"Lad nu vær, Greg, jeg har sagt, jeg ikke kan ta' det!" Aidens høje udråb lød gennem smedens hus, der netop var blevet genopbygget efter angrebet på Medanien. Det havde været forfærdelige tider, men det var okay nu. Smedefamilien havde været heldige. De havde været på rejse den dag Medanien var blevet brændt ned og derfor var intet hændt for nogle af dem. Deres hus havde derimod ikke været i en særlig god forfatning.
Gregory, Aidens yngste storebror, havde endnu en gang taget én af Aidens bøger, og det skabte frustrationer i uanelige mængder for Aiden, der nu jagtede den større bror rundt uden for huset.
Det var først da et andet råb lød, at Greg stoppede op og så brødbetynget ud. Far var ikke tilfreds med, at de rendte rundt som fjollede børn. "Arbejdet kalder, Gregory! Lad din bror være, og se at kom i gang! Aiden, der kommer ingen kunder i dag, men jeg forventer, at du får købt noget mere jern," far stod nu mellem dem. Aiden trak hurtigt sin bog til sig, hvorefter han hastigt nikkede.

"Jo, ja, ja selvfølgelig, jeg går nu, skal nok komme tilbage igen," undskyldte han sig, mens han lige så stille satte i et hurtigt gå-tempo ned ad gaderne. Det var meningen, at han skulle have købt noget jern, men da han kom forbi jern-handleren, var han udtømt for den resource. Aiden, der havde dårlig samvittighed, valgte at gå helt udenbys med en nedtynget mine. Men da han først var ude ved markerne for sig selv og vejret var så fantastisk, som det nu engang var, kunne han ikke undgå at komme i bedre humør igen. Han fandt sig hurtigt et træ, som han klatrede op i med sin bog.
Kort efter var han godt koncentreret om, at læse, mens han fløjtede for sig selv.
Indtil noget brød hans koncentration. Han havde opfanget en tanke, men den var så rodet og vred, at han ikke kunne finde hoved og hale i den. Men den var nok til, at han hurtigt lukkede bogen, og kiggede sig nervøst omkring. Han ville kunne forstå det, hvis det var far. Der var bare et problem; Det var ikke far.

Det var ikke tit Etheldred befandt sig i Medanien, og det var da også mere grundet hendes husbond at hun var endt så langt fra sine normale områder. Thomas havde insisteret på at de tog på en lille 'hyggetur'. Han havde bare glemt at nævne overfor hende præcis hvor hyggeturen gik hen, ligesom han tilsyneladende havde glemt at landsbyen havde været nedbrændt og der derfor ikke ligefrem var de bedste kroer eller købmandsgårde man lige kunne slå sig ned for natten. Ergo havde de måtte tage til tåls med at leje sig ind ved en farmer der havde stirret en del da de kom anstigende. På trods af at det gav hende mindre muligheder for at slippe for hans tilnærmelser, kunne hun ikke lade være med at finde en vis morskab i at betragte sin husbonds lidt for åbenlyse foragt overfor lugten på gården, såvel som for fattigdommen.
Selvom fattigdom dog aldrig helt havde været noget at le af.

Thomas havde om morgenen fundet en handelsmand der havde nævnt om nogle godt beliggende områder og som kunne være af nytte overfor greveparret, så han lod humøret blive en smule bedre ved at tage ud for at se på de omtalte områder, med et par livvagter ved sin side, efter overtalelse fra Ethel. Hun gad ikke være sammen med ham, men alligevel skulle hun jo vise sig som en nærværende hustru der var interesseret i at der ikke skete hendes mand noget. Desuden vidste hun at landsbyen var i e rimelig farligt område. Hun ville næsten ikke føle skyld hvis han endte me at komme ud for et 'uheld'. Dog sagde hun intet.

Istedet begav Etheldred sig, klædt i forholdsvis simple gevandter for at passe lidt bedre ind, og med det kraftigt krøllede hår sat løst ned af ryggen, dækkende over hendes segl. En let brummen hun havde vænnet sig til gennem de sidste knapt 15 år, kom fra den ved kontakten med håret. Føltes næsten som en elektrisk kildren, men var langtfra så slemt som hvis der blev lagt hån på den. Med et par lige så neutralt klædte livvagter slæbt efter sig, begav hun sig ind imod landsbyen for at tage skaderne og genopbygningen i øjensyn. Se om hun måske kunne hjælpe på et eller andet punkt.
Det at have livvagter ved sig tilkom hende dog ikke for godt så hun fik hesten til at gå lidt raskere til den så hun kunne lave en vis afstand. Hun var jo en kriger, hun kunne forsvare sig selv, selvom hun var en kvinde og af det svagere køn hvilket Thomas konstant mindede hende om i hjemmet.

