Sted: Pyralis-familiens hjem
Tid: Formmidag
Vejr: Koldt, men solen skinner

Lettere forpustet stoppede Mahir op foran den store bygning. Beskrivelsen passede på det hus, han var blevet sendt hen til efter en pakke. Han var løbet hele vejen fra den centrale del af byen, hvor hans arbejdsplads lå. Bare et lille hus, hvor det væltede ud med drenge og piger, der løb ærinder for hele byen. Mahir var vist en af de ældste, men det forhindrede ham ikke i at være en af de bedste. Han var hurtig, udholdende og tog nogle smutveje, de andre ikke kunne. Og så var han så stor, at han kunne tage nogle af de store pakker, rollingerne ikke kunne bære. 

I dag var han blevet sendt hertil, et sted i Øvre by. Bydelen, der føltes som om, at den var en helt anden verden end der, hvor han kom fra i Nedre By. Husene var store og smukke, ikke små og grimme, tydeligvis fyldt med rigdom, og hvis Mahir havde haft bare lidt mere uærlighed i sig, havde han været fristet til at undersøge mulighederne bedre. Men han brød sig ikke om at være kriminel og han stjal kun punge fra de rige, når muligheden bød sig. Han ville hellere tjene sine penge, om det så var ved at løbe byen tynd hver dag. Det var et hårdt arbejde, men han holdt da sin kondi ved det.

fter at have set lidt op og ned af gaden, bestemte han sig for, at det var det rigtige sted, inden han bevægede sig op til hoveddøren og fast bankede på. Hans vejrtrækning var allerede ved at falde til ro. I stedet rettede han på sin trøje, der havde det lille stofemblem sat på sig, så man kunne se, hvem han arbejdede for. Der var ikke råd til uniformer, så alle børnene rendte bare rundt med det mærke, der viste folk, at de løb med post og beskeder.
Mens han ventede, så han sig lidt omkring og overvejede, hvordan det ville være at bo i så stort et hus. Alt det plads. Hvad brugte de mon den til? Han var selv vokset op i en vogn og boede nu i et lille hus, hvor han var så heldig at have sit eget meget lille kammer, hvor der stort set kun var plads til en seng, et lille skab og en stol. Det havde han aldrig prøvet før, han plejede at sove sammen med sine brødre og sine forældre i vognen. Nogle gange følte han sig lidt alene, men han var alligevel blevet for stor til at opsøge sine forældre.

Med hænderne pænt samlet på ryggen så han op af huset og ventede på, at nogen åbnede.

Der gik mindre end et minut, inden døren blev åbnet af en noget stramt-udseende stuepige. Hendes kølige blik gled over drengen, der stod ved døren, indtil det faldt på emblemet på hans trøje.

"Du skal bruge tjenesteindgangen," sagde hun tørt og nikkede hen mod husets hjørne, inden hun smækkede døren i.

Mars hørte godt, at hoveddøren blev smækket i, men han sad i det varme og hyggelige køkken og spiste nybagte boller, så ham gad ikke undersøge det. Bøf sad i et hjørne af det store køkken, mellem Potter og pander, og bakkede roligt på sin pibe, mens køkkendamen, fru Ada, rørte fars og køkkenpigen frøken Hennah vaskede op. Ilden buldrede i ildstedet og var en rar modsætning til det kolde vejr udenfor. Ved siden af han sad den eneste mandlige tjener i huset, Andreas, og pudsede sølvtøj.

Mars slikkede sine smørfedtede fingre og bladrede i bogen om anatomi, som var hans yndlings at læse i, når han ikke havde andet at lave. Det var roligt og stille i køkkenet, og det eneste, man kunne høre, at ildens knitren og opvaskens klirren. Det var hyggeligt, men ufattelig kedeligt, og under bordet hoppede Mars' ben uroligt.

