Jessie gik skødesløs igennem de mørke gader, det røde violette lys fra solen sidste stråler oplyste bydelen nok til at man kunne finde vej udenom det værste møg der lå i gaderne. Det var nu de mere lyssky væsner dukkede frem af skyggerne. Det var næsten som at være hjemme. Vokset op i mørket, var tilstanden her let genkendeligt og havde en følelse af nostalgi.

Normalt gik hun ikke på rov blandt sine egne, men denne gang var en undtagelse. man kunne kalde det en smule hævn, selvretfærdighed. Hun havde blot lige sat sine ben i Dianthos igen efter at have tilbragt måneder i piraternes by, hun havde ikke været i byen mere end et døgn, før denne person og dennes kammerater havde omringet hende. Tyveri, det kunne hun - men en slagsbror blev hun nok aldrig, specielt ikke når man var oppe imod tre. Bagerst i hendes tanker havde hun måske selv startet konflikten ved at snyde i kortspil, og været uheldig nok til at blive opdaget, men det var allerede glemt.

Hun fandt med nemt mandens lille lejlighed, den virkede tom hvilket måtte tyde på han allerede var ude og fulde sig, så det var med en lethed hun dirkede låsen op og snig sig ind i hans hjem. Jessie var ikke den der med det samme gik efter guld og rigdomme, det ville man heller ikke finde i en lejlighed i slummen. men hun fandt lidt småkrystaller gemt væk under den insektfyldte halmmadrass som hun tog med sig. Men ellers var hun mere en der gik i spøgefuglens vingeslag. Den lille sav hun havde med blev brugt til at save stolebenet halvt over ligesom dette blev gjort ved sengen. en pakke med døde mus og råden fisk blev gemt forskellige steder i lejligheden, så rotter ville finde frem hurtigt, og der blev hældt en smule ekstrakt fra trøstetræet bark i mandens vandkar, der ville give ham diarre. ellers efterlod hun stedet som hun øjensynligt fandt det. tømt for de værdier der nu havde gemt sig derinde og med nye overraskelser til ejermanden.

Hun vendte sig fra bygningen og gik igen skødesløs ned igennem gaderne for at finde sig et sted der serverede øl der ikke var alt for fortyndet af vand. Men lyde fik hende til at stoppe op og se sig om. 

Pax måtte bekæmpet et moret smil i at krakelere hans ansigt. I ly af mørket fra hovedstadens tagrygge, betragtede bandelederen af Ulvens Flok, den krølhårede kvindes foretagende – og hvilken fantasi, det måtte han give hende. Trøstetræets bark i vandkarret? Det var bare en klassiker, der nægtede at uddø og hvilken fryd var ikke at overvære hendes narrestreger.
Historien om krøltoppens tilbagevending var løbet som sprudlende vand i en å, og Pax selv, var i grunden blevet overrasket. Sidst han havde hørt om gøgleren, befandt hun sig i piraternes by og havde tilsyneladende ikke i sinde at vende tilbage til Dianthos by igen, men her var hun – der gik hun…

Pax rejste sig fra skorstenens skygge og befandt sig ikke lange tider i gyden bagved kvinden. Han gik med smilende læber, der dog ikke rigtig nåede op til hans stålgrå øjne, og så alligevel; hun havde ben i næsen, men vigtigst af alt havde hun nu en gæld at betale.
Som Jessica vendte rundt og derved tog hans skikkelse i nærmere øjesyn, satte Pax sin pege- og langefinger til den beskidte pande. ”Hver hilse fremmede”, hilste han med gnistrende øjne, hvorefter lod sine skridt føre ham omkring Jessica. ”Man hører en masse sjove historier her til aften – folk der bliver snydt, folk der får røvet rup og stup…”

Jessie så nærmere på den fremmedes skikkelse, hans grå hår stod en smule kontrast til de mørke omgivelser, og hans øjne havde et glimt af noget. hun kunne ikke helt finde ud af om det var fryd eller taktisk snedig hed der gemte sig i dem.
Hun hævede et øjenbryn og smilede skævt til ham som svar på hans hilsen, men forholdt sig til en start tavs. Klog af skade, det var ikke altid godt at komme med for smarte kommentarer før man kendte situationen.

