Endnu en kedelig vagt, endnu en gang hvor hun var blevet sat til noget - hun virkelig ikke gad. Med et ganske surt og tvært blik, bevægede byvagternes våbenmester sig igennem skumringskvartet. Af en enkelt grund, for at tage alle dem der var ude efter mørkets frembrud. Hvilken fantastisk opgave man da kunne få tilstillet! Selvfølgelig havde hun hævet stemmen, og spurgt hvorfor hun lige havde fået tjansen. Hun havde rigeligt at se i nye rekrutter, og de ældre. Men nej, noget med moralen skulle holdes oppe og alle var nød til at give en hånd. Hun havde aldrig hørt noget lignede, ganske irriteret sparket hun til en sten der blev sendt flyvende hen over gaden. Klangen der kom fra sten, der ramte sten gav genlyd i et stykke tid. Mens hun fortsatte videre, det var en kølig aften og hun kunne mærke hvordan det var begyndt at krybe ind igennem hendes rustning og tøjet hun havde inden under.

Generelt var det bare ikke hendes dag, uge eller måned. Så mange ting var sket, på det sidste, ting hun egentlig helst ville glemme. Men sådan var det sjældent med livet, at man bare kunne lukke øjnene tænke problemet væk. Og når man så åbnede dem igen, så var problemet faktisk forsvundet. Og hvad disse vagter også gjorde ved en, var at det var efterhånden så sjældent at man fandt nogen som havde valgt at være ude efter mørkets frembrud. Så man var ret meget efterladt til sig selv og sine egne tanker. En farlig kombi lige i øjeblikket.

Anann rundede et hjørne, og holdte lanterne frem for sig, i et kort øjeblik synes hun at se en skikkelse. Men da hun kiggede igen var den væk, hun tog en dyb indånding, og lod nogle fingre glide sig hen over øjet. Måske var hun også bare ved at være for gammel til at tage disse aften vagter. Med trætte ben, og et hoved der ønsket at falde i søvn i stedet. Overvejede hun kort, om der var nogen som ville opdage hvis hun bare gik hjem og sov. Men selvom trængen var stor, kunne hun alligevel ikke få sig selv til det. Reglerne skulle jo overholdes, når alt kom til alt.

Den urolige fornemmelse i Killians krop var blevet for meget igen og så snart dagens arbejde var overstået, havde han taget et bad ude i det kolde vand i det store trug ude i gården og havde taget noget af sit lidt pænere tøj på, inden han var draget ud i byen for at få stillet den uendelige sult, han havde lidt af det meste af sit liv. Nærhed. Han havde brug for at nogen rørte ved ham og bekræftede hans eksistens.

Jagten på den person startede i en kro i Nedre by, men heldet syntes ikke rigtigt at være med ham, så med en svag fornemmelse af desperation fortsatte han ned i Skumringskvarteret. Her kom han ikke alt for ofte, selvom det var nemmere at fange nogens opmærksomhed her. Det var ikke fordi, at de ikke var voldelige i Nedre by, der var bare længere i mellem dem. I Skumringskvarteret var det nemmere at være uheldig. 
Men her var han altså endt og snart havde han fundet en mand, der virkede interesseret i ham. Det varede ikke længe inden en glad Killian forlod kroen med manden, der hurtigt trak ham med til en lille gyde, hvor de kunne få lidt privatliv - ikke at der var ret mange ude i mørket alligevel på grund af udgangsforbuddet, men det var trods alt Skumringskvarteret og mange var ret ligeglade med Kilepræsternes åndssvage lov.

Men hyggen var nu hurtigt overstået. Der var ikke noget tålmodigt over manden og snart sad Killian på knæ med en hånd lidt for hårdt viklet ind i sit hår. Heldigvis tog det ikke så længe, og så snart manden var færdig, skubbede han Killian væk, trak sine bukser på plads og forsvandt ud i mørket. 
Killian blev siddende lidt på de beskidte brosten med en grim fornemmelse i maven, inden han sukkede dybt og skar ansigt over smerterne fra sin hovedbund. Nå ja, han kunne ikke være lige heldig hver gang. Han kom på benene, børste sine bukser af og kørte hænderne igennem sit hår, inden han uden at se sig for gik ud af gyden. Og direkte ind i en person. Forskrækket så han op. Byvagtsuniformen var til at genkende, selv i det svagt oplyste mørke. Lort. Han tøvede kun et sekund, inden han drejede om på hælen for at løbe.

