Sneen faldt jævnt og tyst over Hovedstadens mange gader, og lagde sig som et fint tæppe på det nedtrampede sne der allerede lå rundt på de snuskede gader, og spor fra mennesker, heste og kærrer forsvandt så småt, jo længere der gik mens sneen faldt. Lyset fra de forskellige fakler fik den nyfaldne sne til at glitre som små ædelstene, i den mørke nat. Normalt ville månens lys få sneen til at skinne om kap med de titusende stjerner på himlen, men nu hvor skydækket hang tungt på himlen og lod de frosne fnug svæve mod jorden, var det kun faklernes skær der gav den nyfaldne sne deres naturlige magi og farvespil.

Hist og her i sneen kunne der ses nytrådte fodspor fra vilde katte, rotter, hunde, mus og fugle, og nogle få mennesker der stadig gik til deres lune eller forfrosne hjem, fordi kulden bed lidt i disse nætter. Nogle af fodsporene var dog anderledes. Store fodspor der kunne mindes om en hunds, men de var for store for at det kunne være en almindelig hund, og ulve færdedes sjældent i de store byer. Eller gjorde de? Varulves poter var normalt store, men dette var heller ikke en varulv. Faktisk en ganske almindelig ulv, bortset fra at det var et næsten almindeligt menneske i ulveham. En nordkrystalisianer for at være helt præcis. Han gik rundt i sin ulveform fordi han søgte efter en bestemt person. Ulvens gode lugtesans var fantastisk til sådanne eftersøgninger. Uglens hørelse ville have været svækket på grund af den faldne sne, og hvis personen han søgte ikke talte, hvilket ville være meget sandsynligt, ville hørelsen ikke hjælpe, og de mange snævre gader formindskede dens skarpe blik. De andre, bort set fra ræven var generelt ikke ideelle til at søge med.

Den store hvide ulv, der var større end en almindelig ulv, men så fuldstændig ens ud, bevægede sig med lette trin ind i nogle af de lidt mere skumle gyder. Sporene var lidt forvirrende. Der var mange dufte endnu, og det var lidt svært at få adskilt dem alle fra hinanden, men han regnede med at det var den rigtige vej han gik. Han drejede rundt om et hjørne, og foran ham stod der en mand med kappe, og bag ved en kat. Manden så ud til at vejre i luften. En mand der kunne lugte lige så godt som en ulv, regnede han ud. Eller hvert fald en mand med en bedre lugtesans end normale mennesker, fordi normale mennesker ville ikke vejre til luften på den måde. Det virkede ikke rigtigt. Det kunne selvfølgelig også bare være at manden snøftede lidt, eller rynkede på næsen. Disse ulveøjne var ikke det bedste i verden. Så var uglens blik langt bedre. Han stod egentlig og blokkerede gyden med sin ret store ulvekrop, men han tænkte ikke lige over det. Lige nu stod han bare og snuste lidt til luften. Han ville finde ud af om dette her var den person han ledte efter. Nej, sporet førte videre ad den vej forbi dem, men han kunne jo ikke komme forbi.

[url=http://www.realworldimage.com/images/photos_med/arctic-wolf-canis-lupus-arctos-polar-wolf-white-wolf-carnivore-predator-snow-winter-quebec-canada_16280.jpg]Ulveformen[/url]

Det han først regnede med ville være et helt almindeligt møde med et menneske, måske et lidt specielt menneske, ændrede sig til noget der sagtens kunne minde om en magtkamp. Han brød sig ikke om at hans autoritet blev udfordret, og især ikke af et menneske! Han lagde sine ører tilbage. Han viste sine tænder og knurrede dybt og faretruende. Hver eneste muskel i ulvekroppen var spændt, og han var klar til at springe på manden, hvis denne ville udvise større trussel mod hans autoritet. Øjnene virkede onde og fulde af vildskab. Den onde snerren blev bare ved, og da han kunne lugte flere ulve, blev snerren endnu vildere, og ørerne blev lagt endnu længere ned. Han var virkelig faretruende at se på, og de fleste mennesker var nok stukket af med det samme.

Pludselig gik det op for Ika at det ikke var hans normale tanker. Han plejede ikke at knurre af mennesker. Han må have opholdt sig for længe i ulvens krop. Dens instinkter var ved at tage overhånd. Han skulle ikke forblive ulv. Det var kun sket en gang at han var ved at miste sit sind til dyreriget. Det havde ikke været rart at vende tilbage. Han ville ikke opleve det igen. Ulven fik pludseligt et meget mere roligt udtryk. Ørerne var rettet op, og den onde snerren var forstummet. Den virkede ikke så aggressiv som før. Den virkede ligefrem venlig. Øjnene udstrålede mere en unaturlig visdom i forhold til almindelige ulve. Den satte sig ned og satte i med et ulvehyl, der skingrede uhyggeligt gennem gyden.

