Hvor: En af de fine pladser i den Øvre Bydel
Hvornår: Sen, våd efterårsaften

Sakse var træt. Træt af sig selv, træt af sin mor, træt af byen, træt af livet. Og nu havde hans mor i sinde af skifte karakter til en, Sakse kun havde hørt om fra ældre søskende, men som han bestemt ikke havde lyst til at møde. Men der var intet, han kunne gøre ved det. Liv havde altid gået sine egne veje, og Sakse kunne hverken gøre til eller fra. Og det hjalp selvfølgelig heller ikke, at der tilsyneladende var en pris på Livs hoved. Den pris skulle fjernes, og Liv ville ikke have hjælp til at gøre det.

Efter flere uger med frustrationer og intet afløb for dem, tog Sakse en beslutning. Han ville finde den største mand, han kunne finde i byen, og tage en god omgang tæsk fra ham. Det var årtier siden, Sakse sidst havde fået tæsk, for han som regel stærkere og/eller klogere end sin modstander, men at blive distrahere fra den indre smerte via en ydre smerte, det var lige, hvad han havde brug for. Som sagt, så gjort.

Senere samme aften sad Sakse med ryggen lænet mod kanten af et af de store springvand. Han kunne ikke høre vandet, for den silende regn overdøvede springvandets pludren. Det var også lige meget. Sakse havde bare brug for... at eksistere i sin forslåede krop lige nu. Han blødte fra en flækket læbe og øjenbryn, hans krop var dækket af store, blå mærker, og han var ret sikker på, hans ene arm var brækket. Det var mere smerte, end Sakse havde følt i lang tid, og det var dejlig befriende. Denne smerte var til at forholde sig til. Alt andet blegnede ved siden af den, og det var vidunderligt at kunne fortabe sig i den.

Regnen væltede ned over Aldric, der ikke rigtigt lagde mærke til det. Han var fyldt med uro og havde brug for at gå. Og gå. Mørket havde også lagt sig og han var i fare for at møde folk fra Kiles Orden, men selv det havde svært ved at trænge igennem til ham. Hans krop havde brug for at røre sig, nu hvor den ikke kom af med sin magi. Helbredelseshuset havde vist sig at være et dejligt sted, med nogle søde væsner, et tag over hovedet og nok at lave. Men ingen magi. Der var gået et par uger, hvor han ikke havde fået lov til at heale de folk, der kom dertil for hjælp, og han kunne ikke længere skjule sine frustrationer omkring det. Han var begyndt at vrisse af de andre og han sov dårligt om natten. Hvorfor have han fået en så stor en gave af guderne, hvis han ikke måtte bruge dem? Efter et skænderi med lederen af stedet, var han gået ud i regnen. I sin nye tykke trøje, men uden kappe eller andet til at holde sig varm med, så nu hvor han var blevet gennemblødt, rystede han af kulde. Men han var ligeglad.

Han var bare så frustreret. Det var som om, at han kunne mærke sin evne visne, når han ikke brugte den. Det var bedre at slide sig selv ned ved at bruge den for meget, end ikke at bruge den overhovedet. Han havde allerede taget beslutningen, han måtte videre. Dianthios var ikke god for ham, der var for mange fra Kiles Orden, for mange farer. Og selvom alle blev behandlet i huset, forstod han ikke, hvorfor han ikke måtte fjerne sår og skavanker, i stedet for at folk skulle vente til det helede af sig selv. Det tog tid, var besværligt og skabte ubehag. Hans evne ville fjerne det hele på sekunder. Men Dhalia ville ikke have ham til at overanstrenge sig. Bruge energi på noget, der kunne hele af sig selv. 

Et eller andet sted forstod han det. Men han var fanatisk omkring sin evne, ikke på grund af sig selv, men den måde, han havde fået den på. Den skulle bruges. Han skulle gøre bod for det, han var skyld i. Han kunne ikke lade den ligge og visne bort i kroppen på ham.
Tankerne væltede rundt i hovedet på ham og næsten pr. automatik undgik han at møde nogen i de mørke gader. Indtil han kom frem til en lille plads med et mindre springvand. En skikkelse sad på jorden med ryggen til springvandet og Aldric stoppede brat op. Han blinkede vand ud af øjnene, ikke kun regnvand, og skulle til at gå en anden vej, inden hans instinkter sagde ham, at der var brug for ham. Han anede ikke, hvor han var henne. Men det så ud til at være Øvre By. Lige meget hvor det var, kunne han ikke gå fra nogen, der var kommet til skade.

