Det hele virkede lidt tåget endnu. Det var ikke længe siden at Deamiel endelig havde brudt væggene ned. Han væmmedes nogle gange ved sig selv, når han tænkte hvordan han havde opført sig de sidste mange år. Så blid og... urgh... omsorgsfuld. Selvom han kunne huske den rare fornemmelse af at nogen bare var venlig ved ham, og han ikke havde haft et formål. Men det var slut nu. Han var tilbage, og han skulle tilbage. Izael, eller Zahinael som han godt kunne lide at kalde sig selv nu, havde sat ham i arbejde igen. Tilbage i verden. Men denne gang lidt anderledes end før i tiden. En direkte infiltration. Der var mange ting som var anderledes fra den gang, men han havde heldigvis bevaret de minder han havde fået fra de sidste fire år, hvor han lærte en masse om den nye verden. Men samtidig havde han fyldt sit sind med sin forms minder, eller dem som han kunne få ud af den tidligere Kemen Izar og dennes dagbog.

Han følte sig lidt fanget i helbredelseshusets senge, dækket ind i skinner og gaze. Men det var nødvendigt. Ikke kun på grund af at gøre det svært at opdage at den oprindelige Kemen var udskiftet, men også fordi Izaels folk faktisk havde smadret denne form godt og grundigt. Der var en del brækkede knogler, og han kunne mærke hvordan hans krop dirrede nogle gange efter at have været pumpet fuld af Nox og deslige. En god undskyldning hvorfor han ikke kunne håndtere et sværd, og hvorfor det skulle genoptrænes. Indvendigt smilte han over at se at Izael ikke havde ændret sig så meget, selvom han selv havde. Der var meget han ikke kunne huske fra sit tidligere liv endnu, men i det mindste var han mere sig selv igen. Som sådan. Ikke sandt?

Det var langt fra hans heldige dag. Ikke nok med at han havde haft besøgt en spåkone, så var han sku også blevet overfaldet og bestjålet med de sidste krystaller han ejede. Hvilket kun lige havde været omkring 4 ravstykker. Da han 8kke havde haft meget mere på lommerne eller noget andet værdifuldt havde personen der havde overfaldet ham blevet vred. Råbt og skreget af ham som om alt ting gjorde det langt bedre. Han var blevet stukket ned af noget skarpt. Men hvad vidste han ikke sandsynligvis en dolk. Det havde været småt og han havde blevet stukket et par gange. Var de 2 eller var det 5? Uanset hvad havde han ligget på gaden til en havde reageret på hans stønnen og blodet der flød på gaden. Hvem der end havde bragt ham her hen i helbrederhuset vidste han ikke men ham ville gerne sige tak.

Det var først da hankom til sig selv at smerten kom. Men det var smerter flere steder fra. Først fra det i hans side og mave region, og senere i hjertet hvor han som altid kunne mærke andres følelser. Med lidt held kunne han rejse sig op og trække  det hvide gardin for blot for at få en fornemmelse om hvor mange der lå der, og for at finde ud af hvor længe han skulle lide mere end højst nødvendigt. For kendte han sig selv ret ville hans evne aktivere sig selv, kun fordi han ikke havde styr på sin empati endnu. Langsomt satte han sig lidt op i sengen så han bedre kunne få udsigt over situationen. “Pist. Hey du hvor mange ligger her?” Det var henvist til den der lå ham nærmest, den person med brækket knogler, som han ikke lige kunne se hvilket væsen det var, eftersom at smerten fik ham til at se lidt sort i ny og næ. Det var desuden også relevant at vide, eftersom hans evne kunne gøre lige så meget skade som gavn hvis der skete noget. Og hvis han i det hele taget kunne komme op at stå. 

