Det var en smuk sommer dag, messen i templet var overstået og de bønner som der skulle gives var blevet givet. Så for et sjældent øjeblik, havde Rhoslyn den Blide fundet sig selv uden noget at tage sig til. Mange af hendes pligter havde hun allerede havde fået overstået; den gode side af allerede at vågne før at solen stod op. Foruden selvfølgelig det privilegie at se solen stå op, der var den unge kvinde ganske sikker på - at intet ville overgå den følelse, at stå og betragte lyset der spredte sig hen over Dianthos mange tage. Det var i sandhed et smuk syn, så meget kunne man blive enig med de fleste om. 
Med en lille kurv i hænderne, vandrede hun igennem Tempelhaverne og betragtede de mange flotte blomster. I kurven havde hun en flaske med saft, noget brød og nogle æbler hun havde fået til hendes frokost. Det var måske ikke meget, men det var nok til hende - eller til flere, skulle en uheldig sjæl finde sig selv i nød.
Dog var den blonde kvinde stoppet op, og betragtede med et stort smil roserne der blomstrede i alskens farver. Der var de helt hvide, dem elskede hun allermest. Men de blodrøde og dem som der havde en mere lyserød farve - de var også virkelig smukke. Hendes spinkle fingre, greb omkring en af roserne og satte næsen ned for at drage duften ind i hendes næsebor. 
Selvom at det var en varm dag, så det ikke ud til at gå den spinkle kvinde særlig meget på. Iført hvide rober, der dækkede helt ned til hendes fødder. Hvor nogle simple brune tøfler var at syne hver gang hun to et skridt. Roben var desuden smykket med gyldne bånd, og en sort halskrave der dækkede helt op til hendes kæbe begyndelse. 
Flere af det iltre hår lå og krøllede rundt omkring det fin skåret ansigt. Med de fyldige læber, den lille næse og de store gennemtrængende lyse blå øjne. 
Hendes øre opfangede lyden af vand - og nysgerrigt vandrede hun igennem en bue af smukke roser og lagde øjnene på et fint lille springvand, der var indrammet af flere rosenbuske og normale buksbom hække. To fine hvide bænke var stillet frem, og en hængende pil der hang hen over det store flotte springvand -  gjorde blot at haven var så meget mere vidunderlig. Fuldstændig forgabt i hvad hun så, stod hun og stirrede med store øjne og en halvt åben mund. 
“Ved Isari - hvor er det smukt.” Mumlede hun for sig selv, og tillod sig selv at blive stående lidt længere. 

Messen havde handlet om tilgivelse. Om at bortsende eller give slip på uhensigtsmæssige eller forurettede følelser i forsøg på at kunne komme videre. Han havde lyttet med nerverne ude på gevandterne og mærket. hvordan Lyset fik dem til at trække sig længere og længere ind i kroppen igen. Irritationen, afmagten, forvirringen .. alle disse ting som havde holdt ham vågen siden Rennys afrejse, lagde sig tilbage i hjertet; gemt under den hvide, simple robe.
Da messen var slut havde han rejst sig sammen med den øvrige menighed og sat kursen mod tempelhaverne for at skylle de gyldne skrifttegn ned med natur og frisk luft.

Det var det lyse, lange hår som havde fanget forkynderens opmærksomhed først. Eagdar den Andægtige smilede for sig selv. Rhoslyn den Blide var en forkynder, vis Lys lå om hende som en gylden aura; pulserende og intens. Rygterne sagde, at hun som ung havde gennemgået ufattelige prøvelser, der i modsætning til de fleste som oplever modgang, kun havde gjort Lyset tydeligere og hendes sind renere. Han havde holdt øje med hende i det skjulte; sendt stjålne blikke under de fælles messer, set hvordan hun knapt nok berørte underlaget, når hun gik.

Rhoslyn stoppede, angiveligt for at betragte en af havens forbløffende perler. Eadgar gik roligt nærmere, velvidende at han blev nødt til at afbryde hendes fascination af naturen for en stund. Det var måske egoistisk, men den unge mand følte et næsten ubærligt behov for at drøfte messens hovedpunkter – det at tilgive (både andre og sig selv) – med en ligesindet sjæl, der ikke var kendt for at komme med formaninger eller skabe skyldfølelse.
Han rømmede sig diskret for at tilkendegive sin tilstedeværelse:

”Vil du med hen og sidde på bænken? Hvis ikke du har travlt, vil jeg gerne snakke lidt med dig”. Eadgar fandt det ikke nødvendigt at bruge den høflige tiltaleform. Godt nok havde de ikke snakket særlig indgående med hinanden før, men hun var – for ham - langt fra en ukendt.

