Det var et stykke tid siden at Fabian sidst havde set Sif. Han havde selv haft travlt med arbejdet og hun... ja, hun havde jo nok haft travlt med noget. I hvert fald efter han fik en invitation til at komme forbi hendes nye sted som lå et af de pænere steder. Han vidste at man ikke tjente så godt som prostitueret, så derfor undrede han sig først over om der var noget galt, men nysgerrigheden var alligevel sluppet af med ham. Han måtte jo se hvad der skete, så han havde taget imod den, og havde begivet sig op mod huset, da tiden var ved at være der.

Det var sent på eftermiddagen, og han havde klædt sig noget af det pænere tøj, hvilket vil sige at det ikke var så slidt som det han ellers gik i. Lidt pæn skulle man jo se, når man skulle åbenbart på fint besøg.
Han havde en flaske vin i hånden, det var vel det mindste han kunne gøre, selvom det var noget af det mere billige sprøjt, men det var hvad han lige havde kunne få fat på. Sif plejede heller ikke at være alt for kræsen om det, det kunne man ikke rigtig med deres normale beskæftigelse.

Han kom endelig hen til huset som burde være det rigtige, og trådte lidt tøvende op, for at banke på døren. Hvorfor var det præcist han var inviteret herhen? 

Der var sket meget de sidste par måneder. Manden som havde lovet hende, at han ville tage hende væk fra det liv, som hun levede. Var faktisk gjort sig god på løftet, og nu var hun et sted hun aldrig havde turet drømme om. Det var godt nok ikke det største eller smukkeste hus i beboelseskvarteret. Men det var stadig et hus, der fortalte at personen der boede her - denne havde krystaller mellem fingrene. 
Der var nogle trin op til hoveddøren, og ellers var det beklædt med nogle mørke brusten mellem store flotte sorte træbjælker. Og i samme farve træ, indrammede det vinduerne der sad så man kunne kigge ud, på gaden når folk gik forbi. Der var en te stue, en spisestue, køkkenet - hvor tjenestefolkene holde til. En første etage, hvor der lå tre værelser, det ene af dem et studie og bibliotek. 
Det var dog meget sparsomt indrettet, bar stor præg af, at det var en mand der boede her. Og det gjorde han alene. Han var trods alt en del ældre end Sif, nærmede sig de femogfyrre. Og havde været enkemand i halvdelen af hans liv. Det var måske ikke kærlighed, men hun var taknemmelig, fordi det betød at hendes datter havde flere muligheder med hendes liv - end at gå i samme fodspor som hendes mor. Som i bund og grund, var alt hvad Sif hun ønskede. At hendes datter skulle være lykkelig. 

Hun havde siddet og broderet i testuen, som det bankede på døren. Med et stort smil på læben, rejste hun sig op og børstede hendes skørt pænt ned, det var ikke den mest prangende kjole. Men meget mere anstændigt end hun før var gået rundt med. Med en høj hals, i farverne mørke grå, med nogle mørkegrønne kanter. Og en korset der fremviste hendes slanke talje og ellers bløde former. 
Hun viftede hurtigt tjenestemanden væk, som skulle til at åbne døren. 
“Jeg skal nok! Jeg venter besøg” sagde hun med et stort smil, og gik hen for at åbne døren. Og der stod han jo, Fabian. Hendes hånd fløj ud og greb omkring hans arm for at føre ham ind i et stort og varmt kram. “Du kom!” Grinede hun hjerteligt, og førte ham ind i gangen, og lukkede døren efter dem. Det varme høvlede blanker, var det som der udgjorde gulvet. Og ellers var det nogle jordfarvede toner som lå sig på væggene. Igen, ikke noget der skreg af rigdom. “Velkommen til! - hvordan går det?” Spurgte hun hurtigt efter, og gjorde tegn til at tage hans jakke, hvis han ville af med den. 

Fabian nåede godt at stå der i lang tid at han overvejede om han virkelig var gået forkert. Lige om lidt ville der komme en fra tjenestestaben og smide ham væk. Ikke noget han ikke havde oplevet før, men det virkede lidt som en dårlig vittighed fra Sif's side, eller hvem end ellers der måtte havde brugt Sif's navn i hendes sted.
Heldigvis var det et velkendt ansigt der kom til syne bag døren og Fabian kunne føle sig selv ånde lidt lettet op, selvom forvirringen stadig var der, men mon ikke aftenen ville sørge for at han vidste hvad der var sket siden de sidst sås.