Selvom han følte sig nogenlunde ved bevidsthed, mærkede han hurtigt at hvad Izael havde sat ham igennem havde hæmmet ham meget. Hans syn var sløret, og hans krop værkede. Det hele blev opfattet gennem et tungt slør af resterne af forgiftningen og rusen. Han hørte en stemme et sted ved siden af ham. Han prøvede at dreje hovedet, og stønnede straks af smerte. Han lå fuldstændig stille med det samme, og prøvede til gengæld at skæve mod skikkelsen ved siden af, der spurgte hvor mange der var i denne helbredelsessal. Hver eneste bevægelse fik ham til at grynte af smerte.
"Urgh..."
Han prøvede at skæve rundt. Det var svært at se noget som helst i rummet, så stille som han kun kunne ligge. Det ville være godt hvis en af helbrederne dukkede op for at hjælpe hvem end den anden patient var, men tydeligvis var han åbenbart den eneste ved bevidsthed ud over manden, eller hvad han var ved siden af ham. 
"Det ved jeg ikke makker..."
Stemmen var overraskende svag, og vejrtrækningen fik ham til at gispe. Der var sikkert også nogle trykkede og brækkede ribben. Han ville nok ligge et godt stykke tid i den her sal, inden han rigtig kunne komme tilbage på Kemens arbejde. Han havde svært ved at overskue størrelsen af rummet, og vurdere hvor mange der kunne være.
"Hvorfor da? Jeg er sikk... av... urgh..."
Han begyndte at hoste, og knurrede af smerte, som han kunne mærke sved perlede ned af panden.
"Urgh... måske en af.. hel... helbrederne... huf... huf... kan fortælle det..."
Han pustede tungt, men uden rigtig at få luften helt ned i lungerne.

Det lød mere alvorligt med personen ved siden af ham end først antaget. Ikke at han kunne se ret meget for de mørke pletter foran øjnene i ny og næ. Alligevel prøvede han at skubbe sig så langt op at sidde som han kunne. Men hver gang han kom for meget op spændt stiksåret imod, og fik det til at stråle mere af smerte. Han bed sig i læben som han forsøgte at finde ro på sig selv. Men han fandt det sværere end det at hjælpe andre med en smerte. Gost nok kunne han ikke fysisk sætte smertefuld af spil. Men smerten fra hovedet den sendte var noget andet. “Pokkers!” Kom det fra ham og prøvede at titte lidt ud af det han kunne se, men umiddelbart kunne han kun se benene på fyren ved siden af og så en Tom seng på modsatte side. Det ville være et mysterium at få afsløret hvor mange der var, og især hvis de vågnede og skreg af smerte. Straks så han flere problemer end der muligvis var. “Du lyder til at være hårdt medtaget? Skal jeg kalde på nogen?” Spurgte han lidt og prøvede at få forhænget lidt mere til side, han ville gerne se hvad det var han havde med at gøre.

Han prøvede at fokusere på hvem end der snakkede til ham, men de var blevet adskilt af et stykke stof, så det eneste han kunne forholde sig til var stemmen. En ung fyr af en slags. Det var ikke til at vide hvorfor han var i Helbredelseshuset. Der var så mange sære årsager til at man kunne ende op her, men det var fyrens sag. Lige nu ville han bare gerne få lagt sine sår, og så komme ud herfra. Der var så meget af Kemens liv han skulle indfange og studere, inden han ville blive den perfekte dobbeltgænger.
Han lo lidt, som gik over i en hosten. Han var medtaget. Det var der ikke nogen tvivl om.
"De kommer... og kigger til mig... en gang imellem..."
Han lo lidt igen, og gispede af smerte. Han skulle lade være med at synes at det her var morsomt. Det gjorde ondt, men hele situationen virkede overraskende komisk.
"Hvorfor ligger du her?"
Han trak vejret overfladisk og gispende. Dybe vejrtrækninger gjorde for ondt i brystet, men han kunne også mærke at det ikke var behageligt at ikke få luften helt ned i lungerne. Men på den her måde kunne han måske få fyren til at sige noget mere.

