Hele ens liv kunne ikke gå som planlagt, alligevel havde Sigrun aldrig forudset, at hun en dag ville blive solgt som slave, for slaveri var ikke en ting nord for Rubinien, og Rubinien var i den anden ende af landet.
Hun havde været ude og jage da hun var blevet taget af nogle fremmede mænd. Mørkhudede mænd nåede hun at se, men de var for mange og for dygtige, da hun vågnede op, var hun bundet i en celle, og selvom hun fik en smule mad engang imellem var det ikke ofte. Hun kunne også mærke at hun var på et skib. Det gjorde det ikke ligefrem bedre.
Da de endelig nåede til Balzera, var hun afkræftet, beskidt og klar på at smadre en eller anden. Hun blev taget ud af skibet, blev afklædt og spulet for at tage det værste skidt, før hun fik en laset kjole på. Dette blev dog ikke gjort uden modstand. Hun gjorde livet surt for slavehandlerne, og fik også givet en af dem et knæ i skridtet.

Da hun var en stærk kvinde og ganske usædvanlig for det sydlige land, med den hvide hud og røde hår, var det ikke et problem at sælge hende, og inden hun vidste af det, var hun på vej igen ud i ørkenen, og til en lille by.
Sigrun havde godt lagt mærke til blikkene hendes nye 'herre' havde givet hende undervejs, og han prøvede da også at lægge sine hænder på hende så snart de var indenfor i hvad der virkede som hans hus. "Få dine fedtede fingre af mig!" spyttede hun ud og kiggede vredt på hende, men sveden drev allerede af hende. Hvorfor var her så varmt? Var det ikke vinter?

Det var gået hvad? En uge? Yasmin havde sørget for at få ligene væk i Azars hus. Inklusivt ham selv. Sarafina var smuttet igen. Og hun havde selv brugt noget tid på at komme sig lidt, oven på alt det der var sket. Hendes venstre arm var let forbundet efter den flænge den havde fået fra Azars eneste gode livvagt, og hun havde haft lidt psykiske mén oven på at have dræbt sin fader også. Det var jo ikke normalt, at gøre sådan noget, men nu var hun fri. Fri? Hun var ikke helt sikker, men det hjalp bestemt ikke, at blive i hans hus! Så hun fandt noget af sit gamle tøj - alt sammen drengetøj, for sådan ville Azar have det - og forlod hans lille herregård. Hendes blik gled undersøgende fra hus til hus, fordi hun gerne ville undgå at folk så hende. Men da hendes øjne faldt på en rød manke af hår der blev ført ind i et hus, var hun stensikker på, hvad hun lige havde set. Hvad lavede Sigrun her?

Det satte fut i hendes fødder og hun gik hen til det næste hus og sneg sig hen til døren, der stadig stod på klem. Det lød også som Sigruns stemme, blot i en mere vred og træt tone?
Hun genkendte mandens stemme der sagde at hun bare skulle holde sin kæft lukket. Én af Azars venner. Huset var også genkendeligt, og Yasmin kunne ikke lade være med, at få et lidt selvsikkert træk i øjnene. Den her mand havde ikke råd til vagter. Han havde kun råd til slaver, og det var også det eneste han ønskede sig. Det var det eneste andet han havde i sit hus ud over møbler og objekter. Og eftersom at han ikke behandlede sine slaver særlig godt, antog hun hurtigt, at de ikke ville være et problem eller være i vejen, da hun åbnede døren helt og gik hen til manden der stod med ryggen til hende, og var godt i gang med at overgramse hendes halvsøster, der så vildt vred ud. Samme raseri vældede op i Yasmin, hvis øje der øjeblikkeligt slog lyn da hun tog fat i manden og smadrede ham ind i én af væggene i gangen. Hun holdt omgående sin kniv op mod hans hals så han ikke begyndte på nogle numre. "Du rører hende ikke igen. Du rører ikke nogen igen. Er du med?" hendes tone var snerrende, nært dyrisk og hendes blik vredt. Hun havde ændret sig siden sidst. Ikke meget, men det var der. Der var faktisk noget af hendes egen vilje derinde nu. Og hun fandt sig ikke i, at manden så meget som så forkert på Sigrun! Fandeme nej!

