Solen stod højt på himlen som det stadig var midt på formiddagen, og der var en let brise, som foråret også var ved at komme til Amazonitskovene. Fuglene sang glædeligt, og man kunne høre lidt puslen rundt omkring i skoven, som dyrene gik deres vante veje, og prøvede at undgå dem i fødekæden der kunne ønske at gøre dem fortræd. Ude ved kanten af skoven, i nærheden af en af skovstierne der ledte dybere ind i skoven, havde to usædvanlige skikkelser dog slået sig ned.
Bag nogle buske sad den store, ranglede trold Jin, og ved hans side var en stor puma lignende skikkelse, som sad og kiggede på ham, mens han forklarede. ”Så ligeså snart der er nogen der kommer forbi, så SPRINGER du ud og skræmmer dem. Okay?” sagde han begejstret. Det her var absolut den bedste plan han nogensinde var kommet på, hvis han selv skulle sige det.
Pumaen lagde hovedet lidt på skrå, men Jin var ret sikker på at den forstod det, og lod sig dermed vente.

De var forholdsvist godt gemt, selvom noget af det lyse hår fra hans eget hoved nok godt ville kunne ses gennem krattet hvis man kiggede godt efter. For nu ville de to af dem dog ligge sig på lur, men ligeså snart nogen kom forbi, så skulle Jin i hvert fald nok sørge for at hans nye ven skulle gøre som han havde planlagt. De ville blive så stolte når han kom tilbage og fortalte dem om det.

Runila var løbet hjemmefra, uden en plan, uden et kort, uden nogen form for idé om hvad alt dette skulle føre med sig. Ikke andet en friheden til at gøre hvad hun havde lyst til. Hun havde ganske vist stødt på forskellige væsener, og undgået farere indtil videre. Men det var vidst mere held end forstand. 

Af en person som gerne vil lære at klare sig selv, og blive en kriger, virkede det ikke som om at hun havde de største overlevelses egenskaber nu og da. Lige nu kunne man ihvertfald høre hende på lang afstand, da hun gik og lod som om at hun sloges mod fjender. Hun havde en bred kæp i hånden og svingede med den som om hun var i en sværdkamp, og hoppede rundt som en.. ja udefrakommende ville vel kalde hende en tosse. "HA, SÅ FIK DU MIG NÆSTEN HVA!" sagde hun med et intens brøl og slog på en busk, hvorefter hun lavede rullefald væk fra den. Runila begyndte at spurte afsted og fægtede noget mere med kæppen. Så standsede hun op og tørrede lidt sved fra panden. Solen bagte på hende, og selvom hun havde skiftet til et kortærmet stykke tøj, var hendes lange bukser stadig varme. Og så hjalp det heller ikke at hun sprang rundt som en gal. Det mørke krusede og ustyrlige hår havde hun prøvet at binde op med noget afrevet bark som hun havde lavet om til en form for snor. Meget af hendes hår var sat tilbage i en rodet knold, men et par livlige lokker klistrede sig stadig til hendes pande og kinder. 

  En knurrende lyd kom fra hendes mave, og hun følte et stik i maven. "urgh.." Hun knugede sig om maven for at få lyden til at stilne af og massere smerten væk. "Jeg har ikke engang mere mad tilbage.. måske der er nogle buske med bær derovre?" Når man var alene, begyndte man ofte at tale med sig selv for at føle sig som om man var i selskab med andre. Hun begyndte at passere krattet for at lede efter bær. 

De havde alligevel ligget på lur et stykke tid, og Jin var begyndt halvt at falde i søvn, halvt lænende sig op af pumaen ved hans side, da den skubbede sit hoved mod ham for at vække ham. Modsat Jin, så havde den hørt nogen komme nærmere dem, og den kunne i hvert fald stadig halvt huske at der var en plan, selvom specifikationerne efterhånden var gået glemt.

”Oh!” hviskede Jin en anelse højlydt, som han blinkede søvnen ud af øjnene og han kunne føle spændingen i hele kroppen, som skikkelsen kom nærmere. ”Så husk, brøl så højt du kan!” hviskede han begejstret, uvidende om han måske talte en anelse højt, for at være fuldstændig uhørlig.
Han kunne heller ikke stoppe sin lavmælte latter, som skikkelsen kom tættere og tættere på, indtil at pumaen sprang ud, åbnede munden, men i stedet for et brøl, så kom der en lavmælt næsten spindende lyd fra den, som den prøvede at intimidere personen foran sig. Det var ikke lige den lyd Jin havde regnet med, da han havde fundet en der kunne hjælpe ham, men måske det alligevel var skræmmende nok? Det var et stort røvdyr trods alt. 

