Ja, listen var lang om hvor ubehagelig Tar Alsarif var. Og hun havde ikke en gang begyndt at nedskrive ubehaget ved at være så tæt på vandet. Hvor man dog skulle tro, at brisen fra havet ville give en, en hvis nedkøling. Men for elveren der normalt opholdt sig i Azurien i hendes egen lille hytte, gemt væk i skoven hvor hver lille afkrog i hendes hjem var blevet sikret for støv og utøj. Da var dette nok det tætteste hun kunne komme på helvede. Også havde hun endda sat sig selv i denne situation. Hvad man ikke gjorde når man flygtede fra skingrende sindsyge mørkelvere. Hun havde kun mødt én hun så som anstændig. Resten holde hun sig på afstand fra. Især efter hendes uheldige møde med Solari, der ellers havde været meget vedholdende om at de skulle mødes igen året efter deres sidste møde. Hvad denne kvinde ikke havde gjort for at sikre at Caerthynna ville overholde denne aftale. Men trods hendes særheder, var Caer ikke dum. Så hun havde formået at bryde båndet, selvom smerten næsten ikke havde været det værd. Og nu? Nu var hun fanget i et liv, som hun aldrig ville have valgt for sig selv. Men paranoide sind, ville bringe folk langt for at sikre at de følte sig sikre. Og de ubehageligheder hun måtte gennemgå for at være denne mands slave, var mindre end hvad Solari nok ville gøre ved hende, skulle hun nogen sinde finde hende igen. 

Iført hendes herres udvalgte tøj, der viste alt for meget hud. Der selvfølgelig var solbrunt med flotte tatoveringer der dansede op af hendes ben, hofteskåle og ryg, ned af hendes arme samt hendes ansigt der faldt så fint ind med hendes mange fregner der fyldte hende fra top til tå. Valsede hun uset ned af gangene, som der var hende forventet. Hun var blevet sendt til hendes herres kontor for at hente dokumenter der skulle bruges til en forhandling senere på dagen. Heldigt at hun så hurtigt var faldet ham i god jord, hun havde set hvordan han havde fået andre af slaverne der arbejde pisket for de mindste fejl. Aldrig havde hendes mærklige tendenser virkede til hendes fordel. 

Caerthynna åbnede døren, og gjorde store øjne da hun så der allerede var en der inde. "Hvad i al verden!" Udbrød hun, og skulle til at gøre antydning til at råbe efter vagten, da hun så hvem det var. Bandorion? Her? Af alle steder, hvordan kunne det forekomme. Hun glemte helt at gøre andet, end bare at stå og stirre som en måbende fisk. 

”Hvor er det...” mumlede Bandorion til sig selv, som han fiflede igennem papirerne i skrivebordet inden han gik videre til den næste skuffe, for at se om papiret måske var at finde deri.
Det her var et af de mere atypiske arbejder. Normalvis så var han inde i et hus og var som en skygge i en længere periode, hvor han bare lyttede og holdt øje med hvad der skete, men det var ikke første gang at han var i det pågældende hus.
Han havde i en lang periode skygget herren af huset, og nu havde han fået at vide at han skulle opsnappe et af dokumenterne, så de kunne tjekke om de virkelig skulle gøre noget ved manden. Det nyttede ikke noget at have nogen i Tar Alsarif, som Ramiel ikke kunne stole på. Det var i hvert fald den indgangsvinkel Bandorion havde fået. Han var trods alt totalt ligeglad med fyrsten, som var den Ramiel fulgte.

