(Haha, ja. :3 Naíshca kan befrie Damia nu, så du kan komme ud. Så kan Spike og Naí fryse, og kæmpe videre, på et andet tidspunkt?)
Da en latter pludselig gav genlyd igennem hele fangekælderen, og fik kuldegysningerne til at løbe koldt ned ad hendes ryg. Hun kneb kort øjnene sammen, før hun forskrækket gispede, da den sølvlignende væske gled ned over tremmerne, og fik hende til at flytte sig. Hun skulle aldrig nogensinde have noget at gøre med den igen! ,,Du havde jo været så venlig at efterlade et sår i min pande, som du nu fik til at svide." Svarede hun, så roligt som det nu kunne lade sig gøre, selvom hun var langt fra rolig. Hun tog et fast greb i jernstangen, før hun hastigt satte ned imellem tremmerne, og pressede til. Hun lagde alle sine kræfter i, i håb om, at de ville glide fra hinanden, og heldigvis gav det hårde arbejde resultat. Langsomt begyndte tremmerne at forlade hinanden, så en mindre åbning blev lavet imellem dem. Efter hendes øjnes dømme kunne Damia godt klemme sig ud imellem dem. Det blev hun ihvertfald
nødt til, for hun havde ikke mere tid (Jeg har forresten tilladelse fra Mørkets Lord). Hun følger uroligt væsken med øjnene, idet den samler sig i et lettere utydeligt ansigt foran hende. Hun sukkede stille, men lod hendes grønne øjne hvile derpå, vagtsomt. ,,En eller anden blev jo nødt til at gøre det.." Hendes stemme ville have knækket over, hvis ikke hun havde koncentreret sig gevaldigt.
Naíshca Sia Niakaro
Avataren er fra deviantart.com.