Det er ikke længe siden jeg forlod Tusmørkedalens kolde skygger, men allerede befinder jeg mig i Elverly. Og allerede er jeg faret mere eller mindre vild igen. Igen, igen. Det har ikke ligefrem været let at finde rundt, siden jeg mistede mit kort. Nu har jeg kun mit kompas, og det er jeg ikke videre fantastisk til at bruge. Min strategi er pt. at bevæge mig mod nord, gennem skoven. 
Med én hånd holder jeg kompasset frem foran mig, imens jeg i med hurtige skridt bevæger mig over skovbunden. Engang imellem betyder det, at jeg må klatre over kæmpe træstammer eller ned ad skrænter. Heldigvis er jeg i forholdsvis god form, så det er intet problem. 
Efter hvad der føles som flere timers vandren, når jeg til en flod. Fantastisk! Mine fødder er ømme og jeg trænger til et hvil. Bare et lille et. Jeg lader dovent min krop falde på knæ foran flodbredden, for derefter at lægge min bue, mine pile og kompasset ved siden af. Til sidst lader jeg hætten falde om på ryggen, så mit pjuskede sorte hår kommer til syne. 
Jeg betragter stille mit spejlbillede i flodens vand. Med hænderne tværer jeg det dog ud igen, til fordel for en tår vand. Det kolde vand giver en forfriskende følelse i kroppen. Langsomt går det op for mig, at vandet ikke ligner almindeligt, kedeligt vand. Nej, det er sølv! 

Det var bestemt ikke ofte at Radha var på disse kanter. Skoven ved Elverly. Det var ikke helt mærkeligt at skoven føltes helt fremmede for hende, for dette var en af de få gange hun besøgte skoven. Selvom det ene af hendes folk levede her. Hun var ikke sikker på hvordan elverne ville tage det, hvis de fandt ud af hvilken person hun var. Dværge og Elvere går oftest ikke hånd i hånd, og det havde alligevel taget en del år for dværgene af acceptere det.

Som hun gik i gemmen skoven, blev det tydeligere for hende selv at hun nok var mere dværg en elver. Hun følte sig ikke hjemme i området og hun følte sig faret vild. Hvilket måske ikke var det bedste i denne store skov, for den var enorm. Radha besluttede sig hurtigt for at gå en bestemt vej, for på et eller andet tidspunkt ville hun ramme et eller andet som kunne fører hende ud af skoven. En flod kom hurtigt til syne, et kærtkomment syn, for hun vidste at hvis man fulgte en flod langs bredden ville man altid finde et eller andet, som man kunne bruge til noget. Hun havde hørt historier om denne specielle flod, hvor i vandet ligner sølv. Hun besluttede sig for at fylde sin skinddunk med vandet fra floden og forsatte sin gang ud af skoven.
Efter et par timers gang, stoppede hun op. Der var noget længere fremme. Hun tog et par skridt tættere på og prøvede ihærdigt at liste sig afsted, men det var ikke elvernes "let på tå" som hun havde taget til sig, så lige så snart hun kunne tog hun skjul bag en busk. Det gik hurtigt op for hende at det var en person. Var det en elver? Hun var ikke speciel glad ved situationen om at skulle fortælle hvem hun selv var, hvis det endelig var en dværg. Hun rykkede lidt på sin siddende position, og en tyk kvist blev knust under hendes ene støvle og sendte genlyd gennem skoven.

Helt forsigtigt tager jeg endnu en tår af vandet fra mine hænder, smager grundigt på det. Det smager bare af vand, ikke noget videre specielt. På grund af vandets sølv farve, havde jeg dog regnet med en mere.. en mere anderledes smag. Et kort sekund glider der en skuffet grimasse over mit ansigt, og endnu engang tværer jeg mit spejlbillede i flodens overflade ud med hænderne. Irriteret retter jeg på en vildfaren tot hår, for derefter at sætte mig mere til rette. Jeg kan vel godt blive siddende lidt endnu. Der er alligevel intet jeg skal nå. 
Lyden af en gren der knuses afbryder skovens ro, og eftersom at jeg sad og halv-sov lidt, føles det som om, at lyden sender en chokbølge gennem min krop. Et øjeblik efter har jeg fat i buen og en pil er rettet mod busken, hvor lyden kom fra. "Kom frem fra dit skjul!", min stemme er kommanderende, og truende på samme tid. Jeg har dog altid lært, at man ikke skyder uden grund, så selvfølgelig skal hvem end der gemmer sig bag busken, have en chance. 

Radha var normalt ikke en person som ville søge væk eller gemme sig, men det var helt sikkert ideen om udstødelse eller anden ubehag, ved mødes med sit andet folk, som sad inde i hende. Hendes lidt kluntede bevægelser i skovbunden havde afsløret hendes færden og en kommanderende stemme fik hende ud fra hendes "skjul". 
Roligt gik hun hen mod personen, som hurtigt havde grebet sin bue og en pil lå spændt og velplaceret. Én kvinde, og men ikke en elver, som hun havde frygtet. "Det var ikke min mening at komme sådan bag på dig, det er første gang jeg er i skoven". Hun håbede at personen ville sænke buen. "Du ved, når man kommer fra byen, så er man ikke så let på tå, inde i sådan en skov som denne" Hun fandt et lille smil frem på de røde læber. 
Hun skubbede huen af, og lod hendes hår falde ned og spidsen af hendes ører stak ud mellem hårtotter.