Døren blev ret hurtigt åbnet af en noget surt udseende stuepige, der bad ham henvende sig ved serviceindgangen. Noget Mahir næsten havde gættet sig til, så snart han så hende. Han havde glemt, at det var så fint et kvarter, for i de lavere kvarterer havde folk ikke noget i mod at klare sådan noget i hoveddøren. Nå ja, skidt med det. Han drejede snuden i den retning, hun havde bedt ham gå, og det varede heller ikke længe, inden han havde fundet en dør, der så mere rigtig ud. Lige så fast som før, bankede han på og ventede på at blive lukket ind.

Mahir kunne næsten ikke stå stille, mens han ventede. Hans krop var vant til at være i bevægelse hele tiden og lige nu var det som om, at hver celle i hans krop vidste, at han skulle løbe. Og løbe hurtigt. Men ikke hurtigere, end at han kunne løbe langt. Så han stod noget uroligt og lod blikket glide rundt. Tænk at arbejde et sted som her, at gå rundt i en bygning fyldt med så mange penge og ikke selv eje noget af det. Han ville ikke kunne gøre det, han ville bare se sig vred på al den rigdom. Lige som Asad gjorde. Nej, at være bager var næsten så langt, som han kunne synke. Det var ikke så slemt at løbe med beskeder og pakker, i hvert fald ikke, når det ikke var for et sted som her. 
Han rynkede kort på næsen og så på døren. Kom nu!

Mars lå nærmest henover bordet, da det pludselig bankede på døren ude i gangen ved siden af køkkenet. Husets kælder var indrettet med en lang gang, der løb i hele husets længde. På hver side af gangen lå der rum; vaske- og tørrerum, fadebur, køkken, opholdsstue til tjenestefolkene, samt deres værelser. For den ene ende af gangen var trappen op til resten af huset, og for den anden lå serviceindgangen.

Mars løftede hovedet, da Andreas sukkede og rejste sig for at forlade køkkenet og gå ned til døren. Mars fulgte ham med blikket igennem køkkenets vinduer ud til gangen, nysgerrig efter hvad som helst andet end det der var.

"Ja?" halvsukkede Andreas, da han åbnede døren og så den tynde dreng udenfor. "Hvad vil du?"

Mars kunne ikke helt se, hvem der havde banket på, så han strakte halsen en smule, hans blå øjne store og vidt åbne.

Det føltes som en evighed, men der gik kun øjeblikke, inden døren blev åbnet og en træt udseende mandlige tjener åbnede døren med et suk. Mahir rettede sig lidt op og forsøgte sig med et smil.
"Hej, jeg er her for at hente en pakke." Han lavede en bevægelse mod det påsatte stofmærke på sin trøje, der nok var pæn, men slidt. Alt hans tøj var slidt, men holdt i nogenlunde pæn og ren stand. De penge han sparede op, var til nyt tøj og det varede ikke længe inden, at han kunne skifte sine bukser ud. De trængte også efterhånden.

Manden så lidt undersøgende på ham og sukkede så igen. Det måtte være hårdt at være tjener, åbenbart, tænkte Mahir.
"Jeg vil sørge for, at du får den udleveret. Kom indenfor imens." Han trådte til side og lavede en bevægelse. Selvom døren ikke var synlig fra gaden, ville han ikke have sådan en ung mand til at stå at blomstre udenfor. Mahir tøvede lidt, men trådte så ind i det store hus. 
Manden viste ham vej ned til en anden dør, hvor køkkenet var.
"Vent her, jeg er straks tilbage." Manden forsvandt igen og efterlod Mahir i køkkenet med en masse fremmede mennesker. Der var en stor mand i hjørnet, en kokkekone og en kokkepige og en dreng, der så ud til at være yngre end ham selv. Lidt genert smilede Mahir lidt forsigtigt, hvilket kokkepigen gengældte og kokkekonen nikkede venligt. 