Så lidt tøvende bevægede han sig over til skikkelsen, der ved nærmere øjekast så ud til at være en høj mand med sort hår og skæg. Det var svært at se i mørket og regnen, men det så ud som om, noget havde slået på ham. 
"Har... Har De brug for hjælp?" Han måtte rømme sig efter første ord, hans hals stadig snøret sammen efter den lydløse gråd. Han var ikke helt tryg nok til at komme hen tæt på, så han blev stående et par meter fra manden. 

Normalt ville Sakse nok have lagt mærke til en sjæl, der kom imod ham, men larmen fra regn og springvand maskerede den fremmedes skridt, og Sakse var for fortabt i sin smerte til at lægge mærke til noget som helst andet. Det var først, da der var nogen, der talte til ham, at det gik op for ham, at han ikke længere var alene.

"Mh," gryntede han uden at vende hovedet mod stemmen. Det dunkede i hele kroppen, og Sakse var for svag til at gøre andet end at løfte hånden på hans gode arm en smule fra de våde brosten. "Nej."

Han kunne ikke se, hvem personen var, men det var også ligegyldigt. Sakse ville ikke have hjælp; han ville sidde her, indtil... Ja, det vidste han ikke helt. 

Manden rørte sig næsten ikke, hvilket fortalte Aldric, at han havde ondt. Og selvom det ene ord var benægtende, gik Aldric efter kort tøven alligevel frem og placerede sig foran manden. Tæt på, men stadig langt nok væk til, at han kunne flygte, hvis det viste sig, at han ville ham noget ondt.
Aldrics ellers rimeligt krøllede sorte hår var tungt af vand og hang slattent om hans hoved. Tørklædets grønne farve var blevet mørk, men sad stadig fast om hans hoved, sådan at det dækkede hans ødelagte øje. Han havde det altid på, når han forlod Helbredelseshuset, og for det meste også, når han var der. Der var ingen grund til at vise verdens hans egen skam eller skræmme dem, der mødte ham. 

Hans ene grønne øje så undersøgende på manden, noterede den ene arm, der så ud til at være brækket, og betragtede skrammerne i hans ansigt. Selvom et nej normalt i alle andre sammenhænge ville få ham til at bakke væk, var skader noget, han ikke kunne gå uden at fikse. 
"Jeg kan heale Deres skader." Selvom man kunne fornemme en svag tøven ved hans egen opførsel, var det også ret tydeligt, at han ikke havde planer om at tage et nej for et svar. Det var ikke en mulighed, ikke medmindre nogen fysisk tvang ham. Men han var høflig, og han ville være høflig så længe det var muligt. Men gå ville han ikke, han ville sikre sig, at denne mand rejste sig og gik herfra smertefri. Lige meget hvem han var, selv hvis han havde været en kilepræst havde Aldric hjulpet. Havde han besluttet sig for, efter at have mødt elveren for hvad der føltes som at være en levealder siden. Præsterne var også levende væsner, selvom han ikke kunne lide dem. Han måtte bare stole på, at kom der en skadet præst på hans vej, var det guderne, der gav ham en opgave.

Men denne mand var tydeligvis ikke en kilepræst. Og hvad han ellers havde lavet med sit liv, ville Aldric ikke tage stilling til. Han ville bare heale ham. Det var det, han gjorde.

"Lad mig være," mumlede Sakse, og denne gang fik han løftet hovedet lidt for at se på den fremmede med sine mørkegrønne øjne. "Jeg skal ikke heales eller hjælpes."

Han forsøgte at lyde lidt truende, så knægten ville holde sig væk, men det lykkedes ikke rigtigt. Kulden og smerten var ved at få gjort kål på ham, og Sakse kæmpede en indre kamp for at holde sig ved bevidsthed, indtil drengen var gået. Han forsøgte at løfte sig gode hånd igen, og denne gang lykkedes det han lidt bedre. Hånden kom op, og Sakse forsøgte at tage ved drengen sjæl for at forskrække ham nok til at holde sig væk, men han fik kun fat i en flig, inden hans muskler gav op, og hans hånd dumpede ned igen.