Frem fra busken kommer en lav, lettere kompakt kvinde. Buen er stadig spændt, med pilen rettet mod hendes brystkasse. Jeg betragter hende med et undrende blik - hvem er det? Hun ligner ikke nogen jeg før har set, hvorfor jeg stadig er meget skeptisk. Kvinden kommer med en fesen undskyldning om, at bymennesker ikke er lette på tæerne i en skov. Dårlig undskyldning for ikke at se hvor man sætter fødderne. Hendes forsøg på at virke venlig har ingen effekt på mig. Den samme kolde grimasse forbliver. 
Et lettere forvirret blik finder dog plads i mine øjne, da hendes spidse ører kommer til syne. Det giver ingen mening. "Hvem er du?", spørger jeg med samme kommanderende stemme. Hendes ører ligner en elvers, men elvere plejer da ikke at være så lave? Jeg sænker efterhånden buen en smule, men ikke mere end at jeg hurtigt kan sigte på kvinden igen. 

Det virkede ikke til at venligheden virkede på den fremmede. Hun kunne se en undren i hendes øjne, præcis som Radha før havde mødt og sikkert altid ville møde, på grund af hendes udseende. Det var jo ikke ofte man så en som hende. Men hvem hun var, behøvede jo ikke være noget som den fremmede skulle vide. Den fremmede virkede ikke som et bymenneske, men nok mere som en ranger eller en anden slags, som lever i naturen og derfor var ofte at finde på disse kanter, i forhold til Radha selv. "Egentligt er jeg bare en fremmede på gennem rejse, i gennem skoven. For at se elver byen" I Radha's bælte hang et sværd som hun selv havde fremstillet til sig selv, i det bedste materiale som man kunne finde i dværgens Dragorn. Dyrt materiale. Hendes hånd hvilede på skæftet, men blev løsnet da den fremmede sank buen ned mod jorden. "Radha er navnet" Hun tøvede med at fortælle mere, end det hun gjorde. Den fremmede ville alligevel ikke have kende hende.

Jeg lytter roligt til hendes ord, stadig i den siddende stilling med en spændt - dog lettere sænket - bue. Kvinden er på gennemrejse, lige som jeg selv. Hun præsenterer sig selv som Radha, og jeg nikker let som svar. "Faida", min stemme er ikke lige frem venlig eller varm.
Jeg vurderer at kvinden kaldet Radha ikke virker som en trussel, så jeg lægger buen fra mig igen. Ved min side. "Kender du skoven?", min tone spørgende, mens mit blik glider rundt mellem træerne. Måske kunne det være meget smart at følges med en. Bare lidt.

Det virkede ikke til at den fremme var løsnet helt op, men enten stolede hun mere på Radha eller også var hun ikke den trussel som hun måske i første om gang havde troet at hun var, hvilket var godt nok, for Radha var ingen trussel. Faida, tænkte hun roligt for sig selv, det var ikke et navn hun før havde hørt, men samtidig så virkede ansigtet heller ikke bekendt. "Faida.. Nej. Jeg er ikke bekendt med skoven" Det var første gang hun besøgte skoven her. Der var jo så mange spørgsmål som hun gerne ville have besvaret, men som måske ikke var muligt for hende. Ikke hvis hun ikke fandt de rigtige personer, som hun tænkte hun skulle have fat i. "Det er første gang jeg er i skoven her. Tror jeg. Så skulle det have da jeg var lille, men jeg mindes det ikke" Hun stoppede og kiggede rundt i skoven. Den var enorm, smuk og fuld af liv. Fuglene kvidrede og fiskene svømmede i den blanke bæk. "Jeg er her for at finde vej til elver byen. Hvis man følger en bæk eller å, vil man altid finde liv. Det virkede jo. Jeg fandt jo dig, også selvom du ikke var den jeg søgte."

Æv, den fremmede Radha kender ikke skoven, vi er i samme situation. Forskellen er blot at hun følger sølvfloden og jeg følger mit kompas. "Elverbyen..", mumler jeg tænkende, med blikket rettet ned på mit spejlbillede i sølvflodens overflade. Jeg har aldrig været i elverbyen, kun har jeg hørt rygter om den. Jeg hører ikke rigtigt efter længere, jeg er i fuld gang med at overveje, om jeg mon skulle tage et kort visit i denne elverby. "Jeg tager med", konstaterer jeg og rejser mig. Jeg samler buen og tasken med pilene op, og svinger dem om på ryggen. Jeg ser på Radha med et afventende blik, og hvis man ser godt efter; et lille bitte smil. 