Mahir følte sig meget malplaceret, og han flyttede lidt uroligt på sig. Han håbede ikke, at det ville tage for lang tid med pakken, han ville gerne videre så hurtigt som muligt. Mest fordi der duftede af mad og han var ikke sikker på, at han kunne holde sulten ude af sit ansigt. Han var altid sulten, da hans forbrænding kørte konstant, fordi han sjældent stod stille. Han gjorde hvad han kunne for at ignorere de nybagte boller og se alle andre steder hen end derhen, hvor kokkekonen så ud til at have gang i noget spiseligt.

Mars rettede sig straks op i stolen, da en dreng, der så ud til at være et par år ældre end han, kom ind i køkkenet. Det var en af de smukkeste drenge, Mars nogensinde havde set, og hans kinder blev straks en smule varme, uden at han egentlig vidste hvorfor.

"Hej!" fik han sagt, lidt for højt, til drengen og rejste sig så hurtigt at han fik skubbet lidt til bordet, så hans bog faldt på gulvet med et stort rabalder. Hans kinder blev endnu varmere, og han skyndte sig at samle bogen op.

"Øh," mumlede han og følte sig slet ikke så sej, som han ellers normalt gjorde. "Hvem er du?"

Ovre fra hjørnet så Bøf op og skævede over mod de to drenge igennem røgen fra hans pibe.

Mahir flyttede blikket til drengen, da han sagde hej, lidt højt, og straks smed sin bog på gulvet. Havde Mahir stået tættere på, havde han samlet den op for ham i ren refleks, mest fordi han var venligt indrettet, men også fordi drengen tøj afslørede, at han ikke var en af tjenestefolkene. Langt fra. Måske sønnen i huset? Noget der straks gav Mahir et stik af noget, der var en blanding mellem foragt og nervøsitet, for han ville ikke gøre noget forkert og blive smidt ud, inden han havde fået sin pakke og sine penge. 
"Øh, hej." Han smilede lidt nervøst, men venligt, et smil, der nåede hans øjne, for drengen var da lidt fjoget på den søde måde. Han måtte være nogle år yngre end Mahir, og det var lige før Mahir kunne genkende noget, der mindede om ham selv i den alder, når Asad valgte at give ham opmærksomhed.

"Jeg hedder Mahir, jeg er her for at hente en pakke." Han løftede en hånd i en gestus mod det røde stykke stof, der sad fastgjort til hans slidte trøje. Et mærke de fleste ville genkende som tilhørende det største budfirma i Dianthos.
Manden i hjørnet kiggede på dem og Mahir sendte ham et nervøst blik, inden han vendte sin opmærksomhed mod drengen igen. Skulle han forsøge at fortsætte samtalen? Han smilede lidt mere til drengen.
"Hvad hedder du?" Han nåede knapt nok at udtale spørgsmålet, inden hans mave knurrede højt nok til, at det kunne høres, og han blev straks rød i kinderne, inden han så ned.
"Undskyld," mumlede han, tydeligvis ubehageligt tilpas over at hans krop afslørede, hvor sulten han var.

"Jeg hedder Mars!" svarede Mars og fedtede lidt rundt med bogen, inden han fik lagt den fra sig på bordet. "Hvad for en pakke skal du hente?"

Bøf rømmede sig henne fra hjørnet, og Mars vendte sig straks mod ham for at grynte, at han skulle blande sig udenom, men lyden af Mahirs knurrende mave afbrød ham. Mars vendte sig straks mod Mahir igen med et næsten chokeret ansigtsudtryk. Var det virkelig hans mave?! Kunne man virkelig være så sulten? Mars havde aldrig været så sulten i sit liv - ikke hvad han kunne huske i hvert fald - for han tog eller købte altid noget at spise, inden han nåede dertil. Hvorfor havde Mahir ikke bare spist?

"Er du sulten?" spurgte Mars, selvom det var helt åbenlyst, at svaret var ja. "Vil du have en bolle?"

Mars snuppede en af de lune, friskbagte boller fra køkkenbordet og tilbød den til Mahir med et stort, håbefuldt smil. Han ville gerne have, at drengen blev så længe som muligt, indtil Mars kunne finde ud af lidt mere om ham.