Sigrun lignede ikke kvinden der boede i norden. Håret var mere vildt, hun var næsten badet i sved, og hendes hud var allerede rød fra at være ude i den hårde sol, noget de ikke havde meget af på denne her tid af året oppe nord på. Hun havde også tydeligt allerede mistet lidt kød på kroppen.
Hun gjorde sit for at holde den store mand på afstand, og hendes hoved blev bare rødere og rødere af raseri over at han blev ved med at prøve. Nej, hun ville absolut ikke have at han blev ved med at gramse på hende.

Det gik meget hurtigt da Yasmin pludselig kom ind af døren og den store mand var væk fra hendes krop. "Yasmin?" sagde Sigrun forvirret for hvad i alverden lavede hun her? Hun havde et øjeblik næsten helt glemt manden, som var grunden til at Yasmin overhoved var her. "Hvorfor er du her? Og hvorfor er du her... inde?"

Sigrun så ikke ud til at være i den bedste tilstand. Yasmin undlod dog at kigge for meget på halvsøsteren, selvom hun talte. Der var stadig manden her at tage sig af. Han forsøgte at kante sig væk, så hun pressede knivsbladet lidt ned i huden på hans hals. En smule blod dukkede op. "Jeg så dig og ham. Og så gik jeg herind," besvarede hun Sigruns spørgsmål. Hun kiggede kort over på hende, før hendes vrede blik fløj tilbage på manden, der havde begyndt at tale om at den lille byvagt der var stationeret i byen nok ville komme på et tidspunkt. Hun valgte, ikke at vente på at han råbte efter hjælp. Hun tog kniven væk fra hans hals, men slog ham til gengæld også rigtig hårdt i hovedet med knoppen så han væltede omkuld bevidstløs.

"Hvordan er du endt her? Han har købt dig," konstaterede hun mens hun skævede ned til manden. Hvordan i alverden var hun blevet købt? Og nu var hun her? Iført en kjole der slet ikke var hende værdig, og så virkelig ikke spor godt ud. Yasmin skyndte sig at åbne sit vandskind og rakte hende det. "Du er ikke vant til varmen hernede. Det er bedst hvis du drikker noget vand, han har sikkert bare trukket dig af sted gennem ørkenen uden at give dig noget som helst. Han er også en frastødende mand," hun kiggede igen ned på manden og puffede til ham med foden. Han reagerede ikke det mindste. Godt. 

Sigrun nikkede bekræftende og kiggede ned på manden der lå på gulvet. Han fortjente det der var meget værre, men Sigrun var ikke en ond person af hjerte, ellers havde hun nok skåret hans lem af som hævn for hvad han prøvede. Hun tog grådigt imod vandskindet og begyndte at drikke af det. Det fik den værste svimmelhed væk fra hende.

"Jeg blev angrebet nordpå, omringet af langt større og stærkere mænd, og siden jeg var alene, var det nemt for dem at indfange mig. Jeg husker ikke så meget, og ved ikke engang hvor lang tid siden det er siden," indrømmede hun og gav endelig vandskindet tilbage til Yasmin. Det var lidt bedre nu når hun ikke var ligeså dehydreret mere. Pludselig kom der dog et vredt glint tilbage i hendes øjne. "Hvor har du været? Du forsvandt en nat, uden at sige noget. Min far var ved at gå ud af sit gode skind, fordi ingen vidste noget om hvor de var blevet af! Vi frygtede det værste!" sagde hun vredt, og havde placerede sine hænder i siden.