“Hey Killarney! Se hvad jeg fandt!” Anann fik et chok, der gav et lille ryk i kroppen da en stemme pludselig kaldte hende an. Og selv at det var en stemme hun kendte, så havde hun alligevel ikke troet nogen gik den her rute også. Hendes blik landede henne på personen der havde råbt til hende. Rigtigt nok, var det en af dem der havde været i byvagterne lidt længere tid. En stor knægt ved navn Wilhelm, der stod han med et skævt smil på læben. Og en fuldvoksen mand var blevet taget godt fat i ved kraven, så han ikke løb nogen steder. Det var ikke et særlig tilfredst blik der kom fra manden, da han kiggede hen på hende. “Jamen tillykke.” sagde hun træt, hvad skulle hun bruge denne information til? Faktisk, når det nu kom til stykket. Så synes hun denne nye regel var noget være vås. Hvorfor skulle man pludselig dikterer hvad folk måtte og ikke måtte om natten. Måske hvis der havde været nogen grund til det, fare i gaderne der kom ud om natten. Men det havde der ikke rigtig været, havde der? Men Anann var en del af en orden der håndhævet loven, og hvis det var loven så måtte hun jo gøre sit arbejde. Manden prøvede at vride sig ud af Wilhelms greb, men da det ikke virkede spyttede han ud efter Ananns sko. Aften blev da bare bedre og bedre. Hun sukkede, men Wilhelm blev en anelse mere aggressiv, da han gav manden et ordentlig dask over nakken. “Oi! Dit røvhul” han vente hurtigt opmærksomheden op på hende. “Jeg tror ikke han var alene, hvis du forstår hvad jeg mener.” fabelagtigt, Anann himlede med øjnene. Hvad var det med folk der skulle have deres lyster stillet midt på gaderne? Hun nikkede. “Tog ham lidt længere nede, hvis du vil prøve at se om du kan nå at fange personen” Hun sukkede “Tak. Vi ses” hun gav et lille vink, og begav sig over til stedet Wilhelm havde udpeget for hende.

Hun gik med stille skridt, mens hun spejdede ned af gyderne. Men selv med lanternen var det svært at se, når det var blevet så mørkt. Så hun havde allerede en anelse om at hun nok ikke ville nå at fange personen. Derfor fik hun endnu et chok for aftnen, da der pludselig var en der stødte ind i hende. Hun var dog heldigvis opmærksom nok, til at det ikke var længe at hun var chokeret. Så da han prøvede at vende rundt og løbe fra hende, havde hun allerede skudt sin arm ud for at tage fat i hans skulder. “Hvor fanden tror du, du skal hen?” kom der med en træt og meget irritabel stemme. Hun håbede virkelig ikke, hun skulle til at løbe efter ham. Det var hun ikke sikker på hun kunne overskue.

Det var ikke fordi at Killian havde for vane at stikke af fra byvagter, men han var egentligt mest bare blevet forskrækket og det øjeblik virkede det som den bedste idé. At komme væk før han kom i ballade. Så hans krop reagerede egentligt mest af sig selv, da han snurrede rundt for at stikke af. Men han nåede ikke at tage mere end et skidt, før en hånd lagde sig på hans skulder og stoppede ham inden han kom i gang. Det havde nær rykket ham ud af balance, så han trådte et skridt tilbage for at holde den. Han skar ansigt. Pokkers! 

Langsomt vendte han sig mod kvinden i uniformen og sænkede hovedet lidt skamfuldt, fanget på fersk gerning.
"Jeg er på vej hjem," sagde han dæmpet og så på hende igennem krøllerne med et forsøg på store uskyldige øjne. Hvilket virkede på nogen, men han var ikke sikker på, at det havde en effekt på den her kvindelige byvagt. 
Egentligt var han ikke på vej hjem, for selvom han lige have haft en træls oplevelse, var han ikke slået ud og krilleren sad stadig i hans krop. Han havde brug for nærhed, det var lige så det sitrede i hans krop.

Selv hendes hånd på hans skulder fik det til at summe i hans hud under tøjet og han bed sig kort i læben. Måske han skulle prøve at snakke sig uden om turen i arresten, som sikkert ventede ham. Han havde ikke lyst til at slutte dagen af med at vække Giles og få ham ned og betale ham ud igen. 
"Det er ikke med vilje, at jeg er på vej hjem så sent, tiden forsvandt bare lige pludseligt." Det var en tynd undskyldning og han kunne godt selv høre det, men det med at lyve var ikke han stærkeste egenskab. Han så lidt bedende på hende, om hun ikke kunne godtage den og sende ham hjemad.

Hun åndede lettet op, da hun mærkede hvordan hendes hånd fik fat i knægtens skulder inden han nåede at læbe væk. Den blev dog også liggende, selv da han vente sig imod hende. Den holde dog lidt bedre fast, så han ikke skulle få flere gode idéer. Hun fik dog et hævet øjenbryn, da hun kunne se hvor ung han så ud. Hvad lavede han her ude så sent? Og dette kunne vel ikke være personen, som de gamle gris Wilhelm havde fået fat i, havde hygget sig med? For hans skyld, drengen der stod foran hende. Så håbede hun ikke at det var rigtigt. Men når det kom til stykket, kunne hun faktisk ikke være ligeglad. Han var lige så høj som hende, måske endda lidt lavere. Så da han vente sig om, var de ansigt til ansigt og hun fik et godt udsyn ind i hans øjne. Hvad var det for et blik han gav hende? Hun hævede sit øjenbryn, og måtte indrømme hun blev lidt forvirret.

Hun kunne ikke påstå at dem hun fangede, når de gjorde noget de ikke måtte. Var så, venlige? Hun rystede dog let på hoved, for at vende tilbage til hvad hun havde gang i. “Om du så er på vej hjem, og om du glemte tiden. Det er mig fuldstændig uvedkommende. Du har brudt reglerne, og skal følge med mig.” sukkede hun irritabel, og begyndte at finde nogle håndjern frem, dog uden at slippe hans skulder.