"Du kan også få te!" tilbød Mars ivrigt og sendte et meget sigende blik til køkkenpigen, der sukkede lidt og forlod sin opvask for at sætte vand over til te.

"Hej Mars." Mahir smilede lidt større til ham. Havde den yngre dreng været fra gaden, havde han spurgt ham, om han var dum, men det var tydeligvis sønnen i huset, så Mahir opførte sig pænt, da han svarede på hans spørgsmål.
"Det ved jeg ikke." Han kastede endnu et blik i retning af den store mand, der sad og røg pibe. Var det mon en, der skulle holde øje med drengen? Det føltes sådan. Mahir besluttede sig for ikke at have noget med ham at gøre, han lignede en, der kunne dele nogle øretæver ud.

Mahir følte sig pinligt berørt over, at han ikke kunne styre sin sult, men de boller duftede fantastisk godt, og han var vitterligt meget sulten. Han havde haft planer om at løbe hjem og få noget mad, når han havde afleveret denne pakke. Det tog noget tid ud af hans dag, men spise skulle han. Ellers blev han svimmel og væltede rundt, det havde han prøvet før. 
Han tøvede tydeligt, da han blev tilbudt en bolle, men til sidst nikkede han lidt forsigtigt og tog i mod den.
"Mange tak." Han bed i den og måtte konstatere, at den var næsten lige så god som dem, de solgte i butikken. Han tyggede dog hurtigt af munden, da Mars spurgte ham om en kop te og med et blik satte gang i køkkenpigen. 
"Øhm, hvis jeg kan få et krus vand i stedet." Han brød sig ikke om at bede om noget, men han vidste ikke, om han havde tid til en kop te. Manden kunne komme tilbage med pakken hvert øjeblik det skulle være.

Køkkenpigen så på ham og han smilede et af sine charmerende, omend lidt usikkert, smil til hende, og hun nikkede hurtig og smilede beroligende til ham, inden hun fandt et krus med vand frem til ham.
"Mange tak." Han kunne ikke stoppe med at smile til hende, hun var sød, og hun så ud til at blive lidt rød i kinderne. Mahir kunne noget med sit smil, men han var ikke helt inde i, hvad det egentligt betød. Han var stadig ikke helt interesseret i det andet køn, eller sit eget for den sags skyld, men det ville nok ikke vare længe, før det begyndte at komme. Lige nu syntes han vare, at hun var sød, og han ville egentligt godt snakke med hende, men han måtte hellere vende opmærksomheden mod drengen igen, siden det var ham, der havde tilbudt ham mad og virkede interesseret. Så han bed i bollen igen og så på Mars igen.

Mars fulgte Mahirs blik med øjnene, og da han så smilet og de røde kinder, der blev udvekslet mellem Mahir og køkkenpigen, blev hans kinder varme igen, men denne gang af brændende vrede. Hvad bildte den mær sig ind?! Mahir var hans ven, og nu prøvede hun at møve sig ind mellem dem? Dét skulle Mars nok få sat en stopper for! Han sendte pigen et iskoldt blik, som hun helt sikkert opfangede, for hun blev bleg som et lagen og skyndte sig tilbage til sin opvask. Mars havde allermest lyst til at sige til hende, at hun lige så godt kunne gå op på sit værelse og pakke, for hun ville ikke holde dagen ud, men Mahir afbrød hans tanker med sine flotte, blå øjne.

Mars smilede igen og satte sig ved bordet og klappede stolen ved siden af ham med ivrige øjne.

"Har du... Går du altid med pakker?" spurgte han lidt genert og trak benene op på stolen, så han kunne sidde i skrædderstilling med front vendt mod Mahir. "Hvad laver du ellers?"