Hun havde nydt lyden af vandet, hvordan vinden havde fået den hængende pil til at vifte stille i vinden. Det var smukt, og ingen ville kunne overbevise hende om andet. I hendes stille sind, var hun taknemmelig for stadig at være i live, til at opleve dette - at hun kunne nyde Isari’s gave, af alt godt der var på jorden. Og selvom hun mødte så meget modgang og mørke på hendes vej, gjorde det hende kun stærke af sind. Lyset skulle overvinde, det var hun sikker på - og det var kun menneskeligt, at komme til at strejfe i det ukendte og det som ikke var velset i en forkynders øjne. Selv de skulle hjælpes, hvilket hun havde fundet helt fantastisk i dagens messe - at tilgive. Både sig selv og andre.
Lige som hun skulle til at gå ind, i den lille gemte del af haven - hørte hun en person rømme sig bag hende. De lyse pjuskede bryn, gled op i panden som hun vente sig mod personen der havde krævet hendes opmærksomhed. Det evige smil som befandt sig på hendes læber, bredte sig betydeligt som hun anskuede skikkelsen. Eadgar den Andægtige. Hun havde hørt om ham, set ham til alle messerne hun selv havde været til. Men aldrig snakket med ham, hvis hun huskede rigtigt? 

Snakke med hende?
“Åh, jamen selvfølgelig!” Sagde hun hurtigt og nikkede ganske hurtigt, hvad han ville snakke om - ja det vidste hun ikke helt. Men hun kunne ikke forestille sig andet, end at det nok skulle blive interessant. Og det var bestemt også hyggeligere at dele ens frokost med andre, end at sidde alene. 
“Jeg har også noget frokost, der skulle uden problem være til os begge.” Sagde hun hurtigt, som de gik hen til bænken og fik sat sig ned. 
Hvad han ville snakke om, det ville hun ikke spørge ind til. - hun var sikker på, at det skulle han nok få sporet dem ind på, når han var helt klar til at forklare hende hvad det var.

Det var ikke mærkeligt at hun gik under navnet ’den Blide’. Stemmen var som den milde vind, der fik hængepilen til at bevæge sig; Lun og varm. Hendes ansigt var lagt i indbydende folder, den slags som kun de mest succesrige forkyndere besidder, fordi det ubevidst er med til at vække en grundlæggende tillidsfølelse hos de folk, som ser på det.
Selv Eadgar den Andægtige kunne mærke hvordan hun med sin bare eksistens indbød til samtale. Eller snarere; til at skrifte. For selvom frokosten bestemt lød rart, var Eadgar for optaget af den snarlige samtale til at føle sult. Alligevel havde han takket ja, da de sammen havde sat kursen mod bænken.

”Jeg har brug for et råd.” bekendte han, da de havde siddet lidt i tavshed. Roserne forekom som slørrede, røde pletter i yderkanten af hans synsfelt, da han løftede sit grønne blik og for at se på Rhoslyn den Blide. De syntes næsten at indramme hendes væsen, bemærkede han tavst. Hun lyste op på et lærred af grøn og rød. ”Øvrigheden kan jeg ikke gå til.. Men jeg har brug for at snakke med en – en ligesindet. En der også står Lyset nær.” Den unge mand hæftede sig ved Rhoslyns tiltalende ansigt. Så fint og skrøbeligt, der – hvis man studerede det nøje – dog rummede styrke og Lys bagved. Synet fik Eadgar til at åbne sig:” Jeg har prøvet at gå med det længe selv, men det er som om jeg ikke kan få det ud, lige meget hvor mange messer jeg går til eller hvor mange bønner jeg sender til Isari, Livets Gudinde. Det er ikke sikkert at du vil forstå det – men jeg håber du kan hjælpe mig alligevel. Kan du det?”

Han havde brug for råd?
Stadig med et blidt og mildt smil på læberne, lagde hun sit hoved på sned og tog en dyb indånding. Duften af vandet og roserne ramte som en fantastisk mur, og hun måtte kort lukke øjnene og nyde fornemmelsen der lagde sig omkring hende. 
Hun åbnede dem dog hurtigt, da han snakkede om at han havde brug for en ligesindet. En der også forstod sig på lyset - og med det samme forstod hun vigtigheden i, at han havde spurgt om hun ville snakke. Kurven hun havde haft i hænderne, satte hun fra sig - tanken om at spise sin frokost, blev lagt bort og de fine blege hænder lagde sig foldet ned i hendes skød. 
Hendes lysende blå øjne, der blot lyset mere op som en sommerdag som i dag - når lyset kastet sig helt rigtig i dem. Kunne de næsten virke for blege i dens blå helhed. 

Brynene rynkede sig, da snakken gik ind på at han ikke følte han kunne have hentet hjælp hos moderen af alle guder og guinder. Isari livets og lysets gudinde. 
Hun tog en dyb indånding, og lod den ene hånd folde sig ud og ligge sig ganske blidt på hans egen. Gav det et kort klem inden hun tog den væk igen. 
"Hvad end det er som tygger dig på denne måde, jeg kan se at det tynger dig ned og dit sind har brug for at få aflastet hvad end der har bragt dig i dette stadie. Jeg er sikker på, at jeg kan hjælpe ved blot at lytte - og det vil jeg gerne, mere end gerne. Så fortæl mig, hvad er det som volder dig så store problemer?"

