Solen stod højt på himmelen, og havde for nyligt passeret sit zenit. Den skinnede ned fra en næsten skyfri himmel, og prøvede desperat at trænge igennem skovens tætte kroner. Det var på dage som disse, hvor selv skovens elvere stak ørerne op over trækronerne for et nyde solen.
En frisk vind blæste indover skoven, fangede asken fra de nedbrændt træer, og bar den ind i skovbrynet hvor Vertis' Rose stod, mellem de yderst træer. Hun lukkede øjnene og nød solen mod sit ansigt, vinden gribe hendes hår og kjole, en simpel blå overkjole med helvedsgab, der kun lige dækkede hendes bryst. Hun havde enlig ikke behov for tøjet, men Vertis insisterede på at hun dække sig til når hun forlod lysningen.
Hun strakte langsomt benet udover skovgrænsen, og lo en smule for sig selv. Hun viste Vertis ikke ville bryde sig om at hun var så tæt på skovkanten. Allerhelst så han vel, at hun blev i lysningen. Men hun kendte hvert eneste græsstrå i lysningen nu, og efter deres tur til byen, havde hun fået blod på tanden. Hun ville se mere, hun ville opleve mere!
Men Vertis havde sagt nej, og gjort det klart at hun skulle blive i skoven. Hun sukkede en anelse og trak benet til sig igen og lænede sig op af det nærmeste træ. Hun lukkede øjnene og tog solen til sig. Hun kunne mærke energien strømme op igennem hendes fødder som langsomt borede tæerne ned i den bløde jord. Hun kunne mærke træet ved siden af sig ændre sig.
Bladene på de omkring stående træer begyndte at gulne, visne og falde af, som om noget, eller nogen, sugede livet ud af dem. Alt imens stod Vertis' Rose med lukkede øjne og et sagligt smil, og nød solen.

Tremors fodtrin kunne næsten ikke høres i den bløde aske, der lå som et tykt støvlag mellem de skulpturlignende og sortsvedede træer. Læderet var praktisk, nemt at rengøre. Idet hele taget var hans beklædning en langt bedre udrustning, end hvad han havde haft på på markedspladsen. Ikke desto mindre var det rent og velholdt og lugtede, trods det praktiske udseende - langt væk af rigmand, eller i dette tilfælde rigdæmon. Faktisk havde han været på vej i en anden retning dybere ind i skoven, der hvor Vertis selv holdt til. Tremor havde gjort sit hjemmearbejde grundigt. Idioten havde været dum nok til at nævne sit hjem på markedspladsen. Naturligvis havde Tremor straks sendt nogen af sted for at følge ham, en mand der var i stand til at forvandle sig til en fugl. En vanvittigt praktisk egenskab... I mellemtiden havde Vertis' sære opførsel ikke villet give slip på Tremor. Hans evne til at trække livet ud af et kålhoved og give det det tilbage igen, hans uvidende måde at gebærde sig på og samtidig en enorm styrke og selvsikkerhed, som man aldrig fandt i mennesker, hang på ingen måde sammen. Men det var de nødt til; eksemplet stod lige for øjnene af ham.

Efter en hel nats søgen gennem sin betragtelige samling af bøger og skriftruller lykkedes det ham at finde forklaringen. For ikke så forfærdeligt længe siden, var hans spion i øvrigt også kommet tilbage og havde informeret ham om, at Vertis var ude af huset. Og nu gik den gamle dæmon her i en nedbrændt skov. Det virkede næsten absurd. For ham var der ikke gået flere timer, selvom det egentlig var tilfældet. Han standsede op et øjeblik og overvejede, hvordan han skulle gribe kidnapningen an. Det ville trods alt være nemmest, hvis damen fulgte med frivilligt. Så forsatte han i retning af Rose. Han ventede på hendes træk.

Vertis' Rose ænsede ikke Tremors tilstedeværelse før han ikke var mere end et par meter fra hende. Hun åbnede overrasket øjnene, rettede sig hurtigt op og trådte forsigtigt et par skridt tilbage, halvt om bagved træet hun før havde stået op af.
Nu da Vertis' Rose ikke længere nærede sig af træernes energi, begyndte de at ændre sig igen. De halv visne grene antog et mere grotesk udseende. Det var svært præcist at sætte fingeren på hvad det var, men en ting var sikkert. Det var ikke naturligt.

