Efteråret havde rigtigt sat sine klør i Azurien, og selvom efteråret også sat sine spor i Safirien, var det nærmest en hel lettelse for Frederik at besøge bedsteforældrene. Som vognen bevægede sig over landevejene kunne han mærke det blev varmere - ikke meget, men lidt havde nu også meget at sige for en mand der hadede kulde. Humøret blev lidt lettere, men det trofaste, halvsure udtryk sad som limet fast på det markerede ansigt. 
 Det var om formiddagen, dagen inde Helkes fødseldag, at familien Hanson satte deres fødder på jorden ved olie-gården, og Frederik var hurtig til at bevæge sig indendørs. En opførsel familien efterhånden var vant til. Det var ikke fordi han ikke gad være sammen med dem - af hvad de vidste af - men handlede udelukkende om at komme ind i de mere lune omgivelser. 

  Efter en hyggelig frokost gik Frederik med sin morfar og far ud og se til olieproduktionen og høre om hvordan det gik.Noget Frederik nød og fandt ganske interessant, men han fortrak nu at det havde været varmer vejr. Imens var der blevet sat i gang med en oppyntning process indenfor - for selvom det ikke var nogen stor fest, og der ikke kom meget andet en de nærmeste familie, mente Helke ikke, at der skulle mangle noget!
 Inden Frederik var taget afsted havde han - af en eller anden grund - tjekket om der var kommet er brev fra den unge Alryss, men han havde ikke regnet med et svar ville kunne nå at komme. Derfor han ikke helt forstod hvorfor han alligevel havde tjekket.  

Luften var tæt og fugtig den eftermiddag, da Viktor besluttede sig for at tage ud og ride. Han trængte til at mærke vinden i sit hår og solen på sin hud, mens han lod sin hest galoppere afsted gennem landskabet. Men det var ikke kun naturen, der trak i ham denne dag. En uimodståelig nysgerrighed omkransede hans sind, og han vidste, at han ikke kunne vente til dagen efter for at se Frederik igen. Han overvejede at tage vejen forbi Svenningsgård, blot for at se ham, og så ride videre i al hast, inden nogen opdagede ham. Det føltes som om hans hjerte ville springe ud af brystet af spænding, mens han styrede sin hest afsted mod gården, som han efterhånden var begyndt at kende lidt for godt. 

Da det ikke var helt planlagt at han skulle 'se' Frederik, var den unge junker iklædt en fortryllende ensemble af ridetøj i varme, smukke brune nuancer. Bukserne omfavnede hans ben på en tætsiddende, men elegant måde, mens den lidt løsere skjorte, som var pænt stoppet ned i bukserne, kombineret med en matchende vest gav ham en stolt holdning. De sorte ridestøvler strakte sig højt op til knæene og fuldendte det fortryllende billede af den unge rytter. 

Dagene op til weekenden som var sat af til Frederiks Mormor Helkes fødselsdag, var en blanding af spænding og længsel for at se den ældre knægt. Viktor havde ikke oplevet et savn noget lig dette før. Et savn der nok var steget i takt med hans fantasier om den anden, som han ikke længere prøvede at skubbe væk, men åbnede sig helt og holdent for. 

Så i dag ville han bare udforske de stier og veje, der førte til Frederiks ejendom og se om han kunne få et glimt af ham. 
Med hjertet oppe i halsen kunne han ane Svenningsgård i det fjerne, og han satte i trav istedet. 

Selvom luften var tæt og fugtig på denne flotte efterårsdag, var luften stadig kold. Så da han endelig ankom, var næsetippen og kinderne rødmossede fra den friske luft. Krøllerne, også en smule uglet fra det vilde ridt. Han begyndte at sænke farten mere, mens blikket søgte efter Frederik. Men han kunne ikke se ham. Og skønt han blot ville ride forbi og væk, blev hans lyst til at se Frederik fordoblet. så Viktor red længere ind på gården stille og roligt, med svedige hænder og en nervøs sitren mens han diskret ledte efter ham. Hvad nu hvis Frederik ikke blev glad for et spontant besøg? 

 Varmen inde ved olie produktionen var behagelig, og Frederik spændte de øverste knapper på jakken op for ikke at komme til at svede. Luften var i dag tyk af roser, en sød mild duft, der fik Frederik til af slappe lidt mere af, og som helt sikkert ville sætte sig i tøjet. Tøjet der som altid bestod af et par tætsiddende mørke bukser, en lys skjorte stoppet ned i bukserne og til sidst en mørk, simpel vest udover skjorten. Skjorte og vest var dog gemt væk under den mørke blå jakke og kunne i øjeblikket kun lige ses ved den åbne del af jakken.

