
Stian Hwan
Byvagt i det centrale bydistrikt
Stian jog sin behandskede hånd igennem sine blonde lokker, og ned til nakken hvor han lod den hvile lidt. Han så hen på den anden der ikke kunne lade emnet ligge åbentbart.
"Det er ikke sket for mig." skyndte han sig at påpege, som var han bange for at hans cellekammerat troede han var en byvagt med bagtanker.
Sjofle nogle af slagsen. Stian kunne
aldrig nogensinde overveje at tage imod den slags tilbud fra dømte. Det gøs kortvarigt i ham. Han håbede dog at han havde reageret stærkt nok tidligere, så det bevidste at han ikke var sådan en slags mand.
"Men, vi har da hørt historier." forsatte han og trak vagt på skuldrende og lavede en bevægelse med den frie hånd som skulle indikere noget.
Da Basil, som han nu havde præsenteret sig som, spurgte ham om hvad han troede han ville, snørede hans mave sig ubehageligt sammen som en tung klump. Han ville helst ikke komme for meget ind på hvad han
troede den anden ville. Men han forsøgte alligevel, og håbede at han ikke gav den anden nogle idéer.
"Det er mange.. interessante typer der nogle gange ender i arresten. Og jeg har hørt at nogen af dem kan være villige til at betale med sin krop for friheden." Han fjernede hånden fra sin nakke, og tog nu begge hænder i siderne for at se mere seriøs ud,
"Men, vi i byvagten kunne selvfølgelig ikke finde på at tage imod sådanne slags tilbud." Det troede han ærligt på. Han havde dog hørt rygter om at korrupthed var en ting i visse kredse af byvagten, men det var ikke noget han kunne finde på at røre med en ildtang! Hvis han fandt ud af hvem der var korrupt, ville han gøre sit yderste for at få dem arresteret og smidt ud af erhvervet forevigt.
Stian tog nøjsomt imod kortene som Basil havde rakt ud til ham, og han hævede det ene øjenbryn en smule spørgende. Så han var seriøs da han mente at de skulle have det sjovt med kortspil.
"Var det ikke på grund af kortspil at du kom galt afsted?" sagde han med et sagte fnys, og tog det halve æble i munden så han havde begge hænder frie til, alligevel, at blande kortene. Han kunne lige så godt give efter, og få tiden til at gå. Hellere det end at sidde og stirre ind i en væg i kulden.
Han blandede dem så godt han kunne, men følte sig en smule kejtet. Det var ikke mange spilaftener med drengene fra byvagten han havde været med til. Det bedste han kunne præstere var måske et spil
fisk med sin mor. Han gav kortene tilbage til Basil, og tog æblet ud af munden igen.
"Jeg er ikke så kendt med kortspil, så du må fører an."