Morgana skævede rundt om hjørnet. Det var mørkt. Det var ikke det bedste tidspunkt at være ude på… men hendes læsning på biblioteket havde trukket ud. Hun havde fuldstændigt glemt tiden, havde end ikke lagt mærke til, at vagterne havde tændt kandelabere rundt om hende.
Hun var stødt på en enormt interessant bog, der beskrev de store mestres teknikker… og en tidligere læser havde været fræk nok til at efterlade noter i margenen. Noter, der var guld værd. For hende.

Hun trak den mørke kappe tættere om sig og tittede atter hovedet frem bag hjørnet. Hun skulle gerne forbi dér, men der så ud til at være optræk til ballede mellem to grupper af folk. Der var klirren af klinger og vrede stemmer. Enkelte gange havde hun hørt et sværd eller to blive draget af skeden - den markante hvislen var ikke til at tage fejl af - men endnu var det ikke kommet til direkte våbenkamp.
Hun vidste ikke, hvad der lå til grunden for uenigheden, men et var sikker: Hun skulle ikke gå ud forbi gruppen lige nu. Hun ønskede ikke at blive fanget i deres kamp, eller dreje deres opmærksom hen på sig selv. Det var aldrig godt i sådan en skummel gade, med mørket skjulende ansigter og kendetegn... Selv husene var tillukkede, tilskodede. Ingen ønskede at blive set eller se. Vold blev man hurtigt træt af.

"Forsvind nu!" Hviskede Morgana meget stille til sig selv, og trak hætte lidt længere ned i panden.

Nairne bevægede sig gennem byens gader. Mørket havde forlængst sænket sig. Normalt ville dette ikke været et problem for hende, før i tiden havde hendes øjne tilpasset sig mørket inden hun selv nåede at opfatte, at solen forlod himlen. Nu..., ja nu var magien væk, for første gang i sit meget lange liv oplevede Nairne at være natteblind. Hendes skridt var langsomme og fattede, men en person der kendte hende, ville kunne fornemme hendes frustration. 
Hun trak hætten på hendes mørke kappe længere frem over panden, så den skyggede for hendes ansigt. Mørke. Hun fnøs let, i det mindste var denne gade, om end sparsomt, lyst op af kandelabre. Hun følte sig blind. 

Nairne havde forladt skovene for et par uger siden. Magien, eller manglen på samme, havde gjort det sidste udfald. Hun havde i lang tid overvejet, om det ikke var på tide at drage ud i menneskenes verden igen, på tide at blive opdateret på diverse stridigheder der fandtes i Krystallandet. Nu, hvor hun ikke længere kunne gøre en forskel i skovene, havde hun endelig taget beslutningen. Hun ville finde ud af, hvad der skete, hvad der kunne forårsagde dette. På intet tidspunkt i hendes levetid havde hun nogensinde oplevet noget lignende. Der var noget i gære. 

En lyd foran hende fik hende til at stoppe op, trække et skridt ind i skyggerne, lytte og lægger hånden på sit sværd, der var gemt under kappen. Lyden af et sværd der blev trukket. Nairne rynkede panden, optøjer på denne tid af aftenen. Hun hørte en lav stemme og spejdede rundt, fornemmede en anden skikkelse foran hende i gaden, som også stod med fronten i den retning Nairne havde opfanget lyden fra. Skikkelsen virkede ikke truende, nærmere som om også denne afventede, hvad der skete foran dem. Hun rømmede sig let, så lavt, at skikkelsen foran hende ville kunne høre det, men det var usandsynligt, at de mænd, der skændtes højlydt foran dem ville opfange det. Hun havde intet ønske om at snige sig ind på folk, men hun opsøgte heller ikke konflikter medmindre der var noget i det for hende.

