Det var tidlig morgen, duggen var kun lige forsvundet fra græsset og solen begyndt at brænde igennem de få skyer, der endnu havde magten på himlen. Der var en del fugt i luften, som gjorde at Elmiras hår så mere tørt ud end hvad det faktisk var. Det virkede en anelse kruset og vildt, men hun havde ført fingrene igennem det flere gange for at kontrollere det bare lidt. Egentlig var hun på vej imod hovedstaden, men hun havde regnet med at gøre hold i en by i nærheden for ikke at skulle sove i skoven. Man vidste aldrig hvem der kunne gemme sig i skyggerne, så hun følte sig langt mere tryg ved at være nået til byen. Der var godt nok et stykke vej endnu, men hun kunne ane den i horisonten. Det var også grunden til at hendes kropssprog blev langt mere afslappet end hvad det havde været på det meste af turen. Hun havde en underlig vane med at se sig over skulderen flere gange også selvom der ikke var nogen.

De bare tæer strøg igennem det høje græs, som hendes fødder var blevet fugtige, men det var en fornemmelse, som hun faktisk nød. Hendes forsvar var dog aktiveret, så sålen var dækket af noget der lignede skæl, så hun ikke blev al for kold eller fik trådt på noget der kunne skade hende. På kroppen havde hun en tætsiddende grøn kjole med detaljer af guld. Kjolen havde lange ærmer for at gøre op for kulden, samtidig med at den gik næsten helt ned til jorden. Elmira stoppede op på den lille stå igennem græsset, som hun greb ud efter den taske hun havde over skulderen. Tasken var noget af det vigtigste hun ejede, mest af alt fordi den var fyldt med hendes magiske perler. Perlerne havde ikke stor værdi uden hende, men de kunne sikkert godt sælges til en god pris, men hun havde aldrig været ude for at det skulle være nødvendigt for at overleve. Perlerne lignede mest af alt en kugle med flydende væske indeni. Væsken kunne godt ligne flydende sølv og guld blandet sammen. 

Zamir havde ikke længere tal på hvor mange gange det svar sket. Han var endnu engang blevet banlyst fra den store markedsplads i Dianthos. Hver gang han forsøgte at snige sig tilbage derind, stod en byvagt klar til at hive fat i ham og selvfølgelig måtte han også aflevere alle sine tyvekoster tilbage. Han burde vel føle sig heldig, at han endnu ikke var blevet smidt et par nætter i arresten, men egentlig følte han sig kun dybt irriteret.
Han kunne sagtens være nået hjem, men han havde haft planer om at luske lidt rundt senere. Så indtil byvagterne slappede lidt mere af, kunne han jo lige gemme sig væk under en tom sæk, på ladet af en pakket hestevogn, der stod i en af de små gader. Den havde stået der i et par dage, så han regnede ikke med at den ville flytte sig nogle steder. Der var ikke meget lys, men lige nok til at han kunne ane stingene i sit strikketøj, der stadig lå i tasken. Snart var der et halstørklæde mere klar. Han nåede bare ikke langt, før han faldt i søvn.

Baghjulet kørte hen over en sten og fik hele vognen til at hoppe. Zamir vågnede med et sæt og en lettere forskrækket lyd, hvilket fik kusken til at stoppe hesten og vende sig forbavset rundt. Ret hurtigt fik kusken jagtet Zamir væk derfra.
Zamir løb så hurtigt han kunne, i tilfælde af at den voldsomt vrede mand var fulgt efter. Han så sig ofte tilbage, holdt overhovedet ikke øje med hvor han var på vej hen og ramlede direkte ind i en fremmed.
"Hng!" En anstrengt lyd kom fra ham, så snart han ramte den fremmede og endnu engang, da han ramte jorden efter faldet. Selvom man ville forvente et undskyld, var det ikke Zamirs første tanke, da han først hurtigt så den rødhårede kvinde han var ramlet ind i, og derefter straks vendte blikket mod de underlige perler, som højst sandsynligt var trillet ud af hendes taske.
Zamir var efterhånden så vant til at alt kunne sælges for en slik og han kunne altid bruge bare lidt krystaller, så han greb straks ud efter den lille håndfuld perler på jorden, rejste sig og løb videre. Havde han ikke en i hælene før, så havde han det sikkert nu, for den rødhårede kvinde havde uden tvivl set, at han havde snuppet perlerne i farten. Han var bare sikker på, at han kunne løbe fra hende. Så vigtige kunne perler vel heller ikke være?

