Utilfreds, selvfølgelig. Hun havde ikke rigtig forventet andet. Hvor længe mon han havde været i havet? Var han mon faldet ud af en klippeskrænt og endt her? Hendes grønne øjne så kort bag sig ud mod de to lange kyster langs Elverly og Tusmørkedalen. Måske var han flygtet fra Faelwens Tåre?
Hendes blik røg så tilbage til manden ved siden af hende et øjeblik, før øjnene så op i retningen af minen, eftersom Benny og nogle andre minearbejdere kom tilbage med reb som de begyndte at binde fast til et træ. Malthe så så ned på manden igen.
”Mit navn er Mathilda. Jeg får dig op herfra, okay? Jeg kan ikke love at det ikke bliver ubehageligt,” forklarede hun. Hun havde efterhånden med alle de dehydrede minearbejdere og skovarbejdere lært at det var godt at fortælle personer der ikke var ved sine fulde fem hvad der ville ske. Så kunne de bedre følge med når de fik samlet sig selv lidt. Psykologisk førstehjælp, ville nogen kalde det.
”Her!” blev der råbt fra Benny der kastede det lange reb ned i retningen af Mathilda. Hun så kort op mod mændene og gav dem en bekræftende håndbevægelse. Det var godt de var kommet.
”Jeg samler dig op nu,” fortalte hun. Med ikke så meget besvær fik hun sat ham op, så hendes ene arm kunne støtte ham i ryggen, og lidt mere besvær fik hun samlede hans ben over hendes anden arm.
”En, to, tre!” lød det fra hende. Det var tydeligt hun var vant til at løfte korrekt. Mathilda var i den grad vant til at bære på sin egen vægt, hvis ikke mere. Hun begav sig så i retningen af rebet der var kastet ned til dem, og så snart de nåede derhen, blev han sat ned.
”Jeg binder dig fast til rebet her, og så får vi dig op,” fortalte hun igen. Med et gravet tag, greb hun rebet og begyndte at binde det om manden uden at være det mindste smule forsigtigt eller bange for at røre ham. Sart var hun ikke. Så snart han var blevet bundet rykkede hun lidt i rebet, for at give tegn til arbejderne om at begynde at trække. Mathilda valgte at støtte manden, så snart han lettede fra jorden, og kort efter begyndte hun at klatre op af klippevæggen, mens hun sørgede for at manden ikke ramlede ind i hverken hende eller klippevæggen. Han havde rigeligt med skader og havde ikke brug for flere. Det ville bare forlænge tiden hvor han skulle komme sig.
Så snart de nåede toppen, hjalp nogle af arbejderne med at få dem over kanten, så de var i sikkerhed. Her tog Malthe sig en lille pause, hvor mændene sørgede for at binde manden op og de sørgede for en hestevogn til at transportere ham og et lille gods fra dagens minearbejde.
Så snart kusken ankom med hestene, sørgede han at holde hestene langt væk fra Malthe, for så at stige af vognen og nærme sig hende, for at få instrukser.
”Manden her har brug for varme og hvile,” forklarede hun også på sine fingre som hun masserede lidt. Klipper var ikke de rareste mod hænderne, uanset hvor hærdet hun var, så var det bare noget andet. Hun så op mod kusken,
”Bring ham hjem til mig, jeg skal nok sørge for ham,” forklarede hun,
”Jeg tager afsted inden længe. Sørg for han kommer indenfor og anbring ham i en seng,” beordrede hun yderligere. Kusken nikkede blot og gav nogle sigende håndbevægelser til arbejderne som inden længe førte den rødhårede mand op i vognen hvor to af arbejderne satte sig ved siden af ham så han ikke var alene, og hvis nu han vågnede. Inden længe drog hestevognen afsted.
Malthe rømmede sig lidt som hestevognen tog afsted og rejste sig efterfølgende. Hun strakte sig og begav sig tilbage til minen.
”I har… To timer endnu. Forsæt det gode arbejde, jeg tager mig af havmanden,” forklarede og opmuntrede hun arbejderne for efterfølgende lige hurtigt at vaske sine hænder og sit ansigt ved en lille vandstation. Herefter begyndte løbeturen hjem.
Så snart hun kom ind ad døren, fik hun i nogle hurtige bevægelser smidt sine sko for efterfølgende at løbe op ad trappen. Hun så ind til samtlige gæsteværelser, før hun pludselig stødte på gæsteværelset som var blevet taget i brug. Hun stoppede i dørkarmen og trak vejret et øjeblik. Det havde været en lang tur og benene syrede lidt. Det gjorde godt. Hun begav sig så hen mod den rødhårede man som var blevet placeret i gæstesengen. Mens hun nærmede sig lagde hun mærke til at han var blevet ’puttet’ så han kunne holde varmen og nogen havde sørget for et lille fad med kiks, vand og mælk. Hun valgte at sætte sig på en stol ved siden af sengen og placerede sine albuer på sine knæ.
”Jeg er her. Mathilda er her,” sagde hun lettere udmattet, før hun lod sin pande hvile i sine hænder, ret så træt. Forhåbentlig samlede han snart kræfter, og hvis ikke inden for nogle timer, ville hun lægge sig til at sove hen over stolen. Godt nok vidste hun ikke hvem han var, men det virkede som om han havde været ude for noget af en tur og han burde ikke være alene når han vågnede i et fremmed hus.
Sometimes the worst place you can be is in your own head