Han var hurtig til at lægge armene om hende i et kram, med en kort latter. ”Ja, du inviterer, jeg møder op og forventer noget gratis mad. Er det ikke sådan det plejer at fungere?” spurgte han drillende og leende. Han var dog ligeså tilbøjelig til også at betale ting for Sif, hvis de var ude på en kro og spise. Så nøje gik han alligevel ikke til krystallerne.
”Det går vidst væsentlige værre end dig, synes jeg at jeg kan se,” sagde han og lod Sif tage hans jakke, før at han tilbød vinen til hende. ”Jeg medbringer en lille gave, hvilket ikke virker særlig imponerende nu. Hvem i alverden har du knaldet for at få lov til at bo her?” Spurgte han med og fløjtede lavt. Nej, det skreg ikke af rigdom, men at bo i et stort hus ikke overrendt af folk? Det var mere end Sif eller Fabian havde haft.

Det var en hurtig følelse af glæde der strømmede igennem Sifs krop, som hun betragtede hendes kære ven Fabian. Meget kunne man sige omkring ham, og hun vidste også der gik mange rygter omkring ham igennem byen. Men hun holde utrolig meget af ham, ja elskede ham jo nærmest som en bror. Især efter den gang, hvor hun havde måtte lappe ham sammen, efter han havde haft en uheldig møde med en anden mand. Hun måtte hurtigt slette billederne fra hendes nethinde, da hun ikke ønskede at bringe en dårlig stemning, så hurtigt efter han var trådt igennem døren. Så hun formåede at beholde sit smil på læberne. “Jo da! Mad kommer der i hvert fald til at være.” Grinede hun, og tog så imod vinen han havde taget med. “Det havde du virkelig ikke behøvet! Og selvom jeg måske bor hvor der nok drikkes dyre og fine vine, betyder det ikke jeg har glemt hvor god den her er” grinede hun, og synes at mindes det var den, som de havde drukket sammen sidst. Hun havde i hvert fald en erindring om at hun havde kommenteret på, at hun synes det var en af de bedste vine hun havde smagt. 
Det gik dog først op for hende lidt for sent, hvad han havde tilføjet til sin sætning. Og hun slog ham mod skulderen med en knyttet næve. “Fabian dog! Hvad er det du siger!? Jeg er en meget anstændig dame” grinede hun, og vidste godt at det ikke lød særlig overbevisende. “En kunde, som lovede at få mig ud af bordelhuset, kan du huske jeg fortalte det? Jeg har hjulpet ham meget, med at komme sig over tabet af hans kone.” Sagde hun, og nikkede at han skulle følge med hende, og førte ham ind i testuen.

“Tag endelig plads! Er der noget du kunne tænke dig? Noget te, eller vil du vente til maden er klar?” Spurgte hun, og satte sig ned i sofaen og gjorde plads, han kunne sætte sig i lænestolen foran hende, eller ved siden på sofaen.

Det var de små ting som Fabian ofte samlede op, men aldrig rigtig gjorde noget stort ud af. Hun havde måske kommenteret at den var god, men det havde været en bemærkning, og at Fabian så havde husket det. Det kunne man ikke vide, det kunne ligeså godt være fordi at det lige var hvad han greb da han skulle afsted. Hvem vidste?
”Jeg følte at jeg i det mindste skulle have noget med, når du inviterede mig forbi et hus,” pointerede han, for selvom bordelhuset vel var et hus, så var det ingenting som det her. Næppe noget at sammenligne Arys palæet i byen med, men det var alligevel noget for sig.

Da Sif uddybede hvem hun havde knaldet, kiggede Fabian overrasket på hende. Det havde nok blot været en kommentar, men han havde haft ret. Hun havde ved Zaladin faktisk formået at knalde sig til en plads som anstændig dame. ”Sif dog,” kom det fra Fabian, i et toneleje der tydede på at han fandt hende skandaløst, men smilet på læber og i hans øjne, tydede mere på at han ligefrem var stolt af hende. Enhver skøges drøm. Måske ikke lige Fabians, da han aldrig ville fungere som anstændig dame eller mand i et hus, men de fleste andres i hvert fald.

Han fulgte dog med hende, og kiggede sig nysgerrigt om. Det var ikke ofte han fik lov til at komme nye, fine steder hen. ”Te? Jeg tror at jeg klarer mig til maden er klar,” sagde han før han smed sig ned i lænestolen. Te var noget man drak når man var syg eller kold, og han var ingen af delene lige nu. 

