Han kunne vel ikke tillade sig at flygte fra hende nu hvor de var omgivet af en masse andre adelige. Hun havde ikke snakket ordentligt med ham længe, og vidste generelt ikke hvordan han havde det. Da hun kom indenfor en afstand af hvor han brude kunne høre hende, rømmede hun sig og rakte ham det ene glas. ”Nyder du aften?” spurgte hun og lod sine lyse øjne se op mod de to øjenhuller i masken han bar. Hendes egen maske var bleggul og pyntet med diverse gule blomster. Håret var bundet op i nakken, så det lignede at hendes ellers balle-lange hår kun gik hende til skuldrene. Selv syntes hun, at hun var godt skjult for genkendelse, men hun var også sikker på hendes bror ikke ville være et split sekund i tvivl om hvem hun var.
Fia 12.06.2020 13:33
Med et lettere frustreret suk begav Astrid sig gennem danselokalet. Hendes gule kjole fyldte en god del, hvilket resulterede i at nogen måtte tage et skridt til siden, for at hun kunne passere ordentligt. Ryggen var rank og hænderne var pænt foldet foran maven. Astrid havde brug for en lille pause noget selskab og havde retning mod et bord med drikkevarer. Med et fast greb hun et af de flotte krystalglas med noget alkohol i. Endnu et suk undslap hendes læber inden hun begav sig i at tømme glasset på en slurk. Det var altid noget at det var smagfuldt, ellers havde hun nok ikke bare lige kunne sluge det. Hurtigt fik hun en genopfyldning og så sig derefter omkring. Blikket fangede hurtigt hendes bror som stod med siden til, lidt længere væk. Han skilte sig ud fra mængden, ligesom hende selv. Den frie hånd greb et ekstra glas alkohol og benene førte hende derefter i retningen af broderen.Han kunne vel ikke tillade sig at flygte fra hende nu hvor de var omgivet af en masse andre adelige. Hun havde ikke snakket ordentligt med ham længe, og vidste generelt ikke hvordan han havde det. Da hun kom indenfor en afstand af hvor han brude kunne høre hende, rømmede hun sig og rakte ham det ene glas. ”Nyder du aften?” spurgte hun og lod sine lyse øjne se op mod de to øjenhuller i masken han bar. Hendes egen maske var bleggul og pyntet med diverse gule blomster. Håret var bundet op i nakken, så det lignede at hendes ellers balle-lange hår kun gik hende til skuldrene. Selv syntes hun, at hun var godt skjult for genkendelse, men hun var også sikker på hendes bror ikke ville være et split sekund i tvivl om hvem hun var.
Dragonflower 12.06.2020 19:15
Alexander havde haft en overraskende god aften, alt til trods. Sidst Alexander havde været til sådan en fest, havde han blot været en del af mængden, en adelig plant mange. Nu var han fyrstesøn. Fyrstesøn af en familie der havde fulgt Kiles Orden.Det var næsten mærkeligt som ingen snakkede om det, som om de sidste år aldrig var sket, og alt var fryd og gamme. Men så igen, Isenwald var ikke de eneste der havde stået på den forkerte side. Andre havde bare skjult det bedre.
Alexander havde nydt at se gamle venner, til trods for de underliggende spændinger alle gjorde deres bedste for at ignorere. Han stod netop og snakkede med en fra en af Arys familiens sidegrene, da en velkendt stemme fik ham til at stivne. Langsomt drejede han hoved og fik bekræftet sin frygt. Hans søster.
Alexander sank en klump. Han havde gjort sit bedste for at undgå hende hele aftenen, men det havde nok blot været at udsætte det uundgåelige.
"Det er en storslået fest Arys-familien har sat op, uden tvivl" svarede han afværgende, og holdt hans blik stift mod glasset som han tog imod det, og undgik hendes blik, eller at kigge i nærheden af hendes ansigt generelt. "Det er en smuk kjole" komplimenterede han stift, og tog en ordenlig mundfuld af glasset Astrid havde bragt ham. Det krævede ikke megen indsigt at se han var utrolig anspændt.
