Ekko sukkede lettet, da han omsider kom ud for bymuren. Han havde en dundrende hovedpine, af al den afskærmning. Der havde været langt flere mennesker i byen end han havde været forberedt på. Han burde simpelthen træne lidt mere. Eller vænne sig til, at folk nok ville kigger efter ham. Han havde det bare ikke godt med, at folk skulle lægge mærke til ham.
Carmen fløj hen til ham med bløde vingeslag. Hendes hvide fjer fik hende til at ligne et hvidt spøgelse i tusmørket. Hun skræppede venligt, og satte sig ved siden af ham. Han lænede sig op af hende og indsnusede hendes duft. Han havde virkelig savnet hende, gik det op for ham. Alt det nye var interessant, men det var også meget overvældende.
Han trak en tyk trøje frem fra oppakningen på hendes ryg. Det var begyndt at blive køligt. Han udvekslede oplevelser fra dagen med hende. Hun havde ikke oplevet meget, havde mest af alt brugt dagen på at betragte folk der kom og gik, men det havde også været spændende nok. Hun kommenterede også, hvad han havde oplevet i løbet af dagen.
Hun mente ikke, at det havde været specielt klogt af ham, at stole så hurtigt på Cath, men han mente at hun var alt for gammelklog! Og man blev jo nødt til at stole på folk, hvis man ville nå nogen steder hen.
Han spiste lidt af den medbragte mad - han var alt for træt til at gide samle noget selv - og satte sig så for at holde øje med porten og Cath.

Cathrine kom langsomt gående ud af byen. Hun var lettet over at komme væk fra byen og alle de stirrende folk. Hun kikkede lidt efter Ekko, men kunne ikke rigtig se ham, nu var han jo også ret lille så man kunne næppe bebrejde hende det. Hendes hår var faldet lidt ned og så mere normalt ud.
Trods den tiltagende kulde der var på vej sammen med natten, frøs Cathrine overhovedet ikke. Hun tænkte ikke over det, men det var underligt. Hun havde før frosset meget nemt, men nu var der intet der generede hende. Hendes hud føltes mindre irritable end den havde gjort under middagssolen.
Opmærksomt satte hun sig på hug for at komme mere ned i hans givne højde og lagde først da mærke til hvordan hendes hud virkede endnu mere bleg nu da det blev mørkere. Solen var ikke gået helt ned endnu, men den var godt på vej og lyset var svagt.

Ekko vinkede glad til til Cath da han så hende. Hun reagerede ikke. Han kom i tanke om, at han nok ikke var så let at få øje på, især ikke, da han sad skjult i en klynge træer.
Han satte sig op på Carmen, og hun gled i en blød bue ned til skikkelsen på jorden.
"Dav igen," hilste han glad, da han kom hen på siden af hende. Han svang sig ned af Carmen mens hun endnu var i dyk. Det var et hop, det havde taget meget øvelse (og krævet mange skrammer), men nu fungerede det. Carmen ville helst undgå at lette fra jorden hvis hun kunne, særligt hvis hun var træt.
Græsset gik ham til brystet, og duggen irriterede ham lidt, men ikke så det gjorde noget.
"Der er meget tørrere inde blandt træerne. Der er også en lille bæk, så du kan vaske dig." Han vidste ikke om der var, men Carmen havde sagt det, og hun havde som regel ret. Han pegede over mod en klynge træer, som stod et godt stykke fra muren. Ud fra, hvad Carmen havde fortalt, skulle det virkelig være et fint sted. Han glædede sig næsten til, at komme derover.

((Ses, bliver nødt til at smutte i seng nu. Kommer nok ikk på igen før jeg er oppe på skolen ))

Det gav et sæt i Cathrine da han pludselig dukkede op ved siden af hende, men det var ikke noget der rigtig kunne ses på hende. Hun kikkede hen mod der hvor han havde peget og fik øje på træerne. Hun rynkede undrende brynene.
tørrer? Er her vådt? hun kikkede ned på sine ben og kunne se hvordan hendes støvler var blevet halv våde sammen med kanten af hendes nederdel. Hun bemærkede også endelig at hun ikke frøs. Hun var normalt meget følsom over for vådt og kulde, men nu nød hun den næsten. I hvert fald mere end varmen som ellers var hendes favorit før.
”Hej… Okay.. ”Svarede hun kort og vidste ikke helt hvad hun så skulle sige. Hun undrede sig over denne nye fornemmelse og glæde over den synkende sol, og selvom hun var bange og vred over den, kunne hun ikke lade være med at nyde det. Hun tænkte ikke så meget over hvad Ekko egentlig havde sagt, selvom en lille stemme i hendes hoved der jublede over tanken om et bad, som om alt dette nye, farlige, onde, ville blive skyllet af ved et bad. Hun vidste godt at det ikke ville ske, men hun kunne ikke tænke rationelt.

