Med en doven bevægelse satte fyrstinden af Kazimi sig til rette på de mange bløde puder og tæpper, der dækkede den lille hævelse i det smukke, smukke værelse, og gjorde det til en siddeplads.. Åbne vinduer fik de tynde gardiner til at svaje i den varme vind, solen kastede sit fantastiske lys ind ind på det dekorerede stengulv og en liflig aroma af velplejede blomster og krydderier fyldte luften. 
Omgivet af silke og letvævet stof fandt Florence sig fantastisk til rette, og passede nydeligt ind i de omgivelser. Det var en hviledag  - en imellem mange, og derfor var det en mindre mængde guld der klædte hendes solbrune statur, men det gjorde hende ikke mindre kostbar at se på, da hun virkede til med blot sin dovne tilstedeværelse at eje rummet hun sad i. 
Hvilket ikke var løgn, alt herinde var trods alt hendes. Fra den mindste pude til den smukkeste blomst. 

Og imellem det, så også til de mennesker... eller, væsner der bevægede sig ind og ud.
En tjener holdt en bakke med tørrede frugter, vindruer og vin, ved siden af hende, som hun af og til nippede af imens at hun ventede. At vente havde aldrig været hendes stærke side, men der kunne efterhånden heller ikke gå længe inden at han trådte ind. 
De hvide pupiller, omgivet af en blodig rød sklera gled imod vinduerne, hvis udsyn viste ud til den smukke, smukke have der omgav paladset. Og ventede. 

Et par måneder var efterhånden gået siden Maximillian var kommet til Kazimi paladset, og han havde efterhånden... affundet sig med sin nye position. Bedre end den gamle han havde haft i Dianthos, så meget var sikker i hvert fald, selvom det tog lidt at vænne sig den ulidelige varme som Rubinien altid virkede til at have.
Heldigvis for ham, var hans nye frue også meget mere villig til at give noget igen for hans hjælpe med det hele, så han havde fundet sig være langt mere villig.

Fodtrinene fra hans sko kunne høres ned gennem de lange gange, og de lange klæder om ham svang  i den lette brise, som han også selv skabte som han gik. Han var nydeligt klædt på, og meget langt udseende mæssigt fra de andre tjenestefolk i huset. Huden var bleg og ufarvet fra den hårde sol, mens håret var sort og langt. Han lignede ikke en mand der nogensinde havde lavet en hård dags arbejde i sit liv.

Han nåede endelig dørene ind til Fyrstindens værelse, og han bankede et par gange, inden han åbnede dem og trådte ind. Et lille arrogant blik gled over slaverne der var herinde, inden et mere blidt blik landede på Florence, og han trådte nærmere. ”Undskyld ventetiden, Fyrstinde,” sagde han. Deres højhed havde aldrig ligget godt i munden på ham, så det var nemmere at bruge andre termer. Fyrstinde føltes mere neutralt og mindre som en titel en anden dæmon måske ville bruge. 

For nogle var varmen ulidelig, for andre var den hjemlig. Og for Florence selv, var den næsten essentiel. Hun trivedes som en ørkenblomst i de lune vinde og gyldne stråler, hvis lys så fantastisk forstod sig i at fremvise hende på den bedste måde. En ørkenrose havde hendes far engang sagt til hende. Den solbrune hud blev næsten gylden i den rigtige belysning, det tvefarvede hår gnistrede sundt og guldets fangede alle lyspartiklerne, og sendte dem i tifold tilbage. Og så var der selvfølgelig øjnene. De hvide øjne, omgivet af en blodig senehinde der lige nu, betragtede haven foran hende med en afventende ro. 
Indtil at et par bank endelig brød den idylliske stilhed, og Maximillian trådte ind. 

Det var efterhånden et par måneder siden at hun havde lænket ham til deres husstand, og i løbet af de måneder, var han faldet mere to ro. Det havde ikke taget mange øjeblikke for fyrstinden at gennemskue hvordan luksus og til dels også frihed var en udmærket måde at motivere ham på, og trods det var... fornøjeligt de gange han troede han kunne sætte sig imod, så var det bare meget nemmere at han ikke gjorde det. 
Hvilket var derfor at han ikke kom krybende som enhver anden af slottes tjenere, da han kom for sent. 
Det feminine ansigt vendtes i et lille ryk fra haven til slaven, og mødte hans røde øjne i et roligt nik; vinglasset løftede til læberne inden at hun svarede. "Du er tilgivet, Maximillian" smilede hun, og lænede sig mageligt tilbage i pudefortet der omgav hende. 
Den ene guldglimtende hånd vinkede den anden slave hen, for med et vip af fingeren at få ham til at sætte fadet fra sig og forlade rummet. Så de var mere... alene. 
"Sig mig, hvilke grunde forklarer din.. forsinkelse?" fordi en grund måtte der vel være, omend den måske ikke var god; et enkelt sort øjenbryn løftedes spørgende. Florence nikkede dertil også imod en siddepude til bordet, hvor at han kunne tage plads. På gulvet selvfølgelig, men dog en pude. 