Hun nikkede hurtigt, måske var det at være i et fint hus ved at have en indflydelse på hende. Hun var efterhånden ganske ferm til at underholde de gæster, som hendes kommende mand havde på besøg. Ikke det store, men der var bare en rækkefølge som hun ikke altid havde helt styr på. For selvom det ikke var så meget forskelligt med hvordan hun havde behandlet kunderne - foruden selvfølgelig at gå i seng med hans gæster, det ville nok ikke gøre noget specielt godt indtryk. Så var det alligevel så anderledes, og det kunne til tider overvælde hende. 
"Selvfølgelig" grinte hun og et smil voksede på hendes læber. "Glemte at du ikke var til te, med mindre der var en speciel grund til det" sagde hun og sukkede kort, som hun fandt sig til rette i sofaen hun havde sat sig i. De blå øjne betragtede Fabians skikkelse som han sad i lænestolen - hendes blik blev smalt - noget var anderledes? Hun behøvede ikke en gang at røre ham, for at mærke der var noget, som ikke plejede at være. 
Lige så stille fugtede hun læberne, og overvejede hun hvorvidt hun skulle spørger eller ej. 

"Hvad er der sket med dig - du virker helt.. anderledes?" Sif kunne ikke holde sin mund, og måtte helt bestemt vide hvad det var som foregik med hendes ven. 

Fabian havde aldrig gjort sig alt for meget af det højere samfundslag, til at bekymre sig om etikette. Han et par adelige som kunder engang imellem, for ikke at nævne det ugentlige med Liliana Reier og Aldamar af Arys. Den sidst nævnte var væsentlig mere intens, men der handlede det ikke ligefrem om fine selskaber, så etiketten havde Fabian nu ikke gidet at bekymre sig om hidtil.
Sif passede dog overraskende godt ind her. Hun havde altid været mere sleben i kanterne, frem for Fabians grovhed, som ofte kom til udtryk når han ikke arbejdede. En del af hans charme, var der nogen der sagde, mens andre sagde at det var der gjorde at han i bund og grund var lidt af et røvhul. Han tog ikke nogen af tingene særlig tungt.

Han kiggede lidt rundt, som han sad der, et behageligt smil på læberne, men det blev hurtig erstattet med et undrende blik, og hvor han havde været mere afslappet før, så satte han sig lidt mere op i stolen.
”Hvad mener du dog? Hvordan anderledes?” spurgte han og rystede lidt forvirret på hovedet. Det var svært for en selv at vide hvordan man opførte sig overfor andre. Sif havde dog altid været god til at læse ham, især med så mange år de efterhånden havde på bagen. Det var nok også derfor de var så gode venner, for Fabian var ikke altid den mest... medgørlige.

Et sigende smil dansede frem på hendes læber, som han spurgte hvordan hun mente. Ja det var vel et ganske godt spørgsmål. Hvordan mente hun lige? Det var jo ikke andet end en følelse hun havde fået, som hun havde kigget på ham. Hun trak derfor på skuldrene, lukkede kort øjnene - men de blå øjne slog dog op som hun betragtede hans skikkelse med hoved en anelse på skrå. 
“Jeg ved det ikke -“ sagde hun og lod hurtigt tungen væde hendes læber. “Men der er bare et eller andet - som jeg ikke helt kan sætte min finger på.” Brynene knyttede sig mod hinanden, i en tænkende facon. Der var vel ikke andet for, end bare at spørger; det var i hvert fald det bedste gæt hun kunne give ham.
“Har du mødt nogen?” Spurgte hun så endelig, måske var det lige præcis det, som hun kunne sætte fingeren på. Hun havde set det før, i bordelhuset når kvinderne havde mødt en helt bestemt kunde. Det var ikke nødvendigvis kun fordi, at de var forelsket eller fordi de troede det skulle blive til bryllup - eller som hende, at man blev forlovet og hævet ud af det liv man havde haft. 
Men bare en, som der kunne give en et andet perspektiv på livet. Noget der gjorde, man voksede lidt - følte sig bedre tilpas? Nej hun vidste ikke hvordan hun skulle beskrive det. Men noget var bestemt anderledes! 

