Varmen i smedjen var som sædvanlig høj og ilden gnitrede lystigt i essen. En lyd af metal der slog mod metal var tydelig på den nærliggende markedsplads, hvor der var flere mennesker der hele tiden passerede forbi for at komme til de forskellige butikker og boder der stod ude på gaden.
Lyden af hammerens slag mod det sværd Marcus var i gang med smede holdte op. En lyd af vand der kom op og koge på kort tid dukkede op, mens dampen steg op fra et stort kar med vand. Det var sidste gang han skulle bruge hammeren på denne klinge. Den skulle slibes nu, og bagefter skulle den ornamenteres. Det var en bestilling fra en godsejers søn, der skulle bruge sit sværd for at kunne blive en del af lysets krigere, og han ville gerne være præsentabel så han ville have et rigtigt flot sværd, og han havde hørt at Marcus var god til at ornamentere sværd med elviske mønstre hvilket var ret eftertraktet, da der ikke var mange der havde mestret den kunst.

Marcus fandt en slibesten frem, et andet fad med vand, en klud og et stykke ledder. Han tog det hele ud i hans 'baghave', hvilket var belagt med brosten. Man kunne godt komme om i 'haven' gennem en port der var i en mur der var i forlængelse af smedjen. Han satte sig på en stol og gjorde slibestenen våd. Han strøg stenen roligt hen ad bladet, og en skarp metallisk lyd kunne nu høres. Langsomt og med sikre bevægelser lod han stenen pudse metallet blank og æggen spids. Sådan et arbejde tog lang tid, og han var nok ikke færdig med det før næste dag, men han glædede sig til at snitte mønstret ind i grebet og bladet. Det var det ved sit arbejde han næsten nød aller mest. Det gav sværdene hvert sit specielle særpræg, og også gjorde det en smule mere personligt for ejeren.

Med lette og elegante skridt gik Amora hen ad stien der førte væk fra hendes hus. Kappen havde hun omkrig sig, og folderne skjulte det enæggede tohåndsværd hun havde i den ene hånd. Hætten på kappen trak hun op, da hun kom nærmere byen. Det var noget hun altid gjorde. Hun anede ikke helt hvorfor. Måske fordi det skjulte hendes dybrøde hår, hendes øre, eller bare fordi hun ikke ville være let at genkende? Det var noget hendes bror havde lært hende. Det var ligesom blevet en vane for hende, så hun tænkte ikke videre over det. Desuden kunne hun ikke se grunden til at folk, skulle kunne se, at hun var en elver. Det var jo fuldkommen lige meget, var det ikke?
Hun var en smule påpasselig med at snakke med folk. derfor var hun også påpasselig med at vise hvem hun var. Det kom ikke andre ved, og hun var ret ligeglad med hvem de var. Sådan var hun bare.
Hun kunne høre fuglene kvidre i sine øre. Mens hun gik i træernes skygge, kom et smil frem på hendes læber. Skoven var hendes hjemmebane. Derfor opholdte hun sig heller ikke meget i byen. Selvom hun godt kunne lide atmosfæren der, skræmte det hende lidt med de mange mennesker. Alt for mange nysgerrige blikke, folk der ville spørge om alt muligt. Hun ville bare have overstået sit hverv og så komme tilbage til skoven, hvor hun følte sig mere tryg.

Da hun kom ind til selve markedspladsen, stoppede hun kort op. Der var en masse mennesker, og hun ville gerne undgå at skulle tale for meget med dem. Hun kiggede rundt, for at finde den hurtigste vej, uden at skulle gå ind i folk og bede dem om at flytte sig.
Amora var ikke fantastisk høj, så hun blev tit nødt til at bede folk om at flytte sig. Hun brød sig ikke om det, og helt ude i den ene side, kunne hun se, at hun ville kunne gå der, uden at gå ind i for mange. Hun begav sig derud, og gik i sine egne tanker hen til sit bestemmelses sted.
Hun havde hørt om en smed, en der kunne finde ud af at smede elvervåben. Hun vidste ikke helt om det passede, om det kun var rygter, for der var ikke mange elversmede på disse kanter. De fleste var nede syd på, hvor de lettere kunne sælge deres ting. Men hun ville se om det var rigtigt. Æggen på det sværd hun havde arvet af hendes afdøde broder var ikke særligt skarp. Godt nok havde hun ikke lige noget at bruge det til endnu, men hun ville have det skarpt. Når det var helt skarpt, kunne det skære gennem hud og knogler så let som ingenting. Det var der ikke mange våben der kunne. Men Elvervåben var også specielle, hvilket også var grunden til at hun passede så godt på sit. Der var ingen der skulle tage det fra hende.
Hun kom forholdsvist hurtigt hen til smeden. Hun havde ikke været der før, det var hun ret sikker på.
Hun kiggede rundt i selve smeden, men kunne ikke se nogen. Det undrede hende en smule, men det gjorde heller ikke noget. Hun havde tid nok, så hun besluttede sig for at stille sig op ad en mur lige uden for, og vente på at smeden kom tilbage.

Han hørte, på trods af lyden af sten mod metal, at nogen var trådt ind i sin smedje. Han lagde stenen ned i fadet, tog kluden og tørrede sværdet af, rejste sig op og lagde sværdet på stolen han lige havde siddet på. Han tørrede sine hænder af i sine bukser, fordi han havde taget sin trøje af, da det var blevet ret så varmt inde i smedjen hvilket det stadig var, men det havde han vendt sig til, og nu hvor sommeren var ved at mælde sig, så var der ikke stor forskel på inde i smedjen og ude i haven.
Han trådte ind i smedjen og se en kutteklædt kvinde, med hætten trukket over hovedet. "Uel re" Han hilste altid på elvisk, hvilket mange synes var underligt, mens folk der kom igen, bare havde vendt sig til det. Mange spurgte hvad han sagde mens andre bare ignorerede det fremmede sprog. Han tørrede noget sved af fra panden inden han så hen på kvinden. Hun virkede meget smuk og hun havde elegante former. Hendes bevægelser var smukke og elegante, så han gættede på at hun måske var en elver. Han havde selv levet med elverne i et godt stykke tid, så han kunne hurtigt genkende deres bevægelser, fordi de bevægede sig på en anden måde, end de kluntede krystalisanere. Han havde selv opfanget en smule af deres elegance, men det var langt fra det samme som en fuldblods elver.
"Hvad bringer dem til min ydmyge smedje?" Ydmyg var måske en underdrivelse. Rundt omkring på væggene hang der flotte dekorerede sværd med de smukkeste mønstre, og skjolde med flotte ornamenterede kanter, som kunne være en kongelig værdig. På et bord stod der en smuk hjelm lavet af et sølvskinnende metal prydet med et skinnende metal i en blålig farve. En ringbrynje med bitte små ringe lå ved siden af og var lavet af det samme blålige metal som hjelmens pynt.