 Der lød en munter snak fra de tre mænd da de kom udenfor igen, og som kulden ramte Frederik lød der et utilfreds brum, og på et splitsekund var mundvigene vendt nedad som han skuttede sig. Skuldrene trak sig op til ørene og den mørkhåret knægt skyndte sig at lukke jakken til igen. Samtalen ebbede ud som lyden af klikkende hove på gårdspladsen ramte dem. Frederik og hans far så på Ludvikal med brynene løftet i et nysgerrigt og spørgende udtryk - Frederik kunne i det øjeblik i hvert fald ikke løbe fra, hvem der var hans far - mens den ældre herre rynkede brynene i et lidt undrende udtryk. Der skulle da ikke komme flere gæster den dag? 
 " Åh, Viktor af Alryss! " lød det glædeligt overrasket fra Ludvikal da de kom ud på gårdspladsen og så hvem den mystiske gæst var. Frederiks mørke blik gled ned over synet af Viktor på en hest, usikker på hvorfor han overhovedet havde brug for at tjekke det ud, og løftede det ene bryn, inden han mødte Viktors blik. 
 " Hvad skyldes dette uventede besøg? Skulle De ikke først komme i morgen? " Noget sagde Frederik at han godt vidste hvorfor Viktor var der allerede. Et utålmodigt barn, der ikke kunne vente med at se deres favorit onkel . Nu var Frederik ikke Viktors onkel, men det var vel noget lignende det samme, var det ikke? Viktor kunne ikke lade ham være. 

Der var ingen gensynsglæde at se fra Frederiks side af da Viktor kortvarigt fik øjenkontakt med ham. Den spontane selvtillid han havde fået tidligere, begyndte at falme lige så stille, da han hurtigt fik overbevist sig selv om, at det måske alligevel var en dårlig idé at komme brasende uanmeldt på Svenningsgård.

Heldigvis var Ludvikals reaktion en varmende kontrast til Frederiks kølige udtryk. Viktor fik standset hesten, og så ned på dem med et smil han havde været nødsaget til at fremtvinge i alt nervøsiteten. Tilgengæld var han dygtig til at skjule nogen som helst form for utilpashed, og så istedet ganske imødekommende ud da han løftede hånden som hilsen.

 "Jeg beklager min uhøflighed, Ludvikal, at jeg kommer uanmeldt på denne vis." Selvom det var henvendt til bedstefaren, kunne de brune øjne ikke lade være med at skimte kortvarigt hen til Frederik for at se hans reaktion. Blikket endte tilbage på Ludvikal da han forsatte, "Jeg var ude at ride, og før jeg vidste af det, befandt jeg mig pludselig i nærheden af Svenningsgård." Han mundvige trak sig forsat op i et høfligt smil, mens han fandt på en hurtig hvid løgn, "Jeg kom til at tænke på, om I måske kunne have brug for hjælp til klargørelsen af festen der holdes i morgen?" Han kiggede rundt på de tre mænd, den ene ældre end den anden da en tanke så slog ham.

Han havde ikke haft æren af at hilse på Frederiks far før.

"Ah jeg beklager." Sagde han hurtigt da han fik øjenkontakt med manden der havde visse ligheder med Frederik. Viktor svang sig uden besvær ned fra hesten, tog en lille lommeklud frem og tørrede sine hænder af inden han rakte hånden ud mod ham.
"Jeg erindrer ikke, at vi tidligere har udvekslet ordentlige hilsner," udtalte han med respekt, "Jeg er Viktor af Alryss, ven af Frederik." Præsenterede han sig høfligt.

Hjertet hamrede mens han gjorde sit ypperste for ikke at se på Frederik. Men det prikkede varmt i tindingerne af forlegenhed over hvad den ældre knægt mon tænkte om hans spontane visit, at han helt frygtede at varmen ville vise sig som rødmen i kinderne. 

 Selvfølgelig så Frederik blikket der kort blev vendt mod ham. Han stod jo trods alt og kiggede på den noget yngre knægt. Hænderne dybt i bukselommerne og det ene bryn løftet som han kort fik øjenkontakt med Viktor, inden blikket forsvandt fra ham igen. De mørkeblå øjne rullede kort om i baghovedet ved Viktors undskyldning, men alligevel kunne han ikke helt holde mundvigen fra at trække sig en smule op. Hjælpe, min bare røv.. Frederik slog blikket væk og rystede lidt utydeligt på hovedet over det. 

