En baldakin i gul-sorte farver vejede i vinden - en kraftig brise bragt fra det glimtende blå hav, som man kunne ane fra terassen. Her i skyggen fra den varme eftermiddagssol var der serveret lette forfriskninger, hvor rigt klædte mænd og kvinder havde deres samtaler - opvartet af deres medbragte slaver.
Det var et åndehul fra den travle, støvede gade, som var blot få meter fra terassen, og et samlingspunkt for nogle af Belzeras velhavende - heriblandt en lille mængde fra Kazimi-familien, ikke Fyrstens nærmeste, men blot nogle af dem, der havde arvet en stor mængde af pengene og en lille mængde af ansvaret, som fulgte med familienavnet. Nogle af byens handelsmænd, deres koner og børn var også mødt op - de havde i modsætning til adelen ikke et familienavn bag sig, men kunne også bryste sig af stor rigdom, opbygget i deres eget navn.

Drakhan tøvede et øjeblik ved åbningen, der førte ind til terassen, lyttende til stemmerne, der strømmede ud derfra. Derefter lagde han ansigtet i passende folder, nikkede til vagten, som var placeret ved indgangen og begav sig med et behageligt smil om læberne ind mellem de andre gæster.
Han indsnusede duften af mad, krydderi og den svage duft af havet, og hans glæde blev større derved. Det havde været adskillige, lange måneder i Nordlandet, men endelig var han hjemme, hvor han hørte til: Balzera med dens varme, dens adel og intriger. 

Skikkelsen, han bar, tilhørte et mindre betydningsfuldt medlem af Kazimi-slægten, hjemvendt fra eksil. Han var iført gule og røde silkeklæder, det tilbagestrøgne, lange sorte hår og tætklippede skæg skinnede af olie, og han bar smykker på hænder og hoved - ikke alt for prangende, for ikke at træde over sin rang, men passende og komplimenterende tøjet og håret.

"Samik af Kazimi! Jeg troede aldrig, vi skulle se dig her i byen igen." En midaldrende mand, bærende Kazimi-slægtens farver, havde nærmet sig dæmonen i forklædning. Drakhan vendte sig mod ham, nikkende en hilsen. Han rakte kort ud med sit sind for at læse mandens tanker, men fandt intet alarmerende. "Jeg er også selv overrasket, men hjemveen var for stor." Svarede han med et blidt smil, ikke langt fra sandheden. Han vandrede hen til terassens sydlige ende og tog en dyb indånding, mens han så ud over vandet, der glimtede bag de flade, sandfarvede hustage. Han var i sandhed vendt hjem.

Som en af Balzeras førende slavehandlere, væltede det ofte ind med invitationer til større og mindre arrangementer, både i Rubinien, men også helt op nord på, hvor adelige med foragt for loven også glædeligt købte af Vargas' sortiment. De fleste blev sorteret fra, men lige denne invitation havde Vargas sagt ja til. Det var trods alt i Balzera og han vidste, at flere kunder, eller potentielle kunder, ville være til stede. Det var en god idé at vise sig, især nu hvor han havde skiftet hylster. Undskyldningen var selvfølgelig, at det gamle var begyndt at kede ham, og ikke at en lille snottet tøs af en ørkenelver havde formået at ødelægge det. Dét var der ikke nogen, der snakkede højt om. Heller ikke vagterne, der havde ryddet op. De havde været udsat for et lille... uheld.

Men nu var han her. Iklædt en lilla sherwani med broderier i guldtråd, et par sorte silkebukser og et par meget lette støvler, der gik halvvejs op af hans lægge. Over skulderen og rundt ryggen hang hans elskede gule silketørklæde med guldbroderier. Selv dem, der ikke kendte hans nye hylster, genkendte ham gerne på tørklædet. Der var noget ved den gule farve, der tiltalte ham.
Hans ansigt var dækket i tætte skægstubbe og hans hår sad overraskende godt. I den gamle krop havde det altid set ud som om, at han lige var stået op, men Ana havde lidt forsigtigt bedt om lov til at sætte det med en hentydning om, at det ville klæde hans nye hylster godt. Så det havde hun fået lov til, og Vargas var da også godt tilfreds med resultatet.
Han var ikke en mand, der bar smykker, men der sad da et par ringe på et par fingre.

I hælene på ham fulgte to slaver, en mand og en kvinde. Egentligt irriterede det ham en smule, men det var trods alt stedet at vise sig frem og som slavehandler gik det ikke, at være slavefri til et arrangement som dette. Og de var god reklame. De var begge halvdyr. Kvinden var halvfugl med en papegøjes farverige fjer, men stadig et kønt menneskeligt ansigt og meget bar hud, der selvfølgeligt kun sparsomt var dækket med klæde. Manden viste ligeledes så meget bar hud som muligt, hvilket fremviste hans gyldne pels. Ansigtet havde tydelige sjakal-træk, men han var stadig køn og Vargas havde med tilfredshed set både mænd og kvinder skæve efter dem begge. Mon ikke, at han ville være et par slaver fattigere når natten sneg sig ind over byen, men en god håndfuld krystaller rigere?