Heldigvis for Mars, opfangede Mahir intet af det, der foregik mellem drengen og køkkenpigen, for han ville nok være blevet meget forarget, hvis han gjorde, og så kunne Mars have sagt farvel til mere samtale med buddrengen. Mahir var selvfølgelig på køkkenpigens side, for hun var lige som ham, regnede han med. En der havde brug for sit arbejde for at leve. Men han så det ikke, nok stadig lidt væk i det smil, hun havde sendt ham, og smagen af den bolle, han var ved at spise.

Han kunne ikke lade være med at more sig lidt over, hvor ivrig drengen virkede til at være over at ville snakke med ham. hvorfor mon? Han var bare buddrengen. Men efter at have tøvet et øjeblik med endnu et blik mod den store mand i hjørnet, satte Mahir sig på stolen og satte vandkruset fra sig på bordet. Bollen var snart væk, selvom han spiste pænt, men han kunne næsten ikke forhindre sig selv i at hugge den i sig, så sulten var han.
"Ikke hele tiden, jeg hjælper også mine forældre i deres bagerbutik. Nede i Nedre by." Og så trænede ham, så han ikke mistede sin smidighed eller sine evner inden for akrobatik. Åh, han savnede cirkusset og deres udstyr, men han fandt da nogle gode løsninger i byen også. Men det sagde han ikke. 

Den sidste bid af bollen blev stukket i munden og så snart den var tygget færdig, drak han noget vand. Det var godt at få noget i maven, og selvom han langt fra var mæt, var det nok til at holde ham kørende til, at han kunne nå hjem og spise noget mere. Han spiste meget, men hans far brokkede sig ikke. Måske han kunne huske, hvordan det var at være en ung aktiv mand, måske han ikke ville sige noget, når Mahir kom hjem med krystaller hver dag. Hvem vidste. Men Mahir fik så meget at spise, som han kunne, når han spiste hjemme. Det var også billigere end at han brugte sine krystaller nede i byen. Hvilket også skete ind i mellem.
"Tak for bollen, den smagte godt." Han drak noget mere vand og så i mod døren. Nu måtte pakken gerne komme, så han kunne komme videre.

"Du må godt tage mere!" skyndte Mars sig at sige og skubbede kurven med bollerne tættere på Mahir med et stort smil. "Selvom de sikkert slet ikke er så gode, som dem du er vant til hjemmefra. Bager du så også? Store flotte kager?"

Mars tyggede lidt på sin underlæbe, mens han ventede på Mahirs svar. Han havde ikke drengens fulde opmærksomhed, og det irriterede ham til vanvid. Han var ikke vant til ikke altid at have fuldt fokus på sig, og det fik hans fingre til at tromme på hans knæ i frustration. Den anden pillede ved smykket hans piercede øreflip, mens han stirrede på Mahir i næsten åndeløs forventning.

Hvorfor var drengen så ligeglad med ham? Kunne han slet ikke se, hvor interesseret Mars var? Og kunne han slet ikke se, at Mars var en spændende person med en masse at byde på? Mars kunne vende Mahirs liv på hovedet, hvis han ville, på både godt og ondt. Var det bare lige meget? Mars havde lyst til at stille Mahir alle disse spørgsmål, men han holdt sig tilbage, for han vidste også godt, at hans ivrighed kunne skræmme folk væk, selvom han ikke forstod, hvorfor de var sådan.

Mahir stirrede lidt på bollerne, stadig sulten, inden han så rundt. Måtte han virkeligt godt tage en mere? Han var ikke vant til at blive budt på den måde, selvom det da hændte, at noget faldt af hist og her sammen med betalingen. Konen og pigen stod begge med ryggen til og så ikke ud til at reagere på, at Mars bød ham igen, og den store mand i hjørnet skævede stadig til dem, men det så ikke ud til, at han havde tænkt sig at blande sig. Så endeligt rakte Mahir ud og tog en bolle mere.
"Jo, mange... mange tak." Han skyndte sig at tage en bid, inden nogen ombestemte sig, men han fik lov til at spise i fred. Sådan da. Drengen blev ved med at tale.
"Det er nu nogle meget gode boller, dem her," skyndte han sig at sige, højt nok til at konen kunne høre det. Han regnede med, at det var hende, der havde bagt dem. Hun reagerede ikke, men han vidste, at hun havde hørt det.