Lidt utilfreds kunne Killian konkludere, at hans forsøg på at virke uskyldig ikke rigtig slog igennem ved byvagten. Hun var åbenbart opsat på at tage ham med tilbage til byvagternes hovedkvarter. Endda i håndjern, gik det op for ham, da hun begyndte at rasle med dem. Lyden fik Killian til at flytte lidt på sig og skæve til kvindens ansigt. 
Killian var ikke bange for byvagter. Han vidste godt, at de var der for at beskytte de almindelige borgere, som han var en del af. Han havde dog mødt byvagter, der havde løse næver og med glæde udnyttede en ung mand som ham. De var især kommet til efter at Kiles Orden havde taget magten i byen. Men denne kvinde virkede ikke som en af dem.

Langsomt fugtede han sin underlæbe, inden han valgte at tage chancen. Måske han var heldig? Han havde sine tvivl, for hun virkede meget striks. Men hvad kunne der ske, hvis hun ikke tog i mod hans tilbud?
"Kan... kan vi ikke finde på en anden løsning... jeg mener..." Der dukkede et lidt forsigtigt skævt smil op på hans ansigt, og han pillede lidt ved sine fingre. Uden at tænke over det, skød han hoften en smule ud til siden. 
"Der må da være et eller andet... jeg kan gøre..." Han mødte hendes blik og bed sig kort i underlæben, inden han næsten lidt genert slog blikket ned.

Selvom der ikke var meget afstand i mellem dem, trådte han et lille skridt nærmere. Hans ene hånd flyttede sig op til hendes, der havde fat i hans skulder. Med en blid bevægelse strøg han fingrene over hendes hud på hånden og lige så blidt ned ad hendes håndled. Han kunne næsten mærke sig selv få gåsehud ved følelsen af hendes hud og pludseligt handlede det ikke så meget om at slippe ud af en knibe, men at mærke mere af den bløde hud i mod sin.
Han tog en dyb indånding og smilede lidt mere, mens han så hende i øjnene igen.
"Du må godt lægge mig i håndjern, hvis... hvis det gør det bedre." Og selvom han efterhånden havde en udstråling ingen kunne være i tvivl om, så han stadig alt for uskyldig ud.

Hun var godt i gang med at finde håndjernene frem, da han begyndte at snakke. Da hun var så hurtig til at drage en konklusion, at han ville begynde at tigge og be om at hun ikke gjorde det. At hun dog måtte se, han ikke havde råd til at blive smidt i brummen. At hun faktisk slet ikke hørte hvad han sagde, før at det virkelig gik op for hende - hvad han sagde. Hun kiggede meget forvirret på ham, lagde han - an på hende? Hun sank noget mundvand, og var meget tæt på tabe kæben fuldstændig. Aldrig, i hendes - hvad - nu 10 år i byvagten havde hun oplevet noget så. Hun stirrede bare på ham, som var han ved at blive til guld. Eller havde groet en abnorm lang næse.

Da han lagde sin hånd imod hendes, og trådte længere ind i hendes personlige område. Var hun meget tæt på at tabe håndjernene hun havde i hånden. Hun var også ganske tæt på at slippe sit greb omkring hans skulder. Før det gik op for hende, at han måtte tage pis på hende. Dette var en eller anden metode, for at få hende til at slippe ham. Også ville han bruge hendes forvirring til at nå et godt stykke væk fra hende, og på den måde slippe væk. “Undskyld mig, hvordan tror du, det er du snakker til mig?” selvom hun prøvede at virke kommanderende, var det tydeligt at høre han havde ramte en blød nerve, og stemmen kom en smule mere hæs og rasp ud i stedet. Hun greb omkring hans håndled, og klappede håndjernene hen over det. “Den er god med dig, tror det ville hjælpe. Aldrig har jeg..” nu kunne hun ikke engang finde ud af at bruge hendes ord? “Slut! Du kommer med mig, og nej!” derefter greb hun ud efter hans anden hånd, for at sikre sig at han ikke ville slippe ud af hans tilfangetagelse.

Killian var lige ved at tro, at det virkede. Han kunne se kvindens skuldre falde svagt ned og hun trak ikke hånden til sig. Han havde hende næsten - og så alligevel ikke. Hendes ord føltes næsten som en lussing, selvom de ikke var så hårde, hvilket fik ham til at skære ansigt, der bagefter faldt i triste folder. Metallet om hans håndled var en stor kontrast til hendes varme hud og han trak skuldrene lidt op, næsten som havde hun slået ham. Første rørte han sig ikke, men da hun greb fat om hans andet håndled greb han fat om hendes håndled.

Han havde hørt noget i hendes tonefald, han var sikker! Stædigt besluttede han sig for ikke at give op. 
"Jamen... jeg mener det." Hans fingre gled op af hendes underarm, så langt han kunne nå, mens hun havde fat om hans håndled. Han bed sig i læben og tænkte hurtigt over, hvad han skulle sige og gøre.
"Jeg vil gerne... gøre dig glad. Give dig noget godt. Ikke bare for at slippe for at komme i arresten... men også fordi..." Han smilede forsigtigt, men alligevel lidt charmerende til hende. "... du er en smuk kvinde." Okay, han håbede ikke, at han smurte for tykt på, men hans ord var skam sande. Hun var smuk! Også selvom han ikke kunne se hende rigtigt i mørket og hendes tøj slørede hendes former. Men Killian fandt alle smukke, både mænd og kvinder. 