 

Morgana havde været så fokuseret på, hvad der var foran hende, at hun ikke havde kastet nogen blikke over skulderen for at sikre sig mod folk kommende bagfra. Da hun hørte rømmenen fór hun sammen og vendte sig om med opspilede øjne, alt imens hånden glad ned til kården, der var fæstet på hendes venstre hofter lige inde under den slidte kappe. Omkring skeden havde hun viklet slidt lærred - en af hendes gamle skjorter havde ladt livet; det der nu var tilbage af den - for at skjule den juvelbesatte og fint ornamenterede skede. Selve håndtaget havde hun dækket med ruskind, som hun havde fæstet med lærredstråde.
Man kunne nu ikke længere se, at våbenet var andet end en slidt og tarveligt udseende kårde, som der var mange af i omløb for tiden. Alle ønskede at beskytte sig på anden vis, nu hvor magien var forsvundet.
 
Da den anden skikkelse ikke gjorde mine til at nærmere sig yderligere, kastede Morgana atter er blik mod forsamlingen af mænd bag sig, og sikrede sig at ingen havde opdaget hverken bevægelsen eller lyden af hendes bevægelse. Hun kunne ikke helt afgøre det, så hun trak sig længere ind til husmuren, så hun var ude af syne fra forsamlingen, og vendte sig så atter mod den bagfrakommende.

Morgana lagde hovedet let på skrå og forsøgte at se, hvem eller hvad, det var, der stod over for hende. Hun kunne ikke se detaljer, men synes at ane, at det var en kvinde som sig selv. Og også denne havde hånden skjult i kappen, der efter al sandsynlighed også skjulte et våben. Ingen var dumme nok til at bevæge sig våbenløs rundt i en tid som denne.
Frustreret rynkede Morgana panden. Hun anede ikke, om hun var i fare - mere end man altid var i dette kvarter. Efter et par sekunder stilhed uden udfald fra modstanderen trådte hun et kort skridt frem og hviskede lavmeldt.
”Hvem der?! Og i hvilket ærinde? ”

På trods af Nairnes nylige natteblindhed opfattede hun tydeligt, hvordan den fremmede fór sammen og bevægede sin ene hånd mod sin hofte, som gemte hun også et sværd, hvilket kun var alt for sandsynligt i denne del af byen. Nairne fortrak ikke en muskel, men lod den fremmede bedømme sin situation, hun ønskede ikke at virke skræmmende, men hun nægtede samtidig at virke underkuet. Hun stod blot med rank ryg og ventede. Krig havde været en del af hendes liv i mange hundrede år. På trods af, at hun aldrig havde kæmpet en reel kamp i blinde, havde hun og hendes fader ofte trænet uden synet som hjælpemiddel. Som hendes fader gang på gang havde sagt, du skal føle kampen, ikke se den. Nairne kneb kort øjnene sammen ved mindet. Det var længe siden hun havde set sin fader, men det var også længe siden hun havde haft behov for hans erfaring. Som tiden gik var det ikke aldersforskellen der gjorde en person erfaren, det var dennes handlinger og han havde for længst trukket sig tilbage. 

Nairne lod blikket glide hen over skikkelsen foran hendes skulder. Hun fnøs foraget. Børn. Det var, hvad de var. Skændtes og råbte på åben gade, som om det kunne gøre en forskel. Hun var ikke klar over, hvad stridigheden omhandlede, men hun var sikker på, at det var banaliteter som det så ofte var med menneskene. De havde en fantastisk evne til hidse sig op over ingenting. 

Da skikkelsen foran hende trådte et skridt frem fæstnede hun igen opmærksomheden på denne, men hun bevægede stadig ikke en muskel, på trods af, at hele hendes krop var spændt, klar til at parere et eventuelt udfald. Personen gjorde dog ikke mine til at angribe, i stedet stillede hun, ja for stemmen tilhørte tydeligvis en kvinde, et spørgsmål, som måske ikke vedkom hende, men som man situationen taget i betragtning ikke kunne klandre hende. Var det nervøsitet Nairne opfattede i kvindens bevægelser? 

