Turen var gået ned til Safirien, mere af alt ledte hun efter en bjergelver der skulle være meget venlig, hun vidste hvordan man manipulerede med nogle, det  var jo en oplagt mulighed. Hera vidste der var noget hun ville have hos en Juvelér, nok var hun altid på toppen af det hele indenfor den verden. Men det var også kun fordi hun hurtig fandt ud af hvis de andre havde noget, som hun burde have, så var det pludselig væk og ved hende, som  hun satte sit eget præg på det. Det var grunden til hun var så god til hendes job, hun var altid foran de andre ved at tage fra dem. Sådan gik det vel bare, ingen stillede spørgsmålstegn vil det, ellers ønskede de bare ikke stille spørgsmål ved det.

De blodrøde øjne kiggede rundt, som hun langsomt gik tættere på selve byen Zircon, hvor også målet for natten var. Solens sidste stråler var på himlen, så det meste var begyndt at blive dækket mere af mørke. Hera vidste hvordan denne mand så ud, men hun skulle stadig finde ham først. Hun nynner lidt for sig selv, som hun fokusere på hendes mål. Det eneste hun havde fået afvide fra den person, var hvordan denne bjergelver så ud som hun var på udkig efter. Mest af alt havde hun lyst til at råbe højt i frustration, fordi det var jo nærmere et skud i tågen hvor hun skulle lede. Mon ikke at en kro ville være det første bedste bud heromkring, så det var der hun forsatte hen til. Normalt var hun dog meget på sine omgivelser, men hun havde vist været her så mange gange før, at hun ikke selv troede hun behøvedet at være særlig opmærksom på hendes omgivelser, som bare første til hun gik ind i en person. 

Hera var tæt på at snerre af personen, selvom det var hende som nok skulle have været mere opmærksom. Men i hendes verden, så var det aldrig hende den var galt med, desuden havde hun ikke ondt af den person hun ville kaste sin vrede på. Hun havde jo ikke tid til at rende ind i tilfældige mennesker, det burde de vel kunne forstå. Hun stopper dog sig selv inden hun kan sige noget, som hun vipper hovedet på skrå. Så heldig hun var i dag, hun rendte sådan set lige ind i den person hun ledte efter. "Det må du undskylde, jeg så ikke hvor jeg gik," siger hun med en nærmest helt fløjlsblød stemme, og et charmerende smil.

Relyua havde bevæget sig lidt længere nord på og havde nu nået til Safirien. Han havde fundet en lille kro som han havde solgt noget kød til fra hans jagt og fået noget mad og et værelse at sove på. En gang i mellem var han glad nok for den luksus det kunne ses at være at sove indenfor frem for at sove udenfor hvor vejret kunne gøre en både kold og våd. 
På trods af det allerede var nat og de fleste andre der var ved kroen havde lagt sig, så var Relyua ikke træt endnu. Det var vel en af ulemperne ved at være bjergelver. Han fandt aldrig søvnen så nemt.

Han havde stået et lidt afsidigs sted og lavet nogle simple øvelser og træning med hans spyd. Ganske almindelige ting han gjorde normalt når han havde tiden til det. Han havde dog også efter en lille time vendt snuden tilbage imod kroen, og der skete så en ændring i hans forventede aften. 
Han havde gået og holdt øje med kroen, så hans blik havde været hævet lidt over jorden og havde derfor ikke lagt mærke til den ret så lave kvinde han kom til at vandre ind i.
Da hun begyndte at undskylde, stoppede han hende bare med en rysten på hovedet. "Nej nej, lad mig undskylde, jeg burde have kigget mere ned af så jeg havde spottet dig." Han sendte hende et venligt smil. Han tænkte ikke over om hun havde et problem med hendes højde eller et problem med at han lidt kaldte hende for lav. Han mente dog intet ondt, han var måske bare for direkte og ærlig. 
Han havde også rakt armene frem for at gribe hendes skuldre skulle hun have vaklet, så han var sikker på at hun kom tilbage på sikre ben at stå.

