Tidspunkt: 07:34

Vejret: Solskin og yderst varmt.

Outfit (blot i Sabrina's størrelse)

Dagen havde været god, faktisk virkelig god, et par 'hårde' lejemorder havde prøvet at tage hende ned da hun havde forladt klanens grund, og hun havde haft ret frie ænder til at beslutte hvordan de skulle afsluttes, hvor det blot endte med at efterlade 3 lig under en stor sten, hvor armene og benene stak ud som en edderkop. Derfor havde hun også et nogenlunde tilfredst smil over munden, da hun kom ind i byen og knækkede kort med fingrene imens hun igennem gaderne med en fin mængde af mennesker og væsner der gik rundt om hende i en god bue så hun ikke ville have nogle problemer. Hun var alene, da hun lige havde haft brug for at starte dagen alene, så hun havde snedigt sneget sig ud af sengen og efterladt sidste nats offer der inde, og sluppet ud, af den eneste vej hun kendte hvor hun ikke havde vagter da det aldrig var nødvendigt, for ingen kunne tage vejen ud over hende eller en anden som var stærk nok til at direkte løfte en sten væk, der var placeret godt i et hul.

Hun så lidt rundt, før hun drejede ned af en sidegade og over til en café. Hun undgik at sætte sig på stolene men i stedet for tog en bænk og trak et bord hen til hende, og så ind i caféen kort, hvor en tjener så hurtigt kom ud og tog hendes bestilling på morgenmad med det samme. Hun sad roligt og så rundt med sine havblå øjne og holde lidt øje med hvad der skete rundt omkring hende, hun vidste trods alt ikke om der skulle ligge en træls person i nærheden eller andre ting som kunne komme flyvende i utide. Men indtil videre så alt roligt og harmonisk ud. Hun sukkede nydende da hun kunne lugte da maden kom og så på den store saftige bøf der lå foran hende med en stor kop af øl, og gik straks i gang med at fortærer morgenmaden.
Som hun så sad der og åd løs af sin morgenmad, tænkte hun lidt over hvad hun skulle have igennem denne dag, dog begyndte hun allerede at blive træt i hovedet over tankerne på Pelsy, som havde været lidt mere efter Sabrina på det sidste, og var blevet afvist hver eneste gang. Hun tog det sidste stykke kød, og drak den sidste tår øl, før hun så åndede lettet ud og lænede sig godt tilbage imens hun trak sin pung ud og smed nogle mønter på bordet som tjeneren kunne hente og lunte ind med efter han havde fået et let dask i bagenden, da han havde stirret lidt meget på hende fra caféen af, hvilket hun havde fundet lidt provokeret, så lidt straf skulle han da have. Hun klukkede let og rejste sig igen, før hun gik ud på gaden igen, og lænede sig let op af hjørnemuren og gloede lidt på folket imens hun tænkte over dagens gerninger, og hvordan hun skulle færdigøre dem alle uden at blive alt for træt i hovedet, og stadigvæk havde tid til at more sig med sine grønne medlemmer.

Det var for tidligt for Xilla til at være oppe, men af den ene eller anden grund kunne hun ikke sove. Hun havde havde haft aften vagten på cafeen ikke langt herfra, da hun hopper lidt mellem hvor hun arbejder, men det var gået hen og blevet ret sent, på samme tid skulle hun hjem til hendes ene bror, men nu han her ikke til morgen. Dumme mennesker der nægter at gå ud, det kostede hende alt for voldsom reaktion på vejen hjem. Der går et gys igennem hende ved tanken, om vejen hjem i mørket. Hun trisser ned af trappen fra værelset hun har lige nu ovenpå cafeen hendes ene bror arbejder ved, hun krydser armene for at undgå folks blikke. Xillas ulv stirre lidt i hende, fortæller hende hun mener der noget hun skal være opmærksom på. Hun holder fast ved hendes vedhæng i smykket der hænger om hendes hals, inden hun forsætter ud på gaden. Hendes ulv stirre igen til overfladen, for at få hende til at være mere opmærksom på hendes omgivelser, som der skulle være noget helt galt eller noget der kunne gå galt. Hun rynker lidt på næsen, hendes ulv kan være ret mærkelig engang imellem.
Hun tager et bid af hendes æble, inden hendes ulv for hende til at se på en. Hun tipper hovedet på skrå, nærmest laver en mimik af hvad hendes ulv gør i hendes hoved. Hendes ulv er ikke ude af kontrol, hun springer ikke bare ud af sig selv, det rart nok. Hun ser på orken, eller i hvert fald hvad der ligner rigtig meget en ork, men hendes ulv stirre lidt igen, fornemmer orken i hvert fald nok ikke er af venligt sind, hvilket nærmest for hende til at knurre nærmest. Xilla kan tydeligt fornemme de har hver deres personlighed, hun er normalt ikke en som ikke er venlig mod andre trods alt. Men hendes ulv er skeptisk overfor de fleste, hun er altid oppe på dupperne, klar på at angribe hvem end der skulle true hende. Så hun ligeglad med om det er en rigtig trussel, eller bare noget hun forestiller sig.