Runila syntes at hun kunne høre et eller andet længere fremme. Var der nogle der gemte sig? Det kunne også bare have været en fugl eller et andet dyr. "Hmm.." lød det tænksomt fra hende, og da hun skulle til at tage sit næste skridt, sprang en stor kattelignende skikkelse frem foran hende. "ÅH" udbrød hun højt, og trådte automatisk tilbage så hun var lige ved at falde af skræk. 

Heldigivs havde Runila stadig sin kæp i hånden fra tidligere og hun strammede grebet om den da hun strakte den frem for sig med begge hænder knugende om kæppen nu. 
  "O-okaaay, lille mis. Rolig nu." Hun var usikker på hvad den ville hende. Spise hende til aftensmad? Det var ikke til at læse det på dens kropssprog, andet end at den holdt et skarpt blik på hende. Runila prøvede febrilsk at kigge rundt efter en måde at undslippe den - Hun kunne godt klatre i træer, men var ikke SÅ god at hun ville kunne klatre fra den store kat. 

Pumaen forsatte med at stå og spinde, i den mindst intimiderende vej som den åbenbart kunne, hvilket absolut ikke var en del af Jin’s planer.
Han åbnede munden chokeret, og stirrede ud gennem de lange blonde lokker der dækkede øjnene, og til trods for at det så ud til at personen var skræmmende, så var det jo ikke planen.

”Nej, det er helt forkert!” udbrød han, og denne gang kunne man ikke ligefrem argumentere det væk fra at der nok sad en ovre i busken, og havde stået for det her. Lidt lavere, og mere hviskende kom det fra ham, som han nu havde fået pumaens opmærksomhed, som kiggede mod buksen. ”Du skal sige sådan her.. GRRRRRRRRR!”
Pumaen lagde hovedet på skrå, før den vendte sig mod kvinden igen, og kom med en lidt højere spindende lyd, før den kiggede tilbage over mod busken, for at få bekræftelse på om den gjorde det rigtigt.
”Nej nej! Højere!”

At kvinden nok også kunne høre Jin, var ikke lige det der gået igennem det store troldehoved, fordi samtalen var så tydeligt henvendt mod dyret i stedet for. 

Runila rettede sig mere op, og fjernede forsigtigt de beskyttende hænder hun havde foran sig. Pumaen var kun intimiderende af udseende. Men.. stod den og spandt? Hun så lidt forvirret til og lagde hovedet på skrå. Undrende. Men hvis Pumaen ikke ville hende noget ondt, behøvede hun ikke at være bange for den. Den viste ikke engang tænder af hende eller noget. Hun skulle til at træde et skridt tættere på den.. da hun pludselig hørte en frustreret stemme henne fra busken. Hver gang stemmen talte vibrerede bladene en smule. 

Hun hævede et øjenbryn, og så fra busken til pumaen, og hen til busken igen. Det lod ikke til at pumaen kunne finde ud af det som stemmen ville have den til. Med hurtige skridt trådte hun hen forbi busken, og stod nu bag drengen i hans skjul. Hun havde armene over kors og betragtede personen som sad på hug. "Sidder du der og prøver at skræmme forbipasserende? Det går vist ikke så godt hva." fnøs hun, og forsøgte at se overlegen ud, som hun så ned på skikkelsen. 

Et eller andet sted i Jins hjerne, så var han godt begyndt at opfatte at nogen var begyndt at rette deres opmærksom mod ham, men han var for fokuseret på at pumaen ikke gjorde det rigtigt, at han ikke fokuserede hvor han nok burde.
Det var først da der kom en højlydt stemme, at det gik op for ham, at det var henvendt til ham. Han kiggede med store grønne øjne op, inden et højt "ARGH" lød fra ham, og han faldt ned på røven og i en panik forvandlede sig fra den lilla pelset troldeform, til noget der mindede om et menneske. Hornene stak stadig ud af hovedet på ham, og så man efter kunne man stadig se halen. HUden var dog glat og menneskefarvet.

"Hvad laver du her?" udbrød han og tonen gik en anelse op mod slutningen. "Du skule være der!" Han pegede med sin lange arm over hvor pumaen stadig stod. Den havde sat sig ned, og havde nu lagt hovedet på skrå som den kiggede på optakten.
Jin havde nu heller ikke gjort så meget for at benægte at det var ham der havde forsøgt at skræmme hende, og nu var blevet skræmt selv. Der var mere pressende ting, så som at hun havde opdaget ham fra hans bedste skjul!