Han havde lige afsluttet en samtale med en tilbagevendende kunde, og stod nu og nød udsigten lidt med en håndfuld druer i hånden, som han spiste af uden rigtigt at tænke over det, da noget prikkede til ham. Vargas evne med sjæle gav ham en indre fornemmelse af, hvad der var i nærheden af ham. Mennesker lagde han stort set ikke mærke til, deres sjæle var så unge og ubetydelige. En enkelt ørkenelver i selskabet lyste tydeligt op, men ellers var der ikke noget, der var noget værd. Indtil nu. Roligt drejede han sig lidt og så mod indgangen, hvor en yngre mand var dukket op. Vargas genkendte ikke kroppen, men han genkendte sjælen. Et let smil bredte sig på hans ansigt, inden han slentrede over mod den nyankomne, der straks faldt i snak med ældre mand. Høfligt ventede Vargas til den ældre mand fortrak igen, inden han trådte frem.
"Jeg er ikke sikker på, at vi har hilst på hinanden før. Mit navn er Vargas Aziz." Hans øjne glimtede og hvis Drakhan var bare nogenlunde vågen, ville han nok fange, at hans meddæmon ikke var i tvivl om, hvem han var. Om Drakhan havde fundet ud af, hvem Vargas virkeligt var, vidste han ikke, men som altid havde han holdt sin titel skjult for sine meddæmoner. Ingen grund til at udfordre skæbnen.

En tjenestepige havde båret et lille fad med anretninger rundt, og Drakhan havde forsynet sig fra det og fundet yderligere selskab til lækkerierne i form af et perlende glas vin. Formskifterdæmon, som han var, havde han egentlig ikke brug for føden, men den hjalp til at styrke hans fysiske form, og smagen behagede ham. Siden han første gang havde sat sine ben i Balzera efter Kzar Moras endeligt, var han forfaldet til byens søde vaner, og han omgav sig selv af luksus ved hver lejlighed, han havde.

Han startede festen ud med blot at observere. De som vidste, hvem han var - eller rettere, hvem han udgav sig for at være, havde hilst ham med nysgerrige blikke eller spørgsmål, men langt de fleste kendte ikke til Samik, og det gjorde det blot lettere for dæmonen at falde i med omgivelserne. 
Der gik dog ikke længe, før hans opmærksomhed blev draget af en mand, der var på vej hen mod ham. Ikke hvilken som helst mand, Vargas Aziz, ejer af en af Balzeras største slavehandler, og til Drakhans vidende en forholdsvis magtfuld dæmon. Præcis hvor magtfuld havde han naturligvis ikke kendskab til - men han havde for år tilbage købt adskillige slaver fra manden, og der var ud fra udtrykket i hans glitrende øjne at dømme ingen tvivl om, at han havde genkendt Drakhan. 

De havde begge fået et nyt ydre siden sidste. Drakhan så Vargas an og sendte ham sit bedste, vindende adelsmandssmil. "Godaften min gode Vargas - nej, jeg tror ikke vi har haft fornøjelsen. Det er kun ganske kort tid siden, jeg er ankommet til byen efter et længere fravær, men tager jeg fejl, når jeg mindes, at De er ejer af en af byens bedst sælgende slavehandler?" Begyndte han konverserende. 
Ville de blive ved at holde facaderne og fortsat lade som om, de ikke havde mødtes før? Drakhan tog et lille nip af sit vinglas, mens han inderst inde bad til, at Vargas kun kendte ham som en ældre dæmon, der i en længere periode havde opholdt sig i Balzera. Hans sande klannavn måtte for evigt forblive skjult over for andre dæmoner. 

Vargas så på den anden dæmon med sit karakteristiske småskæve smil, der fulgte ham fra krop til krop. Han satte selv meget stor pris på diskretion, og denne dæmon havde været en god kunde førhen, så Vargas gav ham den respekt ikke at braldre ud med, hvem han virkeligt var. Det kunne jo være, at han ville være interesseret i at kigge lidt nærmere på Vargas' sortiment igen. Gode kunder var ikke til at kimse ad og Vargas passede godt på dem.

Han lyttede til mandens svar og nikkede så let, som bevis på, at han havde forstået dæmonens dække. Han smil blev dog en smule større, mest på grund af et snert af stolthed over ordene om slavehandlen.
"Ja, det er efterhånden blevet Balzeras andenstørste. Der er gang i forretningen. De kunne måske få lyst til at komme forbi og se på udvalget? Det er vokset lidt siden sidst." En sætning der lidt tydeligere bekræftede, at han vidste, hvem han var. De brune øjne havde taget en hurtig tur rundt for at sikre sig, at ordene ikke nåede nogen, de ikke var rettet i mod. Men de havde fået et lidt ensomt hjørne, hvor kun Vargas' to halvdyrsslaver stod et par skridt bag ham og ventede på deres næste ordrer. 

Afslappet spiste Vargas endnu en vindrue og så ud mod havet, der glimtede i solen. Balzera. Han vidste ikke, om han nogensinde frivilligt ville tage herfra. Nok var han selv fra norden, men der var bare noget over denne ørkenby ved kysten. 
"Hvor har De tilbragt tiden, siden De forlod denne sandede by?" Han talte dæmpet nok til, at hans stemme ikke ville blive båret for langt i brisen. Det sagte kunne sagtens forstås som et spørgsmål til den synlige krop, men var nu henvendt til dæmonen gemt i den.