Sabrina så roligt rundt, hun syntes at der nok var rigeligt med mennesker i byen, og havde en lidt lyst til at smøre ærmerne op og bringe lidt af den menneskelige population ned til et bedre nummer. Hun var dog glad nok for menneskene i caféen her, de var sjove at drille og ikke alt for nervøse for at få et klask i bagenden. Især mændene der ellers var nogle pæne nogle for menneskenes standard. Men som stod der og tjekkede de små menneskedrenge ud, løb en kold fornemmelse ned af nakken på hende og hendes trænede øjne så skarpt rundt, men havde det svært ved at se hvem det dog var som skulle være så frygtelig at kunne give selve Sabrina kuldegysninger. Hun kunne ikke forstå det, for det havde følts som om et dyr havde stået og gloet på hende, men hun kunne ikke se noget dyr i nærheden ud over gadekryds og den slags, ikke noget som var farligt.
"hvad... i djævlens navn.... " mumlede hun undrende og kneb øjnene lidt sammen før hun så lidt undrende på en dame som af en eller anden grund stirrede på hende, hvilket fik hende til at hæve et øjenbryn i forundring, det var ikke alle som bare turde at stirre på hende, og især når hun også havde fået øje på dem. Hun rettede sig roligt op i sin fulde højde og brede, og langsomt gik over mod den lille pige som stod og så på hende, med sine skarpe øjne, stirrede ned på hende.
"ser du noget du kan lide lille dame" spurgte Sabrina pigen med et let selvsikkert smil over læberne, imens hun krydsede sine arme under brystet og hvilede let på det ene ben imens blikket lå på hende i vente på et svar, hvis det altså var at damen her havde evnen til at svare Sabrina igen, men Sabrina tvivlede, og frygtede lidt det ville ende som alle andre, at de bare løb væk.
"Eller har munden fået krampe lille tøs" sagde hun og trådte et skridt tættere på pigen og lænede sig let forover så hun kunne komme i pigens hovedhøjde, hvilket bare fik hendes fysiske til at se endnu bredere ud end hvad det gjorde i forvejen. Dette var en normal episode for Sabrina, nogen som stirrede, som så skulle rykkes lidt rundt på, men som regel var det nogen som også var trænet igennem, og ikke en spinkelhed som den her lille pige var. Og i så fald, når det skete, så fik det hele tiden hende til at tænke på om det var nogen som hun havde været en del af at skabe, men hun havde været heldig hver gang indtil videre.