Fabian prøvede at komme i tanke om hvordan han opførte sig anderledes, men han kunne ikke komme i tanke om hvordan. Han var vel stadig bare Fabian. Det så dog i det mindste ud som om at han overvejede det, i stedet for blot at skubbe det til siden. Det var dog også kun fordi det var Sif.

Han tog en hånd op og kløede sig lidt i hovedbunden, men hans prøvede at komme i tanke om hvad det kunne være. ”Jeg møder altid nye folk,” pointerede Fabian og rystede lidt afvisende på hovedet. Man kunne selvfølgelig også altid se når han havde fået en ork i kanen, men udover det, så plejede han da ikke at blive så påvirket af kunder. Dog kunne hans tanker ikke lade vær med at glide hen mod Aldamar, fyrstesønnen, som han jo egentlig var begyndt at se. Det var den mindste lille trækning i mundvigen på Fabian. Ikke nok til at de fleste ville opdage noget, især ikke hvis man ikke kendte Fabian. 

Hun trak på skuldrene, som han pointerede at han altid mødte nye folk. Jovist, det var jo hele hans grundlag. Han var godt nok ikke tilknyttet noget bordelhus, men deres måder at arbejde på - var nu ganske ens. Det eneste han i virkeligheden ikke havde, var sikkerheden i at arbejde for en som Vigdis - der altid sørgede for at hendes piger og mænd havde det godt. 
Et stik af hjemveg ramte hendes bryst - det var jo ikke fordi at Sif havde hadet fællesskabet - men ønsket om at finde kærlighed. For at få en familie, der ikke blot omhandlede arbejde og hvad hun kunne give til kvinder. Det havde været større end at blive. 

"Nuvel - det kan jo også bare være jeg blider mig ting ind" svarede hun endelig, og betragtede ham med morende øjne. Hun var nu stadig overbevidst om at der var noget anderledes - men hvis Fabian ikke ville snakke om det. Ja så vidste Sif bedre end nogen anden, til at prøve at få det ud af ham. Det kunne jo også være at tænke, at Fabian ikke en gang selv synes han opførte sig anderledes. 
Hun lagde det ene ben over det andet, og skulle lige til at sige noget, da tjeneren kom ind - "Mad er serveret i spisesalen." - "Hvornår kommer Torsten hjem?" spurgte Sif hurtigt, og fik at vide de havde fået brev, og han ikke ville komme tilbage før om en fem dages tid. Sif rynkede brynene kort, det var længere tid end først forventet. Men der blev ikke uddybet omkring situationen, der gjorde hendes forlovede ikke ville komme hjem før. 

"Jamen - så bliver det kun os! Lad os få noget at spise" sagde hun med et blidt smil, og rejste sig op. Fulgte Fabian ind i et mellemstort rum - større end soveværelset hun havde haft i bordelhuset. Udelukkende udsmykket med et sort ibenholt bord. Seks stole, og et overdåd af lækker mad. En steg, sovs, kartofler - og endda også nogle bønner og ærter fra haven. 
"Sæt dig endelig ned." Sif trak stolen ud, og satte sig således, at de kunne sidde over for hinanden i midten. "Jeg håber det smager!" grinede hun en anelse indforstået af, at dette ville være bedre, end hvad de begge havde og var vant til.

Fabian udsatte uden tvivl sig selv mere ved ikke at arbejde på et bordel som Sif havde gjort. Der var intet sikkerhedsnet, men han foretrak at arbejde alene, og selv vælge hvordan og hvornår han ville arbejde. For ikke at nævne at hele hans løn gik lige ned i lommen. Han havde så også nogle lidt andre udgifter end dem på bordellet.

Han var hurtig til at trække på skuldrene, da hun sagde at hun nok bare bildte sig det ind. ”Det tror jeg,” sagde han, og smilet var hurtig tilbage på læberne, selvom spørgsmålet lidt sad og irriterede ham i baghovedet. Hvordan i alverden var han anderledes? Kunderne plejede normalt ikke have den store indvirkning på ham.
Heldigvis blev det hurtigt smidt ud i baghovedet, da samtalen forsatte videre til noget mere behageligt, mad.

Torsten måtte også være hendes kommende mand, når hun så sådan ud. Han var virkelig glad for at hun havde fundet det hun søgte. Forhåbentlig opførte han sig også pænt overfor hende, ellers kunne det godt være at den mere overbeskyttende side af Fabian alligevel ville komme frem.