En let bevægelse med hånden fik det kvindelige halvdyr til at træde frem med bøjet hoved, tydeligvis ikke tryg ved dødssynden.
"Shiré, skaf os to glas." Hun nikkede hurtigt og forsvandt hurtigt i jagt på noget at drikke til de to herrer.

Den anden dæmon virkede diskret, og det var noget Drakhan satte umådeligt pris på. Skikkelsen, han bar, var ganske ny, og han ønskede at brug en rum tid på at få foden indenfor hos Balzeras adelsliv - noget der var væsentlig lettere, hvis man allerede tilhørte en af de prominente familier. Eller så ud til at gøre det.

Han lyttede til Vargas og mandens afsluttende sætning fik Drakhan til at kaste et hastigt blik over skulderen. Der var dog ingen i deres umiddelbare nærhed bortset fra slaverne. Han nippede kort til vinen og slappede en smule mere af. Så Vargas var ude på at gøre en handel. Drakhans tanker var allerede begyndt at dreje omkring mulighederne - at få foden indenfor hos slavehandleren kunne give nogle klare fordele. Dels var Vargas tydeligvis typen, der blev inviteret til byens arrangementer, dels var det altid godt at have en af sin egen art til at styrke rygterne om, at Drakhan blot var endnu en dæmon i Balzera, som forsøgte at samle magt og rigdom omkring sig.

"Sjovt De siger det, jeg er netop på udkig efter slaver. Har De fået noget særligt hjem på det seneste?" Svarede han oprigtigt interesseret. Da han i sin tid havde boet i Balzera, havde han haft en mængde slaver, men de var alle overgået til nye ejere, da han i hast forlod byen. Nu var tiden inde til at genopbygge den luksus, han før havde omgivet sig med.

Det næste spørgsmål kunne forstås på mere end én måde, men Drakhan var ganske klar over, at det var henvendt til dæmonen og ikke adelsmanden. "Åh, længere nordpå." Svarede han dæmpet. Det kunne sige mange ting, i og med Balzera lå på landets sydligste punkt - og var heller ikke helt forkert i forhold til Samik Kazimis historie. I Drakhans tilfælde havde der dog været tale om langt længere nordpå - I Nordlandets frost og kulde. "Men jeg må tilstå, at jeg savnede varmen og udsigten til havet for meget.." Tilføjede han. Så var der heller ikke blevet sagt for meget.

Han nikkede bifaldende efter slaven og tømte resten af det glas, han allerede havde hånden i ét drag. Ah, adelslivet.

Nord på. Det kunne betyde meget, men noget sagde Vargas, at det var meget langt nord på. Norden. Hans barndomshjem. Han fandt is og sne umådeligt smukt, men Balzera havde også sin meget skønne charme.
"Det er svært at forlade Balzera, når man først har forelsket sig." Han fandt sine egne ord sande. Det var svært at forlade Balzera. Han havde gjort det uvilligt for mange år siden, og han havde faktisk haft hjemve, så han var kommet tilbage og havde startet sin slavehandel op igen, da balladen havde lagt sig. I en ny krop, selvfølgelig.

Vargas trak let på den ene skulder, og tyggede en vindrue af munden, inden han svarede. Noget spændende? Han havde altid noget spændende. Men så vidt han huskede, var Drakhan glad for en bestemt slags slaver. Et smil hvilede på hans ansigt, et smil nogle nok ville anse for at være en smule skræmmende.
"Hmm, jeg har en del elvere til overs efter Kiles Ordens huseren rundt, men jeg har også noget, der er mere ovre i Deres smag, så vidt jeg erindrer? Jeg har en enkelt minotaur i øjeblikket, men han er også et ganske godt eksemplar. God til at følge ordrer. Og jeg har kontakt med en, der er villig til at indfange flere, dog til en lidt høj pris." Han fik et lidt beklagende udtryk i ansigtet, men det forsvandt hurtigt igen. "Halvdyr er stadig min specialitet." Han vendte sig halvt mod sjakalhalvdyret bag ham og slog let ud med armen. "Sesjan her har en interessant evne med at kunne adskille lugte. Og Shiré har den smukkeste sangstemme." 

Hvis Vargas elskede noget, så var det at handle. Normalt helst om folks sjæle, men slavehandlen faldt også i god jord ved ham. Han var en sælger og en køber, så at stå her og udplukke sine bedste varer var en fornøjelse for ham. Han fik næsten ikke lyst til at tage Drakhan med tilbage til slavehandlen med det samme, for at vise ham udvalget. Men det var nok bedre at bede ham komme forbi en anden dag, når de ikke lige var til et socialt arrangement, hvor diskretion var vigtigt.

Shiré kom allerede tilbage med to glas, som hun rakte frem mod de to dæmoner mens hun nejede. Så snart hendes hænder var frie, gik hun tilbage og stillede sig ved siden af Sesjan. Tæt på, tydeligvis utryg i situationen.

Drakhan havde afskyet norden. Nordfolket primitive levevis fik ham blot til at se yderligere ned på dem, og kulden føltes som om den sank helt ind i hans ben, selv om den ikke kunne slå ham ihjel. Føden var heller ikke spændende, og der var langt til vinen og de søde frugter, som han plejede at behage sit liv med.

"Der er ingen andre steder som Balzera." Gav han den anden dæmon ret. Han fortrød kun, at han ikke havde fundet byen på et tidligere tidspunkt og havde haft et par årtusinder til at opbygge sit omdømme. Nuvel, sent var bedre end aldrig.