Runilas krydsning af armene løsnede sig en smule da hun opdagede at drengen ændrede på sin skikkelse.. eller det gjorde han da? Hun gned sig hurtigt ved øjnene og kneb dem mistænktsomt sammen, og stirrede længe på drengens ansigt. Han havde horn.. og, hun strakte sig lidt for at få bedre udsyn, en hale. "Hvad er du for en? Så du ikke lige helt anderledes ud for to sekunder siden?" hun missede lidt fornøjet med øjnene. "Og så har du hale og horn?" lød det spørgende, men interesseret fra hende. Hun var lige ved at række ud for at røre hans horn, men lod være. Lidt pli havde hun vel lært derhjemme fra. Man rører ikke bare sådan ved andre - selvom hun godt kunne glemme det engang imellem. 

Hun så fra den mystiske, hornede dreng, og hen til hvor hen pegede, for at ende sit blik på ham igen. Nu havde hun sat hænderne på hofterne, og lagde hovedet på skrævs. "Jeg opdagede dig.. tydeligvis." lød det lidt olmt fra hende, og hun lavede et duh-udtryk i ansigtet. "Er det din puma?" hun talte hurtigt videre, og pegede mod det store kattedyr. 

Jin lignede absolut ind der lige var blevet taget med fingrene i småkagedåse. Øjnene var store og tydelige skyldige, men det skulle ikke stoppe en trold fra at lyve. Absolut ikke. "Nej, jeg har hele tiden set sådan her ud!" Han nikkede for sig selv som om at det skulle hjælpe med at bekræfte det også overfor ham selv at han var som han så ud. Han havde dog været tydelig lilla og pelset før. "Jeg er et menneske. Altid været menneske." Hornene og halsen afslørede dog også mere end han måske lige indså i det her øjeblik hvor hatten ikke var der til at dække ham.

Hans grønne øjne, som var halvt gemt bag det blonde hår, gled over mod pumaen. "Nej, det er da ikke min. Det er et vildt dyr." Ordene blev sagt overdramatisk, som om at pumaen kunne forstå hvad han hentydede det. Det var dog et vildt dyr med en lidt anden intelligens. "Så den bestemmer selv hvor den går." Pumaen kiggede stadig forvirret på ham. "Gå!" Han prøvede at få det til at lyde som det han allerede havde sagt, men kommandoen var nok klar for alle involverede. Bare fordi han fik pumaen af vejen, betød det dog ikke at hans spor var forsvundet, nok tværtimod.

"Du er da et underligt menneske så." lød det mistroisk fra hende, og hun rynkede på sin næse. "Hvis du er et menneske.. hvorfor har du så det her horn?" Nu tillod hun sig at prikke til det, og satte sig derefter på hug foran ham, for at se ham ordentligt an. Ja.. nu var hans hud glat og menneskeagtig. Ikke den der anden farve som han havde før. "Du skiftede altså farve. Det ved jeg!" fastholdt hun, og kneb øjnene sammen igen for at læne sig tættere på ham, kun få centimeter fra hans ansigt. 

Hun vendte sig så hurtigt væk fra ham igen, så deres ansigter ikke længere var tætte på hinandens. Han prøvede at overbevise hende om at pumaen var vild. Men den opførte sig ikke som et vildt dyr. Hun troede at han løj. "Du kan ikke løbe om hjørner med mig du!" hun lavede et arrogant udtryk og virrede kort med hovedet så hendes store krusede hår dansede kortvarigt på hendes skuldre. "Hvis den havde været vild, havde den da ædt mig! Og se.. den opfører sig bare som en stor kat." hun fnøs, og så bedrevidende ud. 

Jin gispede næsten lidt fornærmet, men det var nok nærmere fordi han ikke helt vidste hvordan han skulle tage at blive opdaget over det hele. "Nogle mennesker har horn!" Lød det næsten sikkert i sig selv, hvis man i hvert fald kunne tro på noget han sagde. Især fordi mennesker med horn plejede at være blandet med noget i det mindste. Nu var Jins horn nu også mere imponeret end som så mange andres trolde. De var dog også ofte i vejen.