Maximillian mærkede lige med det samme de rød-hvide øjne på sig, men hvor mange måske ville blive intimideret af dem, havde han set hvad der var værre. Det var blot et par øjne og når man havde brugt så lang tid omkring andre dæmoner, så var man ofte lidt hærdet når det kom til det fysiske udseende. Især når resten af hende var ganske nydelig.

Maximillians egne øjne fulgte med slaven der overlod dem til dem selv, før at hans øjne landede tilbage på Florence. Han tog et par skridt, og man kunne godt se en vis utilfredshed med at han var degraderet til en pude, men uden brok, satte han sig dog på den. Selvom lyst flød tykkest i hans årer, så kunne han ikke benægte hvordan han ligeså meget havde blodet fra hovmod. Dog havde de mange års fangeskab sat det mere under overfladen. Der var ikke meget at være stolt over som slave, men derfor tiltalte hans position ham også mere under Florence. Han følte trods alt stadig han havde noget magt, selvom det ikke var overfor hende.
Som han satte sig tilrette, så lod han også endelig munden forklare hans forsinkelse. ”Jeg blev desværre opholdt af en slave,” svarede han. Hans øjne skinnede lidt for meget til at man kunne tro at det var på helt uskyldige præmisser han var blevet opholdt. ”Jeg skal gøre mit bedste for at det ikke sker igen.” Desværre var der ingen garanti for det, og han lød ikke specielt undskyldende overfor Florence.
”Så hvorfor kaldte De mig her?” Det ville være dumt at gøre andet end at udvise respekt, når man allerede havde været forsinket på den. Helt dum var Maximillian trods alt ikke af sig. Han havde døjet med en mor der til tider mindede lidt for meget om Florence. 

Utilfredsheden var ikke noget Florence bed mærke i, da hun... ikke kunne være mere ligeglad. Det handlede ikke så meget om at tvinge ham til noget bestemt, det handlede ikke engang om principper. Det handlede bare om hvad der lige havde føltes rigtigt for fyrstinden i det øjeblik; og den rigtige siddeplads for ham, havde lige der været gulvet. 
En fornemmelse der kun blev bekræftet af hans næste ord, da hans gnistrende øjne foruden meget skam i livet mødte hendes, opholdt af en slave simpelthen... han kan vel ikke gøre for det, han er trods alt blot en dæmon. Men hvorfor han nedværdigede sig til slaverne, var for hende et mysterium. Der var selvfølgelig ikke andre at tage fat i, men så hellere lade værd; noget der for hende var let at sige, selvfølgelig. 

Vinen i hendes eget glas blev svirvlet en anelse omkring langs kanten, og med et vip af fingeren løftedes også karaflen som tjeneren havde efterladt, og hældte op i det andet krystalglas. Sidstnævnte fandt roligt vej til Maximillian, imens at hun med et dovent smil selv tog en tår. "Godt at se dig finde dig til rette iblandt ligesindede og ligeværdige" Florence's hvide øjne betragtede ham igennem halvlukkede øjne, så selvfølgelig ned på ham fra sin hævede position. Men det af flere grunde, og han var ikke den eneste i den her husholdning der... brugte slaver på den måde. Desværre. 
Så længe han forstod at holde sig på dydens smalle sti, og ikke røre noget der ikke var hans. Holdt sig til de mindre værdifulde. 

Hver ting til sin tid, og Florence rystede afværgende på hovedet over spørgsmålet om hvorfor han var her. Han ville tidsnok finde ud af det, Florence vidste at de ting hun skulle bruge, var på vej. 

Når man ikke måtte gøre sig til hos de mere frie folk i paladset, så måtte man jo ty til andre metoder, i hvert fald for nu, og slverne var heldigvis ofte meget lydige, selvom Maxmillian ikke blot så en og tog dem som det passede ham. Nej, der var også en leg i at få dem til at ønske det med ham, hvilket ikke var så svært når man opførte sig som at de faktisk betød noget. Mere samvittighed havde han trods alt ikke.
At hans fyrstinde ikke gjorde sig i det, det gjorde ham ikke noget, selvom han var uforståelig overfor det. Mennesker og deres mærkelige lyster. Hvis der var noget man ville have, så burde man tage det. Sådan havde han i hvert fald altid haft det, selvom årerne i fangeskab, havde gjort man mere kreativ med at få det.

Han tog imod glasset af vin, som kom mod ham. Komplimenten eller fornærmelsen var lidt svær at tyde, men han tog det ganske roligt. Han svirlede vinen lidt rundt i glasset inden han tog en tår. ”Jeg må jo få det bedste ud af min nye position,” sagde han endelig og kiggede op på hende. At være slavebundet var ikke en rar ting, og i virkeligheden burde han nok have mere sympati med resten af slaverne, som var i lidt samme situation som ham, men det havde bare aldrig ligget til ham. Lidt egoistisk var man vel altid anlagt. Forhåbentlig kunne tiden her, også gøre at han fandt nogen der var lidt sjovere at omgås med end blot slaverne, men alting var en process. 