Han flyttede lidt på sig og ville ønske, at han kunne røre mere ved hende. Få hende til at forstå, at han gerne ville hende.
Han følte sig handicappet i mørket og med sine hænder samlet på den måde. Han kunne ikke folde sig ud, som han gerne ville. Igen bed han sig i læben og forsøgte at række ud efter hendes mave, bare for at røre ved hendes tøj.
"Du... du kan også bare... smide mig i... i en celle bagefter..." Der var et svagt skær af desperation over hans stemme og han så næsten bedende op på hende igennem sine krøller, der faldt ned om hans ansigt, som han havde sænket hovedet.

Hvad foregik der her? Hun stirrede på ham med vantro i øjnene, hun kunne sikkert så let som ingen ting rive sig ud af hans greb. Men hun gjorde det ikke, og hun kunne ikke forstå hvorfor. Hvorfor hun ikke bare hamrede jernet rundt omkring hans håndled, og trak ham afsted tilbage til arresten. Måske var det hans tone, måske var det hans blik der skreg at noget var i stykker. Måske bare i et kort øjeblik, blev hun overbevist om at hun kunne fikse det. Dette var absurd, og trancen blev brudt så snart han sagde hun var en smuk kvinde. Undskyld hende, hvad? Hendes mund trak sig i en anstrengt mine, der var noget helt forskruet ved denne knægt, og jo hurtigere hun kunne smide ham i arresten desto bedre.

Den sene nat måtte være det, der gjorde hun ikke var sig selv. Det var det som hun blev ved med at overbevise sig selv om, som hun prøvede at vende tilbage til virkeligheden. Det var først da han begyndte at rakte ud efter hende, at hun lagde sine fingre omkring hans håndled. Hun slap hånden som hun havde lagt i håndjern, og lagde den i stedet omkring hans hage for at holde den på plads. “Hvilke stoffer har du indtaget i nat? Og hvorfor er du ude så sent? Denne her gang vil jeg høre sandheden.” hendes stemme var hård, nu var ved at være træt af at han prøvede at røre rundt i hendes tanker. Han hørte ikke til der inde, og hun brød sig slet ikke om denne situation! Men på trods af alt dette, var hun stadig ikke på vej ned mod arresten med ham på slæb. Hvad var det lige der stoppede hende?

Killians smil begyndte at falme, da det gik op for ham, at han vist havde skubbet det for langt. Lort. Hun tog om hans frie håndled og han forventede at mærke det kolde metal om det også, men i stedet tog hun ved hans hage, hvilket fik ham til at se lidt forskrækket på hende.
Killian havde aldrig haft en mor eller nogen form for moderskikkelse, så han kunne ikke sammenligne hendes handling med noget i den stil. Men han reagerede lidt som et barn, der stod overfor en utilfreds mor. Hans skuldre gled lidt op og hans blik ramte kun kort hendes, inden det flakkede til siden. Hun gav ham følelsen af at have gjort noget forkert, selvom han ikke selv syntes det.

"Jeg har ikke taget nogen stoffer," mumlede han. Altså, i aften. Det var faktisk et par uger siden sidst, at han havde haft fat i den sjove tobak. Hestene kunne ikke lide ham, når han var skæv, så han forsøgte altid at holde det på et minimum. Om det så var svampe, tobak eller andre ting, der kunne lette trykket i hans hjerne lidt.
Usikkert bed han sig i læben, da hun ville have at vide, hvad han lavede ude så sent. Han trak kort på skuldrene og mødte kort hendes blik.
"Jeg... var på udkig efter selskab." Hendes stirren på ham fik ham til at flytte sig lidt uroligt, inden han tilføjede noget i en lidt nedslået tone. "Jeg havde ikke lyst til at være alene."

Det var en sandhed, der gjorde ondt og han skar svagt ansigt, inden han flyttede blikket fra hende igen. Han forsøgte ikke at rykke sig fri af hendes greb. Hendes hånd var varm mod hans hage og selv det føltes rart, selvom det ikke var en rar berøring. Selvom han lige havde rundet de 25, fik hele hans udstråling sammen med hans udseende ham til at se flere år yngre ud, ja, man kunne nok gå så langt at sige, at han ikke lignede en, der var en dag over 20. 

