Det var også lige meget.
Det var lige meget hvilken form de tog, det var ligegyldigt, om de næredes af hans lykke, eller elendighed. Og det var alt for let,
bare at give slip; hvornår følte man sig ellers så forfærdelig levende, som efter stormen der
næsten havde druknet dig?
Se han var normalt ikke noget fjols. Men enhver der så den drænende symbiose, ville nok stille urimeligt mange spørgsmål til den påstand, med den selvdestruktion der lå i det. Påpege, at for at en symbiose kunne fungere, skulle begge parter have noget godt ud af det. Men Corinth følte sig ikke andet end
godt, da han med et suk fornemmede dem give ham mere plads, sorte fingerspidser som en blæksort kontrast til deres marmorhvide, varme hud. Læberne gav små, værdsættende kys nedover halsen, henover kravebenet, støttende på den ene albue, og han hævede i et hektisk sekund af en pludselig indskydelse hovedet, da han fornemmede deres blik. Øjenkontakten sendte et hjertet i gallop, og et kuldegys igennem hans førhenværende trætte krop, som efterhånden føltes mere og mere lagret med elektricitet.
Tættere, han skulle tættere på, og møvede den frie hånd ind imod Levines skulderblade, jah pressede deres overkrop ind imod hans krævende kærtegn, da han hørte deres lille suk.
Almindeligvis, hvilede der altid en stor (sober) respekt i Corinths sind overfor det væsen der i næsten alle henseender havde været hans primære kontakt - Levine var ikke som de andre muser, og så slet ikke som andre
mennesker. De havde været en trøst, en opmuntring og en støtte. En kærlighed, mere ren og oprigtig end hvad kunstneren normalt kunne føle.
Men lige nu, var det svært ikke at lytte til den lokkende stemme der påpegede, at de selvfølgelig også kunne være
mere.
En virkelig forbudt tanke, der dog ikke stoppede ham i at forfølge dens lokkende sirenesang,
fordi det var en svag pointe.
Måske handlede det ligeså meget om benene der gav ham plads, som mængden - eller længden - af kropskontakt han lige nu oplevede. Men rusen strømmede så intenst igennem ham, at grænser virkede som det
mindste af deres relation - han havde brug for
dem. Brug for at overskride grænserne omkring dem. Mere end bare deres nærvær, hviskede hjernen og kroppen forræderisk.
Og ligeså ømt som hans begyndende kærtegn måske havde været, ligeså meget styrke, og utålmodighed lå også på spring under overfladen, da han prøvende lod læberne glide længere ned af det flade bryst. Tænderne let skrabende imod den perfekte hud indtil han ramte den ene nipple. Tog et sats, og bed pirrende til, viklede tungen lokkende omkring, vejrtrækningen tung af voksende lyst. Men også fanget nok i øjeblikket til at han ikke tænkte over konsekvenser eller eftereffekter.
Nej, det eneste han kunne tænke på, var hvordan det blev sværere og sværere at holde hænderne de 'rigtige' steder. Og skubbede de ham ikke væk, borede hånden sig nedad, imellem madrassen og deres ryg, for at skubbe lænden opad og deres underliv lidt mere prøvende sammen, som et vagt, lokkende løfte om hvad de kunne, hvis det stod til ham.
"We don't make mistakes - we just have happy accidents"