Alexander selv havde ikke fået klæder fra Isenborg, men havde fået lavet sit af en skrædder i Dianthos. Jakken var grøn med kantdetaljer i guld, broderet med intrigante blade og ranker. Skjult i gulddetaljerne var initialerne DL. Hans bukser var simple brune, og skjorten under jakken en knækket hvid. Hans maske var en hjort, med ranker snoene om hornene, til at match jakkens mønster.
Fia 15.06.2020 07:22
Ingen øjenkontakt over hovedet. Selvfølgelig ikke. Han tog dog imod glasset hun var kommet med til ham. Han regnede altså ikke med at hun ville forgifte ham – det var vel betryggende… Hun valgte at droppe forsøget på at se ham i øjnene og så ud mod de dansende adelige. Hendes blik vendte sig dog i hans retning, som han kommenterede på hendes kjole. Han kunne sikkert godt regne ud at kjolen symboliserede Lauranas Liljer. Astrid brød sig virkelig ikke om at ligne en omvandrende babyproducent. ”Tak,” svarede hun stift tilbage. Hendes tone var på ingen måde nær så ’munter’ som den havde været da hun lige var ankommet. Hun så derefter sin broders klæder an og bemærkede hurtigt at det ikke var noget der kom fra Isenborg. ”Du er da også klædt på til festen,” lød det måske en anelse vrissent fra hende. Han havde brugt en anden skrædder, hvilket hun på nogen måder ikke kunne forstå man nogensinde ønsekde. Men det var vel også i orden, når man aldrig var forbi borgen i Medanien.
”Hvordan står det så til i Dianthos? Er du faldet godt til?” lød det så fra hende en anelse mere blødt end det hun lige havde sagt til ham. Hun håbede måske en anelse naivt, at hendes broder ville bløde lidt op, hvis de fik snakket tingene igennem og måske ville hun have en chance for at kunne se ham i øjnene og mindes de glædelige minder fra før deres faders død.
Dragonflower 22.06.2020 12:06
Alexander var en mand, og selvom han var en belæst en af slagsen, så var hen ikke bekendt med Lauranas Linjer, og deres tilknytning. Det var ikke ligefrem noget man lærte i hæren, og hans egne interesser havde ikke lagt i den botaniske retning.Hendes hårde tone efter komplimentet, fik ham til at stivne kort, og selv da han animerede igen, var hans skuldre trukket op, anspændt. Hendes egen kommentar om hans klæder, og den vrissene tone, gjorde det klart at hun ikke brød sig om dem, trods hendes ord, og Alexanders kæbe satte sig. "Tak. Det er fra den bedste skrædder i Dianthos" svarede han defensivt og med en stolthed han sjældent havde formået overfor sin søster. Hans frie hånd strøg let fraværende over jakkens kant, hvor D.L initialerne var skjult i broderiet.
Alexander rette sin ryg en smule. Han vist godt at den Astrid der stod foran ham ikke ville ham ondt. Det var ikke den Astrid der hjemsøgte hans mareridt. Det var ikke den Astrid der lurede i skyggerne hvorend han gik, med øjne fyldt af koldt, endeløst had. Med det brede ondskabsfulde smil der lovede en tæt omfavnelse, og en smertefuld undergang.
Han viste det ikke var den Astrid der stod foran ham nu, men den viden gjorde ikke meget for at dumle frygten der havde fået et let lag af koldsved til at sprede sig.
"Dianthos er fint. Der er altid noget at tage sig til i hæren. Jeg har holdt mig beskæftiget" svarede han, og gjorde sit bedste for at lyde rolig, frem for det krydsforhør han følte sig i. "Hvordan er Isenborg? Er altid blevet flyttet?". Veronas ophøjelse til Fyrstinde var kommet med mange ændringer for børnene, den geografiske måske en af de mindre, men det virkede som et mere sikkert emne. En måde Alexander kunne tvinge sig selv til at se det som en almindelig samtale.
Fia 30.06.2020 08:58
Den bedste skrædder i Dianthos. ”Det havde jeg aldrig gættet,” kommenterede hun næsten monotont, mens hun så det en anelse op og ned ad hans klæder, for at studere det. Det var på ingen måde en kompliment.Astrid vendte blikket tilbage på de dansende adelige, med et irriteret suk. Der var vitterligt ikke noget hjælp at hente, til at få ham til at slappe af i hendes selskab, og der var da på ingen måde en chance for, at han ville se hende i øjnene. Hun skulle have vidst det. Der var ikke noget tilbage at hente mellem dem.