Han lukkede endnu en skuffe og øjnene kiggede forbrilsk rundt, og hev lidt ned i det sorte klæde der ellers dækkede hele hans ansigt, så det kun var øjnene der var synlige. Det gjorde det muligt at se hele ansigtet, omend håret og ørerne stadig var dækket. ”Hvor ville jeg gemme mig selv,” mumlede han, inden han gik over til en kommode i stedet for, og lirkede den åben, så han kunne gå igennem den.
Han var dog ikke så fokuseret på arbejdet, at han hørte døren åbne bare et øjeblik for sent, og hans øjne landede på ørkenelver slaven som var kommet ind og udbrød.
Han ventede ikke et øjeblik, og med et par hurtigere skridt var han på tværs af rummet, lukket døren i, og holdt en hånd over hendes mund, mens han pressede hende op af væggen, så han havde styr på hende. ”Jeg har ikke lyst til at gøre dig fortræd.” At det var Caerthynna kunne han ikke se, og det var også så lang tid siden at han havde set eller hørt fra hende, at det virkede usandsynligt. Om de stadig havde den telepatiske forbindelse anede han trods alt ikke, da det altid var hende der havde fået de løsgående tanker fra hans hverdag. 

Hans hånd lagde sig foran hendes mund, hvilket der ganske hurtigt formåede at få hende til at smække læberne sammen og ikke ytre et andet ord. Hun lukkede øjnene og kunne mærke hvordan den forbindelse de havde delt sidst de havde sets, langsomt dirkede sig ind i hendes hoved selvom hun febrilsk prøvede at skubbe det væk fra hendes sind. Alt imens hun argumenterede overfor sig selv, om hun skulle fortælle ham hvem hun var. Måske det var nemmere bare at vise det? Men de paranoide tanker begyndte at florer, hvad nu hvis han var i ledtog med Solari. Måske var han her for hende? 

Bandorion havde aldrig ønsket at gøre en anden ørkenelver fortræd, for til trods for at han ikke havde meget til overs for sine artsfæller, mest af alt fordi han ikke følte at han passede ind, så det var nemmere at søge andet steds hen. Der var dog stadig noget dybt inde i ham, hvor hans hjerte gik ud til ørkenelvere, især de som var slaver. Han brød sig ikke om det, selvom han selv havde fået en position der gjorde at de potentielt kunne tjene ham.
Hans øjne forsøgte at fortælle hende alt dette, selvom han ikke var sikker på at det lykkedes, men hun kæmpede ikke imod det.

Hans øjne blev dog store og en smule forvirret, som ørkenelveren pludselig ændrede skikkelse til en der var lidt for bekendt for ham, især til trods for at han ikke havde set hende mange gange, men han kendte hende.
Det var også på grund af denne overraskelse at han lod hende tage hans hånd væk fra hendes mund, og hun kunne hviske ordene til ham.
”Caerthynna?” ordet var en smule åndeløst, som kunne han ikke helt få vejret. Han kunne i hvert fald ikke finde rede i sine egne følelser omkring det her. Han havde ikke forventet at se hende her, og han havde tvivlet på at han ville se hende igen. ”Hvad laver du her?” hans blik gled over hvad han kunne se, men han trådte ikke et skridt væk, så de to af dem stod stadig ganske tæt.

Hendes hoved bevæget sig langsomt op og ned, da han lod hendes navn glide hen over hans tunge. Det var klart at se han ikke havde forventet, at se hende her. Og hvis hun skulle være ærlig, så havde hun hellere aldrig troet at hun selv ville opholde sig et sted som dette. Men man kunne ikke altid få det som man gerne ville have det, en lektie Caerthynna havde lært i en meget ung alder. Et spædt smil formede sig på hendes læber, som hun trak på den ene skuldre, hun ledte efter ord til at forklare hvad hun egentlig lavede her. Om hun skyldte ham en forklaring på, hvorfor hun ikke havde kontaktet ham efter de havde mødtes. Ingen ord sammensatte synes at skabe den perfekte sætning, til at forklare hvorfor hun havde ageret som hun havde gjort. Måske fordi hun ikke helt selv forstod hvorfor, hun havde reageret så voldsomt. 

Et ganske kort suk forlod hende, og hendes skuldre sank som spænding forlod hendes krop. "Det er en lang historie" prøvede hun forsigtigt, og lod hendes øjne falde fra hans ansigt over hans skuldre mod skrivebordet. "Måske jeg skulle spørger dig om det samme, siden du roder rundt i sager der ikke tilhøre dig?" et skævt smil gled over hendes buttede læber, næsten for at vise ham at han ikke ville komme i problemer med hende for det. Det ville være en anelse hyklerisk når man tænkte på, hvor mange gange hun havde rendt rundt og stjålet værdifulde papirer og videregivet til verbatim. 

