det var eftermiddag og fuglenes sang var høj i skoven. en los gik roligt rundt inde i skoven på jagt eller ej det kunne man ikke se. men den gik roligt rundt og lyttede til alt. denne los var Tasja. en ung halvdyr som var mere enspænder end de fleste. hun havde en evne til at forvandle sig til en los og det brugte hun tit til sin jagt. hvilket jo også var en fordel når hun skulle forsvare sit hjem og sig selv.
Tasja gik med forsigtige skridt og lagde sig ned i en lysstråle imens hun nød fuglenes sang. hun havde ikke nydt det i lang tid. hendes mor havde været syg og det havde gjort hun havde været stresset for at ha besøgt hende.

Pirret af sin nysgerrighed havde Altairon forladt bjergene vest for Dianthos og var i stedet draget mod syd for at se Amazonitskovene. Han havde hørt at skovene var hjemsted for kentauer, trolde og alfer. Og en gammel kone havde fortalt ham, at Mørket endnu lurede dybt inde i skoven. Det sidste var han ikke helt sikker på om han ville tro på, for som hans far engang havde sagt; gamle damer skal altid være så dramatiske at det halve de siger er løgn, og hvis ikke de lyver, så husker de bare forkert, tænkte han muntert.
Derfor bevægede han sig nu igennem skovene så lydløst som han kunne, med bue i hænderne og en pil klar på strengen hvis han fik øje på et bytte. Han knækkede en lille gren under fødderne engang imellem, eller kom til at skubbe til en gren så den raslede let, for han var ikke helt så vant til at jage i skoven.
En lille tør gren knækkede igen under hans fødder, denne gang med et hørligt smæld, og han bandede indvendigt. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro, at det var en ork som brasede rundt i skoven, tænkte han bittert, men så længe ingen hørte det er det vel okay? Han håbede i hvert fald at ingen havde hørt det.

tasja hørte godt alle de smæld fra grene men skoven var jo fyldt med dyr så hendes anden evne kom i brug. hun mærkede jorden og fornemmede flere vægte og føder. ikke kun 4 benede. men der var også en med 2  tæt på det 4 benede. dens vægt mindede hende mest af alt om en hjort men pludselig kom der 4 små ben mod de store 4 ben. det måtte være en mor og hendes unge tænkte Tasja. hun rejste sig og mærkede jorden hvor denne 2 benede var. nok var hun selv jager men hun slå aldrig en mor ihjel når hun havde barn. så denne fremmede 2 benede skulle ikke få lov.
Tasja gik roligt og lødlyst mod den to benede hun ville stoppe denne for at skade en mor. men hun skulle nok ha forvandlet sig tilbage til et halvdyr istedet for en los. men hun tænkte at en los var mere skræmmende end et halvdyr som folk jo kun så som slaver. eller sådan havde hun altid fået det at vide. selv om hun ikke var optateret med at det ikke blev fanget mere til brug af slaver som for 60 år siden.

Tasja kom tæt på moren og ungen og lagde sig ned i en busk tæt på for at holde øje med om der kom nogle der ville slå disse ihjel. hun ville jo gerne beskytte en unge fra at miste sin mor. det ville det fleste fra skoven gøre. for en han var der for det meste mere kød på, men nogle var jo ubarmhjertelige. var denne 2 benede det?

Altairon dukkede sig under endnu en gren, imens han bevægede sig forsigtigt fremad. Han havde stadig ikke fundet noget bytte, men han afsøgte skovbunden foran ham i søgen efter spor. Hans blik blev fanget af et utydeligt mærke i jorden og langsomt, for ikke at støje for meget, satte han sig ned for at undersøge det. Det lignede et aftryk fra en lille pote, men hvilket dyr det tilhørte var han ikke sikker på - han havde aldrig været lige så god til tydning af spor som sin søster, og dyrelivet i denne skov var fremmed for ham.
Forhåbentlig har det en flot pels, tænkte han, den slags indbringer gode penge på markedet. Ikke at han var i pengenød, han havde rigeligt med reserver. Men lidt ekstra mønt har aldrig skadet nogen, tænkte han muntert. Jagten gjorde ham i godt humør, ligesom det plejede med den slags.

Mens han sad på jorden fik han en svag fornemmelse af at noget eller nogen iagttog ham. Det var en følelse han havde udviklet siden barnsben i bjergene og senere forfinet da han levede i Fristavn. Han sikrede sig at kniven sad i hans bælte som den plejede. Men udover det bekymrede han sig ikke så meget. Det var sikkert bare en fugl i træerne eller hans fornemmelse som spillede ham et pus, fordi de mange fremmede lyde i skoven var ukendte for ham.