Mens den hylede begyndte den også at lyse op i mange forskellige farver. Først lyste pelsen blot svagt, men til sidst var den badet i forskellig farvet lys, der konstant skiftede farve fra indigo blå til magenta og rød, og videre til en dyb rød, en varm orange, en blød gul og til en græs grøn farve, og alle mulige forskellige nuancer. Et flammehav i regnbuens farver så ud til at omslutte den store hvide ulv. Til sidst kunne man ikke se ulven mere for lyset der omsluttede den. Lyset begyndte at skifte form. Den blev højere, lidt smallere og lysets styrke begyndte at aftage. Så småt kunne man ane et omrids af en mand i lyset. Langsomt blev lyset svagere og da lyset var blevet helt væk, stod der en mand med lange brune krøller og næsten snehvid hud. Han var klædt i skin og pels, men han virkede til at have skræmmende lidt tøj på. Hans overkrop var dækket af en pelsforet skinkofte der ikke havde lange ærmer, og om hans hænder var der viklet læderstropper, og bukserne var ligeledes pelsforede og af skin, lige som hans støvler. Fra det ene håndled dinglede en lille benfigur der forestillede en snebjørn, hans åndedyr. De lysegrønne øjne var lukkede. Manden stod stille i et stykke tid, inden han åbnede sine øjne og så direkte på manden med kappen.

Ika bar sjældent på nogen måde et synligt våben, bort set fra når han havde en kniv i sit bælte. Hans stærkeste våben var sine egne næver. Han faldt dog sjældent i kamp, da det var ikke det han søgte. Kamp var kun noget han ville bruge i selvforsvar, eller når de dyriske instinkter begyndte at tage over i hans krop og sind, så kunne han godt angribe, hvis han følte sig meget sulten lige som almindelige dyr. Han kunne ikke se ud som den største trussel, fordi hans muskler var heller ikke de mest veludviklede. Han virkede egentlig meget harmløs i sin menneskeskikkelse. Det tidspunkt man virkelig skulle frygte ham i kamp var når han var i sin bjørneskikkelse, fordi de labber kunne give nogle ordentlige øretæver.

Han forholdte sig stadig tavs og så nysgerrigt på manden foran ham, og han tog sig selv i at vejre i luften, hvilket han som almindeligt menneske på ingen måde ville have mulighed for at få noget ud af det, bortset måske opsnuse en lugt af sved og snavs, som hang på rigtig mange mennesker, og ikke generede Ika synderligt. Der var dog ikke noget særligt som Ika lagde mærke til på manden foran ham udover at han var en del højere end ham, hvilket var et tydeligt tegn på en lavlænding. De egnede sig aldrig til livet i bjergene. Deres store kvabsede kroppe udledte alt for meget varme, og sågar Ika var en af de højeste i sin landsby højt oppe i nord. Ikke en som Ika havde alt for høje tanker om. Han brød sig generelt ikke om denne type. Lidt skummel, aggressiv i fremtoningen, ikke ligefrem den venligste kammerat han stod overfor havde han på fornemmelsen.

Hans opmærksomhed blev dog fanget af en mørk bevægelse ude i hans øjenkrog. Den var næsten ikke synlig, bortset fra at bevægelsen var ret stor, faktisk en person der lige havde været kat skiftede sin form tilbage til menneske. Han kunne ikke lige vurdere personen i det svage lys i gyden. Han ville gerne se hvad det var for en person, men hvordan skulle han gøre det uden at virke truende mod manden foran ham? Den mand så alt for mistænksom ud, og en mindste bevægelse fra Ikas side kunne udføre en kædereaktion som Ika absolut ikke ville bryde sig om.

Ika tænkte at han måske skulle præsentere sig selv for manden foran ham, eller bare lade være. Et eller andet blev han nød til. Det var en ubehagelig tavshed, og han kom også i tanke om de andre ulve han havde kunne lugte da ha stadig var en ulv selv. Han kunne høre deres klør skrabe mod tagstenen og hist og her dryssede der af og til lidt sne ned, når de fik puffet lidt ud over kanten. Han overvejede sine ord med omhu. Det skulle ikke lyde forkert på nogen måde, hvis han ikke ville risikere noget, der kunne være yderst ubehageligt. "De må undskylde at jeg snerrede af dem. Det var ikke af min egen fri vilje jeg gjorde det. Jeg er Snebjørn." Han smilede venligt til manden foran ham, selvom han ikke helt vidste hvordan manden ville tage det. Nu ville han finde ud af hvordan manden var, selvom han havde på fornemmelsen at manden måske bare ville snerre af ham, sådan som folk i skumle gyder normalt havde for vane.

Han var umådelig nysgerrig efter at finde ud af hvem denne kvinde var. Mørket var meget tæt. Den smule lys der kom ind var kun nok til at skelne omridset, og nogle af de forskellige træk på personerne. Det var umuligt at vurdere fuldstændig hvordan personen egentlig så ud. Ika ville gerne se hvem det var han var stødt på. Han kunne godt få lidt lys frem, men måske ville de gå i panik. Den risiko måtte han tage.