Hendes kinder blev røde, da orken pludselig kommer mod hende. Hvor længe havde hendes ulv lige fået hende til at stirre? Hun lukker øjnene et kort øjeblik, for at samle sig selv, skubbe hendes ulv væk, hun behøver ikke blande sig. Selvom hun står på hendes bagpoter, snerre, viser sine tænder, imens hendes kæber hamre sammen nogle gange efter hinanden som hun bider ud i luften som orken eller hvad hun end ellers er kommer tættere på. Xilla ser mere instinktivt på hende, siden hendes ulv er helt oppe at køre så der noget anderledes. Hun skubber sin ulv væk igen, hun skal og må ikke få den kontrol, hun har trænet det her. Men hendes ulv har lettere ved at presse på, når hun føler sig truet, ikke Xilla selv gør det, det er underordned. Hun retter sig mere op, nok er hun ikke særlig høj, men attitude har hun. Hun er dog så lille og spinkel i forhold til, det ville være mærkeligt det derfor hendes ulv ville reagere, så nem er hun heller ikke at provokere, så godt kender hun da sin ulv. Hun kan ikke forstå det, udover denne attitude denne her ting kommer med. Okay hun har selv problemer med attitude, så hun burde slet ikke reagere på det. 
Xilla hæver let det ene øjenbryn, som hun giver hende en attitude, hun hader når folk giver hende sådan en attitude, det sådan hun bliver alt for flabet for hendes eget bedste, det ved hun. "Jeg ser nødvendigvis ikke noget jeg kan li," kommer det flabet fra hende, inden hun skubber hendes hofte lidt ud til den ene side, inden hun sætter hånden på hendes hofte. Hendes søvn er som forsvundet, nu vil hun bare vise hun ikke er bange af sig. Hun kan fornemme hendes ulv er stolt af hende, aldrig har jeg set hende være så stolt af min attitude. Xilla undertrykker hurtig sin ulv igen, så deres personligheder ikke mikser sig sammen alt for meget lige nu. Hun vipper hovedet på skrå, imens hun stirre irriteret på den ting foran hende.
"Min mund har sjældent krampe," svare hun, imens hendes negle går dybere ned ved hendes hofte, det gør ikke ondt, det en nem måde at undertrykke ulven på, inden den kommer ud med en lidt for flabet bemærkning. Hun kan ikke fornemme sin ulv lige nu, men det passer hende meget fint, hun ved hun er klar hvis hun giver hende lov. Xilla og hendes ulv er som ying og yang, men de fungere nok sammen at ingen har prøvet at ødelægge den anden. Det kunne da sikkert have været et kønt syn, prøve gøre noget ved den anden, men ender med at skade sig selv, flot. Hun stopper sig selv i at rulle hendes øjne over hendes egne tanker, nogle gange går de også for vidt. Det her er hvad der sker når hun er alene, hun ender altid i problemer, det største problem er nok hende ulv er meget glad for at finde problemer, nogle gange er hun helt sikker på hun gør det med vilje. Hendes ulv ruller hendes øjne af hende, imens hun virker til at afvise den ide, men Xilla ved bedre. Også åbenbart ikke så meget bedre, når hun provokere end som er meget højere og bredere end hende.

Sabrina lignede en som var blevet trådt godt over tæerne med en sko der lige havde trådt i en hundelort samtidig. Hendes øjne stirrede ned på hende, og let trådte hun et skridt tættere på, så de kun var meget få centimeter fra hinanden og hun virkelig kunne bøje hovedet ned af mod hende.
"Så flabet kan man også være... selv for en lille skabning som dig" sagde hun noget så køligt, og udviste absolut ingen tegn på frygt, for lige nu kunne hun ikke føle den dyriske følelse hun havde følt før, fra den her lille næsvise tøs. Hun fnøs kort, og smilte så let triumferende før hun trådte et skridt tilbage og lagde sine hænder på hofterne.
Det var længe siden nogen faktisk havde brystet op mod hende, det skete ikke så tit mere nu hvor hun var blevet godt kendt i området, men det her var da et frisk pust til det travle liv.
Hun lagde hovedet lidt på skrå og funderede lidt over om pigen her overhovedet kendte til Sabrina eller om hun kun var på besøg her og ikke kendte risikoen med at gå op imod Sabrina.
"Er du ny her tøs, eller hvor kommer du fra? nej... du må være ny, ellers havde du ikke stået lige der hvor du gør nu, alle andre ved nemlig de ikke skal ligge sig ud med mig" sagde hun overlegent, men også lidt undrende og kneb øjnene lidt sammen, hun ville ikke overraskes af noget fra den her lille skabning og især ikke efter det hun havde følt før, så hun holde rigtig godt øje med den lille pige og var ganske klar på at enden hoppe tilbage eller fremad, hvad end situationen krævede af hende. Hun hældede dog nok mest til at det blev fremad, da hun ikke var typen som flygtede, nærmere typen som sprang ind i det flammende bål, med olie hældt ud over kroppen.
Der var noget der begyndte at irriterede hende lidt, for roligt var der folk som gloede deres vej, mest skumle typer der godt kendte Sabrina og hendes ry, og derfor slog korsets tegn flere gange for den lille pige, skønt de ikke vidste noget om hende, men dømte blot på hendes fysiske størrelse. Og synet af de to blev ikke bedre, da Sabrina lod sine synlige overarme, der stadigvæk lå nede på hofterne, spændtes lidt i irritation, og virkelig fik overarmene til at se monster store ud, med blodårene løbene over muskelfibrene. Det lignede virkelig som to forskellige verdner der på en eller anden måde kulminerede med hinanden, midt på gaden i frit syn for alle.
Hendes øre vrikkede irriteret, for nu kunne hun også begyndte at høre folk hviske rundt omkring, hvilket tydeligt fik hendes blodtryk og arrigskab til at stige et par farlige grader. Hun prøvede at holde hovedet koldt, men opmærksomheden pissede hende ret meget af, og hun havde så inderligt lyst til at få dem alle til at løbe skrigene bort ved hjælp fra sin evne, men vidste også at det bare ville være spild, når hun kun havde den 2 gange om døgnet, så det kunne heller ikke bare spildes.