Hans øjne flakkede lidt rundt, og da hun var så tæt på, så var det også til at se de grønne øjne bag det pjuskede blonde hår.
Ligeså stille var pumaen dog begyndt at liste bort, men det hjalp selvfølgelig ikke særlig meget på at Jin lige nu var fanget mellem at sidde på røven og pigen foran ham. Han håndterede da ikke mennesker normalt! Han sagde ofte at han var god til mennesker, men normalvis fangede de h am ikke i det her!
"Nej! De er slet ikke så farlige! Vi er bare venner!" Udbrød han, som om det forklarede den mærkelige adfærd både fra ham og pumaen.

"Huh?" Lød det overrasket fra hende, "Ej nu må du stoppe. Så er de jo ikke hundrede procent mennesker, vel?" Hun rystede lidt på hovedet over ham. Nej, hun var helt sikker på at hun havde set hvad hun havde set før. Han havde forvandlet sig, og nu sad han og løj overfor hende. 
  "Men så er du måske halvt et-eller-andet?" spurgte hun nysgerrigt. 

Runila prøvede at opretholde sit bedrevidende og seriøse ansigt, men de ting han sagde fik hende til at grine. Et par kluk brød ud fra hendes læber, inden hun tog sig om maven og grinte. "Hvor er du sjov altså.." sagde hun i sin latter og tjattede til hans skulder venskabeligt. 

Jin havde lært at hvis man skulle lyve, så skulle man også holde ved sin løgn, hvilket måske også gjorde at han ikke havde meget fleksibilitet i sine løgne. Det ville også få ham til at falde alt for hurtig ud af det den løgn han havde valgt at holde ved.
”Nej! Nej! Jeg er et menneske!” sagde han meget bestemt, som om at hornene virkelig ikke vidnede om noget andet. En hurtig løgn om at være en halv dæmon havde nok været nemmere at overtale hende om, eller blot at hornene var en del af en forbandelse, men så kreativ havde Jin alligevel svært ved at være når han var lidt desperat.

Det var dog som om at seriøsiteten løsnede sig lidt som hun begyndte at grine, og selvom de store grønne øjne først bare blinkede forvirret, så begyndte han også selv at grine. Det var næsten som om at det ikke kun var et grin, men han forsøgte at grine som man skrev det, men den virkede oprigtig, omend en smule fjollet.
”Så virkede det alligevel?” lød det fra ham, næsten lidt stolt, også selvom det ikke heeelt var sådan som han havde forstillet sig, men det var jo meningen at et drilleri skulle være sjovt!

Runila holdt sig om maven og kluklo forsat. "Hvad virkede alligevel?" fik hun sagt gennem sin latter, imens hun tørte en lattertåre væk fra øjenkrogen. Hun betragtede den lyshårede dreng med et skævt smil, og var glad for at hun havde mødt ham, selvom de måske kom lidt skævt ind på hinanden til at starte med. 

Nu satte hun sig ned så de kom i øjenhøjde, og hun rakte en hånd frem mod ham, "Jeg hedder Runila, hvad er dit navn?" Spurgte hun nu med en venligere tone, og det sorte buskede hår, lagde sig om hendes ansigt. 

”Du blev skræmt og troede den ville spise dig,” sagde han fjoget, som om at det var så åbenlyst som noget ville være. Det var vigtigt at et drilleri var sjovt og siden hun grinte, så var det jo vellykket, også selvom Jin ikke nødvendigvis gjorde det lige som han havde ønsket. Desuden troede hun også på at han var menneske, så det var også en sejr i sig selv.

Hans store grønne øjne blinkede et par gange, og han kiggede ned på hånden, inden han mødte hendes blik igen. Mellemrummet mellem tænderne var meget tydeligt, som han smilede lidt større, og tog hånden. ”Jin, eller Jinjin.” Eller så mange andre afarter af navnet, skulle hun ønske at bruge noget af det. Så lang tid Jin var inkluderet, så skulle han nu nok reagere på kaldet. "Jeg har aldrig set dig heromkring før." Nu når han ikke var i fare for at blive bedømt for sit drilleri mere, så var han lidt nysgerrig på hvorfor hun var her.

"Hmf!" Lød det stædigt fra Runila og hun smed armene over kors ved hans drilleri. Men hun fandt det morsomt, ikke så meget i starten da hun troede hun skulle spises af et rovdyr, men det var hyggeligt at have mødt drengen. Det kunne godt blive lidt ensomt at rejse rundt alene. 