Hun følte sig virkelig lille vedsiden af denne bjergelver, der var ingen tvivl om hun nok virkelig bare var en lille nips vedsiden af ham. Højde forskellen var i hvert fald 30 cm det hun lige kunne gætte, men hun vidste det var den rigtig hun havde gået ind i, hvilket var et fantastisk tilfælde for hende. "Jeg er bare så vedsiden af mig selv, så jeg gik i mine egne tanker, det bare slet ikke en god aften for mig," siger hun med en svag hummen, lidt lavere stemme og et lidt mere sørgmodigt smil. De fleste der kendte hende ville hurtig kunne gennemskue hvad hun havde gang i, men hvis han virkelig var så venlig, så hvis han fandt ud af nogle havde stjålet noget fra hende, så ville han sikkert prøve at få det tilbage til hende, det var jo lidt smart. Nok havde hun ikke rigtig selv nogle følelser at rende rundt med, men hun havde da set hvordan nogle gjorde for at vise deres følelser, det var vel bare at prøve lidt af det, og se hvad der virkede.

Virkede det ikke, hvilket var en meget lille sandsynlighed, for hun vidste trods alt meget om at manipulere med andre. Hendes blik viste nogle øjne hun havde gjort lidt større, tydeligt at se de var lettere fugtige, som om hun skulle til at græde nærmest. Det var ikke nogle følelser hun selv var meget bekendt med, men hun havde set dette så mange gange før, så mon ikke det kunne gøre noget ved denne elver for at få ham til at hjælpe hende. Det ville først være når hun var væk igen, han nok ville opdage hun havde fået ham til at stjæle. Men det var jo en hjælp for hende, for hun skulle have fat i dette smykke, som havde et fint design med en masse juveler i det. Men om hun gad selv at købe det, for det var da virkelig meget nemmere bare at stjæle det, eller rettere sagt få en anden til at stjæle det for hende, det gjorde jo alting meget nemmere jo. 

Han lyttede til hendes ord, og han var lige ved at skulle til at smile og sige at det var helt i orden og at hun ikke skulle undskylde over at hun havde været lidt uopmærksom. Da hun sagde nævnte at hun ikke havde hun haft en god aften stoppede han dog sig selv og kiggede lidt nærmere på hende, for at se om hun var okay. 
Han kunne ikke lade være med at sende hende et forsigtigt smil, måske det kunne hjælpe hende en smule. Han havde erfaret at venlighed alligevel kunne gøre underværker for at gøre ens egen dag en smule bedre, det kunne også hjælpe enselv at være venlig overfor andre folk. Han måtte dog også indrømme at han ikke helt vidste hvad han skulle sige eller gøre. 

Da han så kunne se at hendes øjne virkede til at være en smule fugtige, kunne han ikke lade være med at sige et eller andet. "Øhm, ved ikke om det er min plads at blande mig, men kan jeg gøre noget for at hjælpe?" Han satte sig ned på hug på det ene knæ så han ikke skulle se så meget ned og hun heller ikke skulle kigge så meget op til ham. Han rakte en hånd frem som en gestus fordi han tilbød hans hjælp. "Jeg ved intet om hvad der er sket, men du virker ret rørt af det, skal jeg hjælpe dig hen til vagterne? Måske de kan hjælpe dig?" Han vidste ikke hvordan deres samfund fungerede helt, men han tænkte at hun vel nok kunne gå til vagterne med hendes problem.
 

Måske for nogle kunne det næsten ligne hun var ved at bryde helt sammen, men det var nu ikke så meget tilfældet, for hun kendte ikke rigtig til sådanne følelser, udover hvad hun så. Hun kommer med et snøft, som hun ser lidt på ham som han snakker. Hendes øjne følger hver bevægelser der kommer fra ham, imens hun ikke umiddelbart overvejer hvad hun skal sige, for hun vidste det allerede. "Jeg tror du bedre kan hjælpe end vagterne, de har det ikke med at tage det så seriøst," siger hun med en lav stemme, som nærmest var ved at knække som hun holdte facaden med hun nærmest var helt færdig over denne simple ting. Men det var nu sandt nok, heromkring så hjalp vagterne kun hvis de vidste om du snakkede sandt, eller gjorde de bestemt ikke meget i det ved stjålne ting, men sådan var det altså bare, ikke så meget at gøre ved det.