Hun kniber øjnene let sammen, hun snakker om at være flabet? Nok er hun lille, men det giver da ikke denne ting ret til at være sådan mod hende. Hun holder øje med hende, imens hendes ulv lurer bagerst i hendes hoved. Hendes ulv er 'født' i vrede, hvis det står til hende ville hun aldrig bakke ud fra en udfordring. Xilla synes nogle gange hun er åndsvag, men hun har hjulpet hende mange gange, selvom de er så forskellige. Hendes ulv sørger for hende når det nødvendig, hun kan nemmere fornemme farer end hun kan, men det gør også hun engang imellem har en tendens til at opsøge fare, fordi så dum er hendes ulv altså. Hendes ulv ryster på hovedet af Xillas tanker, hun syntes tit pigen tænker alt for meget. De skal vel have lidt sjov og ballade nogle gange, Xilla er nem at overtale fordi hun gerne vil have hun også er glad. Det svært at være to personligheder i en krop det meste af tiden, men de formår at håndtere det. Men Xilla kan godt undertrykke ulven, selvom det ikke altid er lige smart.
Hendes ulv snerre, viser hendes skarpe tænder i hovedet på Xilla, hendes pels stritter til alle sider, totalt i alarm over denne ting foran hende. Hun hæver let det ene øjenbryn, da tingen - hendes ulv insistere vi tænker om denne ting foran hende - kommer tættere på, helt op i deres personlige rum. Hvorfor er det folk kommer helt op i hendes personlige rum, når hun hader folk gør det? Hvor er folks eget personlige rum indtil man er tryg? Xilla fatter det simpelhen ikke, men det tror hun heller ikke at hun skal. Hendes ulv bliver bare provokeret af det, det ikke altid smart hun bliver provokeret, men så igen Xilla kan heller ikke altid lade vær med at være flabet, det hendes ulv glad for hun er engang imellem.
"Jeg ikke ligefrem ny, men jeg bor her ikke. Men det kommer sådan set ikke dig ved om jeg er ny eller ej," svarer hun. Det kommer virkelig ikke denne ting ved hvad hun laver her, Xillas ulv er hurtig til at være enig med hende. Hendes ulv prikker lidt til Xilla, for hun har opdaget folk har opmærksomheden herhen. Xilla er pludselig glad for hendes bror ikke er i nærheden, han har svært nok ved hun er en engel, især fordi hendes ulv også har det med at få hende i problemer fra tid til anden. En lav knurren forlader Xilla, da hun ser nogle hun kender der kigger. Hun ved de kan høre hendes ulv, som direkte truer dem med den knurren, for at stoppe dem med at sige det videre. Hun kan se de nervøse for hende, men på den anden side burde de vide bedre end det. Nok kender hun ikke mange, men hun kender nok her omkring til hun kan arbejde her nogle få dage, inden hun skal videre. Også fordi Xilla hader at være i selvskab med hendes brødre i længere tid af gangen, de kan være alt for irriterende, selvom de har lært hende alt, så de over hende hele tiden, hun er stadig den yngste. Det derfor hun aldrig er særlig længe nogle steder, enten roder hun sig ud i problemer, eller også er hendes brødre der. Hun undertrykker hurtig hendes ulv igen, for det ikke skal gå helt galt. Hun vender hurtig opmærksomheden tilbage til tingen foran hende, hvor hun igen hæver det ene øjenbryn.