Drakhans opmærksomhed var omgående fanget, da Vargas nævnte, at han havde en minotaurslave. Det var stadig de bedste tjenere, han havde haft - stærke og lydige, når de altså var opdraget godt. Og der var sjældent nogen, der havde lyst til at udfordre én, som havde en bred minotaurryg til at bakke sig op.
"Et godt eksemplar siger De. Ham ville det glæde mig at se.. jeg går ud fra, at han er kamptrænet?" De andre slaver havde også Drakhans interesse, for livvagter var der mest for sikkerhedens skyld. Han havde også brug for nogle, der kunne gøre hans liv mere behageligt..

Han brugte et lille tidsrum på at betragte Shiré, som havde bragt ham et nyt glas, og som han nippede tænksomt af imens. Hendes farvespil var ganske smukt, og han fandt hendes manerer fejlfrie, selv om hendes nervøsitet ikke var helt skjult. Man kunne vel heller ikke forvente, at slaver altid var i stand til at lade som om de holdt af deres arbejde..
"Og de er begge til salg?" Spurgte han, endnu ikke helt sikker på, om han var interesseret i at købe halvfuglen.

Vargas gav den anden dæmon ret med et smil og et lille nik. Nej, intet andet sted som Balzera. Selvom solen nogle dage var lidt for meget, men så var det godt, at han havde sit hjem, byggede op af kølige sten, hvor han kunne søge skygge og klare sit arbejde indefra. Så lod han sine ansatte klare alt det, der skulle laves ude. Heldigvis virkede hans højre hånd til at kunne lide varmen, men han var selvfølgelig også halvslange.

Smilet voksede en smule, som han kunne se Drakhans opmærksomhed blive fanget af benævnelsen af en minotaur. Ah, han havde husket rigtigt. Måske han skulle sende en besked til sin kontakt om, at der ville være brug for flere af disse store, voldelige dyr. Hvis den anden dæmon agtede at købe den, han havde.
”Selvfølgelig er han det. Jeg har haft ham i arenaen et par gange som reklame. Han gik sejrrigt derfra hver gang.” Noget der selvfølgelig havde puttet flere krystaller i Vargas’ dybe lommer. Han var lidt af en spillefugl, især når det kom til hans egne slaver, han vidste, hvad kunne.

Vargas tog i mod glasset fra halvfuglen og betragtede Drakhan lidt, mens han nippede til det. Det virkede ikke til, at dæmonen var så interesseret i den farverige slave, men det var også helt i orden. Det skortede ikke på blikke fra andre gæster til festen, så han regnede med, at hun og sjakalen var solgt, inden han tog derfra. Måske endda til en lidt højere pris end forventet.
”Alting er til salg for den rette pris. Måske De skulle komme forbi i morgen og se, hvad jeg ellers har at tilbyde. Jeg har lidt til enhver smag. De kan få minotauren at se i min arena. Eller få en smagsprøve eller to på, hvad mine slaver ellers kan tilbyde.” Han snakkede tydeligvis ikke om mad, men han uddybede heller ikke nærmere. I stedet drak han lidt mere af sit glas med et smil, der fik de to slaver til at tage hinanden i hånden bag dem.

Drakhan var godt tilfreds med sin nye, rubinske krop. Han besad ikke evnen til at besætte andre, men udformingen af kroppen kunne hans magi klare. I modsætning til hans sidste ophold i landet, havde Kazimi-adelsmanden det traditionelle rubinske udseende, der tillod ham nemmere at falde i et med omgivelserne, og den brune hud lod også til bedre at kunne håndtere det kraftige sollys.

Fortællingen om minotauren fik ham til at nikke veltilfreds. Slavehandleren kunne naturligvis let finde på at overdrive, når han forsøgte at sælge sine varer, men det lød lovende nok til, at Drakhan ville tage forbi handlenen og give minotauren et grundigt kig.
"De er stærke væsner." Bemærkede han. Når man var tilstrækkeligt paranoid omkring liv og formue, som Drakhan var, forekom verdenen en smule tryggere, når man havde et par brede minotaurryggge at gemme sig bag. "Det ville glæde mig at se ham .. har De givet ham et navn endnu?" Det skulle gerne være et eller andet frygtindgydende, der matchede hans styrke.

Drakhans blik søgte imod de andre to slaver, lettere søgende. Han havde også brug for nogle til at tage sig af de nyerhvervede hus - og gerne nogle, der var behagelige for øjet samtidig. 
Han lod som om han tænkte et øjeblik. "Jo, i morgen skulle nok kunne lade sig gøre." Svarede han med et behageligt smil. "Måske kunne jeg få en lille forprøve, hvis De vil tillade Shiré at underholde festgæsterne med en lille sang?" 

Selvfølgelig var Vargas ikke bleg for at smøre lidt tykt på, han havde trods alt en forretning, der skulle køre rundt, men han løj nu ikke, når han sagde, at minotauren havde lagt alle sine konkurrenter ned. Det var et rimeligt nemt bæst, han havde fået fingrene i der, den havde ikke noget i mod at adlyde ordrer, og slet ikke, når der ventede noget godt i den anden ende. Eller noget skidt, hvis den ikke gjorde, som der blev sagt. Ilden i den var stærk, men sjælen havde et pænt strejf af villighed til at tjene. En god blanding, og Vargas havde tænkt sig at skrue prisen så højt op som muligt. Også selvom det var Drakhan, der gerne skulle komme igen.