Amora stod og betragtede de forskellige våben fra der hvor hun stod. De var flotte. Der var noget specielt over elvervåben, noget man ikke så andre steder. De var ikke ligeså klodsede som de sværd de fleste krystalisanere havde. Det meste var krystalisanere var kluntet og klodset. En kvinde kunne måske yndig og graciøs ud, men i modsætning til en elver, ville hun altid se kluntet ud. Fuldblodselvere havde fine træk, som en guldtråd, hvis man kunne sammenligne det på den måde. Mange af dem så spinkle ud, men de fleste havde en indre kraft. man skulle aldrig undervurdere en elver.
Langt de fleste elvere var også snobbede. De ville nødigt lukke andet end elvere ind, da de så sig højere og mere værd end mennesker, fx. Det var måske en dårlig egenskab, men det havde sikret dem lang levetid og beskyttelse. Men gennem de sidste par hundrede år, var mange dog tøet op. De havde ikke nær så meget imod andre racer end dem selv. men de ældste elvere havde stadig noget imod dem. Det var i hvert fald sådan Amora havde oplevet det. Den ældste i hendes familie, hendes bedstemor, ville end ikke snakke med andet end elvere. Hendes forældre brød sig heller ikke om det, og lidt havde det vel smittet af på Amora. Hun følte sig ikke tryg i andre racers selskab. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun var altid på vagt overfor dem. hun ville aldrig lægge sit eget liv i et menneskes hænder. men hendes bror havde også lært hende, at alle andre racer ikke var så slemme. Derfor opsøgte hun gerne mennesker for den sags skyld, hvis hun havde en grund til det. Ellers undlod hun helst.

Hun havde godt hørt smeden komme ind. Hun stod dog stadig lidt og betragtede sværdene. Men da han fremsagde den elviske hilsen, kiggede hun straks på ham. Hvor kendte han det fra? Han lignede ikke en elver. Hvordan kunne han snakke deres sprog? Hendes øjne borede sig ind på smeden. Der var et eller andet over ham. Det undrede hende bare, at han kunne deres sprog.
"Lle quena i'lambe tel' Eldalie?" spurgte hun. Hun anede ikke om det bare var fordi han havde hørt den elviske hilsen, eller om han virkelig kunne sproget. Hun ville gerne vide det. Hun stod stadig og kiggede på ham. Hele tiden tænkte hun på, hvorfra han kendte hilsnen.
"Jeg hører at du kender til elvervåben.." sagde hun så. Hun havde med vilje slået tilbage i almindelig sprog. Hun havde dog en lidt sjov måde at snakke det på, da hun havde snakket elvisk hele sit liv. Hendes forældre snakkede ikke andet, så hun havde selv lært det sprog alle andre snakkede.
Hun tog tohåndssværdet frem fra kappen. Med en forsigtighed lagde hun det på et bord der var ved siden af hendes. Forsigtigt pillede hun skindet det var pakket ind i, af og sværdet kom til syne.

Han nikkede på hovedet da hun spurgte ham om han kunne det elviske sprog. " Ipentienyë Edhellen ir nanenyë mîw" Han fortsatte på det elviske sprog, siden han også tiltalte ham på elvisk, så hun måtte være en elver. Han så lidt nøje på hende. Han kendte godt til elvernes modvillighed til at tale med andre racer, og hun virkede også en smule utryg ved ham, men det havde måske hjulpet at der hang sværd der var lavet efter den fineste elverkunst.
Han så på det sværd der blev pakket ud. Han lagde den ene hånd på skæftet og lagde den anden under bladet og løftede det forsigtigt op. Han bekræftede også det andet spørgsmål at han havde forstand på elvikse våben. Han fortsatte på elvisk, da det ikke var særlig tit han fik brugt det, og alligevel var hans elvisk stadig nydeligt og fejlfrit. Måske kunne en dygtig elver kunne høre fra hvilke elvere han har lært sit elvisk fra, på den dialekt han talte. "Jeg kan se at bladet er blevet stumt. Jeg regner med at det skal slibes. Jeg kan se at det er lavet til at skulle være meget skarpt, så det tager ikke lang tid at få slebet det skarpt igen."[/b] Han havde let ved at se de forskellige teknikker, og den var klart lavet til at være skarp, så den skar gennem knoglerne, som en varm kniv skar gennem smør. Det ville ikke være svært at slibe sådan et våben til igen, fordi det ønskede at være skarpt igen, hvilket også gjorde det lettere for smeden, siden det opfyldte sværdets ønsker.
Han lagde sværdet ned igen i ledderskinnet, som elverene havde taget med. Han så op på elveren igen. "Hvornår vil de gerne have det færdigt? Jeg kan gøre det på en halv time, så kan de nå at gå rundt i byen i lidt tid indtil jeg er færdig." Han blev godt nok nød til at udskyde det andet sværd lidt, men for en gangs skyld var han faktisk foran i tidsplanen. Metallet havde været meget samarbejdsvilligt, og sværdet havde formet sig så let som ingenting, og det var blevet hårdt og fast på den rigtige måde. Heldet havde været lidt med ham ved det sværd.

