der ville opstå et mærke over det nu ømme punkt. Hvis ikke der allerede var opstået et. ”Det forklare en del. Jeg kan vel indrømme, at jeg troede jeg havde blot få procent mere i chancen, da jeg satte af sted mod Dem. Hvilket kan forklares fra, at min kamperfaring ikke strækker sig meget længere end simple barslagsmål.”
Hun sukkede tungt og rystede roligt på hovedet, inden hun trådte længere frem mod den mørke elver. Ganske rigtig holdt hun sig stadig meget på vagt med ham i sit selskab, men der var stadig noget akavet ved at stå og have en samtale med en, mens man stod med en god afstand mellem dem.

”Min stand. Det var det første som De kommenterede på allerede før De hilste.” startede hun med sin endnu yderst blide stemme, som hun stillede sig overfor ham med kun et par skridt i mellem dem. ”Jeg kan tænke mig til, at det ville være et godt sted at starte. For hvis jeg ikke tager meget vel, så er det næsten vigtigere end at vide, hvordan man svang et sværd eller spændte en bue. Ikke sandt?” Hovedet lagde sig på skrå og øjnene så afventende, spændt og søgende på ham uden at vige væk.

Det var meget tydeligt at hun faktisk var interesseret i at lære dette.
Hele hendes kropsholdning og blik bekræftede det... og det fik Zane til at smile.
Her var der faktisk et menneske, som ikke syntes at mene at han, som mørkelver, var det værste afskum.

"Det var en kreativ idé at bruge din magi på den måde, og det ville måske nok virke mod en uerfaren modstander. Men jeg kunne have dræbt dig hvis jeg ville - du var alt, alt for åben." sagde han, og så til mens hun kom tættere på ham.

"Godt så... vi starter helt fra begyndelsen, og for at jeg kan lære dig det korrekt, er jeg nødt til at lægge hænderne på dig. Vil du tillade det?" kom det fra ham, stadig med den rolige stemme som han havde ført under hele samtalen.
Men for et menneske at tillade en mørkelver at lægge hånd på sin krop...?
Det ville vise sig hvor meget hun turde stole på ham...

Selvom hun på en afstand ikke så særlig meget ud til det, så sugede hun alt ind, hvad han sagde. Alle råd. Al kritik. Og inde i hendes hoved placerede hun dem på deres rette plads, så hun enten kunne tvinge sig selv til at følge dem. Eller fuldstændig undgå dem. Det kom meget an på, hvad han nu ellers havde sagt. Det var først ved hans spørgsmål at hun ændrede lidt mere på sin mimik. Men frem for at se frastødt eller tilbage taget ud var det langt mere hen ad undring over, at han faktisk tog sig tid til at bede om hendes tilladelse. Hun havde absolut intet imod det, men det havde ikke just været noget, hun havde forventet fra en som ham. Og hun var ret sikker på, at hun ikke ville være den eneste, der ville tage det en smule overraskende, hvis hun kendte til Hovedstadens beboere ret.

”Jeg kan ikke se, hvorfor ikke.” svarede hun roligt tilbage og fik hurtigt fjernet den lettere forvirrede udstråling, imens hun gjorde sig klar til, hvad han nu havde i tankerne. Hun ville ikke påstå, at hun stolede fuldkommen på Zane. Tanken om muligheden for, at han ville spidde hende i ryggen med et af hans sværd, svømmede stadig rundt i baghovedet. Men samtidig hærgede der et tomt rum sammen med. Hvorfor skulle han gøre det? Han ville ikke få noget ud af det. Udover selvfølgelig hendes få våben. Dog havde han tydeligvis allerede nogle i langt bedre kvalitet.
Hun lod sin krop blive en smule mere slap. Blot for at gøre sig selv lidt nemmere at have med at gøre. Og hun vidste ganske godt hvor besværligt det kunne være at prøve og modellere en anden person i en korrekt position, hvis personen forblev helt stiv. ”Må jeg spørger Dem, hvad der skabte interessen for at blive min læremester for aftenen?” Hun troede ikke på, at de ville mødes igen. Og noget sagde hende, at han nok ikke ville ønske at blive så nær bymuren i alt for lang tid.

Han nikkede da hun gav ham sin tilladelse. At undgå dette spørgsmål, kunne sagtens have resulteret i at hun blev skræmt og angreb ham - og det ville da være en skam at dræbe hende nu...

Zane lod kappen falde på pllads, og gik over så han stod lige bag hende.
"Hvad der fik mig til at fatte interesse...? Hvem ville ikke fatte interesse for en køn, ung kvinde som trænede mutters alene i skoven. Alt andet ville være unaturligt for mig. Indtag en kort stand sådan her, og bøj let i knæene." sagde han, mens han flyttede hendes højre fod bagud så hun nu stod mere med siden til der, hvor han før havde befundet sig.

"Kig nu i den retning hvor jeg stod, og før dit sværd herned..." han greb fat om hendes hånd - den hånd der holdt sværdet - og flyttede den ned i en ret afslappet position pegende let ud til siden.
"Løst greb om skaftet, men ikke alt for løst. Ret ryggen..." han lagde den ene hånd på hendes skulder, og den anden på hendes ryg, hvorefter han skubbede let så hun ikke svajede.

"Og nu... gør vi os parate til at kæmpe mod en fiktiv modstander. Træk vejret dybt og slap af, men vær stadig vågen..." herpå lagde han sin ene hånd fladt på hendes mave.
"Træk vejret indtil maven bliver helt blød... det fjerner stress og giver et godt overblik. En overspændt kæmper kan ikke udføre sine teknikker ordentligt, og er i langt større fare end en, som kan danne sig overblik over situationen... og hvad mener du med 'for aftenen'? Du lærer ikke at være kriger på én aftens lektioner."