Det var nogle beskidte slag, og så snart ordene forlod hendes mund, vidste hun
også at det egentlig var over grænsen.
Det var for meget, og bestemt ikke en soldats opførsel værdig, skulle Lyset stå for noget godt her i verdenen. Men samtidigt med at hun vidste alle de her ting,
så føltes det stadigvæk så retfærdigt. Der var nemlig meget stolthed omkring den anden kvinde.
Og stikpillerne borede sig ind som spydspidser, krakelerede facaden, påvirkede stoltheden.
Et pust af vrede, og den her gang kom kvinde i bevægelse.
Hold kæft. Trodsigt følte Lynette hvordan hendes krop spændte op,
Sarah var indenfor intimsfæren nu, og hænderne ledte i en forsinket reaktion efter noget som ikke var der, på ryggen.
Lort, de tvefarvede øjne nåede at kigge op, førhen at et falkegreb fik fat i hendes nakke, og smertefuldt borede de beskidte fingre ind i huden på hende.
"Arhg, hvornår den er tabt? Du mener da ik-" og hun lagde sin hånd imod kvindens albue, og pressede i et kæmpende ryk imod, da hun med et lille fnys følte hvordan Sarah strammede.
Prøvede i det næste sekund at bukke hendes arm ved leddet, så hun kunne snurre omkring of få fat i nogle brædder og-
Der var det igen. Den underlige magt, i den ellers middelmådige fysik
"Din gadelus" hvislede hu.
En overnaturlig styrke cementerede nu kvindens greb, og fik en klagende lyd fra Lynette.
Så det var magi. Hun vidste det! Ikke at den sejr føltes god, og hun satte nu begge hænder over armen på den anden for at bryde fri,
det føltes som en jernstang for helvede. Hvordan skulle hun..
Og så slog det hende, hvad Sarah underligt blødt hviskede, og hun stivnede. Ord som samtidigt slog hende ud af den hektiske mission det nu engang var at bryde hendes overgreb, og faktisk - nok for første gang i mange år... fik et skarpt, hånligt og usympatisk smil over de bløde læber.
Den grimme følelse væltede frem i hende, og dystede med alt hvad der lå i luften,
lige til at samle op. Følelser - hun foragtede og forelskede sig i dem, hver dag. De var alle vegne, og at gennemleve dem
sammen med andre, var et tungt kors at bære.
Og alligevel talte Sarah som om hun vidste noget.
"Den værste forbandelse, siger du?" der var mange ting at begræde, hvis man skulle måle smerte. Foruden dem hvis magi eller krop langsomt slog dem ihjel, var det næsten tragisk komisk at høre ordene fra den stærke personlighed -
hun ville bruge evnen, men ikke dens magt? Øjnene hos Lynette lynede, omend Sarah ikke kunne se det.
"Tyrelort. Det virker kun rigtigt, at du skal bære smerten med dem" og hun gav op på at løsne grebet.
"Du er ikke forbandet. Du er bare forbandet egoistisk" fulgte hun i et tørt grin op med.
Styrke virkede ikke. I stedet greb hun i et ryk ud efter den andens krave, for at forsøge at tvinge sig selv et par skridt frem og sætte et knæ i maven på hende.
- -- --- ----- ----------------------------------- ----- --- -- -