En lyd der mindede om et fnys kom fra Florence, der dog måtte nikke - det måtte han så bestemt, men den kunne da umuligt være helt ny for ham. Spurgte man hende, var det... ganske almindeligt hvordan dæmonens tjenende rolle var blevet trukket ned over ham igen. I hendes egen barndom havde de også haft en slavebundet dæmon - godt nok bundet til patriarken i familien - og nu havde hun sin egen. Tingene havde det med at falde fantastisk på plads, og Maximillian var en nydelig tilføjelse, og endda en brugbar en af slagsen. 
"Din defination af 'bedste' er sørgelig" pointerede hun, stemmen ikke spottende men derimod bare... konstaterende. Ikke fordi at hun havde en bedre ting han kunne tage sig til, men der måtte velsagtens være andet at foretage sig. 

Ikke fordi at det skulle handle om det, og Florence lænede sig en anelse frem, idet at det ene ben krydsedes over det andet nu, så hun kunne sidde mere rank fremfor så tilbagelænet som hun havde gjort. Glasset blev sluppet, men ingen dyre dråber ramte hverken puder eller silkehvid kjole, da det blev hængende i luften omkring hende i stedet. "Mmmh, apropo..." sørgelige ting, blikket gled imod døren, hvor at hans skarpe hørelse nok uden tvivl ville have hørt lyden af sandaler imod stengulv, og døren der nu med en lille knirken blev åbnet op. 
Ind kom to slaver. 
Den ene bærende på en bylt, stoffet der beskyttede dens ukendte indhold var smukt dekoreret i sine røde, lilla og kongeblå farver - med guldbånd broderet ind her og der, hvilket uden tvivl dannede et eller andet fancy mønster - den anden... bare med sig selv. En nylig tilføjelse kunne man sige, og slavens nervøse øjne mødte i et lille gib Florences, derefter Maximillians inden at de faldt passende til jorden. 

Bylten blev sat på bordet foran hende og så var slaven væk, hvorimod den anden blev stående, hænderne foldet bagved ryggen og hovedet sænket. "Vi har fået en ny tilføjelse, slavehandleren sagde at han bar på udsøgt magi, men..." ... jeg har et lille håb om at der er mere end blot den ene vi købte ham for. En tanke der blev tænkt med øjne over Maximillian's langhårede skikkelse, og fyrstinden greb atter glasset i luften, imens hun ventede. 
Han var trods alt god til at undersøge sådanne ting. 

På mange måder var det dog en ny position for ham, selvom han havde været slavebundet det meste af sit liv. Han var ikke vant til at blive værdsat på denne her måde, eller den mængde frihed. Sidste gang havde han nået en høj position, men han var altid blot en tjener, og uden egne ejendele. Der var ingen pæne ting, eller bløde lagener at ligge i, men her var det anderledes. Her kunne han nyde noget af det skønne liv, til trods for at han stadig skulle gøre hver end lille ting Florence sagde.

Et lydløst fnys kom fra Maximillian, som hun endnu engang mente at han brugte tiden forkert. Hvad ville et menneske vide. Han sagde dog ikke noget. Det nyttede ikke noget at komme i den diskussion med Florence, især fordi den var irrelevant. Så lang tid at det ikke påvirkede arbejdet alt for meget, så var hun egentlig i bund og grund ligeglad med hvad han egentlig foretog sig i sin 'fritid'. Bare fordi han var et langt mere seksuelt væsen, end hun nogensinde ville være. Ikke at han ikke gerne ville forsøge at se om der lå andet under overfladen hos hende.

Hans røde øjne kiggede op mod Florence, som han tår endnu en tår af vinen. Ah, så her kom det. Hans øjne gled mod dørene da det gik op, næsten lidt dovent kiggede på de to slaver, og så på bylten.
”Naturligvis, Fyrstinde,” kom det uden tøven fra Maximillian, og stillede glasset fra sig, inden han rejste sig op, høj som han var, og gik med bestemte skridt over mod den nervøse slave.

Han cirklede først som et rovdyr rundt om slaven, mens hans øjne gennemboerede slaven, gravede lidt i det simple sind, inden han gik i stå bag ham. ”Ingen grund til at være bange,” spandt han lidt ind i slavens ører, inden han lagde sine hænder på slavens skuldre og sugede magien i sig. Der var to muligheder.

Hvilken er den udsøgte magi? lød det i Florences hoved fra Maximillian. Ingen grund til at de snakkede højt, men hans øjne havde alligevel fokuseret sig mod hende. 

Med svag morskab glimtende i øjnene, var det at Florence fulgte den lille scene der udfoldede sig foran hende. Første gang hun havde stiftet bekendtskab med Maximillians evner, jah der havde hun ikke været sen til at næsten klappe begejstret i hænderne, da brugbarheden i det var en af de mere tungtvejende grunde til at han rigtig blev værdsat. Det var sjældent slaverne vovede at holde deres evner hemmelige, og det var også sjældent at slavesælgerne ikke selv kendte til deres fulde potentiale. Men Florence kendte et... flygtigt blik når hun så det. 
Og en kort øjenkontakt med slaven, havde insisterende hvisket at han gemte på hemmeligheder af interessant størrelse. Måske var hans skjulte magi en der gjorde det muligt at flygte, så snart lænkerne var smidt?