Det var ret tydeligt, at manden forsøgte at lyde truende, men der var intet truende over ham. Aldric kunne mærke det stik af bekymring han havde for alle, også folk han ikke kendte. Han måtte gøre noget, også selvom manden tydeligvis ikke ville have hjælp. Men hvis han ikke fik hjælp, ville han ende med at få det meget værre her i regnen og kulden. Aldric skulle lige til at træde tættere på, da manden fik løftet sin hånd og... et eller andet skete. Det var ikke til at sige hvad, men ubehageligt var det. Aldrics ene hånd fór op til hans bryst og han gispede kort efter vejret. Det havde været kort, og han var ikke i tvivl om, at det hørte sammen med mandens ene bevægelse. 

Det fik Aldric til at tøve. Han ville ikke ende i en situation, hvor han kunne dø, for han heale en anden, ikke på den måde. Men manden virkede så svag, havde han overhovedet kræfter til at forhindre Aldric i at komme nær? En kort tanke om at vente og se, om han besvimede, gled igennem Aldric, men som han blinkede regn væk fra øjnene, vidste han, at det ikke rigtigt var ham. At vente. 
"Du kan lade mig hjælpe dig eller blive healet, når du er besvimet." Det var lidt et skøn, at manden var bevidstløsheden nær, men det så ikke ud til at være helt ved siden af. 

Uden at vente på svar, gik Aldric op på siden af ham og satte sig på hug. Nu han var tættere på, var det lettere at se, hvor mange ansigtsskader han havde. Resten af hans krop måtte være fuldt med mærker, hvis hvem end, der havde gjort det, havde lige så meget energi i resten af kroppen som i ansigtet.
"Jeg kan ikke lade dig ligge her i regnen..." Og så rakte han ud og lagde en hånd på mandens pande. Det var lige meget, hvor han rørte ham, magien ville finde dens vej til alt, hvad der skulle fikses. Fra den brækkede arm til den flækkede læbe og andre medfødte skavanker eller gamle skader, der ikke var helet af sig selv. 
"Det vil ikke gøre ondt," nåede han lige at tilføje, inden han lod magien glide ud i den anden mands krop. Det ville føles som en varm bølge, der i løbet af sekunder ville vaske hans krop ren for al smerte, alle skader.
For Aldric ville det ikke være hårdt eller svært. Han havde ikke brugt sin evne i et par uger og selv en så gennembanket krop, ville ikke have den store effekt på ham. Ud over at hans ene øjne kort blev gråt i stedet for grønt, men det var væk igen med det samme. Langsomt trak han hånden til sig igen.

Sakse ville gerne protestere, men han kunne ikke. Hele kroppen gjorde ondt, og bare tanken om at skulle rejse sig eller sige noget, fik det nærmest til at vende sig i ham. Så da knægten kom op ved siden af ham og lagde en hånd på hans pande, kunne Sakse ikke gøre noget for at forhindre det. Det var også ligemeget, for hans bevidsthed var ved at forlade ham. 

Han nåede lige akkurat at mærke en varm, utrolig behagelig fornemmelse skylle igennem hans krop, inden han gav op. Smerten havde været nok i sig selv, men da Sakses krop endelig kunne slappe af, takket være drengens magi, var der ikke noget, den kunne gøre, for at forhindre at Sakse mistede bevidstheden. Hans øjne rullede tilbage i hovedet på ham, mens de lukkede sig, og Sakses hoved tiltede til siden, imod drengen, og hang der, helt slapt. Hvis det ikke var for den svage vejrtrækning, der kun lige akkurat kunne ses på Sakses brystkasse, så skulle man tro, han var død.

Det var en utroligt lettende følelse at give slip og lade magien flyde ind i den anden krop. En følelse, der understregede, at det var bedst at komme videre. Han var ikke ment til at skulle være i denne by. Han skulle ud og heale dem, han mødte på sin vej. Hjælpe, hvor han kunne. Alle uden forbehold.
Magien nåede knapt nok at gøre sit, før mandens hoved blev slapt og faldt til Aldrics side. Ikke at det kom som en overraskelse for ham, manden havde virkeligt været hårdt ramt. Ikke at Aldric præcist kunne sige, hvilke skader, der havde været, men der havde været mange i små og større størrelser. Lidt forsigtigt lænede han sig frem og lagde en hånd på mandens hals. Der var puls. Han lod sin magi søge ind i hans krop igen for at sikre sig, at han havde fået det hele med. 

