Solen var så småt ved at gå ned, og det begyndte at regne da Zilanea gik gennem hovedstaden. Hun havde efterhånden været her en uges tid og overvejede faktisk at flytte hertil. Det krævede bare at hun sparede lidt op. Hun kunne jo starte med at leje sig ind et sted, måske et sted der var en smule billigere end kroen hun boede på i øjeblikket, hvis hun altså var heldig. Den mand hun havde fået undervisning af de første få dage af hendes ophold her havde hurtigt vist sig at være en gammel nar der kun havde undervist Zilanea fordi han syntes, hun så godt ud. Det var endt med, at Zilanea, i et af sine raserianfald, havde sendt så hårdt et vindstød imod ham at han var fløjet ind i en stalddør og havde brækket lårbenet. Af frygt for sin kone, og til Zilaneas held, havde han ikke turde fortælle sandheden om hvad der var sket, og hun havde fået lov til at smutte derfra uden at nogen andre vidste hvad det var sket. Alt dette betød selvfølgelig at hun havde brug for en ny underviser.
I går aftes var hun endeligt faldet over en seddel der hang på en af opslagstavlerne i byen, som havde reklameret fantastisk undervisning. Det var godt nok lidt smådyrt, men ikke værre end at Zilanea kunne overkomme det, hvis ellers undervisningen var så god som sedlen påstod. Det ville hun snart finde ud af, for hun var nu kommet til den store smedejernslåge der førte ind til det gule hus som hun ledte efter. Regnen var på få minutter blevet endnu værre, men den fik blomsterne inde på grunden til at dufte indbydende.
Hun rakte en spinkel, fin hånd ud og åbnede lågen med en meget lav knirken. Da hun havde lukket den bag sig igen trådte hun op ad grusstien mod huset. Gruset knasede under hendes bare fødder. Hun nåede døren, og bankede med milde, men bestemte slag, hvorefter hun stod afventende og håbede at nogen var hjemme.

Xelirateis havde haft en dag der for hende stod i studiernes tegn, hun havde lige anskaffet sig en ny bog, som hun allerede nu hade rettet op til flere fejl i, ikke fejl der kunne risikere at ende i noget katastrofalt, men fejl, der kunne få både en måneds arbejde og selve drikken til at gå i vasken, når det kom til perfektionisme, så var Xelirateis den rette.
Hendes fine ører registrerede hurtigt, at den store smedejernslåge blev åbnet, og der gik derfor ikke mange sekundter fra, at den unge kvinde havde banket til, at sortelveren åbnede trædøren, med store jernbeslag. Sammen med synet af den fremmede kvinde, slog en duft imod hende, hele sortelverens have var fyldt med urter og planter, man kunne bruge i alt fra mad til gift. Et øjeblik lod hun blikket glide ned over kvinden, men hun brød derefter ud i et lille smil, og trådte til side så Zilanea kunne komme ind.
"Velkommen, mit navn er Xelirateis!" sagde hun så, og rakte en slank hånd ud imod kvinden, hun kunne på nuværende tidspunkt allerede regne ud hvorfor den fremmede havde opsøgt hende, og kvinden virkede på ingen måde til at have andre formål i Xelirateis hjem end den samme viden, som Xelirateis selv så inderligt hungrede efter.
"Jeg har lige sat vand over til te, vil De have en kop med?" spurgte hun så, og lukkede døren efter Zilanea. Hytten var varm og oplyst, på gulvene lå skind fra flere forskellige dyr og langs væggene stod reoler med flere bøger end hjertet kunne begære. Der var ligeledes en vindeltrappe der førte ovenpå og i den fjerne ende af stuen, knitrede en hjemlig pejs, hvor der ganske rigtigt var sat en gryde med vand over. Generelt var hytten unaturlig stor, men hækken rammede hele den enorme grund ind, og man fik dermed en tryghed, selvom det hele virkede meget overvældende.