Udover det, jah så kunne hun føle den kølige maske af sit ansigts mundviger trække en anelse op, da det her altid var en af de fantastiske ting ved dæmoner. Deres elegance, deres nervepirrende nærvær. De var som rovdyr omkring et bytte - noget hun kun kunne misnunde, og selvom hun havde haft sine tvivl i starten - Maximillian havde ikke ligefrem set imponerende ud - jah så havde han hurtigt gjort op for det. Den elegance han fremviste var lig en af ørkenens katte's. 
Og havde bestemt ikke en effekt der motiverede slaven til at falde til ro, ikke bange? Hah. 
Et gib gik igennem hans urolige krop, og Florence sippede (den her gang tålmodigt) af vinen imens hun ventede. "Jordmagi, han skal tage sig af haven" kom det lavmælt fra hende; den stille kommunikation imellem dem syntes kun at gøre slaven mere utilpas, og de tynde kæder om hans hænder raslede da han skiftede vægten uroligt fra fod til fod. 

Måske var det mere destruktiv magi? Hvad end det var, virkede han ikke videre tryg, da det virkede til at hemmeligheden var på vej ud, og i næste nu, kastede han sig til siden for at prøve at slippe væk - nok mest fra Maximillian. 
Et dristigt, dumt og fuldstændig ugennemtænkt forsøg; som Florence lod udfolde sig med et næsten irriteret blik imod dæmonen - det skulle nok blive ordnet, ikke?

Bare fordi Maximillian valgte de smukke kroppe, betød det ikke at der ikke stadig var en dæmon gemt bag det smukke ydre. Han havde overlevet årevis, faktisk to årtusinder, slavebundet til Lyset, og stadig fundet noget morskab i dagene som gik, og det var da udelukkende, fordi han vidste at han ikke så ud af meget når man så ham. Ingen regnede ham for meget, andet end en pyntegenstand, som var dygtig til sit arbejde, og en del af ham nød det. Nød at overraske folk.
Han havde dog altid gået til sex og lyst som et rovdyr. I sengen var han måske ikke altid den dominerende, faktisk oftere ikke, hvis han fandt de rigtige partnere, men det betød ikke at legen udenfor kunne gå ud på andre ting.

Han kunne mærke, og han kunne høre hvordan slaven var nervøs, og ville prøve at trække sig. De fleste gav antræk til at de ville væk i deres sind, og derfor var Maximillian også parat. Især fordi han allerede havde fået fingrene i magien der lå i ham, og uheldigvis for slaven, så kendte Maximillian magien.
Han ville aldrig være så god som en der havde den fra starten, men som slaven kastede sig til siden, blev han pludselig helt slap i hele kroppen, som han faldt sammen på gulvet, ved blot et kraftigt blik fra Maximillian. Magien lå sig nok op af hans egen, at den næsten var for nem.

Han gik om på den anden side, og greb fat i slavens ansigt, som han holdt tog fat i mine sine slanke fingre for at kigge ind i de vrede og bange øjne slaven bar.
”Jeg ved ikke hvad du troede du ville få ud af det,” hviskede han, et smil der var langt større og mere grusomt end det burde være. Der var bare noget så magtfuldt over at kunne bruge ens evne mod en anden, mod at have den totale kontrol.

Stadig med ryggen halvt mod Florence, sendte han en tanke til hende. Slaven behøvede ikke at vide hvad der foregik trods alt. ”Mentalisme, formegentlig utrænet, men yderst farlig,” lød det i hendes sind, mens Maximillian stadig brugte tiden på at studere slaven. 

Jah hvad havde han egentlig håbet at få ud af det? Selvsamme spørgsmål ekkoede igennem Florence's håndende tankebaner, da hun så hvordan Maximillian reagerede som en drøm, og ubesværet fældede ham før han knap nok nåede at tage et skridt længere væk. Slap som en kludedukke faldt han sammen, og trods Florence ikke kunne se hvilket smil der trak Maximillians læber op; trods hun ikke kunne se hvad slaven så... var det alligevel en stirende kuldegysning der ufrivilligt fik hårene til at rejse sig på fyrstindens egen arm, også. 
Så fint... 