Yasmin observerede Sigrun drikke af vandskindet, og lod hende bare om at gøre det. Hun havde masser af vand til trods for tørken, for Azars hus havde haft en del af det. Hun havde et par flere vandsække i tasken, som lige nu lå ved døren. Mens Sigrun forklarede hvad der var sket, nikkede Yasmin blot forstående. "Det er sådan de arbejder. De snyder deres fjender og overmander dem. De har ingen ære," sagde hun mørkt, som hun kiggede på sin halvsøster, der nu fik et vredt drag om munden. Hvorfor, vidste Yasmin ikke. Hun kiggede forvirret på Sigrun, næsten spørgende, til ordene dukkede op.
"Jeg beklager, Sigrun," sagde hun bare med det samme. "Kan du huske, jeg fortalte om ulvene der dræbte min mor? De var varulve. Og de bed også mig, så jeg var nødt til at gå væk, fordi... Jeg er en varulv nu. Jeg ville ikke skade dig eller din far," fortalte hun roligt, men stadig med hvis hint af sorg over sig. Hun var ikke glad for at hun havde måttet gå fra dem uden at sige noget, men det havde været på et hængende hår. Hun havde ikke lyst til, at skade Bjarni eller Sigrun. Hun kiggede nu igen afventende efter at have forklaret sin sag.

Et lidt blidere udtryk kom over Sigrun's ansigt, men hun var stadig frustreret over at Yasmin havde forladt dem. "Det betød ikke at du bare skulle løbe væk fra os. Vi ville have taklet det, ligesom vi gør med alt andet," pointerede hun og trak den grimme kjole op for at tørre noget sved af panden. Hvorfor var her så varmt?
"Vi har haft vores varulve at håndtere oppe nord på, så vi ville være kommet igennem det, hvis du ikke bare var stukket af," Sigrun var under den overbevisning at det meste nok kunne ordnes hvis man arbejdede hårdt nok på det, og at være varulv var jo til at kunne håndtere. Man skulle bare gøre at Yasmin var langt væk fra civilisation og det var nemt oppe i Nordlandet. Byerne var små og langt imellem. "Du har selvfølgelig stadig mulighed for at komme tilbage hvis du vil.... hvis jeg altså ikke dør af denne her varme først. Hvorfor er her så forbandet varmt?" hun var nu begyndte at vifte vind i ansigtet på sig selv med hånden, men det hjalp ikke.

Yasmin kiggede bare blankt på Sigrun. Det havde hun så ikke været klar over, men hun kunne stadig ikke bare være blevet. Det kunne hun ikke have budt dem, lige gyldigt hvor mange tilfælde af varulve de havde haft. Hun kiggede ned mod jorden. Hun vidste godt, hvad hun var. En fejlslåen kriger. Men en kold kriger. Og nu en morder. Hun havde gjort det uden tøven. Dræbt. Myrdet Azar i huset lige over for dette. Ligene var begravet i baghaven. Men hun havde dræbt dem. Og nu stod hun her. Over for sin halvsøster. "Sigrun.. Jeg.. Jeg er ikke normal. Der er noget.. Galt med mig," så meget var hun i det mindste kommet frem til. Hun forstod ikke helt sig selv. Men efter at have taget livet på den person, der havde brudt hende ned og bygget hende op, var hun nu klar over det. Hun var langt ude. Hun var sandsynligvis et monster. Og en varulv.

"Jeg vil gerne tage med dig. Men jeg er kun opfostret til én ting: Konflikt. Det er det eneste, jeg kan. Hvordan skal jeg kunne gøre noget som helst til gengæld for at bo hos dig og din fader?" stadig var hun overbevist om, at de ikke ville have nogen mulige opgaver til hende som gengæld for at de gav hende husly. Hun kunne jo ikke bare sætte sig til at bo hos dem uden at give dem noget til gengæld?

Sigrun var stadig virkelig distraheret af varmen, men hun lyttede dog til sin halvsøster, og et trist udtryk bredte sig over hendes ansigt. "Du må ikke se på dig på den måde. Du er mere end det, og selvom jeg ikke kan gøre noget ved din opfostring, så betyder det ikke at du ikke kan lære noget nyt nu. Du er stadig ikke særlig gammel, du har dit liv foran dig, og hvis du ikke har lyst til at tilbringe den tid i Norden, så forstår jeg dig, men..." Sigrun tog en dyb indånding og kiggede dybt ind i Yasmin's øjne. Det var vigtigt at Yasmin forstod hvad Sigrun ville frem til. "Du kan altid arbejde på at forbedre dig. Jeg kan godt lære dig at fiske og jage, hvordan du skal håndtere Gunnar når han kommer og prøver at starte en kamp, og der er sikkert nogle der ikke ville have noget imod at lære dig at lave mad eller hvad end du ellers har lyst til at lære at gøre med dit liv. Du er en kriger... og en varulv, men du er også godhjertet og min lillesøster. Husk på det."