Det var ikke fordi han ville se hvem det var, han kunne tydeligt allerede nu mærke smerten fra de andre. Det skar i brystet på ham om end at han faktisk ikke ville være her. Men af en eller anden årsag skulle han ligge her. Ikke nok med at han kunne mærke smerten fra sig selv, skulle han også mærke smerten fra andre. Det var en evne han gerne ville være for uden, men det kunne han ikke. Isari havde ikke været god ved ham ved at genoplive ham som engel. Hvis det overhovedet havde været Isari der havde gjort det. “Åh.. jamen så...” han lænede sig tilbage i sengen og kiggede op i loftet, hvor længe han skule ligge her vidste han ikke, men han ville heller ikke ligge her for længe. Han ville gerne hen til Nianna , så hun kunne passe ham. Hellere hende end nogle fremmede folk der sikkert ikke engang ville ham det godt. Han lod en hånd bevæge sig ned til stiksårene og kunne se det blodig forbinding der stadig var, så blødningen var ikke helt stoppet selvom man måske havde prøvet sit bedste. “Jeg er åbenbart stukket ned et par gange” han lod en hånd glide hen over forbindingen og kunne i hvert fald se to stiksår med det plotte øje. “Hvad ligger du her for?” Han kunne lige så godt få en samtale ud af det, nu hvor han sikkert skulle ligge her i længere tid.

Han kunne mærke som hver udånding bed i hele kroppen, og indåndingen trak i den smertefulde brystkasse. Han stønnede svagt af smerte. En dyb brummen. Den her stemme er sikkert god til at forføre med. Det kan være at det bliver en god kvalitet når jeg endelig kommer ud af de her forbindinger. Zaladin tage dig Izael.
Han drejede hovedet svagt i den retning han fornemmede den anden lå. Hans hoved svømmede og det gav ham en fornemmelse af at blive søsyg, så han vendte sit hoved tilbage i den opadrettede stilling. I det mindste sejlede loftet kun lidt. 
Den meget umiddelbare måde som manden udtalte sig om sin skader virkede komisk, og det fik ham til at le. 
"Haha... av... ha... åh nej... urgh."
Han fik sig selv hurtigt stoppet på grund af smerten, men det lille spark af endorfiner gjorde hans humør lidt bedre.

Spørgsmålet fik ham til at tænke lidt. Hvor meget kunne han fortælle om hans hændelse skulle han lige beslutte. En ting var hvis det havde været en af hans 'kolleger', så havde han nok fortalt lidt mere om den historie de havde sat op. Kidnappet af nox forhandlere fordi han havde snuset for dybt i deres sager. Nok ikke med en almindelig borger.
"En del brækkede knogler. Begge arme, nok et ben, og flere ribben. Flere typer forgiftninger. Slag til hovedet. Alt i alt, temmelig mange dårlige ting."

Han lagde hovedet ned på puden og kiggede op i loftet. Han ville ikke engang ligge her og lige pludselig hørte han et grin. Det var da ikke særlig sjovt at blive stukket ned. Han fandt det i hvert fald ikke morsomt, hvilket blot fik ham til at ligge armene over kors, men det resluterede i at han fik strukket sårene lidt så han måtte bide en smerte i sig. "Urgh!" kom det fra ham og skar ansigt. Han havde at ligge her han ville væk så hurtigt som muligt. Jo mere han kom lå her jo mere ville hans evne være aktiv, og det ville kunne skabe flere problemer end først antaget. Han håbede bare at det ikke ville skade nogen som helst der ville komme ind med voldsomme smerter. Han ville nødig fyre en eller anden kugle af med følelser for at ramme en af helbrederne. De ville ikke være så kønt, men hvad skulle han gøre når ha ikke engang kunne styre sin egen evne?

Han lyttede lidt til fyren og kløede sig i nakken som han fortalte lidt. "det lyder voldsomt.. Slåskamp i arenaen nede i byen?" spurgte han lidt og kiggede lidt hen på gardinet men kunne stadig ikke se en disse eller igennem det. I stedet lagde han hovedet ret ned så han kiggede op i loftet igen. Hvor skulle han ellers kigge hen?