”Meget stærke,” sagde han med et let smil. ”Han ankom med navnet Aragos. Hans eget, så vidt jeg kunne forstå. Han adlyder det i hvert fald.” Vargas gik ikke så meget op i at navngive sine slaver, havde de et navn i forvejen, var det det, der blev skrevet i bøgerne. Han havde en erfaring med, at det gjorde det nemmere for væsnerne at omstille sig til livet som slave, hvis de fik lov til at beholde deres velkendte navn. Ærligt talt var Vargas ligeglad, på den måde var han bare fri for at skulle finde på navne hele tiden. Dovenskaben vandt igen.

”Jeg vil sørge for lidt opvartning og en tur igennem handlen, så De kan se, hvad jeg ellers kan tilbyde i øjeblikket.” Vargas vidste, at det var vigtigt at opvarte sine kunder og gøre det til en god oplevelse. Det var ikke altid, at han selv stod for det, men med Drakhan ville han gøre sig ulejligheden.
Han drejede sig lidt for at følge den anden dæmons blik til de to slaver.
”Du kommer til at skulle slås om hende.” Alt efter, hvor mange der var interesseret, ville Vargas lave en lille diskret budrunde. Han lavede en bevægelse med hånden, for at få slaven nærmere, hvilket hun tøvende adlød.
”Vi vil gerne høre din smukke stemme Shiré.” Han lagde en hånd mod hendes overarm, hvilket hun tydeligvis skulle kæmpe med ikke at flytte sig fra, og førte hende lidt frem, så man kunne se hende.
”Syng.” Selvom det blev sagt venligt, var det en tydelig ordre, og hun sank en klump, rømmede sig og begyndte så at synge. Noget af sangen var med tekst og noget var bare smukke lyde. Det var en sang om dybe skove og savn, en sang der trængte ind i ens sjæl og fik en til at længes efter steder, man aldrig havde været. Vargas lyttede, men havde mere travlt med at se på festens gæster end at tage sig af følelserne.

Ud af øjenkrogen holdt Drakhan diskret øje med gæsterne, der blev ved med at ankomme til festlighederne. Nogle genkendte han fra sit tidligere opholdt i Balzera - men mange af ansigterne var nye, for han havde ikke tidligere mænget sig meget med de adelige. En skam, for det var godt at skaffe sig nogle betydningsfulde bekendtskaber. 

Det samme gjorde sig gældende for Vargas. At han var en dæmon af alder og magt betød at Drakhan måtte være en smule mere på vagt over for ham, men på overfladen så det ud til, at dæmonen var mest interesseret i Rubinien og slavehandelen her. Det var naturligvis ikke til at vide, om han havde kontakter i Kzar Mora.

"Så vil jeg glæde mig til at se, hvad De har at byde på." Fortsatte han konverserende og nippede en smule til sit glas. Den anden hånd snuppede lidt tørret frugt fra en forbipassende tjener med en bakke, og han vendte igen opmærksomheden mod Shiré, der skulle til at begynde sin sang. Der ville være rigeligt tid den kommende dag til at se minotauren og hvad slavehandlen ellers havde at byde på.

Der faldt en ro over de nærmest festgæster som deres øjne vendte sig mod den nye underholdning og de klare toner begyndte at lyde over balkonen. Påvirkningen var næsten øjeblikkelig: Drakhan bemærkede en gæst eller to, der måtte stryge en tåre bort fra øjenkrogen og en ung adelsmand rømmede sig og forlod selskabet, tydeligt rørt. Selv kunne han mærke, hvordan tonerne vækkede en skjult længsel i ham, og fik ham til at tænke på de prægtige elverskove, han engang havde gjort til sit hjem. 
"Ved Guderne, det er jo lige til at blive helt sørgmodig af." Bemærkede han til Vargas med en lille latter for at skjule, at sangen også trængte ham en smule på. 

Slavens stemme fangede flere og flere gæsters opmærksomhed, og det var let at se på de halvtomme ansigter, at sangen gjorde, hvad den kunne. Halvfuglens evne var smuk, når den blev brugt rigtigt. Ja, den var også smuk, når den blev brugt forkert. Hun havde engang fået flere af hans vagter til at krybe sammen i skræk, da hun havde følt sig truet af dem. Ikke bare vagterne, hendes stemme nåede langt og flere slaver var reageret med skræk på de følelser, hendes toner havde skabt i dem. Hun var en sangfugl og et våben, og hun ville ikke blive solgt billigt. Fik han ikke den rigtige pris i aften, beholdt han hende med glæde, til han gjorde. Han havde brugt hende i handlen, men han kunne ikke beholde alle de slaver, han fandt interessante eller havde den mindste brug for.

