v0idwitch 11.11.2019 15:06
Nat var ikke ligefrem i humør til at snakke med nogen, da han nåede udenfor. Måske han ville have sat pris på at se sin far. Der var ikke noget Valkar kunne sige, der ville opmuntre ham, men et kram, selv et kram han ikke selv kunne finde ud af at bede om eller indlede, ville have været rart.
Han skævede også straks efter sig, da han hørte skridt, og selvom han ikke var skuffet over at se Sakse, var han sikker på at Sakse var den der mindst ville kunne forstå ham. Dag forstod ikke, hvordan det var ikke at kunne lade være med at handle på sine følelser, men hun forstod hvordan det var at blive efterladt af sin mor for derefter at blive samlet op et år senere, som om hun kun havde været væk en dag. Valkar forstod hans skepsis overfor Liv. Sakse var... Sakse var sådan, at selv Nat, med sin unge alder, kunne se at Sakse var mors dreng.
Nat havde aldrig følt sig som mors dreng. Han havde heller aldrig følt sig som fars dreng. Han
var bare, og han var sin egen. Det var ikke hans job at leve op til deres forventninger, det var deres job at leve op til hans.
Nat stod helt stille og gjorde ikke noget, for at få Sakses hånd af sin skulder, udover at skæve ned til den og derefter se skeptisk op på sin storebror. Han skulle i hvert fald ikke tro, at han kunne holde ham fast, hvis det kom til dét, og Nat strammede også ubevidst sit greb om det sværd han havde fået af sin far.
"Jeg forstår ikke hvorfor hun tror, at hun kan bestemme over os. Hun sagde selv at vi er voksne. Hvad hvis jeg ikke gider til Dianthos?" Han snakkede om byen, som havde han aldrig været der før, for sådan føltes det. Han kunne knap huske andet end Opalslottet.