Amora gjorde store øjne, da han sagde, at han havde snakket det siden han var lille. Han var ikke en elver, det var tydeligt, men det var også tydeligt, at der var noget elver indflydelse over ham. Ikke kun sproget, men hans bevægelser var ikke helt så klodset som de "burde" være. Det fik hende til at lægge hovedet lidt på skrå. Bare en lille smule. Det var lidt en vane hun havde.
Det havde på en eller anden måde hjulpet, at vide, at han kunne elvisk. Det gjorde hende på en mærkelig måde mere tryg. Hun vidste ikke hvorfor, men fordi hun måske følte, at han ikke kunne skade hende ligeså meget.
Luften i smedjen var en smule varm, hvilket også var det, der fik hen til at tage hætten af. Hendes røde hår var specielt, specielt fordi hun var en elver. Men det var glat, som det elverhår normalt var. Farven var bare underlig. Den eneste der havde hår som det, var en fjern slægtning hun kun havde mødt et par gange. men hun kunne godt lide sit hår.
Hun var altid påpasselig med at give folk lov til at røre sværdet, og selvom hun vidste, at det var i gode hænder, kiggede hun stadig ængsteligt på det, da smeden tog fat i det. Hun havde fået det af sin elskede broder, og det skulle bruges til én bestemt ting. Hun ville ikke have at det kom noget til. Så ville hun ikke kunne tilgive sig selv.
Hun vidste, at sværdet var lavet af en speciel type jernmalm. Det var alle elvervåben, men dette var det eneste af sin slags. Der var ikke lavet andre som det, så det måtte ikke komme noget til.
"Bladet er stumt, ja. Og som du kan se, ved skriften, sidder stenen løs.." sagde hun, og pegede. Skriften var "in hog signo vinces", hvilket var latin, og betød "Kun ved dette tegn skal du sejre". Stenen var tegnet. det var hendes familie mærke. Det var gået gennem ætten i flere hundrede år, og selvfølgelig skulle det på sværdet. Det gav kamplykke.
"Det er ligemeget hvornår det er færdigt. Jeg har masser af tid." sagde hun, og antydningen af et smil kom frem på hendes læber.
Hun kiggede lidt på ham. Hun var nysgerrig.
"Hvor er du vokset op, siden du har lært vores sprog?" spurgte hun. Hun kunne godt høre, at han ikke snakkede præcist som hun gjorde. Men der var jo elvere mange steder. Normalt ville hun styre sin nysgerrighed, men ikke denne gang. hun ville vide det. Og hvis ikke hun spurgte, fik hun jo intet svar.

Han kunne nu godt se at der også var en sten der sad løs. Den skulle selvfølgelig også sidde ordentligt på, hvis hun ville have det, men så skulle han lige have en smule ekstra information først. "Hvordan vil de have at jeg sætter stenen fast igen? Skal jeg bruge en smule guld? Det ville kunne give sværdet et smukt udseende, eller vil de have at man ikke kan se forskel på de to metaller? Jeg kan gøre begge dele, eller noget helt tredje hvis de har en idé" Han så igen op på hende, og da hun trak hætten af hovedet, blev han en smule forundret over det røde hår hun havde. De færreste elvere havde rødt hår, men ellers lignede hun en ganske almindelig elver.
Han nikkede lidt. Elvere havde tit nok tid. Deres liv var også en del længere end sit eget simple liv, hvor man var heldig hvis man blev 80, selvom der også var nogle der blev helt op til 100 år. Det var en sjældenhed, men de fandtes, ligesom rødhårede elvere. "Sværdet vil være færdig når solen står i syd." Der ville stadig være nogle timer til middag, men det var altid godt at afsætte en smule ekstra tid af, hvis noget nu skulle gå galt med at sætte stenen fast, så han kunne være på den sikre sidde.
Da hun spurgte til hans sprog smilede han en smule skævt. Det var ikke tit at elvere mødte Krystalisanere der var så godt ind i deres skikke og sprog. "Jeg har boet hos nogle af elverne i Vanya i Taur. Jeg har boet hos dem siden jeg var ni somre gammel." Vanya i Taur var elvernes navn for Paradisskoven, som de kaldte for Den Smukke Skov. Der var mange grupper af elvere i Paradisskoven, og han havde været hos en af de mindre grupper, men den var heller ikke den mindste. De havde haft en smedje, hvilket der ikke var mange elvere i Paradisskoven havde, da der var langt at bære de specielle malme til skoven, hvilket gjorde det mindre attraktivt at være smed i Paradisskoven. Her i byen kunne Marcus købe malmen hos handlende.

Det havde ikke været meningen at stenen skulle gå løs. Men hun havde været ned til at skjule det hurtigt, og så havde det fået et uheldigt slag. Det var også derfor hun havde opsøgt smeden. En normal smed ville kunne rette op på selve æggen, men der skulle snilde og tålmodighed til alt det andet. Desuden kunne skriften godt trænge til lidt mere guld. Men det kunne altid vente. Sværdet var trods alt brugt, og hun havde gjort hvad hun kunne, for at holde det ved lige. Det skulle være smukt. Og så snart hun havde udført det egentlige mål med sværdet, ville hun hænge det op, og ikke tage det ned igen. Det skulle hænge til pynt, så Joseph altid ville være der.
"Du må gerne sætte det fast med guld, hvis du kan.." sagde hun med et lille smil. Det ville stå godt til skriften, når det engang blev ordnet. Men det var ikke det der hastede. Stenen måtte ikke falde af, for lige præcis den sten, havde gået gennem familien i flere år. Hvis den blev væk, ville det være en katastrofe. Og det ville være hendes skyld. Det kunne hun ikke have siddende på sig.
Langt de fleste blev forundret over hendes hår. Hun kunne også se det i hans øjne, men hun tænkte ikke videre over det. Hun kunne jo alligevel ikke gøre noget ved det.
Elvere levede i rigtig mange år. Derfor havde de ikke travlt. De hastede ikke med nogen ting, og nogen mennesker så dem som langsomme. Men hvorfor skulle de skynde sig, hvis de havde flere hundrede år? De skulle nok nå det. Nogen gange havde hun ondt af dem, der ikke engang levede 100 år. men måske fordi det var specielt for en elver, at nå de 100? Det var ligesom overgangen fra ung til voksen. Hun glædede sig til den dag hun fyldte 100. Så ville hendes forældre måske lade hende være lidt mere fri?
"hvis ikke det generer dig for meget, vil jeg gerne være her mens du laver det.." sagde hun med et lille smil. Selvom hun tydeligvis vidste hvad han lavede, ville hun ikke lade det være i en fremmeds varetægt. Det kunne hun ikke gøre. Og hun skulle ikke nå noget.
"Vanya Taur.. " mumlede hun lidt fraværende, indtil det gik op for hende, at det var der hun boede. Den smukke skov. Der var selvfølgelig mange elvere der, men hun havde ikke hørt om at der havde boet mennesker der.
"Der bor jeg.. Hvem boede du ved?" spurgte hun så. Måske kendte hun dem? Hun kendte mange, men hun havde bare aldrig hørt om der havde boet en menneske smed..