Ekko kunne ikke helt forklare den følelse af glæde der løb igennem af ham. Måske var det fordi, han allerede betragtede hende som en ven. En rigtig ven. Han nærmest løb hen til træerne, men alligevel gik det ikke meget hurtigere end Cath (?). Carmen sad på en lav gren tæt ved et grantræ ved et sving ved bækken, og der var faktisk helt hyggeligt. Han lyttede lidt efter og fandt nogle mus, som var begyndt at rumstere rundt. Han spurgte dem, om de ikke ville samle nogle smågrene til ham. Efter lidt overtalelse sagde de ja. Mus er ikke specielt smarte, og man kan næsten altid få dem til at hjælpe.
Han slæbte selv nogle større grene, så bålet ikke brændte væk på ingen tid. Så forsøgte han at tænde. Der skete ingenting. Han sukkede ærgeligt.
"Æhh, Cath? Du skulle vel aldrig have et fyrtøj? Min tændsvamp er blevet helt fugtig." Han kiggede på hende, og kunne godt se, at hun højst sandsynligt ikke havde noget fyrtøj. Hvor i alverden skulle hun gemme det? I sit hår? Så kom han til at kigge på sit lille bål. "Ikke for at være uhøflig eller noget, men du kommer nok også selv til at slæbe lidt grene. Jeg tror ikke, jeg kan bære de helt store..."

((Forresten, har hun stadig sit sværd??))

((Nej. Det ligger derhjemme.. og hun kan jo ikke huske hvor det er.. Men hun har et sværd bælte.))
Selvom Ekko løb hurtigt hen til træerne og bækken, behøvede Cathrine ikke engang tage lange skridt. Hun kunne sagtens følge med uden problemer. Cathrine kikkede sig lidt omkring. Der var egentlig meget smukt og idyllisk med bækkens svage rislen og vinden der svagt bølgede i træerne. Hun kikkede tøvende på sine hænder og tænkte det grundigt igennem. Hun vidste ikke om hun stadig besad den evne og hun følte ikke samme kraft i sig. Hun følte en kraft, men den var uhyggelig, kold, ny og uforståelig for hende. Hun forstod det ikke på det og var bange for denne nyvundne kraft. Hun kikkede sig tøvende omkring, fandt nogle større grene og bar dem hen til små grenene. Hun vurderede at det ikke var nødvendigt at finde flere, da det burde kunne holde noget tid.
Cathrine kikkede sig over skulderen, for at se hvor Ekko var og satte sig ned ved bålet. Hun stirrede lidt på det uden at gøre noget, men prøvede så ihærdigt at finde noget hun kunne drage kraft fra. Hun prøvede at huske hvordan hun havde lavet ild uden varmen, men kunne ikke finde det i sig. I stedet koncentrerede hun sig og lukkede øjnene. Hun vidste ikke om dette ville virke, men hun prøvede at bruge energi i stedet for varme, hun havde ikke gjort det ret meget før, og det var svært at håndtere. Efter noget tid syntes hun at hun kunne fornemme en energi samle sig i hende, hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med den og det begyndte at gøre hende svimmel. Hun åbnede hurtigt øjnene og knipsede fingrene mod hinanden. En lille, meget lille, blå gnist opstod og sprang ind på grenene. Hvis hun bare kunne dække for vinden ville den måske kunne overleve. Hun sad lidt og dækkede for flammen med sine hænder til hun mente at den havde fået nok fast. Hun satte sig ned og kikkede ned i jorden. Måske havde hun lykkedes i at frembringe en ny slags ild, men hun savnede trygheden ved den gamle. Flammen var nu blevet rødlig da det ikke var hende der styrede den mere.

