Alianne_ 10.02.2023 22:32
Zira slukkede talestallen og stoppede den i lommen. Fra samme lomme fandt hun en lille, lysende sten frem, som hun knugede i hånden et øjeblik.
"Zirra, du kan gøre det her," sagde hun til sig selv, og lod så magien slippe sit tag i stenen. Et sted i undergrunden begyndte en lanterne at lyse på Charles Pearsons skrivebord.
"Hvad kan du?"
Det gippede i Zirra, da en barnestemme lød lige ved siden af hende, og hun var nær snublet ned ad trappen, havde Alexander ikke taget fat i hendes arm. Han så forvirret ud, og bekymring var allerede ved at snige sig ind i blikket. Zirra skjulte ikke særligt godt, hvor oprevet, hun var, og Alexander havde alligvel kendt hende længe nok til at se igennem hendes forsøg. Zirras blik flakkede kort, hvorefter hun tog fat om hans skuldre.
"Alex, du skal gøre mig en kæmpe tjeneste," hviskede hun og gjorde et kast med hovedet mod gangen.
"Der står en mand dernede, som vil tage jer med i aften. Jeg tror, han vil gøre det for at få fat i mig. Rolig, rolig, jeg har en plan, og jeg har jer, hører du? Jeg har jer, og jeg skal nok få jer væk fra det her sted. Det lovede jeg sidst, og jeg holder altid mine løfter."
Alex nikkede, men virkede nu også som en, hjertet sad helt oppe i halsen på.
"Her er, hvad du skal gøre. Få en af de andre unger, måske Tom, få ham til at snige sig ud foran. Om ganske kort tid kommer der tre mænd, som kommer for at hjælpe mig. De er venner, og de skal ledes ad bagvejen om i haven. Ja? Godt. Bagefter går du ned til ham manden. Sig at Elenora er træt, men at du gerne vil vise ham rundt. Tag ham med ud i haven. Derfra skal jeg nok klare resten. Kan du det? Selvfølgelig kan du det."
Zirra lagde hånden på hans kind og trak ham så ind i et kram.
"Hvad har han gjort dig, Zirra?" spurgte Alex med spag stemme.
"Gjort mig? Nejnej, det skal du ikke tænke på, kære," skyndte hun sig at sige. Hvis han havde fanget hendes panikstemme, kunne hun næppe skjule det for ham, men hun kunne udskyde en samtale, hun ikke havde lyst til at have med et barn. Slet ikke, når barnet, trods at være en ung teenager, nu skulle sendes direkte hen til uhyret.
"Bare få Tom på udkig og manden ud i haven. Det skal nok gå Alex. I er ude herfra inden månedens udgang, det lover jeg."
Et løfte, hun faktisk ikke vidste, om hun kunne holde, men hun havde tænkt sig at gøre et forsøg.
Med Alex sendt mod Kester, gik Zirra en etage op, sneg sig ind i et tomt lokale og kravlede ud ad vinduet. Haven havde en bagindgang fra gaden, hvis man sneg sig forbi vinduet, hvor forstanderinden kunne kigge ud, og ellers var der en udgang fra stueetagen. Begge dele krævede at Zirra igen skulle forbi den gang, Kester befandt sig på, så et vindue og at kravle ned langs siden af bygningen virkede væsentligt lettere.
Hendes sko ramte græsset blødt og lydløst, og hun satte sig på hug for at snige sig forbi de lavere vinduer ind til spiserummet. I den anden ende af haven var der ikke direkte udsyn indefra. Alex var kløgtig nok til at vide, at det var her, hun ville vente. Men hun skulle bruge noget til at slå først med. Der lå et par nagler og en mursten nær bygningen, men det ville ikke slå hårdt nok. Så skulle Zirra have Trestons styrke, og selvom det frustrerede hende, vidste hun, at hun ikke havde den. Hun kunne hverken vente på ham eller sin opbakning. En skovl fangede hendes opmærksomhed. Den var sat fast i jorden, og hun fik vristet den fri ad rødder og klumpet muld uden at lave alt for meget larm. Med den i hånden, skyndte hun sig hen bag et af de mellemhøje frugttræer.
Lige præcis tids nok. Stemmer dukkede op fra børnehjemmets haveudgang, og Kesters stemme sendte kriller ned ad Zirras rygsøjle. Med fokus på Alexanders stemme, tittede hun frem fra sit skjul og greb fastere om skovlen.
"Jeg har altid godt kunne lide haven," lød det fra Alex.
"Mhn. Lad os gå ind igen. Jeg vil gerne hilse på Elenora også," svarede Kester.
"Men jeg sagde jo, hun er træt."
"Og jeg sagde, jeg gerne vil hilse på hende, Alex."
Kester havde vendt sig mod Alex i stedet for haven, og Zirra så sit snit til at slå til. Hun sneg sig i en lille bue rundt fra træet og bag Kester. Hjertet hamrede så højt i hendes bryst, at hun ikke kunne høre sit eget åndedræt, da hun rejste sig op, trak skovlen så langt tilbage, hun kunne, og svingede den med al sin kraft mod Kesters hoved.
Lige i det samme som lyden at tre sæt fodtrin bevægede sig rundt om bygningen efter nøje instruktion fra Tom, hamrede skovlens metalplade fladt ind i Kesters tykke hoved og sendte ham til jorden. Zirra mødte Alex' forvirrede og forskrækkede blik, inden hun så ned på Kesters stadig åbne øjne og sparkede ham i hovedet, så han gik ud som et lys. Da hun løftede blikket igen, lå hendes viltre blik i stedet på hendes forstærkninger; Charles og hans to kumpaner.
☽✧ I'm stronger, when I bleed ✧☾