 Frederik fnøs da Viktors præsentation lød, og han sendte Viktor et skulende blik. Det var dog uhøfligt at sige ham imod, men ordene lå lige på hans tunge. Bilder han sig selv ind. Frederiks far, Hans Hanson, tog Viktors hånd og gav den et solidt klem.
 " Det er en ære endelig at møde Dem, Viktor af Alryss. Jeg har hørt en masse om Dem.  " Håndtrykket blev afsluttet, og Hans lagde hånden på Frederiks skulder, og gav den et klem.
 "Det er godt at vide at min søn, at har en ven som Dem! " Frederik vidste selvfølgelig hvad han virkelig mente. En adelig ven. En ven med indflydelse.. Det kunne godt være Viktor blot var et barn, men det stoppede ikke Hans fra at udnytte hans søns venskab, til fordel for forretning. Frederik brummede blot til det. 

 " Du går bare i gang, Viktor.. " lød det fra Frederik, der så en smule udfordrende på Viktor. Vidste han over hovedet hvad der var at gøre klar til sådan noget?
 "Det er sikkert masser af tunge ting der skal flyttes fra a til b.. " Frederik trak på skulderne og skulle til at forsætte mod hoveddøren, men en mild latter fik ham til at stoppe op og skære en grimasse - han vidste hvad klokken havde slået.  
 " Visse vasse, Frederik! Der er intet at hjælpe med, vi har rigelig med folk i gang med at gøre klar. " Ludvikal klappede Viktor kort på skulderen.
 " Ellers tak for forslaget knægt. Hvad med i to unge hoveder tager en tur ud og nyder det gode vejr. Sussie kunne godt bruge at komme ud og røre sig lidt. " Et bryn blev løftet i retningen af Frederik, som vippede hovedet lidt bagud.
 " Jeg må heller blive her og.. " Frederik nåede ikke at færdiggøre sætningen ind en bestemt blik blev sendt i hans retning fra hans far.
 " Nu skal du ikke sige din morfar imod!" Frederik læber smallede sig ved farens afvisende ord, og han nikkede.
 " Javel, jeg tager Sussie med ud på en tur.. " Et skulende blik blev sendt i Viktors retning - ikke fordi Frederik havde noget imod at bruge tid med Viktor, som sådan - fordi det var køligt udenfor og Frederik heller ville være indenfor i varmen fra brændeovnen. 

 De to ældre mænd sagde deres farvel, og bevægede sig indendør, og efterlod Frederik og Viktor alene. Uden et ord gik Frederik over til den lille stald, hvor gårdens to heste stod. Det dårlige humør osede ud af Frederik, som en boble rundt om ham.

Om sætningen: 'jeg har hørt en masse om dem' blot var ren kutyme, eller om der faktisk var sandhed i ordene, kunne Viktor kun gisne om. Og fra hvem havde Hans hørt en masse om ham? Bedsteforældrene, eller Frederik? Blikket søgte kortvarigt hen til den ældre knægt for bekræftelse, men han nåede ikke at se længe nok på ham til at finde svar, før han skænkede Frederiks far sit blik igen, nu hvor håndaftrykket kom til ende. Viktor pressede sine læber sammen i et spagt smil, da Hans henvendte sig til sin søn angående deres venskab. Viktor kunne ikke benægte at han selv nød relationen, men da han så, hvor utilpas Frederik så ud, blev ordene fanget i hans strube, som om katten havde taget hans tunge. I fare for at gøre Frederiks humør endnu værre, forblev Viktor tavs og brummede blot i unison med Frederik til kommentaren. 

Viktor mødte Frederiks blik, da han endelig talte, og rynkede kortvarigt panden over den udfordrende bemærkning. Troede han ikke på, at Viktor ville hjælpe, hvis det blev nødvendigt? Desuden virkede Frederik så ligeglad med Viktors tilstedeværelse, at han mest af alt havde lyst til at springe op på hesten igen og ride hjem i en fart. Den unge grevesøn nåede dog ikke at sige et eneste ord til Frederik, der allerede var på vej væk, da Ludvikal klappede ham på skulderen og lo af det Frederik havde sagt. Det gibbede kortvarigt i Viktors skulder af den pludselige berøring, og han fik igen styr på sit ansigtsudtryk, mens han smilende forsøgte at virke afslappet - selvom han langt fra følte sig sådan.

"Ellers så siger De bare til." svarede han høfligt til Ludvikal, der fortsatte med at tale. En idé om en ridetur blev luftet for de to drenge. Det var næsten for meget at håbe på. Alligevel holdt Viktor øje med Frederik, afventende og spændt på hans reaktion. Desværre blev forslaget mødt af Frederiks modstræbende holdning og det tvang Viktor til at åbne munden og selv afvise det. "Hvis I har travlt, vil jeg ikke længere forstyrre jer," havde Viktor planlagt at sige, men Hans overtog ordet før ham med en irettesættende tone overfor Frederik. Nu følte Viktor sig lige så utilpas som Frederik så ud.