Hestevognen havde egentlig ikke draget hendes opmærksomhed, som Elmira var mere fokuseret på byen i horisonten, men det gik heller ikke lang tid før at hendes opmærksomhed blev flået bort fra lysene i det fjerne. En fremmed sprang næsten ind i hende, som hun ikke nåede at stå imod, hvilket var grunden til at hun selv endte på røven med hånden imod tasken og indholdet spredt vidt omkring, det hele med et tungt bump. "Huh?" lød det lettere forvirret fra hende, som hun forventede en undskyldning, imens at hun tog sig til hovedet. At lande på røven havde sendt en smerte igennem rygsøjlen på hende og gav hende en dunkende hovedpine, så hun formåede ikke at se sin angriber an, før at hun kunne høre perlerne larme imod hinanden. Derfra røg hendes fokus direkte på ham, som han satte i løb. "Hey! Vent! Stop!" råbte hun op, som hun glemte alt om hendes forbi for mænd og hvad de kunne stille op.. Drengen var dog forholdsvis spinkel, så hun nåede slet ikke at tænke over at det var en mand eller dreng. Det kunne være en hvilken som helst tyv, der savnede noget indtjening.

Elmira holdt stadig fat i tasken, som hun kom på benene og straks løb efter ham. "Kan vi ikke snakke om det?!" råbte hun efter ham, for måske hun kunne give ham noget andet, hvis bare hun fik perlerne tilbage? Elmira var dog van til at løbe, ikke at hun var van til at jage efter folk, men hun kunne sagtens bevæge sig, som kjolen slog rundt om hendes ben. Hun rakte ud efter ham, som hun slet ikke nåede at overveje sine muligheder eller hvad det kunne indebære, når hun fik fat i ham. Desværre for hende, snublede hun over et mindre hul i vejen, samtidig med at hun greb ud efter ham.

Zamir løb videre, stadig så hurtigt han kunne, men tempoet var dog sat lidt ned, for nu var han begyndt at blive godt forpustet. Det var lettere at løbe fra folk i midtbyen. Der var flere små gader at gemme sig i og det betød oftest mindre motion. Selv hvis han løb ind mellem træerne, ville det langt fra være lige så nemt at slippe væk, medmindre man var vant til at være i den slags miljø.
Han kunne ikke lade være med at smile, som han løb afsted i retning af den nærmeste by, hvis lys han lige kunne se i horisonten. Han var stadig så sikker på at slippe afsted med det. Men det smil blev straks erstattet af panik, da han hørte hendes ord og så sig tilbage. Den rødhårede kvinde var meget tættere på, end han troede. Han var vidst ikke så hurtig, som han havde håbet.

Med blikket rettet fremad igen, forsøgte Zamir at lægge lidt flere kræfter i, men det gik ikke. Ikke længe efter kunne han mærke hånden, der rakte ud efter ham og strøg hele vejen ned over hans ryg, inden den greb fat i hans bukseben.
"Arg!" Udbrød han, idet han blev stoppede og endnu engang styrtede mod jorden. Han fik vendt sig i luften og landede på jorden med hele siden, men holdt stadig desperat fast i perlerne i hånden. Han rømmede sig, da han fik vendt sig rundt og vendte blikket mod kvinden på jorden. Han stak hurtigt perlerne i bukselommen, så de ikke ville være så lette at tage fra ham.
"Hvad!? Jeg har ikke gjort noget," skyndte han sig at sige. Det var selvfølgelig en stor løgn, hvilket hun også vidste, men det var den sætning han var vant til at slynge ud, når han blev taget. Han forsøgte at trække benet lidt til sig og håbede at hun ville slippe buksebenet. Der var ingen tvivl om, at han ville løbe videre, hvis hun slap, selvom han var noget så forpustet.

Normalt ville Elmira ikke løbe efter en fremmed, men når det omhandlede hendes perler, så følte hun ikke rigtig, at hun havde noget valgt. De skulle nødig falde i de forkerte hænder, når nu de bær rundt på hendes magi. De blev kun brugt hvor hun vidste de kunne gøre gavn og ikke skade. Heldigvis for hende, havde hun brugt en del tid på at løbe fra fremmede, så hun kunne nemt indhente andre, også selvom det kun skete en sjælden gang efterhånden. Elmira havde lært af sine erfaringer og vidste hvornår det var på tide at opgive og hvornår der skulle handles. Egentlig så hun ikke hvor de var på vej hen, blikket hvilede kun på Zamir, som hun kom tættere på og endelig følte at hun var indenfor rækkevidde. Bang.. så lå hun igen på jorden, men hun kunne mærke at hun endnu havde fat i ham. Knægten faldt ned på siden, som Elmira dog undgik at falde på røven eller næsen med den anden hånd.

Lettere forpustet fik Elmira rettet blikket imod ham, som hun lagde hovedet let på skrå i det at hun fik en ide om, hvem hun havde fanget. Tiden havde ikke været særlig sød ved ham, så meget kunne hun se og fornemme på hans adfærd. "Rolig nu.." forsøgte hun stille, som hun ikke lod til at være vred eller foraget. Hun var blot lettere skuffet over, at kunne miste nogle perler til en fremmed. "Jeg vil bare gerne have mine perler retur" fortsatte hun ganske bedende, som hun satte sig let op og faktisk slap hans buskeben. Hun følte ikke at hun kunne tillade sig at holde ham nede på den måde og hvis han stak af, måtte hun jo bare løbe efter ham igen. "Jeg så godt, at du samlede dem op" hun nikkede imod hans bukselomme og synes egentlig ikke, at han skulle forsøge at stikke hende endnu en løgn for det var meget nemt at se igennem løgnen i en situation, som denne.