Hun nikkede dog roligt, som han snakkede, prøvede at gøre det tydeligt, at hun faktisk lyttede til hvordan han havde det – men uden at se ind på ham. ”Det lyder som om at hæren var det bedste valg for dig,” sukkede hun lettere opgivende. Det eneste det havde holdt ham beskæftiget fra, var at besøge Isenborg og tanken om at hans storesøster bedsat titlen som arving.
”Alt er ved at være på plads i Isenborg,” svarede hun monotont og så ned mod glasset i sine hænder, kort før hun tog en slurk af det. ”Isenborg er fint,” mimikerede hun så snart munden ikke var beskæftiget af alkoholen. ”Jeg lægger ikke meget mærke til det. Jeg er konstant beskæftiget,” delte hun mens hun fulgte et par adelige der forlod dansegulvet. Hun havde generelt ikke meget tid, til at lægge mærke til tingene omkring hende, når hun sad dag ud og dag ind og så på pligter.
”Har du været ude og danse her til aften?” spurgte hun. Hun havde på ingen måde intentioner om at skulle danse med sin broder, det var der rigeligt med adelsfrøkner der kunne gøre i stedet for hende.
Dragonflower 30.06.2020 16:49
Alexanders ansigt blev stramt, som Astrid kiggede op og ned af hans klæder. Trods Astrids attitude, så ringede hendes ord en smule hult, siden hun, så vidt Alexander var bekendt, aldrig havde fået tøj fra andet end familie-skædderen."Du har selvfølgelig heller ikke så meget at sammenligne med" svarede Alexander tilbage med overraskende meget bid. Han frygtede nok Astrid, men han havde ikke tænkt sig at stå passivt til, mens hun udviste sådan respektløshed for andres arbejde! At den anden så oven i købet var en Alexander holdt meget af, var en anden side af sagen.
Astrids opgivende suk fik Alexanders greb om vinglasset til at strammes. Åh der var ting han hellere ville, end at spilde sin tid med at svinge et sværd. Ting der faktisk kunne gøre en forskel, lede til forandring, og ikke bare en bibeholdelse af status quo. Men han var flygtet, for at sikre sig selv, og måske lige så vel for ikke at sårer sin søster mere. Der var ingen grund til hun viste, at det var på grund af hende han var søgt mod hæren.. Men i stedet for at svare sin søsters ord, tog han blot en slurk fra glasset.
"Jeg håber du kan finde bedre udsyn, når de nye pligter falder mere på plads" bød han, og selvom hans ord var ærlige og velmente, var hans tone stadig tilbageholdt og distanceret. Men han håbede at hun kunne løfte hoved en smule mere en dag, og måske opdage at hun ikke var den eneste i verden.
"Jeg har haft et par danse, ja. Vores nye stand sætter sine spor" medgav han og tog endnu en slurk. Alexander havde intet imod at danse, og han var da ganske habil til det, selvom det ikke holdt særlig interesse for ham. Der havde været en række giftemodne kvinder der havde sværmet sig i hans generelle nærhed, indtil han havde budt dem op. Få var dog blevet efter den første obligatoriske dans.
"Hvor mange har du selv afvist?" spurgte han så. Han var ikke i tvivl om hun var blevet budt op, nok også utallige gange. Men han huskede også ganske tydeligt hendes instilling til den slags. Han gjorde sig ikke nogen illusioner om at det havde ændret sig.
Fia 30.06.2020 19:25
Astrid blik endte straks på Alexanders ansigt som der blev snakket om sammenligning. Hun mente bestemt hun havde haft et par skræddere igennem hænderne på den tid de ikke havde set hinanden.”Og hvad får dig draget til den påstand?” spurgte hun, før hun igen lod sit hårde blik fjerne sig fra sin broders ansigt. Der var noget ved ham, som virkede en lille smule mere voksent end fra sidst de havde set hinanden. Der var trodsalt også gået noget tid.