"Woaw!" lød Ekkos stemme et sted over Cath. Da Cath ikke havde svaret ham på spørgsmålet om et fyrtøj var han kravlet op i træet for at se, om han kunne finde noget tørt mos at bruge som tændsvamp. Nu hoppede han ned fra træet, men holdt sig alligevel et stykke fra bålet.
"Det er ellers ikke lige noget man ser hver dag," fortsatte han. Han var på en gang fascineret og skræmt over, hvad Cath havde gjort. Den flamme føltes ikke som den flamme der kommer fra et lys eller et bål, en lille hyggelig flamme. Den gnist hun havde kaldt frem føltes vild. Nu, hvor bålet var ved at komme igang føltes ilden roligere, men han var alligevel foruroliget over den.
Han fandt noget mad frem, og kiggede så over på hende.
"Uhmm.. Er du sulten. Altså, du kan godt få noget mad af mig, men jeg tvivler på, at jeg har nok til at du kan blive mæt." Han kiggede spørgende på hende.
Noget af utrygheden var endnu ikke helt forsvundet, men han tvang sig selv til at ignorere det. Det er jo bare ild, sagde han til sig selv. Den kan ikke gøre dig noget, den er ikke efter dig. Du skal bare håndtere den ordentligt. Han tog en dyb indånding for at slappe af, og satte sig ned i græsset.

Cathrine der sad og kikkede sørgmodigt på bålet, blev lidt forskrækket da han pludselig kom hoppende ned. Hun troede ikke han havde set noget og brød sig ikke om at han havde. Hun kunne godt fornemme hvor utryg han blev over ilden, og hun forstod det godt. Selvom ilden var skabt af hende og selvom hun vidste at hun ville kunne styre den, var den anderledes, stærk og skræmmende. Hun vidste ikke om det var fordi hun manglede kontrol over den, eller om den sammen med hende var blevet sådan. Kold og farlig.
Ilden begyndte mere og mere at blive sin egen og føltes nu dejlig varm. Den var tryggere, men Cathrine kunne ikke glæde sig over den. Hun følte varmen, eller rettere, hun følte temperatur forskellen og det var ikke det samme. Hun frøs heller ikke, hun havde ikke fysisk behov for varmen, men psykisk ville hun meget gerne have den.
Før Cathrine svarede ham mærkede hun grundigt efter.
..suk… Der var i den grad ingen sult, ej heller nogen lyst til at spise. Det virkede faktisk næsten absurd for hende at spise. Den eneste måde hun havde lyst til at spise på, var igen psykisk. Hun ville ønske hun kunne sætte sig og spise sammen med Ekko.
”Nej tak. Jeg er ikke sulten.”

Ekko gabte højt. Han prøvede at holde det tilbage, for hans mor havde fortalt ham, at det var uhøfligt at gabe foran andre mennesker, men der var simpelthen sket for meget i dag.
"Undskyld," sagde han. "Men jeg tror simpelthen at jeg bliver nødt til at lægge mig til at sove nu. Ikke fordi jeg ikke gider være sammen med dig." Han smilede til Cath. Så kiggede han op. Carmen havde fundet et sted med en forladt rede. Hun mente godt at han kunne bruge den, hvis han tog noget mos og nogle tæpper op. Han vinkede op til hende.
"Jeg er glad for at have mødt dig," sagde han til Cath. "Jeg havde aldrig troet at jeg skulle kunne finde ud af alt det nye der er her, men du virker nu flink nok af et menneske at være. Sov godt."
Han samlede noget mos fra et tykt tæppe ved træets fod, og klatrede hurtigt op. Træet var en eg, stor og bred, med masser af sikre trædesteder. Alligevel var det mørkt, og han blev nødt til at koncentrere sig om det. Hvis Cath sagde noget til ham hørte han det ikke.
Da han kom op til Carmen gjorde han sig det så behageligt som han kunne. Så lagde han sig ned. Snart efter sov han tungt, lænet op af Carmens varme krop.

Da Ekko gabte, smilte Cathrine svag uden at flytte blikket fra ilden. Hun kunne ikke bebrejde ham trætheden selvom hun selv ikke på nogen måde var træt. Der var sket meget, og han var ikke ret stor. Hun rykkede lidt på sig da han sagde menneske, men prøvede at lade være at tænke videre på det spor. Hun vendte hovedet da han rejste sig og begyndte at klatre op af træet og kikkede lidt forundret efter ham. Han klatrede ret godt.
”Godnat” svarede hun lavt uden at det egentlig var meningen han skulle høre det. Det var mere at hun faktisk håbede at han havde en god nat. At han sov godt.
Hun kikkede sig omkring. Der var mørk nu og natten var godt i gang. Der var helt stille og tavst trods den store by alligevel lå så tæt på. Uden at tænke over det, rejste hun sig op og begyndte at gå væk fra bålet. Hun tænkte ikke på at slukke det, men det var næsten også kun gløder nu. Hun gik bare, uden overhovedet at vide hvorhen. Hun ville bare længere væk fra byen, sagde hun til sig selv. Pludselig var hun efterhånden kommet langt ind mellem klyngen af træer, så det efterhånden var en lille skov. Lyset fra månen fandt svagt sin vej mellem træerne grene og hver gang hun trådte ud i lyset, lyste hendes hud op på en uhyggelig måde. Ikke fordi hun ellers var frygtelig bleg, på grund af hendes sydlandske slægt, men månelyset fik det til at se chokerende ud. Et stykke tid stod hun bare sådan i månelyset og kikkede på hendes lyse hænder, så satte hun sig ned i det duggede græs og kikkede op på stjernerne. Hun fandt en ro ved dem hun ikke havde kendt til før. Som hun sådan sad der, var hun faktisk meget smuk, med sin lyse hud og det lange, nu ikke helt så pjuskede nærmere krøllede hår.