Eadgar den Andægtige smilede taknemmeligt, da hun mødte ham med oprigtig forståelse, der formåede at være dybfølt uden at være anmassende eller teatralsk. Rhoslyns spørgsmål fik det til at virke så lige til:
’ - hvad er det som volder dig så store problemer?’ 

Sandheden var blot, at der ikke var et lige så enkelt svar på det – eller jo, argumenterede det dristige mørke i den unge mand – men han kunne på intet tidspunkt sige det som det var. Han kunne ikke bare buse ud med alting, som Renny eller Sarah kunne. Det var ømtåleligt og sart og Eadgar følte sig mere end vovet ved overhovedet at prøve at fortælle om det i Lysets have. Foran en forkynder.
Den unge mand trak sig beklemt på skuldrene, mens han forsøgte at greje, hvordan han skulle gribe det an, uden at Rhoslyn den Blide ville falde dånende ned af bænken eller tro at Eadgar var et seksuelt frustreret og dybt forstyrret udyr.

”Jo, ser du.. Det er en – ehm – lettere delikat sag.” Han fugtede læberne og søgte bevidst væk fra hendes blå øjne. ”Jeg tror..-” han pillede krampagtigt i sit ærme, fortvivlelsen byggede sig op i struben på ham og farvede ordene, da de omsider kom ud:

”Jeg tror mit sind er blevet besmudset”

Hun ventede ganske stille, smilet på læberne prøvede at opfordre ham til at tage sin tid. Hun ville ikke komme til at afbryde, så derfor ville hun ikke sige det med ord. Men håbede blot at hendes mimik ville være nok til at forklare ham, at der ikke var noget pres. Hendes gerninger for lyset var klaret i dag, der var blot aften messen hun nødigt ville gå glip af. Men selv det ville ikke være en forfærdelig nød, skulle han bruge hende længere tid end blot eftermiddagen. 
Dog kunne hun godt se frustrationen og næsten skammen der gled hen over hans ansigt. Hendes pjuskede bryn gled mod hinanden, smilet blev en smule afdæmpet men stadig var det som altid på læberne. 

Endelig begyndte han at snakke, og hun nikkede - en måde for hende at vise, fortæl endelig videre. Da han søgte væk fra hendes øjne, vidste hun at dette måtte være noget som vejede tungt ned på Eadgar den Ændægtige - og hun kunne mærke hvordan det næsten smertede hendes hjerte. Intet kunne være så skidt, at det skulle være noget han skulle skamme sig sådan over. 

Hendes mund åbnede sig lidt, da han nævnte at han troede at hans sind var blevet besmudset. Som gjort beskidt? Hun lagde forvirret hoved til siden, og prøvede virkelig at greje hvordan han dog mente. "Føler du, at du har viget for langt væk fra lysets vej?" spurgte hun forsigtigt, og lod igen hendes hånd glide hen og gribe hans. Ganske forsigtigt, men denne gang trak hun den ikke væk. "Men Eadgar Den Andægtige - det er dit navn. Den Andægtige -  og blot det at du søger om hjælp og tilgivelse for hvad end der måtte være sket, siden du føler således. Det er i sig selv et tegn på, at så langt måtte du ikke været viget. Således er lyset jo! Mørket vil altid teste os, det vigtigste er blot, at vi i vores hjerter, bliver ved med at søge tilbage. Vi er jo trods alt blot mennesker, ikke? Vi må alle have lov til at fejle. Så hvad end det er, du føler har besmudset dit sind - vil du forklare det? Måske er det slet ikke så slemt, som du går og tror." afsluttet hun forsigtigt med, som hendes øjne betragtede ham uden antegn på at hun fordømte ham. Blot forståelse, hun havde da også været et sted, hvor hun havde følt hun ikke længere kunne accepterer Isari's gave. Men hver gang hun fandt tilbage, var hendes tro blot stærkere end sidst. 

Rhoslyn lyttede til Eadgar var færdig og han værdsatte det. Øjnene havde været rettet mod noget uspecifikt natur længere fremme, så han vidste ikke, hvordan hendes ansigt havde taget imod erklæringen. Dog trøstede han sig ved, at hendes tone ikke virkede til at rumme hverken fordomsfuldhed eller tilbageholdt formaninger.
”Tjo..” prøvede Eadgar den Andægtige vagt at svare, da hun spurgte om han følte sig længere væk fra Lysets vej. Egentlig havde Lyset aldrig været stærkere; det var bare vejen som var blevet en anden. Mere bumlet og skyggefuld.
Det gibbede svagt i ham, da Rhoslyn rakte ud og tog hans hånd. Den var mindst lige så blid og blød som hans egen. Det slog ham at de (altså hænderne) passede godt sammen.
Denne gang var det hans tur til at lytte. Og det gjorde han, selvom de ikke havde den nødvendige gennemslagskraft, fordi han blev ved med at slå dem ned i sit indre; Eadgar var overbevidst om, at Rhoslyn den Blide ikke ville sige det, hun sagde, hvis hun vidste hvad bekendelsen reelt handlede om.