Døren foran hende blev overraskende hurtigt åbnet, hvilket gav Zilanea et indtryk af, at hun var blevet hørt før hun bankede på. Det passede også fint med, hvem der nu stod foran hende: en sortelver. En sortelver var.. ikke lige det hun havde regnet med at se, og hun var meget tæt på at gå et skeptisk skridt baglæns. Sortelvere havde trods alt ikke det bedste ry, og tanken slog hende da, om dette var en eller anden bizar form for fælde. Men da et ærligt smil brød frem på den smukke kvindes ansigt, og Zilanea blev budt velkommen som om hun var en ventet gæst, forsvandt de tanker hurtigt igen.
Hun trykkede den slanke hånd, og gengældte smilet. "Zilanea," præsenterede hun sig selv. Det virkede til at denne Xelirateis allerede vidste hvad hun var her for, hvilket måtte betyde at hun ikke fik mange ubudne gæster. Hun tørrede de bare fødder af inden hun trådte ind, men blev stående lige inden for døren. Indendørs var endnu mere spektakulært end udenfor. Hun havde allermest lyst til at styrte over til bøgerne og undersøge og lære, men, våd som hun var af regnen, vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun nøjedes med at kigge rundt med store øjne, og blev betaget af alt hvad hun så. Varmen og omgivelserne gav hende fornemmelsen af at være hjemme, en fornemmelse hun ikke havde haft i meget lang tid. Faktisk havde hun ikke følt sådan siden hun var lille og boede med sine forældre.
Da hun blev tilbudt en kop te smilede hun til Xelirateis. "Ja tak, meget gerne." Det ville helt klart hjælpe hende til, ikke at blive syg af regnen.

Xelirateis nikkede og kiggede igen ned over kvinde, hun havde ikke meget tøj på i forhold til vejret måtte man sige. Sortelveren havde ikke sit store hvide slør på, som hun normalt bar, men hjemme pyntede hun sig ikke i samme grad, som hun gjorde hvis hun havde ærinder i byen, i stedet var det lange tykke hvide hår sat op i en hestehale, der sluttede omkring knæhaserne.
"Så Zilanea, hvad er Deres ærinde her?" spurgte hun så, og vendte sig mod kvinden der endnu stod og trippede foran døren, smilet forlod ikke hendes læber et sekund, men generelt var Xelirateisen venlig sortelver, og slog aldrig først, men når folk først begyndte at prøve kræfter med hende, så faldt hammeren også.
Et øjeblik lod sortelveren blikket glide hen på hendes arbejdsplads, som lå i en cirkelformet del af stuen, til venstre for hoveddøren. Hun havde selvfølgelig ikke fået ryddet ordentligt op, da hun ikke forventede at få gæster, men på bordet lå en gammel støvet bog, som var slået op en tredjedel igennem de mange sider, og ved siden af lå den lille nye røde bog, hvor en sirlig håndskrift havde rettet flere steder. Desuden lå der et væld af skriftruller, og ved siden af dem stod en lang hvid slank skrivefjer, med metalspids plantet i en bøtte blæk.
"Sæt Dem hellere herover, så De ikke fryser ihjel, De er jo gennemblødt!" sagde hun så, og slog armen ud imod et lille rundt bord foran ildstedet hvor der ligeledes stod to store tunge lænestole, overtrykket med rødt brokadestof.
Xelirateis fandt hurtigt to store men elegante hvidlakerede lerkrus frem fra skabet, og hældte lidt af det simrende vand ned i, hvorefter hun hev en lille trææske ned fra en hylde, og hældte indholdet i vandet, der med det samme antog en sødlig men frisk duft. Krusene stillede hun på det lille bord, inden hun kastede et afventende blik på den anden kvinde, hun skulle lige have tid til at finde sig til rette i den lune hytte

Zilanea kunne ikke andet end at føle sig tryg herinde. Sortelveren virkede til at være så langt fra hvad rygterne fortalte, og langt fra hvad hun selv før havde oplevet, som muligt, og hun virkede tilmed oprigtig. Dog fik det hende næsten til at krybe når hun blev tiltalt 'De' og 'Dem'.
"Jeg kom hertil, fordi jeg så Deres seddel der reklamerede undervisning i urter blandt andet, og jeg er interesseret," svarede hun med et venligt smil. Den måde hun blev tiltalt smittede af på hende, og hun kunne ikke lade være. "Men.. vær sød at kalde mig 'du'," afsluttende hun. Det var på ingen måde sagt i en fornærmende tone. Hun brød sig bare bedst om at blive tiltalt 'du'. I hendes øjne kunne man sagtens være høflig alligevel. Hun tænkte over, at Xelirateis muligvis var meget ældre end hende selv, og at det måske var derfor hun gjorde det. Ren og skær vane.
Hun fulgte kvindens blik rundt i stuen endnu engang, og opdagede endnu flere detaljer end første gang hun kiggede rundt. Så mange detaljer, og ting at blive betaget over. Det var så meget lig hvad hun altid selv havde drømt om. Hun ville nok aldrig blive så rig, men hun håbede på en dag at have en hel masse bøger. Hvis ikke lige så mange som her, så tæt på. Bøger om alkymi og natur.
Hun adlød hurtigt, gik med lange, lette skridt over og satte sig over i en af de to store, flotte lænestole ved ildstedet. Der var varmere her, og hun var sikker på at hun snart ville blive tør igen. De gråblå øjne fulgte Xelirateis og så, hvordan hun gjorde klar til te. Det duftede fantastisk, og hun glædede sig til at smage. Hun tænkte på, om teen måske var noget, hun selv havde lavet.