Et legende smil spillede på hendes læber. "Hvad laver du dog her Fremmede, så langt fra byens mure?" spurgte hun nysgerrigt. Der var ingen frygt at ane i hende, kun en barnlig nysgerrighed, blandet med let forsigtighed. Hun viste Vertis ikke brød sig om fremmede, eller om byen. Men denne Fremmede fra Byen. Mon Vertis ville bryde sig om ham? Han havde ikke udvist større elskværdighed for den fremmede da han var stødt ind i ham i byen, men han var jo anderledes end de andre hun havde set i byen. Måske var han en undtagelse? Hun måtte huske at spørger Vertis når han kom tilbage fra sin korruptions mission mod vest.

Det var noget besynderligt naivt, nysgerrigt... næsten barnligt over Roses opførsel. Selv for hendes alder, var det ikke normalt. Tremor havde først taget hende for at være en datter af Vertis. Det var sjældent, så den slags isblå øjne dén sorte hårfarve. Men han tvivlede på, at en ærkedæmon af hans kaliber ville tage sig af en datter. Så var der den mulighed, at han havde fået sig en konkubine, kunne man kalde det, en krydsning mellem en elsker og en slave. Faktisk var Tremor blevet enig med sig selv om den konklusion, men den indebar, at Rose så skulle være krystallisianer. Godt nok voksede krystallisianere hurtigt i forhold til mange racer, så Rose behøvede ikke være mere end 20 med hendes udseende, men selv for den umådeligt unge alder, var hun alt for naiv. Hvilket blot gør mit ærinde så meget lettere... Et ubehageligt smil viste sig et øjeblik på dæmonens ellers fejlfrit venlige ansigt.

"Jeg kom for at gøre Vertis et visit," svare Tremor i en venlig tone, eller så venlig, som han nu kunne gøre den. At spille skuespil kunne han, men han mistrede ikke teknikken. Ens sanser ville fortælle en, at man godt kunne stole på ham. Tonefald og ansigtsmemik og kropssprog virkede tiltalende og rare nok. Men ens instinkter ville påpege, at der var noget lusket ved ham. Et eller andet ved hans kolde øjne, den lumske krølle i hans ene mundvig eller den lette, nærmest utålmodige trommen hans fingre foretog med et minuts mellemrum. Men til Tremors held ville de fleste slår den slags bagateller hen som indbildning eller overreaktion.

Tremor ventede på, at Rose selv skulle komme med endnu et træk. Hvis hun skulle følge med ham frivilligt, måtte hun ikke fatte mistanke. Han ventede på det rigtige øjeblik, som han altid gjorde, når når noget krævede strategi. Som regel spenderede Tremor ventetiden på tålmodigt at betragte sine omgivelser. Problemet var blot, at nu var der ikke mere at lægge mærke til. Han havde været her et par gange før, og desuden havde han stået og betragte Rose en stykke tid, så allerede nu var der ikke meget mere for det almindelige øje at opfange. Så begyndte han at lægge mærke til andre ting som Roses opførsel, eller rettere hendes omgivelsers opførsel. Kvinden, som Tremor stadig troede, hun var, havde åbenbart den samme effekt på planterne omkring hendes som hendes herre. Så er de måske beslægtet... Endnu engang var han endt i en blindgyde. Og denne gang havde han et problem: dæmonskabte væsner var ikke hans ekspertiseområde, så han havde ingen mulighed for at genkende et når han så det.

Vertis' Rose trådte længere frem fra bag træet. "Vertis er her ikke.. desværre" sagde hun og trak en smule på skuldrene. "Jeg ved ikke hvor længe der går før han kommer tilbage, så du har nok rejst den lange vej forgæves" tilføjede hun med et lille ærgerligt suk, stadig med et lille smil spillende på sine læber.
Hun var dog splittet. Han virkede venlig, men der var stadig noget der holdt hende tilbage. Hendes nysgerrighed holdt hende dog fangede. Hvem var denne fremmede og hvad ville han? Måske var han her for at undskylde sin uforskammethed på markedspladsen? Han havde jo enlig bare stået lidt i vejen, men Vertis havde hvertfald ikke taget det særlig pænt, det var sikkert. "Hvad vil du ham?" spurgte hun så nysgerrigt.
Hun viste nok ikke alt om den verden Vertis havde bragt hende ind i, men hun havde da lært, at hvis hun var i tvivl, skulle hun bare spørger.

