Ordene blev hvæst dæmpet ind i Julias øre, som et hårdt greb om hendes hals, så meget som en brynjeklædt krop holdt hende presset op af væggen, så hendes tæer kun lige kunne nå gulvet. Hun mødte dog stadig trodsigt hans blik til han med irritation lysende ud af alle træk smed hende fra sig og mod nabo muren, før han plantede et solidt spark i siden på hende, der trak en hvislende og ufrivilligt klynk fra hende som hendes vejr forsvandt og hele siden stod i fornyet brand af smerte. Det var ikke det første spark der var landet der.
"Ikke i dag, måske i morgen, men jeg vil nyde hvor længe det end tager!"
Han sparkede hende uden at se det helt ud til kun at nyde det. Hendes trods og attitude havde ikke passet ham den første aften han havde lukket sig ind og gjorde det alt andet end det nu en uge efter. Han havde tydeligvis forventet hun havde spredt ben før nu.
Et sidste blik på hende og han forlod cellen, smækkende døren i efter sig og låsende den eftertrykkeligt.
Julia blev liggende i snavset til hans skridt var væk og ingen andre var at høre i kælderen. Ingen andre som ikke sad låst bag gitre eller døre alt efter hvilken stand deres celle var i og ventede på en ny dags pinsler eller prøvelser. Slaver af blandet art og tid i fangeskab. Dem der endnu ikke havde accepteret deres nye lod i livet.
Hun gav sig som hun fik sig rettet op i siddende stilling og langsomt gjort op hvad det seneste besøg havde kostet hende. Nok til at hun ikke kunne tøve længere. Der var virkelig noget sandt i at man skulle tage første givne mulighed som fange for ikke at risikere at blive for svag til at kunne tage den næsten. Hun kunne ikke risikere det.Hun havde sin datter at komme hjem til.
Planen havde da også været klar siden morgenstunden, hvor en af det yngre knægte havde været så optaget af egen storhed at han ikke havde lagt mærke til snilde fingre eller forsvundne nøgler, som en kvinde havde vist ham interesse. Nøgler som nu åbnede Julias celle og kort efter alle andres også.
Derfra var det dog hver mand eller kvinde for sig.
Cellerne lå i kælderen af en borg eller stenfæstning af en ældre slags. Så meget havde Julia set ved sin ankomst, men også at den havde været i bedre stand. Bunden virkede dog til at have overlevet bedst af alt, kælderen eller kældrene mest uberørt af vejr og vind. Alligevel eller selvfølgelig valgte hun vejen hen til en sammenstyrtning, som hun næstsidst løb og måtte vende om og lede efter en anden vej ud. Gangene lignede hinanden også som hun fandt en trappe et plan op, men alt var stadig under jorden og mørkt.
Nu lød alarm råb dog og hvad lød som svag kamptummel.
Hun holdt sine skridt lette og retningen væk fra det, hurtigere som stemmerne nærmede sig til hun var sikker på de var på vej efter hende. Febrilsk lod hun blikket søge rundt uden at finde trapper op eller gange der delte sig fra den hun var i. Døre var der blevet flere af og som hun rundede et hjørne og stadig ikke så vejen ud og væk åbne sig, men kunne høre stemmerne tydeligt og skridtene i løb, tog hun fat i håndtaget påden nærmeste dør og forsøgte den.
Overrasket over at finde den ulåst og glidende op ved hendes tag, væltede hun med den ind og landede hårdt på et stengulv. Uden at tænke eller tage sig af alle de indtryk og advarsler hendes sind kom med fik hun sig om på den inderste side af døren og den lukket i, som skridtene udenfor lød til at runde hjørnet. Lettet lænede hun panden mod træet og stivnede så. Der var lys i rummet og hun var ikke alene derinde.
Langsomt og med synkende hjerte fik hun sig vendt og samtidig rejst op, mens hun forsøgte at forberede sig på hvad der uvægerligt måtte komme næst og beredte sig på at kæmpe sig ud af det. Om ikke andet til hun så hvem der sad bag et skrivebord og så på hende. "Jeff?" Hendes stemme var hæs og rusten efter skrig, kvælertag og hosten, som hendes hals og ansigt bag præg af tag og slag ment til at kunne mærkes og til at efterlade spor. Den blå og grønne farve spredte sig i plamager over hendes bare hud på arme og ben, som den skinnede ud gennem revner i særken, der var alt hun havde fået at have på til hun havde rettet ind og affundet sig med hvad hun skulle være her.
En banken på døren fik hende til først at trække sig om bag den og ind mod et hjørne, før hun noget i hendes blik skiftede og hun tog et par hurtige skridt frem og i stedet sank på knæ foran ham med hovedet bøjet.
Krystallandet