Kzara bjergene var ikke ligefrem et sted Leo kom ofte. Mest fordi at han efterhånden havde erfaret at vilde bæster og det der var værre, ofte boede oppe i dem, men heldig som han havde været, havde han endnu ikke stødt på mere intelligente væsner, og det var også derfor at han havde fundet sig selv begive sig op af bjergsiden, da han kunne mærke noget. Hans magiske evne der hev ham i den retning.

Lidt oppe af bjergkarmen havde han fundet en tunnel, og siden han var ret sikker på at han skulle længere ind, så kunne han ligeså godt tage denne her vej, og tunneller ledte altid et godt sted hen. Tia, hans føniks fløj nede og landede på hans skulder, så han kunne se i mørket, inden han begav sig ind i tunellen, som ledte ham ind i bjerget.

Selve tunellen vidste han ikke hvor ledte hen, og væsentlig mindre, at han risikerede at den ledte mod den lokale adelige familie, som han ikke anede i det hele taget var en ting der fandtes på disse kanter. Han kunne næsten mærke en brise og kiggede på Tia som så uforstyrret ud, inden hans fødder bar ham videre, længere ind i mørket, hvor kun hans fodtrin ekkoede mellem klipperne.

Arhhhhhh! lyd hendes indre tanker som hun for den femte time sad her, og lavede intet! Der kom aldrig folk i disse tunneller, aldrig! Ventila vandrede frem og tilbage. Dette var den mest forfærdelige staf at give hende, jo! hun brokkede sig, og hævede stemmen af Pleasance, men en hel dag her! der skete intet, hun måtte ikke smutte og...

Alligevel skete der noget, fodtrin, flammer? Der var faktisk nogle i tunnellen, først vendte hun sig imod vejen hun selv kom fra, men nej, det var ude fra? Spændt, panisk gik hendes tanker. "hvad...er det endelig jeg skal gøre nu?" sagde hun lavt, forvirret, tabt og gik i stå, stirret imod lyden, fortabt i tanker. "Fint"" lyd det lidt højere end før.  "lad være at kom til skade..lad være at kom til skade!" kom bekymret fra hende som hun løftede sin hænder foran sig, hendes is blå øjne lukkede og det hvide går stoppede dets dans. Den sorte robe hun blev bedt om bære hang tæt på hendes form. Kort træk hun vejret dybt som en kraftig stråle af vind forlod hendes hænder og kastede sig langs med tunnellen. Hun håbede dybt og inderligt dette ville slukke flammen og få dem til at vende om. Dette varet knap et halvt minut, før hun træk vejret dybt, lukkede sine øjne og lyttede efter den fremmede.

Der var helt rolig, selvom Leo var begyndt at kunne høre noget længere fremme, selvom han ikke var sikker på om det bare var vinden der peb, eller noget andet.
”Tia kan du flyve lidt fr-...” han fik ikke sagt mere, for at bede føniksen om at flyve i forvejen for at tjekke, hun var lidt hurtigere til luft, for i samme sekund kom der en ordentlig mængde vind i deres retning.

Et skræp af frustration lød fra Tia, som hun prøvede at lægge sig ned mod Leo og bare satte kløerne i. Det var noget han nok også ville kunne mærke i morgen
Leo selv, som heldigvis havde været lidt omkring og prøvede sin del af mærkelige oplevelser, var også hurtig på at forsøge at lægge sig ned på alle fire på jorden, så han ikke var som et siv i vinden.
Hans fingre prøvede at sætte sig i klipperne under ham, og lige som han troede han alligevel ville blæse væk, så... stoppede det.

Han kiggede op og så på Tia, som begyndte at ryste med fjerene nu når de var helt uglet til af vinden, inden et smil spredte sig på hans læber. ”Vi er vidst på den rette vej,” sagde han, ingen han kom op på benene, og begyndte at snige sig lidt mere påpasselige fremad. Tias lysende skikkelse var dog stadig at se.
Der var dog ikke langt før at hans øjne alligevel syntes at kunne se en skikkelse. Venlig? Fjendtlig? Han var ikke helt sikker, men hvis der var skulle stå kamp, så ville han nok mest af alt forsøge at undgå det. Det var ikke derfor han lavede hvad han gjorde. 