Efter lidt tid åbnede Aiden bogen igen. Der var lidt, der skulle rettes i den, og han var godt i gang med, at kigge efter småfejl, da de vrede tanker igen dukkede op i hans hoved og fik ham til, at ryste irriteret på hovedet. Han smækkede bogen sammen for anden gang, og kiggede sig omkring. Stadig ingen ting, men der var mange steder at gemme sig. Såsom det skovbryn, som han sad i udkanten af, og da han så et følge ude ved stien, hørte han også nogen komme brasende gennem skovbrynet med en gryntende lyd. Han kiggede kort ned fra træet, og synet der mødte ham fik ham til at gyse let. En kæmpestor ork, fulgt af to andre store orker.. Han blev siddende, mens han håbede på, at han ikke blev opdaget, til orkerne var ude på marken, og den ene råbte meget højt. Ham den store.
"DIG! DU TOG MIN BROR! JEG KLØVER DIG MED ØKSE!" hans råb var meget uintelligent, sådan lød det i hvert fald, og Aiden blev meget forvirret. Hvad fanden foregik der? Orken pegede meget brysk på en kvinde i følget, og Aiden fattede stadig ingen ting. Han klatrede langsomt ned fra træet, med intentioner om, at flygte som død og helvede væk, men frøs til stedet, da orkerne satte i løb mod det lille følge, brøl og kampråb rungende gennem markerne. Der måtte da være noget, han kunne gøre. Lige så stille, fandt han frem til en kæp og begyndte at snige sig op bag dem i de lange græsstrå. Han var stadig ikke sikker på, om han havde lyst til, at forsøge at hjælpe. Følget havde i det mindste våben. Han havde kun en sølle gren. Men tankerne om, at sprætte kvinden op, som kom fra orken, fik ham på andre tanker. Han kunne ikke se til, når sådan noget skete. Det gik bare slet ikke, så med nyligt opdaget mod, sneg han sig længere frem, til han kun var få meter fra dem.

Etheldred havde overhovedet ikke lagt mærke til orkerne før de kom brasende. Med et rynket øjenbryn skævede hun efter sine livvagter der så ud til at være en smule i vildrede indtil orkerne angreb og de endelig kunne tage sig tid til at kæmpe tilbage.
Hvor fanden var de orker kommet fra? Hvorfor havde hun ikke set eller hørt dem? Orker var jo ikke ligefrem kendte for hverken intelligens eller for at være gode til at gemme sig.
I det mindste havde hun husket sit sværd, omend hun ingen beskyttelse havde imod slag.
" Hvis du så gerne vil se din bror kan jeg da sagtens sørge for du kommer på besøg hos ham. " Lød det let kække svar inden hun parerede hans økse med sit sværd. Hun var alt andet end forberedt til en kamp lige nu måtte hun dog ærligt indrømme. Forbandede forglemsler. Hun valgte at smide skylden på sin irriterende husbond, inden hun fik vendt hesten til hun bedre kunne modkæmpe orken. I det mindste var dette vidst en yngre bror, han virkede ikke så stor i det som den anden havde gjort.

Hun stivnede leet i en bevægelse som hun fik øje på noget i græsset. Irriteret over hvad hun så forsøgte hun at lade skikkelsen i græsset forstå at han skulle tage at ta benene på nakken. Civile skulle ikke blandes ind i dette, derfor forsøgte hun da også at manøvrere både hest og ork længere væk fra den civile så han bedre kunne stikke af uden at være direkte i farezonen. Uheldigvis for hende gik det ikke helt som regnet med. Med en hest der ikke var trænet til andet end normal ridning og ikke til kamp, begyndte den i stedet at danse til siden inden den stejlede og lavede et bukspring. Selvom Ethel formåede at blive på krikken, formåede hun ikke at holde sin ene vinge ude fra fare idet en af de andre orker kom hen og hev fat i den med begge hænder så hun klodset gled ned af hesten med et højt udbrud af smerte.
" Zaladin tage dig..!" Bandede hun hvæsende af ham.

Sceneriet der udspillede sig for Aidens øjne var ikke rart. Der gik ikke længe før en ork havde taget en af mændene og havde banket hans krop ned i jorden, til manden lå livløs. Derudover kunne han pludselig høre kvindens tanker. Hun bad ham indirekte om, at tage benene på nakken, men det næste der skete fik ham igen til, at ombestemme sig. De tre orker havde hevet hende ned af hesten, og det så rigtig meget ud som om, at hun var i store problemer.
Uden at tænke over det, fór han ud af sit gemmested og sprang på den store af dem i et forsøg på, at få ham væk. Det var en dårlig idé, for de næste mange sekunder måtte han klynge sig til orken, mens han forsøgte at ruske ham af ved at snurre rundt og forsøge at hive fat i ham. Det var først da Aiden skreg stop i orkens sind, at orken stoppede, og så forvirret frem for sig. Desværre var den for dum til, at Aiden kunne finde rundt i dens hoved, så kort efter var dét løb kørt. Orken fik fat og slyngede Aiden over sine skuldre med sådan en kraft at det mindre menneske faldt og rullede rundt hvorefter han lå stille med al luften slået ud af sig. Mens han prøvede på at sunde sig, var orken dog over ham og holdt ham fanget i et jerngreb om hans hals.