Viktor havde ikke engang behov for at se på Frederik for at mærke den ældre knægts iskolde blik på sig. Kulden, den var overalt. "Det var en fornøjelse at se Dem, Ludvikal, og det var en ære at møde Dem, Hans," sagde Viktor høfligt som et sidste farvel til de to ældre herrer, der efterlod ham alene i kulden sammen med Frederik.

Det eneste der brød den sigende stilhed var grusets knasen under deres fødder, da Frederik begyndte at gå mod staldene uden et eneste ord. Viktor fulgte efter ham og trak sin egen hest med sig. Den energiske flamme, der tidligere brændte i Viktor, var nu blevet kvalt af Frederiks dårlige humør.

"Undskyld, Frederik," brød han endelig tavsheden og rømmede halsen. Det var ikke sådan, han ønskede, at situationen skulle udspille sig. "Hvis du ikke har lyst til at være sammen med mig, kan du bare fortælle dem, at jeg kom i tanke om noget, jeg skulle nå, og var nødt til at ride hjem." Han kom med et lille skuldertræk, men håbede inderligt, at Frederik ville modsige forslaget.

 Som en tyk sky der svævede omkring Frederik, kunne man nærmest se utilfredsheden hænge omkring ham, som han endnu en gang blev afsat som barnepige. Det var da lige godt utroligt, at han igen og igen kom til at hænge på den tjans.. Stod der barnepige i panden på ham? Han rystede svagt på hovedet over det, som han gik ind i stalden. 

 Stilheden mellem dem var summende. Den virkede mere larmende end en fest, og bed tænderne lidt sammen da Viktor undskyldte. Sussie blev ledt fri af boksen hun stod i, og Frederik gned ansigtet med et suk, da han gik over til sadlen. Han havde jo ikke noget imod at komme lidt væk. Han havde jo ikke rigtig noget imod at være sammen med Viktor.. Tungen gled over fortænderne i overmunden mens han tog sadlen ned fra væggen og gik over til hesten.
 " Nej.. Det er okay, Viktor.. " Sadlen blev sat på Sussie, og Frederik satte den fast. Det mørkeblå blik blev vendt mod Viktor og endnu en gang følte Frederik blikket glide ned over knægten i det lettere tætsiddende tøj. Det var svært ikke at gøre det.. når han havde så anderledes noget tøj på, altså! Blikket fandt Viktors, og han trak på skuldrene, inden han begyndte at trække Sussie med ud fra stalden. 
 " Hvorhen? " Spurgte Frederik, ikke interesseret i at snakke mere om hvorvidt han gad eller ikke gad bruge tid med Viktor. Som han trak Sussie over gruset, kom han tæt nok på til at rode Viktor i håret med et lille hint at et skævt smil i den ene mundvige og en lidt legende glimt i øjnene.
 " Og som om du pludselig var i nærheden.. " Frederik troede tydeligvis ikke på det, og fnøs underholdt inden han trak Sussie lidt væk og trådte op på hende, og satte sig til rette.

Det eneste Viktor kunne var at se til mens Frederik gik rundt i stilhed og gjorde sig klar. En lille nervøs sten dumpede ned i maven da Frederik først sukkede og gned sig i ansigtet, forberedt på at blive sendt hjem.

Nej, det er okay, Viktor.

Viktors mundvige var ved at glide vibrerende op til et triumferende smil da Frederik ikke afviste ham. Han bed dog hurtigt smilet i sig så han ikke forekom alt for glad ved det. Istedet førte han en knyttet næve op foran ansigtet for at få styr på sin mimik, men hans brune øjne kunne ikke lyve om hvor glad han egentlig var over det. Hjertet begyndte at flamme langsomt op igen. Som Viktor fjernede hånden, skævede han hen til Frederik, og blev overrasket over at møde hans blik. Han hævede det ene bryn, afventende - for det virkede da som om at Frederik ville et eller andet? Men istedet begyndte den ældre ven at trække hesten ud, så Viktor bakkede for at gøre plads, og standsede ved spørgsmålet. 

"Jeg kender et sted." Sagde han overvejende. Per automatik tog han hånden op for at afværge at blive rodet i håret. Men han fik kun dasket blidt til Frederiks underarm med bagsiden af hånden, mens fingrene kørte rundt i krøllerne på ham. Det fik det til at summe i hele ansigtet, men han grinte bare lidt nonchalant ved det og pressede øjnene sammen til sprækker ved Frederiks 'anklage'. Et legende glimt i de brune øjne tændte sig, og han smilede hemmelighedsfulgt til den anden som han selv kom op på sin egen hest. 

Viktor rømmede sig højtideligt og tog fat i selerne. Han kiggede så hen på Frederik med brynene løftet, og fnøs ganske underholdt, "Tror du at jeg lyver?" Han tappede blidt hestens side med hælen så de lige så stille begyndte at bevæge sig i retningen mod skoven. 