Xelirateis smilede en smule for sig selv da hun hørte hvad kvinden kom efter, urter var en af de ting som Xelirateis var bedst til, og det var et af de fag, hvor man kunne tillade sig at fordybe sig, og give sig tid til at sætte sig ind i det hele. "I så fald tiltaler jeg dig 'du'!" startede sortelveren med den mørke men bløde stemme, hun var opdraget til at 'De' og 'Dem' og 'Deres' var høfligt og obligatorisk, uanset hvem man talte til, men når folk hellere ville tiltales anderledes, var det intet problem for Xelirateis, der havde klæbehjerne uden lige.
"Du ved naturligvis at urter kræver tålmodighed, fordybelse og yderst skarpsindighed!" sagde hun så i en alvorlig tone, der dog på ingen måde var nedladende, men hvis Zilarna fra naturens side ikke var udstyret med klæbehjerne, ville faget være svært, da det mindste fejltrin kunne koste folk livet.
"Hvis du har evnen til at lytte og tålmodigheden til yderst koncentration vil det være dig muligt at blive yderst dygtig. Men igen, glemmer du om løvefoden skal koge 2 eller 3 minutter kan det koste døden, og det ser jeg ikke ske, jeg er derfor nødt til at du er forberedt og flittig!" sagde hun så, og på trods af, at talen kunne virke hård, blev den igen understøttet af et lille smil, inden hun satte sig i den store stol ved siden at Zilarnas og tog en tår af teen.
"Så, fortæl mig om hvad du kan i forvejen? Har du nogen erfaring, eller er du helt ny?" spurgte hun så, da det gav et helt sæt i sortelveren, og hun brat rejste sig op, og med lange elegante skridt nåede hen til køkkenskabet, hvor hun fandt en mataldåse frem, og lagde nogle vaniliekrænse frem på et lille glasfad, som hun stillede på det lille bord, inden hun igen satte sig, den slags hørte sig jo til.

Hendes fingre lukkede sig om det varme krus på bordet, før hun løftede det op og smagte på teen. Hun lukkede øjnene et kort øjeblik og nød det. "Den er virkeligt god," sagde hun stille, før hun igen åbnede øjnene og kiggede på hvad der snart ville være hendes nye lærermester.
Hun lod sig ikke mærke af måden, hun sagde det næste på, selvom hun hørte og forstod hvert et ord, og seriøsiteten bag. Det betryggende smil der blev sendt hende, fortalte at hun mente det, men ikke mente noget ondt med det. Zilanea nikkede, og svarede enkelt: "Selvfølgelig." Hun var ikke selv i tvivl om, at hun ville kunne gøre det. Selvfølgelig ville det ikke blive lutter lagkage, men Zilanea havde intet imod udfordringer. Hun havde allerede for længst sat sig for, at alkymien skulle være hvad hun levede af, og hun ville gøre sit yderst bedste for at blive dygtig. Dette ville kun være et lille skridt på vejen, for der ville altid være noget nyt at lære. Hun glædede sig helt ved tanken.
"Jeg kan kun lidt, men det jeg kan er jeg dygtig til." Det syntes hun i hvert fald selv, hun var, og hun havde aldrig fået nogen klager over de eliksirer hun havde solgt. "Jeg kan lave helende salver til mindre sår og skader, og drikke mod nogen af de mest almindelige sygdomme. Jeg kan også lave nogen simple modgifte, bland andet mod slangegift. Altså, mest simple ting. Jeg modtog undervisning for lidt siden af en ældre mand i den anden ende af byen, men jeg er begyndt at tvivle på hvor meget hold der var i det." Hun sluttede med en mine der fortalte, at hun var ærgerlig over at have spildt penge og tid på det.
Det gav et sæt i hende, da Xelirateis rejste sig pludseligt, og hun kunne ikke holde et lille grin tilbage da hun kom tilbage med et fad vaniliekranse, som om det havde været noget meget vigtigt.