Vargas blev trukket ud af sine griske tanker, da Drakhan sagde, at det var til at blive sørgmodig af. Åh. Ja. Det var egentligt ikke så godt. Vargas selv havde også fået en lyst til at drage tilbage til det kolde nord med bjergene og sneen, men han havde været alt for optaget af at studere festens gæster, til at lægge mærke til det.
Han trådte frem og lagde en hånd på Shirés skulder, hvilket straks fik hende til at krympe sig og holde op med at synge.
"Glæde. Det er en fest, ikke en begravelse." Han klemte lidt om hendes skulder, og hun nikkede hurtigt og hviskede et undskyld, inden hun fugtede sine læber og tydeligvis tvang sig selv til at synge en helt anden sang, der handlede om solens stråler og glæden ved livet. Selv Vargas kunne mærke den indre stemning lette med det samme, og han smilede tilfreds.

Da hun sluttede sangen, spredte der sig hurtigt en applaus, efterfulgt at imponerede stemmer og latter. Hun bukkede hovedet som tak og vendte hurtigt tilbage til den anden slave. Vargas klappede også lidt og smilede så næsten sejrrigt til Drakhan. 
"Jeg sagde jo, at hun synger fantastisk." Hans brune øjne gled tilbage til de andre gæster og han kunne se de første allerede komme i mod ham. Ah, det var tid til at gøre en handel.
"De må hellere komme med et godt bud, hvis De er interesseret." Selvom Vargas ikke ville have noget i mod at sælge til den anden dæmon, var han grådig. Han ville se, hvor højt han kunne presse prisen. Og luften omkring ham blev fyldt med grådighed, så dem der kom tæt på ham, ønskede at have og eje. Det var lidt et tveægget sværd, for nogle holdt mere af deres krystaller end det, der blev solgt, men for det meste hjalp det ham med at afsætte sine slaver til en bedre pris. Og det ville han udnytte sig af nu.

Drakhans lyse blå øjne i det solbrune ansigt holdt spændt øje med halvfuglen, som hendes toner skiftede. Den tydligere lettelse blandt de nærmeste gik heller ikke hans opmærksomhed forbi - der var mange, der var blevet påvirket af de triste toner. Som munterheden i stedet begyndte at brede sig spillede et lille smil i Drakhans mundvig: han kunne godt forestille sig, at der kunne være store muligheder i Shirés evne. Lad hende underholde gæsterne før en vigtig handel eller samtale, og hun kunne påvirke dets udfald..

Det gik op for Drakhan med et stik af grådighed, at han ville have slaven.

Igen gled blikket rundt på gæsterne, og han så mange interesserede - heriblandt også folk, der var højere på strå end Samik af Kazimi, og derved kunne forventes at byde over. Men Drakhan havde ikke sine penge fra adelsmandens sparsomme formue - tværtimod, havde han efterladt sig flere krystalfyldte bankbokse i Balzera inden han i al hast forlod byen.

"Jeg byder Dem én diamant for fuglen." Bemærkede han lavmælt til Vargas. Det var det dobbelte af prisen af en almindelig hest, men slavens evne var unik, og Drakhan var ikke i tvivl om, at den anden dæmon nemt kunne presse prisen yderligere i vejret, hvis han ønskede.. det var en del af handelen, og der så ud til at være tilstrækkeligt med købere.

Vargas kunne se det i Drakhans blå øjne. Grådigheden. Ønsket om at eje. Og det fik dødssynden til at smile lidt uhyggeligt for et øjeblik. Han elskede den følelse. Både når han selv lod sig oversvømme af den, men endnu mere, når han kunne fremelske den hos andre. Det var lige før at han kunne smage det, som noget bittersødt i luften. Han havde lyst til at sprede mere af følelsen i luften, få alle til festen til at kaste sig over det, de helst ville have. Han havde gjort det før, steder, hvor han ikke boede, men bare var på besøg. Få et helt rum fyldt med væsner til at miste besindelsen af grådighed. Det var altid spændende at se, hvad folk ville have. Sex, vold, penge, mad. Ja, han havde engang set nogen stikke af med et unikt bord. Han elskede det. Og han morede sig altid over, at han virkede til at have en indvirkning på de andre dødssynder. Grådighed satte åbenbart gang i de fleste andre lyster også.

”En diamant. En god pris.” Han nikkede, men solgte ham ikke slaven med det samme. Kunne han få mere? Grådigheden lå i ham som en god ven, men lige nu viste den kløer. Og samtalen blev også afbrudt der, som den første gæst tiltrak sig Vargas’ opmærksomhed. Og lidt efter faldt buddene, højere og højere, væsnernes ønske om at eje så fantastisk en slave forhøjet af den uregistrerbare bittersøde smag i luften.
Da en lav, men rimeligt bred, rig sultan havde afbrudt en anden potentiel køber med et bud på tre diamanter og nogle poser med krydderier, der blev groet ved hans palads, der normalt var ret svære at få fat på, drejede Vargas blikket mod Drakhan og så spørgende på ham. Var han interesseret i at overgå det tilbud? Trods grådigheden, var de fleste købere bakket væk efterhånden som prisen steg. Det var jo en slave.

Man kunne nok se på Vargas, at han næsten var elektrisk. Han var stadig rolig udadtil, styrede buddene og holdt styr på navne og titler, på dem han kendte i hvert fald, men hans øjne glimtede og der sad et næsten lystent smil på hans ansigt. Han var i sit es. Og tanken om krystallerne gav ham et sug i maven.