Tasja så på moren og dens unge og fornemmede nu den to benede bag sig ikke langt fra hende. hun var helt stille. hun vendte hovedet og så mod stien hun havde fulgt. hun så noget længere fremme men hvad race denne person var var hun ikke sikker på.
hun vendte opmærksomheden mod moren og ungen der pludselig hoppede væk fra moren og mød denne fremmede person. hun fulgte ungens bevægelser og listede afsted mod denne unge. hun svang med halen som tegn på jagt. men det var ikke ungen hun var på jagt efter. det var væsnet med 2 ben.
ja tasja havde to ben normalt jo men når hun var los var hun 4 benet. hun listede afsted med sine klare grålige øjne,
mange så losser som farlige men tasja var kun farlig vis man provokerede hende. hun kom nærmerede da ungen stoppede op og havde fået øje på denne mand. han lignede en.... hvad var det nu de hed? efler.... nej det var forkert. evler..... tæt på men stadig forkert. hun lagde sig ned på jorden og betragtede mandens mindste bevægelser.

Imens han sad på hug og undersøgte jorden hørte han en svag lyd. Det lød som bladenes raslen i vinden, men den fornemmelse af at blive iagttaget som han før havde følt var også blevet stærkere. Den var kommet bag fra, lidt til venstre side, så han lagde forsigtigt højre hånd på knivskæftet i bæltet og kiggede sig roligt over venstre skulder i den retning som lyden var kommet fra. Hvis det var et fjendtligt væsen var han sikker på at han nok skulle klare sig - det havde han jo gjort så mange gange før og han havde fuld tiltro til sine egne våbenfærdigheder. Alligevel mærkede han et brus af adrenalin strømme gennem kroppen idet han vendte sig for at se hvad der lurede på ham.

Det tog et øjeblik før hans øjne fik stillet skarpt på det lille væsen som kom tættere på ham i skovbunden. Da han så at det bare var et lille hjorteagtigt væsen slappede han mere af i skuldrene. Det lignede en unge af en art, og i hvert fald ikke noget han skulle frygte, men desværre alt for lille til at dens pels ville have nogen værdi på et marked. Han sendte det lille væsen et venligt smil, "Hej med dig lille ven" mumlede han lavmeldt og rakte langsomt og forsigtigt en hånd lidt frem imod ungen.
Den er godt nok lille, tænkte han, alt for lille til pelsmarkedet, men måske en ung dame ville betale en god sum for sådan en som kæledyr? Han havde i hvert fald aldrig set denne type af hjort før, så de kunne ikke være helt almindelige. Og ualmindelige ting, specielt de nuttede slags, indbragte ofte gode penge hvis man fandt de rigtige købere.
Fordi al hans opmærksomhed var rettet mod den lille unge, bemærkede han ikke at der var andre tæt på og så ikke den store los, som lå på lur et stykke væk.

dådyr ungen så på manden da han rakte hånden frem. den begyndte langsomt at gå mod ham. Tasjas øjne blev store. hun havde set mandens våben. hun rejste sig langsomt og og hoppede frem i et brøl for at jage hjorten væk fra manden. hjorte ungen fik da også et chok og hoppede afsted mod sinn mor. Tasja så efter ungen og så så på manden. øjnene var alvorlige og det var tydeligt at hun var på vagt over for ham. hun så ned på hans bælte og opdagede hans kniv. hun stilte sig klar til vis han angreb hende. hun ville ikke gi ham en change vis han angreb hende. hun var dog ikke lige istand til at tale helt når hun var los. men hun ønskede hun kunne.

Da den lille hjort som tættere på og bevægede sig ud fra skyggerne, kunne Altairon se at det var et lille dådyr. Det var en skam, tænkte han, dem er der ikke mange penge i, hverken som skind eller kæledyr. Men selvom det bare var et simpelt lille væsen, så beundrede han hvor let og elegant den bevægede sig med sine forsigtige skridt.
Hans beundring var dog kun kortvarrig, for i det samme blev den stille luft gennemskåret af et arrigt brøl bag ham. Hjorteungen forsvandt så hurtigt som kun et skræmt bytte kan gøre det. I én glidende bevægelse fik Altairon trukket kniven fra sit bælte og vendt sig om, stadig siddende på hug så han var klar til at springe op eller til siden. Et overrasket blik viste sig i hans øjne da han fik øje på dyret som havde frembragt lyden. Det var mærkeligt, tænkte han, hvorfor vil så lille et kattedyr forsøge at beskytte en kalv? Og så endda mod så stor en modstander som jeg? Uanset grunden var det ikke en situation han havde prøvet før. Som regel foretrak han at slås mod modstandere som var større end ham, for det var det han var vant til.