”Jeg har ikke bare fejlet. Jeg har opsøgt det med et primitivt ønske om at lade mig fejle – med vilje.” Eadgar den Andægtige tav kortvarigt og brugte tiden på at flytte opmærksomheden op til hendes ansigt. Hun var så tækkelig klædt, at han automatisk antog at hendes sind var på samme måde. Fromt og uskyldigt; endnu ubesmittet - forsvarligt tildækket.
”- Jeg har ladet mig berøre af fristelse.” forsøgte han sig og kiggede sigende ind i hendes øjne, som ville de grønne øjne sige det, som munden ikke kunne. Dog vidste han, at det ikke ville være nok: hvis han skulle skrifte og opnå syndsforladelse, skulle det ytres med ord. Eadgar den Andægtige hankede op i sig selv, ignorerede den sammensnørede hals, og formåede at kvække angerfuldt:

”Jeg har mødt en kvinde.”

Det var tydeligt at forvirringen var klar i det fromme ansigt - de blide træk gled en anelse sammen, som hun tog hans bekendelse - eller noget af den ind. Smilet forblev dog, næsten overbærende - dog stadig med et håb om, at han ikke ville tage det ilde på vej. Det eneste hun ønskede var at være der for andre, vise dem at selv i deres dybeste mørke og triste øjeblik - så var lyset der for dem. De skulle blot række hånden ud og lade en anden hjælpe dem. 
Hun tog endnu en dyb indånding, mens den frie hånd gled hen over den lille næse og begyndte at gnide den. Smilet forvandlede sig kortvarrigt undskyldende - det havde blot kløet så meget, at hun ikke havde kunne holde sig fra at klø tilbage. 

Han havde ikke bare fejlet, men opsøgt det med et primitivt ønske om at mig fejle - med vilje? Så han, havde vidst det var en synd. Men han havde eftersøgt denne ting alligevel? Det var tunge ord han lagde frem foran hende. Men hånden forlod ikke hans, og hun gav ham den et opmuntrende klem - fortæl videre, lad ikke din skyld stoppe dig nu. Men igen, lod hun ham snakke færdig før hendes læber let skilte sig - da hun troede han var færdig. Også kom den sidste sætning.
Jeg har mødt en kvinde.

Smilet var gledet ind i en tænkende og vurderende mine. Var det så slemt? "Men, er livet ikke også prædiken om at finde kærlighed, og være sammen med en man kan skabe sit eget liv med? Der står vel ingen steder, at en forkynder ikke kan få sin egen familie Eadgar - det kan vel umuligt være så slemt, som du går rundt og føler." alligevel gjorde noget ondt i hendes hjerte - hvorfor? Smilet var tilbage ganske hurtigt dog. 
"Men - er det fordi det ikke er kærlighed?" spurgte hun forsigtigt "Eller var du i sinde om at opgive et løfte om at leve i cølibat?" det kunne selvfølgelig også være grunden til, at han var frustreret over problematikken om at møde denne kvinde, der havde fået ham til at lyste efter hende. 

Så snart Eadgar havde sagt det sidste, vidste han, at det skulle være formuleret anderledes. Rhoslyns stemme bekræftede det; Kærlighed. Han havde fået det til at lyde som kærlighed, ikke ulig den som de unge 14-årige længes imod og den som adelsbørn aldrig oplever (fordi de giftes væk af strategiske og politiske årsager. Eller størrelsen på medgiften)
Selvom den unge mand var ganske bevidst om at Rhoslyn sagde det for at hjælpe og opmuntre ham til at se mindre destruktivt på sin egen situation, sved hendes svar alligevel i blodbanerne; Specielt årene i håndryggen, hvor hendes hånd lå over.
Eadgar kunne mærke, hvordan hans egen mund trak sig sammen. Kærlighed. Familie. Retmæssige følelser. Alle de tre begreber sved, fordi han vidste, at det ikke var deri problemet lå. Der var ingen synd i de tre ting, fordi de implicit rummede en accept fra Lyset – helt umenneskelig var Isari, Livets Gudinde jo ikke. Den rigtige slags kærlighed kunne velsignes, såfremt begær og lyst og usømmelighed inden gyldigt ægteskab ikke fandt sted.

”Det er ikke kærlighed” medgav han, da Rhoslyn syntes at være kommet frem til en lignende konklusion. Det var i hvert fald ikke den godkendte kærlighed. Ja, måske var det slet ikke kærlighed overhovedet? Og dog; hun havde kaldt det venskabelig kærlighed, mindedes han med ét.
”Jeg ved det ikke.” endte det med at ryge ud af Eadgar. Afmagten var tydelig men ikke rettet mod Rhoslyn den Blide. Atter havde det grønne blik bevæget sig fremad. Han klemte hendes hånd uden at tænke over det.

”Jeg ser alting anderledes – og det er ikke kun det: Jeg ser efter ting jeg aldrig ville se efter før. Mærker ting. Jeg finder mig selv i en ukontrollerbar situation, hvor jeg ikke ved om jeg skal gøre det rigtige eller det som føles rart.” Eadgar kunne huske, at han havde brugt en lignende forklaring før. Til hende.
”Det er som om min krop har fået sit eget liv, efter at hun rørte mig – ” Eadgar bed sig selv i tungen, inden sætningen blev færdiggjort. I et svagt øjeblik havde han benyttet sig af den direkte måde at tale på, som hun havde introduceret, Og som varulven havde forstærket.

