Tidligere havde Fabian forslået at gruppen af venner skulle hoppe i vandet og byde foråret velkommen. Det var selvfølgelig efterfulgt af en hel del drunk og mad. Det kunne Romeo ikke sige nej til. Medanien havde sjældent noget spændende at byde på - så man skulle selv finde på alt det sjove.
De havde fået tændt bål, spist mad og drukket. Og da bålet havde gnitret de sidste svage gløder og var gået ud - var vennerne stille og roligt gået i opløsning for at vende hjem fra natten.
Med undtagelse af Romeo.
Det var ilde set at han kom spadserende hjem og var plørefuld på denne tid af natten. Samt havde han endnu engang pjækket fra dagens tømrer arbejde, hvor han er i lære under sin far.
Så, som så mange gange før, fandt han vej hjem til en familie ven for at undgå en skideballe.
Romeo havde fundet ud af at Gidion Crane var for god om hjertet til at sende ham væk, og havde førhen givet ham lov til at sove sin brandert ud hjemme hos ham.
"Gidiiiooooon." jamrede han fuld og bankede på døren. Han stod og hang lidt op af den. "Gidion hik, åbe-åben liiige."
"and sometimes it's like I can't even breathe.
But maybe tomorrow. (...) Maybe I'll feel better in the morning."
Krystallandet