Selvom Bandorion havde lyst til at trække Caerthynna ned og sidde på jorden, så han kunne høre hele den lange historie, så vidste han også udmærket godt at han var under en vis mængde tidspres, og ikke bare kunne bruge tiden her i huset på at finde ud af hvordan hans ven, de var vel stadig venner, var endt i en husholdning af lidt af et røvhul. Det var i hvert fald den opfattelse Bandorion havde fået efter at bruge lidt for lange dage på at lytte til hans meninger.

”Den har jeg bare med at få senere,” lød det endelig svar så også fra ham. Han ville have den, men først så skulle de ud af huset, og helt ærligt… så manglede han stadig at finde de papirerer.
Han ville køre en hånd gennem håret, men det var lidt svært som han stadig var rimelig idækket det sorte tøj der i hvert fald vidnede om at han havde forsøgt at skjule sig en anelse, og håret var nok lidt for afslørende.
”Det er nok også en længere historie,” indrømmede han, mest af alt fordi han ikke kunne tale om det meste af den. ”Men har du lyst til at hjælpe mig med at finde det jeg kom efter?” Et drilsk blik var i øjnene på ham. Det kunne jo være at Caerthynna vidste hvor røvhullet havde gemt det han ledte efter. 

Hun kunne holde et let grin tilbage, da han prompte fortalte hende at den historie skulle han have senere. Det var tydeligt at han ikke gav hende noget valg, og noget i den måde han sagde det på. Det var tydeligt det gjorde noget ved den ellers typisk tilbagetrukket elver. Da han selv måtte indrømme at grunden til han var her, var en længere historie nikkede hun forstående. "Lyder til vi har en del at snakke om" hviskede hun, da hun ikke ønskede at nogen forbipasserende skulle overhøre at hun stod herinde og snakkede. Det ville kun bringe unødvendig opmærksomhed til rummet, hvilket i sidste ende kunne betyde vagter. Noget af det sidste de ønskede, især hvis Ban skulle komme ud herfra uden nogen ville opdage han havde været her i første omgang. 

Hendes nu rav brune øjne fæstnede sig mod ham, da han spurgte om hun ville hjælpe ham. Et drilsk smil der afspejlede hans eget formede sig på hendes læber. "Hvad skal du bruge?" spurgte hun, og gik over mod en lille kommode der lignede at det kun var fyldt op med pyntegenstande. Caer satte sig ned på hug, og efter en dyb indånding, og tre bank mod træet rakte hun ind bag ved en større figur og hæv nogle papirer frem. Hun drejede rundt på hendes fødder stadig siddende på hug. Der rakte hun papirende til Ban. "Disse?" spurgte hun kækt, og gik tilbage mod døren for at høre om der kom nogen. Hun havde været væk et stykke tid nu. Da hun åbnede døren så hun en vagt langsomt gå mod dem. Hun lukkede døren igen. "Tid til at du smutter" hun gik mod ham og lagde sin hånd omkring hans overarm. "Mod mig ved den nordligste side af kajen, i aften, som solen går ned?" spurgte hun mens hendes øjne prøvede at fange hans. "I aften, så du sød" hviskede hun, før hun gav slip og gik over for at tage det hun skulle have hentet til hendes herre og gik ud af døren. Hun nikkede mod vagten der tydeligvis var kommet for at tjekke om alt var i orden. Hun kunne stadig mærke hvordan hendes hjerte bankede mod hendes brystkasse. 

De havde en del af snakke om, og ikke kun fordi de begge to befandt sig et sted de måske ikke burde have været. Af vidt forskellige grunde. Bandorion kunne i hvert fald ikke begynde at forstå hvorfor Caerthynna var gemt væk i en husholdning i Tar Alsarif. Men han var ligeså nysgerrig på hvad der var sket siden sidst, og… måske skyldte han hende også en undskyldning fra sidst. De var i hvert fald ikke gået hver til sit på god fod med hinanden.