"Menneske blander sig! Menneske dø!" snerrede orken i ansigtet på Aiden, hvis eneste svar var en rallen og et forsøg på at fjerne orkens hænder. Det var dog umuligt og verden begyndte langsomt at snurre rundt for ham, mens han kæmpede for sit liv. Han formåede at kradse let hul på orkens arm, før orken brølede højt og gav ham så hårdt et slag i maven at der begyndte at danse med sorte pletter for hans øjne. Det gjorde ondt. Panikken steg, til han fornemmede hvordan han fik trukket magien fra orken til sig, og endelig fik ham skubbet af, med en styrke han ikke havde opdaget, at han besad. Da han endelig kunne luft, hostede han voldsomt for, at få den ind i sin rystende krop, mens han forsøgte at komme på benene. Hvad end der skete for kvinden, kunne det umuligt være værre end hvad Aiden var godt i gang med, at opleve. Bedst som han havde rejst sig, blev han igen tromlet ned. "Gå nu.. Væk! Store.. Fede.. Grimme.. Grønne... Et eller andet!" fik han fremgispet, som de begyndte at rulle rundt på jorden i et forsøg på, at overmande hinanden. AIdens store problem var desværre, at selvom han nu var voldsomt stærk, så var orken meget mere udholden end ham, og da den trak sin store næve tilbage og hamrede den direkte ned i panden på ham, gik han ud som et lys. Derefter samlede orken den lille mand op, og kastede ham væk fra sig, med en utilfreds grynten.

En stor hånd var endt over hendes mund for at kvæle lyden af hendes smertensskrig. Spjættende forsøgte hun at gøre sig fri af dem, med den ene hånd søgende ned efter den dolk hun altid havde på sig. Det tog en god del tid, synes hun i al fald selv, at få frihed nok til at kunne løsne det simple spænde. Men pludselig virkede det en smule lettere idet den store af de tre pludselig slap hende og istedet fokuserede på knægten, alt mens den anden af hendes livvagter var kommet over og havde spiddet den ene af orkerne i lungen med sit sværd.

En tung manøvre der dog ikke holdt Etheldred fra at miste fokus som hun stirrede gennemborende på orken foran sig.
Han gloede dumt tilbage på hende, stadig med et greb om hendes vinge. Trækkende vejret dybt fik kvinden løftet sig fra jorden og greb ud efter orkens hår, imens hun påkaldte sig lysets flamme, der kom i et vældende brus ud fra hendes håndflade og som snart gjorde at orken var i lys lue, smerten af ilden blev blot forstærket da Ethel i et glimt lod sin manipulation med temperatur gøre at der lagde sig en hinde af intens varme om ham, godt nok var det kun kort men det havde stadig en effekt. Hun fnøs af den mens hun hev sin vinge til sig, tilfreds med at den ikke var brækket. Hun ville have hadet at få hendes vinge ødelagt igen. At være jordbunden var bare ikke hende. Hun gloede olmt på ham som hun greb ud efter sværdet og huggede ud efter hans hoved, i hans skrigeri over ilden endte hun dog istedet med at kappe håndledet af ham.

Hun skævede over imod den større ork idet knøsen fra før begyndte at rulle rundt med denne. " For fanden!" Endnu en banden fremkom af den nobles læber inden hun i en tackling hukkede ud efter den større orks akhilleshæl med sit sværd, så han en gang for alle kunne vælte og blive på jorden.
" Er du OK knægt..? " Egentligt ville hun gerne hen og tjekke om han overhovedet stadig levede, men måtte forholde fokus på at være udenfor orkens store armbevægelser, idet han i en brølen, der nærmest mindede om en døende ko, væltede om i græsset.

Aiden måtte lægge og sunde sig nogle sekunder i bevidstløsheden, før adrenalin fik ham tilbage til bevidsthed igen, men denne gang med en drønende hovedpine, der først fik ham til at stønne af smerte. Da han forsøgte at bevæge sig, var den også gal dér hvor orken havde slået ved maveregionen. Men op på benene kom han da, noget vaklende. Han havde ikke hørt kvinden sige noget, men tankerne fra hende blev ført til ham. "Fint.. Det er fint.. Nej, vent.. Nej," han var blevet hæs over smerten og en tørst, samt svimmelhed der havde overmandet ham og fik ham til at svaje endnu mere. Alligevel kunne han ikke lade være med at stirre på orken med rædsel i blikket. Den var da godt nok det grimmeste syn her i landet! Men i det mindste havde den ikke slået hul i hovedet på ham, det eneste blod på ham kom fra næsen fordi hans hoved ikke havde det for godt med rystelsen.

"Hold nu kæft... Hvor er han grim," udbrød den yngre mand, noget overrasket. Han plejede normalt ikke at tale grimt om folk, især ikke når folk kunne høre det. Og orken var også noget vred over, at blive kaldt grim, men i sin panik havde han med sindet kommanderet orken til, at blive liggende. Så det gjorde den, stille og roligt, uden at brokke sig det mindste, hvilket i sig selv var ret skræmmende. "Årh.. Ved alle guderne... Det skulle jeg aldrig ha' gjort," mumlede Aiden ved sig selv, mens han dumpede tilbage ned at sidde, hvor han igen lige måtte sunde sig. Der var også dukket en ubehagelig kvalme op og hovedet føltes som om, at det var en armbolt i virkeligheden. Og at det blev slået på med fars aller største hammer.

Ethel skævede imod ham. Af en civil at være tog han nu situationen meget pænt, måtte hun indrømme for sig selv inden hun betragtede orken som tilsyneladende havde opgivet modstand, for nu. Hun lod blikket glide søgende hen imod de to livvagter. Den enes arm hang i en underlig slatten positur, mens han lod til at være mere fokuseret på at få stopped blødningen fra et snitsår i hans side, den anden derimod havde fået noget af et sæbeøje og lå halvslattent på jorden et stykke fra dem.