Astrid lod slet ikke mærke at sin broders frustration over at hun syntes hæren var et godt sted for ham. Hun trak vejret dybt, som han fortalte han håbede på hun fik et bedre overblik. Hun prøvede at ignorere hans tone selvom det kunne være svært. Det var som om at Astrid og Alexander bare aldrig rigtig havde kunnet ordentligt sammen. ”Det håber jeg også,” hun trak for første gang i deres samtale et lille bitte smil. Hun glædede sig til at alting faldt mere på plads og hun forhåbentlig kunne finde ro til at se sig ordentligt omkring.
Astrid trak lidt på den ene skulder som han fortalte deres nye stand havde efterladt spor. ”Det lyder dejligt, Alexander,” der var ikke meget følelse i hendes ord, men hun syntes oprigtigt at det var skønt han havde fået danset med nogle adelsfrøkener. Måske en af dem kunne bløde ham lidt op, så han en dag ville kunne se Astrid ordentligt i øjnene.
Astrid havde fået utallige bud på en dans i løbet af aftenen, og havde i den grad sagt nej til dem, bortset fra Aladamar af Arys – han var trodsalt en hun skulle kunne samarbejde med på en eller anden måde i fremtiden. ”Ifølge fyrstinden; for mange,” det var nok det bedste svar, på den måde fik han heller ikke at vide hvem hun havde takket ja til. Astrid havde i den grad givet op på at tælle hvor mange hun havde afvist til en dans.
Dragonflower 30.06.2020 21:11
Alexander mødte ikke sin søsters blik. Det kunne han ikke. Men han holdt hoved højt som han mærkede hendes blik borer sig ind. "At du ikke kan genkende exceptionelt håndværk" vedblev han hårdnakket. "Eller måske er det ikke kvaliteten, men at de ikke er fra Isenborg der er problemet?" prikkede han igen. Hvis hun insisterede på at misbillige hans klædning, ville han næppe lade det gå uargumenteret hen, til trods for hvordan hans skjorte ellers var begyndt at klæbe sig til hans overkrop, under jakken. Koldsvende var næppe blevet mindre af at han forsøgte at ignorere den.Trods deres toner overfor hinanden næppe var civile, så nåde de mere og mere ind i noget det mindede om en almindelig samtale mellem søskende. Det fik frygten til at løsne sit greb en anelse, om end blot for øjeblikket.
Alexander sukkede langtrukkent. "Jeg ved ikke om jeg foretrækker fortidens ubemærkethed eller ej.. men det kræver tilvending for os alle" medgav han. Alexander viste de unge damer var sendt for at gøre indtryk på den pludselige fyrste-søn, og ligeledes at mange af dem var markant under stand. Men stadig var de kommet, håbefulde om at Isenwalds nuværende dårlige ry, kunne elevere dem til højere stand. Alexander selv havde ikke i sinde at være uhøflig, men han viste den beslutning ultimativt lå hos hans moder... og han håbede den lå flere år i fremtiden.
Astrids svar fik en mellemting mellem et fnys og et smil frem, det nærmeste han havde været et smil i Astrids selvskab i knap 10 år. "Lyder til det er som det plejer i så fald" nikkede han lidt, og skævede i hendes retning. Ikke mod hendes ansigt, men hendes skulder. Men dog i hendes retning.
Fia 07.07.2020 10:32
Exceptionelt håndværk. Et hårdt fnys forlod hende, som hun rystede minimalt på hovedet. Selvfølgelig kunne hun da se hvad der var exceptionelt. ”Jeg har haft mange skræddere mellem fingrene, siden vi sidst snakkede, Alexander. Jeg kan godt se hvad der er exceptionelt håndværk,” snerrede hun en smule. ”Måske du bare skal arrangere mig en tid hos din skrædder, så kan vi lade det komme an på en prøve?” foreslog hun drillende og en anelse insisterende. Det kunne jo være spændende at se, om den skrædder han brugte kunne fuldføre et mere krævende stykke arbejde: som en kjole til Astrid. De lyse øjne så stadig på de dansende adelige.Astrid sukkede, langtrukkent, ligesom sin lillebror. ”Det er i hvert fald en tilvænning vi bliver nødt til at tage til os,” lød det måske en anelse opgivende. Astrid foretrak helt klart den mindre ubemærkethed, hvor man kunne slappe lidt mere af. Astrid gik konstant og var opmærksom på hvem der omgav sig om hende, for at være sikker på hun ikke var målskive for et våben. Dette var i den grad en bekymring der var dukket op i hende, efter hun havde fået titlen som arving. Konstant på vagt.