 Jeg kender et sted.. Frederik rynkede en smule mistænkeligt til det vage svar, og kiggede lidt på Viktor, overvejende. Han var dog sikker på Viktor ikke lokkede ham i døden, så han accepterede svaret.
 " Hm... Javel.. Et sted.. " Mumlede han mest for sig selv.

 Frederik lod Viktor føre an og lod Sussie følge med i et passende tempo så han kom op på siden af den unge adels knægt. Frederik gengældte det løftede bryn der blev sendt i hans retning.
 " Om du lyver?  " han fnøs og smilte over det med et hovedryst. 
 " Jeg tror du er fuld af lort.. " lo han underholdt. Han overvejede det lidt, inden et lidt mere lusket smil bredte sig over de spinkle læber.
 " Savnede du mig så meget? Var det så svært at undvære min fantastiske personlighed? " Lød det drillende som de red afsted. 

Viktor så blot afventende til som Frederik gentog spørgsmålet, og forberedte sig på hvad end den ældre ven ville svare til dette. Han måtte undertrykke en latter, og tog sig istedet til hjertet med den ene hånd og formede en overdrevet forbløffet grimasse som kunne han ikke tro sine egne ører. 
"Du milde." udbrød han lavt med en falsk chokket tone, der matchede hans udtryk. Og så begyndte han at le med Frederik, lige så underholdt, som hans ven var det. Fuld af lort, simpelthen.

Et pludseligt dunk ramte Viktors bryst, og først troede han at noget havde ramt ham, eller at Frederik måske havde dasket til ham (hvilket ikke gav mening, taget hestenes afstand i betragtning), men ak, det var hans eget hjerte der var begyndt at efterligne hestenes trav i jorden ved den pludselige kommentar om savn. For, hvordan kunne Frederik gætte så rigtigt, uden at have nogen idé om hvor sandt det var. 

Viktor kunne heldigvis undvige emnet, og sagde istedet;
"Hvilken personlighed?" drillede han igen, og skævede hen til Frederik med et løftet bryn. Men som blikket hang ved Frederik, blev det mere gnitrende, og flirtende end hvad der var tiltænkt. Han måtte tvinge sine øjne fra ham, og han kunne mærke hvor svær en handling dét var. Det var bare så pokkers svært at tage blikket fra ham, når han ikke havde set ham længe, og bare ville tage hver en afkrog af ham til sig.  

 Latteren fortsatte som Viktor spillede chokeret. Frederik rullede med øjnene over den yngre knægt, og kunne ikke lade hver med at tænke over hvor lidt han vidste den fisefornemme facade passede den lille møgunge. Havde han kunne nå ham, havde han dasket ud efter ham.  
 " Vi ved begge to godt der intet fint er over dig.. " Frederik så hen på Viktor med et skævt smil, skabt af latteren, og et glimt i øjet der nærmest fik ham til at lyse op. Det var så sjældent Frederik faktisk grinte. 

 Et fnys forlod Frederik ved Viktor næste ord, og som deres blikke mødtes løftede Frederik også et bryn. Munden åbnende sig, for at komme med en dumsmart bemærkning tilbage, men Viktors blik fik ordene til at sætte sig fast i halsen. Munden lukkede sig igen og Frederik så væk fra Viktor med et fnys, uforstående overfor den trykken i brystet han så tit havde oplevet med Leon August nu skulle vende tilbage. 
 " Hvor langt er der? " Endte han i stedet med at spørger, men blikket vendte sig frem i retningen de red. 

"Ikke det?" Spurgte han med et smørret smil og måtte synke sit grin igen. Som de sad på hver deres hest og smilede til hinanden, måtte Viktor virkelig holde sig fra at gnide sig ved hjertet med hånden. Det føltes som hvis hjertet skulle briste når han så på Frederik lyse op så lattermildt. Hele hans attitude kunne forandres så nemt, bare ved dét smil, og helt uvilligt kunne Viktor mærke at han blev blød i knæene. Hvis tiden kunne sættes i stå, ville han sørge for dét, og male Frederik i dette enestående øjeblik. 

Men blikkene veg fra hinanden, og Viktor fik rømmet sig lidt på plads. Han klemte øjnene lidt sammen for at koncentrere sig på stien foran sig, og på at få kontrol over sit eget hjerte. For han havde ikke i sinde et afsløre sig selv. 
"Ikke så langt igen." lød det en smule fjernt fra ham mens han orienterede sig om hvor de egentlig var. Det kunne lige ligne ham at føre dem på vildspor, fordi han blev distraheret af Frederiks smil. Hvor var det dog dumt.