Sigruns triste udtryk gjorde Yasmin dårlig tilpas. Det var ikke meningen at hun ville gøre sin halvsøster trist, og hun kiggede ned i gulvet til Sigrun fortalte tingene som de var. Det fik hende til at se op og ind i Sigruns øjne, mens hun nikkede langsomt. Hun kunne godt være med til at lære nye ting. At jage og at fiske. Mad? Det var hun ikke sikker på, at hun nogensinde ville lære, men at jage burde være nogenlunde det samme som de ting hun havde lært gennem sit liv. Det involverede i hvert fald stilhed og disciplin. Det burde ikke være så svært. Hun troede ikke helt på, at hun selv var en godhjertet person. Hun havde lige dræbt sin far og hans vagter. Intet godt menneske ville gøre en sådan handling. Og derfor kunne hun aldrig sige noget om det til Sigrun. Hun skammede sig allerede nok som det var. 

"Du har ret," sagde hun bare, ganske simpelt og ligeud. Hun åbnede igen tasken, mest af alt for at gøre noget med sin krop, så hun ikke bare stod og trippede. Hun trak noget meget bedre tøj op til Sigrun og rakte hende det. "Jeg vil få os op til Norden igen. Du har det lige som jeg havde det deroppe. Du er ikke vant til varmen, det kan jeg se på dig. Og det tøj du har på nu er ikke tilstrækkeligt til at overleve derude," hun kiggede kort op på sin halvsøster, før hun lukkede tasken igen. "Vi bør tage af sted nu. Før ham der vågner op og bliver pigesur over at jeg slog ham," normalt ville Yasmin ikke tale sådan om andre folk. Men hun havde trods alt spenderet lidt tid med Miranda og det havde smittet en lille smule af.

Som Sigrun fik det noget mere bevægelsesfrie tøj på, tog Yasmin den besvimede mands sabel og gav hende den, for derefter at gå ud af huset. 
Hun blev ved med at gå, men tog selvfølgelig hensyn til at Sigrun ikke var vant til varmen overhovedet. Først da det så småt begyndte at blive mørkt stoppede hun op. Det kløede let i det sår hun havde på sin venstre underarm, men hun ignorerede det stædigt, mens hun vendte blikket mod Sigrun. "Det er meget koldt om natten. Nogle gange værre end oppe i Norden. Men i det mindste er der ingen tegn på sandstorm i nat. Jeg synes at vi bør slå lejr her," hun smed tasken fra sig i sandet og begyndte det praktiske arbejde. Telt havde hun også fået med, så det begyndte hun med det samme at få slået op.
Til sidst havde de et bål kørende og Yasmin delte sin ration op så Sigrun også kunne få noget at spise. Selv var hun ikke voldsomt sulten, men hun spiste alligevel sin del af maden, velvidende om, at selv uden appetit, var man bare nødt til at have næring nok i kroppen.

Måske burde Yasmin have fortalt Sigrun sandheden, for selvom Sigrun var hård til tider, så var hun også god til at forstå hvorfor man gjorde som man gjorde. Det kunne være hun ikke havde været enig i hvad Yasmin havde gjort, men hun ville ikke have frosset hende ude.
"Jeg er ret sikker på at det er værre at være i varmen fremfor kulden," sagde Sigrun, men hun var ikke vant til meget andet end kulden. Kulden var noget hun kunne forholde sig til, men ikke det her, det her var svært. Hun tog derfor også med glæde mod toget som Yasmin tilbød. Det var nok til at hun kunne dække sig til fra solen, men ikke så meget at hun var ved at omkomme af hede.

