Fredstid, og alligevel stod hun nu i bloddækket tøj og en rift hun endelig nok burde få en til at kigge på langt op af armen efter en halvkat mistede kontrollen over deres klør under hendes hænder. En halvkat som skulle have holdt sig langt væk fra dragerne, men nej endnu en væbner som blev udfordret til at røre en af dem, man skulle håbe at fredstiden var bedre, men nej den skabte så mange dumdristige væddemål og hvem skulle rydde op? Hælerne som kæmpede i flere timer med at stoppe blødningen og holde katten i live, og dragetæmmere som havde forsøgt at få halv kattens ben ud af den unge drages mund, en ben som nu var natmad for den unge drage og en skrigende halv kat som ikke tog det så pænt at de måtte lukke såret og lade ham kun have et ben resten af sit liv, en opdagelsen han ikke tog så pænt og efter at have kæmpet med at holde ham i ro, og fået lukket såret efter alt for lang tid og lagt ham i en søvn styrket af urter og en magiske berøringer var det endelig muligt at komme væk, endelig muligt at komme ud af hvad der engang var en hvid uniform.
Ved første mulighed havde hun gået målrettet til badet og begyndte at lade de rune dækket sten opvarme vandet, først som tøjet lagt og den fugtige damp begyndte at ligge sig i vandet opdaget hun at kattens klør havde mærket hendes hud, og med et dybt suk begyndte hun at rense de fire rifter i vandet, og lod sig benytte det blod mærket tøj som en pude som den rødlige væske løb fra de stadig nye rifter til vandet.
"Hvorfor skabte freds tider altid disse problemer." hun rystede hovedet, strækte sine vinger og..gik så i stå med flere blink som hun lettere forvirret kiggede sig omkring, søgte at finde nogle, et eller andet.
Men der var intet at at finde, ingen. Vingerne faldt tættere på jorden og hånden der før havde vasket hendes sår lagde sig over hendes bryst mens det såret arm forlod vandet og søgte igennem hendes uniform under hende, søgte den lille lommeflaske skjult nær brystet og lod den finder læberne som hun opdaget at rummet var tomt. Et behageligt suk forlod hende som den varme væske gled igennem hende, og med mistroisk blik kiggede hun på flasken.
"Skulle have taget noget stærkere med.." hun rystede hovedet, som tvangen ikke lagde sig af den stærke bitre væskes dans imod tungen, men på trods af opdagelsen af tvangen blev på tungen lod hun lommeflasken møde læben igen, og endnu et behaget suk forlod hende som den trist afsked med læberne blev gentaget og et forvirret blik hvilede på lommeflasken og riften let lod ganske få lille rime af blod risle ned af hendes arm.

Med et opgivende suk faldt flasken og det forvirret blik gled med den ned til hendes skød og forsigtigt gled til såret som kæmpede med at blive lukke, det var bedre og blødte næsten ikke mere, men rifterne fra halvkatten var tydelige i hendes blege hvide hud, og den stabile fald af dråber forlod stadig såret, og fik hende langsomt til at føre armen tilbage over vandet, men netop som hun gjorde tegn på at bevæge sig kastede et pludseligt lys sig igennem rummet, og med et overrasket bask med vingerne puffede Josefine dampen væk. Hun blev siddende, dog med armene nær sin egen figur. Kampen kastede sig til væggene og pludselig foran hende var en kvinde. Flere forvirret overrasket blink blev rettet imod kvinden der nu delte rummet med hende. En fuld, påklædt kvinde som stirret på hende, eller rettere på hendes arm. Tvangen gav mere mening nu, det var hende hendes egen eller, ikke kun hendes egen. Blikket faldt forsigtigt på flasken som hun igen gemte i sine klæder som stadig benyttet som pude og dampen begyndte at ligge sig let i lokalet igen.
"Ehm.." forsøgte hun, som overraskelsen stadig lå på hendes tunge.
"Jeg..mangler ikke noget." lyd det lettere tøvende som blikket hævede sig fra tøjet til kvinden igen.

Hvad..skete der lige, nu hvor der var kommet lidt mere ro i sindet, eller som roen begyndte at være der. De fleste ville nok have hoppet og skreget, men, ikke Josefine hun mærkede jo ikke nogle aggression, eller andre ubehagelige følelser, så hvorfor springe op som alle andre ville? Det betyd dog ikke at hun var rolig eller tryg, der var bare ikke følelsesmæssig grund til at spring op i forsvar og derfor var hun i stand til at sidde der og blot baske med sine vinger. 
"Jeg..ehmm." forsatte den tøvende stemme som blikket studeret kvinden lidt.
"DU..ved godt..vi har en dør? Du behøver ikke ..ehm..teleportere dig ind i bade kammeret ikke?" lyd det lidt mere bestemt og klar i tonen som hun fandt mere til ro, det var ikke uhørt at folk benyttede deres evner til sådan noget, som at teleportere til badekammeret, men virkelig selvfølgelig var det denne nat dette skete for hende.
"du..ender med at skramme livet af en mening." hun rystede opgivende hovedet som hun førte den blodige arm som i forvirringen og basket havde valgt at forsætte med at bløde, tilbage hen over vandet.
lyst, tvang, lyst, tvang. Følelsen gik kort igennem hende mens hun faktisk tænkte over det, og kort gled en ubehagelige fornemmelse igennem hende som hun igen lod blikket studerer kvinden, frem for sit sår.