Hvad dæmonen fik studeret, var vrede, bange og uvillige øjne, og slaven lignede en der skulle til at åbne munden for at bande et eller andet svinskt efter den mørkhårede mand, men kom på bedre tanker i sidste øjeblik, ved den underliggende grusomhed han sansede. Hvad der var sket, kunne han ikke helt finde ud af - aldrig havde han kunne bruge sin egen evne på den her måde, endnu. Men det var mindst ligeså skræmmende at være en fange i sin egen krop, som at holde den tvungne øjenkontakt med den rødøjede mand. 
Slaven fornemmede mere end så hvordan den solbrune kvinde, for første gang siden at han var trådt ind i rummet, gjorde mine til at rejse sig. 
Benene foldedes ud af det kryds de havde været i, Florence's rødlige øjne glimtede af de tanker der gik igennem hende. En fortræffelig magi i de rigtige hænder, omend de ikke kunne have ham gående løst, så længe de ikke var sikret hans loyalitet... bylten bevægede en anelse på sig, og frem gled en klinge; rødglimtende i solens lys. Mon hendes mand ville have interesse i ham? Han kunne blive et udmærket våben i de rigtige hænder, hvis ikke han var så... fyrrig. Han bed lidt for meget fra sig, som det var lige nu. 

Med en lyd af sandaler der ramte stengulv trådte Florence nærmere, et kynisk blik over hele scenen og et alt for blidt smil om de bløde læber. "Stræk hans arm frem". Lige meget hvad, skulle de i hvert fald have samlet noget af hans blod. Fordi hvis han slap væk, ville det ikke tage dem lang tid at finde ham igen. 

Mentalisme var en ufattelig farlig evne, men den lå også så nært Maximillians egne, som det var som en velkommen hjem gave, og en han gerne ville have lov til at gå lidt med, inden Florence tvang ham til at tage en anden til sig. Bare for sjov, så kunne han lege lidt med slaverne, når de ikk var så lydige som de burde være.
Samtykke var trods alt et løst begreb, når det kom til Maximillian, og derfor var det også fascinerende øjne der dansede over slavens ansigt. Han havde ikke behov for at høre ham snakke, og derfor gav han heller ikke slip på munden, selvom slaven var begyndt at kunne få kontrol over sin krop igen.

”Vi kan gøre det på den lette, eller hårde måde,” hviskede Maximillian blidt til slaven foran ham, i en næsten kærlig tone. Ikke noget der fik slaven til at få det bedre, og da han ikke rykkede på sig, fokuserede Maximillian blot den lånte magi mod ham, og tvang hans arm til at bevæge sig op, før han kiggede mod den, og sørgerede for at folde ærmet op så Florence havde let adgang. Før hans blik landede tilbage på slaven, som nærmest rystede under ham. Han gav endelig slip på ham og klappede ham på kinden. ”Du skal nok lære at være mere villig.”
Maximillian rejste sig op og trådte lidt væk, så Florence havde nemmere ved at komme til, men fokuserede sin magi mod slaven. Selvom han ikke virkede til at have meget modstand mod mentale kræfter, så ville han ikke risikere at Florence kom til skade. Hvis det skete, så ville det blot spejle tilbage på Maximillian, og virkelig? Han havde mere lyst til en belønning i dag, selvom han godt kunne presse citronen, når han virkelig ville.

Det var ikke altid man fandt folk af ligesindet natur, der kunne bekræfte en i det livssyn man havde. Nu var det ikke sådan at Florence nogensinde ville indrømme hvor apatisk et forhold hun havde til de stakkels mennesker og elvere der tjente i hendes husstand, hun ville aldrig indrømme hvor ubesværet hun kunne trække klingen over deres hud eller tvinge dem til at følge umulige, jah til tider ydmygende ordre. At holde den facade foran andre krævede dog arbejde, noget hun selvfølgelig var villig til at lægge i det. Men når hun så slap... åhh, hvilken fryd. 
Tvunget ind i stilhed, var der ikke meget Maximillian kunne dele om hende, der ville være skadeligt for det glansbillede den unge fyrstinde brugte mange timer af sin dag på at sætte op. Men når han fulgte ordrende så frivilligt som han gjorde - så velvilligt, kunne hun ikke lade værd med at nyde det. 

Hans ord, hans klappen, hans stemme - alt fik den unge slave foran hende til at ryste en anelse mere, og med en beroligende (noget der ikke ligefrem tilføjede ro) lille 'shhh' lyd faldt Florence ned på det ene knæ, og betragtede den blottede arm for sig. Indersiden af huden forekom utrolig urørt, og man kunne ane enkelte blodårer under det solbrune skind, der dog havde en lysere undertone med den her side vist frem. 
Kniven svævede langsomt hen til hende, og uden at se på den fæstnede de ringbesatte fingre sig om skæftet på det elegante blad, og fyrstinden skævede kort til hans ansigt, der virkede hvidt trods hans hud var brun. De hvide øjne glimtede kort i den farefremkaldende farve der omgav dem. "Hvor lang tid tror du det ville tage?" kom det spørgende fra den melodiske stemme, hvoraf tankerne forsatte til ordendes fulde betydning. Hvor lang tid ville det age at gøre ham mindre... modvillig, i hvert fald som en start. 
Med et vip af den frie finger gled en glas flakon også fri fra bylten, og fandt vej til hendes hånd; en beholder, og endnu en rystelse gled igennem slaven der var begyndt at svede en anelse af adrenalinen der tonsede igennem hans krop. 