Hendes øjenbryn løftede sig, og hun gav ham et let overrasket ansigtsudtryk. Men han var så ung? Han havde vel ingen problemer med at få pigerne, at til løbe ham i hælene. For selvom hun nødigt ville indrømme det, kunne hun ud fra lyset fra lanterne godt se at det var en ganske flot ung mand der stod foran hende. Hun rømmede sig, og tog en dyb indånding. Hun havde måske født to sønner, men hun var ingen mor. Så hun havde svært ved at forlig sig med, hvordan hun skulle reagere i denne situation. Var det forventet hun skulle have ondt af ham, kramme ham og fortælle ham hvor forfærdeligt det var? For det var for hende, ganske svært at se ud over, at han havde brudt nogle regler og det skulle han straffes for. Hun var måske ikke lige så forfærdelig og ond, som nogle af de nye byvagter der var blevet tildelt deres rang efter Kiles orden var kommet til magten. Men, hun var stadig ikke en god person, hun havde sine ar. Ar fra da hun havde mistet sin rang i lyset, da de havde smidt hende på gaden. Ar, da hendes forlovede døde og hun valgte at opgive hendes yngste søn. Dybe blødende sår, fra tiden hvor hun havde siddet og drukket sig i hegnet hver, eneste, aften.

Hun trak en grimasse, mens hun betragtede ham. “Jeg tror ikke du finder noget godt selskab her ude.” hun prøvede at lyde barmhjertig. Og uden hun tænkte over, det lod hun sine fingre stryge hen over hans kind, inden hun lod jernet glide hen over hans andet håndled. “jeg beklager” hun kunne ikke helt forstå, hvorfor hun blev ramt af et lille stik af dårlig samvittighed. “Men du har brudt reglerne, og jeg bliver nød til at bringe dig med tilbage til arresten.”

Hun trak ham ikke afsted på hendes normale hårde måde. Hun lagde sin ene hånd på hans skulder igen, og begyndte at trække ham lige så stille afsted. Hendes mave begyndte at knuge sig sammen, selskab? Hvilket former for selskab var det i virkeligheden han søgte. Hvorfor blev hun ved med at tænke over det? Hendes træk i ansigtet og blikket, gjorde det tydeligt at hun ikke helt følte at det var det rigtige hun gjorde. Men om ikke andet, så førte hun ham stadig afsted ned af gaderne. Hvis han ikke prøvede at stikke af, ville der ikke sket ret meget i deres rejse hen til arresten. Det var først, da de ikke var langt derfra, at nogle byvagter kom hende imøde. “Killarney! Du har ikke hørt det ser jeg?” hun rynkede brynene og kiggede på kvinden foran hende. Hørt hvad? Selvom hun ikke sagde det højt, måtte hendes udtryk havde været svar nok. “Der var en hel demonstration af folk som vi har været nød til at smide i arresten! Der er ikke mere plads.” hun nikkede imod Killian “Ser ud til et din heldige dag at bryde udgangs forbudet.” med de ord forlod hun dem begge, Anann kiggede efter hende med nogle irritable øjne. Var hun virkelig gået så langt, også var det alt sammen for ingen ting? Hun betragtede ham, nej bare fordi han var heldig betød det ikke han skulle gå ustraffet! “Forhelvede - jamen så må vi improviserer!” kom der brusk fra hende, som hun trak ham afsted imod hendes kontor.

Jeg tror ikke, at du finder noget godt selskab herude. Hendes ord fik ham til lidt modløst at trække på skuldrene. Hun tog fejl, han havde fundet en masse godt selskab i denne del af byen. Og en masse dårligt, men det var det hele værd. Ikke? Det følte han da i hvert fald.
Hendes fingres lette berøring af hans kind fik ham til at hvile hovedet mod dem og han lukkede øjnene for et øjeblik. Åh, hvor ville han gerne føle hendes fingre mod sin hud. Han behøvede end ikke at skulle sove med hende, han ville bare... røres ved.
Men det lille øjeblik blev spoleret, da han kunne mærke det kolde metal lukke sig om hans håndled. Lidt trist så han ned på sine hænder, der nu var lænket sammen. Det så ikke ud til, at han kunne slippe for en tur i arresten. Bare Giles ikke var gået i seng endnu, når Killian fik overtalt nogen til at sende et bud til forretningsmanden. Ellers måtte det vel vente til næste morgen, så måtte hestene vente lidt på deres morgenmad.
"Det... det er okay."

Slukøret og tavs fulgte han med hende ned af gaderne på vej mod byvagternes hovedkvarter. Han forsøgte ikke at lokke hende mere, hun havde ligesom sagt nej og det respekterede han.
Pludseligt dukkede der et par andre byvagter op og havde ting at fortælle. Et lille håb tændtes i Killians øjne og hans blik gled over på kvinden. Så blev hun vel nødt til at lade ham gå? Ikke? Hendes blik, der gled over ham, knuste det håb allerede inden hendes ord gjorde, og han snublede lidt fremad, som hun førte ham videre. Men hvis arresten var fuld, hvor skulle de så hen?
Han spurgte ikke, men fulgte bare med. Han kunne jo ligesom ikke andet med hendes hånd på hans skulder og hasn hænder lagt i jern. 

De gik godt nok ind i hovedkvarteret, men ikke mod arresten. I stedet førte hun ham ind på noget, der lignede Giles arbejdsværelse derhjemme. Så et kontor? Hvad skulle han her? Nysgerrigheden dukkede op i hans udtryk og han så lidt rundt. Ikke at der var noget specielt spændende at se på, det var egentligt bare et kedeligt rum med et bord og et par stole og nogle reoler. Til sidst flyttede han blikket til hende med et uudtalt spørgsmål i sit udtryk. Hvad skulle de der?