Han rystede hurtigt på hovedet.
"Vi bager bare brød, boller og småkager. Ingen af vores kunder har råd til rigtige kager, det er mere for rigm... de andre bydele." Han skyndte sig at kvæle sine ord i et stykke bolle mere. Han var lige ved at sige rigmandskvarteret til en, der boede i Øvre by. Ups. 
"Jeg hjælper bare mest med at slå dej sammen morgen og aften, det er lidt hårdt for min fars led." Noget der ikke passede Harkan, men Mahir overtog tjansen uden brok. Det gav ham i det mindste nogle gode armmuskler, han kunne bruge til at forsvare sig med, når Juno og Hector kom forbi. 

Han forsøgte at holde sit blik på drengen, men det blev ved med af flakke mod døren. Det var som om, at hele hans krop summede efter at komme videre. Han ville have sine krystaller og sin pakke, så han kunne nå at købe nogle flere ærinder efter, at han havde været hjemme for at spise. At Mars havde et problem med hans splittede opmærksomhed, det vidste han ikke, og han ville nok have undret sig meget, hvis han havde vidst det. Han fik jo opmærksomhed, han sad jo der og svarede på hans dumme spørgsmål?

Mars var irriteret! Mahir blev ved med at kigge mod døren og slet ikke på ham! Hvad mere skulle han gøre? Danse rundt på bordet?! Mars var lige ved seriøst at overveje rent faktisk at gøre netop det, da Andreas kom tilbage med pakken. Inden han kunne give den til Mahir, snuppede Mars den dog og holdt den op til øret og rystede den lidt. Det klirrede en smule derinde.

"Hvad er det?" spurgte han Andreas, der så en smule nervøs ud, da Mars tog pakken fra ham. "Noget spændende?"

"Eksklusive krydderolier fra Balzera, Herre Mars," svarede Andreas tørt. "Deres fader vil forære dem til sin gamle bekendte Doktor Malenza som tak for en tjeneste."

Doktor Malenza var en tudsegammel mand, som fungerede som familiens private læge. Han havde tilset Mars flere gange, når han havde været oppe at slås og efter hændelsen med Randy, som der ikke blev talt om. Han var efterhånden både blind og døv, men han var venlig og gav altid Mars et bolsje, når han var færdig.

"Ham ved jeg godt, hvor bor!" udbrød Mars og så på Mahir, ivrig efter hans anerkendelse. "Skal jeg ikke gå med dig og vise vej?"

"Herre Mars... Det sømmer sig vist ikke," indskød Andreas lidt forsigtigt.

"Det sømmer sig, når jeg siger det!" snappede Mars af ham uden at se på ham, men smilede i stedet stort til Mahir. "Jeg skal nok sørge for, at han giver dig gode drikkepenge, Mahir!"

Bøf sad lidt uroligt i stolen ved væggen, men han sagde stadig intet. Hans job var at følge Mars overalt, ikke fortælle ham, hvor han skulle tage hen.

Endeligt kom tjeneren tilbage med pakken. Den var ikke så stor, det var heldigt nok, så kunne Mahir løbe hurtigere og måske endda tage et par af sine små smutveje. Han rejste sig straks og slugte resten af bollen, men inden han kunne nå at få pakken, havde drengen snuppet den vra den ældre mand og var ved at ryste den for at høre, hvad der var indeni. Mahir skar tænder. Hvis indholdet gik i stykker, ville det helt sikkert gå ud over ham. Hans nervøsitet blev kun forstærket, da han fik at vide, hvad det var. Han skulle være forsigtig med den. 