"Jeg kunne spørge om det samme", svarede Nairne lavt med sin melodiøse stemme. Hun trådte et skridt ud af skyggen, uden dog at komme tættere på kvinden. "Men det er ikke min sag, hvem De er, eller hvad De gør her", hendes stemme var blid, men fast. Hun lod armen glide frem fra kappen igen, ikke, at dette gjorde hende mindre kampberedt, men det kunne formentlig overbevise den fremmede om, at hun ikke havde ondt i sinde, langt mere effektivt end ord ville kunne. 
"Jeg ser vi er stødt på samme forhindring" fortsatte hun efter lidt tid og slog med en lydløs bevægelse ud mod den retning lydende kom fra. 

Morgana imiterede den fremmedes bevægelse, og trak selv hånden fra kårdefæstet, så en tom håndflade svagt kunne skimtes i skyggen. Morgana havde en kniv skjult på kroppen, men så ingen grund til at trække den frem heller. Den fremmede virkede lige så afventende som hende selv - om end med en stoisk ro i bevægelserne og stemmen, som Morgana ikke besad i øjeblikket. Hendes adrenalin havde været oppe og vende og var på vej ned igen.
Med en langsom bevægelse åbnede hun også den anden hånd, der havde været knyttet om sig selv, for at forsikre den fremmede om, at der ikke var tegn til fare - udover den bag hende. Lyden af de ophidsede stemmer kom stadigvæk fra rundt om hjørnet, og hverken intensiteten eller hyppigheden af udbrud var mindsket.
”Nej, De har vitterligt ret, om end det i disse tider er rart at vide, hvor forskellige personer står, når man møder dem i en skummel gyde!” Morgana smilede skævt, og der var en vis ironi i hendes tonefald, samt let morskab… selvom morskaben nok snarest var skabt af nervøsitet, spændte nerver, overraskelsen bagfra og lettelsen ved det manglende udfald.
Hun havde det ikke godt med at være blevet overrasket bagfra i en så sårbar sårbar stilling. Hun hadede at være uden magi… for hun var med tiden kommet til at elske den magt, det gav hende - selvom det måske blot var en falsk tryghed. Det havde de ukontrolerbare udbrud været en ubehagelig påmindelse om, da alles magi så ud til at være gået amok.
Hun vidste ikke, hvad hun hadede mest. At være tilbage til ingen kontrol, eller nederlaget ved ikke at kunne bruge den mere.
 

”Ja, det lader det til. Det havde været mere behageligt, om disse ’gentlemens’ havde valgt at opføre deres ’pusten-bryst-op’ et andet sted, der ikke lå min - og deres - rute.” Morganas svar kom lige så stille og med en vis sarkasme og tryk på ordene. Hun ønskede ikke at blive opholdt her mere end højst nødvendigt.
”De skulle vel ikke have en idé til, hvorledes vi kan komme videre?” Hun hævede et øjenbryn og kiggede spørgende på den fremmede. Man kunne jo altid overraskes positiv.

Nairne nikkede let om end en anelse ophøjet, da den fremmede kvinde slap grebet om sit sværd. Hendes holdning var tydeligt præget af elvernes elegance, arrogance og hendes egen høje levealder. Hun mestrede at færdes i både krig og fred med ophøjet ro til perfektion, end ikke hendes puls slog et slag for hurtigt. 
Hun lod blikket glide over gyden igen og forbandede indvendigt hendes blindhed. Normalt ville hun ikke have tøvet et sekund med blot at gå forbi de fremmede. Deres antal var en hån nærmere end en trussel. Denne dag var blot ikke normal, intet var normalt for tiden. Hendes syn var borte. I de 2466 år hun havde levet havde hun end ikke en gang før, blot for en dag, oplevet, at hendes øjne ikke omstillede sig til mørket i løbet af et par minutter. Nu, havde hun været natteblind i omkring to uger. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt. For en person der kendte Nairne ville hendes frustration være tydelig, hun var ude af balance, hvilket var et sjældent syn. For en fremmed derimod, fremstod hun rolig og stolt som en statue, tegnene var umærkelige. 
Det var dog ikke relevant, hun var sikker på, at hun blind eller ej, ville kunne klare den type mennesker der stod i en gade så sent og råbte ad hinanden. Opførslen talte ikke i positive vendinger om deres intelligens. 