"Der er en Juvelér her, som har stjålet et familie arvestykke fra mig. Jeg kunne ikke nå at reagere, men pludselig var det væk, som jeg lige havde haft besøg af denne person," siger hun, men stadig så han kunne forstå hvert et ord, men det lød alligevel lidt mere ynkeligt, som det var noget som virkelig gik hende på hvad der var sket. Hun var dog mere tilfreds, som han kom lidt mere ned i højde, et punkt hvor hun hadede at være så lav, når folk nærmest var giganter og blev nød til at bukke sig ned, det var ikke hendes kop te at have det på den måde. "Men vagterne tager det ikke seriøst, for jeg kan ikke bevise det, men jeg har selv set hun havde det." Siger hun, en stemme der er mere opgivende samt der let lyder til at knække lidt til sidst, som det ligner hun er ved at græde. Mest af alt havde hun lyst til at stampe lidt i jorden, for at få ham til at forstå det bedre, men hun var også klar over, det nok ikke var sådan hun lige skulle gribe den her an, andre ville det måske virke, men hun tvivlede i dette tilfælde.

Måske for nogle kunne det næsten ligne hun var ved at bryde helt sammen, men det var nu ikke så meget tilfældet, for hun kendte ikke rigtig til sådanne følelser, udover hvad hun så. Hun kommer med et snøft, som hun ser lidt på ham som han snakker. Hendes øjne følger hver bevægelser der kommer fra ham, imens hun ikke umiddelbart overvejer hvad hun skal sige, for hun vidste det allerede. "Jeg tror du bedre kan hjælpe end vagterne, de har det ikke med at tage det så seriøst," siger hun med en lav stemme, som nærmest var ved at knække som hun holdte facaden med hun nærmest var helt færdig over denne simple ting. Men det var nu sandt nok, heromkring så hjalp vagterne kun hvis de vidste om du snakkede sandt, eller gjorde de bestemt ikke meget i det ved stjålne ting, men sådan var det altså bare, ikke så meget at gøre ved det.

"Der er en Juvelér her, som har stjålet et familie arvestykke fra mig. Jeg kunne ikke nå at reagere, men pludselig var det væk, som jeg lige havde haft besøg af denne person," siger hun, men stadig så han kunne forstå hvert et ord, men det lød alligevel lidt mere ynkeligt, som det var noget som virkelig gik hende på hvad der var sket. Hun var dog mere tilfreds, som han kom lidt mere ned i højde, et punkt hvor hun hadede at være så lav, når folk nærmest var giganter og blev nød til at bukke sig ned, det var ikke hendes kop te at have det på den måde. "Men vagterne tager det ikke seriøst, for jeg kan ikke bevise det, men jeg har selv set hun havde det." Siger hun, en stemme der er mere opgivende samt der let lyder til at knække lidt til sidst, som det ligner hun er ved at græde. Mest af alt havde hun lyst til at stampe lidt i jorden, for at få ham til at forstå det bedre, men hun var også klar over, det nok ikke var sådan hun lige skulle gribe den her an, andre ville det måske virke, men hun tvivlede i dette tilfælde.

Da hun gjorde det tydeligt at hun ikke forventede at kunne få hjælp af vagterne, kunne han mærke sig selv blive en smule irriteret. Hvad var så pointen med at have vagter? Hvis vagterne ikke var der for at tage folks problemer seriøst, så var der absolut ingen grund til at have dem, så generede de jo bare folk! Så han skulle i hvert fald nok give en hånd! "Hvis du har brug for min hjælp, så har du den i hvert fald. Ville da ikke kunne gå fra så våde øjne." Han sendte hende et varmt smil. Det håbede han gjorde hende mere tryg, måske hun kunne få et håb om at få løst det problem hun havde? Han kiggede på hende.

"Der har stjålet noget så vigtigt!? Skal jeg hjælpe dig med at forlange det tilbage?" Han vidste ikke om hun måske havde en bedre chance for at få den tilbage hvis hun nu havde ham med? Han vidste ikke hvordan han ellers kunne hjælpe på?
Måske... Nej han kunne ikke stjæle, det var ikke rigtigt? Men var det måske okay at gøre mod nogen som havde stjålet det først. "Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste for at hjælpe, uanset hvad!" Han kiggede sig omkring, fordi han vidste ikke om der var andre der måske ville hjælpe. Han løftede hånden da han så nogen komme gående og prøvede på at få deres opmærksomhed.