Solen hængte doven på himlen og om nogle ganske få timer, ville den være på vej ned og lyset i gaderne, samt månen ville være den eneste lyskilde der ville være. Ude i ørken blev der ikke bare mørkt, der blev sort, og selv i Balzera havde man en svag fornemmelse af, hvordan det ville være, hvis man var derude, i hvert fald i de lidt mere snuskede områder af byen, men for den godt to meter høje albino var mørket ikke et problem, det var mere solen, da den brændte den næsten hvide hud, samt føles som glas der skar i øjnene. Dog havde hun så småt lært at tilvende sig denne følelse, da hun havde fået nærmest et stykke stof til at sætte for øjnene, hvis hun var nødt til at befinde sig i solen i længere tid ad gangen. Dog var hun på ingen måder fan, for det lignede LORT! I hvert fald i hendes optik og det gjorde det en smule svært at se noget, hvilket blot pissede hende endnu mere af. Gudskelov var i dag ikke en af dem, hvor hun var nødsaget til at have det på, da solen trods alt var på vej ned og hun alligevel havde tænkt sig at finde et sted, hvor hun kunne slå røven i sædet og få noget alkohol.
 
De røde øjne spejdede rundt efter et sted hun kunne få alkohol, forsøgte at finde det sted hun som regel tog til for at få sin gift. Luntende gennem gaderne gik albinoen og fik en masse blikke fra diverse borgere, både i skræk og rædsel, men også interesse. Ikke at hun tog sig af det, for hun var målrettet og skulle have det alkohol og gerne nu. Hun ankom til stedet hun sædvanligt befandt sig og gik indenfor. Straks blev der rettet blikke mod hende, men næsten lige så hurtigt blev de fjernet igen, da de fleste godt vidste hvem hun var. Med tunge skridt traskede hun op til baren og rettede de gennemborende røde øjne mod manen bag disken ”Sorah! Velkommen, jeg syntes det er noget tid siden vi sidst har set dig?” sagde han spørgende og begyndte straks at skænke øl op. Albinoen så uimponeret rundt i lokalet og fnøs inden hun igen rettede blikket mod manden ”Skoven… Lort… Hest stak af. Hjemme nu” sagde hun brummende og rømmede sig som øllen blev sat foran hende og hun med det samme tog om kruset og tog en slurk. Manden nikkede blot en enkelt gang uden at sige noget, hvilket fik et skævt smil frem på Sorah’s læber ” Kande og bord.” sagde hun og kastede med hovedet over mod et af de frie borde tæt på baren inden hun gik overmod det og dovent lod sig falde ned i stolen og skubbede bagdelen frem. Hun lignede en der var ved at smelte på stolen som hun sad der og drak af sin øl og holdt øje med hver eneste person der var i rummet.

"Ååh jamen så giv mig da de fire jadestykker" sukkede Shinji og langede de tre skind fra skulderen og ned på disken, som handelsmanden på den anden side begyndte at tælle krystaller op. Skuffelsen var tydelig at se i den mørke mands ansigt, som han stoppede krystallerne i den grønne frakkes ene lomme. I Dianthos havde han fået mindst det dobbelte for så fine skind. Balzera var virkelig noget for sig selv, gik det hele virkelig op i slaveri? Et suk forlod Shinjis læber, som han vendte rundt og forlod boden.

Shinji havde egentlig ikke været i Rubinien ret længe. En pludseligt opstået mulighed havde gjort, at han havde fået hyre på et skib, som lige nu lå i havn ikke så langt fra byen, og de skulle ikke sejle før om et par dage eller tre, så han havde lidt fritid til at få set sig omkring. Den tid havde han så også brugt på at jage hist og her for at tjene lidt ekstra til føden, for han vidste ikke helt, hvornår næste mulighed for en betalingsdag ville komme, så det var altid bedre at have lidt ekstra på lommen. Det viste sig så, at det ekstra her i byen var dårligt betalt.

Solen var på vej ned, som Shinji åbnede døren til den nærmeste kro, han havde fundet. Han brugte et øjeblik på at få rystet det værste sand ud af de tykke dreadlocks, inden han satte kursen mod baren.
"Rom. Og gerne en flaske" sagde han, inden bartenderen nåede at spørge, og han smed et par krystaller på bordet, tog både glas og flaske og vendte sig rundt. Der var et par enkelte ledige pladser, men ovre i hjørnet, hvor lutspilleren sad, var ikke ligefrem det sted, han helst ville sidde, så han valgte i stedet et bord, hvor en kridhvid ork sad.
"Kan jeg tillade mig at slå mig ned her?" spurgte han i en venlig tone, som hans læber krusede i et skævt smil.