Orkerne lod begge til at være blevet uskadeliggjort. Uheldigvis havde de ingen reb eller lænker og der var alt for lang vej til at transportere dem uden flere vagter hen til hovedstaden. Hun rynkede kort næsen, gi hen til den slatne livvagt for at tjekke for en puls. Et suk af letelse fulgte da han lod til stadig at være i live.
At skulle give en familie besked om at deres elskede var død i kamp var en af de hårdere opgaver man var nødsaget til a påtage sig som Lysets kriger.

En tung sukken forlod hende inden hun gik hen til den større af orkerne. Hun stirrede længe på ham, inden blikket igen faldt på den civile der stirrede med rædsel i blikket, og alligevel et vist form for mod.
" Ja de er ikke ligefrem for kønne. " Tilkendegav hun ham med et lille smil, inden alvoren igen gled over ansigtet som hun så imellem orken og den unge mand foran sig.
Noget måtte gøres med orken, og som situationen var, så hun desværre ingen anden udvej end at tage livet af broren til den ork hun og Alexander havde fanget for nogle uger siden. Hun sank kort, der var ingen ære i at dræbe en fjende der allerede lå ned, men det måtte gøres gjorde hun op med sig selv.
" Må guderne tilgive mig for dette. " Mumlede hun dæmpet for sig selv, inden hun trådte ind imellem den unge mand og orken, så han ikke kunne få frit udsyn til hendes gøren, idet hun spredte sine vinger for yderligere at skjule orken.

I et kraftfuldt huk fra sværdet, spiddede hun ned igennem den tunge, tykke krop ned mellem ribbenene og gennem hjertet. De var det mest nådefulde hun kunne gøre, som ikke involverede at sætte ham fri igen. Han havde jo trods alt forsøgt at angribe hende og gøre det af med hende, og de skulle bestemt ikke undre hende om han også var tilhænger af Mørket, eller så meget tilhænger en ork nu engang kunne blive.
" Må Kile tage godt imod dig og give dig fred. " Lød det som hun kort lavede gudindens tegn i luften over liget, efter at have trukket sværdet ud, som hastigt blev tørret af i orkens tøj for at frigøre den for blod.
Et kort smil geld over hendes læber ved tanken om hvor let det egentligt ville være at tage livet af Thomas. Hun var kriger og han var blot adelsmand. Men det ville ikke gå, overhovedet. Hvis man fandt ud af det ville hun have bragt vanære til sin familie, og sig selv især. Højest sandsynligt også miste retten til at bære Lysets uniform og kæmpe for de gode, samt sin titel.
Hun skar en grimasse som seglet i hendes nakke gav et voldsomt ryk i sig, som for at advare hende om de beskidte tanker.

Dette blev fulgt af en kort rysten på hovedet inden hun foldede sine vinger sammen og vendte sig imod den unge mand der havde været modig nok til at forsøge at hjælpe.
Hun løsnede vandflasken hun havde haft i sit bælte og rakte det imod ham.
" Her, drik det.."

Aiden sad lidt og tog sig til panden mens han sendte kvinden et træt smil, ved hendes kommentar. Derefter kunne han se hende vende sig rundt, og da faldt hans blik på vingerne. Først troede han, at han så syner, senere blev han enig med sig selv om, at hun rent faktisk havde vinger. Derefter hørte han lyden af en ork der blev stukket i, samt dens døende åndedræt. Han fangede også orkens dødsangst, samt hvordan linket til ham blev savet over. En ubehagelig følelse, der gav ham endnu mere hovedpine og fik ham til at tage sig endnu mere til hovedet. Det var en klam lyd, men han var meget taknemmelig over, at kvinden havde dækket for synet i det mindste. Trangen til at kaste op steg i takt med, at han sad dér, med minderne fra en død, dum ork, i hovedet.

Han tog fraværende imod vandflasken og tog en enkelt slurk, mens kvalmen bare blev ved med at stige og fik ham til at stoppe. Han rakte den tilbage til hende og kom endnu en gang vaklende på benene. "Jeg tror... Jeg har slået hovedet," forklarede han mens han vaklede lidt på stedet. Det gjorde mere ondt end ved maven, hvor han højst sandsynligt havde trykkede eller brækkede ribben. Han var dog ikke sikker. "Jeg beklager... Jeg kunne ikke bare se til," mumlede han som en undskyldning til hende.

Hun rystede let på hovedet da han ville give hende flasken tilbage. " Behold den. " Først nu tog hun ham rigtigt i øjensyn. Selvom han var civil havde han en forholdsvis god bygning, dog lignede han mere noget katten havde slæbt rundt med, med hans udtryk i ansigtet. Synet af smerte man forsøgte at holde tilbage var noget hun kendte alt for godt til.
" Hvis du føler behov for at kaste op, så gør blot det. Jeg er ikke sart, men jeg tvivler at du selv har været vidner til særligt mange kampe der ender med døden.. " Et lille trist smil forlod hende som hun kort skævede over mod de slappe kroppe i græsset. " Hellere komme ud med det end at holde det inde.. "
Hun lånte ham en skulder at læne sig op af.
" Jeg tror du har bedre at at blive siddende. Du er fra landsbyen ikke? Er der nogen healer der? " Der måtte vel være healere et eller andet sted i nærheden. Medmindre både mørket og lyset havde opstøvet alt de kunne.