Det var dog tanker der kunne vente til senere, som Caerthynna åbenbart gerne ville hjælpe. ”Papirer på hans mindre lovlige transaktioner,” indrømmede Bandorion. De ville formodentlig ligne så mange andre papirer, men i det mindste vidste han præcis hvad han ledte efter, siden han havde haft fornøjelsen af at høre selveste manden snakke om det.
Bandorion var på vej over til en af kommoderne han ikke havde fået roddet i endnu, som Caerthynna vendte sig om, med en stak papirer i hånden. Med et par hurtige skridt var han ovre ved hende, og tog papirerne i hænderne. Det var dem!
”Præcis dem!” sagde han, stadig i et lavt toneleje, så de ikke blev opdaget. Han foldede papirerne sammen og lagde dem ind under tøjet så han vidste hvor de var.

De stille fodtrin var også noget de ligeså stille kunne begynde at høre i rummet, som de elviske sanser opfangede dem, og hans egne grå øjne fandt Caerthynnas. Det var som om at der var noget der gik igennem hans hoved. Som et lille elektrisk stød. ”I aften,” sagde han lavmælt, og havde han været mere opmærksom på Caerthynna, ville han have mærket hvordan hans sind forsøgte at række mod hendes endnu engang, som den havde gjort så desperat sidste gang også.

Han lod dog ikke til at dvæle ved det, men sendte hende et sidste smil, inden han trak det sorte klæde op om munden igen, så kun øjnene kunne ses, før at han bevægede sig over til vinduet. Han lænede sig ud og kiggede sig omkring, for at være sikker på at ingen så ham, før han med en utrolig finesse kravlede ud af det lille vindue, og forsvandt ud af syne for Caerthynna.

Han skulle nok være ved kajen i aften. Han håbede blot at han kunne være der til tiden. 

Da hun ankom til den nordlige del af kajen spejdede hun rundt for at se, om han allerede var ankommet. Da hun måtte konstaterer at han endnu ikke var der, trak hun klæderne tættere omkring sig. Mest af alt for at sikre hendes hår var gemt væk, og halvdelen af hendes ansigt dækket. 

At være der til tiden havde vist sig at være væsentlig sværere end han først havde antaget. Okay, måske også fordi han blev lidt distraheret af Ramiel på vejen, men til kajen kom han trods alt, da det viste sig at hans arbejdsgiver ikke havde tænkt sig at give ham hvad han ønsket, hvilket også havde haft en lille tvær mine med sig.
Men den kølige luft der ramte ham, som han hoppede fra et hustag til det næste, hjalp ham med at køle af og bare huske… friheden.
Som han kom tættere på kajen, trak han ned i gaderne, og lod sig omsluge af mørket i sidegaderne, inden han kom helt frem og spejdede ud i halvmørket for at se om han kunne se Caerthynna. Desværre var det mest af alt lyssky folk der var på kajen på dette tidspunkt, og uden håret, eller noget andet til at hjælpe ham med at finde hende, så var det svært. Selv havde han også dækket sit hår til.

Han kunne dog ikke gå herfra, selv som han vidste at han var sent på det, og for første gang i lang tid, forsøgte han at række ud efter hende mentalt. Han var ikke sikker på om forbindelsen var røget helt efter deres sidste snak, men det havde altid mere været hende der hørte ham end omvendt, og han havde prøvet at lukke af.
Han lukkede øjnene i, og følte sig frem, prøvede at finde den smule forbindelse der var. ”Caerthynna? Er du her” sendte han ud, i håb om at det ramte hendes sind. Om ikke andet burde det ikke ramme den forkerte, for han vidste det ikke ligfrem var sådan hans telepati i forvejen fungerede. 

