Den aften havde været som alle andre aftener. Bertram var taget af sted før Zirra skulle ud selv. Hun havde puttet i hans favn indtil da. Et par timer senere var hun selv stået op, havde gjort sig klar og var taget afsted på arbejde. Standard opgave. Ikke noget specielt. 
Men den næste nat var anderledes. Bertram dukkede ikke op. Zirra tænkte, han nok bare havde fået travlt, og det gjorde hende ikke så meget, for det gav hende tid til at få lavet noget papirarbejde, der havde ventet lidt for længe. Hun gik tidligt i seng, så hun kunne få lidt ud af dagen efter. 

De planer gik i vasken, da hun fik nyheden. Cal havde indrapporteret stjålne dokumenter og mistænkte et muligt brud i sit dække. Det var ikke tydeligt, præcis hvilke informationer, det drejede sig om, men hun var blevet taget helt ud af funktion indtil det blev opklaret, om hendes liv var i fare. Indtil da skulle alle spioner med tilknytning til Cal være ekstra meget på vagt, for de kunne være nævnt i rapporter - og selvom de ville stå som dæknavne, kunne de være blevet set med hende tidligere, hvis det var en større operation. Var det Mørket, der var på spil, havde de med garanti holdt øje med Cal før de valgte at stjæle hendes ting.

Zirra fik ikke meget ud af den dag. Hun brugte den på at gennemgå den kopi af de ting, hun havde givet Hyde for at sikre sig, der ikke var noget i det, der kunne spores til Cal. Han havde ikke virket tilfreds med hendes indsats, og var typen, der ville gå efter mere, hvis chancen bød sig, men Zirra kunne intet finde i dokumenterne, der ville lede til Cal. Hun havde været grundig i sit arbejde og sørget for, at ingen kom i klemme udover hende selv - og det havde hun jo allerede været. Måske var det hele bare et sammentræf... 

Da aftenen kom og Bertram heller ikke dukkede op, begyndte Zirras tanker dog at komme tilbage til situationen. De havde brugt så lang tid sammen, og netop de aftener hvor han så ikke kom, var Cals dokumenter lige blevet stjålet? Efter hele episoden med Hyde? Zirra håbede virkelig det bare var et sammentræf, og Bertram lå i en blodpøl et sted og havde drukket sig lidt for mæt. 
Zirras mission denne nat var blevet aflyst af frygt for at hendes dække også var i fare, så hun havde fri for nu. Der var ingen tvivl om, hvad hun skulle bruge tiden på: Bertram. 
Først at finde ham. Hun tog en omvej hen til hans afbrændte bygning - hvis nu hendes dække var blevet sprængt - og kravlede op ad den ødelagte trappe. Primært var det at kravle op ad væggen, for meget trappe var der nu ikke tilbage. Af hensyn til en smule privatliv, gik hun ikke ind med det samme i Bertrams loftsrum. 
"Bertram?" kaldte hun ind i mørket.

Zirra havde været klar til at gå ind i rummet, men stoppede og stillede sig med ryggen til muren ved siden af døren, da den fremmede stemme talte. 
Nogen eller noget havde overtaget Bertrams loft? Var han derinde? I fare? Zirra trak forsigtigt sin kniv og var klar til at springe ind i lokalet, da stemmen fortsatte. Hun lyttede og slappede lidt mere af i sine muskler, men beholdt sit greb om kniven. Hun vidste ikke, om det var løgn. 

Stemmen lød rå og tør, og ikke meget ulig fra Bertrams når han var sulten og lå under sine tæpper. Var det en anden vampyr der lå under Bertrams tæpper og gemte sig? En fra hans klan måske? 
Han vidste tydeligvis mere end Zirra gjorde. Han vidste at Bertram ikke ville findes. Måske vidste han mere. 

"Sidst han prøvede at gemme sig for mig tog det mig ikke lang tid at finde frem til ham," svarede hun og blev hvor hun var. "Ved du hvorfor  han ikke vil findes, siden du er her? Er du fra hans klan?" 