forlegen, en dyb tåge af forlegenhed spredte sig som kvinden begyndte at tale og Josefine gjorde intet andet end let af ryste på hovedet som følelse overtog tvangen og lysten forsvandt, ved sekundet den rødmende fornemmelse kom.
Kvindens undskyld kom endelig bag på hende, og de grønne øjne hvilede nær kvinden forsøgte at følge hendes blik, en opgave der var langt mere besværlig end hvad den skulle, grå øjne og vand damp gav en urimelig fordel til at skule hvor ens blik endelig var. Hånden bevæget sig langsomt som den faldt ned i vandet igen, og der skiftede blikket som vandet lagde sig omkring såret hvor halv kattens klør havde nået hendes hud, klør der sikkert ikke var rene af nogle art, og det kunne sikkert mærkes hvis ikke hun fik det renset, selv bare nu var varmen næsten ubehageligt som det lagde sig omkring såret.
"Ih." brokkede hun sig let som vandet lagde sig, varmede om det ømme hud, og træk ind i de smalle åbninger der var skabt.
Kvinden forsatte sin forklaring mens blikket ikke hvilede nær hende, den anden hånd forsvandt langsomt fra Josefines egen figur og hun let begyndte at rense såret lige under vandets overflade.
Hovedet blev let rystet som den fremmede forsatte sin uheldige forklaring om hvordan alt dette var sket, og skulle være heldig hun ikke var endt i en væg.
"Du skal..være mere forsigtigt med sådanne evner, en lukket dør kan være farlig for jer teleportører hvis jeg husker rigtigt." hun bidt let sammen som begyndte at tilføre salven til vandet, salven som skulle helt bekæmpe muligheden for at såret blev inficeret at kløerne. Det var dog svært at kvinden blev, stadig fuldt påklædt her når hendes plan var blot at nå badehuset.
"Hvorfor så natligt et bad?" spurgte hun forsigtigt men holdt blikket fra kvinden, stadig påpasseligt som hun holdt kvinden i sit fokus med andre sanser end synet, men for ny var det også vigtigt faktisk at få sit mål med at besøge badehuset gjort,om en anden også benyttede sig af lokalet.
"Hård dag? Eller? Nyder de at sove med vådt hår?" hun træk lidt på smilet som hun spurgte, og forsøgte at følge kvinden i vand overfalden, en næsten umulig opgave med dampen fra den magiske varme som gled igennem vandet, men også da sår rensningen ikke tillod at vand overfalden var blank. Vingerne blev lave og holdt tæt på kroppen, nok blottede hun sig lidt, men vingerne blev holdt klar til at baske til tingende omkring sig. Der var noget galt, men hvad var stadig en blank mulighed i hendes sind, så hellere være høflig og venlig, end anklagende og påpasselig.

Rummet var behageligt og var kun blevet mere behageligt siden selvskabet havde lagt sig, som sad man ved et behageligt båd, eller med en fangende vel duftende nu lavet kop te. Det var noget behageligt over det hele, selv om det var sært, påtvunget, sådan som hun bare havde presset sig ind i rummet øjeblikket og startede en samtale. Men på trods af denne behagelige fornemmelse, følelse, så var der noget galt et eller andet der fik hendes instinkter til at sige at der var noget galt og hun skulle være forsigtig, netop derfor var det nærmest umuligt at tage blikket ordenligt fra hende som hun blev beskuet fra vandets spejl.
"Det er vi to om, det er forfærdeligt svært at koncerterer sig i dagens mylder." kommenteret hun med et lille smil på læben, måske var dette ikke så slemt som hendes mave fornemmelse sagde, de to virkede til at have nogle ting til fælles, et behov for at være væk fra andre.
Spørgsmålet kom næsten øjeblikkeligt den anden vej hvilket fik hende til dreje hovedet og lade det hvile over kvinden, nær hendes øjne.
"Vi havde et..uheld i hælerhu---Av?" afbrud hun sine egne ord, og træk hånden op af vandet, og stirret på såret som en let smerte spredte sig gennem hende. Blikket gled forsigtigt længer op af armen, som hånden vendte sig og hun kigget forvirret på sin håndflade som den gjorde ondt. Den raske hånd kom langsomt over og nussede håndfladen for at se om en muskle, sene eller et eller andet spontant havde sat sig fast. Hovedet vippede og med et forvirret blik gled blikket mellem såret og hendes håndflade.
"En..patient mistede kontrollen over sine..klør." forsatte hun efter et øjebliks stilhed, med en forvirret undertone til hendes ord.
"Og selvfølgelig skulle det gå ud over mig." lyd det som forvirring blev lagt i baghovedet med et let grin.
"Typisk mit held siden min genopstand, så ville rense det, og så..er der bare noget rart over at sove med vådt hår" hun rystede hovedet og lagde forsigtigt armen ned i vandet igen, og blikket blev på den. Den anden hånd fandt igen hvile i hendes skød.