Kniven som han holdt i højre hånd lå afslappet og vippede let op og ned med spidsen, som han nu pejede i retning mod katten. "Gå væk med dig kattedyr" sagde han og lavede et par små pustelyde af den som han ofte havde set de gamle damer gøre det i Fristavn "Du skræmte min lille ven væk, så du må hellere smutte selv før jeg snupper dit skind og sælger det til en pelshandler". Han vidste godt at dyret ikke forstod et ord af hvad han sagde, men lossens mod havde alligevel tændt en gnist af respekt i ham. Det ville være synd at dræbe så modigt et dyr bare for at få dens pels, tænkte han. For han respekterede andres mod, også hvis det bare var en lille kat.

ja Tasjas losse form var ikke stor men hun var modig nok som en løve. hun satte sig roligt ned da han talte og ikke virkede truende over for hende. hun slikkede sin pote og begyndte at vaske sit ansigt. helt ligeglad med hans puste lyde og viften med kniven. hun så på ham med de grå øjne og lagde hovedet på skrå. 
Tasja ville beskytte skoven for alt i verden. især for alle andre end halvdyr. hun rejste sig roligt og begyndte at gå over mod ham imens hun så på hans kniv og så på hans øjne skiftevis. *stikker han efter mig vis jeg kommer for tæt?* hun var ikke sikker. men hun ville gerne teste hans vilje til at skade et dyr der ikke havde gjort tegn til at angribe ham.

hun tog forsigtige skridt og satte sig 3 meter fra ham og så på ham med hovedet på skrå. *vis mig hvad du tør væsen* tænkte hun imens hun sad og så på ham. hun var ikke sikker på hvilken væsen han var. han lignede et menneske... bare... pænere? men noget sagde hendes lugte sans at han ikke var menneske. hvad var han så?

Noget i lossens grå øjne sagdeham at denne kat ikke var helt almindelig. Katte var normalt kløgtige væsner med kloge øjne, men denne kat havde et blik som var langt mere intelligent end han nogensinde havde set hos et lignende dyr. Måske var det skovens gamle magi som gjorde det? Han trak let på skuldrene og betragtede lossen imens den bevægede sig hen imod ham. Kniven havde han stadig løftet, for han var bevidst om dens skarpe tænder og klør. Men nu var det ikke længere irritation han havde i blikket. I stedet var hans øjne fyldt med nysgerrighed imens han betragtede katten.

Måden den bare satte sig ned og betragtede ham på, gjorde ham kun endnu mere nysgerrig, Igen var det den måde dens øjne lyste af intelligens som forundrede ham når han kiggede på den. Han strøg en halvlangt, hvis hårtot væk fra øjnene med venstre hånd, men slap ikke katten med øjnene. "Er det mad du vil have?" Spurgte han den "For i så fald har du lige skræmt vores frokost væk" sagde han med et skævt smil. Det havde ellers ikke været helt dårligt med sådan en smule hjortekalv til frokost. Kniven holdt han stadig i højre hånd, og let rettet mod katten. Han var ikke så uforsigtig at han lagde sit våben væk, bare fordi den ikke havde angrebet ham med det samme. Men han havde dog sænket den en smule for at virke mindre truende.

Tasja så på ham da han talte og noget i hende kom til at grine.  deres frokost?! ha! hun lukkede øjnene kort og pludselig begyndte lossen at vokse. halen blev længere. ørene større. ansigtet bredere og kroppen voksede også men der kom tøj til syne. hun åbnede øjnene igen og var nu et halvdyr. "jeg skræmte den væk med vilje.... sådan at en jager som dig ikke splitter en familie af." sagde hun alvorligt.  hun rejste sig roligt op og børstede støvet og jorden af tøjet. alt ved hende var næsten forandret undtagen de grålige øjne. hun havde en kvindes former nu men stadig med en los elegante farve og udseende.
hun gik tættere på ham og satte sig på hug lige foran ham. "vil du stadig sælge mit skind til en pelshandler" sagde hun og så på ham med udfordrene øjne. hun var nysgerig omkring hvorfor dette væsen havde truet hende og talt om at sælge hendes pels. hun havde jo stadig pels så hun ville gerne vide hvad han havde tænkt sig nu hvor hun var samme størrelse som ham.  eller 50 cm mindre alligevel.