Heldigvis, fik han øje på et af sine pejlemærker, et underligt snoet træ, der var prydet med de flotteste orange blade. 
"Okay." grinte han lettet, og nikkede fremad. "Nu er jeg sikker på at vi er der om lidt." forsikrede han sig selv og Frederik om.

 Et moret fnys forlod olieforhandleren over Viktors og smil. Den unge vidste udmærket godt hvem han var, selvom han ikke var ældre. Viktor forundrede han nogle gange. Og irriterede ham resten af tiden, selvfølgelig. Frederik lavede et lille kast med hovedet for at få det værste hår væk fra øjnene, og han så rundt. Blikket landede dog kort efter på Viktor, der ikke lød just sikker i sine ord. Han brummede skeptisk og løftede et bryn, og lod blikket tale for ham. Er du virkelig blevet væk..?
 
 Der gik dog ikke mere end et kort øjeblik inden Viktor virkede til at have styr på hvor de var igen, og Frederiks smallede sig kort mistroisk, inden han så frem og tog omgivelserne ind. Det virkede bekendt, men det var ikke et sted han var kommet tit. Når de var på besøg hos Svennings  Gård var det sjældent de var væk fra gården. 
 En sø kom til syne, og Frederik fik Sussie til at sænke farten. Brynene rynkede sig lidt, inden han så lidt skulende på Viktor. Havde den yngre dreng virkelig tænkt hvad Frederik tænkte? Var det her virkelig Viktors forsøg på at vise Frederik at han kunne vælte ham i en sø? Frederik fnøs ved tanken og lod Sussie sætte i galop det sidste stykke. 
 " Virkelig, Viktor? En sø? " lød det fra ham, som han lod sig svinge ned fra hesten.

Viktor fik skævet til Frederik ud af øjenkrogen for at tage det sidste af ham ind før hestene fik et hurtigere trav ind mellem træerne mod deres stoppested. I det korte øjeblik hvilede øjnene på det mørke pandehår der dansede væk fra Frederiks øjne i et kort hovedryst. En handling, Viktor havde set den ældre knægt gøre før, men aldrig rigtig havde bemærket til fulde. Men nu tilskrev den unge junker sig, at det var en af Frederiks mange vaner. 

"Det er et godt sted til at skitsere." sagde Viktor uskyldigt til bemærkningen, og fik standset sin egen hest et par skridt bag Frederik. Med et taknemmeligt klap på hestens flanke svang han sig også ned fra sadlen. Han kunne ikke lade være med at kaste et blik hen mod Frederik for at fange hans ansigtsudtryk.

Mødet af Frederiks ansigtsudtryk var et spændingsfyldt øjeblik for Viktor. Han havde forventet den lette sarkastiske tone, men samtidig kunne han ikke helt afgøre, om Frederik var irriteret eller blot legende drillede ham. Det var som om et lille flirrende smil gemte sig i hjørnet af Frederiks mundvige (men det kunne også bare være noget den unge junker forestillede sig), mens hans øjne forblev gådefulde. Og så kom det til ham, hvorfor Frederik lige præcis nævnte søen i sådan et toneleje. Viktor skævede fra Frederik og til søen, og så tilbage til ham igen. Han havde slet ikke overvejet det før han så det skeptiske udtryk malet i Frederiks ansigt. Men det var selvfølgelig deres udfordring der var blevet skrevet om i deres breve, det handlede om. - hvem der kunne skubbe hvem i søen først.


Lige nu stod de to drenge og tænkte det samme, men Viktor besluttede sig for at spille dum til at begynde med, og måtte undertrykke et lille moret smil der var ved at vokse sig frem på hans læber. "Det falder måske ikke lige i din smag?" spurgte han med en munter tone, og løftede sine øjenbryn, afventende

 Frederik fnøs over kommentaren og rystede lidt på hovedet over det. Selvfølgelig.. Hesten blev bundet fast til et træ med mundvigene trukket let op i et lille smil. Det var meget typisk Viktor. Hånden kørte gennem de rodede, brune lokker mens han så rundt på omgivelserne.
 " Tøset.. " Brummede han, og skævede mode Viktor med det ene bryn løftet. Viktor gjorde det ikke ligefrem bedre for at Frederik ikke så ham som en tøsedreng. Frederik vendte blikket ud over søen igen, og stak hænderne ned i bukselommerne, og trak skulderne op mod skuldrene. Han hadede kulde. 