Han nikkede kort. "Så bliver det guld." Han tog fat i sværdet igen på samme måde som sidste gang og så på stenen for at beslutte sig for om han skulle sætten den fast først, eller om han skulle slibe æggen først. Han besluttede sig for at sørge for stenen blev siddende, fordi så kunne han også få pudset det hele på en gang, hvilket gav et lidt mere overraskende resultat synes hand. Han glædede sig allerede.
Han lagde sværdet ned igen og se hen mod hende. Da hun så sagde at hun ville blive og se på, så lavede han en venlig gestus om at hun måtte være der hvis hun havde lyst til det. "Hvis heden bliver for stor her, så kan de søge ud om bag ved, hvor der er en smule frisk luft."[/color][/i] Han sendte hende et kort smil før han lige kort bukkede for hende og vendte sig om for at finde noget guld frem. Han gik ind af en dør, efter at have låst det op med en nøgle, fordi det var der han havde låst alle de dyreste metaller og sten inde, så der ikke var en tyv der havde tænkt sig at stjæle dem om natten. Her hang der også nogle af de smukkeste våben og skjolde, som ville have en meget høj pris hvis han fik solgt det til den rigtige person. Han kom ud igen med nogle stykker guld, og låste døren efter ham. Kort efter fik han stillet spørgsmålet. Han vurderede lige hvor meget guld der skulle bruges, og kom nogle enkelte klumper ned i en lille form, hvor han smeltede metaller der skulle bruges til ornamentering. Han tog fat i formen med en tang og bar den hen til essen og stilte den i de varme gløder, så den ikke væltede. Han gik hen til blæsebælgen og pumpede nogle gange så varmen blev forøget og gløderne lyste kraftigere. Han kunne godt bruge sig en lærling, eller bare en knøs der kunne pumpe bælgen, så der ville være en mere jævn varme i essen, men elversmeden der havde oplært ham havde også klaret sig alene.
Han gik tilbage til Amora for at svare på spørgsmålet. "Jeg har boet hos Rhúnen i Gwaith."[/b] Det Østlige Folk havde de kaldt sig, fordi de havde boet længst mod øst i Paradisskoven, så det var vel meget passende. Det var dem der havde taget ham og hans storesøstre til sig, da deres forældre døde.

Amora smilede let. Hun ville ikke blande sig i fremgangsmåden. Hun var ikke smed, så hun skulle ikke til at kloge i det. Desuden ville hun sikkert ikke få ret, og så ville hun bare blive gal, det vidste hun. Derfor nikkede hun bare til hvad smeden sagde. Han var klogest på det område.
Hendes øjne fulgte ham, da han gik hen efter guldet. Hun kunne godt forstå, at han gemte det bag lås og slå. Nogen mennesker havde bare lidt for lange fingre, og det var et dyrt metal.
Amora havde dog pengene. Der var ikke mange fattige elvere. Desuden havde de fået en rimelig god erstatning efter Josephs død, og pengene blev mest brugt på hende. Hendes forældre vidste hvor meget deres søn havde værdsat hans lillesøster, desuden var hun det eneste barn de nu havde, så hvorfor ikke bruge pengene på hende?
Fraværende snurrede hun en tot af det røde hår omkring den ene finger. Det gjorde hun tit, når hun stod og tænkte. Hun var aldrig bevidst om når hun gjorde det.
"Jeg har det fint herinde. men tak skal du have," sagde hun med et skævt smil. Hun ville helst gerne blive i nærheden af sværdet. Hun var som en mor omkring sit barn. Ville ikke lade det ude af synes, hvilket nok var underligt. men langt de fleste vidste heller ikke hvor meget det sværd betød for hende.
"Navnet lyder som om det kommer øst fra," sagde hun med et skævt smil. Hendes efternavn var "Arnatuilë" på elvisk. Det var et vestligt navn. Det meste af hendes æt kom vestfra, hvilket også forklare hendes røde hår. Hun boede i den vestlige del af skoven, og hun kom sjældent helt ud øst på. Skoven var utroligt stor, og selvom hun havde boet der hele sit liv, var hun ikke kommet meget længere end et par kilometre væk, rent faktisk.
Det længste væk hun havde været, havde været nede syd på, da sværdet skulle laves. Hendes forældre holdt hende i kort snor, da de ikke ville miste hende. Det irriterede hende en smule.
"Hvordan ender et.. menneske ved elvere?" spurgte hun så interesseret. Hun stod stadig med hovedet lidt på skrå. Der var et skær af nysgerrighed i hendes grønne øjne.