Zirra blev hurtigt klar over, at hun ikke ville få noget brugbart ud af dynevampyren. Fyldt med tomme trusler og uden tanke for, at det han sagde, blev modsagt at hvad han lige havde sagt. En trussel om at æde hende var meningsløs, når han lige havde insinueret, at han havde svært ved at få fat i et menneske og derved blod. Hm. Hun ville ikke få mere ud af ham nu end flere spydigheder. 
Så uden at sige noget til hans ord, gik hun hen til den halve trappe igen og begyndte nedturen. Nu skulle hun bare finde ud af, hvor hun skulle lede efter Bertram henne. Hvis han holdt sig fra hende med vilje - hvilket det lød til, hvis blot en smule af den anden vampyrs ord var sande - ville hun ikke finde ham nogle af de sædvanlige steder. De to krostuer, hun vidste, han ofte var på, var udelukket. Byen var for stor til at lede alle krostuerne igennem. 
Hvor kunne hun starte? Ah, tid til noget spionarbejde på sin fridag. Hvorfor endte det altid sådan?

Zirra begav sig mod den kontakt, hun havde haft til at holde øje med Hullet, dengang hun skulle finde Bertram efter han havde stjålet hendes ordre. En gammel bekendt hjemløs, hun ofte kom forbi med mad og gode historier til, havde holdt øje med Hullet i de dage og fortalt hende om hendes rødhårede mål havde været der, og fulgt efter ham. Det var sådan, hun havde fundet Bertrams lille loft. 
Berol var at finde i sin sædvanlige gyde, og Zirra brugte en times tid på at fortælle nok gode historier fra hendes sidste par opgaver - uden at afsløre for meget - til at hun selv kunne få lidt igen. 
Den gamle mand var typen, der aldrig glemte noget helt, og han kunne huske en kvinde, som Bertram flere gange var kommet og gået med, og som havde været lige så ligbleg som Bertram selv. Berol havde regnet ud, at der var tale om vampyrer selvfølgelig, men han vidste bedre end at prøve at tale Zirra fra sin opgave. 
Det brugbare, han dog kunne gøre, var at give Zirra området, hvor kvinden altid mødtes med Bertram, som Berol havde opdaget, mens han skyggede ham. Det var et forsøg værd, og natten var stadig ung. 

Zirra begav sig længere ned i de skumle gyder og udvalgte sig en lav mur ved siden af et træ, hvor hun kunne kravle op og have fuldt udsyn til gaden, mens hun selv var godt skjult af træets snørklede grene.

Zirra sad mussestille mens hun betragtede vampyrkvinden komme frem. Det var et lidt åbenlyst sted, Zirra havde valgt at gemme sig, men hun håbede blot, at kvinden var så vant til at mødes med Bertram her, at hun ikke ville gøre noget ekstra ud af at tjekke efter andre lyttende ører. Og egentlig ville hun jo heller ikke gemme sig. Hun ville snakke med Bertram. Men hvis kvinden fandt hende, før Bertram dukkede op, ville det ikke nytte meget. 
Bertram dukkede dog hurtigt op, og som altid sprang Zirras hjerte et slag over ved synes af manden, hun havde forelsket sig i. Og det sprang endnu et slag over, da hans klodsethed fik det til at se ud som om han ville falde ned fra taget. Heldigvis var det kun en tagsten, der ramte jorden og gik i stykker. Zirra havde ikke selv tal på, hvor mange tagsten hun i årenes løb var kommet til at smide ned på gaden. De sad aldrig godt nok fast, og havde hun været en rigtig taginspektør, havde husbyggerne fået en del reprimander.

Kvinden - Maigret - var tydeligt utilfreds. Hendes stemmeføring drev af lede og irritation, og Bertrams nonchalante ankomst havde vist ikke hjulpet på hendes humør. Imponerende, at han kunne holde sig på alfa-posten, hvis hans klanmedlemmer var så harme over ham. Inden Zirra selv kunne nå at tænke tanken, svarede Maigret næsten på, hvorfor de var så sure. Fordi han bruge tid sammen med... Hyde.
Zirras mundvige gled nedad i en grimasse. Der var ikke noget at tage fejl af i hendes ord, selvom de blev stoppet af Bertrams hånd, før hun nåede at udtale hele ordet. Hvad skulle det ellers være? Det var så oplagt, og Zirra var i et mindset, hvor det var let at lægge to og to sammen. 
Så Bertram havde ikke villet findes... Fordi han brugte tid med Hyde. Han havde sagt, han ville ordne det, og Hyde ikke ville genere Zirra mere, men hvad havde det kostet ham? At han nu skulle arbejde for Hyde? Han var næppe en spion, men måske Bertram havde givet ham noget andet? Hjælp til jagt? Bertram var imod menneskejagt mere end nogen anden. Men han kendte Dianthos ud og ind, og Hyde var nytilflyttet... Det ville han vel forhåbentligt ikke gå med til...