Selvom den fremmede ikke engang havde nået at sige noget, åbnede Zamir munden, så han var klar til at forsvare sig. Han forventede helt klart at hun ville være stinkende tosset, for det havde alle andre da været, når det var gået op for dem, at han havde haft lidt for lange fingre. Men så snart hun begyndte at tale, lukkede han munden igen og sendte hende et lidt mistroisk blik. Han mistænkte hende for at forholde sig så rolig, så han ville lægge paraderne ned og dermed give hende mulighed for at slå til. Det var sket før. Han stolede ikke helt på, at nogle ville tage det så roligt at blive bestjålet.

I samme øjeblik hun slap hans bukseben, trak Zamir benet til sig og rejste sig med en grimasse. Hele højre side gjorde ondt. Han var sikker på at få blå mærker lidt senere. Han havde egentlig fra starten af tænkt sig at løbe videre, men hendes rolige væsen gjorde ham nysgerrig.
"Det er jo bare perler?" Lød det undrende fra ham. Af ren vane løj han som regel altid, men kun fordi folk insisterede på at melde ham til byvagterne. Det gjorde hun ikke. Samtidig bevægede han sig et enkelt skridt bagud.
"Og du har en hel taske fyldt. Jeg har brug for dem," skyndte han sig at sige, som om det skulle være en undskyldning. Jo, han nåede godt at se mængden i tasken. Taget dem i betragtning, kunne den lille håndfuld han havde taget ikke betyde så meget. Med det sagt, begyndte han at gå lidt længere bagud, inden han vendte sig om og begyndte at gå. Lidt haltende, da knæet åbenbart havde ramt jorden lidt hårdere end han troede.

Underligt nok, så var Elmira ikke særlig fornærmet over, at drengen havde taget hendes perler, så længe hun bare fik dem tilbage eller fik noget andet for det. Faktisk ville han ikke kunne bruge dem til særlig meget, da hun sagtens kunne opløse dem ved at trække magien til sig, men så ville han næppe være villig til at høre hende tale først. Så hun lod ham faktisk beholde perlerne for nu, så han i det mindste troede, at han fik noget ud af deres lille sammenstød. Samtidig så var Elmira heller ikke skræmt af hans væsen, som hun havde været så mange gange før, årene havde gjort hende mere rolig omkring hankøns væsner, omend hun trådte varsom for det meste af tiden. Lige nu virkede det bare som om at drengen gerne ville undslippe. Hun kunne jo sagtens se hvor spinkel han var og hvad han måske i virkeligheden havde behov for. Måske hun kunne hjælpe?

Det gav et mindre sæt i Elmira, da drengen hurtigt trak benet til sig, men hun blev alligevel siddende for en stund for ikke at få ham til at flygte yderligere. Han havde også ondt, hvorimod hun nemt kunne rejse sig uden besvær, hvilket hun gjorde, da han begyndte at træde bagud for at øge afstanden imellem dem. "Måske for dig.. Men det har taget rigtig lang tid for mig at lave dem.." forklarede hun fortsat i et rolig toneleje, som hun egentlig bare gerne ville have ham til at give hende perlerne frivilligt. Drengen begyndte at gå, da han havde givet udtryk for, at hun næppe ville savne dem. "Du vil ikke kunne sælge dem, men jeg kan give dig noget andet, du kan sælge?" foreslog hun roligt, som hun blot så til, imens at han begyndte at gå. Han havde muligvis svært ved at gå, men hun ville ikke tvinge ham til at modtage hendes hjælp eller lytte til hende, det kom man sjældent langt med.

I det meget langsomme tempo, nåede Zamir ikke mere end fire små skridt, før han stoppede op. Han vendte sig mod hende igen, med et lidt uforstående blik i ansigtet. Han hørte godt hendes forslag, men det var ikke dét, der havde sat sig fast hos ham. Det var hendes ord om, at han ikke ville kunne sælge dem.
"Hvad mener du med, at jeg ikke kan sælge dem?" Spurgte han. Enten havde han misforstået et eller andet, eller også var hun altså lidt underlig nu. Han kunne ikke se problemet i at sælge de perler, som hun havde lavet. Han tænkte ikke det mindste over, at de kunne være magiske, for han havde da set flere på markedspladsen i Dianthos, der også lavede perler. Dog ingen så flotte som disse. Derfor kunne de vel også sælges for lidt mere.

