De sidste gæster var blevet hældt ud af det halve svin, og Telma havde været igang med at sætte alle stolene op og feje gulvet, mens de store af børnene havde rengjort køkkenet. Telma sukkede for sig selv og stille kosten fra sig på dens plads bag baren. Arbejdsdagen var nok ovre, men Telma havde et andet job, et job hun aldrig fik fri fra og hvor der ingen pauser var. Et job hun ikke ville sige op for noget i verden. Hun var mor, og som mor skulle hun elske og tage sig af alle sine børn, bærer deres problemer uden at kny og aldrig forvente tak for noget af det. Heldigvis var Telma velsignet med skønne børn, så hendes job var oftest nemt.
Og så var der Jolene.
Jolene, Telmas tåbelige datter der var gået ud og havde fået gjort sig selv gravid. Bevares, de havde nok været to om det, men Telma havde ingen tiltro til at faderen ville vise sit ansigt de næste 10 til 32 år afhængigt af race. Og pigebarnet havde ikke sagt et ord til Telma, hendes egen mor!
Telma havde selvfølgelig vist det længe. Hun havde været der selv nok gange til at genkende morgensyge når hun så det. Men Telma havde holdt tand for tunge indtil nu, og ventet på Jolene selv havde sagt noget. Så længe havde Telma ventet, at hun var begyndt at frygte at pigebarnet ikke engang selv viste hvad der var los!
Telma gik ind i køkkenet og så sig kort om. Børnene var blevet færdig før hende, og var smuttet i seng allerede. Godt så tænkte Telma for sig selv, og satte en kande vand til at varme over de sidste gløder. Telma havde sendt Jolene ud for at ordne stalden, og viste hun snart ville komme tilbage. Telma havde allerede givet barnet rigeligt med chancer for at fortælle hvad der var sket. Dette ville blive den sidste.
Krystallandet