En blodåre skød i vejret på Sabrina's pande og fingrene knyttede hårdt så hendes hændes grønne farve blev hvidere. Hun kunne være så ligeglad med folket rundt om dem og bare kvase den her lille pige der var foran hende, men så vidste hun også at hvis hun først begyndte at rive folk i stykker inden for murerne, så ville de nok komme efter hendes klan og hende selv, hvilket nok lige nu var lidt mere end hvad hun kunne bide over, men igen, man vidste jo aldrig før man havde prøvet.
Men folket rundt om dem var begyndt at snakke for meget nu for Sabrina hvilket fik hende til at slippe sine krydsede arme og sukkede kort før hun viste tænder i et grumt smil, og øjnene langsomt skiftede farve fra den smukke blå farve, til rød og sort farver der gled rundt i øjeæblet i en flydende form, det kunne være mærkeligt at se på, da selv pupillen var væk.
Alle begyndte at skælve og man kunne se nogen af de mest uskyldige begyndte at tisse i bukserne af skræk og folk løb skrigende væk. Det var næsten ekstase at høre dem skrige sådan, men hun forsøgte også at holde pigen foran sig ud af evnen, hvilket krævede en del koncentration men klarede det fint. Smilet stod stadigvæk på læberne, og de sort og røde farver forsvandt igen fra øjeæblerne og den blå farve kom tilbage igen ligesom hendes pupil.
"Så er vi så alene som vi kan her i byen..." sagde hun og et morderisk blik gled ned på pigen imens hendes smil blev mere djævelsk. Hvis hendes øjne og smil ikke fortalte nok så ville hendes kropsprog gøre det, hun var ude efter blod, og pigen her var hendes lille offer hun kunne lege med så meget som hendes hjerte begærede.
Hun slikkede sig let om munden imens hun roligt gik tættere på pigen igen og stod helt tæt op af hende, tårnene over hende med sin massive krop, og bare gloede ned på hende morderisk sultent.
"Nyt kød er altid godt og jeg er sulten igen" sagde hun og gik ned på hug, så de var i samme hovedhøjde og hun kunne se direkte ind i pigens blik.
"Og gæt hvem der er på menuen" sagde hun og smilet blev endnu bredere.
"Skal du koges.... steges... eller skal du ædes på en anden måde" sagde hun og gjorde virkelig sit yderste for ikke at bare gribe fat i pigen og kyle lidt rundt med hende før hun ville tage hende ind i gyden og have sit med hende. Det skulle jo ikke gå alt for stærkt, hun ville også gerne nyde sit offer før de blev fysiske.
Roligt gled Sabrinas blik fra top til tå på pigen imens hun holde sig yderst tæt på pigen, så pigen uden problemer ville kunne lugte Sabrinas ånde.

Som forandringen i luften sker, det noget Xillas ulv hurtig opfanger. Hendes ulvs pels stritter i alle retninger, Xilla kan fornemme det og se det for hende. Nok har de to meget forskellige personligheder, men hun kan altid fornemme hendes ulv. Det ikke noget der påvirker Xilla eller hendes ulv, men det noget tingen foran hende gør. Hun kan se hvordan hendes øjne ændre farve, inden alle nærmest er forsvundet. Hendes ulv kan ikke li det, men Xilla undertrykker hendes ulv trang til at slippe igennem, til at begynde at knurre af tingen foran hende.
Men som hun forsætter med at snakke, jo mere end trussel ved hendes ulv denne ting er. Derfor presser hun sig igennem, hvor en høj knurren forlader hende, som hendes øjne bliver helt lyseblå. Hvilket kun betyder Xillas ulv er lige ved overfladen, klar til at bryde ud når som helst, så snart Xilla giver slip for barrieren hun holder oppe, som gør hun ikke bare forvandler. Hendes ulv laver et ansigt over ånden på tingen foran hende, men Xilla holder et neutralt ansigt. Hun kan fornemme hvordan hendes ulv tænker alt igennem, hun prøver ligge en plan. Forvandling, sin usynlig, nemt at forsvinde på ingen tid. Hun kender alle tingene for sig selv, hendes ulv er god til at styre det. Hendes ulv er god til at beskytte dem, Xilla er knap så god. Det som om de har en ordning for sig selv, Xilla ender med at få dem i ballade, så reder hendes ulv det hele. Det bare sådan det fungere, sådan har det altid fungeret.
Xillas ulv er på dupperne, står helt oppe på poterne, klar til at Xilla lader barrieren mellem dem falde ned. Xilla skifter roligt fra den ene fod til den anden fod igen, da hendes ulv bliver ved med at presse på bagerst i hendes hoved. Hun er klar til det hele, hvilket kan irritere Xilla i nogle situationer. Xilla skubber sin ulv lidt længere væk fra sig, men også klar til bare at lade barrieren falde, så forvandlingen kan ske øjeblikkeligt. Hun ved selv hun ligner en som ikke kan meget, der er en god grund til hun altid har trænet, stadig gør meget i at træne hendes magiske evner. Xilla retter sig lidt op igen, imens hun ser lidt mere bestemt på tingen foran hende.

