En smule rusken kunne høres fra skovbrynet, og en mørke skikkelse begyndte ligeså stille at komme til syne, som den vaklede ud og lige på den anden side, faldt den endelig sammen. Man kunne under kappen se at det var en mørkhudet, sygelig tynd skikkelse, tydeligvis en mand. Det var Útíradien
Han kravlede hen, og fik sat sig op af et af træerne, og gispede efter vejret. Hætten var ved at glide ned fra de hvide hår, som viste de mælkehvide øje, men også blod der ligeså trillede ned fra tindingen og ned af kinden og hagen. Hans ene øje virkede også lidt hævet, men pga. den mørke hud var det svært at se hvor slemt det egentlig stod til.
Han havde været ude for en der bestemt ikke brød sig om mørkelvere, inde i skoven, og det var kun fordi manden havde troet at Útíradien var død, at han havde formået at undslippe med livet i behold, men det virkede ikke til at stå godt til. Han kunne mærke hvordan flere af hans knogler nok ikke var hele mere, selvom det svært at bedømme præcist hvad der var galt, når det gjorde ondt bare at trække vejret. Nu ville han ønske at han havde rigtig healende evner.

Krystallandet