Tilfreds med healingen betragtede han mandens ansigt lidt. Trods bevidstløsheden så han træt ud. Lidt uroligt flyttede Aldric på sig og så ud i mørket og regnen. Han burde komme videre, så han ikke blev opdaget af nogen fra Kiles Orden. Men han kunne ikke bare efterlade manden alene i regnen. Ikke at han kunne gøre noget for at flytte ham, han var en høj mand og Aldric var ikke specielt fysisk stærk. Og han havde ikke noget sted at slæbe ham hen. Ubeslutsom bed Aldric sig i læben, indtil han med et suk satte sig til rette ved siden af manden med ryggen mod springvandet. Sådan sad han dog ikke længe, for når han sad stille, kunne han mærke, hvor kold og våd han var, så snart trak han benene op og lagde armene om dem for at holde varmen. 

Regnen blev ved med at falde og Aldric anstrengte for at lytte om der skulle komme nogen. Men han hørte ikke andet end vand, så snart begyndte hans tanker at vandre igen og han hvilede hagen mod sine knæ, mens hans krop langsomt begyndte at ryste af kulde. Han lagde ikke rigtigt mærke til det, optaget af de triste tanker i sit hoved. Han havde ikke noget sted at høre til. Ingen familie, der holdt af ham. Ikke nogen nævneværdige venner. Han var helt alene og nu ville han forlade det nærmeste han havde på et hjem i et år. Gråden begyndte at presse sig på igen og hans ene øje fyldtes med vand, selvom det ikke var til at se i regnen. Han var bare så træt.

Da Sakse endelig kom til live igen, havde han ingen anelse om, hvor længe han havde været væk. Det kunne have været fem minutter eller tre timer. Det eneste, han vidste, var, at han havde det betydeligt bedre, selvom han var våd og kold ind til marven. Han udstødte et lille grynt og satte sig ordentlig op. Hans lange, sorte hår klæbede til hans ansigt og ryg, og hans klæder, lange og sorte som hans hår, var dyngvåde. Det var iskoldt, men Sakse havde heldigvis arvet sin mors relative ligegyldighed overfor kulde og varme, så det generede ham ikke lige så meget, som det ville genere et almindeligt menneske. Og når man taler om solen...

Sakse skævede til siden for at se på den unge mand, der sad der. Sakse kunne ikke helt huske, hvordan den unge mand var endt der, eller hvorfor han overhovedet sad der.

"Hvem er du?" spurgte han i sin dybe, sørgmodige stemme.

Kulden skar igennem marv og ben, men det var ikke første gang at Aldric frøs så meget, så han lod være med at tænke over det, koncentrerede sig i stedet om den varme kerne inde i hans krop. Hvor lang tid han sad der og smågræd og havde det elendigt, det vidste han ikke rigtigt, men han nåede efterhånden et stadie af tomhed, hvor han stirrede tomt ud i regnen og kun blinkede, når vandet samlede sig i hans øjenvipper.

Han var så langt væk, at han nær ikke havde opdaget, at manden begyndte at flytte på sig. Men bevægelsen og gryntet fangede alligevel hans opmærksomhed og han rettede sig en smule op, men blev ved med at holde om sine ben. Han havde ikke lyst til at lade varmen i mellem hans ben og hans krop forsvinde og lukke kulden ind. 
Spørgsmålet fik kort Aldric til at skæve til manden, inden han skubbede noget gennemblødt hår væk fra sit ansigt. 
"Mit navn er Aldric." Noget fik ham til at skæve til manden igen og så fortælle, hvad der var sket, han var ikke sikker på, at manden kunne huske det. "Du var kommet til skade og jeg healede dig. Jeg er healer. Du... besvimede." Han trak usikkert på den ene skulder og så endeligt direkte på manden. 

Det var som om, at regnen var uendelig, vandet dryppede fra hans hår og hans næse og tørklædet om hans hoved var tungt af vand, hvilket egentligt ikke var specielt behageligt, men han end ikke tænkte på at tage det af. Det ville vise hans ødelagte øje og det havde han som altid ikke lyst til, at folk skulle se. Hans virksomme øje manglede den gnist, man normalt så i ham, i stedet så han trist ud, selvom hans ansigt mere bare utrykte træthed. Hele hans krop rystede let af kulden og hans kæbemuskler var spændt op.