Sortelveren betragtede roligt Zilarna som hun sagte på teen, og nikkede anderkendende "Den er brygget på tørret sølvbirk og Ravklokke!" sagde hun med et lille smil, blomsterne var meget almindelige i Krystallandet, men Xelirateis var ikke færdig endnu "Hemmeligheden er hvornår på måneden man plukker dem!" klukkede hun så, og drak af sin egen te med stor tilfredshed.
"Sådan er det generelt med mange urter, man kan plukke dem når som helst, men plukkes de under bestemt forhold bliver det altid bedst, det er en ting jeg lægger meget vægt på. Enhver idiot kan klaske en helbredelsesdrik sammen, men det er ikke alle der har held med at få det til at virke, fordi de ikke kender plantens egentlige egenskaber!" sagde hun, med den bestemte stemme, efterfulgt af det lille næsten obligatoriske smil.
Xelirateis lyttede intenst da kvinden firtalte om sine egenskaber og nikkede forstående, og en mule lettet for sig selv, det var altid sværrest at lære folk op fra bunden, og i og med Zila allerede kunne en smule, ville det lette hendes arbejde en hel del, på den anden side kunne man også komme ud for at folk var skolet forkert fra bunden af, hvilket så gjorde arbejdet 10 gange værre, men Zilarna virkede som en ganske fornuftig ung kvinde, så det burde ikke blive et problem.
"Der er mange der prøver at tage penge for hvad som helst disse dage, også selvom de slet ikke kender til deres fag, eller bare ikke er sat ind i det, folk er desperate, det undre mig ikke at du er løbet på en af dem!" sagde hun, og skar en grimasse, inden hun tog endnu en tår af teen.
"Meget af den indledende undervisning vil være studiearbejde fra din side, du får et leksikon med de mest basale planter som du skal kunne udenad, anden fase af undervisningen vil jeg tage dig med rundt, for at vise dig hvordan du finder de pågældende planter under de rette omstændigheder og til sidst, hvordan man bruger dem!" sagde hun så, og afsluttede med et lille nik, det var den bedste metode når det kom til plantelære

Zilanea vidste godt, at det betød meget hvor, hvornår og hvordan planter og urter til denne slags ting blev skaffet. Det var noget af det hun havde lært på den hårde måde. Hun prøvede altid tingene af på sig selv indtil hun havde taget om det, og det havde en gang resulteret i en slem sygdom fordi hun havde lavet en lille fejl. Efter den dag havde hun været endnu mere forsigtig og opmærksom, men det havde ikke taget modet fra hende, nærmest tværtimod. Der var også engang hvor hun havde gået med et ret grimt sår i uger, uden at hendes salver ville virke, indtil det gik op for hende at hovedingrediensen skulle plukkes fjorten timer efter en fuldmåne, og helst så tæt ved vandet som muligt.
Hun kunne virkeligt godt lide Xelirateis og var allerede begyndt at glæde sig til undervisningen. Den måde, hun forklarede det skulle foregå på, virkede også langt mere struktureret og gennemtænkt end hvad hun hidtil havde oplevet. Det virkede lovende, og det gjorde hende bedre tilpas.
"Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang," svarede hun, imens hendes øjne lyste helt op som et barn der glædede sig til juleaften. Hun havde både tålmodigheden og selvstændigheden der skulle til at studere dette fag.

((undskyld, det blev en smule kort))

Xelirateis nikkede og drak så sin te færdigt, inden hun så rejste sig, og skævede rundt i hytten. "Og jeg går ud fra at du er indforstået med prisen på undervisningslektioner!" sagde hun så, nok var Xelirateis en venlig og forholdsvis rolig sortelver, men konsekvent var hun bestemt også.
"Nå hvor lagde jeg så den!" mumlede hun for sig selv, inden hun gik hen til de mange reoler og kiggede efter et par bestemte bøger, efter få minutters søgen hørtes et veltilfredst 'aha', og sortelveren trak en stor sort bog ud af reolen. Bogen var gammel, men ellers ganske smuk, den havde et elegant metalbeslag der holdt de mange sider sammen, og på forsiden var udskåret et stort træ i metal.
Xelirateis lagde den forsigtigt på køkkenbordet hvor hun med et stykke stof tørrede støvet af, så den var næsten så god som ny, derefter vendte hun tilbage til reolen og trak denne gang en mindre og en del mere kedelig brun bog ud, som dog var knap så støvet.
Derefter vendte hun tilbage til Zilanea og rakte dem begge til hende, "Den store sorte er plantens beskrivelse, udseende, navn, en tegning af den og hvor man typisk kan finde den!" sagde hun, og åbnede det store metalbeslag med en tilhørende nøgle, hvorefter hun slog op på en tilfældig side, skriften lignede mistænkeligt nok Xelirateis egen. Den store bog blev lukket med et lille smæld, hvorefter hun kort bladrede den mindre brune bog igennem "Og dette er et opslagsværk på planternes navn på andre sprog!" sagde hun så, og lade den ovenpå den store sorte, hvorpå hun skubbede begge bøger over til kvinden.