Som forandringen i luften sker, det noget Xillas ulv hurtig opfanger. Hendes ulvs pels stritter i alle retninger, Xilla kan fornemme det og se det for hende. Nok har de to meget forskellige personligheder, men hun kan altid fornemme hendes ulv. Det ikke noget der påvirker Xilla eller hendes ulv, men det noget tingen foran hende gør. Hun kan se hvordan hendes øjne ændre farve, inden alle nærmest er forsvundet. Hendes ulv kan ikke li det, men Xilla undertrykker hendes ulv trang til at slippe igennem, til at begynde at knurre af tingen foran hende.
Men som hun forsætter med at snakke, jo mere end trussel ved hendes ulv denne ting er. Derfor presser hun sig igennem, hvor en høj knurren forlader hende, som hendes øjne bliver helt lyseblå. Hvilket kun betyder Xillas ulv er lige ved overfladen, klar til at bryde ud når som helst, så snart Xilla giver slip for barrieren hun holder oppe, som gør hun ikke bare forvandler. Hendes ulv laver et ansigt over ånden på tingen foran hende, men Xilla holder et neutralt ansigt. Hun kan fornemme hvordan hendes ulv tænker alt igennem, hun prøver ligge en plan. Forvandling, sin usynlig, nemt at forsvinde på ingen tid. Hun kender alle tingene for sig selv, hendes ulv er god til at styre det. Hendes ulv er god til at beskytte dem, Xilla er knap så god. Det som om de har en ordning for sig selv, Xilla ender med at få dem i ballade, så reder hendes ulv det hele. Det bare sådan det fungere, sådan har det altid fungeret.
Xillas ulv er på dupperne, står helt oppe på poterne, klar til at Xilla lader barrieren mellem dem falde ned. Xilla skifter roligt fra den ene fod til den anden fod igen, da hendes ulv bliver ved med at presse på bagerst i hendes hoved. Hun er klar til det hele, hvilket kan irritere Xilla i nogle situationer. Xilla skubber sin ulv lidt længere væk fra sig, men også klar til bare at lade barrieren falde, så forvandlingen kan ske øjeblikkeligt. Hun ved selv hun ligner en som ikke kan meget, der er en god grund til hun altid har trænet, stadig gør meget i at træne hendes magiske evner. Xilla retter sig lidt op igen, imens hun ser lidt mere bestemt på tingen foran hende.