Det var sært at føle en smerte men ingen kilde finde, men det var ikke umuligt det kunne være grundet riften i hendes arm, så selv om hun kiggede efter skade både hos sig selv og sin natlige gæst så blev tanken hurtigt glemt i baghovedet, og den smule bekymring der var at mærke i den blege kvindes stemme eller, hvad følelse det var, følelser i dette øjeblik var sære og ikke til at finde hoved eller ende i, for kvindens og hendes egne i dette øjeblik endte som de kom , lyst, tvang, sult, hvilket var det følelse der stoppede josefine for at tænke videre over følelserne hun mærkede. For det var sært at kvinden havde først og fremmeste teleportet sig til badehuset, og så sulten.
“Ja, bare besværligt at rense sådanne noget selv, svært at det ordentligt.”  det næste kvinden sagde var rart at høre, for det gav en vis tryghed over det hele, snakken om bakterier, og hvordan de skulle bekæmpes, og såret holdes rent. Rart at det var en lært kvinde, det gav en form ro, af en eller anden grund. Hun nikkede  blot til de ord der blev sagt, og lod blikket  falde på såret, kvinden langt mindre i hendes fokus, for hvis hun var en trussel så hvorfor vente så længe.
Det lille host rev kort blikket fra såret til kvinden, og så tilbage til såret.
“Er jeg..tænkte det var en godt sted for mig at finde min plads efter min genfødsel.” blikket glid over såret og på trods af hendes forsøg var det besværligt at gøre alt dette selv og det vidste hun godt, og selv om magi ville hjælpe ville det blot gøre hende selv træt.
“Undskyld.” lyd det venligt som blikket forlod såret.
“men før de går, kan de så lokkes til at hjælpe..bare, lægge en forbinding til natten? De lyder til at have styr på det, så kan jeg få en af mine kollegerne til at kigge ordentligt på det efter en nat ro.” hovedet vippet let, blikket gik i og et smil lagt i retning af kvinden, med et indre håb om at kvinden ikke engang ville overveje at give en hjælpende hånd. Det mest menneskelige i denne verden er jo at hjælpe hinanden.

Det skulle ikke vise sig at være let, når hun forsøgte at møve sig væk. Som var hun fanget i sin beslutning spurgte den blødende kvinde nemlig om hjælp. Og som en der ikke helt vidste hvad de skulle svare, stivnede Halith i sekunderne efter. Om hun kunne hjælpe? Tågeblikket stirrede frem foran sig i tavsheden, imens at næseborene forsigtigt vejrede. Færten var så.... så ren. Så tillokkende, så ny. Hun havde sjældent set engle bløde. 
Men om nogen vidste Halith at der var forskel på blod. 

Men hun kunne se hvordan englen fumlede. Med vand, en enkelt hånd og blod der stille og roligt blev ved med at gøre det næsten fedtet at arbejde med bandagen, var det et noget nær umuligt arbejde i sig selv. Og selvom Halith konkluderede at englen næppe ville kollapse uden hende, kunne hun mærke hvordan det prikkede i samvittigheden bare at gå. Og hun... en lidt dybere vejrtrækning blev taget, og lydløst skubbet ud imellem de lyse, blanke, skarpe tænder, øjnenes pupiller udvidede sig i de manglende hjerteslag fra dem begge. Hun havde ikke lyst til at forlade den duft. Hele kroppen kæmpede imod. Og bifaldt dernæst hendes initiativ, da hun langsomt drejede omkring på hælen. "Selvfølgelig..." 
Det var meget nemmere at overgive sig bare en smule, end at kæmpe imod hele tiden. Det føltes godt. 

De blege hænder greb forsigtigt ud efter først bandagen, og derefter hånden, kolde i deres berøring på trods af varmen fra vandet. ".... ...så... du har arbejdet her længe? Siden din genfødsel, hvornår?" blikket gled knap nok op imens hun talte, og trak forsigtigt den store flænge under strålen igen, betaget af synet og øm i sine bevægelser, men alligevel fast i sit greb. Nogle havde været i hæren i flere årtier, andre i få år eller måneder. Motivationen for at blive, varierede ligeså meget som arterne i landet. 
Og motivationen til at hjælpe englen, var mindst ligeså selvisk som grunden til at blive. I hvert fald hvis man spurgte alfens sanser, som i momentet kæmpede for at lægge den røde jagt-tåge over hjernen.