"Men jeg må hellere takke dig.. For selvom det var en meget dum gerning, er jeg ikke i tvivl om at hvis du ikke havde været der havde jeg nok været en del maltrakteret lige nu.. Eller på vej mod Mørkets borg. " En kort kuldegysning gik igennem hendes krop. Bare tanken om muligheden for at ende i Mørkets borgs fangekælder var ubehagelig.
" Mit navn er Etheldred Quincey." Præsenterede hun sig, gad ikke bruge alle sine navne, det var snarere forbeholdt når man befandt sig iblandt adelen.
" Hvad er dit? " De lyse gråblå øjne betragtede ham nysgerrigt, men med en vis bekymring for hans helbred. Forsigtigt, for lige at give ham tid, men også for at være sikker på at han var okay med det, lod hun sin hånd ved den skulder han lænede sig op af, glide op mellem hans skulderblade, støttende, varmende. Hun vidste at en del folk holdt af en hånd i ryggen på den måde, mens andre blot hadede det, og hun anede ikke helt hvilken gruppe han lænede imod.

Han beholdt flasken som han blev bedt om det, og rystede bare lidt på hovedet ved tanken om opkast. Han hadede at kaste op, men det ville nok være uundgåeligt. Det ville sikkert ske på et tidspunkt. Men lige nu havde han da muligheden for, at holde det ind, især da kvinden lod sig gøre nytte som en støtte. "Årh.. Nej, jeg venter lige lidt," fik han fremstønnet, mens han holdt sig lidt til hovedet igen. "Jeg er fra landsbyen.. Der er en healer i nærheden af hvor jeg bor," forklarede Aiden med en hovedvirren. Han reagerede ikke på at det måske var en bedre ide at sidde ned, for for hans vedkommende kunne det ikke gå for langsomt med, at komme væk den døde ork.

"Ofte tror jeg, jeg lever for, at gøre dumme gerninger," forklarede han med en lille hovedrysten, mens han vaklede let. Det her havde i hvert fald været pisse dumt. Men i det mindste havde han stoppet dem fra, at maltraktere kvinden og dræbe hendes livvagter. Hun måtte også være vigtig, især da hun fortalte sit navn, hvor et efternavn var involveret. Når man først havde et efternavn, var man godt nok vigtig.
"Åh.. Jeg er ikke.. Jeg mener.. Ehm.. Mit navn er Aiden," han havde været tæt på, at sige, at det ikke var vigtigt, men ombesluttede sig, mens han kiggede op på hende, da hun støttende holdt en hånd mod hans ryg. Hendes tanker strejfede hans sind, og han kunne ikke lade være med at smile. Hun burde ikke være forsigtig. Som han så det, stod hun langt højere på strå end ham. "Jeg har ikke noget imod det. Det gør mig intet," forsikrede han hende. Han var ikke bange for, at vise svaghed. Svaghed var ganske enkelt svaghed.

Hun nikkede da han sagde at der var en healer i nærheden af hvor han boede. " Jeg ville helst flyve dig derover, men mine vinger er i nuværende stund ikke helt i stand til at bære mig i al for lang tid af gangen. Men jeg kan give dig et lift på hesten. " Hun nikkede let over imod den rødbrune hoppe der nu stod og fredsommeligt åd græs. Imens var den anden livvagt kommet nok til sig selv at han kunne komme op på sin hest igen, hjulpet lidt af vej af den første, der efterfølgende tog hans egen hest og den rødbrune og gik hen til de to.

" Ikke al den bevægelse med hovedet, det kan gøre din tilstand værre. " Lød det, en smule beordrende fra den blonde kvinde. " Heh.. Dumme gerninger gør vi alle engang imellem. At dræbe orken var også en dum ting, men en nødvendighed. Nogen gange må man gøre dumme ting fordi det er det der i længden er bedst for dem der er omkring os. " Hun tvivlede ærligt på at Thomas på noget punkt ville have klappet i hænderne over at skulle hjælpe med at fragte en ork til hovedstaden, faktisk tværtimod.
Hun rystede tanken af sig og smilte blot istedet da Aiden usikkert og akavet præsenterede sig selv. " Hyggeligt at møde dig Aiden, hop op på hesten. Jeg skal nok sidde bag og sørge for at du ikke dratter af hvis du viser vejen hen til healeren. "
Hun ledte ham hen imod den rødbrune hoppe, overvejede om den mon kunne holde til vægten af hende sammen med ham. Heldigvis var der ikke alt for langt til landsbyen, så forhåbentligt ville det ikke tage for hårdt på den, hvis det skulle gå helt galt måtte hun bytte plads med en af livvagterne..

Et øjenbryn blev dog tydeligt hævet ved det næste han sagde.
" Jeg antager du er tankelæser, eller telepat.. Måske empat..? " Det kunne forklare en del af de ting han havde gjort i kampens hede.