hun fulgte ham med vagtsomme øjne, stadig med smilet på læberne som han gik omkring hende. "Ahhh. Jaeh der sker så meget i sådan en stor by" svarede hun. Da hun igen kunne se ham i øjnene lagde hun hovedet let på skrå, der var en latter i hendes øjne nu. Hun kendte til nogle få bande-ledere her og der, og det var for det meste, lykkes hende at sno sig udenom. Om denne unge mand var leder et sted, vidste hun ikke helt, men han lignede i hvert fald en, der havde udstrålingen og fysikken til det. For ikke at tale om, at hun havde hørt om en meget dygtig en af slagsen, hurtig som en ulv, med grå øje og hår der matchende dyrets pels. "Det er ikke altid til at vide hvem der står bag hvad nu om dage, men bare rolig jeg kunne aldrig drømme om at sladre om en kollega" svarede hun en smule kækt.

Pax fortsatte sin langsomme cirkulering, i det denne fremmede krøltop svarede ham. I grunden fandt han hendes ord morsomme og han så gnisten i hendes blik, der blev oplyst af sølvmånen over dem. Såeh, der var humor i hende – også ansigt til ansigt. Det gjorde næsten hele oplevelsen endnu bedre!

Pax skar en grimasse, næsten lidende, som havde kvinden ikke rigtig forstået alvoren af situationen og at han følte med hende. ”Jeg er såmænd ligeglad, hvem du sladrer om”, svarede han med et let skuldertræk, som hans stålgrå øjne gled ned over hendes kurvede skikkelse. ”Det der er mit problem til gengæld… orh, og det også bare en grim misforståelse, nu du er ny til byen, men… jeg vil så nødig være den type, men du har krydset min grænse, ser du”, fortsatte Pax påtaget ærgerlig, men ikke foruden at et bredt smil gled henover hans arrede læber.

”Og det kan jeg ikke bare sådan ignorere uden videre – selvom, jeg må anerkende, at det var særdeles underholdende at betragte din lille… hævn. Hvad havde denne fremmede dog gjort, siden han fortjente sådanne?”

Jessie så halvt efter ham som han gik rundt om hende, men hun drejede ikke kroppen. Et instikt valg for at signalere at hun ikke var bange for ham, på trods af hans truende adfærd.
Da Manden skar ansigt af hende, sendte hun ham et lidt flabet smil. Som han forsatte stod det klart at hun netop var løbet ind i en af lederne. typisk. havde det blot været en håndlanger havde det været nemmere at smutte ud af. "Ahh det kan jeg godt se.... Overvejet at få sat lidt skilte op?" Hun pressede citronen, det var hun godt klar over, og hun forsøgte at matche hans påtagen ærgerlig udtryk.

Hun sukkede og og trak en smule på skulderne. En ting var, hvis han blot havde set hende komme ud af lejligheden. men han havde åbenbart overværet hele scancen, den var ikke så nem at lyve sig ud af. "Jeg har intet imod konsekvenser, når jeg ved jeg startede. men at samle tre store mænd til at slå en tøs halv fordærvet sætter jeg grænsen" ikke at de havde nået så langt, de havde trængt hende op i en krog og fået et par slag eller tre ind på hende. Derefter var hun stukket af, forvandlet som kat, imellem deres ben, og væk.

Pax lo. Det var ganske enkelt umuligt for ham at lade være, sådan som denne fremmede slyngede morsomheder af sig. Med et let skuldertræk blinkede han til hende, for til trods for at bandelederen følte sig underholdt, havde han ikke i sinde selv at gøre det.

”Det er ikke helt sådan det fungerer, lille du”, sagde han, hvorefter han stoppede op, således at han dovent kunne læne ryggen mod en af de tilstødende hytter. Som alt andet var den faldefærdig og ussel af udseende, men Pax syntes knap at bemærke det. Stadig kunne han ikke tage øjnene fra hende. Dernæst nikkede han, for jovist, han forstod godt tyvepigens udmelding. ”Jeg ville have gjort det samme”, svarede han, nærmest som indviede han hende i en lille, lusket hemmelighed. ”Ingen tvivl om det. Som jeg sagde – det var underholdende. Virkelig! Sikke en opfindsomhed. Det ser jeg ikke tit. Normalt ender det i en masse blod, men du tog en helt anden tilgang… nogle ville næsten kalde det… tankevækkende.”