Det var hårdt at gå udenfor, så meget måtte Sigrun indrømme, det hjalp selvfølgelig at Yasmin tog hensyn, men hun kunne mærke hvordan hun følte sig helt afkræftet, og det var svært at få væske nok, for hun svedte det alt sammen væk, hvilket også gjorde tøjet lettere klamt at gå med.
Hun var direkte lettet da Yasmin konkluderede de slog lejr. Maden hun fik var muligvis ikke hendes far hjemmelavet mad, men det var god nok, når hun ikke havde fået noget hele dagen. "Tak... for alt det her," sagde Sigrun så og kiggede ind i ilden på bålet. "Jeg ved ikke hvad der var sket hvis du ikke var kommet." Hun vidste det nok egentlig godt, hun var blevet voldtaget og tvunget til at arbejde som slave for resten af  hendes liv. Eller indtil hun kunne flygte. Ikke ligefrem noget hun havde lyst til.

Yasmin gloede betaget ind i ilden og huskede på Miranda mens hun stirrede derind. Hvis der var nogen hun følte at hun kunne stole på så var det hende. Hende, Sigrun og Bjarni. Alle andre skubbede hun væk mentalt, inklusive Sarafina. Den person havde været en kriger, og det havde føltes som om at de var ligemænd. Men Yasmin kunne genkende farlig når hun så det. Så dum var hun heller ikke. Og Sarafina var farlig. Hun skævede mod Sigrun da hun takkede og og kiggede mod hendes øjne. 
"Det var så lidt," sagde hun, næsten høfligt, før et smil dukkede op på hendes læber. Et barskt et, men alligevel et smil. "Jeg ved hvad der ville være sket. Du ville være kommet fri. På et tidspunkt, men jeg ved du ville være kommet fri. Du ser stærk ud og ham der havde... Købt dig.. Er en slatten vatpik," normalt brugte Yasmin ikke de ord, men hun havde egentlig bare lyst til at tale frit fra munden nu. Azar var der jo ikke ligefrem til at stoppe hende.
"Du bør få sovet. Jeg kan godt tage den første vagt. Når det bliver din tur, skal du passe på slangerne og skorpionerne, det er det værste man lige finder i ørkenen," hun kiggede lidt væk igen, usikker på om hun overhovedet gjorde klogt i at holde hemmeligheder for sit eget blod. Hun besluttede sig hurtigt for at sige det senere. Hun skulle lige vænne sig til tanken først.

Men hvor lang tid ville der være gået før hun kunne være flygtet. Hvornår ville hun have været stærk nok til at flygte, vendet sig nok til den ulidelig hede hernede? Det vidste hun ikke, men hun var bange bare ved tanken om hvad han kunne have nået at gøre ved hende. Hun ville have kunne klaret at blive voldtaget, det ville være hårdt, men hvis han havde gjort hende gravid... det havde nok slået hende i stykker. Heldigvis var det jo ikke kommet så vidt.
Grundet disse tanker, fløj det hende over hovedet hvordan Yasmin i det hele taget snakkede om manden der havde været hendes herre i en kort tid. For selvom de to søstre ikke havde brugt meget tid sammen, havde de brugt nok tid sammen til at Sigrun vidste at Yasmin normalt ikke talte sådan.

Der var dog noget Sigrun lagde mærke til. Yasmin virkede mere hemmelighedsfuld. Var det pga. at hun var varulv nu? Eller skyldte det noget andet? Sigrun kunne ikke vide sig sikker. "Okay, det burde ikke være et problem. Husk at vække mig okay," sagde hun. Hun var godt klar over at Yasmin tog meget hensyn til Sigrun tydelige problem med varmen.
Med de ord lagde hun sig ned og lod søvnen overtage hende lige med det samme, selvom varmen stadig klyngede sig til hende.