Zilanea havde godt tænkt på, hvornår betalingen mon ville blive bragt ind i samtalen. "Én jade per lektion, korrekt?" spurgte hun, og satte kruset fra sig på bordet. Teen havde hun drukket færdigt. Så rækte hun ned i en af de to lærredsposer der hang ved hendes hofte, og trak det passende beløb frem, hvorefter hun lagde det nogenlunde midt på bordet, så Xelirateis kunne se, at hun var indforstået med det. Hun havde sparet op hele ugen ved forskellige småjobs hvoraf de fleste ikke havde haft noget som helst med alkymi at gøre. Da hun havde set sedlen i går aftes, havde hun straks vidst hvad hun skulle bruge noget af sin, indtil videre lille, opsparing på.
Tøjet og håret var efterhånden blevet tørt, takket være ildstedet. De to bøger, Xelirateis fandt frem, og rækte hende mens hun gav en lille beskrivelse af dem hver, virkede som om der hvilede en hvis form for magi over dem. Måske var det bare indbildning, men det var sådan set underordnet. "Jeg har aldrig lært nogen andre sprog," sagde hun med bekymret mine, idet hun tog imod bøgerne. Bekymringen skiftede dog hurtigt til iver, da hun straks slog op i den store af bøgerne. Den var tungere end hun havde regnet med. Hendes fingre bladrede igennem den med allerstørste forsigtighed, men der var så mange sider at det sikkert ville være umuligt at finde det hun ledte efter lige nu. I stedet vendte hun et spørgende blik mod sortelveren. "Jeg er nysgerrig efter at vide noget om en bestemt plante," startede hun. "Den er grøngul, og skulle være meget sjælden. Jeg fik af vide, at den vokser på steder hvor der har været voldsom blodsudgydelse, og jeg fandt den da også på sletterne engang efter mange timer. Men jeg gad godt vide, om planten egentligt er noget værd, eller om jeg blev sendt derud for at slippe af med mig?" Hun stillede sit spørgsmål med et lille grin. Mange mennesker kunne ikke rigtigt håndtere Zilaneas temperament, men i hendes øjne var de selv ude om det. De kunne jo bare lade være med at irritere hende.

Xelirateis nikkede til prisen, og skævede ned til jaden, som hun skubbede tilbage til Zilanea "Jeg tager mig dog ikke betalt for en introduktion!" lo hun så, og skævede til til den brune bog, hvorefter hun nikkede til kvindens udsagn om, at hun aldrig havde lært at tale andet end blot krystalliansk.
"Du skal ikke bekymre dig om de andre sprog, men du vil støde ind i urtemagere der kun omtaler planter på deres sortelviske navn, det samme med elvere, kentaurere og alt den slags, dét der er svært er bare, at huske alle 5 navne for samme plante!" sagde hun så, og løftede øjenbrynene. Xelirateis snakkede selv en 3-4 sprog flydene, mens hun kunne brudstykker af andre, men hun havde igen studeret i mange år af sit liv.
Xelirateis lyttede nøje efter da hun beskrev planten hun var blevet sendt ud efter, og vendte sig brat da hun fortalte om plantens udseende og at den skulle findes hvor der havde været blodudgydelser. Sortelveren så undrende på pigen, og satte sig så ned ved siden af hende, mens hun tænkte over hvordan hun bedst kunne forklare det.
"Hvis det er den blomst jeg tænker på, undre det mig ikke at du er blevet sendt ud efter den. Ser du, blomsten gror ikke fordi der har været blodsudgydelse, men den blomstre efter at der har været spildt ondsindet blod på de spæde knopper. Planten ses som værende ukrudt, med mindre at blodet har dryppet på den, med fjendskab, hvis det er sket, vil blomsten blomstre, og man vil med de rette midler være i stand til at brygge en drik, der kan holde et menneske i live i flere hundrede år. Den er eftertragtet da man ikke bare kam plante den, og dryppe sit eget blod på den, da blodet skal komme fra en reel kamp!" sagde hun så, og så på kvinden med et forklarende blik, i håb om, at hun havde fanget den indviklede forklaring.
"Blomsten er eftertragtet, mange har spenderet timer, dage, ja, sågar år på at finde den, så du kan nok selvv gætte dig til mit næste spørgsmål. Fandt du den mens den var i blomst?"