Så snart vinden faldt til rom hendes ene fingre hendes læber som hun bidt nervøst ned på sin negl og lige så hurtigt begyndte hun at vandre frem og tilbage. Intens lyttede hun til tunnelen, et hvilken som helts spor på at den fremmede tog den anden vej, som hun så inderligt håbede personen ville. Ikke længde gik der før lyden igen gik igennem tunnellen igen. Skuffelse spredte sig som et lyn igennem hende, som hun faldt ned på sine knæ. Forbandet, forbandet. gik hendes tanker i panik. hvad nu? hvad gør jeg nu?! Mere vind? hårdere og mere panisk bidt hun i sin negl.

Dog endte denne panik som skikkelsen kunne anes, og et dybt højlydt suk forlod hende som hun sad der på sine knæ i den kolde tunnel. En mærkelig fakkel? Tænkte nu kort som hun langsomt rejste sig og bankede sine knæ frie af støv. "Du skal bare være besværlig?! SÅ om denne staf ikke var nok i sig selv!" lyd det dybt irreteret fra hende i en høj tone. Den spinkle kvinde tog nogle irreteret og opgivet skidt imod ham, men satte sig blot på en sten. "jeg er uduelig." mumlede hun stille til sig selv. "kan du ikke bare gå den anden vej?" sagde hun igen irreteret og i en højtone som lyden af den fremmede kom nær men uden at kaste et blik i personen retning.

Leo stod klar til enten at løbe sin vej, eller... løbe forbi, hvis det viste sig at skikkelsen ikke var helt venligsindet, ville egentlig være mærkeligt hvis den var. Han havde dog ikke tænkt sig at komme i en stor konfrontation med en anden person, mest fordi han ofte følte sig en anelse uduelig når det kom til det. Det var altid nemmere bare at lade vær. Sparede også Leo for muligheden for at tabe slåskampen, hvilket han nok ville gøre i de fleste tilfælde, i hans eget hoved i hvert fald.

Sukket fra skikkelsen nåede ham, og da han bare så den sætte sig ned, så vågede han sig alligevel tættere. En glad pippen kom også fra Tia, før hun lettede og begyndte at baske med sine vinger mod skikkelsen. Hun kunne mærke den rene elementære magi der kom fra det andet væsen, og hvis der var noget Tia holdt af, så var det ren magi. Hendes skikkelse lignede næsten en flyvende ildkugle på distance, men som hun kom tættere, så ville man kunne se fjerene og hendes krop. Det var dog også det eneste lys Leo havde, så han måtte blot følge hendes skikkelse.

Skikkelsen var dog begyndt at snakke, nok henvendt til ham, som han også selv kom til syne. ”Så der er noget i den anden ende af denne her tunel?” spurgte han, man kunne næsten se hvordan hans øjne skinnede i tilfredsstillelse over at han var på rette kurs.
Tia selv fløj et par runder omkring elementalen, inden hun slappede af, og fløj tilbage over for at sætte sig på den udstrakte arm fra Leo. 

Hun sad stille, fortabt i sine tanker som hun lyttede til fodtrinene komme nærmere og nærmere, og det var ikke fordi hendes tanke nåede der ende at hun skiftede humør, kropssprog. Men en lyd, nogle vinger, en flamme, men vinger? Hvilken uforskammet eventyre tager en fugl med ind i en grotte?! gik hendes tanker som hun kastede blikket i deres retning, og der gik hun i stå, helt i stå som Tia kom nærmere hende. "Hva..hva..hva er du?" stammede hun, fascineret som hun nærmest sprang op. Knap i stand til at holde sin form, skfitede hun til vind og begyndte at danse om Tia som Tia føj fløj om Ventila. En fnisen dansede om fuglen en kort stund og så snart Tia bevægede sig væk, genvant Ventila sin menneskelige form, og glad, nærmest så om alt var glemt, sted, tid, forhold til manden, alt. "Hvad er..hvor.." stammede hun som hun hoppede glad imod manden kort bag Fuglen.