Zamir trak en enkelt perle op af lommen og studerede den lidt nærmere. Han rullede den rundt mellem fingrene for at se den fra alle vinkler og lagde lænede hovedet lidt til den ene side, som han betragtede den flydende væske indeni. Så hev han lidt flere op af lommen og så lidt nærmere på dem, før han rettede blikket mod kvinden igen.
"De er ikke gået i stykker eller noget efter de blev tabt. Dem kan jeg da sagtens sælge?" Det var den eneste grund Zamir kunne tænke sig til, hvorfor hun mente at han ikke kunne sælge dem. Men de så fine ud. Ikke en eneste revne i nogle af dem, efter de var røget en tur på jorden, så mon ikke han kunne få en rimelig sum krystaller for dem. Medmindre grunden var noget helt andet, som han slet ikke tænkte over? Han lagde perlerne tilbage i lommen, som han afventede hendes svar.

Det var ikke sikkert, at han ville lytte til hende, men hun var nød til at forsøge. Hvis ikke han lyttede så kunne det faktisk gå ud over ham, hvis hun valgte at trække magien tilbage, når han var midt i et salg. En eventuel køber ville næppe være tilfreds med en flydende masse, når de forventede at få nogle unikke perler for krystaller. Men Elmira så blot til, som han begyndte at gå langsomt, imens at hun børstede støvet af hendes kjole og hang tasken over sin skulder igen. Hun holdt atter fat i stroppen for at ingen skulle flå den ud af hånden på hende. "At de ikke holder så længe" startede hun ud, som hun ikke var sikker på at han forstod hende. "Deres tid på jorden er ikke evig" fortsatte hun omend hendes vendinger ikke var hvad de fleste ville kunne forstå. For hende handlede alt om tid. Perlerne skulle ikke forblive hele forevigt, hvis hun nogensinde havde brug for magien til at redde sig selv eller andre.

Langsomt begyndte hun at gå imod ham igen. Hun skyndte sig ikke, da hun så var overbevist om, at han ville begynde at løbe. Derfor tog hun nogle rolige skridt imod ham, hun stoppede op et stykke fra ham, så han stadig følte sig fri til at gå, hvis han ikke ville lytte til hende. Imellemtiden lod hun ham studere perlerne, som hun selv fik et overblik over, hvor mange perler han kunne have stjålet fra hende. "Tjek din lomme igen" kommenterede hun, som han stædigt havde lagt perlerne ned igen, efter at have konkluderet at der ingen skår eller revner var i dem. Hun valgte bevidst at opløse nogle perler i hans lomme, så han kunne mærke hvordan lommen langsomt blev fugtig. Der var dog ingen grund til at opløse dem alle, da hun så ville være nødsaget til at bruge energien på at lave dem igen, hvilket hun jo faktisk gerne ville undgå. Hvis hun havde nemt ved at lave perlerne på ny, så havde hun sikkert ladet ham gå og så opløst dem uden han vidste hvorfor. Dog så hun helst at hun fik dem retur i god behold og uden de store problemer med at få dem fra ham.

Ikke holder så længe? Zamirs alt for uforstående udtryk ændrede sig ikke det mindste. Han forstod tydeligvis ikke hvad hun mente. Det var jo bare perler, de kunne da ikke.. udløbe? Og de havde ikke fået den mindste skramme af at blive tabt på jorden, så helt skrøbelige var de vel ikke. Hendes næste sætning gjorde det ikke bedre for ham. Deres tid på jorden er ikke evig. Med de ord skævede han næsten lidt panisk mod sin lomme.
"Er de levende!?" Udbrød han. Det var vel det hun mente? De kunne dø og derfor var deres tid på jorden ikke evig. Det var det eneste der gav mening, men lidt panisk over at have levende perler i lommen, var han altså stadig. Hvad skulle han så gøre med dem? I et øjeblik var han lidt i tvivl om han overhovedet kunne tillade sig at sælge dem, hvis det var tilfældet. Ville de ikke blive såret, hvis de blev solgt? Det ville han da selv.

Zamir så straks mod hende igen, som hun bad ham tjekke lommen efter igen. Han kunne allerede mærke det. Noget føltes fugtigt. Han fik en lidt ubehagelig mine i ansigtet, da han stak hånden i lommen og mærkede fugten mod fingrene.
"Uurgh, hvad er det?" Han trak straks hånden til sig igen, for hvis de var levende, skulle han da lige tjekke om hans fingre nu var blevet helt røde. Men det var de ikke. Han sukkede lidt lettet, men havde stadig det samme udtryk malet i ansigtet.
"Hvorfor dør de? Hvor gamle var de?" Han var ikke sikker på om det var de rigtige spørgsmål, men et eller andet måtte han da spørge om. Det her var jo ikke normalt!