(Dette er et godt stykke væk fra hvor Ekko ligger og sover)

Alzeid kom roligt gående med hænderne i hver sin lomme. Han var en smule træt, men ikke udmattet. Træt, som i ’gider ikke rigtig mere’. Han kiggede sig roligt omkring, med et stærkt og undersøgende blik. Hans røde øjne så igennem skygger såvel som mørke, og hvor end der var et dyr, gemte det sig selv og sit afkom væk fra hans jagende blik.
Nu var det selvfølgelig ikke fordi han prøvede at kigge jagende på nogen, eller efter nogen, men det var bare en gammel vane han havde fået, efter alle de år han havde brugt på at jage. Han gik sjældent udenfor, medmindre trangen virkelig mælte sig, hvilket den dog ikke havde denne gang. Det var ikke derfor han var ude på denne måneoplyste nat. Han havde lugtet blod.
Nu skal det lige nævnes at en vampyrs lugtesans, er betydelig mange tusinder gange bedre end et menneskes, hvilket heller ikke er svært, da mennesker lugter som en bunke mødding. I begge forståelser. Det blod han havde lugtet tilhørte intet menneske, ej heller en dødelig. Han havde bare en besked at afgive, for man kunne jo ikke have at hans nyeste legeting kom galt af sted inden legen blev god.
Han stod en meter fra Cathrine og kiggede langsomt på hende. Selvom han ingen lyd havde lavet på sin vej ind, ville hun let kunne fornemme hans tilstedeværelse. I hvert fald hvis hun fulgte sin intuition, for vi kender jo alle sammen fornemmelsen af at nogen kigger på en.

Cathrine sad med ryggen til ham og kunne intet høre, men hun kunne fornemme hans tilstedeværelse. Hun sagde ikke noget, hun vendte sig ikke om. Hun lyttede og hun sad helt fuldstændig stille. Der var noget med det her hun ikke kunne beskrive. En fornemmelse hun havde som hun ikke kunne sætte ord på fik hende til at sidde stille og lytte sådan. Hun ville vide hvad det var før hun vendte sig mod denne person der tydeligvis måtte være bag hende, eller var hun bare blevet paranoid igen? Hun kunne ikke holde det ud længere så hun rejste sig hurtigt op og vendte sig om. Som hun vendte sig skete der en reaktion af følelser. Først vrede, had, afsky, men så blev det ligeså stille, respekt og undren. De andre følelser lå stadig stærk, men de var ikke alene. Hun forstod dem ikke og blev sur på sig selv for at få dem.
Uden at sige noget stod hun bare med sammenbidt kæbe og så på ham med et koldt blik. Hun vidste for det første ikke hvad hun skulle sige, for det andet havde hun ikke lyst til at sige noget til ham, da han nu kom tilbage, selvom der nok var meget hun måtte blive nød til at vide.

Han kiggede roligt på hende da hun vendte sig om. Han gav hende først et hurtigt elevator blik, for at se hvordan hun klarede det. Hun så ’sund og rask’ ud, i hvert fald efter hans standard. Alt gik som det skulle. Han smilte tilfreds et kort sekunds tid eller to, hvorefter han så roligt sagde. ”Ah, Green,” han holdt en dramatisk tænkepause, hvorefter han fortsatte med velvejede ord, der umuligt kunne være stødende. ”Jeg kom bare fordi jeg havde en lille advarsel. Omkring nu er du sikkert klar over.. Din tilstand, så jeg ville bare lige fortælle dig nogle af de principielle spilleregler, der gælder mens du stadig er ’menneskelig’; 3 nætter.” Han løftede sine fingre i vejret og lavede kaninøre på den menneskelige del af sine ord.
Han gav hende endnu et bedømmende blik, og konstaterede at hun så relativt godt ud, for en der lige var død. Han bemærkede at det meste af blodet var væk, langtfra det hele; det kunne han tydeligt lugte. Desuden lagde han mærke til at hun havde skiftet hans trøje ud med noget… Mere normalt. Naturligvis ikke noget der passede sig til en skabning af hendes rang, men det måtte hun selvfølgelig selv om.