Tanken om, at flyve var både fascinerende for Aiden, og samtidig forfærdeligt, for han var helt sikker på, at hans hoved ikke ville kunne tage det, og så skulle det nok blive et fantastisk syn for alle i landsbyen. "Jeg tror ikke, jeg har lyst til, at flyve lige nu," mumlede han lidt tørt. Derefter kom der nærmest en beordring fra Ethelred om, ikke at virre så meget med hovedet. Han tog sig selv i at nikke, før han gjorde det. "Åh.. Ja.. Det husker jeg lige på,"
"Sandt, sandt. Hvis der ikke var nogen, der gjorde lidt dumt en gang i mellem, så ville det også være kedeligt," sagde Aiden med et lille smil, da Ethelred forklarede sig omkring orken. ".... Ikke at jeg synes, det er sjovt at dræbe orker," tilføjede han kort efter, men han huskede dog på, at smile lidt i mens, selvom det var lidt anstrengt.
Aiden hoppede forsigtigt op på hesten. Hans skjorte var blevet flået en smule åben, så hans mystiske medaljon dukkede op, som han trak sig op at sidde. Han tænkte ikke ligefrem over det selv, men smykket var tydeligvis ikke var enhver mands beklædningsgenstand. Den kunne sagtens have tilhørt en adelig. Uden at vide det, stod hans rigtige navn på den. Han havde altid fundet den sær, men havde aldrig kunnet få sig selv til at skille sig af med den.

"Ja... Jeg skal nok vise vej så.. Og det er også hyggeligt at møde dig," svarede han tilbage, mest af høflighed. Han fandt det ikke hyggeligt, at slås mod orker, men Ethelred virkede sgu ret flink af sig. Han smilede let, og tog sig derefter lidt til hovedet. Hans stilling var lidt akavet, fordi han sad en smule skævt grundet de skadede ribben, men ellers holdt han sig da nogenlunde på hesten, på trods af, at han ikke havde redet på en hest før.
"Skal jeg være ærlig.. Så ved jeg ikke helt, hvad man kalder det.. Jeg kan læse andres tanker. Og nogle gange kontrollere dem. Eller sige ting i deres hoveder," han svarede ærligt. Der var ingen grund til, at holde hverken sine evner eller sin forvirring hemmelige.

" Bare rolig, flyvning bliver der heller ikke noget af, medmindre hesten skulle falde sammen under os. " Lød det muntert fra Ethel. " Mord er aldrig sjovt, men det er desværre en onde der hører med i at beskytte landet mod folk fra Mørkets lord og for at forhindre ham i at overtage magten. " Hun undlod at nævne at det var lige akkurat hvad der var ved at ske. At mørket igen var ved at have helt overtaget, hvilket i den grad ville komme til at se grimt ud på befolkningen der først lige havde overkommet et par år hvor de kunne genopvinde høst og smide på lager, tjene lidt ind igen.

Istedet bøjede hun sig ned mod en bog i græsset, og samlede den op, inden hun gik tilbage til hesten og Aiden. Et øjeblik stirrede hun blot på hans bryst, eller snarere medaljonen om hans bryst. " Prodigy.. ?" Nåede hun lige at læse inden han fik drejet sig sådan at hun ikke kunne læse resten.
Det var sært at se sådan et smykke på en civilklædt. Mon det var en der var stjålet, eller en gammel familiearv? Hun rystede imidlertid tanken af sig, idet hun istedet hoppede op på hesten bag ham.
Med den ene hånd gav hun ham bogen, mens hun tog tøjlerne i den anden.
" Jeg går ud fra at det her er din? " Lød det let drillende, inden hun smøg begge armene om ham for at forhindre ham i at skvatte af, næsten som var han et lille barn.
" jeg ville nok kalde det empatisk telepati, hvis din evne fungerer bedst via dine følelser eller du på en eller anden måde har følelserne involveret i det. "
Svarede hun, inden hun gjorde tegn til livvagterne om at smække sig ind på deres retmæssige plads, inden de satte i roligt skridt ind imod landsbyen.
" Har du redet før? " Lød det nysgerrigt fra hende, menende at det var bedre at have lidt småsnakkeri end akavet stilhed.

Aiden var udmærket klar over, at en hest ofte havde det svært med to, men han var også klar over, at det ikke kunne være så slemt med denne. Hun vejede nok ikke ret meget, og det gjorde han heller ikke. Det skete, når man måtte leve på en mager kost, fordi ens hus var brændt sammen. "Arh, jeg er nu ikke så tung. Så skulle du se mine brødre," kommenterede han tørt. Han havde altid været den anderledes person i familien. Mindst af dem alle, yngst, og meget mere mærkelig. Som hun forklarede hvordan hun kun gjorde det for, at beskytte landet mod mørkets lord, tænkte han tilbage på Dragorns fald. Lige ind til hun sagde Prodigy. Han fik en meget ubehagelig følelse i hele kroppen af det, som han godt kendte. Det gjorde lige ondt hver gang, og hans øjne skiftede omgående farve fra den brune til en meget voldsom lysegrøn farve, fordi han både blev forvirret og forstyrret af det. Det var som om, at en del af ham lagde sig på knæ, mens den anden del af ham bare var normal. Det føltes næsten som at blive revet over i to. Han lod dog være med, at kommentere på det, da han godt vidste, at det bare var ham, der var mærkelig.

