Det havde taget Korr flere dage, at overvinde hans frygt for civilisationen. Med tiden havde nysgerrigheden vundet - nysgerrigheden og sulten. Som på hans første rejse fra sin hjemstavn, så var flere folk flygtet ved synet af ham. Han forstod det ikke, selvom han følte en form for ære og stolthed når det skete. Han havde kunne samle en smule proviant således. Han havde ikke haft rigtigt social interaktion siden mødet med Rain. "Et af mange møder" fangede han sig selv i at tænke og henlede hurtigt sin opmærksomhed imod nogle fugle der forlod en trætop ved vejsiden.

Dagen var ved at gå på hæld, men det forstyrrede ikke Korr det fjerneste. Han var endnu ikke kommet til nogle fjendtligt sindede folk - omend de fleste klart undgik ham og altså gik i buer udenom. Korr følte sig en smule alene, men i det mindste var han ikke voldsomt sulten, tænkte han og fingrede ved skaftet på det sværd der sad i hans bælte. Hans "kniv", som han kaldte sværdet, der i virkeligheden havde længde som et langsværd, men var både bredere og tykkere. Korr ønskede, at der snart ville ske noget drabeligt - ikke fordi han ønskede uro, men fordi han manglede, at være i kamp. Det var noget underligt noget, at savne, men det var en kendsgerning. Han travede ned af vejen. "Her komme mange rejsere" tænkte han til sig selv og havde dermed besluttet, at det måtte være et godt sted at finde information. Det rungede i jorden og kunne høres hvert gang han tog et skridt. Den enorme, men rolige, minotaur begav sig bare ned af vejen, i retning af sin skæbne, tænkte han.

Mon der ville ske noget spændende? Korr mærkede efter øksen på ryggen, jo den sad der stadig. Han tog en dyb indånding og dagdrømmede sig et øjeblik tilbage i klanen, hvor han regelmæssigt kunne brække knogler såvel som våben. Han rystede på hovedet for at få tankerne væk og tog bare dybe indåndinger som han betragtede omverdenen til hver af vejens sider og smilede sagte for sig selv.

Det havde været en lang dag for Zash. Nej, det havde været en lang uge for Zash. Hun var blevet valgt, til at eskortere en budbringer fra Hovedstaden, til en fæstning der lå ved kysten. De havde rejst gennem Tusmørkedalen uden problemer, men på hjemrejsen blev de overfaldet, om natten, kort tid efter de var kommet ud fra dalen. Budbringeren havde en meddelelse til Lysets Dronning, og det var yderst vigtigt, at de fik den afleveret så hurtigt som muligt. Men budbringeren var blevet gennemboret af en pil, og det var lige med nødt og næppe, at de slap væk. Tilbage i Tusmørkedalen, blev budbringerens liv reddet, og Zash fik tilset de skræmmer, hun selv havde fået i kampen. En anden leverede meddelelsen, med flere bodyguards end en enkelt kriger, og Zash var blevet i dalen, for at komme til hægterne.
Det tog ikke lang tid, før hun var ved at blive sindssyg af at blive inde, at hun valgte at tage tilbage til Hovedstaden. Hun havde fået en ung pony, der var frisk og hurtig, og så satte hun ud på sin lille rejse. Krigerne fra mørket var blevet fanget, og Zash følte ikke, at hun behøvede bodyguards. Det var måske ikke den bedste beslutning, men den lille dværg behøvede at være alene.
Så nu red hun afsted, på sin lille bjergpony. Hun var blevet tæt knyttet til dyret, der var stædigt og hårdfør. Han mindede hende om sig selv.
Hun havde mødt andre rejsende, der fortalte om en kæmpe, der rejste på landevejen. Zash var skeptisk og nysgerrig på samme tid. Hun drev sin pony frem lidt hurtigere, for at se hvad alt snakken var om. Det varede ikke længe, før hun hørte rungende fodtrin. Et par sekunder senere, så hun hvad der lavede dem. Det lignede virkelig en kæmpe. Med et oksehoved. Så en minotaur. Dem så man ikke tit.
Zash tog farten af sin pony, da det ikke var til at vide, hvordan minotauren ville reagere på hendes rustning, der tydeligvis bar Lysets mærke. Hun synes at huske, at det var en race, der ofte var knyttet til mørkets side.

Korr gik i sine egne tanker, ganske langsomt. Han ønskede mere og mere ved hvert fodtrin, at der ville ske et eller andet spændende, så han kunne give slip og lade følelserne få frit løb. Han følte sig så indebrændt og sammenbidt, som han gik rundt alene. Så småt begyndte hele idéen dog at fortage sig igen, som Korr blev klar over, at det ikke ville ske. Han måtte affinde sig med, at han ikke kunne slås hver dag - eller finde en anden måde, at få sine aggressioner ud. Han gik rundt med en kolossal lyst til, at slå et eller andet til plukfisk - problemet var jo bare, at det skulle fortjene den. Korr åbnede og lukkede sine næver, imens han skar tænder, sådan helt ubevidst.