Hvor ville det være nemt bare at træde ud af den her krop. Denne type smerte var ham kun pålagt i den her form. Forbandet være denne mission. Det skulle selvfølgelig være overbevisende. Det her var fredstider, folk forsvinder og dukker ikke bare op på den måde som under krige. En bataljon bliver ikke lige overrasket, hvor man kan lade som en overlevende soldat. Det her krævede mere snilde, og derfor en del smerte. Han vidste det godt, og derfor skulle han nok lide gennem denne langsommelige helingsproces. Han skulle nok overleve, så helbredernes chakra blev nok brugt på dem der nok var i en mere livstruende situation.
"Voldsomt... var det... og ikke nog... noget jeg... ha... har lyst til at... genleve," fik han hvislet ud med de gispende åndedræt. Forhåbentlig ville den anden patient ikke spørge mere ind til det. Det her skulle forestille sig at være en traumatiserende oplevelse, så hans ændrede adfærd ville være nemmere at bortforklare.

Han hostede og knurrede i smerte. Den metalliske smag fyldte hans mund. "Jeg hedder Kemen." Hans stemme var fortsat svag, men der virkede ikke til at være andre end ham der virkelig stønnede i smerte, så hans stemme gik overraskende godt igennem rummet.

James var ikke I tvivl om at personen var i smerte. Hele mandens følelser registrer osende af det. Hele rummet var fyldt med smerte fra vågne og sovende patienter. Det var slet ikke så nemt at tænke sig til hvilken smerte der kom fra hvem. Desuden så gjorde det bare mere ondt på ham som følelser blev hobet op i ham. En følelse han ikke kunne give slip for. Både vred og sorg fyldte også her. Så det var slet ikke nemt at være i et helbreder hus som andre måske ville mene at det var.
Han lyttede til den fremmeds ord og prøvede at få det hele med selv han stammede lidt. Alligvele gik han ikke i dybden som han kunne have gjort. Før i tiden ville han have svar på slle livets spørgsmål, of være nærgående. Det havde han lært nu at han ikke skulle. Ellers havde han jo nok ikke været død i gørste omgang. "Jeg forstår  dig behøver ikke sige mere." kom det roligt fra Ham og kiggede list ned på sin side som havde blødt en smule.

Han satte hånden for såret igen og siden for blot at læne sig tilbage. Hvor længe skulle han ligge her, og hvor længe skulle han opleve alle disse følelser. Hvis han nu bare kunne komme udenfor. "Kemen... Det lyder ikke helt som et krystallinsk navn." her tænkte han på et menneske. Men på den anden side kunne han heller ikke være mere lige glad. "Nå men hej Kemen jeg hedder James" svarede han og lod hovedet glide tilbage for at ligge sig på puden så han kunne se op i det utallige mørke loft. 

Det hele sejlede for ham. Han kunne mærke som han ikke kunne holde fokus, og trætheden begyndte at sætte ind. Det var hårdt at være ved bevidsthed, og på ingen måde behageligt. Forbandet være denne fysiske krop. Han kunne ikke flygte fra den. Ikke hvis han ville kunne holde sin maske, og være Izael til nytte.
"En... fornøjelse... at mø..de dig... James."
Han pustede tungt og langsomt. 
"Jeg beklag..er... huf... at jeg ikke er bedre selskab..."
Han prustede og stønnede. Det hele begyndte at sortne for hans blik.
"Så.. træt..."
Han kunne mærke som han synkede tilbage i madrassen, som om hans krop begyndte at falde ned i et dybt mørke af bevidstløshed.

James var sikker på at han skulle blive her i noget tid til alt hans frygt for hvad der ville ske. Alligevel lyttede han til ordene og smilte svagt for sig selv. "Ja sov du blot, lad drømmene fylde dig med glæde" kom det roligt fra ham og lagde en hånd ned på siden af sit stiksår. Han kiggede ned på det og kunne se han stadig havde blødt lidt mere, og han lænede sig tilbage på puden for at lukke øjnene. Han ville ud her fra, finde et andet sted at dø. Hellere hos Nianna end på et healerhus, hvor han ikke engang kunne gøre noget som helst! Langsomt gled han fraværende ind i en urolig søvn mens healerne rendte rundt imellem patienterne og kiggede på de tilskadekommende.