Zilanea skubbede jaden tilbage til Xelirateis igen. "Så kan det jo være betaling for min første lektion, hvornår det så end bliver," sagde hun med et smil. Hun ville gerne vise hvor meget det betød for hende, og hvor seriøst hun tog det.
Hun tænkte lidt over det, Xelirateis sagde om andre urtemagere af andre racer, og håbede hun ikke ville møde så mange før hun havde lært planternes navne på andre sprog. Men så igen, urtemagere og alkymister var der generelt ikke så mange af i Krystallandet generelt.
Hun blev næsten helt forskrækket da sortelveren satte sig ned ved siden af hende med et meget indtrængende blik og gav sig til at forklare. Zilanea forstod sagtens hvad hun prøvede at sige. Hun huskede tilbage på den dag hun havde fundet den, det var ikke mere end nogen få dage siden. Så rystede hun let på hovedet. "Nej, den var ikke i blomst. Den var ikke større end sådan her, og uden blomst på," hun tog hånden op og viste med to spinkle fingre at planten ikke havde været meget mere end 3-4 centimeter. Hun så afventende på Xelirateis, og undrede sig over hvad den gamle mand skulle bruge den til, hvis den ikke engang var brugbar da han kom med den. Måske vidste han ikke bedre. Han var i hvert fald blevet ellevild da hun var kommet tilbage med den, og havde givet hende to jader for sin indsats. Efter hvad hun havde været igennem for at få den, syntes hun selv det var mere værd, men hun kunne selvfølgelig ikke tillade sig at brokke sig. Hun var jo bare elev.

Xelirateis kiggede ned på jaden, og nikkede så, "Det er en aftale, hvor bor du?" spurgte sotelveren så, ganske interesseret. "Jeg vil jo gerne vide hvor mine bøger forsvinder hen!" sagde hun med et skævt smil, Xelirateis elskede sine bøger, én enkelt gang var der en der havde prøvet at narre hende og stikke af med en favnfuld af de mest værdifulde bøger hun havde i samlingen, det havde vedkommende fortrudt bittert bagefter, da han måtte spendere et par måneder i helbredelseshuset, og han var vidst aldrig rigtigt helt kommet sig.
Xelirateis slog tanken ud af hovedet, og kiggede så op fra bøgerne, "Du må sige til når du selv mener du er klar til at gå i gang, hvis du føler at opgaven er for stor kan vi arrangere at du kommer herhjem og læser, hvis du bare har brug for at stille et par enkle spørgsmål kommer sådan en lektion ikke til at koste mere end et par ravstykker, da jeg selv kan ordne andre ting imens, men hvis du har brug for decideret undervisning står det stadig i en jade!" sagde hun så, med det lille smil spillende på de sorte læber.
Til Zilaneas beskrivelse måtte hun dog ryste på hovedet "Den kan nemlig godt snyde, den 'blomsterknopper' ligner nemlig et meget lille blomsterhoved, men når den først springer ud er man ikke i tvivl, der antager den nemlig et strejf af lilla, og vokser til ca. en 7-8 cm!" sagde hun så, og trak på skuldrene, "Det er desværre de færreste der finder den, mange menneske er som gribbe efter store slag, hvor de gerne vader igennem lig og afhuggede lemmer for at finde blomsten!" afsluttede hun så med et lille suk, og strøg det lange hvide hår over skulderen.

Zilanea kunne sagtens forstå, at Xeliraeis ville holde styr på sine bøger. De måtte være enormt meget værd. Hun havde aldrig set så mange bøger samlet nogen steder før. "Jeg bor oprindeligt i en landsby lidt syd herfra. Lige for tiden bor jeg på en kro i midten af byen her. Jeg havde lidt tænkt mig at sælge min hytte, og flytte tilbage her til." Hendes egen hytte var ikke meget mere end nogen få kvadratmeter, hvor der lige akkurat var plads til en seng, et kogekar og en lille reol. Det var sådan set også fint nok til hende lige nu, men det var også lidt besværligt. Når hun lavede eliksirer og salver, og eksperimenterede med forskellige ting, måtte hun sidde ude foran for at få lys og plads nok, og rende frem og tilbage til sit kogekar, som for øvrigt ikke ligefrem var nyt.
Selv var hun opvokset her i hovedstaden, og var flyttet derfra på grund af familiære problemer. Men nu hvor hun var her, kunne hun mærke at hun var kommet over det. Måske ville hun endda opsøge sin mor som hun ikke havde set i de to år hun havde været væk herfra. Når hun tænkte over det, fik hun en smule dårlig samvittighed. Kvinden havde jo været alene siden Zilanea flyttede.
Hun ville studere bøgerne så flittigt hun overhovedet kunne, men hun var ikke i tvivl om at hun nogen gange ville komme rendende med spørgsmål. På nuværende tidspunkt havde hun ingen idé om hvor lang tid det ville tage når hun jo også skulle have tid til at arbejde ved siden af. Det bekymrede hende ikke, for hun vidste at man skulle have tålmodighed til den slags ting. Ting ta'r den tid, ting ta'r, havde hendes far altid sagt.
"Nej, den var bestemt ikke i blomst, så," sagde hun med sikkerhed i stemmen. "Den havde intet lilla på sig overhovedet. Faktisk så den ikke særligt færdigudviklet ud." Det gjorde hende lidt glad, for det betød at den gamle gris ikke havde kunne bruge den til noget som helst.
Hun blev forfærdet over det næste, Xelirateis sagde. "Men det er jo forfærdeligt!" udbrød hun og skar en grimasse. For hende forekom det fuldstændigt grotesk at nogen kunne behandle de døde med sådan en ligegyldighed for en blomst der ville få dem selv til at leve meget længere. Og ikke bare hvilke som helst døde, men dem som var blevet slagtet ned i krig. "Den blomst.. Du siger, den kan holde én i live i flere hundreder år. Det gælder vel kun ældningsmæssigt? Det gælder ikke, hvis man bliver slået ihjel, vel?"