Da Mars ekstatisk forslog, at han kunne tage med, fik Mahir et tvivlende udtryk i ansigtet. Skulle han til at have den rigmandsunge på slæb? Han ville sikkert løbe død nede for enden af gaden alligevel. Det ville koste ham meget tid.
"Jeg ved ikke..." Hans ord blev afbrudt af tjeneren, der tydeligvis heller ikke mente, at det var en god idé. Og drengen skar igennem, det var tydeligvis ham, der bestemte.
Det var først, da han nævnte noget med nogle drikkepenge, at Mahir begyndte at løsne lidt op. Hvis han fik penge for sit besvær, kunne han vel godt underholde drengen for en tur ud. Ikke han skulle regne med, at han fulgte ham hjem igen, han var ikke en babysitter!

"Det kan De vel godt... hvis De kan følge med, det går stærkt." Han havde ikke tænkt sig at vente på ham! Mahir flyttede blikket til tjeneren, der sukkede dybt og fandt en pung frem. Mahir nævnte den pris, han skulle tage for en pakke i den størrelse og tjeneren gav ham krystallerne plus en lille smule drikkepenge. Mahir forsøgte at skjule sin skuffelse, men lidt drikkepenge var vel bedre end slet ingenting, hvilket han fik på fornemmelsen, nok ville have været tilfældet, hvis ikke Mars havde stået ved siden af.

"Hah! Dét skal du ikke være bekymret for," sagde Mars og smilede overlegent. Han havde meget svært ved at forestille sig, at han ville få problemer med at følge med Mahir. Måske ville det endda være Mahir, der ville få problemer med at følge med ham! Det sagde Mars dog ikke noget om, for han ville hellere overraske Mahir med sin hurtighed.

Mars rejste sig fra bordet og skyndte sig at drikke resten af den halvkolde kakao, han havde fået en halv time tidligere, inden han snuppede et halstørklæde fra en knage ved døren og viklede det om halsen. Ovre i hjørnet rejste Bøf sig også med en lille suk og lagde sin pibe fra sig. Mars lagde ikke meget mærke til ham - han var vant til at blive fulgt overalt af den store mand.

Det var køligt udenfor, men solen var fremme og varmede rart. Mars tog en dyb indånding, mens han hoppede let på stedet for at gøre sig klar. Han var en god løber, bedre end god faktisk, og han skulle nok vise Mahir, hvor god han var, og så ville Mahir endelig give ham den opmærksomhed, han fortjente.

"Vi skal den vej," sagde Mars og pegede mod nord, mens han ventede på Mahir og Bøf.

Det gik op for Mahir, at den store mand i hjørnet skulle med. Sådan en lille snothvalp havde åbenbart sin egen vagt. Lettere forfærdet kastede han et blik på ham. Han kunne umuligt følge med i Mahirs tempo. Skulle de også vente på ham?! Så ville de jo aldrig komme frem og Mahirs dag ville være slut, inden han overhovedet var begyndt! Han fik holdt en opgivende stønnen til bage, inden han lidt slukøret fulgte efter Mars ud af huset og ud på gaden. Det store brød fulgte med, og Mahir kunne ikke lide ham. Han stank af vold og trusler, og Mahir følte sig ikke tryg i nærheden af ham. Det var der bare ikke så meget at gøre noget ved.

Han tog et bedre tag i den lille pakke og så mod nord. Hvis nu han bare havde vidst, hvor han skulle hen, så kunne han have løbet fra de to andre og sluppet for at have noget med dem at gøre. Men knægten ville åbenbart give retningsanvisninger som de løb. Fantastisk.
"Okay." Mahir gav sig ikke tid til at varme op, så længe havde han heller ikke siddet stille i huset. Og han startede hver morgen med træning, udstrækning og med at ælte dej, hans krop var varmet op døgnet rundt næsten. 