Pax blinkede til hende, velvidende at hun kun kunne ane ham i månens sparsomme skær. ”Desuden er jeg i godt humør her til aften! Så jeg er villig til, jah, hvad skal vi kalde det? Ikke… at gå så hårdhændet til, som jeg normalt ville?”

Jessie lod øjnene tage denne bandeleder ind. Han virkede afslappet. I hvert fald afslappet nok til at grine af hendes små kommentarer. Hele hans udstråling, her i tusmærket, virkede til en indre ro og taktisk snilde. Bestemt ikke ligesom de mere volddige bande-ledere hun var løbet ind i, i tidens løb. Ikke at hun skulle undervurdere hans ro, man kom ikke så højt op i graderne hvis ikke man var villig til at udgyde blod.
"Det var vel et forsøg værd.. svarede hun grinende.

Jessie trak igen på skulderne, hun ville aldrig blive den største slagsbror. hun havde sine knive, som hun med års erfaring kunne bruge og kaste med, med god præcision. Hun havde også været i sin andel af barslagsmål, det betød ikke at hun var god til det dog.
Hun smilede skævt, af hans hemmelig fulde toneleje, og lænede sig lidt frem mod ham, som for at gengælde hans tillid, med en hemmelighed af hendes egne. "Jeg har set min andel blod, jeg behøver ikke at udgyde det, for at vise jeg er ham overlegen"

Jessie Lo og satte hænderne i siden, stadig med et glimt af spøgefuldheder i øjnene "såå hvis jeg nu giver en drink, kan vi kalde det kvit? måske to?" den gik næppe, men han virkede som en der kunne tåle hendes små dumme kommentarer.

Pax nikkede med et næsten indforstået smil. Jovist, alle forsøg måtte undersøges og efterprøves. Det synspunkt forstod han skam bedre end nogen anden. Kvindens efterfølgende ord fik dog Pax til bevidst at vende begge forvrangte mundvige nedad, i en påtaget imponeret gestus men i samme stil af, at de to fremmede delte deres dybeste hemmeligheder.
”Ser man det, ser man det…”, lød det melodisk, i det Pax smålo hæst igen og dernæst blinkede drillesygt til hende; som en kat leger med musen under trappen.

I det kvinden raskt bød ham på en drink, måtte Pax igen bukke under for et bredt smil. Der var krudt i hende, det kunne man umuligt tage fra hende. Det var altid et karakteristika Pax kunne respektere.
”Jeg gør mig ikke i stærke drikke. Det slører hjernen, forstår du”, afviste bandelederen dog med endnu et henslængt skuldertræk, hvorefter han dog syntes at overveje situationen for blot et øjeblik. ”Men… jeg drikker da en varm kop te i ny og næ. Det er til gengæld godt for både krop og sjæl.”

Det var stille et øjeblik, som om Jessie lige skulle synke hans ord. Det var ikke helt det svar, hun havde forventet og man kunne næsten fornemme at hun satte tandhjulene i gang. Jessie var ikke helt sikker på hvor de serverede te henne i denne del af byen. Hun havde ikke selv drukket det, siden hun var barn og måtte nok indrømme det ikke var hendes valgte drik.

Men det gjorde denne bandeleder en del mere interessant. Noget underliggende personlighed, der skulle udforskes i. De fleste i dette miljø drak, enten for at glemme deres problemer, eller for at skabe dem. Her var der en der gik op i skarpsindighed og en der uden tvivl kunne tænke taktisk. ”Te det bliver... ” hun så sig bagud mod det vandhul af en bar, hun originalt havde været på vej til, for at se tilbage på ham med et hævet øjenbryn. ”Nogle gode forslag til hvor de servere en go kop te på disse kanter? Som du husker er jeg ny i byen.” Hun kunne overleve te for en aften, på den måde kunne hun finde ud af mere om ham, og hvad han ville. Hvis alt gik galt kunne hun vel få et sjus i sin kop, så den bitre blad smag forsvandt lidt til fordel for alkoholens lettere brændende fornemmelse. Men hun havde også på fornemmelsen at det ikke var en god ide at drikke sig halvt fordærvet i denne mands selskab. Så endte hun nok med at skylde en masse væk.