Sabrina kunne ikke lade være med at klukke over hvordan dagen pludselig havde taget en drejning, fra at snige sig væk fra sin klan, til at spise morgenmad og dernæst nu stå her foran en lille pige, i forladt en forladt gade, godt og vel på grund af Sabrina selv, men stadigvæk, det kunne næsten ikke havde drejet sig mere underligt... ikke ved mindre pigen pludseligt gjorde noget som Sabrina kun havde håbet på ville ske, især efter hun havde truet pigen så meget som hun nu havde gjort, og virkelig prøvet at ophidse pigen så det kunne blive til noget.
Sabrina opdagede de blå øjne, og ikke blot opdagede dem, men så dem tydeligt og klart som dagen var klar. Øjenbrynene blev løftet en smule, og pigens knurren gjorde at det kildede dejligt i hendes fingre, denne pige udfordrede hende, det var helt klart for Sabrina. Og sådan en chance skulle hun da slet ikke lade sig forsvinde for sig. 
Hun slikkede sig kort om munden før hun smilede med sine skarpe tænder.
"Vis mig hvad du kan, vis dine tænder, vis dine klør, jeg kan fornemme det på dig, du har mere at byde på!" sagde hun næsten helt gispene, det var tydeligt at hun næsten havde abstinenser for at slås mod nogen som kunne noget, og ikke bare havde det hele i munden.
"Men hvis du ikke vil vise mig det, så må jeg vel heller tvinge det frem" sagde hun gispende før hun rettede sig op igen og tårnede over hende
"Skuf mig ikke, ellers slutter jeg det her hurtigt" sagde hun, ganske alvorligt og knyttede roligt sine hænder, før hun trådte et skridt tilbage med den ene fod, og trak så den venstre hånd tilbage. Hun pustede let ud før hun så fyrede den store knyttede næve, direkte mod pigens hoved, der var intet spor af frygt, eller at hun ville stoppe på halvvejen, næven ville blive ført direkte igennem hvis pigen ikke reagerede. 
Sabrina kunne mærke håbet stige i hendes bryst, hun håbede så meget på at det hun havde følt før, var rigtigt, at den kølige fornemmelse hun havde fået var rigtig, ellers ville hun nok blive så skuffet at hun ville myrde en eller anden bare for at få frustationerne ud. Derfor var næven fyldt med håb, og spændthed, og hun lagde hele kroppen i slaget, ikke hundrede procent, men godt op, for hvis pigen foran hende skulle blive bange kunne Sabrina ikke bare gøre noget halvhjertet. 
"VIS MIG DET! VIS MIG!" råbte hun som næven passerede hendes eget hoved, og spændte resten af armen op, så næven næsten skød afsted mod pigens hoved, som en kanonkugle der lige havde forladt løbet i høj fart.

Jo længere tid hun snakkede, jo mere knurrede Xillas ulv. Alt strittede på hende, imens hun var klar på hvad denne ting nu kunne finde på at udsætte hende for. Var der en ting som Xillas ulv hadede, så var det at blive provokeret til det absolut yderste. En faretruende snerren fra hendes ulv, skærer nærmest igennem luften omkring dem, som den ting fylder luften med så meget hun er aggressiv. Hendes ulv ser det før hende selv, hånden der kommer direkte mod dem. Selvom hun ser det først, så pga Xillas langsomme evne nogle gange, så hopper hun først op og bagud lige i sidste øjeblik inden hun bliver ramt af tingen foran hende.
"Hvorfor så aggressiv," griner hun, det lyder så forkert som det kommer fra hende. Men hun ved også selv hvorfor, det eneste som holder hendes ulv tilbage, det er hende. Ulven kan kun selv fremtvinge forvandlingen hvis hun er ved at dø, efter deres første død sammen. Så har hendes ulv fundet en måde hun kan tvinge sig igennem, hvis de er ved at dø, men det er også det. Som Xilla lander på jorden, mærker hun adrenalinen, som hendes ulv elsker at blive fodret med. Hendes vedhæng i smykket lyser om kap med hendes øjne, imens hendes ulv skubber til den mentale mur, som gør hun ikke kan skifte.
Hendes ulv hader den del af de to sammen, hvordan hun ikke bare kan være fri engang imellem. Xilla er klar over det, men måske vi kunne lege lidt mere, men alligevel har Xilla fornemmelsen det er alt for dumt. Xilla tager noget jord i hånden, lader det falde igennem hendes fingre som hun sidder på jorden, på afstand fra den der ting. Hendes ulv er oppe på dupperne, klar til nærmest at springe i luften. Klar til at skifte over, total klar til at forsvinde for at forvirre hende lidt. Det hendes ulvs måde at afreagere på, ikke at Xilla rigtig forstår det.
Hun kigger ikke op, men ulven vipper ørene op, inden hun hopper op som hun forventer tingen er kommet tæt på igen. Hun slår halen ned i jorden i hendes hoved, imens hun snapper ud for at fortælle Xilla hun skal til at lade hende lege lidt, det er trods alt deres liv der kunne stå på spil hvis hun ikke lader hende lege lidt nu. Xilla himler lidt med øjnene, som hun holder blikket i jorden, inden hun bliver enig med hendes ulv om hvornår det vil være en god ide at de bytter plads så ulven kan lege, ligesom hun har lyst til og ventet på.