Solens stråler var begyndt at bryde igennem trætoppen, det var nu rart nok at blive ramt af de varme stråler. Det virkede til at Faida var blevet løsnet mere op, det var hvert fald ikke noget hun havde regnet med da hun fortalte at hun ville tage med Radha til elverbyen, det var selvfølgelig ikke noget hun havde noget imod, det var rart nok med en rejsemakker. "Hvor var du på vej hen, hvis du ikke var på vej til Elverbyen?" Hun fulgte Faida da hun rejste sig op og begyndte at pakke sine ting væk. De rejste begge to åbenbart meget let, det var ikke meget Radha kunne have i hendes sæk, og det lignede heller ikke at Faida havde plads til så meget mere, men det gjorde det hvert fald lettere at komme hurtigere frem igennem skovens bund. "Er der noget bestemt du søger på denne rejse du er på?" Hun kiggede spørgende på hende, og lagde mærke til det lille smil og sendte et lille et tilbage.

Roligt begynder jeg at gå afsted langs med bredden, forventer selvfølgelig at hun følger med. "Jeg har ikke som sådan et mål", svarer jeg kort på hendes spørgsmål. Og det er sådan set rigtigt nok; det er sjældent der er et mål med min vandren. Jeg vandrer for at opleve Krystallandet, ikke andet. Med lette skridt bevæger jeg mig hen over nogle rødder, for derefter at se tilbage på hende, da hun stiller endnu et spørgsmål. Overvejende retter jeg blikket frem mellem træerne. Er der noget jeg søger? "Eventyr", svarer jeg - og overraskende nok får svaret mig til at fnise svagt. Det lyder som noget 5 årige Faida ville have svaret. 

Radha måtte gå med hastige skridt, det var jo ikke de længste ben hun havde sig, som halv dværg og halv elver. Men hun fulgte efter Faida, så godt hun kunne og kom op på siden af hende efter nogle få meter. Det var faktisk lidt som hun havde forstillet sig, at Faida intet mål havde. Radha var ikke den samme slags, selvfølgelig ville hun gerne ud og opleve det hele, men det var ikke noget hun ligesom havde planer om at gøre. Hun havde det fint i Hovedstaden og ikke mindst Dragorn. Så denne lille rejse, var faktisk kun for at finde ud af lidt mere om hendes mor, som var elver. "Eventyr - Ja selvfølgelig" Hun kunne godt lide at hun grinte over hendes eget svar, Radha sendte også selv en lille latter afsted som svar. "Det er glædeligt at se at du også kan smile og grine" sagde hun med et lille smil.

Da Radha kommer op på min side, rykker jeg mig let til siden, så der er mere plads - og mere afstand imellem os. Tæthed er heller ikke min kop te. Jeg betragter hende stille; hun er altså en sjov skikkelse, den kompakte kvinde. Det er tydeligt, at hun må kæmpe lidt for at følge med - så af ren høflighed, sætter jeg farten en smule ned. Bare en lille smule. 
Et øjeblik glider der en lettere fornærmet mine over mit ansigt, da hun ler og kommenterer, at jeg rent faktisk godt kan grine. "Hvorfor skulle jeg ikke kunne det..", mumler jeg for mig selv. Det er aldrig rigtigt gået op for mig, at folk måske ikke finder mit alvorlige udtryk særligt fedt. Engang imellem kommenterede min familie på det, da jeg var lille - men hvorfor ændre noget, som ellers fungerer. 

Efterhånden har vi vandret længe ved sølvflodens bred, og jeg begynder at blive utålmodig. "Hvor langt tror du vi skal?", spørger jeg alt imens jeg ser på Radha med et blik, som emmer af både utålmodighed og nysgerrighed. 

Som altid måtte hun kæmpe for at følge med Faidas skridt, så det var faktisk en dejligt oplevelse at hun sænkede farten så de sådan kunne følges ad i, næsten, samme tempo. Det var lidt en mindre hage ved at være på hendes størrelse og dværg, ens ben var ikke så lange og det var svært at gå hurtigt og langt, og det var heller altid at benene kunne holde til at gå så langt, som hun af og til gjorde. Benene ville syre til. 
Hun lo lidt af hendes egen kommentar og det lidt fornærmede ansigts udtryk som formede sig på Faidas ansigt. "Det var heller ikke for at fornærme dig, Faida" Nogen mennesker havde bare et hårdere udtryk, og man skulle lige lære dem at kende inden der ville blive prikket hul på den hårde skal og det ydre ville blive varmet op. "Jeg er sikker på at du kan grine og more dig" 

De havde faktisk gået ret længe da hun spurgte om hvor langt der var, men Radha havde faktisk ingen anelse omkring det. Hun havde jo aldrig før været her, men de måtte gerne snart være der, for hun kunne mærke hvordan hendes ben var begyndt at syre og hun snart havde brug for et hvil, men hun kæmpede videre og ville ikke virke sårbar. "Jeg ved faktisk ikke hvor langt der er, men mon ikke snart vi er der?"