Han gik selv ud om bag ved for at hende fadet med vandet, slibestenen og kluden. Sværdet skulle lige gøres klar til at guldet kunne sættes på. Han stilte det alt sammen på bordet ved siden af sværdet og fandt en skål fyldt med tør sand. Han tog sværdet op og fjernede skinnet, så det ikke var i vejen. Sværdet skulle også lige skrubbes, så der ikke var noget snavs der kom mellem guldet og sværdet, da det så ikke ville sidde godt nok fast. Først tog han kluden og dyppede et hjørne i vandet og tørrede området omkring der hvor stenen skulle side ren for det værste snavs. Bagefter tog han en smule sand og begyndte at skrubbe metallet så det sidste snavs også kunne komme væk. Mens han skrubbede fandt han sig lige tid til at svare på hendes spørgsmål. "Mine forældre døde under en epidemi, og nogle af elverne der hjalp til under epidemien tog mig og mine søstre til sig." Han tog endnu en gang kluden og tørrede området grundigt, da der heller ikke skulle være noget sand tilbage. Nu skulle han lave fordybningerne til guldet, så det ikke bare flød fuldstændig formålsløst rundt på sværdet, hvilket bare ville ødelægge det. Det skulle jo også blive pænt, og holde stenen på plads. Han fandt en meget tynd mejsel før han gik tilbage. Han brugte den for det meste kun til indgravering, men det var perfekt til at lave fordybninger til guldornamenter.
Han satte mejslen mod metalet og begyndte at ridse i overfladen der langsomt gav sig, og små fine spåner af metal lagde sig omkring den lille revne rundt om stenen. Han tog sig dog også den frihed at lave en smule pynt, da han mente at en enkelt ring ville bare virke underlig, så der kom også et flot elvisk mønster på. Han vidste godt at hun måske ville være imod det, men det ville blive pænt og elvisk, så det kunne hun vel ikke sige nej til. De små revner var nu klar, og han tog kluden for tredje gang og tørrede det grundigt igen. En omgang sand mere, og så skulle det også tørres af. Nu tog han den tørre ende af kluden og tørrede metallet grundigt, så der ikke var en dråbe vand tilbage der kunne forstyrre processen.
Han gik hen til essen for at se hvor langt guldet var, og det var en fin lille flydende masse på bunden af formen. Han tog den ud af ilden med en tang og gik hen til sværdet med den varme væske. Han holdte tangen i den ene hånd, mens han lagde stenen på sin plads, midt i mønstret. Han hældte meget forsigtigt guldet i revnen, og stille og roligt flød det på plads i revnerne og om stenen hvor det begyndte at størkne. Nu skulle det bare hvile i et stykke tid, til at han kunne pudse det og slibe æggen. Det kunne godt tage en nogle minutter før at han ville se til sværdet igen.

Amora lyttede til hvad han sagde, og rynkede brynene en smule. Det var da en pæn tanke af elverne, men det var så ulig hvad en elver normalt ville gøre. Normalt ville de også helst lade menneskerne klare sig selv. Mange mennesker søgte til elverne, hvis de skulle have medicin eller noget, da deres medicin åbenbart var bedre. Det var det nok ikke, bare bedre lavet.
"Det var pænt af dem," sagde hun med et skævt smil, men hun kunne ikke skjule at hun undrede sig over det. Men måske var det fordi hun kom fra en meget regelret familie? De gik meget op i det, at være en rigtig elver. De ting man gjorde og ikke gjorde.
Men en person med et hjerte, kunne vel heller ikke lade børn være helt alene. Hun ville ikke kunne, uanset deres race. Det ville være uanstændigt, selv for en elver.
"Jeg gætter på at det også er en elver der har lært dig op? Mange kender ikke til elvernes måde at lave våben på?" spurgte hun og kiggede på ham.
Hun fulgte med i hvad hun gjorde, og hun bed sig let i læben da han lavede et mønster. men hun kunne godt se, at det ville blive pænt, så hun sagde ikke noget. Hun ville bare være sikker på at der ikke skete noget fatalt med sværdet. Hun ville ikke kunne købe et nyt. Elversværd var utroligt værdifulde, og derfor var det kun tit elvere der havde råd til dem. Desuden kunne mennesker ikke finde ud af at sætte ordentligt pris på dem. Hun havde flere gang prøvet at forklare et menneske hvor værdifuldt det var, men mennesket havde bare ikke forstået det. Der var så meget de ikke forstod.
Men det, at smeden havde boet ved elvere, gjorde vel, at han forstod elvernes tankegang. Selvom han ikke var en elver, var han jo vokset op ved nogen, så han ville forstå dem. I sindet var han måske mere elver end menneske, på grund af opvæksten?

Han nikkede igen. "Ja. Det var i starten ret uhørt, men jeg havde et talent, og jeg var ung, og derfor kunne jeg stadig lære at forstå elverne. Min søster lærte elvernes vævekunst."[/i][/color] Det havde været meget uhørt, og der var nogle af de ældste elvere der var blevet vrede, men da de så hvor lærenemme de to yngste børn var tillod de det faktisk, og var faktisk lettede over at der faktisk var nogle fornuftige mennesker der kunne findes i denne verden. Nogen der kunne se hvad elverne satte pris på, og at elvernes kunst ikke kun lå i udseendet, men også i de inderste skaller. Hvis kernen var dårlig, så ville skallen også briste. Det havde han lært hos elverne. Hvis sværdets kerne var svag, så ville sværdet brydes, selvom den yderste skal var hård som diamant.
Han vendte sig mod sværdet igen efter at det havde hvilet længe nok, så nu kunne han pudse den og slibe den. Han satte sig i en stol, og stilte fadet foran ham igen. Han tog slibestenen op af vandet og lod den glinsende sten glide hen over bladet, så æggen kunne blive skarp igen. Han sad og så på bladet der langsomt, men sikkert, blev skarpere og skarpere for hvert strøg han tog, og han kunne nærmest mærke sværdets glæde ved at stenen skærpede dens æg.
Han sad der og begyndte at nynne en sang han havde lært hos elverne. En dejlig stille sang, der var god til at få samlet tankerne. Han smilede en smule og stenen gled stadig i samme rolige tempo op og ned ad sværdet, mens enkelte dråber faldt ned i vandet med en stille plop lyd, hver gang han dyppede stenen i vandet igen.
Han holdte inde med at slibe efter der var gået et godt stykke tid, og han nynnede stadigvæk. Sådanne elversange kunne godt vare meget længe, så de var rigtig gode, hvis man skulle have noget at lave under lange slibe arbejde som det her.
Han tog kluden og tørrede sværdet af, så det skinnende metal blev tydeligt. Lige i nærheden var der mange små slibesten, som han tog fat i og lagde ned i fadet med vand, og lagde også den store ned i fadet igen. Måske skulle han bruge den igen, hvis æggen ikke var blevet skarp nok endnu, men det stykke han havde tjekket var så skarp som det skulle være.
Han tog en af de mindre slibesten op af vandet og vendte sig mod guldet. De rå kanter skulle lige gøres jævne og bløde. Med samme rolige bevægelser og stadig nynnende sleb han roligt på guldet, men også meget blidt da guld var et meget blødt metal. Dette tog også lidt tid, men efter noget tid, og en smule bytten rundt på forskellige størrelser af slibesten, tog han kluden igen og tørrede det af.
Han så sig om efter et stykke ledder, fordi det skulle han også bruge, for at ordne det aller sidste med slibningen, og han fandt også kort efter noget ledder og fik fat i det, og sleb æggen med ledderet. Man kunne godt tro at det ikke havde nogen stor virkning, men det gjorde æggen mere jævn og lige, hvilket også gjorde at den holdte sig skarp lidt længere.
Til sidst tog han kluden og tørrede hele sværdet grundigt, så det funklede i ildens lys. Det var så godt som ny. Det var hvert fald så flot som ny og æggen var lige så skarp som den gang det var blevet lavet, og det skulle nok ikke slibes igen før om et stykke tid. Det kom selvfølgelig an på hvor meget Amora brugte sværdet.