Grådigheden var et karaktertræk, der var nemt at fremelske i Drakhan. Han elskede at vise sig frem - omgive sig med luksuriøse varer og ikke mindst slaver. Han følte, at jo mere rigdom, han havde, jo mere var han. 
Krystallerne, han havde efterladt sig var én ting - men ingen kunne se hans rigdom, hvis han ikke også ejede noget. Snart ville han investere i forskellige forretninger rundt om i Balzera, så det lignede, at han havde en god indtjening - men for nu, ville han have sig nogle slaver!

Han kunne fornemme Vargas taktik - den flotte demonstration af slavens stemme havde fået ivrige købere til at vælte frem, og Drakhans isblå øjne blev smalle. Han brød sig ikke om sultanen og hans ivrighed for at eje slaven - Drakhan selv følte, at fuglen ville være mere værd hos ham og han kunne ikke rigtig ryste følelsen af at gerne ville eje hende af sig.
Også selv om det var ved at blive rigtig, rigtig dyrt..

"3 og en halv diamant." Han mærkede ordene forme sig i munden og håbede, at buddet ikke ville skaffe ham for mange fjender. Slavens farvestrålende fjer skinnede i sollyset. "Rene penge. Ingen tvivlsomme krydderier." Tilføjede han med et isnende blik på sultanen.
En yngre prins af Kazimi-familien lo i nærheden: "Du må være blevet ensom i dit eksil, siden fuglen interesserer dig sådan, Samik.. Pas på du ikke ruinerer dig selv." 

Drakhan faldt tilbage i sin rolle og slog en latter op, mens han nippede af sit glas. "Mit hjem er så tomt, hvad skal jeg dog gøre?" Forsvarede han sig.

Vargas måtte anstrenge sig for ikke at smile for meget, som Drakhan tydeligvis ikke var tilfreds med de høje bud, men heller ikke så ud til at ville give op på slaven endnu. Dog viste hans hvide tænder sig i det mørke ansigt sig, da den anden dæmon kom med sit bud. Vargas kastede et kort blik på sultanen, der efter et øjebliks længselsfuld stirren på halvfuglen endte med at ryste på hovedet. Han ville ikke være med mere.
"Jamen så er slaven solgt til den ærede Samik af Kazimi." Han lavede et let buk i overkroppen for Drakhan for at illustrere, at han godkendte buddet og anerkendte handlen som overstået. Så man over på halvfuglen ville man se hende klamre sig til halvsjakalens hånd, mens hun rystede af skræk over situationen og så på Drakhan med store øjne.

Vargas tømte sit glas og fik det straks udskiftet af en tjener, der var kommet over mens alle var samlet om budrunden. Det havde allerede været en god aften, det kunne han godt fejre.
"Jeg tænker, at vi gennemfører handlen, når De kommer forbi for at se resten af udvalget?" Hans blik hvilede på den anden dæmon, mens flokken omkring dem spredtes og festen fortsatte. Det havde været et helt lille show, og Vargas var ret sikker på, at der ville blive travlt i slavehandlen den næste uges tid. Hans grådighed skulle nok blive siddende lidt i folk i et et par dage.

Vargas endelige ord fik en varm, tilfreds følelse til at brede sig i brystet af Drakhan. Fuglen var hans, og tonerne fra hendes sang ville oplyse hans hjem. Hun ville være perfekt til at underholde de gæster, han planlagde at fylde sit hjem med - gæster, som ville give ham attraktive handelsaftaler, og som stille og roligt ville hjælpe ham med at genopbygge sin rigdom og magt i byen. Hans fingre kløede nærmest efter at komme i gang!

Han bed ikke mærke i fuglens rysten, lige som han ikke tænkte videre over slavens skræk for at få en ny herre. Han behandlede ikke sine slaver dårligt, men han anså dem heller ikke for at være rigtige væsner. De var der for at tjene ham - intet andet.
Derimod bemærkede han et par misundelige blikke fra de andre bydende, og hans ansigt blev omgående udglattet i et høfligt, undskyldende smil. Han gjorde et lille skuldertræk, som kunne forventes af en ung adelsmand, der havde været lidt for ivrig med en handel..

"Det er en aftale. Jeg er naturligvis også stadig interesseret i minotauren.." Bemærkede han, den sidste del lidt mere lavmælt til Vargas. Rygterne ville naturligvis snart begynde at gå om, at Samik af Kazimi havde lagt en større mængde krystaller hos Vargas, men som situationen var nu, var der ingen grund til påråbe sig mere opmærksomhed..

Drakhans lille skuespil som den unge adelsmand, morede Vargas en smule, men han havde ikke tænkt sig at afsløre ham. Både fordi han havde en god kunde i ham, men også fordi at sådan en afsløring ville afsløre ham selv. Det var efterhånden en kendt hemmelighed, at han var dæmon, han havde skiftet hylster et par gange, men aldrig navn, og han reklamerede ellers ikke med det. Han foretrak at være rimeligt anonym, selvom det blev sværere og sværere som årene gik, og som hans forretning voksede. Han var begyndt at ånde den største slavehandel i nakken - tiden med Kiles Orden havde været god for ham. Det ville ikke vare længe, inden den ene mur om handlen skulle væltes, så han kunne bygge ud. Pladsen var ved at være trang, både for slaver og dyr.