Pax fortsatte med at smile, for stadig fandt han hele affæren uhyre underholdende. De seneste dage havde forløbet ganske begivenhedsfrit og det var ved at stikke til bandelederen, der under normale omstændigheder sjældent… kedede sig.
”Jeg kender et rigtig godt sted”, sagde han, i en tone der indbød til smigr, men dog var ligeså påtaget som hans egen facon, henslængt mod husmuren. Med en doven, dog elegant, bevægelse skubbede Pax sig fri af skyggerne og begyndte dernæst den korte spadseretur ned i Skumringskvarteret.

Vandringen foregik i stilhed men da de omsider nåede til tilsnusket kro, vendte Pax smilende blikket mod tyvinden. ”Se dig for. Ellers er der sikkert nogle, der får gode idéer med sådan en fin krøltop, som dig selv.” Et drillesygt blink fulgte, hvorefter de trådte ind til larm og en kraftig odør. 

Jessie hævede udfordrende et øjenbryn, af hans tone. Men fulgte ellers blot efter i stilhed, mens hun studerede manden der havde grebet hende på fersk gerning. Han havde selv sagt det tidligere i deres samtale. Normalt gik der blod og vold i konfrontationer som denne. Og selvom Jessie var god til at undgå vold var hun ikke fremmed til den. Hendes erfaring sagde at hun skulle være på vagt. Ligesom når man mødte folk der var lidt for flinke i mørket, de ville for det meste have noget eller udnytte en.

Den faldefærdige kro passede ind i kvarteret uden problemer, og Jessie var ret sikker på hun aldrig havde været i lige nøjagtig denne beværtning før. Hun lagde hovedet let på skrå og der kom et legende let smil frem på hendes læber ”Jeg skal nok klare mig.” hendes øjne skinnede et øjeblik tydeligt af erfaring. Men det forsvandt hurtig igen som hun snublede ind af døren og kun lige med en enkelt hånd på gulvet fik holdt sig på benene.
Hun børstede hænderne af på hendes bukser, før hun med en grimasse lod som ingenting og gik rask op til baren. ”To kopper af jeres bedste te...” hun skævede til sin følgesvend  før hun lænede sig lidt ind mod manden bag baren ”ooog øøøhh lige et splas rom i den ene” 

Pax måtte skjule et lavmælt grin, i det den fremmede kvinde stolt proklamerede, at hun kunne klare sig selv – og dernæst var ved at falde så lang, hun var. Til trods for hendes rebelske facon blev Pax stående med et smørret smil over de arrede læber, indtil hun selv var kommet på benene og havde forladt ham til fordel for baren.

I stedet for at vente på hende, satte han sig til rette i et mørkt hjørne, og lod sig læne henslængt tilbage mod stoleryggen. De lange og tynde ben var strakt ud under det vakkelvorne bord, så enhver kunne se, at Pax slappede af. Det her skulle vise sig at blive en god aften.
Da kvinden vendte tilbage med de to kopper te, blinkede han til hende. ”Hvordan har knæene det?”, spurgte han, i en påtaget høflig tone, i det han lagde sine beskidte fingre om den grimme porcelænskop. 

Jessie satte sig ved siden af hendes nye bekendtskab, og skubbede hans te over bordet til ham. Hun lod blikket glide over beværtningen, og de forskellige personer der var tilstede. Hun kunne forstille sig at dette var mandens hjemmebane, og det ville være yderst irriterende at blive fanget mere end hun var i forvejen. Så hun lokaliserede sig de forskellige udgange og muligheder for at forsvinde ubemærket i et slagsmål.

Hun trak lidt på skulderne igen med hans kommentar om hendes fald. Hun havde altid været en smule klodset. Hun havde lært at leve med det. Og vidste efterhånden også at der var intet hun kunne gøre end at acceptere det hos sig selv. ”de klare sig.. jeg har prøvet værre.”

Hun sendte ham et stort smil og øjne der glimtede drillende. ”såå lille Ulv. Hvilke grænser har dit territorium så? Hun var en enspænder så hun var aldrig rigtig gået op i banderne. Sidst hun rigtig kom op og toppes med en; var det Henry. De havde haft deres kampe, hun nægtede at have noget med ham at gøre og han havde ikke været hurtig nok til at fange hende. Hun havde kun hørt lidt sporadisk om de få der var nu om dage og denne mand passede på rygterne om noget med en ulv. Ulvens pagt, folk, gruppe, et eller andet.