Han rejste sig op og fulgte hende ned til spisesalen hvor et overdådigt måltid stod foran dem. ”I sparer da ikke på tingene her,” udbrød han, øjnene funklende, før han satte sig ned, og var hurtig til at øse noget mad op, for at smage på det. ”Himmelsk!” Han var vant til kromad, hvilket var ingenting i forhold til det her.
”Jeg har ikke fået så god mad siden jeg var til bal i Zircon,” kunne han ikke lade vær med at udbryde. En lille detalje han måske ikke havde fået nævnt overfor Sif endnu. Fabian gik generelt ikke til bal, og så ofte forhold han alligevel ikke Dianthos.

Hun begyndte at grine hjerteligt, over det næste barnlige udstråling der pludselig var at finde hos Fabian. Men det gjorde også at en varm fornemmelse begyndte at brede sig i hendes mave, der var bare et eller andet skønt, ved at se de mennesker man holde af - blive så glade, som Fabian var i dette øjeblik. 
Hun begyndte selv at tage ting på tallerkenen, ikke lige så meget som manden overfor hende. Mest af alt, fordi hun aldrig havde været en kvinde der spiste meget. Og hun havde allerede fået et par reprimander, at det ikke var synderlig kvindeligt at spise så uanstændigt som hun havde gjort første gang.
Det havde kun været små ting ind til videre, hvor Sif havde følt sig en anelse friheds berøvet - eller hendes personlighed ikke var god nok, til at være en rigmands kone. Advarslerne var der måske allerede, men Sif havde valgt at ignorere dem, de var jo ikke så slemme. Og selvfølgelig skulle man opføre sig på en bestemt måde, når man var i den sociale kreds som hun var kommet i nu.

"Er glad for det smager" grinede hun, som hun begyndte at spise selv - og fik også sørget for at begge glas blev hældt op med vin. Godt nok ikke den han var kommet med - den kunne de forhåbentlig vente med til senere. 
Vent Zircon? Sif var ved at tabe sin gaffel - nej vent Bal!? "Du har været til Bal I Zircon?" sagde sif næsten vantro, og betragtede ham med hoved på skrå. "Vent - fyrstinden af Arys bal!?" hvordan i alverden havde han fået sig selv en invitation til sådan et bal - var hans kunder efterhånden så højt stående? Utroligt. 

Hvis Fabian havde haft nogen som helst idé om hvad der egentlig foregik mellem Sifs nye mand og hende selv, ja, så havde han nok ikke engang spist af maden, men med så lidt information han hidtil havde fået, så var der ikke noget at sige til det. Han kunne dog godt se at hun tog væsentlig pænere, end hun plejede. Hun var nok også blevet vant til at få god mad nu om dage?

Han tog en ordentlig slurk af maden, og ellers proppede han glædeligt den gode mad ind i sig. Han var ikke ligefrem den mest raffineret, når han ikke behøvede at være det, og kun overfor Sif? Ingen grund til at holde sig tilbage.

Han slugte en ordentlig potion mad, da Sif kommenteret på ballet. ”Oh, jeg fik aldrig fortalt dig det?” sagde han, lidt overrasket over sig selv, men det var et stykke tid siden de sidst havde set hinanden. De havde vel begge haft travlt. ”Det var selveste Arys ballet... En af mine stamkunder ville ikke afsted alene, men jeg havde hørt at det kun var 'en lille forsamling', det var det så ikke.” Det krillede helt i Fabian efter at fortælle Sif om at han havde fået en fyrstesøn som kunde, men med tjenestefolkene omkring dem, så følte han alligevel også det var at bryde noget tillid mellem dem. Sif stolede han på, men ikke resten herinde. Man kunne dog godt se at han lidt brændte inde med noget, som han ikke var villig til at fortælle, med måden han kiggede på en af tjenestepigerne der gik forbi.