Det var sjældent at hendes ord blev forstået korrekt, men i dette tilfælde var konklusionen en anelse mere ekstrem end hvad Elmira havde prøvet tidligere. Det kom så meget af på hende, at han troede de var levende, at hun for en stund bare gik i stå og ikke rigtig vidste hvordan hun skulle svare ham. I stedet valgte hun at finde et smil frem for derefter at ryste let på hovedet. Nej, de var ikke levende.. eller måske lidt, når man tænkte på, at de var lavet af hendes magi, der var jo en grund til at perlerne var flydende indeni. Så måske hun ikke kunne feje det helt ind under tæppet med at de ikke var levende. Elmira fandt det dog ikke nødvendigt at gå yderligere i detaljer, når hun havde udtrykt et svar overfor ham. 

Knægten virkede noget så chokeret, da hun valgte at opløse magien, som lod perlen holde sin form og derved lade det flyde ud. "Den eneste ingrediens, som jeg ikke kan trække ud af perlerne, vand" svarede hun endnu en gang roligt, som hun sendte ham et smil. Der var ikke tale om noget farligt, som han dog stadig holdt fast i, at de kunne være levende og derved havde en grænse for hvor længe de holdt sin form. "Perlerne er lavet af min magi" forklarede hun mere uddybende, som hun trak en perle op fra tasken og lagde den i sin håndflade, så han kunne se det. Langsomt blev perlen mere og mere blød, før skallen blev opløst og vandet flød ud i hendes hånd for dernæst at dryppe ned på jorden. Ville han forstå det nu? For hun kunne umuligt sige det mere direkte end med denne demonstration. De grønne øjne kiggede imod ham og afventede en reaktion.

Zamir forventede en ordentlig forklaring, for et eller andet var da helt galt. Han blev dog ikke meget mindre forvirret, da kvinden rystede på hovedet. Nej? De var altså ikke levende. Samtidig stod han stadig med den fugtige hånd løftet, som når man havde rørt ved noget lidt klistret og ikke ville røre noget andet, før det var væk. Han var jo stadig ikke klar over hvad han lige havde rørt ved i sin lomme. Han fik kort kuldegysninger ved de rædselsvækkende tanker, der meget hurtigt endte i hans hoved, om hvad det kunne være og det kunne ses, da han lige hurtigt rystede over hele kroppen.

Han var næsten forberedt på at få et svar, der bestemt ikke ville få ham til at få det bedre, men lige så snart hun svarede, forsvandt den ubehagelige mine straks fra hans ansigt. I stedet så han lidt opgivende ud.
"Åh..." Mumlede han. Ingen grund til mere panik, det var bare vand. Så lod han også hånden falde ned langs siden igen. Som hun gik mere i dybden, trådte Zamir et par skridt, meget små skridt, tættere på hende, så han lige kunne se perlen i hendes hånd. Han lagde hovedet en anelse på skrå, mens han stod og betragtede hvad der skete. Han så en smule misfornøjet ud. Han havde ikke ligefrem de bedste erfaringer med magi. Undtagen den ene gang, hvor Dino bragte ham en hel bod med tøj og han blandt andet fik den trøje, han bar nu.
"Kan du opløse dem lige meget hvor de er? Selv hvis de er i... Tusmørkedalen?" Han skulle lige bruge et øjeblik på at komme i tanke om et sted, der var meget langt væk og det endte med at blive Turmørkedalen, fordi han aldrig havde været længere væk end det. Zamir var vitterligt ikke klar over hvor meget mere verden, der fandtes. Og han spurgte, for hvis hun ikke kunne, så skulle han jo bare have fat i lidt flere og så komme langt nok væk.

Noget kunne tyde på, at det ikke var en dum ide, at vise drengen, hvad hun egentlig mente med det hun havde sagt. Han var tydeligvis ikke i stand til at drage den rette konklusion og at dømme på hans udtryk, så var hans scenarie langt værre end sandheden. Elmira kunne dog ikke helt lade vær med at tænke over, hvad der ville have sket, hvis perlerne virkelig var levende. Tanken havde aldrig strejfet hende, hvilket var underligt, når hun ellers kunne mærke liv i alt andet.. Måske ikke en sten, men næsten alt. Elmira valgte dog at vise ham det, så han ikke længere havde nogen grund til at være så bekymret eller nervøs over hvad han havde gjort eller kunne have gjort forkert. Nok havde han taget perlerne fra hende uden at spørge om lov, men hun kunne ligesom godt fornemme på ham, at det måske var hans eneste levevej.. At stjæle for at tjene lidt til føden?