 Brynene trak sig lidt sig lidt sammen og øjnene smallede sig ved Viktors spørgsmål. Overvejede hvad tanker det fløj rundt inde bag de brune krøller. Han kunne se det sitrede lidt i den andens mundvige på et lidt.. luske måde. Frederik brummede lidt og så ud over søen igen.
 " Jeg fortrækker at sidde inde foran en varm brændeovn, i stedet for at være udenfor i kulden og fryse røven af.. " beklagede han sig lidt, og begyndte at gå ned mod søens kant. Selvfølgelig ikke for tæt på, for selvom Viktor ikke helt virkede til at have forstået hvad Frederik havde ment med sin kommentar, var han ikke dum nok til at sætte sig selv i risiko for at ryge i det sikkert iskolde vand.

Helt automatisk spejlede Viktor hvordan Frederik stod og så ud mod søen. Hænderne kom i de stramme ridebuksers lommer så vidt det var muligt, og han stillede sig ved siden af den ældre ven. Hestene tøjlet, og vinden legede mildt med de rødlige nuancer i træernes blade. Viktor kommenterede ikke på dem brummende bemærkning om at det var tøset. De havde allerede haft den snak før - alle de dygtige kunstnere var mænd. Istedet fnøs han blot af det, med et skævt smil og mildt hovedryst. 

"Så koldt er det da heller ikke, Frederik." argumenterede han med humor i stemmen og betragtede hvordan hans ven tog et par skridt frem og nærmede sig søen. De nøddebrune øjne hvilede i nakkehårene på den anden, og spændingen for hvad der skulle ske mellem dem, når de nu var her, alene - steg i ham. "At sidde foran en knitrende brændeovn er da hyggeligt," han trådte hen ved siden af Frederik, inden han fortsatte, "men at være i naturen og se den skifte farver er da helt fantastisk." Havde man spurgt Viktor for to år siden hvad han foretrak, havde svaret nok været brændeovnen ligesom Frederik. Men jo ældre han blev, jo mere satte han pris for naturen og dens skønhed. 
 

 Smarte røv.. Frederik rullede med øjnene for nej, så koldt var det heller ikke. Det var trods alt varmere end Azurien var lige nu, noget varmere end længere nord på, men det ændrede ikke at handelssønnen synes det var mere end koldt nok! Stod det til ham skulle det være sommer året rundt! 
 " Og varmt.. " tilføjede han, for det var netop det hele handlede om. Varme. Som Viktor snakkede videre var det umuligt ikke at rulle med øjnene over ham. Bevars.. 
 " Du har tydeligvis ikke kigget særlig meget ind i en brændeovn. " Mumlede han, og trak på skulderne. Der var mange farver at se i ilden. Og i en brændeovn var der også de skiftende farver på træet som ilden fangede det og lige så stille kvalte - sugede - livet og næringen ud af det. Ikke at Frederik brugte meget tid på at se på ilden. 

 Frederik gik på en måde hvor han forsøgte at få Viktor til at være på hans højre side - tættest søen. Han var jo ikke dum, og havde bestemt ikke tænkt sig at lade Viktor få en chance for at skubbe ham vand. Han så går ned over Viktor inden han så frem.
 " Så hvorfor søen, Viktor? " spurgte han overvejende, ledte efter om det var et valg, med hensigt at få Frederik våd. Eller om det bare havde været ren og  skær tilfældigheder. 
 " Er det her du bringer pigerne, når du vil i skørterne på dem? " Brynet løftede sig og der gik et lille øjeblik før han flyttede blikket ned for at se Viktors reaktion på spørgsmålet. Han var vel ved at være den alder hvor det startede? 

Viktor drejede overkroppen en anelse, hans ansigt med et lille tilfredst smil hvilende på Frederik, idet den mumlende bemærkning blev fremsagt. Let overrasket, spurgte han, "Betragter du tit ilden i en brændeovn?" Smilets efterklang kunne høres i hans stemme, som om han lige havde delt en stille latter med sig selv. Selvfølgelig var der intet galt i at drømme sig ind i ilden, mindet om hans egen barnlige fascination af midsommerbålets dansende farvespil kom til ham. At forestille sig, at Frederik muligvis havde delt et lignende øjeblik, var ny opdagelse, han lagde til side i sit sind, som en skat der skulle udforskes. Måske kunne de engang sammen tænde et bål og lade natten omfavne dem ude i naturens skød. Et forlegent smil, forsømt men blegende, spirede i Viktors ansigt, kun for at blive skjult bag en flig af neutralitet.

De vandrede langs søens bred, Viktor fandt sig selv delvist ved siden af Frederik og delvist bag ham, som en forsigtig rytter på kanten af et spor, for ikke at træde for tæt på søens kant. For man vidste aldrig, hvad Frederik kunne finde på, når deres lille udfordring fra brevudvekslingen hang over dem som et usagt spil de allerede var begyndt at spille. 