Et skævt smil kom frem på Amoras læber.
"Elverne er ikke helt så stivnakkede og kolde som de ellers går for at være. Hvis det passer dem, kan de sagtens være åbne og imødekommende. De skal bare have en grund" sagde hun med et skævt smil. Det passede. Eleverne kunne sagtens være hjælpsomme og imødekommende, men hvis de ikke havde en grund til det, hvorfor skulle de så gøre det? Hvorfor skulle de hjælpe, hvis ikke de blev bedt om hjælp?
Egentlig ville langt de fleste elvere vel bare passe deres liv i skoven uden at blive forstyrret. Det var der de hørte hjemme, og de havde deres egne små samfund. Samfund der fungerede fint, for det havde de gjort de sidste mange hundrede år. Der var ingen indblanding fra andre racer, og de fik lov til at leve i ro og mag.
Men det var bare svært i et samfund, hvor man blev nødt til at arbejde sammen for at få det hele til at køre. Der var også brug for elvernes hjælp, og de kunne ikke bare lukke sig totalt ude af det, bare fordi det ikke passede dem at mænge sig med andre racer. Det kunne virke utroligt pattebarns-agtigt, men hvis man kendte deres historie, ville man forstå det. Hvis elverne for lang tid siden havde mænget sig med andre racer og fået afkom med dem, ville deres race ikke stå så stærk som den gjorde. Deres samfund ville ikke kunne fungere på samme måde, og de ville ikke kunne holde en masse sygdomme og dårligdomme ude. De gjorde det vel udelukkende for at passe på sig selv. De beskyttede sig selv. Nogen mente så at de var snæversynet og indelukkede, men der var også mange der ikke ville leve, hvis ikke det var for elvernes lægekunst.
Hun lyttede til hans nynnen. hun havde hørt sangen før. hendes bror havde sunget den når han trænede, for at samle tankerne. Det hjalp, det vidste hun.
Elversange kunne være lange. Ligesom deres taler. En elver kunne snakke i flere timer uden at hans tilhørere mistede interessen. Elvere var meget tålmodige mennesker, og havde lige fra barnsben lært, at talerne kunne være så lange.
Amora kiggede på sværdet og et smil kom frem på hendes læber. Det var smukt. Det var et mesterstykke. Hun brugte det ikke meget, men hun blev nødt til at vedligeholde sin træning.
"Jeg er utroligt taknemmelig over, at du har brugt noget af din dyrebare tid på at hjælpe mig," sagde hun med et smil, da det gik op for hende, at hun endnu ikke havde sagt tak.

Han smilede varmt til hende da hun takkede ham. Varmen var så intens at hele hans hud glinsede i skæret af ilden. Hans krop så ud til at gløde, hvilket ikke gjorde det bedre at udenfor var lyset også kraftigt, og fik hans krop til at skinne endnu mere. Han var egentlig bare glad for at hjælpe en elver, hvilket han ikke så tit fik lov til.
Ud på gaden var der noget påstyr og folk mumlede et eller andet om en vigtig person der skulle komme hen ad gaden. Marucs vendte sig om mod hoveddøren og han kunne skam også få øje på en bærestol, båret af seks personer. Højst sandsynlig slaver. De så ud til at bære noget ret tungt, og de stoppede også op ude foran Marcus' smedje. En radmager lille mand med fine klæder af rød silke, der havde gået ved siden af, stilte en skammel på jorden, mens slaverne satte sig på hug. Bærestolen gyngede faretruende og man ville kunne tro at den ville vælte på et hvilket som helst tidspunkt. Man kunne ikke se hvem der var inde i bærestolen, fordi fine hvide gardiner skjulte personen, der nu prøvede at komme ned fra stolen.
Det gik langsomt, men til sidst kunne man se en stor fed mand med en skaldet isse prøve på at komme ned fra stolen, hvilket han fik hjælp til af den lille mand med en hånd, mens han bukkede. Da den fede mand kom ud af bærestolen, var den blevet så meget lettere at slaverne næsten kom op og stå, fordi de havde trykket så meget op. Manden var i fine posede klæder og han havde en forgyldt stav i hånden med en rubin på toppen. De fede fingre var prydet med alskens ringe og om hans hals hang en stor kæde af guld, prydet med smaragder og safirer.
Den fede mand væltede ind i smedjen. "Uel re, mester Fericus" Fericus viftede ad ham med sin hånd. "Lad være med det elvsike pjat. Det er nok at du allerede smeder som en af dem, men jeg håber på at du har lavet mit skjold færdigt." Marcus bukkede lidt og vendte sig mod Amora med et advarende blik om ikke at fare op. Hun skulle vente med at flippe ud, indtil han var gået. Han gik forbi hende og ind på lageret hvor han også opbevarede sit guld. Ud kom han med et stort flot skjold med smukke mønstre hvilket mindede meget om elviske mønstre, men enhver elver kunne se at det var en dårlig efterligning, men det narrede den fede rigmand. "Noget må man give de spidsører. De laver nogle fantastiske mønstre på deres ting." Endnu en gang så han advarende på Amora for at få hende til at tie. "Skjoldet er lavet efter elvisk stil, og den skal kun pudses en gang imellem, for at hold den smuk og skinnende." Han løj godt nok, men han havde en grund til hvorfor han gjorde det. Den fede mand smilede tilfreds, og de hvide tænder kom frem fra de fede kinder, som nok for det meste kun blev brugt til at indeholde mad og vin. Det var nærmest et skræmmende smil, men Marcus smilede bare venligt tilbage.
Han klappede i sine små fede hænder hvorefter han udbrød: "Storartet! Det kommer til at pynte over min kamin." Han knipsede og den tynde mand gik hen til Marcus, som rakte skjoldet til den lille tjæner og gav ham det aftalte beløb. Tre diamanter. Det var en dejlig sum at få, fordi han stod også og manglede nogle af de vigtigste metaller i hans smede arbejde. "Men jeg er den der er gået. Tak for handlen Marcus. Måske ses vi senere." Den fede mand vente sig om og begyndte at kravle op i sin bærestol med stort besvær. Det tog nok nogle minutter før han fik bakset sig selv derop, hvorefter han fik skjoldet med op af den lille tjener. De seks slaver begyndte at traske hen ad vejen hvor de allerede var ved at være røde i hovederne af anstrengelse.
Han sukkede lidt og vente sig mod Amora. "Den der ikke værdsætter elvisk håndværk får ikke elvisk håndværk" Han smilede skævt til Amora. Det var ikke lavet efter de elviske metoder, og metallet havde været billigt og aldrig beregnet til at det skulle møde i kamp. Han havde overvejet at bruge messing i stedet for guld til pynten, fordi den mand ikke havde respekt for det arbejde Marcus gik og lavede, eller for den sags skyld andre racer.