Knægten kom nærmere, men ikke for tæt på, som perlen i hendes hånd blev opløst og forsvandt imellem fingrene på hende. Det kunne tydeligvis ikke skæres mere ud i pap nu. Alligevel kom hans spørgsmål en anelse bag på hende, som hun rynkede svagt på næsen og rystede let på hovedet. Nej, det var ikke som svar på hans spørgsmål, bare end undren over, at han virkelig ville forsøge at tage dem med.. langt væk fra hende. "Ja.. Hver perle er en del af mig og kommer jeg nogensinde i fare og har brug for mere magi, så vil jeg opløse perlerne, som jeg har lagt rundt omkring i landet for at få kræfter til at redde mit eget liv" forklarede hun mere uddybende, som magien ligesom var en del af hendes forsvarsmekanisme. Den skæl lignende dragt, der altid beskyttede hende imod våben og slag. Men den dragt havde også brug for magi, så hvis hun nogensinde blev så udmattet, at hun ikke længere kunne stå på egne ben, så ville perlerne bliver opløst, bygninger hun havde restaureret med perlerne, ville blive til ruiner igen, for at returnere magien til hendes krop.

Det var vitterligt ikke normal kutyme for Zamir at spørge efter detaljer omkring de ting han lige havde hugget, og så lige fra den person han havde taget dem fra. Men hun virkede ikke som en eneste anden, han nogensinde havde stjålet fra. Hun var ikke blevet vred og havde derefter pænt spurgt om hun ikke måtte få dem tilbage. Han var helt klart vant til lidt voldeligere metoder. Derfor var det vel også det værd at spørge lidt mere ind til det, så han derfra kunne tage stilling til, om han ville være så sød at aflevere dem tilbage. Det var trods alt ikke noget han nogensinde havde været særlig glad for, da det som regel altid var byvagterne i Dianthos der tvang ham. Derudover var han jo stadig ikke helt klar over, om han kunne stole på hende. Alt dette kunne jo i teorien bare være spil for galleriet. Han var sikker på, at så snart han havde afleveret perlerne tilbage, ville hun forsvinde og så fik han intet ud af det.

Zamir stod og betragtede hendes hånd lidt endnu, selv efter perlen var blevet opløst, inden han endelig rettede blikket op mod hende igen. Hendes forklaring og demonstrationen skar det helt sikkert nok ud i pap til at han kunne følge med, men det gjorde det ikke helt let at sætte sig ind i. Han så derfor stadig lidt forvirret ud, selvom han egentlig havde forstået hvad hun mente. Det var bare så meget mere kompliceret end et lille, simpelt menneske.
”Hm…” Mumlede han, næsten lidt skuffet over hendes svar. Så han ville altså ikke få det mindste ud af bare at løbe afsted med perlerne igen. Han rynkede lidt på næsen, som han lige måtte forsøge at finde en anden løsning og trak let på skuldrene, da han kom på noget der næppe ville virke. Men han kunne vel spørge alligevel.
”Du kan ikke bare vente med at opløse dem, til jeg har solgt dem?” Hvis han kunne få et god sum krystaller ud af det, havde han tydeligvis intet problem med at snyde folk. Og hvis hun ville vente med at opløse dem til han var listet væk igen, så ville han højst sandsynligt heller ikke få nogle større problemer. Han var klar over, at svaret nok ville være nej, men det var da værd lige at spørge.

Langsomt valgte Elmira at lukke hånden, som hun kunne se at drengen stadig fokuserede på den. Hun tørrede roligt vandet af i hendes kjole, som hun ikke ønskede at blive forkølet bare fordi hendes hud var våd. Så meget havde hun da lært efter at have tilbragt dage i skoven uden nogen chance for ly, så hun kunne om nogen forstå den situation, han måske befandt sig i. Underligt nok, så lod drengen ikke til at forstå det helt, eller sådan så han i hvert fald ikke ud, for han lignede stadig en der var forvirret, hvilket fik Elmira til at rynke svagt på næsen, som hun tog en rolig indånding, imens at hun tænkte på andre måder at kunne forklare det for ham. Dog afbrød han hendes tankegang med hans egen tankestrøg. Han lod ikke til at være tilfreds med hendes forklaring og da slet ikke det faktum, at han måske ikke kunne sælge dem. Hun var dog lettere overrasket over hans foresprøgelse, som hun var klar til at feje det ad vejen. "Øhm.." Elmira fangede sig selv i ikke at være i stand til at vide, hvad hun faktisk skulle svare ham. Hun så lidt eftertænksomt rundt på stien og ind i skoven, som hun dog rettede blikket retur mod ham. "Det ville ikke være fair for dine købere" kommenterede hun til sidst, som hun ikke havde i sinde at være med til at bedrage nogen.

Elmira rystede en anelse på hovedet, som hun rakte hånden ud for at få ham til at aflevere dem til hende. "Vi kan finde noget andet, du kan sælge.." foreslog hun med et roligt smil på læben. Der måtte være andet, som kunne have nok værdi til at knægten ville aflevere hendes perler. Dertil begyndte hun roligt at rode rundt i tasken med den anden hånd. Hånden der var rakt frem imod ham, havde hun dog endnu ikke flyttet. Måske lidt for at kunne rode rundt med den anden hånd, men ikke meget.

