Isiodith lod sine isblå øjne glide henover de alskens remedier, der lå spredt henover en af de mange brikse i Helbredernes afdeling. Jovist, alt syntes at være der – healende miksturer, urter og planter, nødvendige skriftruller og ikke mindst få, selvlysende krystaller. For en dårligt seende i mørke kunne de vise sig at være altafgørende.
Under normale omstændigheder stolede Isiodith Lómadriethiel på sine egne helbredende egenskaber; de havde aldrig svigtet hende og hun vidste, at hendes magiske kapacitet oversteg langt de flestes, hvormed hun nødigt var nødsaget til at spare på sine kræfter i den afdeling. De mange – Isiodith plejede at referere til dem som hjælpemidler – var dog ikke medtaget for hendes skyld alene. Langt snarere var de nødvendige, skulle Isiodith ikke nå til, ja, hvor end Zahir regnede med at føre hende og hans mandskab hen. Den unge skovelver stolede ikke på, at denne fremmede ørkenelver ville risikere sit eget – eller for den sags skyld hans mænds – liv for hendes. Det var ikke et faktum, der voldte Isiodith store kvaler, for mørke tanker havde præget hendes petit skikkelse i lange tider; at have en evighed føltes pludselig… meningsløs, hvormed det var bedre at bruge en kortere tid med fornuftige gøremål. Som at redde tilfangetagende ørkenelvere.

I det at døren gik op, og Zahir trådte ind, nikkede Isiodith beslutsomt til hilsen. ”Jeg er klar”, meddelte hun, i det hendes spinkle hænder med en vanlig effektivitet, begyndte at pakke hendes redskaber ned i en smukt dekoreret sadeltaske.
”Jeg har medtaget forskellige healende miksturer og planter, skulle det ske, at jeg ikke når hele vejen frem og tilbage”, forklarede skovelveren med en professionel distance, men også en anerkendelse af, at det kunne være tilfældet.

Som Isiodith blev færdig med at pakke, greb hun om sadeltaskens håndtag. ”Skal vi komme afsted?” 

Isiodith lod Zahir gribe om sadeltasken, til trods for at hun nu mente, at selv var kompetent nok til at gribe om den. Hun sørgede derefter for at smile til ham; et smil der dog ikke nåede de isblå øjne til trods. ”De behøver skam ikke bekymre Dem om det”, svarede hun, en anelse spidst, for Rakaas ord gav genklang bag den mælkehvide pande. De var i løbet af natten og de spæde morgentimer blevet et fast mantra, der gav rungende ekko i hendes tankestrømme og for blot et øjeblik, fik Isiodith til at tabe luften i sine lunger. Til trods for Milas forklaring, til trods for ørkenelverens historie, var det ganske umuligt for skovelveren at glemme dem.
Ligeså vel som Rakaas hadefulde blik.

Du er så naiv. Så hamrende naiv.
Stop med at se så forbandet svag ud.

Isiodith formåede dog at sænke paraderne blot en smule, for ikke længe efter nikkede hun taknemmeligt. ”Det sætter jeg pris på. Om end ikke andet så har jeg pakket, så I er forberedt, skulle det ikke lykkes. Jeg har lagt en besked til min delegation og de vil viderebringe beskeden, hvis det bliver nødvendigt. Jeg har dog efterhånden fundet ud af, at denne mission måske ikke er så offentlig, som den… kunne være”, fortalte Isiodith, hvorefter hun gjorde en affærdigende håndbevægelse og glattede på den smukke rejsekåbe. ”Det har jeg også gjort tilstrækkelig klart. Og, måske, pyntet en smule på sandheden, så den stadig er skjult for de forkerte øjne.” Ordene var sagt i en konspiratorisk hvisken, men var af den grund ikke mindre alvorlige eller sandfærdige. Af en eller anden grund var det vigtigt for hende, at Zahir forstod, at hun ikke var en byrde for hans rejses formål.