Amora kiggede ud, da hun lagde mærke til postyret. Hvem var det der lavede så meget postyr på en helt almindelig dag? Hun kiggede undrende, men også med interesse. Hendes interesse var nem at fange. Det vidste hun godt, men hun var også nysgerrig.
Hun rynkede dog på næsten, da hun så den fede mand stige ud fra bærestolen. Allereder dér vidste hun, at hun ikke brød sig om ham. Hans udseende skræmte hende på en eller anden måde en lille smule. Hun kunne ikke forklare det, men noget i hendes sagde, at hun skulle være på vagt. Hun trådte nogle skridt tilbage.
Da manden begyndte at snakke, rankede hun ryggen, og kiggede straks på ham. Hvordan kunne han tillade sig at sige sådan noget?! Elverne var meget ældre end hans grimme race. De var klogere og smukkere. Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen, da hun fangede Marcus' blik. Smeden måtte kunne se det på hende. Hun ville sige noget, men lod være. I stedet mumlede hun nogle elviske bandeord og sendte den fede mand et dræbende blik.
Hvor ville hun gerne sige et eller andet til ham. Hun havde svært ved at styre sit temperament, det vidste hun godt. det var en af mindre gode ting ved hende.
"Jeg skal give dig spidsøre," sagde hun lavt på elvisk, og der var en tydelig truende tone i hendes stemme. Man skulle ikke fornærme Amora, medmindre man ville komme til skade. Han havde krænket hendes race, ved at udtale sig om dem på denne nedladende måde.
Han kiggede dog på Marcus, da han fortalte at skjoldet var elvisk stil. Der var da intet elvisk over det, overhovedet. Det var da tydeligt. men det var den fede mand vel fuldkommen ligeglad med.
Manden skulle prise sig lykkelig for, at hendes sværd lå på bordet. Ellers havde hun udfordret ham med det samme, og hun var rimelig sikker på at hun nok skulle vinde. Hun var ikke helt dum med et sværd.
"Gå du bare!" sagde hun da han var gået. Hun var gal, og det var tydeligt at se på hende. Man skulle ikke pirre hende ydeligere, for så ville man blive slagtet. Hendes blik lyste af had, død og ødelæggelse. Hun kunne lige se det for sig, hvordan hun ville slå ham ihjel, hvis han kom hende nær nogensinde igen.
Hun kiggede på Marcus.
"hvordan kan du lade ham tale så nedladende om de mennesker der har opfostret dig?!" spurgte hun, og hun var også frustreret, hvilket man kunne høre i hendes stemme. Hendes blik forandredes stille og roligt fra død og ødelæggelse til frustration.

Han kunne også mærke et indre raseri, men han var bedre til at kontrollere sine følelser end Amora. Han vidste at mester Fericus havde trådt på Amoras ære, hvilket var meget slemt, men det var også på en måde sin egen ære, da han havde levet med det folk i så mange år, og mester Fericus havde fornærmet Marcus' arbejde på det groveste. Amora var heldig at hun ikke havde mødt ham begge gange.
Han havde også et godt svar på hendes spørgsmål. Hvis det havde været en hvilket som helst anden person end mester Fericus, ville han også have protesteret, men lige præcis mester Fericus havde han ikke tænkt sig at sætte sig op mod, hvilket også var grunden til at han havde fået Amora til at tie. "Jeg vil gerne beholde mit hovede" Det var så simpelt. Hvis man kom til at fornærme mester Fericus, kunne man risikere at miste hovedet. Han ville nok kunne komme væk, men han ville så være fredløs, og han ville ikke have mulighed for at gøre det han elskede aller højest, og det var at stå ved essen og smede.
"Tro endelig ikke at jeg bryder mig om ham, bare fordi han giver mig penge som jeg har behov for. Den eneste grund er den magt han besidder. Jeg ville ikke kunne smede resten af mit liv hvis jeg fornærmede ham, selvom det ville være rimligt, på den måde han har krænket andre." Han vendte sig mod Amora, og det var tydeligt i hans øjne hvor vred han egentlig var, selvom resten af hans ydre skinnede af en utrolig stor ro.