((Lidt kort sry, men er på vej ud af døren.. ses om en uge! :P ))

Hvorfor var han kommet? Umiddelbart havde han intet svar. Hans plan havde oprindeligt været, at snakke sig til Roses tillid og så bede hende tage med hjem under et eller andet latterligt, men dog passende påskud. Det var stadig hans plan, men han havde ventet at stå over for noget, der mindede om et voksent væsen. Måske kunne jeg, nej det er næsten for nemt... På den anden side kunne det nemt virke i dette særtilfælde.
"Faktisk kom jeg for at eskortere Dem til mit hjem for en tid. Vertis ville have forklaret dig omstændighederne, men det lader til, at jeg må gøre et forsøg på hans vegne. Vertis skal på en længere rejse..." Tremor holdt en kunstpause og puffede til lidt aske med stokken, for med vilje at virke tænksom, som skulle han huske, hvad hans og Vertis' aftale helt præcist havde været. "Han mente, det var bedst, hvis De ikke var alene i al den tid og valgte at bede om min hjælp." En lille,venlig krølle viste sig i Tremors højre mundvig. "Det lod til, at vi havde noget til fælles, på trods af vores uoverensstemmelse."

Vertis' Rose lagde hoved en anelse på skrå. "Det har han ikke fortalt mig om.." sagde hun, tydeligvis en smule forvirret. Hun var sikker på at Vertis ville have nævnt det hvis det var hans plan at være væk SÅ længe, men ud fra hvad han havde sagt, havde denne rejse ikke virket anderledes end de andre han havde været på. "Sagde... sagde han noget om hvor længe han ville være væk?" spurgte hun forsigtigt. Det virkede helt forrykt at Vertis ikke ville nævne sådan noget selv, men igen.. Hvad ville manden få ud af at lyve? Det var jo ikke fordi hun havde noget han kunne stjæle. Vertis havde nok advaret hende mod verdens pak og utøj, men sådan en var manden her jo heller ikke. Forsigtighed forsvandt dog snart som dug for solen, og blev erstattet af nysgerrighed. "Hvad er det i har til fælles?" spurgte hun pludselig og så en anelse uforstående på manden. Han var bestemt ikke Vertis. De lignede heller ikke hinanden på nogen måde, men alligevel kunne hun ikke undgå at føle at de var en del af samme verden, at de kom fra det samme sted.

((EDIT: ændrede lidt i postens sidste del. Hope u don't mind!))

Denne gang dukkede et naturligt smil op på de ellers nøje tilpassede læber. "Du er nysgerrig af dig, hva'?" Det ville have været mindre morsomt, hvis pigen, som Tremor var begyndt at tænke på Rose som, havde stilt spørgsmål, fordi hun tvivlede på ham. Men det gjorde hun ikke, så vidt Tremor kunne høre, og den slags havde man fornemmelse for, i hans alder. Hun opfører sig jo som et lille barn... Han spegulerede på om det var en fødselsfejl. Det skete somme tider at folks sind ikke fulgte med deres kroppes udvikling.

I al fald havde han intet imod spørgsmålene. "Vertis mente vidst, at han ville være tilbage om en måned. Han skulle tilbage til sin hjem egn, hvor jeg også stammer fra. Jeg har kendt mere til ham af navn, end han har kendt til mig." Han trommede endnu engang lydlyst med et par fingre på sin spadserestav. Rytmen var blevet hurtigere. Egentlig havde han megen tålmodighed. Han kunne bruge dage på at overtale Rose, hvis det var nødvendigt. Men der var ikke megen mere tid. Tremor vidste, at Vertis ville være ude en eftermiddags tid, men hvad han også vidste var, at den eftermiddag snart var gået. Det ville ikke vare mere end et par timer, før han var tilbage og til den tid, skulle Tremor helst være hjemme så han ikke stødte på Vertis. "Men hvis du vil pakke din ting, så kan vi tage afsted." Dæmonen smilede opfordrende og en anelse utålmodigt og bestemt. De skulle gå, og det skulle være nu.

