Dragonflower 27.03.2020 14:33
Som tingene skred frem greb Netrish oftere og hårdere om Valkars hånd. Trods hun var elver, holdt hun en overraskende styrke i sit greb. En styrke resten af hendes væsen lykkeligvis også besad, og som blev mere om mere nødvendig.
Netrish tog taknemmeligt imod vandet, og drak så meget som hun kunne, inden et ve satte ind, og fik hende til at spilde en halv mundfuld ned af sig selv. Ikke at det gjorde meget forskel, som hun langsomt, men sikkert var ved at gennemsvede sin klædning i forvejen.
"Tak søster" fik Netrish ud, med et lille smil, inden hun blev lagt tilbage igen, og vendte opmærksomheden mod Valkar
"Hvor slemt det end ser ud, så vid.. jeg skal nok nå igennem. Og så længe Søsteren virker rolig, har du ingen grund til bekymring" sagde hun beroligende til ham, inden hun måtte vende tilbage til sin vejrtrækning.
Som fødselen rigtig tog til, havde Netrish ikke ord for meget andet. Men smerten til trods, lød der ingen eder eller forbandelser fra hende. Hun fokuserede intenst på sin vejrtrækning og på kvinderne omkrings ord. Hun pressede når de bød hende det, med smertefuld beslutsomhed i blikket, og med hvert press blev hendes greb om Valkars hånd knusende.
Det var en lang process, men endelig åndede Netrish lettet op, som hun mærkede barnet komme forbi det værste punkt, og hun viste det værste var over. Hun faldt tilbage og smilede udmattet op mod Valkar. Hendes smil blev dog til forvirring, og hun løftede hoved med besvær, for at beskue sin stadigt store mave.
"Er... er der flere?!" spurgte hun med lige dele forbløffelse og forfærdelse.
You got what everybody gets. You got a lifetime.