Igen lod hun ham snakke, forklare og finde hans ord. Det var en af de ting, som hun altid synes at høre mest om i hendes studier - og når dem hun snakkede med, i håb om at blive en præstinde en dag. Forklarede hende, at det var vigtigst af alt, at lade folk bruge den tid de skulle have for at finde de rigtige ord. Det var trods alt ikke nemt at stifte for en synd, men det var en velsignelse så snart det blev gjort. Således at den skyld der lå og vejede ens sind og hjerte ned, kunne løftes i sammenarbejde med den man stiftede til. Dette - var hendes mål.
Og det virkede også til det hjalp, for jo længere tid hun blot sad og lyttede - jo mere åbnede han også op og fortalte. Forklarede at det ikke var kærlighed, og at han i bund og grund blot var dybt frustreret omkring disse følelser - da han ikke helt selv kunne finde ud af hvad det betød.

Hun blev dog overrasket over, hvor direkte han snakkede til hende. Mest fordi, han altid havde slået hende som en person, der tænkte meget over tingene før de rullede hen over hans tunge. Det klædte ham, hun mente at folk blot skulle lade det falde af brystet som det dukkede op i deres hoved. Der fandt man den pureste form for selv indsigt.
Hun klemte blidt omkring hans hånd, og smilede blidt til ham. "Men er det ikke menneskeligt, at mærke nye ting, og finde en måde at bearbejde det på?" hun tav dog, da hun havde regnet med han var færdig med at snakke - hun rørte ved ham? 
Kinderne blev røde, som det gik op for hende, hvad han nok mente med dét. Og hun lod blikket glide hen over springvandet hvis gurglende lyd fik hende til at falde en anelse ned igen. 
"Så dit kødelige legeme hungre efter hendes berøring, men du føler ikke du kan give dig selv lov, til at falde i hendes sødme - så derfor straffer du dig selv, ved at sige det er en synd, at du overhoved har disse tanker?" prøvede hun forsigtigt, for at sikre sig, om hun havde forstået det hele korrekt.

Eadgar den Andægtige kunne ikke modstå trangen til at genfinde Rhoslyns milde ansigt, da han havde sagt den sidste sætning. De røde kinder talte sit tydelige sprog og det fik den unge mand til at krympe sig. Denne gang var det hende som så bort, mens hun snakkede.
Eller rettere: forsøgte at forstå.
Men hvordan kunne hun? Rhoslyn den Blide kom med gisninger, der var som skygger kastet op på en mur; Konturerne var muligvis korrekte (eller tæt på) men indholdet var farveløst og uden den nerve, den fylde, som kendetegnede den aktuelle og dybt pikante sag. Det var jo ikke blot fordi han havde set et par store bryster på en markedsplads og ikke længere var i stand til at få det ud af sin bevidsthed.
”Noget i den stil..” begyndte han og prøvede at bevare det diplomatiske overblik og tilhørende rolig stemmeføring. Det var jo ikke Rhoslyns skyld, at hun følte sig nødsaget til at komme med disse redegørende spørgsmål. Det var jo fordi at han, Eadgar den Andægtige, ikke formåede at sige det som det var. Alligevel gjorde hendes spørgsmål ham irriteret og han trak vejret dybt ned for at tøjle sine flossede følelser.

”- Eller nej. Det er slet ikke sådan.” Eadgar var ikke stand til at holde sig til den dydige samtaleform. Det fyldte for meget, og nu hvor der alligevel var slået hul på det (og hun allerede synligt var blevet pinligt berørt) kunne det ligesom være lige meget med at prøve at opretholde en facade:

”Jeg siger ikke til mig selv, at det er en synd. Det er en synd. Hun har lagt hånd på en forkynder, ved bevidst at træde henover – og komplet ignorere - grænsen for, hvordan man arter sig overfor en tilbeder af Lyset. Og hvad gjorde jeg? - jeg affandt mig med det – ikke i starten naturligvis; jeg var både skræmt og forfærdet over hendes løsslupne adfærd den første dag – men der skete noget efter dét møde..” Eadgar fortabte sig i tanker, da han med et udefinerbart ansigtsudtryk mindedes kro-episoden: 
” Hendes ugerning tændte et brændende had og ønske om hævn..og jeg tillod at bruge det som drivkraft – gjorde dybt fortrydelige ting – og så opsøgte jeg hende efterfølgende. Kun for at genopleve det hele igen. Det er fuldkommen vanvittigt, ikke?
Og nu - nu befinder jeg mig i en situation, hvor jeg ikke længere afskyr hendes usømmelighed. Jeg tiltrækkes af den.”