"Er du klar?" Han ventede ikke på svar, men satte i løb ned af gaden. Lidt usikker på, hvor hurtigt han skulle løbe, satte han et lidt mere roligt tempo end han plejede, så han var sikker på, at rigmandsungen kunne følge med. Der var ingen grund til at løbe fra ham med det samme, det kunne jo være, at han faktisk kunne følge med, selvom Mahir tvivlede. Han var hurtig og han var god til at løbe langt uden at blive alt for forpustet. Sådan en rigmandsunge sad vel bare på sin flade hele dagen og læste bøger eller spillede på harpe. Hvad vidste han.

"Hey, snyd!" vrælede Mars efter Mahir, der allerede var sat i løb, inden Mars overhovedet var klar! Sådan en snydepels! Mars skulle nok give ham en lærestreg!

"Mød mig derhenne," sagde han til Bøf. "Du ved godt, jeg kan løbe fra dig, så det er slet ikke til diskussion. Men jeg lover ikke at strejfe, okay? Og jeg giver dig et par nye støvler, hvis du ikke sladre til mine forældre."

Bøf så lidt splittet ud; han havde fået helt tydelige ordre på aldrig at forlade Mars' side, men som Mars også sagde, så kunne knægten nemt løbe fra ham, hvis han ville. Han havde ikke noget valg, men han varmede sig dog ved, at Mars aldrig brød sine løfter, og slet ikke til ham. Bøf nikkede.

Mars smilede bredt og satte straks efter Mahir, der allerede var nået et godt stykke ned ad gaden. Det tog kun Mars få sekunder at nå ham, og han grinede højt, da han kom op på siden af ham. 

"Kalder du dét hurtigt?!" kaldte han og satte tempoet op i et forsøg på at løbe fra ham.

Da rigmandsungen råbte "snyd" efter ham, dukkede der et grin op på Mahirs ansigt. Han snød da ikke, han havde givet ham et godt varsel. Omend lidt kort, men det var der! Han løb rimeligt roligt af sted, han regnede ikke med at Mars ville indhente ham alt for hurtigt. Men så skete det alligevel, meget hurtigt, og drengen fortsatte forbi ham. Mahirs smil forsvandt ikke, da han satte farten op for at følge med, og endda overhale den yngre dreng lidt.
"Jeg er kun lige ved at varme op!" Han sørgede for at holde godt fat i pakken, så den ikke gik i stykker eller raslede for meget rundt, som hans fødder slog i mod jorden og sendte rystelser op igennem hans slanke krop.

For et par år siden havde han aldrig troet, at han skulle leve af at løbe. Det var ikke hans ting, han var akrobat, han skulle balancere, flyve igennem luften og vride sin krop til umulige stillinger. Men nu slog hans fødder regelmæssigt i mod brostenene under ham, hans hjerte pumpede og hans lunger trak store mundfulde af luft ind. Og han nød det overraskende meget, men han elskede også at bruge sin krop. At mærke sine muskler arbejde. 

Han fortsatte med at løbe i sit "lidt hurtigere end Mars"-tempo, hvilket ikke var det hurtigste han kunne løbe, langt fra, men ingen grund til at smide sine kort på bordet med det samme. Nu ville han se, om han kunne løbe rigmandsungen træt først, så kunne han spare sin egen energi til senere. 
"Kan du følge med?!" Han grinede og så sig over skulderen efter ham.

"Følge med?! Det er da svagpisser-tempo det dér!" grinede Mars, da Mahir fortsatte forbi ham. Han satte farten op igen, overhalede Mahir og drejede så skarpt til venstre og fortsatte så ned ad en anden gade. Der var stadig et stykke vej til doktorens hus, så der var masser tid til at vise Mahir, hvad han kunne.

"Min gamle moster kan løbe hurtigere end dig!" kaldte Mars over sin skulder med et bredt, drillende smil.

Han havde endnu ikke nået sin topfart, men den var ikke meget hurtigere end det tempo, han løb i nu. Mars var en dygtig og hurtig løber, mens han styrke lå mere i udholdenhed end i tempo. Han vidste det godt, men det forhindrede ham ikke i at blære sig overfor Mahir.