Lige som hun var ved at miste håbet, og vende rundt, mærkede hun en velkendt kredsen mod hendes tanker. Hun lukkede øjnene og lod ham komme ind, et lille smil formede sig over de blege læber. 
"Du er sent på den" svarede hun tilbage, inden hun vente blikket mod den retning, som hun troede det kom fra. Men lige som ham, kunne hun ikke se hvor han var henne. Dog måtte hun næsten gå ud fra, at han havde valgt at tage tagende. De var trods alt, mere sikre end at bevæge sig gennem vejende, hvis man ikke vidste hvilke man skulle tage. 

Derfor tog hun en hurtig beslutning og forsvandt ned af gyden, men lige som hun skulle til at bevæge sig op på tagene, så hun en skikkelse i skyggerne. For en stund stod hun og betragtede personen, før det gik op for hende at det var ham. Et smil formede sig hen over hendes læber, der fik hendes øjne til at lyse op, som to stjerne på himlen. Med hastige skridt lod hun sig selv glide ind i skyggerne og kom ham i møde. 
Hun fjernede stoffet foran hendes mund og lagde det sikkert under hendes hage;
"Du kom" lo hun let, før hun betragtede ham kort pludselig totalt tabt for ord. Hun havde haft så meget hun havde tænkt på, hvad hun ville fortælle, forklare. Men nu, virkede det hele så—ligegyldigt.

Det var som om at hele hans krop bare sank et par centimeter som han mærkede en form for lettelse gå igennem hele hans krop, som han hørte den velkendte stemme og fornemmelse i ham. Som om at han endelig havde en lille del af sig selv tilbage, uanset hvor mærkeligt det lød. Det var trods alt ikke som om at de to af dem havde set hinanden så forfærdelig mange gang, når man rigtig talte på hånden, men forbindelsen havde været der fra første gang.

Men han fik ikke lov til at dvæle meget ved det, som en person kom ind i gyden. Han kunne mærke at hans krop spændtes op igen kort, før at han lagde hovedet lidt på skrå, og som hun fjernede sit stof, gjorde han også, så også de blonde lokker kom lidt til syne.
”Jeg sagde jeg ville,” sagde han med et lille grin selv. Han kunne på ingen måde fjerne det smil der var på hans læber. Der havde været så meget adrenalin da de så hinanden tidligere, at han ikke bare kunne værdsætte at se hende igen. Og havde han omfavnet hende, men han kunne trods alt ikke få sig selv til det. ”Du ser ud til at have det godt,” sagde han, som om at det var det det handlede om, når det var så langt fra det. 

Det var svært at finde ord, især som følelserne der summede i kroppen var usædvanlige og næsten ubehagelige på mange punkter. Der havde Bandorion aldrig været god til tingene. Især ikke når det var med Caerthynna, selvom hun havde betydet så meget på så kort tid. Nogle gange havde man ikke behov for ord. Især ikke som hun var den rakte ud for at give ham et kram, og han bare smeltede ind i krammet, og strammede sit eget greb om hendes liv.

Hans hoved begravede sig i hendes skulder, og han kunne mærke at også hans øjne begyndte at fugte, men han nægtede at lade dem falde.
”Jeg… har også savnet dig,” sagde han lidt mere tøvende, men stadig oprigtig, for han havde. Måske havde han ikke ladet sig tænke for meget over det. Der havde altid været noget at lave, men de nætter hvor hans tanker alligevel vandrede og han blev nødt til at lukke dem ned inden de formede sig til noget solidt. Hun havde trods alt ikke ønsket mere med ham at gøre. Eller det havde han i hvert fald sagt sig selv efter deres sidste møde, da hun ikke var dukket op igen, men han havde måske også været en svær elver at finde. 

Bandorion løftede endelig sit hoved, og nikkede, inden han gav slip på Caerthynna, og kunne mærke kulden fra natten endnu engang. Han havde ikke fået vist omrigtig omsorg i månedsvis, og det kunne han pludselig mærke. Han higede efter det med Ramiel, men menneskemanden var aldrig villig til at give den form for omsorg som Bandorion var vant til. Ikke mere end kys og at røre lidt. Men et reelt kram? Han kunne ærligt ikke huske hvornår han sidst havde fået det.