Hun lod læberne skille sig fra hinanden, som han sagde hun havde rørt ved ham uden hans accept. Det havde han selvfølgelig helt ret i, det var ikke noget man skulle (eller måtte) gøre! Men historien stoppede ikke der, ordene flød hen over hans læber, som hendes blå øjne betragtede ham og ordene lyttede ganske intensivt. Hun havde godt bemærket den lette irritable tone, over hun tydeligvis ikke havde forstået hvad han havde ment. Og hun måtte minde sig selv om, at det var okay - at blot fordi hun ikke havde forstået det, var det jo ikke fordi nogen af dem agerede på andet end deres menneskelige følelser. Og derved blot prøvede så godt de kunne, at efterleve det lys som Isari foreskrev. 
Igen, de var mennesker - kun en gudinde ville ufejlbarligt gå igennem livet, og holde fast i sin egen tro. Det vigtigste for hende, var blot medmenneskeligheden - at man ikke bruge religionen til at kaste sten på dem man mente lavede helligbrøde. Man skulle tage deres hånd, og vise dem den rette vej i stedet. 
At være fejlbarlig, var vel lige så meget skønheden i væsenerne der levede i Krystallandet. Måske var det blot fordi hun var naiv, og mente at alle skulle have en chance - selv dem som havde trådt langt væk fra den lyse stig.

Ønske om hævn. 
"Okay" begyndte, rødmen havde lagt sig. Som hoved lagde sig på skrå hendes fingre gav igen hans hånd et klem og hun trak den derefter til dig. 
"Jeg høre hvad du siger, jeg forstår hvad du mener med du har syndet - og du ikke kan finde ro, da du mener du opsøger det du ikke burde." hun fugtede læberne, løftede en pegefinger hvis han prøvede at afbryde hende - hun var ikke færdig. "Men hvad er det du ønsker? Er det tilgivelse, er det syndforladelse - det kan jeg sagtens give dig. Men det du har behov for, at er at tilgive dig selv og rode bod på det du mente du har gjort forkert. Der er altid en vej tilbage til lyset, og du ved bedst selv hvad du skal gøre, for at gøre dette til rette igen." 

Som Rhoslyn havde forudset, var Eadgar klar til at komme med indvendinger, da hun sigende løftede en finger og fik den unge mand til at lukke munden, inden ordene havde forladt tungen.

Hvad var det han ønskede?

Jo, han ønskede at kunne dele sig op; at være Eadgar den Andægtige og bare Eadgar. At han kunne efterfølge (og efterleve) sine egne individuelle lyster og udforske den drengede, livlige side som var blevet vækket til live efter Renny kom ind i hans verden og som fik ham til at mindes en fortid, der var så fjern, at den næsten forekom uvirkelig. Og samtidig ønskede han ikke at kompromittere Lyset, hvori hele meningen med livet (i hvert fald Eadgars eget liv) befandt sig. Den unge mand ønskede at favne to modpoler på samme tid, en håbløs opgave, hvori det ene valg utvivlsomt påvirkede det andet negativt.

”Jeg har brug for at blive distraheret,” fik han omsider sagt højt, da Rhoslyn var tavs igen.
”- Jeg har brug for at fylde mit liv med noget andet, uden at det skaber afstand til Lyset. Hendes tilstedeværelse har vist mig, at verden er større og mere end bønner og templer alene, men jeg kan ikke vælge mellem Lys og lyst, og jeg føler at de gensidigt udelukker hinanden.”

Eadgar så fortvivlet på Rhoslyn og lagde denne gang sin hånd på hendes. Blidt og nænsomt.
”Hvad jeg prøver at sige er, at jeg har brug for noget der kan minde om det liv, som hun lokker med, uden at viger fra Lysets kendte sti.” – uden at det bliver uanstændigt, havde han lyst til at tilføje, men Rhoslyn var ikke dum; hun vidste nok hvad han mente, selvom Eadgar ikke eksplicit sagde det.

Det gav selvfølgelig mening - det at blive distraheret kunne jo for sin hvis hjælpe et kort øjeblik. Men lige som så meget andet, var det en midlertidig løsning. Når distraheringen fejlede, hvad ville han så gøre? Det at fylde livet med andet, end blot messer, at være tempeldreng og forkyndelse. Det kunne hun godt forstå, det var blandt andet grunden til, at hun lavede brød til børnene i børnehjemmet hver torsdag. Grunden til hun vandet planterne og så til haven tre gange om ugen. 
Det var grunden til at hun lavede små smykker i sammenarbejde med børnene i slummen. De solgte dem - og beholde krystallerne der måtte komme ud af det.  
Så selvfølgelig havde man også brug for andet i sit liv, og hun mente bestemt også at man kunne følge et liv i lyset - uden man nødvendigvis behøvede at blive præst eller præstinde. Der var så mange andre former, hvor man kunne leve et ganske almindeligt liv. Hvis man blot fulgte de regler, som gudinden havde forskrevet.