"Ser du mig som en skørtejager, Frederik?" spurgte han med eftertanke. Han rystede på hovedet kort efter og fremtvang et ubekymret grin, som for at dække over sine egentlige tanker, der mest af alt kredsede om Frederik. Han masede sig ind om Frederik og forbi med et nært puf så han kom et par skridt foran og standsede. Blikket hang ubeslutsomt på ham. Så hvorfor søen..? Skulle han rent faktisk prøve at skubbe ham i? 

 De smalle læber strammede sig lidt op ved Ved Viktors spørgsmål. Det var ikke noget Frederik rigtig ville snakke om. Folk behøvede ikke vide noget om hans interesse i ild. Der var en der kendte til fascinationen og det var rigeligt. Han trak derfor på skuldrene og så lidt væk fra Viktor.
 " Ikke rigtig.. " Løj han uden problemer. Alt efter hvordan man så på det, var der også noget sandhed over det. Som han var blevet ældre og havde fået mere ansvar, havde han ikke længere den samme tid til at bare at sidde og blive opslugt. Frederik flyttede kort blikket tilbage på Viktor for at se, om han godtog løgnen, inden han så frem igen. 

 Frederik lod spørgsmål hænge lidt i luften mellem de to. Lod naturen tage ordene til sig og gemme dem i rødder og blade. Frederik vidste ikke hvad Viktor var.. Men han var gammel nok.  Gammel nok til at være nysgerrig. Gammel nok til at eksperimentere. Frederik ignorerede minderne fra da han selv havde været den alder. Bed tænderne hårdt sammen og så ud over søen, inden han svarede. 
 " Hvorfor ikke? " svarede han tilbage med et åbent spørgsmål. Frederik stoppede op da Viktor fik møvet sig ind foran ham og stoppede op. Øjnene smallede sig en smule mistroisk over det pludselig skift i hans placering, men forsatte samtalen som om han ikke havde tænkt yderligere over det.
 " Du er blevet mere voksen, du må være nysgerrig.. du ser godt ud.. " Lød det en smule fraværende fra den ældre handelssøn. Det gav god mening. Det mørkeblå blik flyttede sig fra søen og han så tilbage på Viktor med et løftet bryn. 
 "Er du?... En skørtejæger?" han lod blikket glide ned over Viktor inden han mødte hans blik igen. Hvorfor han følte det nødvendigt at se ned af adelssønnen vidste han ikke helt. Han tænkte ikke rigtig selv over hvad han egentlig stod og sagde. Det var jo bare hvordan det hang sammen.  Det var jo bare sandheden. 

I et split sekund kunne det ses i adelssønnens unge blik hvordan den pludselig kompliment overraskede ham og slog rødder. Du ser godt ud. Viktor følte sig både tør i munden og som hvis en tudse havde sat sig fast i halsen på ham. Brynene dansede kort i sin kamp for at placere sig nogenlunde uanfægtet. For, Frederik skulle nødig se hvad de pludseligt søde ord betød for ham. Så var det bedre at se ud som om det prallede af på ham. Viktor turde ikke vise sine kort på hånden, for hvad hvis han tabte? 

Han rømmede sig lydløst, og hans hånd kom helt automatisk op til hans brystkasse for at massere hjertet mens han overvejede hvad han skulle svare til Frederiks spørgsmål, som en opfølgning på deres samtale - og som hvis komplimenten slet ikke havde fundet sted. Var det kun Viktor der blev påvirket af det? Det kriblede helt i fingrene, på en nervøs og spændt måde. 

Deres blikke mødtes, og Viktor forsøgte at følge med i hvor Frederik kiggede hen. Det mørkeblå blik gled nedad ham. Undersøgte han mig mon nærmere? Og hvad så Frederik, når han kiggede på ham? Det gjorde ham pludselig meget bevidst om sig selv, og helt automatisk stillede han sig med benene mere spredt, og tog mere af pladsen for at se selvsikker ud. 

Men han skulle selvfølgelig svare på spørgsmålet, bare der nu ikke var gået underligt langt tid. Du ser godt ud - ordene kredsede i hans tanker. Var det dét som Frederik tænkte når han så på ham? "Jeg ser mig ikke som en skørtejæger." svarede han og trak på skuldrene, og lod blikket hvile på søen for en kort stund inden han drejede hovedet mod Frederik med et charmerende smil. Krøllerne dansede lidt i den milde brise, i takt med bladenes raslen i grenene. 

Viktor trådte et skridt nærmere, og kunne mærke den impulse energi tage form i ham. Komplimenten havde fået hjertet til at hamre, og pulsen steg i ham. Hvorfor skulle Frederik også stå og se sådan på ham? Det var som om blikket betød mere end hvad det i realistisk forstand, egentlig gjorde. Han tolkede det som han ville. "Nogle ville måske mene, at du var en skørtejæger, Frederik. Du er temmelig populær." indskød han så med et smil.