"Ja, selvfølgelig. Jeg reserverer ham til Dem." Hvilket bestod i, at han ville informere sin højre hånd, en halvslange ved navn Umbrien om, at minotauren ikke skulle sælges. Umbrien var den, der havde styr på det hele, og Vargas stolede overraskende meget på ham. Han ville være svær at skifte ud, når alderdommen tog ham.
Vargas drak lidt af væsken i sit glas, en smagfyld krydret vin, der fik ham til at tænke på det tørre område mellem ørken og den frodige verden længere nord på.

Hans blik gled tilbage til den anden dæmon, og han sendte ham et venligt smil, der ikke helt nåede hans øjne, der i stedet glimtede lidt af grådig interesse.
"Nu hvor De er tilbage i Balzera, hvad går De så rundt med planer om?" Ville han starte forretninger op? Og var det noget, Vargas kunne bruge til noget?

Nu hvor handlen var overstået og snakken genoptaget, lænede Drakhan i skikkelsen af Samik sig tilbage mod en søjle, nydende den kølige brise fra havet og smagen af vinen. Selv om han fandt mange af adelsfolkene særdeles tåbelige, var dette alligevel den verden, han åndede og levede for. Adelsmændene ville blive gamle og dø med tiden - han selv ville samle sin rigdom, skifte skikkelse et par gange, og nyde tilværelsen i syden..
Og ingen af de mere hævngærrige dæmoner, ville komme efter ham. Håbede han.

Han nikkede tilfreds til Vargas. Han ville uden tvivl hvile tryggere om natten, når der stod en mintaur på vagt uden for hans dør.. og var han heldig, ville slavehandleren snart få flere på lager.. skabningerne holdt trods alt til her i Rubinien, selv om de nyindfangede havde det med at være nogle bidske bæster..

"Jeg tænker at investere lidt krystaller i nogle af de lokale forretninger.." Bemærkede han lavmælt til Vargas med blikket på de festende. Det skulle naturligvis gøres diskret, så der ikke var nogen, der begyndte at undre sig for meget over, hvor Samik af Kazimi havde sin store formue fra. Han kunne jo ikke så godt sige, at han havde opbygget den over mange århundreder..
"Silke og krydderier, har jeg kig på. Jeg vil naturligvis ikke udfordre Deres marked." Tilføjede han. Jovist, der var flere slavehandlere og nok nogle, man kunne opkøbe, men med den hastidghed Vargas' forretning voksede, kunne der efterhånden ikke være nogen tvivl om, hvem der dominerede handlen.

Nysgerrigt lyttede Vargas til Drakhans planer om at investere i lokale forretninger. En ganske god plan, altså at starte roligt op. Selvom Kazimi-familien var adelig, var Vargas ikke klar over, hvor mange penge, den yngre Kazimi havde i sit navn, men han var ikke i tvivl om, at Drakhan var en fornuftig dæmon med sine værdier godt gemt til hårde tider. Vargas havde gjort det samme. Hvis det en dag skulle brænde på og han blev nødt til at starte et nyt liv op et andet sted i Krystallandet. Den slags var jo sket før.

Et smil gled over Vargas ansigt, da den anden dæmon skyndte sig at understrege, at han ikke havde tænkt sig at udfordre Vargas’ forretning. Ikke at Vargas havde regnet med det, men det var da rart at få bekræftet. Og han kunne selvfølgelig ikke lade være med at føle sig smigret. Arrogancen lå altid lige under overfladen, og Drakhan formåede at polere dødssyndens ego ved den ene sætning.
”Det lyder som en fornuftig idé,” svarede han, uden at uddybe, hvad han kommenterede på. ”De må endeligt sige til, hvis De kan tilbyde en god handel.” Ah ja, handler. Vargas levede for at handle.

Han løftede glasset til munden og nippede lidt til vinen. Som han sænkede det, dukkede der en ældre mand op ved siden af ham.
”Herre Aziz? Jeg ved ikke, om De kan huske mig…” Herren var klædt i dyrt silke i smukke gule og grønne farver, og hans hvide skæg stod i skarp kontrast til den mørke hud og dybe brune øjne.
”Selvfølgelig kan jeg det, De har en kamelfarm nord for Sarghos. Hamit Quain. Mig en glæde at møde Dem igen.” Navnet kom til ham, som han snakkede. Han var ganske god til ansigter og navne, og han gjorde det til en ære at kunne huske folk, selv for mange år tilbage.
Den ældre mand smilede glad, som slavehandleren genkendte ham.
”Ja, ganske rigtigt. De solgte mig engang et par unge slaver til farmen, og jeg ønsker at se på et par mere, nu jeg er i Balzera.” Hans blik gled nysgerrigt til den unge Kazimi.

Vargas smilede sit bedste kundesmil og nikkede.
”Selvfølgelig!” Han drejede sig mod Drakhan og bukkede let i overkroppen, en ydmyg bevægelse han fik til at virke overlegen. ”Jeg må undskylde, arbejdet kalder. Jeg vil glæde mig til at se Dem igen, unge Herre Kazimi.” Han sendte ham et lidt morende blik, inden han fulgtes med manden, der ville have ham med hen til sin søn, der ventede et andet sted. De to slaver fulgte troligt efter ham, halvfulgen sendte et bange og bekymret blik mod manden, der lige havde købt hende.
Arbejdet kaldte, ja, og Vargas fik ikke bare én aftale ud af aftenen. Som sagt, de næste dage ville blive travle i handlen.