Nairne vendte igen sin opmærksomhed mod kvinden foran hende. Hun hævede med en arrogant mine et øjenbryn over den fremmedes skælmske og ironiske tonefald. Ironi var tydeligvis på fremmarch hos de unge disse dage. 
"Såfremt jeg har noget ubehageligt i sinde" svarede hun blot og ignorerede den fremmedes tone, "vil jeg formentlig benægte alle intentioner herom". Hendes tone var blid, men med en studs kant. 

"Disse 'gentlemens'" Nairne efterlignede den fremmedes tryk på ordet, "er formentlig harmløse når det kommer til stykket". Hun lyttede et øjeblik til skænderiet. "Oftest, når det kommer til hanekyllinger som disse, har de det hele i munden. De galer op om ret og uret, men handlingen er ofte en anelse.". Hun tøvede som ledte hun efter det rigtige udtryk, "ubehjælpsom". Hendes udtale af sidste ord fortalte tydeligt, at hun ikke frygtede deres tilstedeværelse. Havde hun været alene var hun formentlig blot fortsat forbi uden at ofre så meget som et øjeblik af hendes tid og opmærksomhed på dem. 

Morgana trak blot ligegyldig på skulderen over den andens fornægtelse om at videregive sine intentioner. Hun havde haft i sinde at finde ud af, om de skulle samme vej, og om de kunne hjælpe hinanden, men den andens kølighed var tydelig og hun følte en form for foragt for sin egen skikkelse, kommende fra den fremmede. Hun var egentlig ret ligeglad. Det var ikke første gang, hun oplevede det - og næppe den sidste.
Og Morgana fandt, at stoltheden ikke var værd at ofre livet for, så hun ville hellere tage en fornedrelse end et dødeligt sværdhug. Hvorfor hun også holdt mund, uden at komme med en bemærkning dértil.
 
”Harmløse, muligvis ja, for folk hvis magi endnu er intakt.” Morgana kiggede undersøgende på der, hvor den andens ansigt burde være i skyggerne. Så vidt hun viste, var al magi i hovedstaden forsvundet, og de daglige gøremål, der normalt gik nemt og sikkert, var nu hårdt slid og store problemer.
Afgrøderne - den smule der var tilbage efter krigens hærgen - visnede på markerne, og landsbybeboerne fra landsbyerne rundt om byen havde søgt hertil i håb om at finde frelse for hungersnøden. Der var ingen. Ej heller her lykkedes det at få gang i magien.
Men Morgana kunne ikke sige, om magiens tab gjaldt for alle. Måske denne fremmede med den kølige tone og selvsikre holdning havde sin intakt.
 
Morgana kunne se mørket ved husmuren blive mindre tæt og trådte et tilbage ind i skyggen. Ifald en af brushanerne skulle komme tættere på hjørnet med en fakkel, ønskede hun ikke at blive fanget i dens skær.
”Men i fald det intet problem er for Dem at sno Dem forbi disse brushaner, er De da velkommen dertil. Det ser ud til, at vi snart kan få syn for sagen, om disse unge haner har mere end deres ord og larm!” Hun nikkede mod det svage lyskær og lagde mærke til, at larmen var stilnet en smule af.
Stilhed før stormen.

Nairne lod blikket hvilke undersøgende på skikkelsen foran hende, hun kunne ikke skelne hendes træk i mørket. Hun ville formentlig knap nok kunne se, hvis den fremmede løftede et våben mod hende, hun var fuldt ud afhængig af, at hendes mange års træning og erfaring ville kunne bære hende igennem, så længe det var mørkt i hvert fald. Nairnes veludviklede sanser og fornemmelser fortalte hende nu, at denne fremmede kvinde foran hende, på trods af, at hun ikke var gået direkte forbi de fremmede, trods alt havde en imponerende viljestyrke. 