Da de omsider forlod helbrederafdelingen foregik den korte vandring i tavshed. Det var først, da de nåede frem til en lille forsamling af kampdygtige ørkenelvere, at den blev brudt.
I det anføreren – denne Jive – hilste på hende, nejede Isiodith, som traditionen bød hende. ”Det kan jeg forsikre Dem om”, svarede hun, velvidende at det ikke skulle vise sig problematisk. Dernæst gik turen til hendes livvagt; en abnorm mand med et venligt smil og en varm glød i de mørke øjne. Isiodith fandt, at hun instinktivt brød sig gevaldigt godt om ham. Amoa hilste på hende og de udvekslede et fast håndtryk – Isiodith var nær bange for, at hendes hånd var brækket – hvorefter ørkenelveren drillede hendes petit skikkelse. Til trods for hans artsfælles ord smilede Isiodith; det forekom hende ikke, at den fremmedes kommentar var ment i andet end venskabelig spøg.

Du er så naiv. Så hamrende naiv.
Stop med at se så forbandet svag ud.

”Jeg forstår. Jeg er van til at gå”, svarede Isiodith venligt, velvidende at de fremmede umuligt kunne vide, hvad hun hentydede til – men gå, det kunne hun. 

Der var ikke gået mange dage  i Rakaa's øjne, førhen at pligter atter krævede hans opmærksomhed og tvang ham til at lægge en distance imellem sig selv og hans mere personlige problemer. Havde det ligget til ham, var de næste par dage gerne blevet brugt i hans egen lille bobbel af forurettelse over de ord der var blevet delt imellem ham og Milas... men det var ikke tilfældet. Nej, en besked fra en af ældsterådets medlemmer - selveste ældsterådet jah - havde fundet sin vej til hans bemalede dør, og i den stod en meget specifik instruktion. Rakaa var selvfølgelig mødt op til det møde der blev krævet, og ordende hviskede stadigvæk forstyrrende i hans hoved, idet han afventende sad og betragtede den gyldne ørkenmorgen.

De må have et vågen øje på Zahir under denne mission. Nok er den blevet besluttet i ly for vores øjne, men jeg har inten intentioner om at min søn ikke vender hjem i et stykke. Forstår de, Rakaa Mal'rilen?
Jah, han forstod.... Kahn familien var en respekteret kernedel af det ørkenelviske samfund; deres navn lå på manges tunger, og selveste Ka'lear Kahn havde taget fat i ham med den her bekymring. Dog var der ligesåmeget en advarsel som en formaning i hans bløde stemme, og Rakaa vidste at han ikke kunne risikerer at den yngre elver kastede sig selv ud i en selvmords aktion, selvom det halvt om halvt havde lydt sådan på Ældsterådets mandlige medlem. Ørkenelveren sukkede en anelse irritabelt, og vidste at han skulle forklare sig til en mindst ligeså stejl og lynende intelligent person som hans far var.
Rakaa vidste at der kun var en rigtig måde at forlade Thal'Elor på, og sad derfor en anelse i skjul for deres øjne - givet at de kun kiggede ligeud, og hørte endelig en stærk syngende accent tilkendegive at de rigtige personer var Dukket op. Zahir plus hans selskab.

Den slanke krop strakte sig dovent i solens varmende stråler. Han sad tilbagelænet på en afsats over den port de var kommet ind ad, og rankede sig nu endelig, for med et knips af magi i et grønt lysglimt at dukke op et stykke foran det lille hemmelige selskab; armene foldet bagved ryggen og et ligedele kritisk men også afventende glimt i hans mørke øjne.
"Jeg håber De har købt en ekstra kamel, Zahir Kahn...." hans stemme var neutral omend man godt kunne fornemme at Rakaa vidste han ikke nødvendigvis var velkommen i selskabet. "... fordi jeg vil, på ordrer af Deres far selvfølgelig, skrive mig selv ind i denne... hemmelige mission" afsluttede han. Selv var Rakaa en nok så kendt spillebrik at bruge til præcis sådanne opgaver.... så et eller andet sted, måtte det vel ikke overraske Zahir synderligt at se hans slanke, høje skikkelse foran dem. 
Blikket gled endelig over de folk som Zahir havde valgt at tage med, men stoppede en ekstra længe ved skikkelsen af en lille men kendt skovelver som de havde taget med. Hvis Rakaa mente noget om hende, blev det godt skjult af den professionalisme øjeblikket krævede, selvom et glimt af overraskelse ikke kunne skjules. Isiodith? Ved alle guderne, hvad lavede hun dog her? Et spørgsmål han vidste ville blive forklaret på et tidspunkt. 