Det blege ansigt nikkede langsomt, bekræftende, til at alt var som det plejede. ”I den grad,” sukkede hun, en anelse indeklemt. Man skulle ikke være i tvivl om at Astrid tit og ofte ikke gjorde helt som deres moder ønskede. Arvingen var i den grad stædig, og hun vidste ofte hvilke knapper hun skulle trykke på, for at få tingene til at gå sin vej. ”Var der så nogle spændende adelsfrøkener i blandt?” spurgte hun og skævede kort over mod ham, for at se hvordan han reagerede på spørgsmålet. Hun skulle jo se om han prøvede at lægge skjul for en eventuel interesse i en adelsfrøken.
Dragonflower 11.07.2020 16:12
Alexander skubbede kæben trodsigt frem, men han så næppe mere standhaftig ud af det, som hans skuldre trak sig op ved Astrids snerren. Stædigheden var dog urørt, som han rakte op til sin krave og demonstrativt åbnede de øverste to knapper."Og hvor mange af de skæddere kan frembringe en perfekt formsyet jakke, uden at efterlade et eneste sting?" bør han igen, som han flippede sin krave til side, for at understrege sin pointe. Ganske som hans ord lovede, var der ingen sting eller syninger at se. Ved nærmere syn var hele jakken sådan, selv ned langs siderne, trods jakken sad formet og tæt som den skulle.
Alexander havde ingen tvivl om kvaliteten af Dinahs arbejde, og den sikre tillod lod ham hæve blikket helt op til Astrids hage. "Jeg kan arrangere dig en tid når jeg kommer tilbage til Dianthos, men det er en lang rejse for at få bevist du tager fejl" tilføjede han, som hans knappede jakken igen.
Alexanders skulder sank tilbage ned på plads, og han foldede hænderne let bag ryggen, efter at have tømt sit glas og sat det fra sig hos en forbipasserende tjener. "Jeg er sikker på nogle af de unge damer var fra passende familier, men jeg kan næppe sige noget om deres karakter fra så kort et møde" svarede han diplomatisk med et let skuldertræk. Men der var ingen rødmen, eller famlen efter ord. Ingen tegn på Alexander havde nogen særlig interesse i nogle af de unge frøkener... tværtimod virkede han næsten overbærende med dem.
Fia 12.07.2020 17:45
Astrid valgte ikke at svare på Alexanders spørgsmål Hun følte selv at alle de skræddere hun havde været hos, var dygtige. Hun måtte dog inderligt erkende hun ikke havde set nok efter på syningerne, for at lægge mærke til hvad han spurgte efter. Hun fnøs blot af ham, hvordan han forstod det, kunne hun trodsalt ikke styre. Forhåbenligt forstod han det som et ’dit spørgsmål er for dumt at svare på’ end et ’det ved jeg ikke og har ikke lyst til at svare’. Hun skævede dog over på kraven som han så modigt ville fremvise.Astrid kunne skimte Alexanders øjne, som nu havde lokket sig selv op til hendes hage. Var han ved at blive overmodig? Hun trak dog et stort smørret smil, som til dels kunne virke ondt, som han nævnte han kunne arrangere en tid til hende. ”Men hvis jeg tager fejl, får jeg et godt sæt tøj ud af det. Jeg vinder uanset hvad,” pralede hun næsten. ”Jeg vil se frem til et møde med din skrædder,” delte hun med en neutral mine, som hendes smil famlede.
Ikke en mine. Hvor var han da bare tør og kedelig! Hæren havde tydeligvis nuppet den eventyrlyst hun syntes han engang besad – eller måske var det bare hende der huskede forkert? Hun trak på skuldrene med et lille suk, ”Og der var ikke én du kunne tænke at mødes med igen?” Hun prøvede virkelig at fiske efter et eller andet. Der måtte vel være bare en der havde virket bare lidt interessant?