Hun sagde ikke mere, som de traskede afsted imod hendes kontor.
Der var mange tanker der formede sig i hendes hoved, tanker om hun bare skulle lade ham gå. Om det her var det rigtige at gøre, og mange flere i den retning. Men trods at hun var usikker, gik hendes ben stadig afsted og da de kom hen til bygningen; følte hun ikke rigtig at der var nogen vej tilbage.
Anann lukkede dem ind i rummet. Hvor efter, hun låste døren bag sig og stak nøglen i lommen. Derefter bevægede hun sig over imod et stort skab der stod, der åbnede hun den ene side og trak en feltseng ud af den. Ganske praktisk, når hun nu flere gange var faldet i søvn i rummet. På trods af at hun havde sit eget hus inde i Dianthos, var det ikke altid hun nåede hjem. Der var et lille rum, hvor hun havde mulighed for at vaske sig og gå på toilettet. “Sengen er din, så kan du få lov til at tage hjem når solen står op igen. Hvis du ikke kan betale din både, har vi mulighed for at du kan hjælpe os med vores heste.” brummede hun stille, fandt et tæppe og en pude frem og smed på sengen. Hun gik derefter over til ham, og tog håndjernene af. Hun så ham ikke som en trussel, han havde ikke prøvet at stikke af. Han havde ikke på anden måde været voldelig, blot en smule - for kærlig? Hun betragtede ham kort, han var virkelig et mærkeligt individ.

Hun fugtede læberne, og tog håndjernene og smed dem på bordet. Hun var så træt, men det så ikke ud til at hun kunne sove i nat. Så hun tændte et stearin på bordet, og begyndte at finde nogle bøger frem, pen og blækhus. Så kunne hun vel få tiden til at gå med, at få skrevet ned omkring hendes nyeste rekrutter, lave en trænings plan for dem. Men inden hun ville begynde på noget som helst af det her, skulle hun have sin rustning af. Som hun uden at tænke over at han stadig var i rummet, begyndte at tage af stykke for stykke.

At døren blev last efter dem, reagerede Killian ikke rigtigt på, som sagt følte han sig ikke utryg i hendes selskab. Hun var jo en byvagt, ikke, så skete der jo ikke noget. Med en let måben så han hende trække en seng ud af et skab. Det var smart!
En svag rynke viste sig dog i hans pande, da hun sagde, at sengen var hans. Hvad så med hende? Skulle hun bare være vågen hele natten? Tavst blev han stående og lod hende tage håndjernene af sig. Selvom de kun havde været på et øjeblik, gned han alligevel lettet sine håndled. Det var ikke rart at være lænket på den måde.
”Jeg ville elske at hjælpe med jeres heste, men jeg har en hel stald, der venter på mig i morgen tidligt.” Det var sandt. Der var kun ham og så en staldknægt, men knægten kom først lidt senere og vidste i øvrigt ikke alt, hvad han skulle vide, for at kunne fodre og gøre morgenklar. Killian var meget beskyttende for sine heste og var ikke meget åben for at overlade jobbet til andre.

Hans blik gled lokalet rundt igen og hvilede kort på sengen. Den var så smal. Der var ikke rigtigt plads til to. Hvilket vel heller ikke rigtigt var aktuelt, siden hun ikke ville… ham. Han sukkede dæmpet og så mod byvagten. Til hans overraskelse var hun ved at smide sit udstyr. Killian bed sig i læben og kunne alligevel ikke dy sig. Med et par lette skridt gik han over bag hende og begyndte at hjælpe med at spænde et spænde på. Det var ikke den første rustning han havde hjulpet med at pille af. Det var jo næsten som at pakke gaver op!

Hans blik gled op til hendes nakke og han bed sig i læben igen. Hun havde sagt nej, så han gjorde ikke noget, selvom alt i han heppede på, at han skulle røre.
”Jeg har ikke krystaller nok til at betale bøden på mig… Min arbejdsgiver plejer at komme og hente mig. Hvis jeg kan få nogen til at sende et bud efter ham.” Han fugtede sin underlæbe og tog ved næste spænde.
”Jeg vil bare være ked af at forstyrre ham igen… det ville være meget bedre… hvis vi kunne, du ved, finde en… anden måde at… ordne det på.” Spændet åbnedes og han trak langsomt hænderne til sig, selvom det snurrede i dem for at fortsætte med at pille beklædningsgenstande af hende.

Det gik ikke rigtig op for hende, hvad det egentlig var han havde gang i. Det var næsten helt naturligt for hende, at have nogen til at hjælpe hende med at komme ind og ud af hendes rustning. Eller, det var ikke helt rigtigt. Det havde det været, da hun havde været en del af lysets hær. Især når de var ude i felten, var der ikke altid tid til, at man selv kunne stå og nørkle med sin rustning. Så var det meget nemmere, hvis man var tog om det. Så det var først da han stod ved siden af hende og snakkede, at det gik for hende, hvad det var som foregik. Hun blinkede med øjnene, og en fuge dukkede op mellem øjenbrynene og næseryggen. Hvad lavede han? Her stod hun med en ung fyr, en knægt der nok var nogenlunde samme alder som hendes søn. Hvorfor blev han ved med, hun lagde hoved på skrå. Som prøvede hun at forstå det individ der stod foran hende. Var det blot fordi han var sådan, eller havde nogen såret ham så følesmæssigt at han ikke vidste bedre? Hun fugtede læberne, og tænkte ikke videre over det. Hvis det hjalp ham, var det vel meget uskyldigt at han hjalp hende af med rustningen. Og det var også meget lettere, især efter en nattevagt hvor alle hendes muskler begyndte at virke trætte og tunge.