Pax hævede begge sine brede øjenbryn, i hvad der bedst kunne beskrives i en sigende grimasse; det har jeg af en eller anden grund, ikke svært ved at forestille mig! Derefter satte han koppen med den varme te for læberne og tog en tøvende tår.

Det tog ham et øjeblik at tæmme det voksende smil, der krøb henover hans ansigt, som denne fremmede gjorde nar af hans titel og hans territorium. Det var ikke ofte, at det lykkes andre at slippe af sted med, men Pax var i et ganske glimrende humør, hvormed det ikke gjorde ham… noget. Ja, faktisk slet ikke, gik det en smule overrasket op for ham.

Med et let skuldertræk blinkede han til hende. ”Det er stort, krøltop”, svarede han, i en tone der ikke efterlod meget rum til yderligere spørgsmål. Der var – til trods for hans egen dybtfølte morskab – ingen grund til at underholde kvindens egen. ”Hvorfor er du ikke en del af en af grupperne? Har du fine fornemmelser?” 

Jessie lod blikket falde fra beværtningen, til hendes te. Hun havde virkelig ingen anelse om hvordan det smagte. Men hvor intetvåger intet vinder. Hun tog sig et forsigtig tår og måtte hurtig sætte det fra sig igen pga varmen. Det summede lidt på tungen, af varmen og rommen der vist tog det meste af smagen.

Jessie var overrasket over han ikke reagere mere på hendes kommentarer, men tværtimod blev besvaret med et smil. Gad vide, hvor hun skulle prikke for at pisse ham af.
Hun drejede den varme kop mellem sine hænder ”Hvis jeg havde lyst til, at have en til at bestemme, hvad jeg måtte og ikke måtte. Kunne jeg lige så godt være blevet hjemme” svarede hun overraskende ærligt. Hun så op og sendte ham et skævt smil.
Hun vidste at hun var et ansigt man kunne genkende i miljøet, både her og i piraternes by. Men hun var en strejfer der var dukket op umiddelbart ud af ingenting. Hun holdt så vidt muligt sine ting private, hvor hun kom fra og hvad hun var. 

"Desuden har jeg svært ved at holde interessen på et sted, forstår du nok"

Pax grinede lavmælt, en så ukarakteristisk og hæs latter, i det han lænede sig frem og henover det vakkelvorne bord. Om nogen forstod han kvindens perspektiv, men det var nu altid interessant at høre fra læber, der ikke var hans egne.
De beskidte fingerspidser kælede dovent den grimme porcelænskop, som Pax lyttede interesseret, men da den krølhårede kvinde omsider tav, lod Pax stilheden strække sig. Blot for et øjeblik.

”Jeg bestemmer ikke over mine medlemmer. Jeg er blot den, der organiserer. Genkender deres styrker og svagheder”, svarede han, i en forretningsmands effektive tone, før hans stålgrå blik landede i kvindens eget. ”Jeg har altid været stor fortaler for, at man vælger sin egen vej i livet”, tilføjede han dernæst, i det hans mørke blik slog morede gnister.
Pax vidste instinktivt, at hans ord ikke ville fange hendes tillid, men de var skam sandfærdige nok. Efterfølgende brummede Pax bekræftende, ”ser man det”, svarede han derefter. ”Måske du bare ikke er blevet udfordret tilstrækkeligt?” 

Jessie Smilede skævt og tog tekoppen op til munden. I det mindste fandt han hende underholdende. Og han var da slet ikke så slem at snakke med heller. Hun kunne næsten mærke trangen til at lege katten efter musen, mod en værdig kat for en gang skyld.

Hun så sigende på ham over koppen som han snakkede. Det skulle han jo sige. ”mon ikke der er grænser på dit storsind. Når alt kom til alt, har jeg lige sørget for, at et af dine lam, kommer til at skide tynd noget tid” ikke at han virkede særlig beskyttende overfor manden hun havde besøgt. Nærmere at hun tillod sig at lave narrestreger på hans grund. Men de fleste gjorde sig på god fod, med deres lokale bandeleder. Det ville give dem beskyttelse, men det kostede for det meste også en del. 