Derfor nikkede hun langsomt, som han forklarede yderligere. Det at han ikke kunne vælge mellem lys og lyst - men han følte de udelukket hinanden. Nuvel, hvis han fandt sig en kone, der også gik i lyset og var ham tro. Så ville det da sagtens kunne lade sig gøre? 
Smilet blev bredere, da han lagde sin hånd på hendes. Og de blå øjne lyste op, som hun betragtede ham. For hende var dette et tegn på, at han følte sig bedre tilpas - og derved måtte deres snak unægtelig havde givet ham noget godt med på vejen. 
Det han sagde som det næste - fik hende dog til at spærre øjnene op. Først fortalte stemmen, at han ønskede at finde en. Men den måde han kiggede på hende - mente han, hende?
Hun åbnede munden, og lukkede den igen.

"Foreslår de, at vi skal ægte os?" spurgte hun ganske tøvende og forsigtigt, som troede hun ikke selv på ordene der forlod hendes mund. "Eller - at... vi - lyster du mig?" hun mærkede et ufrivilligt sug i maven. Men trak sig ikke væk, som de blå øjne betragtede ham - og en blussende rødmen vældede op i hendes kinder.

Det var aldrig faldet Eadgar den Andægtige ind, at Rhoslyn den Blide kunne udlede en forespørgsel om ægteskab af hans ønskede om at blive distraheret. Egentlig havde han slet ikke tænkt tanken om at gifte sig, nogensinde.
Det krævede derfor en voldsom kraftanstrengelse ikke at tabe hage og mund ned i skødet, da Rhoslyn stillede det uventede spørgsmål.
I et øjeblik var hovedet reduceret til en tom klokke, hvori ’ Foreslår de, at vi skal ægte os?’ var det eneste som klingede løs, og smadrede mod de bare sider, så Eadgar blev helt ør i hovedet. Den supplerende sætning blev fuldstændig overhørt i det indre kaos, som den lyshårede unge kvinde havde medført.

Men – slog det Eadgar, da han begyndte at få styr på det – virkede spørgsmålet måske slet ikke så tosset endda. Tanken voksede på ham som ukrudt i en have, der viser sig at have en yndig blomst, hvorfor den alligevel ikke rykkes op med rode.
At gifte sig med Rhoslyn ville kunne fjerne tomrummet og fortsat holde ham tæt på Lyset. Det var ikke uset at forkynder fandt sammen – næ, tværtimod anså det næsten som noget af det reneste som relationelt kunne skabes mellem to personer.
Hvis ikke Eadgar den Andægtige tog meget fejl havde Rhoslyn den Blide netop løst det problem, som havde afbrudt søvnen og drevet ham ud i rendyrket fortvivlelse.

Han så en kende indgående på hende, smilede diskret. Hun bar Lyset som han aldrig havde set det hos andre før; hendes sind var let og godmodigt og samtidig virkede hun ikke til at blive skræmt væk, når han berettede mindre anstændige ting.

”Det tror jeg muligvis at jeg gør” mumlede han, som om erkendelsen lige skulle rodfæste sig i det indre. Så nikkede han eftertænksomt: ”Ville du sige ja?”

Hun betragtede en anelse bekymret Eadgar, som han lukkede sig inde i sig selv. Som havde hendes ord ramt en nerve, hun ikke lige havde forventet - havde hun virkelig læst hele situationen så forkert? Og jo længere tid der gik før han sagde noget, eller reagerede på hvad der var blevet sagt - ja desto mere nervøs blev den unge kvinde også. Hendes håndflader begyndte at blive klamme, lige så stille gned hun dem hen over stoffet kåben hun var iført udgjorde. Uroen greb omkring hendes mave, som den følelse når man havde ondt i den - og det var ikke en rar oplevelse; som i overhoved. 

Lige som hun skulle til at sige noget, for at undskylde hun var hoppet så hurtigt til konklusioner - da så hun hvordan han gjorde antegn til at sige noget. Ganske hurtigt forstummede hun, og kiggede på ham med store nervøse blå øjne. Tungen fugtede hen over de buttede hjerteformede læber. 
Men hvad han sagde, det var slet ikke hvad hun regnede med. Faktisk, havde hun troet at det hun havde spurgt ham, om han lystede hende havde været grunden til han var blevet så tavs. Ville hun sige ja?
En god rum tid, sad hun bare og stirrede på ham med let åben mund. Hun sank nervøst, og hendes bryn knyttede sig forvirret mod hinanden. 

“Jeg..” svarede hun med en tør stemme, som havde alt væske forladt hendes hals. Igen rungede ordene, ville du sige ja. “Nej” sagde hun så, og rystede på hoved. Men fulgte hurtigt op med “Måske er det ikke så tit set i den verden vi lever i, men hvis jeg skulle forlade min drøm for at blive præstinde, så skulle det være for en mand jeg elsker lige så højt som lyset selv. Og dette er første gang vi har sat os ned og snakker sammen.” Et lille smil voksede på hendes læber. “Elsker du mig overhoved? Eller er det blot en god løsning på dit problem, fordi de har følelser for en anden kvinden, der vækker lystende fornemmelser i dit kødelige legeme?” Hun var måske en anelse kontant nu, men han havde lige brudt meget ned i hendes følsomme og personlige skal. I håb om at hun ville give hvad han søgte. “Forstå mig ikke forkert; jeg er meget smigret Eadgar Den Andægtige - og hvis jeg ville tage mig en ægtemand, ville de bestemt være en jeg ville ønske jeg kunne være heldig nok kunne kaste sin kærlighed på mig, og jeg det samme på dem. Men, jeg har meget svært ved at tro, det er sådan det forholder sig lige nu.” Hun klemte hans hånd forsigtigt. “Måske er der en anden kvinde, som de hellere vil ægte end mig?” Spurgte hun forsigtigt, og kunne mærke stikket af noget stygt i hendes hjerte - noget der gjorde ondt. 