“Vi kan sagtens sørger for at sende bud efter ham” hun trak det sidste af rustningen af sig, så hun stod tilbage i hendes løse skjorter og læderbukser. Hun åbnede en skuffe og hæv et frisk pergament papir, fjerpen og blækhus frem. “Du kan bare skrive ned, hvad du gerne vil skrive ned, så skal jeg nok sørger for det er fremme ved solens første stråler.” mumlede hun sagte, hendes øjne slugte ham næsten. Det var først nu, at det gik op for hende, at han faktisk havde sagt mere end bare, at hans arbejdsgiver ville kunne betale. En anden måde? Hun fugtede læberne, og lagde armene over kors.
“Og hvad, havde du forestillet dig dét kunne være?” hendes stemme var lav, men stadig med en autoritær kræft bag den. Han gav ikke op var?

Endnu en gang virkede det til, at kvinden afviste ham, denne gang mere som om, at hun slet ikke havde hørt ham. I stedet fokuserede hun på, at Giles kunne betale bøden for ham. Killian sukkede og lod sine skuldre falde opgivende ned, mens han betragtede hende hive skriveredskaber og papir frem.
”Jeg kan hverken læse eller skrive,” mumlede han opgivende. Han kunne ikke engang skrive sit eget navn. Ingen havde nogensinde lært ham det. Hvem skulle have det, da han var barn? Han havde aldrig haft voksne i sit liv, der kunne lære ham det. Ikke før han mødte Giles, men der havde han affundet sig med, at sådan var det bare. Og hvad skulle han bruge det til alligevel, der var ikke noget at skrive eller læse ude i stalden.

Det gik ikke rigtigt op for ham, hvordan hun så på ham, da han lidt deprimeret stirrede i gulvet. Hele hans krop var stadig fyldt med kriller, og her stod han og kunne se frem til en nat på et kontor ved byvagterne uden nogen form for fysisk kontakt. Så var det bedre at være hjemme og sove op af en hest, kunne han ikke få den fysiske kontakt han gerne ville have.
Hendes spørgsmål fik ham dog til at se op, lidt overrasket. Havde hun virkeligt behov for at spørge? Havde han ikke gjort det så tydeligt med ord og berøringer? Det forvirrede ham lidt, og han havde egentligt lidt givet op, men det endte alligevel med, at han trak på den ene skulder.

”Vi kunne bare … holde det mellem os to. Ingen regler, ingen bøde. Bare … tilfredsstillelse.” Han bed sig i læben og trådte forsigtigt hen til hende. Han ville ikke gøre hende vred. Men det var nemmere at forklare, hvis bare han kunne … han rakte ud for at røre stoffet i hendes skjorte ved hendes mave. Måske røre hendes mave igennem stoffet, hvis hun lod ham.
”Jeg var ikke på vej hjem. Jeg var på udkig efter … selskab. Måske … vi kunne være hinandens selskab? Gøre hinanden … glade?” Han rettede blikket mod hendes øjne, uden at kunne skjule, hvor meget han gerne ville. Glimtet af desperation. Hungeren. Ikke efter sex, men efter berøring. Det kunne hun selvfølgelig ikke vide.

Hun sukkede opgivende, og kørte en hånd igennem hendes hår. Han kunne ikke skrive eller stave? Hvad var der sket med de unge nu om dage. Var der ingen som der tog sig af dem? Var man virkelig så ligeglade? Hun drog en skarp indånding, da hun kunne se hvad det gjorde ved ham. Det her var ikke godt, hun skulle være den skarpe og urørlige våbenmester. Ingen skulle komme tæt på, aldrig nogen sinde igen.

Men måske havde det noget at gøre med, at hun var blevet genforenet med hendes søn for kort tid siden. At hun ikke var så afvisende som hun normalt ville have været, i sådan en situation som hun stod i lige nu. Der var noget bag hans ord, der ramte hende. Og det var ikke i en sensuel forstand, hun betragtede hånden der rakte ud efter hende, og ramte skjortens stof. Hun gik ikke væk, eller fjernede hans hånd. Hun tog en dyb indånding og sukkede så. 

“Killian” sagde hun så, og lagde en hånd imod hans skulder og greb fat om den. Ikke hårdt eller smertefuldt, men bestemt. Hun kiggede ind i hans ansigt, i et forsøg på at fange hans øjne og gav ham et bekymret blik. Det moderinstinkt som hun burde have haft for flere år siden vente og drejede sig i hende, på en bizar måde. Hun var ikke helt sikker på, om hun faktisk kunne kalde det moderinstinkt. “Hvad er det i virkeligheden du vil have? Hm? Er det at gå hver nat og kigge efter selskab i forskelliges arme. Blive udnyttet? Er det sex? Er du afhængig af det? Eller er det noget helt tredje?” Hun prøvede at forstå, fordi så ung en knægt burde ikke vandre rundt ude i natten og blive brugt på den måde. Selvom han havde prøvet at overbevise hende om, at det var det han ønskede.