Vertis' Rose trak en anelse på skuldrene "Denne verden er ny for mig. Det er naturligt at være nysgerrig så vidt jeg har forstået" svarede hun roligt. Hun virkede nok på mange måder som et barn, men var det langt fra. Hendes følelser løb frit, og den eneste fare hun kendte, var den Vertis havde advaret hende imod, gang på gang. Ja Vertis' Rose havde nok et barns hjerte, men hun var stadig så meget mere end blot et barn.

Da Tremor bad hende pakke, brød Vertis' Rose ud i latter der, så mild som en sommerbrise, kilede i øret. "Du Navnekendt af Vertis, hvad skal jeg pakke, når jeg ikke ejer noget? For hvordan kan jeg eje noget, når en anden ejer mig?" sagde hun lattermildt og en anelse drillende inden hun forsvandt ind bagved træet igen, kun for at stikke hoved ud på den anden side. Skønt det virkede som intet andet en barnlige drillerier, var det samtidig underligt tirrende på en måde, der kun fik hende til at virke endnu mere tillokkende.
Skønt den Navnekendte af Vertis plan lokkede, var Vertis' Rose endnu ikke klar til at tage af sted. Hun ønskede at se byen, se mere af den end Vertis havde vist hende, og møde dens folk, så var det noget der nagede hende, noget der ikke helt hang sammen. Hvis bare hun kunne sætte fingeren på det...

Fuldstændigt ufrivilligt trådte Tremor et skridt frem, da Rose bevægede sig væk, som han havde støttet sig til hendes sære udstrålen. Han var ikke vant til den slags påvirkning, men han vidste, den ikke var naturlig. Det var muligt at sovemidler og bedøvende dampe prallede af på ham, men alle andre sanseforvirrende former for magisk påvirkning havde næsten samme effekt på ham, som på almindeligere mennesker. For helvede, hvor jeg dog hader denne tilstand. Med 'tilstand' mente han ikke sin menneskekrop. Den var han faktisk ganske udmærket tilfreds med, ligesom alle ændre dæmoner med hans forfængelige natur, men det faktum, at han var fanget. På det punkt var han åbenbart ikke så forskellig fra Rose.

Men lighed og magisk påvirkning eller ej: Rose var en skønhed, der hørte hjemme i hans samling. Han vidste udmærket godt, at hun måske ikke var så køn, som hun lod til - en eller anden afart af en illusion var hun jo -, men det var ligegyldigt. Smukke ting skulle have selskab af smukke ting, og navnligt hans.

Dæmonen fortrak ikke en uvenlig mine og lod som om, at han havde taget skridtet frem, fordi han simpelthen følte trang til at bevæge sine benmuskler en smule. Han fortsatte roligt og afslappet hen mod Rose. "Ejer du ikke noget? Jamen, det må vi da have lavet om på. Og hvilket bedre sted at købe dig noget kønt end markedspladsen." Han rakte en hånd frem som tegn på at hun skulle tage den, så de kunne tage afsted. Nu ændredes hans toneleje, til en dyb og behagelig, men kommanderende tone. "I hvilket tilfælde vi hellere må komme afsted. Markedspladsen begynder snart at pakke sammen."

"Markedspladsen?" gentog hun og trådte en smule frem fra sit 'skjul' bag træet. Vertis kunne ikke lide markedspladsen, men hans Rose havde det anderledes. Hun havde kun besøgt den kort sammen med Vertis, men hun var blevet fortryllet af de mange nye lyde, dufte og ikke mindst mennesker. Hun elskede lysningen hvor det kun var hende og Vertis, bevares, men markedspladsen var så anderledes i forhold til noget andet hun havde oplevet.

Men måske var det derfor Navnekendt af Vertis var der? For at vise hende, og lærer hende om de steder Vertis ikke selv ønskede eller havde tid til at tage hende med til? Det gav jo perfekt mening!
Som duk for solen forsvandt hendes barnlige forsigtighed. Hun trådte frem mod Navnekendt af Vertis med rank ryg og lagde elegant sin hånd i hans, sådan som Vertis havde lært hende at rigtige damer gjorde det. "Skal vi?" sagde hun med rolig stemme, uden noget af den lattermildhed der havde lagt i den før. Fra det ene øjeblik til det andet, var hun gået fra at være et drillende barn, til en voksen kvinde.