Det var nemt at se ned på andre, når man ikke regnede dem som andet end dyr. Det var trods derfor man heller intet problem havde i et slagte en ko og spise dets kød. Forskellen var bare, at de to af dem kunne se på et væsen, der kunne tale, forstå dem og tænke som dem, og de så stadig ikke andet end et objekt man kunne udnytte til sit eget bedste. Man blev vel hærdet med ordene hvor slave var et ord der blev smidt vidt omkring. For Florence en ting hun havde haft, og for Maximillian en ting han altid kunne blive, hvis han ikke passede på.
Den Maximilian Florence så, var dog også oftere en anden Maximillian end så mange andre i husstanden så, hvilket hjalp til at holde deres arbejde lidt mere hemmeligt fra mange i husstanden. For Maximillian var blot den charmerende mand fra norden, som Florence en dag havde ansat.

Som han stod og så Florence arbejde og slavens frygt, både over Maximillian, men ligeså meget over Florence, var det en vis form for syg nydelse der alligevel drev igennem ham. Han holdt det dog i sig selv, som han blot smilede lidt bredere i slavens retning, som så nervøst fra den ene til den anden. Der var ingen af dem der ligefrem fik ham til at få det bedre.
Hans røde øjne rykkede sig dog end ikke, da Florence spurgte. ”Han er.. modvillig, men ikke umulig,” sagde Maxmillian overvejende. Det var lidt for hårdt at have to evner i gang på en gang, med både at styre ham og rode rundt i hans lille hoved.
Endelig kiggede han lidt over mod Florence. ”Måske en uge, alt efter hvilke midler du tager i brug.” Smilet blev lidt større, og Maximillian kunne nærmest mærke frygten emme ud af slaven. Det var næsten værre når de snakkede højt om det. 

Vurderende forholdt hun sig i kortvarig tavshed, imens en stille lille irritation blev sendt imod den sælger der havde solgt ham videre. Han havde selvfølgelig ikke virket sådan her på podiet, lige indtil de faktisk begyndte deres lille gennemgående undersøgelse af ham, jah så havde han været ufattelig samarbejdsvillig. Men en sælger der ikke forstod sig i at rette dem ordenligt ind, var ligeså meget værd som en slavejæger der  hver gang dræbte sit bytte. Det var en kritik hun ville bære videre, da han burde være ankommet uden den her... kampgejst. 
Ikke at det var et problem som sådan, fyrstinden nikkede imens de små beslutninger gled igennem hendes sind og videre, de ville senere blive til handling. Indtil da, måtte hun bare - 
- slaven skulle til at udbryde et eller andet, og hurtig som en slange gled en overraskende stærk hånd op og greb ham om kæben, stoppede ham inden meget nåede at komme ud. "Shhh.." gentog hun, dog mere advarende den her gang. 

Langsom slap hun igen, for i stedet at lade hånden glide over hans fremstrakte arm og ane den blidt. Der hvor hendes fingre havde boret sig ind i kinder og kæbe var røde mærker tilbage, men de ville forsvinde efter lidt tid - de plejede ikke at være permanente. 
Den anden vinklede kniven over hans underarm, og lod den bide sig igennem huden med en langsom præcision der fik et smertefyldt klynk til at komme fra den stakkels mand, og de gabende kanter blev snart fyldt med blod; blod der i en lind strøm fulgte armens bue ned og derefter samledes i tunge dråber, der faldt ned i den smukke flakon hun holdt frem. Betaget af det bizarre syn slap Florence ikke sit arbejde af syne. "Nogle bestemte midler du vil anbefale?" kom det overvejende fra hende imens. 
Hendes job havde trods alt aldrig være at rette dem ind når først de var indfanget, det havde hendes bror altid sørget for. Og selvom det heller ikke var dæmonens job, var det ikke gået forbi hende, at han ikke ligefrem trak sig fra det emne når det var kommet op i samtalerne i nærheden af ham, de sidste par måneder. 

Det var ved at blive kedeligt at stå ved sidelinjen, så Maximillian fandt sig selv bevæge sig om på den anden side af slaven, så han kunne sætte sig på hug ned ved siden af ham, og lægge sine arme henover hans skuldre. Bare så han blev trykket lidt mere, og det blev endnu mere tydeligt for slaven at han ikke havde noget sted at gå eller bevæge sig hen. Magien holdt stadig fast i ham, for de kunne jo ikke have han bevægede sig, og lavede problemer, nu når han var så lydig og god.
Han lod en negl kører hen over hans kind, som var rød efter at Florence havde holdt ham, mens han kiggede på Florences arbejde med kniven.