”Måske, måske ikke.. hun sendte ham et grin, som hun satte koppen ned igen. ” du har måske en udfordring der er.... Tilstrækkelig?” hun ville lyve, hvis hun sagde, hun ikke var nysgerrig. Hun havde aldrig været en grådig type, så hele hendes eksistens lå i udfordringen. stjæle til dagen og vejen var nemt for hende. Hun tog sjældent mere end hvad hun skulle bruge, den pågældende dag, og startede så forfra den næste.

Pax smilede bredt mod porcelænskoppen, hvorefter han nikkede langsomt. ”Det er jo sådan set rigtig nok”, svarede han overvejende, hvorefter han tog en tår af den varme te. Dernæst sendte han hende et tilfredst blik, et blik der talte sit tydelige sprog; den er god, var? Hvor dygtig er jeg ikke lige, sådan at vise dig det her sted?

”Jeg bekymrer mig nu ikke specielt om Valon”, lød det dernæst som Pax trak lidt på den ene skulder. ”Jeg bekymrer mig faktisk slet ikke, selvom han betaler godt. Hvis jeg virkelig havde varme følelser for manden, så havde dit lille foretagende aldrig lykkes dig. Så ville du have set mig langt tidligere på aftenen.” Stålgrå øjne kolliderede med krøltoppens egne, i det han blinkede drillesygt til hende.

Dernæst satte han tekoppen tilbage på det vakkelvorne bord og samlede sine beskidte fingre om koppen. Pax var stille en rum tid, hvorefter han igen trak lidt på den ene skulder. Den gode skulder, vel og mærke. Den der ikke længere blev stiv i den kølige vind.
”Vi kender jo ikke hinanden endnu. Jeg ved ikke, hvad du kan. Er du noget værd?”

Jessie så spøgefuldt på ham, mens han talte. Han havde ret i han nok havde fanget hende denne gang. Hun havde ikke været specielt opmærksom på større fare end det almindelige bag ryggen. Men gad vide om han også havde spottet hende, hvis hun havde gjort sit bedste. Det gik næsten an på en prøve. Hun skrev sig bag øret, at forsøge på et tidspunkt. Ikke nødvendigvis noget stort kup, bare en symbolsk lille ting der fortalte hende, hvor dygtig han var i forhold til hende selv.
”Det er jeg slet ikke i tvivl om” hun gengælde hans drillende blik. ”Trist at der ingen varme følelser er for manden dog. Jeg ville så gerne have en opfølgning på hans oplevelser med sit hjem.”

Jessie mødte mandens blik uden tøven, stadig med latteren spillende i øjnene. ”For en som dig? Der er jeg dælme intet værd. Du har sikkert dit væld af små lommetyve, indbrudstyve og trick-tyve at vælge fra. Der er jeg blot en i flokken” hun holdt dog øjenkontakten et øjeblik hvorefter hun lænede sig lidt tilbage i stolen, med et skuldertrak og hænderne oppe i en gestus, der fortalte at hun jo blot var en simpel tyv. 

”Hvilket jo kun er gætterier selvfølgelig. Du har end ikke givet mig et navn, på trods af mine stikpiller til dit ry” 

Pax lo stille, hvorefter han atter hævede porcelænskoppen til læberne. Te var ganske enkelt bedst, når det var skoldhedt, hvormed bandelederen ikke syntes, at have særlig meget tålmodighed med den varme væske. Det hørte trods alt også til sjældenhederne, at han nød sådan en kop varme.
”Jeg tror, at du siger, som du gør, fordi du i virkeligheden gerne vil se mig igen”, svarede Pax prompte, hvorefter han blinkede drillesygt til den krølhårede kvinde.

Da den fremmede indbrudstyv dernæst svarede ham ærligt, fløj de brede øjenbryn op i en fornøjet – og ikke så lidt imponeret – grimasse. ”Det er sjældent, at folk svarer mig ærligt, når jeg spørg om det”, fortalte han, i det udefinerbare gnister satte sig fast i hans stålgrå, gennemtrængende øjne. ”Normalt har de travlt med at undskylde eller fortælle mig, hvorfor de, af alle, er særligt vigtigt for mine… kammerater.”

For blot et øjeblik sad Pax blot og betragtede den kønne Jessica, hvorefter han omsider nikkede. ”Mit navn er Pax.”