Sif rystede på hoved som Fabian spurgte om han ikke havde fortalt det - når man tænkte over det, havde det også været et godt stykke tid siden, at de sidst havde set hinanden. Sif havde haft utrolig travlt med at afslutte hendes kunder, sikre en god fremtid efter hun havde forladt bordelhuset - for slet ikke at snakke om, at gøre sig klar til at blive en rigmands kone. Hvilke regler der var! 
Hun begyndte dog at grine, som han sagde at han havde troet at det var en lille forsamling. "Du troede helt seriøst, at et bal som selveste Fyrstinden af Arys inviterede til - ville være en lille forsamling? Har du været i Zircon før det?" hun smilede en anelse overbærende, hun havde selv kun været der en gang - men det palæ - nej nærmere palads som de havde. Det var jo kæmpe, og som hun havde hørt var Arys familien, en meget vellidt fyrstefamilie blandt folket. 
Hun vædet hendes læber, som hun så hvordan at Fabian kastede et blik mod tjenestepigen der gik rundt og sørgede for at alt var som det skulle.
"Pil?" kvinden vente sig mod hende og nikkede "Jeg tror det er fint for i aften, hvorfor går du ikke tilbage til de andre, så skal vi nok kalde når vi er færdige?" smilet på Sifs læber, måtte have gjort noget, for Pil nikked med det samme - og sammen med de andre som der havde været i rummet - forlod dem alle sammen. 

"Så.. hvis du har noget du gerne vil af med - kan du snakke frit." sagde hun og blinkede med øjet, inden hun tog en slurk af vinen og derefter gik igang med at spise af maden igen.

Fabian rystede på hovedet. "Jeg vidste ikke det var Fyrstinden af Arys' bal!" pointerede han grinende. Hvis han havde vidst det, så havde han nok tænkt noget andet. men blot et lille bal syd for Dianthos, det sagde ikke alverden. "Og nej aldrig... jeg har kun rejst igennem Zircon et par gange, hvor jeg har skulle ned til min familie." Det kom lidt an på hvilken kørelejlighed han endte med at have når han skulle sydpå.

Det var typisk Sif at hun opfangede de små ting ved ham. Det var nok derfor de var så gode venner, men man kunne se hvor taknemmelig han var, da hun endelig sendte de resterende tjenestefolk væk, for han kunne godt mærke at han brændte lidt inden med det.
Mens de gik ud tog han et par bidder mere, og han ventede også til at de var helt væk, og lidt mere, inden han åbnede munden. "Jeg fik en ny kunde til ballet," sagde han, med strålende øjne, og tog en tår af vinen, for at skulle maden ned. "En prins." Der var ikke mange prinser i landet, men muligvis nok til at man ikke helt kunne vide hvem. Navnet måtte han dog holde for sig selv, for selvom han sagde Aldamar, så ville hun nok ikke vide hvem det var.

Det krævede mange års træning, hvor det man valgte at bygge sit mærke op omkring - var at kunne læse og mærke, hvad folk ønskede fra hende. Om det var seksuelt eller emotionelt - det kom nogen gange ud på et, med de kunder hun havde haft gennem tiden. Lige som manden hun nu skulle til at dele sit liv med - han havde mest kommet hos hende, for at komme igennem tabet af hans kone. Have en som han kunne snakke med, og som forstod ham uden at stille spørgsmål. Faktisk havde hun aldrig rørt ham på nogen anden måde, end at give ham kærlighed af blide berøring og at han kunne ligge og holde om hende en hel nat. Men aldrig noget seksuelt. 
Så da hun så hvordan at Fabians skuldre faldt, vidste hun at hun havde læst ham korrekt. Det var ukomfortabelt for ham, at der var så mange øre der kunne høre hvad han sagde. Hvilket hun i og for sig, godt kunne forstå. Især hvis man havde noget på hjertet, man ikke følte for mange skulle have at vide - og da han så endelig fortalte hende det - ja så forstod hun godt hvorfor. 

"En prins simpelthen?" sagde hun med et sigende smil, de blå øjne funklede næsten - og hun kom i tanke om følelsen af at han havde ændret sig. Eller noget var anderledes - "Og denne prins... hvordan er han?" sagde hun, og kunne næsten ikke lade være med at spinde, som hun spurgte - mest af alt, fordi hun også fandt det en smule morsomt. 

Fabian gik meget op i at sørge for at hans kunder følte at hvad end de lavede var privat, og det var også derfor han generelt ikke snakkede om kunder. Han kunne godt sige at han havde haft en kunde der havde gjort noget, men intet for at man kunne koble akten og personen sammen. Hvis han først brød tilliden, ja, så ville han miste et par stykker. I virkeligheden burde han heller ikke tale med Sif om det, men nogle gange så skulle det ud, og hun var den eneste han rigtig stolede på.