Da han tog imod sin bog, huskede han at smile til hende. "Åh, ja, det er min bog. Jeg glemte den helt, mange tak," lige gyldigt hvad, var han bare vildt forvirret over alt det, der var sket. "Så må det vidst være dét, vi kalder det, for den er lidt kontrolleret af følelser," Han satte sig en smule bedre til rette, ømmede sig lidt, og lod sig bare slappe lidt af, nu hvor der var mulighed for det. Og pludselig dukkede spørgsmålet op. Han kunne ikke lade være med, at grine lidt, hvilket blev til et sammenbidt støn da ribbenene rigtig begyndte, at gøre ondt. "Jeg er en smeds søn. Jeg har aldrig siddet på en hest før, det hører krigerne og de noble til. Jeg går ud fra at De er én af de to?"

Det stak kort i Etheldreds hjerte, at tænke på de sultende brødre, på familien generelt. Hvis hun havde haft midlerne til det ville hun uden tvivl have sørget for at ingen i landet skulle sulte, dog var hendes magt som grevinde kun indenfor hvilke landsbyer og gårde der lå indenfor hende og hendes husbonds jorde. Folk der fik beskyttelse, løn og logi for at have arbejde på markerne hvis ikke i husholdningen.
Som han sad med ryggen til hende, kunne hun ikke bemærke de skiftende øjne, men hun kunne bestemt fornemme et vist ubehag fra ham. Dog lod han til at være magelig nok til at kunne læne sig bagud imod hende og lade sig støtte.
" Hvad læste du? "
Måske et eventyr, måske studier? Det var ikke til at vide, men hun følte hun faldt mere og mere i god takt med Aiden som tiden gik.
" Smedesøn..? Det var noget af et erhverv.. Det kan ikke være helt let efter byen blev brændt ned, at finde materialer.. Selvom jeg nu nok tror at folk har haft brug for en masse søm. " Hun lo let, kunne ganske glimrende forestille sig det. Latteren stoppede dog som han spurgte hende ind til hvad hun præcist var. Hun hadede at skulle indrømme sin status overfor de civile på sådan en måde, det gjorde oftest ting akavede og folk der pludselig opførte sig anderledes hvis hun nævnte at hun var en grevinde eller kriger, eller begge for den sags skyld. Hun sukkede tungt, fik sat hesten op i lidt hurtigere tempo, dog uden det var trav.

"Jeg er lidt af hvert.. Grevinde og Lysets Kriger. " Indrømmede hun. " Min familie så hellere at jeg blot sidder med hænderne i skødet og blot føde arvinger som enhver anden nobelkvinde, men jeg kan ikke få mig selv til det. Efter et dumt 'uheld' som barn endte min far med at sende mig til træning hos en Lysets kriger inden jeg selv kunne blive udnævnt som en. "

"Jeg rettede egentlig bare i den. Det er en bog jeg selv har skrevet," Aiden var ikke helt så glad for netop at snakke om sine bøger. Det gjorde ham akavet, for de handlede oftest om drama, især følelsesmæssigt. Typisk var det et form for eventyr, hvor helten skulle finde sig selv, eller sin udkårne. Denne bog var faktisk et af de bedre eksempler, men Aiden var ret selvkritisk, især fordi hans brødre ofte drillede ham med det. Smedelærlingen, der skrev i stedet for, at slå på stål og jern. "Vi var ret heldige under det angreb. Vi var i hovedstaden dengang, men da vi kom hjem til et nedbrændt hus, var det ikke særlig rart. Vi er en ret stor familie," indrømmede han. Men det var for det bedre, at de i det mindste ikke havde været der. Han rystede lidt på hovedet af det heldige sammentræf, da Ethelred fortalte ham hvad hun var. At hun var højtstående, var ham ikke en overraskelse, men grevinde og lysets kriger var dog ikke noget, han lige havde set komme. Han så en smule overrasket ud, men kunne så mærke hvordan hun hadede den akavede måde, folk endte med at tale til hende på, og valgte at lade som ingen ting.

"Min far vil nok ikke tro på mig, når jeg siger, at jeg har brugt dagen på at redde en grevinde, i stedet for, at købe materialer," kom han dog til, at indrømme med en lille kluklatter.
"Men jeg kender det godt. At være noget, man ikke vil være.. Jeg har aldrig rigtig haft lyst til at slå på jern. Jeg vil hellere ud at se landet. Skrive og lytte til god musik på kroerne. Jeg har altid været særlingen derhjemme," de mange indrømmelser og ting han fortalte om sig selv gjorde han udelukkende fordi han jo selv havde chancen for, at lure rundt i hendes hoved, men hun kunne vidst ikke med hans.

Hun nikkede let bag ham.
" Hvad skriver du om? "
Så han kunne både læse og skrive? Det tydede på at på trods af at han var smedesøn havde hans forældre alligevel været nærværende nok til at give ham muligheden for at få et godt job. Et lille smil spillede sig på hendes læber, som en tanke begyndte at forme sig.

" Så der er ikke alt for store problemer i at finde jern og jernmalm til smedjen? Hvordan med huset? Er det blevet helt genopbygget eller hvordan står det til? "
Som sædvanligt mange spørgsmål, hun kunne ikke helt holde igen med dem. Som han fortalte mere, blev hun mere og mere nysgerrig, ville vide mere. Desuden var det vel godt at vide hvordan befolkningen havde det, selv hernede i Medanien.