Det var svært ikke at lade skuffelsen træde frem, da Rhoslyn kom med sit afslag. Lige umiddelbart efter var der drysset noget skarpt i skuffelsen, noget der til forveksling kunne minde om bitterhed over, at have rakt ud og blive afvist. En blussende ydmygelse der fik det til at trække mundvigene nedad, men det forsvandt hurtigt. Kun skuffelsen hang stædigt fast, til Rhoslyn havde forklaret sig.
Det gav mening, hvorfor det var umuligt at bebrejde hende eller på anden måde lade de negative følelser blive rettet mod hende. Hun havde – for blot et øjeblik – viftet med en uset mulighed, og han havde, desperat som han var, grebet ud efter den med begge hænder; tilsidesat at dette egentlig var deres første reelle samtale.
En samvittighedsfuld flovhed voksede op af skuffelsens muld.
Tænk at Eadgar havde placeret Rhoslyn i sådan en prekær situation? Hun havde handlet flot, endte den unge mand med at tænke; han havde været dristig og overilet og komplet idiotisk, og hun havde svaret med en uændret, respektfuld tone. Eadgar kunne ikke lade være med at beundre det.

”jeg er ked af at du blev ufrivilligt offer for min umiddelbare indskydelse, Rhoslyn. Det var ikke min hensigt – du har kun vist mig forståelse og venlighed - jeg ved ikke hvad der gik af mig. Måske har du ret -” Eadgar vidste at hun havde ret ”- måske så jeg det som en nem måde at komme ud af mine egne problemer på og reagerede på fristelsen.”
Han trak på skuldrene og mødte hende med et blegt smil: ”Kan du tilgive min egoisme? Dit lys er så klart, og jeg tænkte mig ikke om – jeg beder til, at du ikke vil se anderledes nu på mig nu – Jeg vil så gerne lære dig at kende.”

Hun fniste en smule, og gemte både næsen og munden bag en flad bleg hånd. Fregnerne der blomstrede frem på hendes krop, stod dog i skarp kontrast til den ellers så fine og hvide hud, men det havde altid været noget som den unge kvinde havde brudt sig umådeligt meget om hendes egen krop. Men det var det samme med hendes store brandsår, som der gik fra halsen og hele vejen ned af venstre side. Alle hendes særheder, var blot et knustværk givet til hende, af gudinden. Så i den forstand, var hendes lys klare end mange andre - fordi hun prøvede altid at se de gode, frem for at blive ked eller vred over hendes lod i livet. 

Hånden der havde gemt hendes mund væk, som hun havde let fnist over hans kommentar om hun kunne tilgive ham. Fjernede sig og klappede ham forsigtigt på hans hånd, som ville den briste over hendes meget blide berøring. “Selvfølgelig kan jeg tilgive dig Eadgar.” Sagde hun, og et oprigtigt smil blomstrede frem. “Og jeg vil også gerne lære dem bedre at kende - det kan du tro.” Sagde hun forsigtigt, og lænede sig så hen til kurven og flyttede den op på hendes skød.
“Jeg beklager det er måske ikke så spændende frokost - men jeg har noget nybagt brød med ost og marmelade - og så har jeg nogle jordbær fra haven.” Sagde hun, som hun rakte ham den ene af de to brød hun havde lavet. 

Rhoslyn gemte munden bag hånden og fniste, og i et øjeblik vidste Eadgar den Andægtige ikke om han skulle tolke det som et godt eller dårligt tegn.
Aldrig før havde han oplevet, at nogen reagerede på en undskyldning ved at fnise. Men Rhoslyn var ikke som andre. Hun var svær at blive sur på eller stødt over, for alt ved hende var fromt og godt og Eadgar var sikker på, at der ingen syndighed var gemt i det blide væsen; og dermed heller ingen spot eller ringagt.
Hendes ord, der brød stilheden lidt efter, bekræftede hans antagelse, hvorfor en tydelig lettelse medfulgte.
Tilgivelsen lød troværdig, ligesom det gensidige ønske om at lære ham bedre at kende. Rhoslyns berøring sendte varme gennem håndryggen og ud i fingrene. Følelsen var yderst behagelig.

Kurven blev taget op, og nu hvor det primære skriftemål var afgivet og (vel?) modtaget, mærkede Eadgar sulten nive i navlen. ”Det lyder virkelig lækkert” medgav han mildt og smilede.
”Gør du tit det her? Spiser frokost ude? – og med andre?”
Eadgar håbede ikke, at hun ville bemærke det fiskende spørgsmål og tolke det som om han prøvede at være anmassende.