"Ja en prins," sagde han grinende, lidt for stolt, og han var ligeså hurtig til at give sig i kast med at fortælle Sif om Aldamar. Han var også så opsat på det, at det ikke gik op for ham at hans mimik fuldstændig havde ændret sig, eller at Sif lagde op til noget. "Han er... nok meget som man forventer en prins at være, men han er også... sjov." Det var lidt mere tøvende, som var han ikke helt sikke rpå hvordan han skulle beskrive den anden mand, især nu når han ikke hørte på det. "Han kan finde ud af at holde en samtale i gang, og han er lidt genert over alt det seksuelle, men hans reaktion er bare..." Et glimt var i hans øjne, som han tænkte på de gange de havde mødtes efterhånden. Aldamars reaktioner glædede altid Fabian, også selvom han ikke fik sex i sidste ende. Noget som han ellers altid prioriterede højt, når han tog kunder ind.

Hvordan han lyste op, den måde han snakkede omkring denne mand - det var næsten helt fantastisk. Og hun kunne mærke, hvordan at en glædesknude dannede sig i brystkassen på hende. Som en søster, det var nemlig hvad dette forhold var - det var som de to var i familie. Og det som Sif mest af alt ønskede for Fabian, var at han var lykkelig. Om det betød, at han aldrig fandt sig en mand eller kvinde at gifte sig med. At det betød han aldrig ville få en familie - og ville gøre dette til den dag han ikke længere kunne holde til det. Så var det hvad hun ønskede han skulle få lov til at gøre - men lige i dette øjeblik, var det som om der skete noget i Fabians øjne som han snakkede omkring denne prins. Og hun kunne ikke helt sætte en finger på det, eller om hun turde spørger om hun gættede rigtigt.

Hun tog derefter en dyb indånding, og drak en smule mere af den rødlige væske. Hoved blev lagt på skrå, som hun lod blikket glide hen over hans kropssprog. "Du kan virkelig godt lide ham var?" sagde hun pludselig, og smilet blev bredder - "Jeg mener, da jeg spurgte dig om noget havde ændret sig - du lyser jo næsten op, som du snakker om ham. På en måde jeg aldrig har oplevet før."

Fabians smil begyndte ligeså langsomt at falme jo mere Sif snakkede om hvordan Fabian åbenbart havde ændret sig og virkelig godt kunne lide Aldamar. Jo, han kunne da godt lide fyrstesønnen. Han var jo sjov, underholdende, og det gav ham altid et sug når de var sammen, men Sifs måde at snakke om det fik det til at lyde som noget andet end hvad han selv tænkte.

"Altså, han er meget hyggelig, lidt af en afvigelse af hvad jeg normalvis gør os i, men..." han havde ikke et argument, hvilket der gik op for ham ligeså snart han sagde men. Men hvad? Det var ikke ofte at Fabian blev målløs, men lige nu vidste han faktisk ikke hvad han skulle sige eller forsvare sig med. han havde aldrig forventet at han ville komme i en situation som denne her, fordi han simpelthen bare ikke havde interessen fra andre mennesker, ikke på den måde.
Han rømmede sig lidt, han skulle sige noget. "Det er bare... nyt og interessant," endte han til allersidst på. En dårlig undskyldning og Sif kunne nok se igennem ham lige med det samme.

lidt en afvigelse af hvad jeg normalvis gør os i, men.
Det var så tydeligt, at Sif havde ramt et ømt punkt. Et punkt som Fabian nok ikke en gang havde opdaget han havde, sådan som smilet begyndte at falme og han kiggede en anelse forfjamsket på hende. I sådan en forstand, hvor han ikke selv helt vidste, hvad det var som der foregik - og hvorfor han ikke kunne finde et godt argument på, at det slet ikke var sådan som hun hentydet med. Hvilket jo blot gjorde, at Sif følte hun havde ramt endnu mere korrekt i, at der var sket noget omkring Fabians måde at opføre sig på. Hvilket i og for sig, var helt fantastisk - det synes hun i hvert fald! Ingen skulle da have lov til at leve sit liv, uden at føle en anelse af hvad forelskes kunne gøre for en. Selvom, at det var tydeligt hvor hårdnakket Fabian var omkring det hele. 
Bare nyt og interessant - spændende forsvar. "Men - nu når jeg kan fornemme, i ikke rigtig gør det som du normalt bliver betalt for - så det synes du måske er spændende? Det var jo normalvis det jeg gjorde med mine kunder.. og synes at mindes - at det synes du var umådelig mærkeligt." sagde hun hævede drillende hendes øjenbryn, som hun begyndte at hvirvle vinen rundt i hendes glas som hun havde i hånden.