Amora havde et meget usundt forhold til sin stolthed og ære. langt de fleste elvere gik op i stolthed og ære, men den måde Amora gjorde det på, var virkelig usundt. Hendes ære og stolthed blev utroligt let krænket, og det var svært at rette op på igen. Ikke just en god ting, men sådan havde hun altid været. Hendes bror havde syntes at det var utroligt morsomt, men hun kunne ikke blive gal på ham. Han kunne træde alt det han ville på hendes ære, og hun kunne ikke få sig selv til at blive sur på ham.
Amora anede ikke hvem den fede mand var, hvilket nok var rimelig godt. Hun var så gal på ham, at hvis hun anede hvem han var, havde hun jagtet ham og slået ham ned. Hun huskede ikke at hun nogensinde havde været så gal. Ingen havde nogensinde trådt så hårdt på hendes ære.
"Et æreløst liv er ikke et ordentligt liv," sagde hun lavt, men det var tydeligt hvad hun sagde. Man kunne ikke leve et rigtigt liv, hvis man konstant lod folk træde på ens ære. Men Amora var også utroligt stædig, og det var svært at få hende til at skifte mening. Folk kunne sige alt det de ville, men hun ikke ville ændre sin mening.
"Elverne ville være ligeglade med om du så har fornærmet en eller anden grim mand, så længe det ikke er en elver. De passer på de ting og mennesker de holder af. Hvis ham manden ville gøre noget som helst, ville der ikke ske noget hvis du tog hjem til paradisskoven. De lever efter deres egne regler og love der. Det burde du vide," sagde hun, men man kunne godt høre på hende, at hun var ved at falde ned. Hun mente bare at han var svag, fordi han ikke sagde noget til manden. Godt nok havde han brug for de penge han fik her, men hun var ret sikker på, at Elverne tog ham for en af dem, så han ville være under deres love i Paradisskoven. Hvad han lavede ved menneskerne ville ikke have betydning. Men hun vidste også godt at han var et menneske. Det ville være anderledes for ham. Hvis der skete en elver noget, ville elveren hellere gå til en anden elver end et menneske den havde kendt hele livet. Det ville hun i hvert fald selv. Det lå i hende, at man kun kunne stole på elvere. Hun var opdraget med det.
"Hvorfor er det du laver elvervåben?" spurgte hun.
"Og du gav ham et helt almindeligt skjold. Er han så dum at han ikke kunne se det?" spurgte hun så. Hun var faldet helt ned.

Han ville ønske at det hele var så enkelt som hun sagde det var. Han kunne selvfølgelig bare trække sig tilbage til elvernes trykke hjem, men det forhindrede ham i noget væsentligt. Han ville vise folk det smukke elviske, så de kunne værdsætte det, og ikke blot tage det for givet som så mange gjorde. Elverne var et stolt og smukt folkeslag, men alligevel var der nogen der kun anså dem som et middel til at opnå større magt, og han ville have at disse folk skulle falde i antal, uden at udgyde blod, så mennesker og elvere kunne enes, ligesom han kunne enes med elverne.
Han kommenterede ikke hendes udsagn, selvom han godt kunne se hendes pointe, men han kunne godt svare på hendes spørgsmål. "Jeg nyder at smede noget smukt. Jeg nyder den måde metallet former sig efter mine bud, og jeg elsker at se resultaterne, og bagefter glæde andre der kan få nytte af det jeg laver, samtidig med at de værdsætter det håndværk, som jeg har brugt så mange år på at lære." Han så på hende, og hans øjne strålede når han talte. Han smilte glad, og man kunne se hvor meget glæde det bragte ham i livet, fordi han virkelig elskede og værdsatte den ære han havde fået af elverne, da de tillod at et almindeligt og svagt menneske kunne få lov til at lære et af deres håndværk.
Det næste spørgsmål kunne han ikke lade være med at grine ad. Mester Fericus var lærd, men langt fra særlig vis eller klog. Han så kun de ting der kunne gavne hans status, men han undersøgte det ikke nærmere, så længe overfladen var glat, så var han ligeglad med den beskidte og ustabile undergrund bag den smukke og funklende facade. "Et menneske uden viden om elverne, vil ikke have en mulighed for at se det falske ved det skjold. Mennesket er naivt, selvom det påstår andet. Han troede på min løgn, fordi jeg er et menneske. Hvis en anden race ville sælge skjoldet, havde mistænksomheden hos ham have været større."

Amora kunne ikke se problemet. Det hele var jo enkelt. Hun forstod ikke hvorfor han prøvede at få folk til at værdsætte det de lavede. Det var der jo ingen mennesker der ville gøre. De brugte kun elverne til at opnå magt. Det var jo derfor mange elvere mente, at mennesker ikke var til at stole på. Hun forstod ikke hvorfor han gad. Hvorfor han gad at bruge så lang tid og så meget slid og kreativitet på at lave noget, der alligevel ikke blev værdsat. Men hun kom vel aldrig til at forstå det, gættede hun på.
"men der er jo ikke mange der værdsætter det. Hvorfor gider du at bruge din tid på at få folk til at værdsætte noget, de alligevel aldrig vil kunne forstå?" spurgte hun undrende og kiggede på ham. Hun undrede sig oprigtigt over det. Elverne lavede da våben. De nød det, men mange valgte også at de kun ville sælge det til elvere. Så blev deres våben i det mindste da værdsat.
Amora kiggede på ham da han talte. Det var tydeligt at han elskede det og virkelig nød at lave de våben. Han var virkelig heldig, at han overhovedet havde fået lov til at få indsigt i den smukke kunst. Men hun var sikker på at han værdsatte det. Det kunne man tydeligt se på ham.
Hun kunne bare ikke forstå, at han ville have en mand som Mester Febricius i sin smedje. Han var ubehøvlet og opførte sig som om han ejede hele verden. Bare fordi han havde penge og var betydningsfuld, betød det ikke, at han var bedre end alle andre. Det burde nogen virkelig fortælle ham.
"Der er da stor forskel på almindelige våben og så elvervåben! Ingen mand kan da være så dum, at man ikke kan se forskel, vel? Men det er selvfølgelig tit sådan, at jo mere uvidende et menneske er, jo mere tror han at han ved," sagde hun med et lille smil. Hun lagde ikke skjul på, at hun ikke brød sig om mennesker. I hvert fald ikke alle. Men hun havde intet imod smeden. Han virkede rigtig rar, syntes hun.