Killian fik lov til at røre stoffet og endda skubbe fingrene så langt frem, at de stødte i mod hendes maveskind. Lidt forsigtigt strøg han fingrene ned over hendes mave, bare en smule, igennem stoffet. Hendes suk var tydeligt at høre, se og mærke, og han han var lige ved at håbe, at det var opgivelse fra hendes side, men så rakte hun ud og lukkede hånden fast om hans slanke skulder, noget der fik ham til at bide sig i læben og møde hendes blik. Men han så ikke det, han havde håbet, og allerede inden hun begyndte at snakke, falmede hans smil en smule.

Han kunne ikke lide måden, hun så på ham på. Som en bekymret mor. Han havde aldrig haft en mor, og ønskede sig da slet ikke en nu, for han var ikke nogen god dreng. Ikke som han regnede med, at mødre ville ønske at se deres sønner.
Spørgsmålene væltede ud af hende, spørgsmål han på ingen måde havde lyst til at fundere over eller forsøge at svare på. Hans blik faldt ned, det samme gjorde hans hånd, der havde rørt ved hendes mave. Hvorfor kunne hun ikke bare sige ja eller nej og så lade det blive ved det? Det var lige før, at han hellere ville have tilbragt natten i en celle, alene eller ej, end at skulle forsvare sine egne handlinger for en kvinde, der åbenbart pludseligt så ham som et barn i brug for hjælp.

Han trak lidt usikkert på den ene skulder, skjulte hænderne i ærmerne og lagde armene over kors, en ubevidst fysisk måde at vise på, at han ikke fandt emnet behageligt.
”Det ved jeg ikke,” svarede han dæmpet, inden han kort kastede et blik på hendes ansigt. ”Jeg har bare brug for fysisk kontakt. Jeg føler, at jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke rører ved nogen.” Han skar ansigt og trådte væk fra hende, for at gå over til sengen og sætte sig. Pludseligt var han bare træt.
”Ville du sende bud efter min chef eller?” Han ville gerne hjem. Måske til stalden, måske hjem til Giles. Han sov nogle gange i sengen ved ham, uden at røre. Bare for at have nogen i nærheden.

Hun sukkede højlydt, som han trak sig væk fra hende. Det var nok for det bedre, at hun havde skræmt ham væk fra at røre ved hende. Alt det her var et værre rod, faktisk - for en gangs skyld forbarmede den ellers så retfærdige kvinde sig over for en der havde brudt loven. En lov hun i første om gang slet ikke havde været enig i. 
Anann fandt nogle pergamenter frem og begyndte at skrive ned. Hun fandt nogle krystaller frem og lagde den samme med pergamentet. Fandt sit stemple frem, det hele tog måske ti minutter, som hun slavisk gik igennem tingene efter protokollen. Da hun var færdig rejste hun sig op, tog en kappe og trak den hen over sine skuldre.
“Godt, jeg følger dig hjem.” sagde hun med en hård stemme, og kiggede på ham med et blik der fortalte at han ikke skulle sige hende imod. Hun havde i den tid hun havde siddet ved skrivebordet, betalt for hans bøde og sørger for at alt papir arbejde om hans ‘sag’. Det ville måske havde været nemmere bare at feje de under bordet. Hun kunne måske havde taget imod hans bestikkelse, men hun var træt og hun ville bare have det overstået så hurtigt som muligt. Det var i hvert fald det hun prøvede at bilde sig selv ind, som hun stillede sig hen ved døren, og kiggede afventende på Killian. 

Der kom ikke noget svar fra byvagten, men hun hev nogle pergamenter frem og begyndte at skrive, så det var nok, som det skulle være. Killian blev bare siddende på sengekanten med hænderne i skødet og øjnene rettet mod dem. Han trængte virkeligt til et kram, men det vidste han godt, at han ikke ville få. Hun var hård, men han havde virkeligt troet, at han var kommet igennem hendes rustning, både bogstaveligt og metaforisk.  Det kunne have været så godt, han havde ikke noget i mod, at hun var ældre end ham. Hun virkede endda større, men det var nok bare påklædningen. Han var ligeglad. Men nu var det lige meget, og han ventede bare på, hvad der nu skulle ske.

Han så ikke, at hun fandt krystaller frem, og han vidste ikke, at hun lige havde klaret det hele for ham. Det gav et svagt ryk i ham, da hun talte hårdt til ham, og han løftede hovedet, en anelse forvirret. Hjem? Han boede ikke ved Giles. Skulle de ikke have fat i Giles for at betale bøden?
Uden at sætte spørgsmål ved hendes autoritet, kom han på benene og gik langsomt over mod hende, tydeligvis forvirret.
”Hjem? Hvad med bøden?” Han stoppede op et skidt fra hende og så spørgende på hendes ansigt. En krølle havde sneget sig på afveje og hang ned i hans pande over hans støre grønne øjne, der ikke havde samme glimt som tidligere.