Ende af denne her tunel? gik det kort op for hende som hun stod side om siden med mande og stirret imod hans fugl. Hun sunkede dybt. "Ehm..ike rigtigt?" udbryd hun nervøst som hun tog et skidt væk fra mande. "Eller jo..en skov?" uddybede hun, lidt mere sikker end før. Dog som disse ord blev sagt træk hun kort ud i sin krave, denne forbandet tæt siddende dragt. Hvorfor skulle jeg også have denne på? Den er så træls! Så kvælende. "Nok om det..hvad er.." udbryd hun og tog blikket tilbage imod den vidunderlige fugl. "Hvor..er den..pragtfuld." kom der stille fra hende, tydeligt ikke noget hun ønskede at sige. Et kæmpe smil kunne ses på hende, vinden dansede glad og imødekommende omkring dem, nærmest så om det kom og gav et kram i tide og utide.

Hvem end han havde stødt på, så virkede hun umådelig venlig, og tydeligvis med nogle evner indenfor vinden, hvis han skulle bedømme det. Det ville forklare hvorfor de var ved at blive blæst omkuld i en underjordisk gang, som ellers ikke havde meget luft ellers. I det mindste virkede hun ikke som en farlig fælde. Næsten ikek som en fælde, som hun nærmest dansede om Tia, og Tia...
Leo kiggede på sin fugl, eller nok nærmere sin bedste ven, som sad og pustede lidt stolt fjerene op, så hun kunne vise sig fra sin bedste side. Hun var altid lidt for glad for positiv opmærksomhed, og et opgivende suk undslap Leo som han rystede grinende på hovedet.

”Men hvorfor ville du beskytte en... HEY!” Han havde været i gang med at sige noget, som Tia var begyndte at fløjte højlydt og baske begejstret med vingerne, nu når hun mente at det skulle handle om hende.
”Nej! Tia! Nej! Stop nu!” han prøvede tydeligvis at fortælle hende noget imellem pippene, men fuglen var ikke interesseret og til sidst kom et opgivende suk fra ham. ”Det her Anastatia, kaldet Tia, hun er en føniks... godt nok?” han kiggede strengt på fuglen, selvom hun bare kiggede væk og over på elementalen, hun havde bestemt sig for ikke var så slem. En anden skabning af elemental magi var heller ikke noget Tia mødte specielt ofte. Desværre var Leo lidt for meget under tøflen, når det kom til Tia.

Det var tydeligt at manden mere eller mindre var glemt, og fuglen var hendes fokus som hun stirret med et barnligt, legesygt spændt blik på fuglen, stille løftede en hånd tæt på den, lod den falde. Manden var intet andet i hendes hoved, en blot en til at fortælle om denne vidunderlige skabning, i hvert fald lige nu. Hendes blik gled kort varigt til manden som han begyndte at fortælle om fuglen. "Hvor..vidunderligt." lyd barnligt glad fra hende. "Et sandt vidunder, af Smedana og Shara skabninger, så rart at se guderne kunne være enes om at skabe noget så smukt." Hun talte nærmest med en tåre i øjet som hun glad vippede hovedet og fniste varmt over Tias opførelse.

"Rart at møde dig Tia." lyd det glad som hun lod en vind forlade hende igen, dog meget mildt, blot for at ae for fuglen en smule. "Jeg hedder Ventila." Lyd det glad i retningen af Tia. med lidt modvilje lod hun langsomt blikket forlade den vidunderlige fugl og falde på manden. "Hva..." mumlede hun kort og lod hurtigt blikket falde på den lange tunnel bag foran ham. "Hvad laver i to endelig her?" spurgte hun forsigtigt, med et tydeligt nervøst præg i stemmen, dog svært at høre over den varme glæde som dukkede op, som Tia kort dukkede op i hendes blik igen.