En lille nynnen af overvejelse kom fra den yndige mund, lige ind i slavens øre, som blot kneb øjnene mere sammen. Der var ikke så meget anden motorik som virkede i hans krop.
”Oh, det kommer jo an på hvad der gemmer sig i det lille kønne hoved,” spandt han og kiggede på slaven fra siden af, med fascineret øjne. Nej, at grave ville risikere arbejdet lige nu, selvom han virkelig havde lyst. ”Men mentalister plejer at være stærke i sindet, så måske lidt mere fysisk afstraffelse vil være godt... oh, og den viden om, at uanset hvor han forsøger at flygte hen. Så kan vi altid finde ham,” det sidste blev hvisket ind i øret på slaven, hvis krop blot rystede endnu mere.
Det her var dog også næppe stedet for dem, at begynde at knække slaven, og måske Maximillian alligevel ville finde noget sjov ud af at undersøge det lille hoved for muligheder at knække ham. Hans ånd og sjæl skulle trods alt også gøres til ingenting, især hvis hun havde planer om at bruges hans ene magiske evne.
”Vil du være med til det, jeg tror vi kunne få rigtig meget sjov ud af det,” spurgte Maximillian lidt mere henvendt mod Florence, den høflige tale droppet. 

Fyrstinden alene havde sin effekt på folk, og hendes dovne magelighed og kyniske øjne kunne være ildevarslende, da det som udgangspunkt var hvad folk udenfor familie og adelen blev mødt med. Men Florence i selskab med den sorthårede dæmon? Det gjorde det ikke godt, slet, slet ikke. 
Hun gjorde sig nemlig ingen anstrengelse for at stoppe de små ting Maximillian gjorde eller vovede sig, der kun satte fæstnede en krybende, klam hånd, strammere om hans flaksende lille hjerte. Nej, intet overhovedet, da hun med skjult fascination betragtede hvilke reaktioner slavens krop var begrænset til at komme med, og hvordan det påvirkede ham. Åhh, hvad ville hun ikke gøre for selv at være mentalist, for rigtigt at kunne forstå hvad der foregik i deres små hjerner. 
En magi hun desværre aldrig ville besidde, så hun måtte stille sig tilfreds med hvad hun kunne se; notere mentalt hvad hun oplevede foran sig. 

At forstå sine 'ofre' var nemlig en kernedel af at kunne udvikle videre på den magi hun var født med. En magi der krævede sine... brudte principper at studere, og en magi der ofte bragte mere end hvad godt var, af moralske dilemmaer. 
For almindelige mennesker, og Maximillian var intet menneske. 

Hans ord frembragte en lille sitren i kvindens mundvig, der med et pop klikkede låget på plads over den rødfyldte flakon, og rejste sig igen. "Sandt, kæden strækker sig over hele landet, så længe blod fylder din krop" smilede hun mildt, og bevægede gemte flakonen i en taske der hang ved hendes hofte.
Og da var det at han valgte at være mere... direkte, mildest talt. Øjnene studerede den tjenende dæmon og det næsten sultne udtryk der hvilede over ham, og selvom fyrstinden næppe ville anstrenge sig meget selv, var det et fristende tilbud at observere. Fordi han kunne sagtens have ret, han trak trods alt på over 2000 års viden og erfaringer. Skulle hun være dum nok til at skubbe det faktum fra sig? "Sjov?" gentog hun, en lille latter i hendes stemme, men nysgerrighed glimtende inde under. Hun nikkede dog også kort - han kunne bare slippe ham nu, der var ikke mange steder at flygte hen. 
Med et ryk af fingeren trak en fremmed kræft gardinerne ordenligt for, så rummet primært var oplyst af glasmosaikken i loftet, der farvede alt i røde, blå, orange og gyldne toner såvel som finurlige skygger. 

De var som to rovdyr der blot gejlede hinanden op, og nød at se hvordan de hver især kunne få frygten drevet mere og mere ind i slavens hjerte. Det var næsten som at lege med føden, bare fordi de kunne. Det var dog også derfor at Maximillian sande arbejde her i paladset var skjult bare det mere uskyldige erhverv som hendes personlige tjener, noget han havde det helt fint med. Han kunne godt lide når folk ikke overvejede hvad der var inde bag det smukke ydre. Gjorde tingene så nemt.

Han kunne se at jobbet for Florence var ved at være slut, som hun selv begyndte at bevæge sig væk fra den skælvende slave. ”Ja, sjov,” sagde Maximillian, næsten som et barn der havde fået et nyt legetøj, at lege med.
Da han var sikker på at slaven ikke kunne gribe ud efter Florence, lod han endelig magien slippe taget på manden, som straks faldt ned på hænderne, let gispende. Hele hans krop havde været anspændt, mens Maximillian havde haft magten over ham, men frygten sad som en kniv i hjertet på ham nu. Noget som dæmonen sagtens kunne arbejde vider med.
Maximillian ville dog ikke lade slaven falde sammen, og han greb ud efter hans kæbe og trak ham lidt tilbage, lidt mod ham med et grin. Han kunne mærke hvordan hele kroppen spændtes imod aspektet af at Maximillian skulle have sin sjov med ham.