Mens Zirra kom dybere og dybere ned i en mørk tankespiral, blev kvinden puttet ned i en skakt, og Bertram stod tilbage. Havde han...? Ja, han havde opdaget hende. Hvilket også var meningen, så hun vidste ikke, hvorfor hun blev en smule fortørnet over det. Havde han siddet på den tagryg og ventet på, hun dukkede op og fandt ham? Der var ikke særligt meget vil ikke findes  over det. 
Zirra rykkede sig ud fra træet og svang sig ned fra muren. Landede på brostenene med bløde lædersåler, der ikke gav meget lyd fra sig. Rejste sig op, børstede sig lidt af og mødte Bertrams blik. 
"Jeg behøvede ikke komme efter dig, hvis du havde fortalt mig, hvad der foregår," sagde hun og kom ikke hen til ham for det kram, hun egentlig hungrede efter. "Du sagde, vi var færdige med Hyde. Hvorfor tror jeg pludselig ikke på dig?"

Zirra blev først hyllet ud af den, da han sagde, at han ikke var færdig med Hyde. Selvfølgelig var han ikke det. Hun følte straks skam over at have lydt så anklagende, for Hyde ville aldrig lade dem gå uden at få noget ud af det. Og nu hvor han ikke længere kunne få noget ud af Hyde, skulle Bertram lægge offeret i stedet. Hvor længe ville det overhovedet vare, før manden var tilfreds og lod dem begge være i fred…
Men så fortsatte Bertrams tale, og han tog den i en noget anden retning, end hun havde regnet med. At hun ikke forstod sig på vampyrting, og hun skulle blande sig udenom. Den vrede, hun så i hans øjne, boblede op i hendes egen mave.

”Jeg blander mig udenom!” svarede hun igen, højere end hun egentlig selv var komfortabel med. ”Og nej, jeg forstår ikke dine vampyr-ting, for du fortæller mig ingenting.”
Hun havde knyttet hænderne nu og var blevet lidt rød i kinderne i frustration. Det hele var ved at boble over for hende. Stressen over at Cals dække var sprunget havde tynget hårdt i løbet af dagen og selvom Zirra havde haft kollegaer at snakke med, savnede hun folk tæt på sig. At sidde alene i sin lejlighed var ikke det bedste at gøre, når hele bygningen måske var kendt af Mørket. Der havde været tale om, at de alle sammen skulle rykkes til et andet sted, indtil de vidste mere, fordi Cal ofte var hos Zirra og kunne være blevet set dig. Måske vidste de ikke, at Zirra også var spion, men nu hvor Cal var blevet taget i sikkerhed, kunne de komme efter Zirra i troen om, at Cal ville komme til dem, hvis de havde hendes veninde. Hvem end de så måtte være.

”Hvordan skal jeg ellers tage det, når du bare skrider og ikke giver mig varsel med hvad du laver? Hvordan skal jeg blande mig uden om, hvis jeg ikke ved, hvad du laver?” fortsatte hun og løftede hånden og prikkede ham hårdt i brystkassen. ”Men hvis du så gerne vil have, jeg blander mig udenom, så kan du jo sende mig en besked, og håbe jeg stadig bor det samme sted, eller stadig er i live, når du er færdig med dine vampyrting.”

Vredestårer havde samlet sig i hendes øjenkroge, og i sin ugennemtænkte vrede, vendte hun sig om og begyndte at gå væk fra Bertram med vrede skridt. Hun ønskede at være hos ham, men skulle han råbe at hun var en uduelig kvinde, var hendes eneste gode svar tilbage, at han var en uduelig vampyr.

Zirra blev stoppet af hans greb om hendes hånd, og hun lod sig stoppe. Prøvede ikke at rive sig fri af hans greb, men stod stille og vendte sig mod ham. Hans hånd om hendes var kølig, men alligevel skabte det en varme i hende. Blot en berøring fra ham fik blodet til at flyde hurtigere rundt i hendes årer, med stor fare for at tiltrække hans dyriske sides opmærksomhed. Og de øjne... Hans fantastiske, mørke øjne, der så på hende med en sådan længsel, at hun næsten glemte, at hun var vred. Næsten. 