De røde øjne faldt hurtigt på lut spilleren i det ene hjørne og brummede nærmest irriteret. Det lød jo absolut skrækkeligt, bevares så ville hun ikke vær ei stand til at gøre det en skid bedre selv, da hun ingen form for færdigheder havde med instrumenter og sikkert ville ende med at smadre den forbandede lut. På samme tid syntes hun nu også det var rart med en smule musik, men når det bare var en lut var det sgu en smule ensformet. Dog blev blikket rettet mod døren da den gik op og en ny og ikke velkendt satte fod på kroen. Dog var hun ikke den eneste der havde blikket rettet mod personen, men hendes blik flyttede sig hurtigere end de andres og hun koncentrerede sig om sin øl og sin dårlige vane. 

Sorah rakte ned efter en af sine knive og begyndte at sidde og ordne dine negle med den. Hvad andre syntes om det var hun ligeglad med, desuden havde hun sikkert så meget styrke at hun ville være i stand til at vælte hele lortet indefra. Ikke det var hendes plan, men mindre der selvfølgelig var nogle der ville til at spille smarte og et sted som dette, var underligt hvis der ikke skete et eller andet. Som hun sad der i sine egne tanker hørte hun en stemme tale og skævede op mod personen. Uden så meget som et ord satte hun sig ordentligt op or tog en slurk af sin øl igen og så på den frie stol ved hendes bord og skævede igen mod den nyankommende og brummede blot som et svar. Han havde sikkert sat sig alligevel, da det var en af de få pladser der var frie udover over ved den forbandede lorte lut. 

Shinji huskede tydeligt sit sidste møde med en ork, og mindet fik ham instinktivt til at tage sig til kæben. Dengang havde han ikke været så heldig, så han havde ærligt ikke lyst til at tirre denne ork heller. Det virkede ret uklogt, når han nu på den hårde måde havde fundet ud af, at de kunne slå en ret så proper næve. Ikke at han som sådan nogensinde havde været i tvivl, alene mængden af muskler talte sit tydelige sprog om, hvad disse væsner var i stand til. Det var også derfor, han ikke bare uden videre havde sat sig. Der var absolut ingen grund til at starte noget, han ikke ville være i stand til at afslutte.

"Mange tak" svarede Shinji som svar på orkens brummen, og han kantede sig rundt om bordet, så han kunne tage stolen på modsatte side. Han placerede både glas og flaske på bordet, inden han stillede spyddet op ad væggen og hang den grønne frakke på stoleryggen, så den trofaste sabel, der mere eller mindre altid hang ved hans side, blev blottet. Det var som sådan ikke for at virke truende, men det var alligevel ret ubehageligt at have det store monstrum af en kappe på indenfor, og han var ikke den eneste, der bar våben til selvforsvar, havde han bemærket. Selv kvinden overfor ham havde i al fald knive på sig. Spyddet var dog ikke meget bevendt herinde, men han havde haft det med sig fra sin jagt.

Shinji skænkede et glas af rommen og tog en slurk, inden han kort skævede hen til lutspilleren, før han drejede hovedet tilbage på den hvide ork. Den musiker var ikke ligefrem nogen verdensmand.
"Ikke den store samtalepartner kan jeg fornemme" konstaterede han med et skævt smil, tydeligt henvendt til hans bordpartner.

Sorah sagde ikke så meget, men nikkede blot da hvad end denne mand nu engang var for et væsen. Hun vidste at skindet kunne bedrage så han kunne sagtens være et overnaturligt væsen, på trods af han udstrålede han blot var menneske. De røde øjne fulgte ham, som han møvede sig omkring bordet. Dog blev blikket hurtigt rettet mod spyddet, da det blev placeret op ad væggen. Det var længe siden hun havde set en person der reelt kunne vinde ud af at bruge et spyd, da de fleste hun kendte, var mere til sværd eller knive. Måske det bare fungerede som en vandrestav? Men det var et spyd for at se mere faretruende ud? Da den tanke havde passeret, kom sablen til syne og hun kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet.
 
Albinoen hævede sit krus og tog en slurk af sin øl og trak da på skuldrene ”Sproget… Svært” sagde hun og nikkede kort og satte kniven tilbage på sin plads. Det var ikke en løgn, for hun syntes oprigtigt at sproget var svært, mest af alt fordi hun brugte det meste af sin tid på at være nonverbal, da hende og trolden der tog sig af hende, ikke kunne kommunikere på andre måder, dog hjalp Malibu og de andre og hun lyttede ofte til deres samtaler, i håb om det måske kunne få hende til at kunne tale en smule mere.