Xelirateius brød sig ikke synderligt om tanken, at hendes bøger skulle slæbes hen til en eller anden tilfældig kro. Hun rømmede sig kort, og trommede diskret med de lange slanke fingre på lænestolens solide udsmykkede armlæn, inden hun til sidst drog en konklusion. "Jeg har et par gæsteværelser ovenpå, hvis du er interesseret, det kræver bare, at du hjælper med i hjemmet, alt fra rengøring til madlavning!" sagde hun så, og vendte de dybblå, næsten sorte øjne imod kvinden der sad mindre end halvanden meter fra hende.
"Det vil give dig adgang til kogekar, urter fra haven og mine bøger, det eneste jeg kræver er, at du omgås alting med respekt, og rydder op efter dig!" fortsatte hun så, og lagde det ene ben over det andet.
Et øjeblik skævede hun over til gryden der endnu hang over ildstedet, hvor vandet livligt kogte og boblede, det mindede hende faktisk om, at hun inden denne nymåne havde en bestilling på hendes smertelindrende barkrod, en plante som hun faktisk selv havde fremarvlet med mange forskellige eksperimenter og voldsom tålmodighed.
Igen måtte sortelveren ryste på hovedet til Zilaneas spørgsmål "Nej, det fungerer ligesom med elverenes levetid, vi kan jo også slåes ihjel, men lever bare længere. Urtedrikken brygget på blomsten modvirker desuden heller ikke sygdom og dets lige, men på den anden side har kroppen jo lettere ved at stå imod den slags, så længe den er ung og frisk, som den jo forbliver!" sagde hun så, og trak på skuldrene. "Jeg har selv kun brygget eleksiren én gang, da en ung mand faktisk ved et tilfælde havde snublet over en i Mørkets skov, men det er mange år siden, ærligheden idag er desværre ikke hvad den har været, men han lever i bedste velgående selv 73 år efter. Jeg har desuden heller aldrig selv haft heldet med at finde den, selvom jeg da vil indrømme, at jeg til tider har kigget efter dens slags!" sagde hun så, og fejede en tot af det halvlange pandehår til siden.
Igennem Xelirateis mange år havde hun fået et meget afslappet forhold til døden, hun var ikke selv grisk nok til at kravle igennem bunker af døde folk, for at fremskaffe et eksemplar af blomsten, men lig og den slags rørte hende ikke mere, hun havde jo selv obduceret op til flere racer for at finde ud af hvordan deres organer fungerede, men det var nok bedst ikke at bringe den slags på banen, slet ikke overfor en så ung som Zilanea.

Zilaneas øjne lyste op ved tanken om at komme væk fra kroen. Hun havde faktisk tænkt sig at spørge om Xelirateis kendte et bedre sted hun kunne være. Så da hun tilbød et af hendes gæsteværelser, blev Zilanea oprigtigt glad. "Det er virkeligt pænt af dig, det vil jeg meget gerne! Kroen er ikke ligefrem særligt lækker," sagde hun, og vrængede på næsen når hun tænkte på det. Selv hvis Xelirateis så ville opkræve ekstra betaling, ville det ikke gøre hende noget. Hun sad næsten helt ude på kanten af stolen nu. Det betød også, at hun ville have meget nemmere ved at studere og lære, og have adgang til de ting hun havde brug for. Der var nogen gange meget larmende på kroen på trods af at hun havde et af de værelser der lå højest. Støjen gjorde det hverken nemt at koncentrere sig eller at sove.
Sådan som Xelirateis forklarede plantens virkning, var også sådan hun havde forestillet sig at den virkede, hvilket var en smule beroligende. Tanken om at der skulle findes en eller anden form for udødelighedsdrik eller lignende, var lidt skræmmende for hende, i tilfælde af at den skulle komme i forkerte hænder. Der fandtes rigeligt med onde væsner i forvejen, som var svære at komme til livs. Det var heller ikke en plante hun selv kunne finde på at bruge, hun havde for længst affundet sig med at nogen racer bare lever længere end andre.