Med sin frie hånd strøg hun tårerne væk, så de ikke skulle løbe ned ad hendes kinder og give ham en god undskyldning for at berøre hendes kinder, men mens hun tog sig et øjeblik til at tænke over sit svar til ham, kunne hun ikke lade være med at ønske, at han ikke ville give slip på hendes hånd. Berøringen var rar efter adskillelsen - omend det kun havde været et par dage. Længslen i hende skreg efter ham.

"Du kunne sige Hey, Zirra, jeg er lige væk et par dage," svarede hun så og efterlignede på ingen måde hans stemme. "Ligesom du beder mig sige til, hvis jeg skal være væk længe ad gangen. Jeg ville heller ikke bare skride og blive væk uden at sige noget. Så hvorfor vil du?"
Hun fastholdt sit blik på hans og håbede at få et ærligt og tydeligt svar denne gang, og ikke blot en undskyldning om at han ikke vidste, hvordan han skulle inkludere hende i sin verden. Nok var han vampyr, og deres liv helt forskellige, men helt basale sociale evner syntes Zirra ikke var for meget at forlange. 

Det var endnu ikke gået op for Zirra, at der var en forbindelse mellem Cals stjålne dokumenter og Bertrams hemmelighedskræmmeri. Hun havde faktisk købt, at det her handlede om at Bertram skulle gøre nogle ting for Hyde, og hun havde - naivt måske - antaget, at det ikke længere handlede om hende og hendes arbejde. Hvor havde hun taget fejl. Grueligt, grueligt fejl.

Havde Bertram ikke flyttet sit greb til at holde bedre fast om hende, ville hun havde revet sig fri i det øjeblik, sammenhængen gik op for hende. Men nu havde han begge arme omkring hende, og hans umenneskelige styrke kunne mærkes, selvom han ikke prøvede at tvinge hende til at stå stille. Normalt gjorde det hende tryg at vide, at et så stærkt væsen som Bertram var ved hende og ønskede at beskytte hende, men nu var alt hans ord gjorde at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende.

"Be-beviserne..." hviskede hun forfærdet. "Du... Det var dig der stjal fra Cal."
Zirra kunne ikke få sig selv til at løfte blikket til Bertrams. Hun stirrede ind i Bertrams  brystkasse og blev mere og mere stiv i sine lemmer. Armene hæng ned langs hendes sider, presset ind mod hendes krop af hans omfavnelse. Resten af hans sætning om de andre vampyrer, om Maigret og at vinde deres tillid tilbage, ænsede hendes hoved ikke. Hun sad fast i den let vage sætning, der pludselig havde gjort alt klart for hende. 
"Hvad har jeg dog gjort..." tilføjede hun stadig hviskende, forfærdet over hvilke konsekvenser hendes kærlighed til et andet væsen, havde forårsaget.

Bertrams ord sank ind, men de hjalp ikke på Zirras nedadgående humør. Hun vidste, hun havde gjort noget forkert ved at lade sig tromle af Hyde, ikke rapporterer det og involvere Bertram. Nok havde Bertram taget det videre og udført det egentlige tyveri, men Zirra var absolut ikke skyldfri i dette henseende. Det hele var startet med, at hun havde talt over sig til Hyde. Det var hendes skyld, og der var kun én åbenlys løsning.

"Det er min skyld," sagde Zirra lavmælt og løftede blikket til Bertrams hage, men kunne stadig ikke få sig selv til at møde hans blik. "Jeg undlod at rapportere Hyde, fordi han ville fortælle dem om os. Det var selvisk. Nu er Cal taget ud af funktion, fordi de tror, hun er kompromitteret. Hvis de finder tegn på, at hun er, bliver vi alle sammen flyttet. Alle, der har haft noget at gøre med hende. Det er ikke engang sikkert, de lader mig blive i hovedstaden... Jeg... Jeg bliver nødt til at melde det ind. Fortælle dem om Hyde... Og om os."
Hun sænkede blikket til fliserne og sine fødder. Hun anede ikke, hvad der ville ske, hvis hun meldte sig selv. Cal ville gå fri, og kunne fortsætte sit arbejde. De ville finde Hyde og håndtere ham. De ville nok prøve at få informationer ud af Zirra om Bertram og vampyrklanen, men hun vidste trods alt ikke meget. Ville de se stort på det, når der var tale om menneskevenlige vampyrer? Ville hun blive fyret? Sat i fængsel? Hun anede det ikke, men som hun så situationen blive meget større end sig selv og sin dumme kærlighed, kunne hun ikke se andre mulige veje at gå. Hemmelighederne kunne ikke blive ved. Ikke når det gik udover uskyldige. 