Dragonflower 13.07.2020 12:38
Alexander havde aldrig kendt sin søster for at være bleg for at give svar på tiltale, så det var svært at se hendes tavshed som andet end et point tabt i deres lille sociale spil. Alexander viste dog også hvor meget hun hadede at tabe, og hans blik sænkende sig refleksivt ved hendes smil."Så siger vi det.." svarede han til begge dele. Det var imponerende hvordan hun kunne overbevise sig selv om at hun vandt, ligegyldigt hvad der skete. Der gik et øjeblik hvor Alexander var tavs.
"På en betingelse. Du sværger ikke at bruge din evne på hende". Trods Alexanders sænkede blik, var hans stemme fastere end før. Det var tydeligvis ikke til debat.
Alexander løftede et øjenbryn en smule ved Astrids spørgsmål. "Selvfølgelig, et par stykker lod til at have andet end ægteskab mellem ørene" han trak en smule på skuldrene "Jeg er bestemt ikke modsat deres selskab, men jeg foretrækker også det, deres selskab, frem for deres forældres forsøg på en parringsdans" uddybede han. Det var også svært ikke at finde deres let tiltede hoveder og blafrende øjenvipper en kende frastødende, når hans hjerte stadig hvilede i Dianthos.
Fia 23.07.2020 13:50
Astrid løftede et bryn undrende som han nævnte han havde betingelser. Hans betingelse chokerede hende dog. Havde de stået privat havde hun nok skældt ud på ham om hvorfor hun dog skulle bruge sin evne på skrædderen og hvorfor han dog tænkte hun ville finde på at gøre det. Hun ville nok også stille spørgsmål til kønnet af skrædderen. Men i stedet holdt hun sig i skindet og sukkede. “Tror du jeg vil være fristet til eller have grund for at bruge min evne på hende?” Lød det så fra hende. Måske var skrædderen rapkæftet, og så ville det da være rart med en advarsel. Astrid havde i den grad fået mere ego siden hun havde fået arvetitlen og ville i den grad ikke tales ned til af en sølle skrædder. Astrid havde dog luret lunten om at han virkelig kunne lide sin skrædders arbejde og ikke ville miste skrædderen og hendes gode arbejde.Andet end ægteskab mellem ørene var godt nonner komisk udtryk, men selvfølgelig havde Alexander, ligesom Astrid selv, andre krav end blot en der var interesseret i at være en del af fyrstefamilien. Astrid selv havde for længst opgivet at finde en, som havde noget mellem ørene. Hver gang der var sat en adelsmand foran hende havde de bare ikke andet end fordele ved ægteskabet st nævne, og ulemper ved intet ægteskab. Det var til at brække sig over. Hun manglede en der faktisk havde interesse for hende. “Så håber jeg, for din skyld, de forsat har noget mellem ørene ved et andet møde,” drillede Astrid. Hun kunne nemt forestille sig hvordan et andet møde ville påvirke en adelsfrøken til kun at tænke på ægteskab og børn.
Dragonflower 31.07.2020 20:06
Alexanders knoer blev hvide som hans hænder knyttede sig bag hans ryg. Han synes at kunne høre anspændtheden i hendes stemme. Hans ord behagede hende bestemt ikke.. eller måske var det bare noget han bildte sig ind?Det var heller ikke ret at sætte den slags mistillid til sin familie, til sin egen søster, men han kunne ikke lade hende møde Dinah uden. "Svæg det" fastholdt han, uden at svarer på hendes spørgsmål. Filmen af sved over hans pande, under masken, var blevet så tyk at den første perle af sved samlede sig, og gled ned forbi hans bryn, nedover hans kind, og hang til sidst på kanten af hans kæbe.
Alexander trak en anelse på skuldrene. "Forhåbentlig. Men i sidste ende er det næppe mig de skal imponere, så meget som moder. Vores ægteskaber har altid været et politisk anlæggende, og kun mere så efter mor blev Fyrstinde" svarede han faktuelt. Det var et faktum Alexander altid havde kendt og affundet sig med. Det var en del af prisen for deres status, en del af deres pligt til familien.. Men Astrid havde sjældent haft megen tanke for andet end sine egne ønsker.