Som Sigrun lagde sig til at sove, kiggede Yasmin lidt på hende. Man kunne nemt se, at hun stadig havde det ret varmt, og Yasmin sørgede for, også at holde lidt øje med hende, mest af alt for at sikre sig at hun hverken fik et hedeslag eller fik det for koldt.
Det så ikke ud til at være et problem, og hun tog sin vagt, lidt længere end normalt, før hun vækkede Sigrun og selv lagde sig til at sove. Og det var nærmest sådan de næste mange dage gik, mens de rejste gennem ørkenen. Yasmin sagde ikke meget, men hver eneste gang Sigrun virkede til at have et problem med varmen, var hun der for sin halvsøster, også selvom såret på armen virkelig var begyndt at klø. Hun havde forsøgt sig med at rense det under sine egne vagter om natten, men det så ikke rigtig ud til at fungere særlig godt. Måske fordi Yasmin kun havde styr på lappeløsninger, når det kom til skader.

Til sidst blev ørkensandet erstattet af græs og landeveje. Varmen, som Yasmin var så god til at befinde sig i, blev erstattet af efterårskulden, og som den gik i kroppen på sydlændingen, begyndte såret at drille endnu mere. Det begyndte at blive ømt og når hun tjekkede det efter om natten, så det ikke særlig godt ud. Det var hævet og... Ikke det mest lækre at se på.
Men Yasmin tog det med stoisk ro. Det var Sigrun der havde haft problemer med varmen og ikke hende, så hun mente ikke, at det var nødvendigt at brokke sig over det. Desuden var der også hele den hjernevask hun havde været igennem, der sørgede for, at hun ikke mente, at det var værdigt, at vise svaghed, lige gyldigt hvor ondt det så end gjorde.

Men alt det var psykisk. Fysisk kunne hun ikke benægte sin krops svaghed som hun vågnede op lidt for tidligt om morgenen i deres lejr, meget træt og uoplagt. Og rigtig øm i leddene. Det øjeblik hun fjernede tæpperne begyndte hun at fryse vildt. Mere end bare normalt for vejret her. Det var først her til morgen at hun begyndte at have det sådan, så hun var måske lidt forvirret, som hun, trods hun frøs, kravlede fri af sine tæpper og ud af teltet. Det øjeblik hun stod på benene, blev hun svimmel, så hun skyndte sig hen for at sidde i nærheden af Sigrun, tættere på det bål der var blevet holdt i live i løbet af natten.
"Jeg tror vi skal forbi Medanien efter rationer," mumlede hun som en morgenhilsen. Rationerne var efterhånden ved at slippe op og ingen af de to havde en bue til at fange vildt med. Desuden var Yasmin ikke ligefrem god til at finde dyr eller mad herude.
Det var nemt at se at hun frøs. Hun var også mere bleg end normalt. Samtidig så hun noget mere stædig ud, netop fordi hun kunne mærke det selv.

Måske burde Sigrun have opdaget noget tidligere. Men varmen havde slukket halvdelen af hendes hjerne. Hun kunne bare ikke fungere. Det var som om at hun sad foran et ildsted, hele tiden, og det var over det hele, og det stoppede aldrig. Det var også defor at Sigrun åndede lettet op som de kom ind i Medanien og det kølige vejr lagde sig over dem som et tæppe. Det var som om at der kom noget mere luft til hendes hjerne.

For Sigrun var det en morgen, meget som de andre, hun tog den sene vagt, hvilket ville sige den vildt tidlige, og havde siddet ved bålet. Hun var stadig ikke helt ved sig selv, men det kom, og om få uger ville hun være tilbage i Norden - forhåbentlig. Men det skulle ikke være så nemt. Den morgen kom Yasmin ud, og Sigrun kunne straks se at der var noget galt. En rask person så ikke sådan ud.
"Er du okay?" spurgte hun og rakte op for at røre ved Yasmin's pande, og var chokeret over at mærke hvor gloende hed den var. "Du brænder jo op," udbrød hun, og nu begyndte Sigrun rigtig at se bekymret ud. Det var et problem hvis de begge to endte med at blive svage på denne her måde. Sigrun havde stadig problemer med varmen og ikke have fået nok at spise i et godt stykke tid, og nu var Yasmin brændende med feber, og hvem vidste hvor slemt det kunne være. Sigrun havde ikke lyst til at miste sin halvsøster, nu når hun lige havde fået hende tilbage.