Zamir begyndte at se mere og mere skeptisk ud, som han stod der og ventede på et svar. Nej, det var måske ikke helt okay at snyde andre, men kunne han få flere krystaller ved at fifle lidt med varerne, så gjorde han gerne det. Det var trods alt ikke noget han gjorde ofte, mon ikke han kunne finde tilgivelse, hvis han kun gjorde det denne ene gang? Når han på et eller andet tidspunkt fandt tilbage til Dianthos, måtte han vel bare besøge Isaris tempel en gang mere.
”Kom nu, det er jo ikke fordi jeg vil skade dem..! Jeg vil bare tjene lidt mere end jeg plejer,” forsvarede han sit forrige forslag, som om det skulle gøre det helt i orden at snyde hvem end han kunne, med perlerne. Han lød stædig og samtidig en anelse desperat, hvilket også afspejlede sig i det blik han sendte hende. Han bad jo ikke om meget, kun at hun intet gjorde, indtil han havde solgt dem og var kommet lidt på afstand.

Det skeptiske udtryk fandt straks vej til hans ansigt igen, idet hun rakte hånden frem mod ham. Men i stedet for at makke ret og overrække dem, trak han dem alle op af lommen og holdt dem tæt ind til sig i den ene hånd. Selvom hendes tone og smil var helt roligt, trådte han alligevel et lille skridt tilbage.
”…. Hvilket andet?” Spurgte han dybt mistroisk. Han ville da ikke aflevere dem før han med sikkerhed vidste, at han ville få noget andet. Og indtil han havde set en eller anden form for erstatning, havde han ikke tænkt sig at give slip på dem.

Knægten havde et underligt syn på verden og måden hvorpå man kunne tjene krystaller. Elmira kunne ikke helt forstå, hvorfor han gerne ville snyde andre for at tjene lidt selv. Det var da ikke en særlig rar tanke, at snyd var måden hvorpå man kunne tjene lidt ekstra. Derfor endte hun også med at ryste let på hovedet. Der var ingen grund til at skælde ham ud, som han endnu ikke havde gjorde hende noget udover at tage hendes perler, men dem regnede hun stadig med at få retur, så det kunne umuligt være så slemt igen. "Det kan jeg ikke tillade" kom det mere direkte fra hende, som han tydeligvis ikke tog nej for et svar, så måtte hun jo være mere direkte med sine svar og knap så kryptisk? Elmira kunne også sagtens fornemme på knægten at han var en anelse stædig omkring emnet og måske ikke ville lade det ligge sådan lige med det samme. Der måtte andre midler eller varer på bordet for at få ham på andre tanker tydeligvis.

Da knægten valgte at tage perlerne op ad lommen, troede Elmira faktisk, at han ville give dem tilbage til hende, men i stedet valgte han at knuge dem ind til sig. Et opgivende suk forlod hendes læber, som hun da aldrig havde oplevet en så stædig sjæl før. Det var virkelig underligt at stå overfor ham på den måde. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, andet end at tilbyde ham noget andet. Han gik dog blot længere væk fra hende, som hun vendte fokus mod sin taske og rodede lidt rundt i den. Perlerne var nok det der fyldte mest, men også det, der havde nemmest ved at slippe ud af tasken i et styrt. Dog åbnede hun låget helt og trak et guld fad frem, som hun holdt i hånden. "Som dette?" foreslog hun stille. Fadet blev normalt brugt til at lave flere perler, men hun havde flere derhjemme, skulle dette gå i stykker, så hun havde ikke problemer med at overrække det til ham. "Men først mine perler.." lød det fra hende igen, som hun rakte den anden hånd frem igen. Fadet i den ene hånd og en tom hånd til perlerne, så kunne de ligesom bytte.

Overtalelse var helt bestemt ikke en af Zamirs talenter og det vidste han udmærket godt. Alligevel blev han noget så utilfreds at se på, da hun med det samme skød hans plan ned. Han havde aldrig været særlig god til at acceptere et nej, specielt ikke når det kom fra en fremmed. Heller ikke selvom det omhandlede hendes ejendel. Til enhver anden tid ville Zamir heller ikke spørge om lov, men siden hun kunne opløse perlerne når hun ville, havde han ikke andet valg end at få hende med på planen, hvis det altså fortsat skulle være samme plan. Trods hans tydelige utilfredshed over ikke at få hendes tilladelse, formåede han ikke at komme med en typisk, flabet teenage kommentar. I stedet ville han jo lige se hvad hun havde i sinde at tilbyde.