Fia 04.08.2020 01:35
Hans ord trådte blot mere på hende. Hvad i al Zaladin havde han gang i, ved at snakke sådan til sin søster? Ja okay, de havde været igennem en masse skidt sammen for mange år siden, men hvorfor hang han stadig i det? Kunne han ikke bare give slip! Anspændt sukkede hun, ”Jeg forstår ikke hvorfor det er nødvendigt for dig. Jeg sværger jeg ikke bruger min evne på din skrædder under mit besøg,” lød det så fra hende. Hun gad ikke at love mere end det, for blev Astrid meget utilfreds med resultatet og behandlingen, kunne det måske tænkes at pigebarnet ikke ville få samme behandling næste gang Astrid så hende… Astrid var i den grad anspændt over situationen – bare det at de overvejelser gik igennem hendes hoved gjorde det rart for hende selv.Astrid trak på skuldrene som han nævnte hvem de skulle imponere for et ægteskab med ham. ”Det har du ret i…” Hendes tunge ville sige mere, men forholdet mellem de to søskende var bare for anspændt til at hun ville snakke om at herske alene og hvordan Astrid selv ville sætte foden ned, hvis hun var utilfreds over det match der ville blive præsenteret foran hende. Om Alexander faktisk vidste hvor ofte Astrid og Verona havde snakket sammen om mulige ægteskaber, bare op til maskeballet her, ville han nok måbe lidt. Det var utrolig ofte at Astrid fik sagt nej. Hun sorterede.
Dragonflower 18.08.2020 13:01
Alexander sukkede lettet da Astrid endelig eftergav hans krav, uvidende om sin søsters hævngerrige tanker. "Tak Astrid. Jeg beder dig ikke om at forstå, men blot respektere det" svarede han så, tydeligt mindre anspændt end før. "Jeg vil sætte en aftale op til dig, og jeg lover, selv du vil ikke blive skuffet" tilføjede han så for at formidle hende, selvom han viste det var et risikabelt løfte at give. Astrid virkede til at kunne blive skuffet over de mærkeligste ting synes han og han forstod hendes bare ikke.Tiden havde drevet en kløft mellem de to unge Isenwalds, måtte Alexander erkende. Om det var mere eller mindre end Astrids evne, det kunne han til gengæld ikke svarer på.
Efter Astrid gav Alexander ret, strakte stilheden sig, som de begge tænkte sit. Alexander viste deres mor ville være lydhør for dem, og han var sikker på hun ikke kun ville finde dem passende partier, men også nogen de ville kunne forme en eller anden form for bånd med.. Det var bare svært at glæde sig over, når hans hjerte allerede tilhørte en anden, og det en han aldrig ville kunne ægte.. Skæbnen var en streng hersker til tider.
Fia 20.08.2020 20:02
Astrid nikkede meget langsomt, ”Det gør jeg skam også,” lød det roligt fra hende. Selvfølgelig kunne hun da respektere at han frygtede hun ville bruge sin evne på hans elskede skrædder. Han kunne altså virkelig godt lide den skrædder. Som hvis der var intet der kunne erstatte hende. ”Tak, Alexander. Det ser jeg frem til,” lød det roligt og taknemmeligt fra hende. Hun var faktisk spændt på hvad der var så utroligt ved denne skrædder, selvom hun da godt kunne se at skrædderen havde styr på sin nål og tråd – selvom hun måske ikke ville indrømme det selv.Stilheden mellem dem strakte sig og fik Astrids tanker til at vandre. Måden han snakkede om at det i sidste ende var Fyrstinden der skulle imponeres, kørte stadig rundt i hendes hoved. Astrid skævede væk fra de dansende og over på sin broder et øjeblik mens hun overvejede sine ord. Et tænkende fnys forlod hende, som hun så tilbage ud mod dansegulvet. ”Og dit hjerte hviler slet ikke noget sted? Heller ikke hos nogen, der ikke er til stede i dag?” spurgte hun nysgerrigt. Ja for det var jo langt fra alle adelige der faktisk kunne deltage i festlighederne.