Shinji lagde godt mærke til orkens blik, men han kommenterede ikke på det. Han var godt klar over, det så højst besynderligt ud, specielt når han ikke havde sine dyreskind at fremvise som grund til, hvorfor han rendte rundt med det noget uortodokse våben. Sablen var dog helt og holdent et våben til selvforsvar, og den havde vist sit værd alene som afskrækning flere gange. Han tvivlede dog ærligt på, at kvinden overfor ham følte sig synderlig skræmt. Hun så ud til at kunne sit kram, så hans lille smørekniv ville næppe gøre den store forskel.

"Ah ja, det kan jeg godt se" svarede Shinji og satte sin talehastighed en anelse ned. Ikke fordi han som sådan troede, hun var dum, men mere for at det var nemmere for hende at følge med i hans ord. De lilla øjne skævede kun kort til barden, da han skiftede sang, inden han drejede blikket tilbage på orken og sendte hende et nyt smil, inden han nikkede mod det sted, hvor hun havde placeret kniven.
"Sprog er lidt ligesom våben; jo mere man øver sig, jo bedre bliver man" fortsatte han så og hævede sit glas, inden han tog en slurk.
"Mit navn er Shinji." Det var vel altid et sted at starte?

Sorah havde aldrig forstået de lange pinde med det der nærmest lignede en pilespids for enden, men hver sin smag? Sablen var et mægtigt våben, flot og på en måde simpelt, ikke hun selv havde nogen forstand på dem, men hun gættede sig til det var det samme som hendes eget sværd? Eller i hvert fald tæt på.
 
Et svagt, nærmest undskyldende smil kom frem på hans læber som han talte. Som regel var det her folk havde skredet, hvis de ikke allerede var blevet skræmt væk af det voldsomme udseende, hun nu engang havde. Dog så denne fyr ikke just ud til at være generet af det, hvilket på en eller anden måde var rart nok til en forveksling. Hun så mod kniven og hævede undrende et øjenbryn som hun skævede mod ham ”Såååeh… Træne mere? Bliver bedre?” spurgte hun og rettede blikket ordentligt imod manden. Altså måske hun rent faktisk skulle tage fat i Malibu og spørge om hun ville lære hende det? Nej hun havde sikkert rigeligt at se til… Men Sorah vidste det jo ikke uden at spørge. Sorah hævede sit krus og tog en slurk og nikkede kort til ham som han præsenterede sig selv ”Sorah.” sagde hun og rakte en kæmpe, meget bleggrøn hånd frem mod ham for at hilse. Det var vel sådan man gjorde?

Shinji var ikke typen, der sådan lod sig skræmme. Han havde efterhånden set lidt af hvert, så en ork - selv en albinoork - der ikke talte så godt krystalliansk, havde han absolut intet imod. Han havde mødt sin del af orker, og lige nu virkede Sorah til at være en af de mere rolige af slagsen. Ikke at han forventede, hun ikke havde temperament og en kort lunte - det havde de fleste orker - men hun virkede alligevel til at være langt mere rolig end så mange andre af racen, han havde mødt. Sidst var han jo nærmest blevet gennemtævet så langt inde i selskabet.

"Det er korrekt" svarede Shinji med et nik og et smil, mens han gav Sora hånden. "Man bliver bedre til sprog ved at træne det - altså at snakke det. Jeg kan godt hjælpe, hvis du har lyst?" tilbød han så. Der var for en gangs skyld ingen bagvedliggende tanker omkring det, han ville egentlig bare være venlig. "Allerede nu går det jo fint. Selv en samtale som denne er med til at træne sproget" uddybede han så lidt.

"Jeg sværger ved Zaladin, hvis den bard bliver ved med at spille, knækker jeg snart hans lut..." mumlede Shinji mere til sig selv end nogle andre, da musikeren igen skiftede nummer og for første gang, siden han var trådt ind på kroen, kunne man tydeligt høre hans egen utålmodighed i hans brummen. Shinji var normalt ikke modstander af musik, men lige ham her gjorde det virkelig ikke særlig godt, og han blev ved med at have en mine som, at han var verdens bedste, og det irriterede virkelig topalisianeren.

Det var rart at have nogle der ikke stak halen mellem benene, en der reelt gad at snakke med hende, for det var ikke just det hun var vandt til. Normalt ville hun nok have rykket skelettet ud af bagenden på folk allerede, men for en gangs skyld var hun sådan set rolig… For nu.
 