Cathrine trak vejret dybt ind (hvilket jo stadigt føltes meget sært for hende) og betragtede ham på samme måde som han så på hende. Hendes øjne flakkede lidt mere som om de ikke kunne holde sig på et punkt, og da han begyndte på sin ”tale” kikkede hun væk fra hans ansigt. Alt for meget foregik i hendes hoved lige nu, selvom man måske ikke kunne se det. Det første hun havde tænkt var hvordan hun så ud og hun fik det ikke meget bedre af at han betragtede hende på den måde og det hjalp heller ikke at se på ham. Hun kunne ikke lade være at tænke på om hun nu så sådan ud? Var hun ligesom ham nu? Det gjorde det ikke meget bedre for hendes forvirrede tilstand at han lød som om at ville ”hjælpe” hende og hun havde egentlig mest lyst til at råbe af ham og gå sin vej. Hun blev stående med blikket ned mod græsset uden at bøje hovedet.
Tre nætter… Hun fortrak ikke en mine, men som man siger, er øjnene sjælens vinduer og man kunne se der var en masse følelser bag den kolde facade.

Alzeid overvejede sine chancer i hovedet. Kunne hun være blevet stum? Han havde aldrig før læst om at sådan en ting kunne ske, så han konkluderede at hun bare ikke var helt vant til ikke at trække vejret. Roligt sagde han med en bearbejdende stemme: ”Du bliver nød til at øve dig i at tale, Green. Hvis du ikke siger noget, kommer du ingen vejne.” Han begyndte at gå mod hende, som en raket, der går i omkreds om en planet. Han ville gå tættere på, og så gå rundt om. Hvilket var det han gjorde nu. Hun var cirka indenfor en armslængde, da han begyndte at gå tænksomt rundt om hende. ”Jeg ved dit hoved er ved at eksplodere med spørgsmål, men det passer nok også bedre. Jeg har ikke tænkt mig at besvare nogen af dem nu.
”Ved ’tre nætter’ mener jeg den tid du har tilbage. Når du vågner op på den fjerde dag, vil solens stråler forvandle dig til en lille nydelig bunke aske, og det har vi jo ikke lyst til, har vi vel..?” Han lagde op til at hun skulle svare, bare for at teste om hun kunne.

Hun kikkede op på ham i det han betvivlede hendes tale evne. Eftersom hun ikke vidste hvad hun skulle sige, men sagtens kunne finde på et eller andet lamt, havde hun mest lyst til at holde mund bare for at genere ham, men igen, hun kunne åbenbart ikke gøre hvad hun mest havde lyst til. Da han pludselig gik nærmere hende ville hun havde rykket væk fra ham, men da han så begyndte at cirkle gjorde det det svært. Hun fulgte ham med øjnene som han sådan gik rundt om hende.
”Hvorfor..?” Svarede hun bare stille. Ikke vred, ikke trist, men helt og aldeles uden følelse. Hun fortrak stadig ikke en mine, men kikkede på ham, selvom hun ikke syntes det var en rar ting at gøre. Hun brød sig ikke om ham. Ikke lige nu, som han kom her og ville passe på hende? Hun forstod ikke hvorfor han ville det. Ville han ikke bare have hende død? Så hvorfor alt dette postyr. Selvom hendes spørgsmål kunne tolkes på forskellige måder og han kunne jo svare hvad han fik det til, eller han kunne lade være overhovedet at svare ordentligt, som hun egentlig gik ud fra at han ville gøre, eftersom at det var det han havde gjort så mange gange før.