Da Korr endelig kom tilbage til den virkelige verden, så bemærkede han en hest, for dem kendte han, ikke langt foran sig på landevejen. En hest med et lille menneske på. "Et barn?" tænkte Korr og lagde hovedet på skrå, som han betragtede hesten og dens rytter på afstand. Han begav sig roligt i retning af dem. Rytterens rustning og dens insignia sagde ham absolut ikke noget, Korr var mere interesseret i hvordan et barn kunne ride sådan rundt, armeret og det hele. Det var tydeligvis mange ting han endnu ikke forstod.

Korr gjorde sig ikke voldsomt i hilsner, så da han var lidt nærmere rytteren spurgte han bare, med sin dybe røst: "Du være barn med hest?" og gjorde store øjne. Langsomt kom han nærmere og nærmere rytteren, imens han interesseret studerede både denne samt hesten. "Mig ikke forstå..." indrømmede han så og rystede ufrivilligt, forbavset på hovedet. Korr var langt højere end rytteren, selv på hesten. Han forstod ikke hvordan børn kunne ride sådan rundt - hvis det var tilfældet, så var menneskerne i sandhed en større trussel end først antaget.

Det var umuligt at overhøre minotauren, der med sin dybe røst overdøvede alle lyde. Zash var højere når hun sad til hest, teknisk set pony, men hun gik stadig kun minotauren til livet. Det var nu godt hun ikke stod på jorden, for så ville hun nok kun gå ham til hofterne. Zash var lille af en dværg at være, og det kompenserede hun for med styrke. Hun var dog sikker på, at hvis han valgte, så kunne minotauren knuse hende under sin fod, lige meget hvor stærk hun var.
'Jeg er ikke et barn,' sagde hun lettere fornærmet. Hun var lav ja, men enhver tumpe kunne da se, at hun var en dværg. Åbenbart ikke. Eller så var minotauren en helt speciel slags tumpe. 'Jeg er en dværg. På en pony,' sagde hun tydeligt. Det var måske en nedværdigende måde at tale til en voksen ... minotaur? på, men Zash var allerede tvær, fra prøvelserne den sidste uges tid, at hun ikke havde meget tålmodighed, med folk der troede hun var et barn.
'Det kan umuligt være første gang du ser en dværg. Eller har du boet under en sten hele dit liv?' Nu hun tænkte over det, så vidste hun faktisk ikke, hvor gammel en minotaur kunne blive. Det var noget hun burde læse op på.

Det gav et sæt i Korr da den lille person endelig talte til ham. Det var tydeligvis en pige, og hun talte så hurtigt, at Korr ikke fik det hele med. Han gik nysgerrigt en omgang om hesten, eller ponyen, imens han nikkede. "Du have rustning?" sagde han spørgende og lagde hovedet på skrå som han så ned på den lille person. Han tænkte, at det måske var bedre hvis de var mere i øjenhøjde, så han satte sig ned på rumpen, på vejen. Det var bedre.

"Dværg?" gentog han så spørgende. Han var måske en smule udsat, skulle rytteren pludselig sætte hesten i galop, sådan som han sad foran; men sådan måtte det nu engang være. Korr tænkte heller ikke umiddelbart over, at rytteren, barnet, dværgen eller hvad hun nu var for en, måske havde steder hun skulle hen. Der var måske tid til en samtale? Korr fantaserede kort om, hvordan de ville blive angrebet og han kunne gå bananas. Da huskede han igen sig selv på, at sådan noget burde han ikke tænke.
"Hvad er "Dværg"?" spurgte han, oprigtigt nysgerrigt, og betragtede roligt rytteren - særligt rustningen og hendes våben. Korr forstod slet ikke hvad hun var for en, hvis hun ikke var et menneskebarn - hun lignede jo et menneske på en prik. Han forsøgte, at få hende til at passe ind i sit verdensbillede.

Korr havde det så som om, at han hørte nogle råb i det fjerne. Han tænkte ikke nærmere over det, som han var opslugt af idéen om, at denne lille pige red på en hest. Måske der også bare var ren indbildning - eller måske de faktisk kom under angreb?

Zash vidste ikke, hvad hun skulle synes om minotaueren, der tydeligvis ikke var det skarpeste sværd på slagmarken. Han havde ikke gjort noget fjendtligt, selvom hendes stakkels pony trippede forskrækket på stedet, da kolossen satte sig ned på jorden. Den slog med hovedet, og havde det ikke været for Zash, der havde et godt tag om tøjlerne, så var det meget muligt at den var flygtet.
'Ja, jeg har en rustning. Jeg er lysets kriger.' Hun kunne ikke holde et grin tilbage. Hvad skete der lige? Hun havde mødt væsner, der kun var marginalt klogere end sten, men hun synes at kunne huske, at de fleste minotauere var på samme plan som dværge. Men alle racer havde vel deres nitter.
'En dværg er en race. Ligesom en minotaur. Vi er bare …' hun kastede et blik på hans betydelige størrelse. Selv når han sad ned, mindede han stadig om et bjerg med ben. 'Mindre,' afsluttede hun, med et skævt smil. Det var en underdrivelse at sige, at minotaureren var mærkelig, men det var rart at tale med en, som ikke prøvede at angribe hende. Det håbede hun i hvert fald ikke han gjorde. Med hans størrelse og styrke så det sort ud for Zash og den lille pony.