Sorah så på manden foran ham og tog imod hånden og klemte den en enkelt gang og tog den så til sig. De røde øjne var låst fast på ham og hun hævede let et øjenbryn over hans tilbud ”Sikker? Forvent fejl. Tager tid.” sagde hun og lod et hæst grin undslippe hende. Hun vidste ikke hvorfor denne mand var så venlig overfor hende, men det var på en måde rart til en forveksling. Hun hævede et øjenbryn til hans kommentar om at en samtale svarede til at træne, så handlede det bare om hun selv skulle være villig til at tale med folk, hvilket i virkeligheden nok var det største problem.
 
Et bredt smil kom frem på hendes læber over hans kommentar og trak en kniv fra hendes bælte. Uden et ord sendte hun kniven imod bardens lut ”Stop det pis.” hvæsede hun mod musikeren der så en smule bekymret ned på den bleggrønne ork der netop havde sendt kniven ind i hans lut. Sorah rettede da blikket mod manden ”Så…” sagde hun nærmest stolt.

Shinji sendte orken et oprigtigt smil ved hendes ord om fejl, og han nikkede en enkelt gang.
"Fejl er oftest dem, vi lærer mest af" svarede han opmuntrende med et skuldertræk. Det var tydeligt, at det ikke rørte ham, at det ville tage tid.
"Det kræver selvfølgelig tålmodighed, og mennesker har desværre en tendens til at tage afstand til folk, der ikke kan deres sprog, fordi de tror, de er dumme, hvilket langt fra altid er tilfældet. Jeg lover dig, jeg ikke kommer til at dømme dig, hvis du laver fejl. Jeg... ved selvfølgelig ikke, om mit ord er noget værd, men hvis du ønsker et bevis på, at jeg holder, hvad jeg lover, giver jeg det gerne" forklarede han. Shinji talte ikke hurtigt men heller ikke langsomt; han talte i et tempo, hvor han var sikker på, Sorah kunne følge med, men heller ikke så langsomt så hun ville føle sig komplet dum.

Shinjis blik flakkede et øjeblik flere gange mellem kniven i lutten og orken, inden han brød ud i latter.
"Jeg synes allerede bedre om dig" komplimenterede han, inden han opdagede, at hele kroen var blevet komplet stille. Alle folk sad og kiggede på dem, og de så ikke ligefrem ud til at være særligt glade. Langsomt begyndte de alle at rejse sig.
"Sorah" begyndte Shinji. "Jeg tror muligvis, vi har gjort resten af gæsterne sure og har en alvorlig slåskamp lige om lidt" fortsatte han ud af mundvigen, mens han tydeligt holdt blikket fast på de mange gæster. Langsomt rejste han sig op. Ved Zaladin hvor ville han ønske, han havde Shura ved sin side lige nu.

Sorah hævede let et øjenbryn og så undrende på ham ”Aha…” brummede hun og forsøgte at tænkte lidt over det. Han havde vel ret? Hvis man lavede fejl så kunne man blive rettet på og derved lære det egentlige ord eller sætning… Dog ville det undre hende hvis det var nemt og de næste ord der kom fra ham fik hende til at brumme irriteret ”Tålmodighed? Ikke mig…” sagde hun og lod en hæst grin undslippe. Hun vidste godt at hendes lunte var kort og var der noget der ikke fungerede, gav hun enten op, eller smadrede det der var i vejen for hendes egentlige gøremål. Let viftede Sorah med den ene hånd da han nævnte noget med at give en form for bevis ”Paaaah! Det er fint. Du brækker knogler ellers…” sagde hun og trak let på skuldrene og grinede hæst. Dette var naturligvis en joke, for ganske vidst havde orken et voldsomt temperament, men det var ikke fordi hun bare fløj i flæsket på folk fuldkommen uprovokeret.

Et kækt smil kom frem på hendes læber som manden foran hende gav et kompliment ”Fantastisk.” sagde hun med et hæst grin, dog stoppede det brat da Shinji sagde hendes navn. Hurtigt gik det op for hende at alle folks blikke var rettet imod dem, nogle folk var sågar på vej over mod dem. Et smil kom frem på hendes læber som den næsten to meter høje ork rejste sig fra sin plads og så hvordan et par folk faldt fra. Hun skævede mod manden som talte ”Så så… Ikke piv.” sagde hun og stod og knækkede nakke og fingre, klar til en mulig slåskamp ville bryde ud.