Hun lukkede kort øjnene da den fremmede nævnte magien, "det kan der være noget om", hun var klar over, at magien var fuldstændig forsvundet. Eller det var i hvert fald, hvad hun forventede ud fra de oplysninger hun havde fremskaffet mens hun var i byen. "Hvis man altså er afhængig af magi for at kæmpe", tilføjede hun lidt efter. Hendes stemme var hverken fordømmende eller arrogant nu, den var blot neutral. Nairne måtte erkende over for sig selv, at hun var mildt imponeret over denne fremmedes ro, hun virkede intelligent, men opmærksom og måske en smule tilbageholdende, men var der noget at sige til det, når magien som kvinden jo så rigtigt påpegede, ikke var tilstede. Noget kunne i hvert fald tyde på, at denne fremmede var mere afhængig af magi end andre, eller i hvert fald måske mere vant til at have de magiske ressourcer ved sin side. 

Nairne slappede lidt mere af ved siden af den fremmede efter denne observation, hun ville ikke bedømme den fremmede som ufarlig endnu, men hun havde en fornemmelse af, at hun formentlig ikke ville blive angrebet fra den side. "Jeg ville være meget overrasket, hvis de viste sig at være et problem" konstaterede hun blot tørt og smilte let af den fremmedes skarpe kommentar. 

Nairne lod tankerne vandre lidt inden hun til sidst blev enig med sig selv om, at hun trods alt godt kunne lide denne kvindes temperament. Endelig fortsatte hun "men eftersom jeg ikke længere står her alene, og De tydeligvis er vagtsom, vil det virke forkert ikke at tilbyde at følge Dem på vej", hendes stemme var for første gang nærmest venlig, arrogancen var der stadig, men den var ikke rettet mod den fremmede som sådan, det var blot en så forankret del af hele hendes væsen, at den ikke forsvandt sådan bare lige. 

Morgana kneb bistert læberne sammen, da den anden ramte lige midt i hendes frygts komplekse midte - hun var ok med en kårde. For en menneskelig kvinde at være. Hun kunne godt klare sig i en fair kamp uden ildens overraskelseselement.
Men dem i gyden foran dem var mænd, større fremtoning, større muskelkraft en spinkel kvinde. Og der var ikke udsigt til en fair kamp med overskuelige forhold, en mod en, eller problemfrit underlag.
Efter lyden at dømme var de mange, og de ville blive en del mod de to kvinder, hvis det kom så vidt. At kæmpe i fakkelskær var ej heller højt på ønskelisten, lige som et ukendt underlag ville være.
For selvom Morgana var rendt igennem gyden nu og da i dagslys før, havde der været skiftende hjulspor, husholdningsefterladenskaber og løse sten, og det var ikke til at sige, hvordan gadens tilstand var i nat.
Så ja, Morgana ærgede sig over manglen på kontrollerbar ild. Det havde været meget nemmere at slukke faklerne, benytte sig af mændenes forvirring og så snige sig uset forbi.

Morgana lagde mærke til en lille holdningsændring i mørket - tænkte hun i det mindste. Mørket var ikke ligefrem nemt at kigge igennem, og om den anden persons fysiske fremtoning virkeligt var ændret, var hun ikke helt sikker på. Men hun anede det.
Og det fik hende til at slappe yderligere af. Hun frygtede heller ikke et angreb fra den anden kant, lige nu i det mindste.

Ved den andens tilbud, krusede et smil på Morganas læber og hun bøjede ironisk nakken og imiterede en tak for tilbuddet, før hun tilføjede:
”Jeg takker for deres venlighed og ser frem mod at have passeret disse varyler, der spolerer nattefreden!”
Hun kneb læberne sammen og holdt øje med hushjørnet. Lyset var steget i intensitet. Der var ingen tvivl om, at en person med fakkel måtte nærme sig.

”Og nu får vi vist snart selskab!” Tilføjede hun hviskende, mens hun bragte sit våben frem så lydløst som muligt.