Dragonflower 25.08.2020 19:28
Et oprigtig smil fandt vej til Alexanders læber. Der var et øjeblik der, hvor han genkendte sin søster igen, et øjeblik hvor han så den kvinde han engang havde kendt, og ikke frygtens skygge der havde lagt sig over hende, eller den hårde facade hun viste verden. Det var et øjeblik der gav ham håb.Det varede dog ikke længe, for Astrids spørgsmål fik Alexanders kinder til at brænde. Hans blik lå stift ud mod dansegulvet, og han beherskede sig, før Astrid fik en idé om at kigge tilbage på ham igen. Han tog et ekstra glas fra en forbipasserende tjener.
"Først min skrædder, og nu min hemmelige elsker? Hvis du bliver bed sådan her, så har jeg ikke flere hemmeligheder tilbage til næste gang vi ses Astrid!" jokede han, men hans latter var en anelse styltet. Hans blik en smule stift.
Han tog en ordenlig tår af sit glas.
"Hvad med dig Astrid? Er der ingen af disse arme mænd der er værdige til at pynte ved din side?"
Fia 26.08.2020 16:53
Astrid skævede i Alexanders retning, som hun ud fra øjenkrogen kunne se, at han snuppede et ekstra glas. Havde han fået lidt røde kinder? Prøvede han at skjule på en lille kærlighed eller var han måske bare i tvivl om Astrids holdning til hvem end han havde set sig lun på? Hun kun ikke bide sig sikker på om der overhoved var noget eller om det bare var varmen fra dansesalen. Eftersom deres forhold var så fjernt og næsten ikke eksisterende, så kunne hun ikke gætte sig til hvad hans reaktion betød.Hun fnøs igen, denne gang ikke nær så glad som tidligere over hans 'joke'. "Måske er det bare min plan at der ikke skal være hemmeligheder mellem os, broder," lød det dog fra hende en anelse monotont og koldt. Tilbage til udgangspunktet. Selvfølgelig var det okay, hvis ikke han havde lyst til at dele sine hemmeligheder, det var jo heller ikke fordi de snakkede så ofte - men så igen, så var dette den bedste mulighed for at samle op på hvad end hun havde misset af ham?
Hun rystede på hovedet som hun så ud på de dansende, da han spurgte hende om der var nogen der var interessante eller værdige nok for hende. "Desværre ikke," svarede hun. Det var jo ikke ligefrem fordi hun så sig selv med en mand ved siden. Hun ville jo for alt i verden helst klare sig selv. Hun så over mod ham og overvejede om hun skulle sige at mændene mindede for meget om Alexander - de frygtede hende eller kom til det. Hun virkede for intimiderende, men måske var det planlagt?
Dragonflower 26.08.2020 17:20
Astrids tone fik det til at løbe Alexander koldt ned af ryggen. Dog holdt koldsveden sig på afstand denne gang. Hun var hans søster, og deres øjebliks ro, hvor flygtet det end havde været, havde taget en smule af frygten fra hans hjerte."Det lyder som et værdigt mål.. Et jeg håber vi kan opnå en dag" svarede han mere lavmælt, tænksomt, men ærligt. Tilbage ja, men ikke til udgangspunktet. De havde set hinanden an, og Alexander havde fået et glimt af sin søster, frem for det mareridtsvæsen der havde jagtet ham igennem alle de år.
Det var måske også et opnåeligt mål. Alexander havde ikke mange hemmeligheder, dog var de han havde ikke lette at bærer. Han huskede Aryas ord fra tidligere på aftenen.
Astrids egne ord inviterede ikke til flere spørgsmål, tværtimod fik han følelsen af at de på ingen måde ville være velkomne. Det lod til at være et ømtåligt punkt for dem begge.
"Jeg har arvet familiens gave... mor ved det ikke endnu" fortalte han så pludseligt, med lavmælt men fast stemme. Han kunne ikke fortælle hende om Dinah. Måske en dag. Måske ville deres kærlighed glide ud i sandet når han en dag skulle giftes, så det aldrig blev nødvendigt at fortælle Astrid om det..
Det var en bittersød tanke.
1 2
Trådnomineringer:
Nomineret af: Fia
Nomineringsårsag:
“Anspændtheden mellem de to søskende er mere end rigeligt for at de skal have en nominering! Derudover stor ros til Flows beskrivelser af hvordan Alexander har det VIRKELIG stramt i Astrids selskab <3”
Chatboks
IC-chat▽
Krystallandet