Ika lukkede sine øjne igen. Pludselig dukkede der det mangefarvede lys op omkring hans fødder og oplyste jorden. Lyset bredte sig langsomt videre over jorden og skinnede klart med sine mange farver i et behageligt blødt og varmt lys. Det dansede næsten som små flammer omkring hans fødder og snart også omkring den høje mands fødder og under den afsats som kattekvinden sad på. Lyset oplyste dem alle tre nedefra, mens det fortsat dansede deres rolige dans. Det var allerede langt lettere at se de forskellige personer, men det skiftende lys forvrængede af og til de andres udtryk. Det kunne være både lidt spøjst og lidt skræmmende at se på. Sneen kunne anes gennem lyset, og væggene fik også et flot farverigt skær. Sneen der ikke var dækket af lyset skinnede igen som flotte mangefarvede ædelstene, og den faldende sne fik også en del af farverne og spejlede sig ivrigt af det smukke lys der dansede på jorden.

Ika åbnede sine øjne igen. "Bliv ikke forskrækkede. Det Lille Åndelys gør jer intet." Han smilede beroligende til dem, men det dansende lys fik hans ansigt til at blive forvrænget så meget, at smilet sagtens kunne have set djævelsk eller ondt ud, men det hele var blot i en god mening. Han gjorde virkelig sjældent noget for at være ond, hvis sådan nogle tanker overhovedet kunne strejfe ham.

Hvis man så godt efter i det mangefarvede lys der dækkede jorden, kunne man af og til se små figurer der kunne forestille noget, oftest dyr. Måske kunne man lige se et gevir fra en hjort blive formet, en bjørns enorme lab, en fisks halefinne eller en fugls vinge. Det var ikke altid nemt at få øje på, men hist og her ville man kunne se det ved en tilfældighed, og oftest lige ud af øjenkrogen, hvilket ville kunne få en til at bilde sig selv ind at det havde været ren indbildning.

Ika så hen på den høje mand som kaldte sig selv Gråskind. Et navn der kunne være lige så kryptisk som Snebjørn, selvom Snebjørn var et af hans mere kendte navne. I landsbyen blev han ikke kaldt for andet end Snebjørn. "Gråskind får mig til at tænke på en ulv, hvilket jeg faktisk tror at De er. Det er ikke noget jeg skal blande mig i, men jeg tror at inderst inde er de en stor grå ulv. Kendetegnet for store krigere min herre," sagde Ika venligt til manden kaldet Gråskind. Hvad Ika ikke vidste var at manden der stod overfor ham var en ulv inderst inde. Ikke på samme måde som han sagde det, fordi han tænkte i Åndedyr. Shamanernes tolkning af personer. En stor grå ulv var dog ikke kun kendetegnet for en stor kriger, men også til tider magtgrisk, dominerende og stædig person. Ikke at Ika på nogen måde sagde at Gråskind var nogle af delene, men alligevel kunne han ikke lade være med at tænke i de baner.

Han så hen på kvinden der kaldte sig Carolina. Hun så ud til at fryse. Han åbnede sin skinkofte og trak den af sig. På hans bryst kunne man tydeligt se Nak'lars mærke på den hvide hud. Et tydeligt tegn på at han var Kile-tilbeder. Nak'lar: Åndernes gud. Han gik hen til Carolina og rakte koften op til hende. "De har ikke godt af at fryse. De kan tage min kofte på ind til videre. Jeg har det i forvejen for varmt." Han smilede skævt til hende, mens han ventede på at hun ville tage i mod koften. Han havde det virkelig for varmt. Lavlandets høje temperaturer var virkelig af og til en plage, men værst om sommeren, hvor han følte at han var ved at smelte hele tiden. Vinteren var da i det mindste nogenlunde behagelig, selvom det mindede meget om sit hjemlands somre.

Han brød sig absolut ikke om at den skumle mand, der kaldte sig selv Gråskin trak sig ind hvor Åndelysets skær ikke kunne nå ham, for at pusle rundt i mørket. Han brød sig ikke om den hemmeligfuldhed han udviste. Det gjorde ham en smule rastløs og en del mere opmærksom på hans bevægelser. Han ville ikke kunne nå at skifte til sin bjørneform hvis Gråskin ville komme frem og angribe inden for alt for kort tid. Hans forvandling tog lang tid. Det gik ikke lige så hurtig som Carolinas forvandling der kun tog nogle enkelte sekunder. Ika skulede lidt ud gennem øjenkrogen for at prøve på at fange de få bevægelser der nu en gang kunne opfanges i det mørke Gråskin nu en gang befandt sig i.

Ika vendte en smule sin opmærksomhed mod Carolina der spurgte hvorfor han ikke frøs. Han prøvede samtidig at holde udkig med Gråskin, der stadig opholdte sig i skyggen. "Det er fordi jeg... jeg kommer fra det høje nord. ... Det her er nærmest sommer for... for mig. Det er... det er lige så varmt nu her, som det er... det er om sommeren derhjemme." Han kom til at gentage sig selv et par gange og holde nogle uønskede kunstpauser, fordi han havde sin opmærksomhed fikseret så meget på Gråskin. Det var tydeligt at det ikke var noget der huede ham. Hans muskler var spændte igen. Han havde knyttet sine næver. Hans øjne flakkede lidt mellem det sted hvor Gråskin skulle opholde sig og Carolina på sin afsats, der nu også var iklædt Ikas skinkofte. Åndelyset dansede fortsat over sneen.