Olive Aina de Richelieu var her ingen undtagelse. Ikke altid var det med lige stor lyst hun deltog i de forskellige arrangementer, af og til var det mest af pligt. Dette var en af disse gange hvor pligten drev hende. Havde det ikke været fordi den unge komtesse under karetturen, havde været nødsaget til både at bide sig hårdt i tungen, holde de lyse øjne rettet stift ud ad det ene vindue for at holde mavens sparsomme indhold nede. Ville hun en sidste gang have forsøgt sig med at slippe. Det var på forhånd en tabt diskussion, selvom hun selv havde syntes at have alle de rette argumenter; hun var hverken trolovet eller stod til en snarlig trolovelse.
Derudover var der rygterne om mørkets kampe i syden. Kampe hvis position havde betydning for familien, så naturligvis skulle de da ikke til bal. Snarer burde tiden bruges på at bløde den økonomiske skade, som der kunne følge med tab til mørkets side.
Den stramme mine over sin faders afvisning at udeblive, forsvandt i det øjeblik hun satte fod på fast, stillestående grund. End ikke køresygen var at spore i det lyse ansigt.
Den første der havde budt Olive mod det farvede hav af skørter, var taktfuldt blevet afvist med undskyldningen at hun afventede en anden; en lille hvid løgn. Skadefro noterede hun sig et mentalt 1-0 til hende, over hendes Fader for en dans mindre med en potentiel bejler. Det var jo i sandhed grunden til at Hertug de Richelieu ikke have været hverken til at hugge eller stikke i. Blandt gæsterne fandtes der i den brogede flok også mulige kommende svigersønner.
Chance fortsatte dog ikke med at tilsmile hende og efter 3 tvungne danse, havde Olive som en indespærret tiger i et bur søgt en vej ud. Med et vinglas i den ene hånd, sneg den spinkle skikkelse sig væk. Ruten gik gennem en dør der ledte væk fra folkemængden bag hende, men ikke før et hurtigt blik blev kastet over denne ene skulder; tjekkede at ingen ville opdage hendes flugtrute.

Krystallandet