De tog hinandens hænder, og hun smilede lidt mere da han præsenterede sig. "Jinjin - Sødt navn." sagde hun venligt, og tog sin hånd til sig igen. De krusede krøller dansede lidt om hendes ansigt da hun lagde hovedet på skrå ved hans observering. 
"Nææ.. Det kan du have ret i." sagde hun med et lille glimt i øjnene, "Jeg er taget ud på en færd. Alene! For at lære af livet på egen hånd." Der var en hvis stolthed i stemmen, og hun ville aldrig indrømme at hun havde hjemve. Det var hun alt for dårlig taber til. 

De store grønne øjne blinkede forundret, da hun kaldte det for et sødt navn. Den synes han alligevel ikke han havde hørt før, men han havde hørt noget lignende før. Normalvis var det rettet mod de yngre generationer, men han havde ikke så meget imod det, som han gnaskede lidt på det, og hans smil bare blev lidt større.

Han øjne blev kun større, da hun sagde hun var draget hjemmefra. ”ALene? Men er verdenen ikke stor og skræmmende?” spurgte han, selvom han da selv var flyttet for nogle år tilbage, men det var nu hans mor der havde bestemt sig for at de ikke skulle bo oppe i nordlandet mere. ”hvor kommer du fra, er det langt væk fra?” det var jo næsten det mest interessante når Jin en sjælden gang imellem faktisk fik lov til at snakke med rejsende. 

Det var lige før at Runila fik en lang næse af selvtilfredshed da Jin virkede til at være skræmt ved tanken om at hun var rejst alene. Det viste bare at hun var modig og stærk! Især når andre tænkte sådan. 

Hendes store krøllede hår bevægede sig i den fine brise der blæste forbi dem, og hun smilede stolt, "Helt alene." sagde hun med et stolt nik. "Indtil videre har det været pærelet." løg hun. Hun ville bare gerne blære sig. Var der noget hun var glad for, så var det at vinde. For hvis hun nu indrømmede at hun de fleste nætter var utrolig bange og havde hjemve, ville hun jo tabe.

Runila så Jin an, inden hun svarede, "Dragorn. Hvis du ved hvor det er?" Hun tog noget snor fra sin lomme og forsøgte at binde sin uglerede af et hår i en tyk hestehale. "Det er ret langt væk, ja." Forklarede hun.  

Jins øjne blev kun større, og alt selvsikkerhed og stolthed over at have snydt hende var faldet fra hinanden. Nu var det i hvert fald ham der var voldsomt imponeret over hendes kunnen indenfor at begå sig i den store skræmmende verden. Men han havde så heller aldrig været langt væk fra hans klan. I hvert fald ikke længere væk end at han kunne gå tilbage i løbet af dagen.

”Jeg har hørt om Dragorn!” sagde Jin begejstret. ”Folk kom jævnligt forbi da jeg boede nordpå. De var enten på vej dertil, eller på vej væk!” Der var selvfølgelig ikke så mange steder at tage hen når man først var deroppe, så Dragorn var nok en af de steder Jin kendte mest til. Det var også en del dværge han havde mødt på sin vej, men hende her var trods alt for høj til det. ”De har sådan nogle små folk,” sagde Jin, og prøvede at illustrere det ved at sige hvor høj en dværg var, hvilket var væsentlig lavere end hvad dværge reelt var. Hans store størrelse gjorde det bare svært for ham lige at huske højden.

 Runila så overrasket på Jin da han nævnte at han havde boet nordpå. "Har du boet oppe nordpå?" Kom det interesseret fra hende. Og hendes mundvig trak sig en smule mere op i et venligt smil imens hun så på ham.

 De vendte dog hurtigt nedad igen da Jin fejlagtigt forsøgte at vise højden på en dværg. "Tror du vi er mus eller hvad." Lød det olmt fra hende. Godt nok var hun ikke det bedste eksempel på en dværg. Elvergenerne i hende fik hende til at ligne mere en menneskepige, frem for en halvdværg; det var hendes korte elverører der afslørede at hun ikke var så menneskelig igen. 

 Da hun havde bundet håret, lagde hun armene over kors og vurderede drengen foran hende. Hun kneb øjnene sammen i et forsøg på at læse om han nu talte sandt med hensyn til at have boet nordpå, siden han ikke kunne huske højden ordentligt.
 De sammenknebne øjne blev dog ekstra store da det gik op for hende hvor høj han var, nu hvor han havde rejst sig. Hun kunne ikke lade være med at måbe. Han var.. så meget højere end hende.