Og så dør vi...
Det var lige en tand hårdere konsekvenser at tale om, end den fængselsstraf, Zirra havde tænkt, hun nok ville ende med, kom det frem at hun var i et forhold med en vampyr. Det, og så at hendes far nok ville gøre hende arveløs, men den del bekymrede hende ikk så meget. 
"Hvad mener du... Så dør vi?" spurgte hun tøvende og trak armene op i et halvt kram om sig selv. 
Meget af vreden var ved at forsvinde nu, og hun følte sig pludselig kold i forårsnatten, selvom hun havde taget varmt nok tøj på til at sidde og vente flere timer på at Bertram dukkede op.

Det begyndte langsom at dæmre for hende, at hun nok var ved at rode sig ud i noget lidt større end hun lige umiddelbart kunne gabe over. Hendes egne bekymringer lå primært i at få en midlertidig straf for at gå imod ordre eller anvisninger, og en sjælden gang imellem kom hun på opgaver, hvor hun ville give sit liv, hvis hun blev opdaget. Men hun levede ikke i den frygt konstant. Selvfølgelig måtte Bertrams liv være anderledes. Konstant skulle gemme sig i skyggerne. Kun være fremme om natten. Hele tiden leve i frygt for at blive opdaget og spiddet med en træpind. Og alt sammen udelukkende på  grund af en hændelse, han ikke engang selv kunne gøre for. 
Måske var det bedre, hvis Bertram ordnede det hele og hun holdt  sig fra at indlevere sig selv og klanen. Selvom det nagede hende grusomt, at Cal måske stod til at tage faldet for hendes inkompetence.

Der var så mange ting, Zirra gerne ville sige til Bertram lige nu. Hun havde stadig lidt lyst til at råbe ad ham, men hun havde også igen fundet behovet for at holde om ham. Helt uden at tænke over det havde hun været selvvisk i sit forsøg på at tage skylden selv og agere uselvvisk. Hun ville redde Cal, og hendes eneste tanke havde været at indlevere sig selv. Uden skygge af tanke på, hvordan det ville påvirke Bertrams liv. Hun havde da tænkt over, at det ville kunne betyde noget for dem som et par, hvis det kom frem at de var sammen, og at Bertram måske ville blive nødsaget til at flytte ud af byen et stykke tid, og hun selv ville ende i fængsel eller blive fyret... Og hun havde nok egentlig tænkt, at Bertram sikkert var vant til den slags med det liv, han havde bag sig og at hans evige liv gav et andet perspektiv på tingene. 
Men selvfølgelig ønskede han at løse situationen og ikke blive nødsaget til at ændre noget. Det lå i naturen, om man var menneske eller vampyr, lod det til. 

Alvoren i hans stemme og ord gav hende lyst til at give ham et kys på kinden og forsikre ham om, at det nok skulle gå. Hvad end hans høring så gik ud på. Men inden hun kunne nå at gøre mere end at række hånden halvt ud og finde en halv undskyldning frem for sin overilede og paniske adfærd før, dukkede flere vampyrer frem fra dækslet og Bertrams kropssprog var så tydeligt beskyttende, at hun straks forholdt sig passivt.
Fra bag Bertrams krop kunne hun kun skimte de andre, men deres stemmer sagde nok til at hun vidste, de var en trussel mod hende - og måske også mod Bertram, hvis han ikke spillede sine kort rigtigt. Og så gjorde han det eneste, han kunne, og selvom Zirra ikke brød sig om det ejerskab, der lå i hans ordvalg, vidste hun instinktivt, at hun måtte lege med for at få det til at fungere. For at se Bertram igen, under bedre omstændigheder.
"Ja, jeg var på vej videre," skyndte Zirra sig at sige og rettede lidt på sit tøj imens. "I må undskylde ulejligheden."
Så tog hun et skridt bagud og gjorde sig klar til at smutte så hastigt derfra, som hun kunne.