Det var nogle voldsomt store øjne Zamir fik, lige så snart hun hev guldfadet frem. Han var ikke vant til at have ret mange krystaller mellem fingrene, men han var sikker på at så fine perler kunne skaffe lidt mere. Fadet derimod ville han med sikkerhed kunne få endnu mere for. Aldrig var han blevet tilbudt noget så værdifuldt og det kunne uden tvivl ses på ham. Han holdt stadig perlerne tæt ind til sig i den ene hånd, men rykkede sig langsomt tættere på, bare for at se lidt nærmere på fadet. Han rakte den anden lidt frem, klar til at gribe ud efter det, men trak den til sig igen, lige så snart hun bad om perlerne. Han tøvede.
"Nu er fadet vel ikke noget, du har lavet på dén måde?" Han hentyde selvfølgelig til måden hun havde lavet perlerne på, for hans første tanke var, at hun ville opløse fadet så snart han havde overrakt perlerne. Han stolede ikke på hende, trods han lige havde bevist, at han var den man ikke kunne stole på.
Zamir var bestemt ikke den nemmeste dreng at handle med. Hans grådighed viste sig tydeligt i hele hans måde at tænke på. Hvis han ikke fik noget ud af en handel, helst mere end modparten, så ville han ikke. Dog aldrig fordi han decideret var så grådig, men fordi han ihærdigt forsøgte at overleve og meget hurtigt havde lært, at en dreng som ham ikke kom langt med venlighed i gaderne.

Det var ikke fordi Elmira forsøgte at være uhøflig, det var ikke en gang sikkert, at det var muligt. Desuden så var det ham, der havde stjålet fra hende, så kunne han egentlig forvente at hun ville hjælpe ham med at bedrage andre? Så havde han i hvert fald fået et helt forkert indtryk af hende, for det var bestemt noget, som hun ikke ønskede at blande sig ind i. Hvad han gjorde for at tjene krystaller, var ikke noget hun ville blande sig i, for alle havde hver deres måde. Nogle metoder kunne hun forstå, andre ikke. Blandt andet det med at bedrage andre, kunne hun virkelig ikke forstå. Selvfølgelig kendte hun ikke hans historie og hvad han måske havde været ude for, men ville han virkelig gå så vidt? Måske det var brænde på bålet at tilbyde ham noget andet, når han havde stjålet fra hende.. Men Elmira kunne ikke se nogen anden måde, hvorpå hun ville få sine perler tilbage i god behold.

Det var tydeligt, at knægten brød sig om alternativet, hans ansigtsudtryk fortalte hende det hele, som hun fik hevet guldfadet op af sin taske og nu stod med det i den ene hånd. Den anden hånd var fortsat tom, men nu forventede hun faktisk at få sine perler tilbage uden de store problemer. Knægten lagde også op til at komme hende i møde med perlerne, men han tøvede så snart at hun bad om dem. Endnu et suk forlod hendes læber, som hun ikke formåede at få perlerne alligevel. Hans ord fik hende dog til at rynke forundret på næsen, som hun hurtigt rystede på hovedet. "Jeg kan kun lave perler.." svarede hun med et løftet øjenbryn, som hun var overrasket over hans forslag. Måske det gav mening, men hun kunne virkelig ikke. Og hvis hun ikke ville lade ham bedrage andre med perlerne, fordi hun kunne opløse dem, så ville hun bestemt ikke tilbyde ham noget andet, hun kunne gøre det samme med? Men det forstod han måske ikke helt.
"Hvis du ikke måtte bedrage andre med perlerne, fordi jeg kan opløse dem, så vil jeg bestemt ikke tilbyde dig noget andet, hvor det samme er gældende.. Det er da fjollet?" hun lød lettere forundret, som hun ikke helt kunne sætte sig ind i hans tankegang. Hun kunne godt forstå forvirringen, men hun forstod ikke, hvorfor han mon kunne tro det om hende. Havde hun virkelig den udstråling?

Zamir kunne godt fornemme at hans spørgsmål kom bag på hende. Som om det ikke var et fuldstændigt fair spørgsmål at stille, men det mente han da bestemt det var. Han var godt klar over at magi eksisterede, men han gjorde jo som regel hvad han kunne for at styre udenom. Han kunne aldrig vide hvilke mærkværdige  ting folk kunne gøre og det gjorde ham utryg.
"Voksne er underlige. De siger at man ikke må et eller andet, men gør det så selv bagefter." Ja, hans forslag var måske lidt fjollet, men måske han ikke ville se det som næsten okay, hvis det ikke var det han havde set fra de fleste andre. Selv som simpel gadetyv, så man mere end folk troede og hvis Zamir tænkte sig lidt om, kunne han sikkert tjene noget på at afpresse et par folk i Dianthos. Det var bare aldrig faldet ham ind.

Men okay. Hvis det var hendes mening, så kunne han vel godt tage imod den byttehandel. Så han tog et par forsigtige skridt tættere på, kun lige nok til at han kunne strække armene ud, lægge perlerne i hendes hånd og straks tage fadet med den anden. Han lagde det fladt mod maven og holdt det endnu tættere til sig, end han havde holdt perlerne.
"Du er også lidt underlig," konstaterede han. "Men ikke fordi du er ligesom alle de andre. Jeg er bare aldrig blevet belønnet for at have stjålet før," fortsatte han kort efter, lidt undrende, som han trådte et par skridt tilbage igen.