”Kender du et sted?” spurgte han, og tog lidt en indånding, i håb om at få renset hovedet bare en lille bitte smule. Det havde været lidt mere overvældende end han havde regnet med. Men hun havde trods alt ret i at de burde finde et andet sted.
Det var dog ikke meget Bandorion selv var ude i byen. Enten blev han i Ramiels hus, eller også arbejdede han for det meste. Han havde typisk ikke det store ønske i at blive opdaget i at være en ørken elver på disse kanter, også selvom ingen kendte ham. Hans liv havde på rigtig mange måder forandret sig siden sidst. 

Selvom det ikke var normalt for dem at holde i hånden, tænkte Bandorion ikke over det, men lod sig bare trække afsted og gav endda hendes hånd et lille klem. Hun var virkelig her. Han håbede et eller andet sted at hun ikke skulle for langt væk, men måske… måske var det okay hvis de beholdte den telepatiske forbindelse nu. Bandorion kunne vel forsøge at gøre den lidt mere tovejs end den hidtil havde været over store distancer.

”Følge med?” spurgte han, et tydeligt grin, som han trak hætten tætere på igen, så de lyse lokker forsvandt. Hvis det var sådan de legede, så skulle han nok lege med.
Altanen var for sent at hive fat i, da det tog fart, men et par kasser der var stablet, var nok til at få den lette elverkrop til at få nok et spring til at han også kom op på hustaget. Det her var hans sted at begå sig.
Hans skridt var hurtige lette, og til trods for de løse teglsten, som kunne få de fleste til at skvatte, skulle de træde forkert, så var det næsten som om at han selv fløj over dem, med sikre hurtige skridt, dog altid lidt bag Caerthynna, da hun trods alt viste vej.

Bandorion stoppede derfor også op lidt pludseligt, da Caerthynna gjorde, til trods for at han havde været ved at gøre sig klar til at hoppe videre til det næste tag. ”Er det alt?” spurgte han grinende, hvilket kun var lige inden at hun lod sig selv falde. Hans øjne blev et kort øjeblik store, før han skyndte sig hen til hustaget, lige tids nok til at se hende dreje ned af hjørnet. Zalans elver. Han kunne ikke lade vær med at smile.

Han tog hoppet videre til næste hustag for at skære hjørnet af, for at løbe langs hustaget ved gyden, hun havde, før at han lod sig svinge ned til gadeniveau, så h an var sikker på at han ikek tabte hende. 

Så måske havde Bandorion mistet Caerthynna af syne it øjeblik, men han blev da straks hevet tilbage, og en latter undslap ham, som han blev presset op mod muren. Havde det været enhver anden situation, så havde han sparket sig selv for at have mistet hende af syne i det øjeblik. Sådan nogle fejl kunne han ikke gøre, men han var så fanget i bare at være… sig selv igen, at han helt glemte hvad en fejltagelse kunne gøre.

Han kiggede nysgerrigt rundt som Caerthynna hev ham hen til det lille sted, som Bandorion ærligt ikke havde nogen idé lå her, og måske også af god grund, som kodeordet i hvert fald fik det til at lyde som om at ikke alle og enhver kunne komme her, men Caerthynna havde vidst også altid haft flere hemmeligheder end hvad Bandorion havde nogen idé om.
”Du virker næsten… hjemmevant her,” sagde han, som han satte sig ned. Det var præcis sådan et sted de nok begge havde behov for lige nu. Et sted hvor ingen holdt øje med dem, men alligevel kunne han ikke stoppe hans blik for at spejde ud for at se om der var nogen der lagde ekstra mærke til ham, eller om der var nogen der lyttede til dem. Det sidste han ønske var at han selv eller Ramiel skulle komme i problemer. Ikke som om at han kunne fortælle Caerthynna alt. ”Men du fandt selvfølgelig også din vej til Thal’Elor, så det undrer mig ikke at du kan komme ind steder der ellers er svære at finde.” Hun ville nok aldrig fortælle ham de hemmeligheder, ville hun?