Xelirateis nikkede i et roligt velovervejet tempo, de fleste ville aldrig tage en fremmed ind som Xelirateis havde gjort med Zilanea, men sortelveren var ikke dum, hun kendte sine lus på travet, og en sand menneskekender kunne man efterhånden godt kalde hende. Kvinden virkede ikke som typen der stjal, eller en af de slags der tog hele armen, hvis man rakte dem lillefingeren. "Du skal dog vide, at der er visse steder i huset jeg ikke vil have du kommer, for det første er det mit soveværelse, det er værelset op ad trappen, og for enden af gangen, det er privat, og det er mit eget!" sagde hun så, og holdt en pause for at sikre sig, at kvinden havde forstået det. "Desuden har jeg et arbejdsværelse, hvis man går igennem den dør, og ned for enden af den gang.." fortsatte hun og pegede på døren i enden af stuen, modsat hoveddøren "Værelset er ikke svært at tage fejl af, døren indtil er stor og beslået med smedejern, men rummet er fuldt med alt mulig forskellig magi, det er der jeg foretager forskellige eksperimenter, som jeg tror det er bedst at du ikke kender til, ikke endnu i hvert fald!" hendes stemme var rolig og blid som den hele tiden havde været, det lød umiddelbare ikke som strenge forbud, men kendte man sortelveren ville man vide, at hun mente hvert ord hun sagde, det var blandt andet i det rum, at hun undersøgte lig, fra mennesker, alfer, nymfer, elvere og alt andet hun kunne få fat i. Til tider obducerede hun levende væsner, for at se den fulde funktion af deres indre organer, men det skulle Zilanea nok ikke vide noget om, ikke før hun var hærdet i sit fag, og var i stand til at forstå, at sortelveren ikke gjorde det af sadistiske årsager, men af ganske videnskabelige.
Xelirateis så dog vurderende på kvinden da hun næsten åndede lettet op over forklaringen med drikken, sortelveren rømmede sig og begyndte så igen at tale "Det er alt for tidligt at ånde lettet op Zilanea, der findes urtedrikke der er meget værre end en der gør folk usårlige, men det vil du nok først lære om meget senere, jeg vil ikke fylde dit hoved med alt det forfærdelige, før du har lært at bruge det positive!" sagde hun så, og sendte hende endnu et lille smil "Mere te?"

Zilanea lyttede, og kiggede hvorhen Xelirateis pegede og forklarede. Hun blev ikke fornærmet, for hun vidste at det bare var for at være på den sikre side. Selv hadede hun folk der snagede og var uærlige, og kunne derfor heller aldrig selv drømme om at gøre sådanne ting. Hun nikkede som tegn på, at hun havde forstået det.
Selvfølgelig var hun nysgerrig nok til at tænke over hvad det mon var for nogen eksperimenter, men ikke nysgerrig nok til at bryde den regel der lige var blevet givet hende. Hun vidste, at hvis det en dag kom hende ved, så skulle hun nok få det at se. Desuden kunne det være både uhyggeligt og farligt. Sidst, men ikke mindst ville hun helst ikke komme på tværs af en sortelver. Nok virkede hun både venlig og gæstfri, men ingen tvivl om at hun stadig havde sit sortelver sind i sig.
Da Xelirateis forklarede, hvordan der også fandtes langt værre eliksirer og drikke, nikkede Zilanea igen. Hun var sådan set godt klar over det, men det var ikke noget hun havde studeret endnu, og det var heller ikke grunden til at hun først var begyndt at interessere sig for faget. For Zilanea var den vigtige del af det, på nuværende tidspunkt i hvert fald, den hjælpende del. Hæmme sygdomme, fremme healing, osv.
Der ville helt sikkert komme et tidspunkt hvor hun også skulle lære om den skadende del, for det var en uundgåelig del af det. Og den ville helt sikkert også være brugbar hvis man kunne finde ud af at gøre det ordentligt.
"Ja tak," sagde hun, og gengældte smilet da hun blev tilbudt mere te. Det var en mindre ting hun også kunne tænke sig at lære på et tidspunkt: at lave ordentligt te. Tit når man fik en te et sted, så var den både kedelig og smagløs. Det kunne man bestemt ikke sige at denne var.