Et lille grin undslap hende. " Så må jeg vidst hellere følge med hvis han ikke vil tro dig. " Hun kunne alt for let forsteille sig at de ville kalde det for hans fantasier der havde slået sig lidt for løst.
Ah ja, musik på kroerne. Intet var så godt som stemningen en skjald kunne bringe frem. Hvis hun på noget punkt selv havde haft muligheden for det, og ikke konstant skulle tænke på sit og familiens omdømme, havde hun for længst forsøgt sig som en skjald. Men hun var født nobel, en nobel skjald gik simpelthen bare ikke i samfundet, ikke som man så på et nu.
" Hrnn. Har du nogensinde overvejet at melde dig til at blive en Lysets kriger? " Tanken var ude af hendes mund før hun kunne holde den tilbage. Fandens også! Hun måtte bare håbe at han ikke blev alt for perpleks ved tanken om det.
" Jeg mener, det er ikke super fedt med blod, det vil det aldrig være. Men du vil få rig mulighed for at se rejse rundt i landet, mens du beskytter folket. "

Selvfølgelig skulle hun spørge. Aiden trak let på skuldrene, lettere pinlig til mode. "Bare sådan nogle små eventyr. Virkelig, ikke noget særligt," mumlede han usikkert, i et forsøg på, at undgå emnet lidt. Samtidig fangede han lidt af hendes tanker og kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Havde det været op til hans forældre, skulle han bare være blevet blevet i smedjen. At læse og skrive var ikke ikke vigtigt for dem. Men det havde det været for Aiden.
"Lad os bare sige det sådan her.. Vi er ikke rige, men vi er heller ikke værre stillet end de fleste i byen. Der er ikke meget jernmalm, og vores hus er kun lige næsten blevet færdigbygget. Vi har overnattet med lejrbål mange dage her på det sidste," selvom det ikke var en rar skæbne, virkede Aiden nu alligevel ikke helt nedtynget af det. Det havde været en episode i deres liv hos familien, og nu var den ved at være ovre. Man burde glædes over de fleste dele af livet, og hvis noget af det var forfærdeligt at tænke på, så måtte man glædes over noget andet.

"Du vil følge mig helt hjem? Så får far sgu et hjerteanfald," både forbløffelse og morskab regerede i Aidens stemmeføring, mens han derefter ikke kunne holde en lille latter tilbage. Længere hjemme var landsbyen begyndt at komme til syne, men han tog sig ikke selv af det.
Ud af det blå lød et spørgsmål fra Ethelred, der næsten fik Aiden til, at vælte af hesten i overraskelse, men han tog sig selv i det, før det skete, og sad ellers med lidt stirrende, blålige øjne. Han vendte sig lidt rundt i sin siddende stilling, bare for at se, om Ethelred tog pis på ham, stadig med den blålige nuance i øjnene, da hendes fortrydende tanker ramte ham. "Øhm.. Jo.. Ja, jeg har faktisk lidt tænkt på det... Altså, jeg vil jo gerne beskytte min familie, og jeg kan ikke bare sidde ved smedjen resten af mit liv. Der er noget der mangler," sagde han, en smule overrasket, men ikke helt så perpleks, som hun måske havde forventet, at han ville blive.

" Noget til at underholde dig selv og andre? Få tankerne ud går jeg ud fra. " Det kunne ikke altid være lige spændende at bo i en landsby, omend sammenholdet i sådanne lod til at være bedre end så mange andre og større steder.
" Vi må håbe at det ikke bliver værre så. Har i nogen nobelmand til at beskytte jer og des lige? " Måske hun ville kunne lave forretninger med denne så landsbyboerne var bedre stillede.
Blikket faldt imod byen som den begyndte at komme nærmere. Tog skaderne i øjensyn, selvom hun nok bedre kunne vurdere dem når hun kom helt tæt på.
" Hvad med mad? Har i nok af det? Dyr og kød? " Gården hun i nuværende punkt overnattede på havde ikke mange afgrøder, halvdelen af høsten var gået til spilde grundet vejret og dårlig gødning.

" Hvorfor ikke, så kan jeg vel få en sludder for en sladder med ham. " Hun lo en perlende latter. " Desuden er jeg klædt i civilt, så han vil nok ikke få så stort et hjerteanfald som hvis jeg havde haft de helt store skørter fremme. "
Hun betragtede ham med en vis nysgerrighed. Reaktionen han kom med var mere positiv end hun havde forventet.
Havde hans øjne skiftet farve? Eller havde hun husket hans øjenfarve forkert? Spøjst. Opmærksomt lyttede hun til ham, betragtede hans kropssprog så godt hun nu kunne, siddende som de begge var, på en hest.
Hun nikkede svagt, men alvorligt. " Jeg kan ikke se hvorfor du ikke skulle kunne bruges. Du får kost og logi, samt en god uddannelse. For ikke at nævne en vis løn som du kan sende til din familie hvis det er det du ønsker, og en kappe og træning i brug af våben og magi. Strategi og den slags.. "
Lød det henfaldende.
" Så hvad holder dig tilbage? Er du bange for at bryde med din familie? Eller hvor langt der er fra hovedstaden til Medanien? "