Yasmin rykkede let på sig ved Sigruns berøring. Hvad var det nu for noget? Det var i hvert fald ikke helt hvad hun var vant til, for når hun var syg derhjemme havde hun altid fået at vide, at hun kunne få to timers ekstra søvn hver nat og hverken mere eller mindre. Ellers havde behandlingen bare været den samme. Man blev ikke syg under Azars tag. Man blev svag og blev derfor sanktioneret endnu mere hårdt end normalt. At Sigrun nu blev tydeligt bekymret, var vitterligt en ny ting for Yasmin, der gloede dybt forvirret på halvsøsteren.

"Du brænder jo op," Hvad skulle det sige? Hvad i alverden mente hun med det? Yasmin forstod godt hentydningen til, at hun var varm, hun vidste det jo godt selv, men hvorfor tog Sigrun sig så meget af det? 
Det slog hende pludseligt - de ville få svært ved at rejse hvis Yasmin skulle blive mere syg, selvfølgelig var Sigrun bekymret! Hun rømmede sig lidt akavet og kiggede på Sigrun med et undskyldende blik. "Undskyld, det bliver ikke et problem. Jeg kan godt klare mig," det skulle hun bare kunne! Der var ikke plads til svaghed nu, de skulle hjem. Sigrun skulle hjem til sin far. Yasmin rystede lidt hårdt på hovedet og begyndte at rejse sig med en mindre grimasse da hun bevægede sin venstre arm forkert. Men op kom hun da, dog en smule usikker på benene. "Mine parader falder ikke igen, jeg beklager meget. Måske skulle vi bare tage af sted nu," hun bevægede sig hen mod teltet, ligeglad med hvor meget hendes krop så end klagede sig over det. Hun ville ikke vise mere svaghed. Hun turde ikke finde ud af hvad konsekvenserne kunne være.

Sigrun kiggede uforstående på Yasmin. Hvad i alverden snakkede hun om. Det var et problem her og nu og det skulle behandles. En feber var ikke bare noget man spøgte med. Man kunne faktisk dø af det hvis man ikke passede på.
"Vi bliver nødt til at gøre noget ved det, du kan ikke rejse i denne her tilstand, og hvis det bliver værre..." startede Sigrun og hun havde ikke lyst til at færdiggøre talestrømmen, men rejste sig i stedet for op. Men hvordan var det man klarede febre hernede? Eller måske var det ikke så slemt når det ikke var oppe i norden, men Sigrun tog ikke nogle chancer. Nu ville det have været godt at have nogle forbindelser i syden.
"Vi bliver nødt til at finde et sted, hvor du kan få hvilet dig ordentlig, uden forstyrrelser," mumlede Sigrun, men de havde ikke den luksus at bare bruge penge på en kro, ellers havde de nok allerede gjort det. Ærligtalt foretrak Sigrun også at sove i telt over en kro, men det var en detalje. "Du skulle ikke kende nogen vi kan være hos i et stykke tid, indtil du får det bedre?" Hvorfor kunne Sigrun ikke selv tage sig af sin halvsøster når det endelig gjaldt? Sigrun hadede lidt sig selv for det.

Yasmin blev kun mere og mere nervøs anlagt. Hun burde ikke have været det. Hun vidste at hun var i sikkerhed for ham. Hun vidste, at han ikke ville bryde hende ned med hånende ord og hårde slag. Hun vidste at Sigrun aldrig ville gøre hvad han gjorde. Hvorfor var det så så svært at erkende sin svaghed? Det frustrerede hende. Meget. Men så igen var hun skam godt klar over, at svagheden kun blev værre, hvis hun ikke gjorde noget ved den. 
"Vi er nok nødt til at finde mere end et sted hvor vi kan hvile," mumlede hun distraheret af sine tanker, mens hun gned sin arm let. Den gjorde pisse ondt. Hun var god til at holde det skjult, men irritationen havde nået et nyt punkt der var rigtig, rigtig slemt. Som hun vendte sig rundt for at begynde at bryde teltet ned, blev hun overfaldet af svimmelheden igen. Samtidig gik det på logisk vis op for hende - det kunne ende i koldbrand. Hun havde hørt sin mor tale om det før, hvor den bedste mulighed havde været at skære armen af, og frygten slog ned i hende som lyn fra en klar himmel. Hun kunne miste sin arm, lige som Azar havde mistet sin hånd. Ganske vidst var det bare venstre arm, men faren var der. 