Han hævede det ene øjenbryn svagt, da han forstod hendes spørgsmål på en mærkelig måde. ”Du vil måske gerne brænde levende, for at skulle tilbringe resten af evigheden med at brænde i helvede? Nej, det tror jeg ikke.. Ellers tog jeg i hvert fald fejl af dig,” han trak på skuldrene og kiggede på et egern lidt længere fremme, som det sad på en gren og spiste en nød. Egernet opdagede dog hurtigt at det blev overvåget, og skyndte sig om på en grad, der befandt sig på den anden side af træet, ”nogen mennesker kunne vel godt finde den idé attraktiv, men nu hvor du var blevet noget bedre, gik jeg ud fra at du var kommet over sådanne dødelige besættelser.” Naturligvis var han nu begyndt at tale om noget helt andet end hun rent faktisk havde spurgt om, men nu havde hun realt jo heller ikke rigtig spurgte om noget man kunne give et ordentligt svar på. Det kommer selvfølgelig an på hvordan man definere ordentligt, men da det er en helt anden historie, vil jeg ikke snakke mere om den.
”Hvorfor jeg gjorde dig til en vampyr i stedet for at lade dig dø? Fordi jeg vidste hvor meget du ville hade det. Jeg har heller aldrig sagt at jeg ville dræbe dig, så her er du!” Jeg idømte dig til en evighed i straf, hvilket du allerede nu er ved at erhverve.”

Cathrine fnyste irriteret af ham og vendte sig med ryggen til ham og kikkede i stedet efter egernet og blev næsten sur på ham over sådan at skræmme det væk, selvom hun normalt var enormt ligeglad med egern. Mens hun stirrede efter det overvejede hun hvorvidt hun bare skulle begynde at gå og ikke lade ham få tilfredsstillelsen af rent faktisk at se hende vred, men hun kunne ikke bare gå. Hun tog et par skridt, men stoppede og skulle til at vende sig om, som om hun havde fundet noget hun ville svare. Igen gjorde hun mine til at ville vende sig og sige noget, men stoppede op igen. Tredje og sidste gang vendte hun sig dog og kikkede ham lige i øjnene.
”Og De har stadig ikke tænk Dem at sige hvorfor jeg skulle have denne straf?” svarede hun roligt, men med en hadsk undertone i stemmen. Hun ville vide hvorfor han havde dømt hende til dette og hun hadede at han havde kunnet forstå hende så godt. Hun kunne ikke umiddelbart komme på noget hun ville hade mere end dette der nu var overgået hende.

Han mødte hendes forhadte vrede med et flabet smil. Egernet kiggede frem, da det et kort øjeblik følte sig ønsket. Et ganske kort øjeblik, for det næste skød Alzeids øjne over på det som en skarpladt revolver, og dyret krøb tilbage til sit gemmested. Han kiggede på pigen foran ham med et blik, der på samme tid var ydmygt, venligt og hånende. Roligt begyndte han at tale, om noget der i grunden ikke har nogen relevans til hvad hun spurgte om. ”Ser du, tricket er at vi to ikke er så forskellige, ligegyldigt hvor meget du prøver at benægte det. Vi er som dag og nat, modsætninger, der alligevel altid kommer i forlængelse af hinanden. Derfor kan jeg gå ud fra, at alt hvad jeg ville gøre, vil du holde dig betydeligt fra. Derfor kan jeg også konkludere at du ikke ville kunne forstå grunden, selvom jeg fortalte dig den.
”Men, jeg vil med glæde hjælpe dem på vej til at forstå det; Hvornår lever man?” Selvfølgeligt snakkede han i gåder, men det var ikke løgn at hun umuligt ville kunne forstå grunden, uden at forstå årsagen.

Cathrine sukkede irriteret og skulle lige til at vende ryggen til ham igen, men lod være.
”De er utroligt dårlig til at besvare spørgsmål… Kan De ikke bare svare hvad man spørger Dem om?” Hvæste hun mellem tænderne og blev en lille smule forskrækket over hvad for en lyd det gav. Hun kunne ikke lade være at spørge om mere selvom hun vidste at svaret nok ikke blev meget bedre.
”Jeg prøver igen… Hvor bor jeg?” hun ville oprigtigt gerne vide hvor hun boede. Hun ville have sit sværd, sit hjem. Hun ville have et sted at være. Hun kunne ikke udstå at hun ikke kunne huske hvor hun boede, nu hun rent faktisk havde et hjem. Hun kunne godt se hvad han mente med alt det han sagde, hun ville bare stadig gerne have grundlaget for det.
Trods at hun ikke ville have hans hjælp, var den nyttig nok ellers. Nu havde hun da ikke tænkt sig at være for meget i solen selvom hun hadede at måtte lade være, men hun ville ”dø” selvom dette var sket. Hun ville ikke væk. I hvert fald ikke før hun havde fået nogle svar eller en god grund til ikke at leve.