"Hm," brummede Sakse. En healer? Det sagde ham ikke noget, men han kunne ikke se, hvorfor drengen skulle lyve for ham. Og han kunne trods alt godt huske, at han havde været såret, og det var han ikke længere. Lige nu var det mere drengen, der så ud, som om han kunne bruge en healer. Desværre kunne Sakse ikke heale nogen eller noget.

"Tak," sagde Sakse så og gryntede lidt, da han rejste sig op i sin fulde højde. Hele kroppen knagede, som havde den ikke været brugt i flere dage, og den var også lidt øm, men det var alt. Han skævede til drengen på jorden.

"Har du noget sted at gå hen?" spurgte han med en vis portion utålmodighed i stemmen. Han brød sig egentlig ikke om at interagere med fremmede på den måde, men knægten havde healet ham, og Sakse følte, at han i det mindste kunne sørge for, at han ikke døde af kulde.

Aldric kunne se på manden, at der ikke var nogen erindring om ham. Det var også okay, det skete alligevel ofte, når han tog sig af folk, der var kommet så meget til skade. Han tog det ikke personligt. 
Manden rejste sig og tårnede sig op over Aldric, der også begyndte at komme på benene. Det var ikke helt let, siden hans muskler efterhånden var så stive af kulde, at det var svært at bevæge sig, men lidt usikkert kom han op at stå og bakkede så et par skridt væk fra den høje mand. Kulden mod hans våde ben og mave fik ham næsten til at klapre med tænderne og han lagde armene om sig selv for at holde så meget på varmen som muligt.

Spørgsmålet fik ham langsomt til at nikke, men der var ikke meget begejstring over det.
"Jeg har et værelse på Helbredelseshuset." Hans stemme var stadig lidt hæs efter at han havde græd og han rømmede sig, inden han snøftede ind. Han havde ikke lyst til at tage tilbage dertil, heller ikke selvom han var gennemblødt og kold. Allermest havde han lyst til at hente sine ting og forsvinde uden et ord, men det kunne han alligevel ikke få sig selv til. Og måske var det fornuftigt at få sit tøj tørret først.

Hans ene hånd gled op og rettede lidt på det våde tørklæde, der dækkede en del af hans ansigt, inden han lidt usikkert så på den høje mand. Burde han høre, om manden havde et sted at tage hen? Hans tøj så ud til at være af en type, der kunne høre til her i det finere kvarter. Var han blevet overfaldet? 
Inden Aldric nåede at tænke for meget over det, lød der en brokkende stemme fra en af sidegaderne til torvet og skæret fra en fakkel kunne ses. Kiles Orden! Skrækken blev tydelig på hans i forvejen blege ansigt og han stivnede. De måtte ikke opdage ham. Han begyndte at træde til siden for at sætte i løb, men endte selvfølgelig med at gå ind i manden, han helt havde glemt var der. Han så op på hans ansigt, det ene øje stort i halvvejs panik.

Det lød ikke, som om Aldric havde specielt meget lyst til at tage hjem til sit værelse, og Sakse kunne godt forstå ham; han havde heller ikke selv lyst til at tage hjem lige nu. Sejr var kommet på besøg, og Sakse brød sig ikke om ham. Han føltes sig... lille ved siden af Sejr på en måde, han ikke kunne lide. Han savnede Liv.

Sakse fik dog ikke mulighed for at tænke for meget over det, for Aldric blev tilsyneladende skræmt af nogle stemmer. Det var disse kilepræster. Sakse sukkede. Han var ikke bange for dem, men han brød sig ikke om dem. Han havde aldrig brudt sig om fanatikere.

"Kom," sagde han roligt til Aldric og lagde en hånd på skulderen af drengen for at lede han væk fra pladsen og ned ad en sidegade i den modsatte ende. Han gled hurtigt og lydløst igennem skyggerne, og hans mørke tøj og hår nærmest kamuflerede dem. Sakse kunne høre mændenes stemmer på pladsen bag dem, men han vendte sig ikke for at se efter. Jo hurtigere, de kom væk herfra, jo bedre.

Sakse blev ved med at marchere Aldrig væk fra pladsen, indtil de havnede ved en kro i den lidt finere ende af byen. Regnen var stilnet lidt af til en mild støvregn.