”Du kan endda få lov til at bestemme hvordan vi leger, men har du ikke altid gerne ville vide... hvordan en menneskelig krop reagere, når man sætter den under pres?” Han lagde sin næse ind mod slavens hoved og hår og tog en indånding af manden. Han var heldigvis blevet godt badet inden han var kommet ind til dem. ”Jeg tror endda ham her kan holde lidt længere, og jo længere de holder, jo sjovere er det.” De skulle jo ikke ødelægge ham helt, men blot nok til at han ikke ville forsøge noget. Han ville være en fortræffelig gartner når de nåede så langt.

Med det hvide stof hvirvlende om de lange ben, bevægede Florence sig imod en skrivepult langs væggen. Forskellige fjerpenne, blækbeholdere og pergamenter lå sirligt anrettet i små bunker og bundter, og kvindens hænder greb om en af dem, for at dyppe den i en lille guldkapsel med sort blæk. Flakonen blev fundet frem igen, Florence drejede sig atter så hun kunne følge med i hvad der skete over arbejdet med at få nedfældet slavens tal - hans nr der separerede ham fra resten - på den lille glasbeholder. Hun gjorde sig sjældent i navne, det gjorde dem for menneskelige, men tal... se det kunne hun huske uhyggeligt godt, og noterede dermed den stakkels fremtidige gartner som værende nr. B76. 
Og hvad hun så over kanten af sine skriblerier, fik et glimt af forventning frem i hendes øjne. 

Bøjet ind over ham tog dæmonen slavens fært ind, og Florence kunne ane hvordan han skælvede under den ubehagelige handling, og dertil også over fakummet at Maximillian havde lidt for godt fat i ham. Hans ord gjorde intet for at dulme den voksende panik i det oprørte sind, og hvad fyrstinden ville beskrive som en klynkende lyd slap over hans læber, og han prøvede halvhjertet at vriste sig mere fri af ham; bare i det mindste hans ansigt. 
Det var som at se en mus kradse imod væggene i en fælde, og selvom det ikke var overlevelsesintinkter der var sat ind - endnu, kunne slaven alligevel ikke styre hvordan kroppen smertefuldt spændte yderligere op for at slippe væk. Brune øjne mødte desperat Florence's, der tog nogle sekunders stilhed efter Maximillians sadistiske spørgsmål, for at lade håb indfinde sig hos ham. 
Det glimtede så finurligt i hans blege lille ansigt. 

Et håb der blev smadret til jorden ved hendes ellers blide stemme, der forræderisk fældede 'dommen' over ham. "Det er jo som om at du kan læse mine tanker" Florence morede sig over den spage 'joke', og slog en sidste krølle over de sirligt svungne bogstaver. Flakonen blev sat fra sig, erstattet med vinglasset der svævede imod hende. "Ethvert svineri bliver dit eget at rydde op" formanede hun, tog en tår og bevægede sig dovent hen imod sofaen igen, for at sætte sig til rette. "Men joh. Jeg har set den presset førhen.." et minde af de panikslagne øjne der blev fyldt med tårer, idet at det gik op for den undslupne slave at hun ikke længere havde nogle steder at flygte hen. "... men mon ikke dine evner rækker længere end mine gjorde" 

Maximillian kunne mærke den desperate krop under sin egen, men han holdt fast, og nægtede at lade slaven gå. Heldigt for ham, kunne han dog ikke se smilet der var på Maximillians læber, og blikket der blev sendt i Florences retning. Forventningens glæde var jo den største. Og Maximillian var i den grad en dæmon der forventede at de ville hygge sig med den.
Nu når han heller ikke fokuserede på at styre slavens krop, så fokuserede han også mere på sindet der lå lige ved hans hoved. Frygten var næsten overvældende, men han kunne praktisk talt smage håbet, som Florence ventede, bare lige nok til at han kunne tro at han ville slippe for Maximillians klamme greb. Og så smadrede hun det i tusinde af stykker.

”Det skal nok ryddes op,” kom det kækt fra Maximillian, men om han ville svine sine egne hænder til, ville nok være at presse den lidt for meget. Af en tjenestemand at være, så var han meget fint på den, og hvis han kunne luske sig til at nogle andre gjorde jobbet, så ville han til en hver tid foretrække det.

Han tog sin frie hånd, den der ikke var om kæben, og ligeså stille, næsten blidt, strøg håret væk fra hans kind, så han havde bedre adgang til ham. ”Det kommer vel an på hvordan du har presset dem,” sagde han, og lod sig selv tage ind i slavens sind. Det var ikke ligefrem en nem opgave at grave dybere, men det var muligt, som de sad her.
Maximillians øjne var lukket, men han så koncentreret ud. Han ville blot lige undersøge hvad der var af minder at grave i.

”Awwww... han har en kvinde han skulle løbe væk sammen med,” kom det pludselig spindende fra Maximillian. ”Det er da bare for bedårende.” Det ville nok tage for meget arbejde at finde hende og tage hende herind, men det var oplysninger som dem, som blot vare rare at kende til. Selvom Maximillian nu stadig havde alle intentioner om at afstraffe han fysisk. Det var trods alt lang tid siden sidst.