Hun vendte sig rundt igen, denne gang ude af stand til at tage den med stoisk ro. Hendes øjne fremviste frygten, som hun kiggede på sin halvsøster. "Vi skal ind til Medanien. Jeg har brug for en healer," hun begyndte med det samme at blive stresset over det og det blev alt for tydeligt som facaden bare krakkelerede. Yasmin anede ikke sine levende råd, så hun endte bare med at kigge hjælpeløst på Sigrun. Sigrun burde vide hvad man gjorde ved sådan noget her.

Sigrun var stadig lidt omtåget, hvilket nok var derfor at hun ikek fik stoppet Yasmin tidsnok, som hun begyndte at ville pakke sammen. 
"Yasmin, sæt dig ned," kom det så strengt fra Sigrun, da Yasmin bare blev ved med at gå mere og mere i panik. Sigrun gik over og lagde hænderne på Yasmin's arme. "Sæt dig ned, så pakker jeg sammen, og så leder du os ind til Medanien, hvor vi finder denne her healer til dig. Så lang tid vi ikke går i panik, så skal det nok gå," sagde hun. Det var måske ikke helt sandt, men hvis det hjalp Yasmin med at slappe af, så var det en god ting. Koldbrand var nemlig noget værre noget, men Sigrun var ikke klar over hvor slemt det stod til endnu.

Hun gav slip på sin søster, og begyndte så at pakke tingene sammen for dem, ikke så hurtigt, da hun stadig følte sig meget langsom og lidt omtåget, men hurtigere end Yasmin ville kunne klare det i den tilstand, og lige nu, var Sigrun også klart i bedre tilstand end sin søster.

Yasmins panik blev sat lidt i bero, da Sigrun strengt bad hende om at sætte sig ned. Hun skulle til at efterfølge kommandoen som en lydig hund da Sigrun gik hen mod hende. Instinktivt rykkede hun let på sig før Sigruns hænder landede på hendes arme. Ikke mere end det. Hun burde lade være med at lytte helt til sine instinkter hver gang de gik amok, for nogle gange var folk ikke onde og andre gange var de det. Det så ud til at Sigrun havde styr på situationen, så Yasmin satte sig ned og tog sig til hovedet med begge hænder. "Jeg prøver. Undskyld, det var ikke meningen at lade facaden falde,"  Det havde det aldrig været. Yasmin brød sig ikke om at lade krigeren krakkelere. Det plejede at resultere i straffe. Hun kiggede kort op mens Sigrun ryddede op, og kunne godt se, at halvsøsteren stadig ikke var helt klar i hovedet oven på al den varme. Det gav hende med det samme dårlig samvittighed. Hun var vant til at være stærk for andre.

"Og undskyld at jeg ikke hjælper med at pakke," det var mest af alt bare en mumlen. Hun havde virkelig dårlig samvittighed og var derudover fuldstændig ude af sit rette element. Og så brændte det nærmest under den forbinding, efterhånden nok hun efterhånden var ved at føle sig sindssyg. Hun kradsede let oven på forbindingen og fortrød med det samme, da det bare gjorde mere ondt.
Ventetiden var ikke voldsomt lang. Sigrun pakkede med samme hast som Yasmin havde gjort det i går. Ikke vildt hurtigt, men stadig hurtigere end Yasmin ville kunne have gjort det i dag, og da al deres grej var pakket, rejste hun sig langsomt op igen. Benene rystede let under hende, men hun pegede ud i horisonten. "Medanien er den vej," hun gjorde tegn til at skulle til at tage én af taskerne, men var igen ikke vildt hurtig i optrækket, fordi svimmelheden var så voldsom.