"Jeg tager et værelse her," fortalte Sakse drengen og slap hans skulder. "Kom ind og få varmen."

Da manden lagde en hånd på Aldrics skulder, var hans første indskydelse at rykke sig fri. Ville manden give ham til kilepræsterne? Ville han ham ondt? Men det ene ord, den ene simple ordre, stoppede ham og efter meget kort tøven, lod han sig styre ud af tovet uden at se sig tilbage. Når man kun havde et funktionelt øje, måtte man prioritere, og det var vigtigere at holde øje med, hvor han gik på de glatte sten i mørket og regnen. 

De blev heldigvis ikke opdaget og Aldric forventede, at manden ville slippe ham igen, men det gjorde han ikke, i stedet blev han ved med at lede ham fremad. Noget der fik Aldric til at åbne munden for at bede ham slippe ham, men han lukkede den igen, næsten for træt og kold til at kunne finde energien. Han rystede af kulde under hånden, der varmede igennem hans gennemblødte tøj, og det hypnotiserede ham nok til, at han også mistede overblikket over, hvor de gik hen. 
Det var ikke fordi at han stolede på manden, langt fra, men han havde ind til videre ikke givet ham et negativt indtryk, og han vidste også godt, at han ikke havde en jordisk chance for at slippe væk. Han kunne ikke slås og han var ligefrem lille i forhold til den høje mand.

Så han fulgte bare med, traskede igennem regnen, der endeligt virkede til at stilne af. 

Manden stoppede op foran en kro og slap ham endeligt, inden han bad ham komme med ind. Aldric så op på kroens navn og genkendte det ikke, men han havde også kun boet i byen i nogle uger. Han vidste ikke, hvilken vej var hjem og lige nu var han så stivfrossen, at han ikke kunne overskue at gå forvirret rundt i de mørke gader. Så efter lidt tøven gik han med manden ind på kroen. 
Varmen slog i mod ham og gjorde ham næsten svimmel og endeligt kunne han ikke holde sine muskler i skak. Hans tænder begyndte at klapre, næsten for højlydt og selvom han prøvede at bide sammen, blev de ved. Hans blik gled mod ildstedet. Varme. Og masser af den. 
At manden havde snakket om et værelse, tænkte Aldric ikke nærmere over, han forventede at tiden skulle bruges i krostuen. For hvad i alverden skulle han på et værelse med en fremmed?

Sakse var gået i praktisk-mode. Drengen her, Aldric, havde reddet hans liv måske, og Sakse havde besluttet sig for at hjælpe ham, hvad enten knægten ville det eller ej. Den hjælp indebar at få drengen tør og varm igen, samt at få stoppet noget mad i ham. Det var i hvert fald det mindste, Sakse mente, han kunne gøre. Så selv hvis drengen havde protesteret, så havde Sakse været ligeglad.

"Et værelse med to senge," sagde Sakse til manden, der mødte dem ved døren. Det var nok en kro, men det var en af de fineste kroer i byen, og krostuen lignede mere en lobby end et egentlig krostue. Der var ild i den store marmorkamin, og på kaminhylden stod der rækker af smukke figurer og vaser i alle mulige former og farver. Fra det høje loft hang en krystallysekrone, der sendte et glitrende, næsten overnaturligt lys ud over lokalet. Store frodige planter i dekorerede krukker på gulvet et de gyldne bure med farverige småfugle i gav rummet et næsten eksotisk udtryk.

Sakse havde boet her før, og han vidste, at man kunne bede om stort set alt her, så længe man enten havde penge eller en klemme på ejeren. Sakse havde det sidste, og den klemme hed Liv. 

"Og send en pige op for at hente vores tøj lidt senere," fortsatte han til den nikkede og bukkende mand. "Det skal være rent og tørt til i morgen tidlig."

"Naturligvis, min herre," leflede manden og skød et mistroisk blik mod Aldric, men han sagde intet. "Kunne De tænke Dem noget at drik--"

"Send varm suppe og vin op på værelset," afbrød Sakse ham, og manden nikkede igen.

En ung dreng viste dem deres værelse, som lå på anden salen. Værelset var rart og varmt og indholdt endnu en pejs, en balkon og to himmelsenge. Sakse gik roligt hen til den ene seng og satte sig og begyndte at klæde sig af uden et ord.