Rakaa havde rejsetøj på ligesom de andre, og hans vandrestav lå i den ene hånd på tværs af hans ryg da det var den holdning han stod i lige nu. 

Det var ikke mange skridt, Isiodith kunne bolstre sig med at have gået, førend en noget så usandsynlig skikkelse, stod placeret foran dem. For blot et øjeblik kunne Isiodith ikke gøre andet end at stirre, ja, næsten vantro på den høje mand, men som Rakaa fremlagde, hvorfor han befandt sig der af alle steder, så Isiodith ned. Det var trods alt ikke til hende, at hans ord var henvendt og med Amoa lige i ryggen var den yngre skovelver pinlig bevidst om hendes krops reaktion, for –

Isiodith var sikker på, at det ikke var varmen, der gjorde hende utilpas. Alskens spørgsmål rumsterede nemlig bag hendes hvide pande; havde han modtaget hendes brev? Havde Milas talt med ham – og hvis det var tilfældet, hvad var der så blevet snakket om? Vigtigst af alt var dog den overvejelse, der omhandlede deres nuværende position; skulle hun lade som om, at hun ikke kendte ham? Og afskyede han hende stadig? Det ville trods alt være problematisk, hvis han mistænkte hende for, at ville stikke hans artsfæller i ryggen, så snart missionen rigtigt gik i gang.

Med et spædt, ja næsten usynlig, hovedrysten skubbede Isiodith tankerne fra sig og lod scenen foran hende udspille sig. Så snart de genstridige ord var sagt, og turen fortsatte, lod Isiodith sig glide tættere og tættere mod Rakaas skikkelse. Nok havde Zahir gjort opmærksom på, at den anden havde modtaget en ordentlig sum penge, men hvad nu hvis Rakaa ikke havde medtaget dem? Det var alligevel ikke en fornemmelse, Isiodith sådan rigtig kunne skubbe af sig, hvormed hun listede en lille læderpose med krystaller ned i en tilfældig lomme af Rakaas, før hun atter aflagde afstand til ham –

Isiodith havde end ikke betragtet ham; og ej heller Amoa, der kiggede uforstående og spørgende på hende, i det hun vendte tilbage til sin egentlige stilling i den bevægende flok. Det var bedst sådan – og nu skulle der fokuseres. Hvad der ville møde dem, vidste Isiodith ikke, men hun var trods alt ikke uden erfaring, hvormed planlægningen begyndte.

”Amoa?”, lød det stille men beslutsomt, hvorefter Amoa hastigt nikkede med et bredt smil. Han vidste, at han var en smuk mand, og Isiodith kunne sagtens leve med den vished. ”Hvis jeg ikke vender tilbage, så er min taske pakket –”, begyndte den yngre skovelver hastigt at forklare, hvorefter hun lige dele åbnede og lukkede alskens taskelommer, for at forklare om dens indhold.  

//Inaktiv. Skriv gerne PM hvis I vil have Isiodith ind i tråden igen, skulle den blive aktiv :) 

// Alwyn, vil du gerne forsætte den? Sorry min træls indstilling, har bare haft svært ved at finde lysten til tråden - af flere grunde. Men hvis du er frisk på at forsætte den (på trods af hvor lang tid der er gået), er jeg også frisk på at starte den igen. 

(( Lad os bare blive enige om en afslutning og så lukke den ? ))