Først var udseendet af rummet slet ikke gået op for Aldric, der havde været mere optaget af varmen, men et fuglefløjt trak ham ud af sin frysende tilstand og så overrasket rundt. Faktisk tabte han kæben. Han havde aldrig været et så fint et sted før. Fugle i bure? Planter i potter? Og de dyre materialer, der syntes at dominere rummet. Havde manden taget ham med ind på paladset? For et øjeblik var han forvirret, for det havde da været en kro? Aldrig havde han set noget lignende og slet ikke som noget, der skulle være en kro. Kroer havde dunke rum med borde og stole og lugten af mad, sved og røg. Kroer var fyldt med væsner, der så trætte ud og holdt pause på deres rejse, væsner der drak tynd øl og spillede terninger og kort. Dette var… ikke en kro. Hvad det var, vidste Aldric ikke, men han følte sig malplaceret. Meget malplaceret og han var nær vendt om for at gå ud igen.

Men så begyndte den høje mand at koste rundt med manden, der havde taget i mod dem og Aldric blev stående. Han var så træt og han havde svært ved at følge med i den korte samtale, mest fordi det hele var så uvirkeligt. To senge… tøj… suppe og vin. Det mistroiske blik fra manden gik ham ikke forbi og han sænkede sit eget mod gulvet. Hans hjerte var begyndt at banke hurtigt. Hvordan kunne han sige nej? Han ville ikke med manden op på et værelse, lige meget om der var to senge eller ej, han ville ikke give nogen sit tøj.

Han ville protestere. Han ville sige nej tak. Men den respekt den høje mand fik fra den ansatte og drengen, der kom for at hente dem, bremsede ham. Tanken om at lave en scene, når alle forventede af ham, at han fulgte med, kunne han ikke rigtigt overskue, slet ikke når han stadig rystede af kulde og dryppede på gulvet. Det pæne gulv, han slæbte sine slidte støvler med ind på. Hvad lavede han et sted som her, han hørte ikke til her…
Tanken hang ved, som han tavst fulgte med op af trapperne og lod sig føre til det værelse, manden havde bestilt. Han tøvede ved døren, men endte på en eller anden måde et par skridt inde i rummet med en lukket dør bag sig. Det gav ham en klump i halsen og et lidt skræmt udtryk i ansigtet, noget der kun blev værre, som manden begyndte at tage sit tøj af. Han… han tog sit tøj af. Aldric bakkede et skridt, så hans hæl stødte mod døren.
”Jeg… det… De venter på mig tilbage på Helbredelseshuset.” En løgn, ingen vidste, at han var gået ud. Men han havde brug for en eller anden form for undskyldning, en eller anden form for sikkerhed. Hans hånd begyndte at famle efter dørhåndtaget.
”Jeg må hellere gå.”

Sakse så op og lagde straks mærke til drengens skræmte ansigtsudtryk, hvilket fik ham til at smile, selvom det kun var et lille, næsten usynligt smil.

"Du behøver ikke være bange," sagde Sakse i sin dybe, rolige stemme. "Jeg gør dig ikke noget. Du healede mig, så vil jeg i det mindste sørge for, at du bliver varm og tør igen og får en godt måltid mad og en god nats søvn."

Sakse rejste sig fra sengen og gik hen for at tage en af de vævede kåber fra stumtjeneren. Det var gået op for ham, at mange folk var generet og endda skræmte af nøgenhed - noget Sakse aldrig selv havde forstået - så det var nok en god idé, hvis han dækkede sig til. Han tog den dybrøde kåbe på og bandt den lukket om livet. 

"Døren er ikke låst, så hvis du ikke ønsker at være her, er du fri til at gå," fortsatte Sakse roligt, mens han gik hen til sengen for at folde sit våde tøj og binde sit hår op i en knold. "Men det lød ikke, som om du havde lyst til at være dér, hvor du bor."

Aldric så med sit ene skræmte grønne øje på manden, der bad ham ikke være bange. Den halvhjertede fumlen efter dørhåndtaget holdt op og hans arm faldt langsomt ned langs hans side. Han var træt og forvirret og for et øjeblik fulgte han bare manden med blikket, da han gik over for at tage en af kåberne. Det var ikke fordi, at Aldric havde et decideret problem med andres nøgenhed, men når han lige havde troet at... så hans blik hvilede på mandens ansigt. Forsøgte at se, om den alvorlige mand mente det. 
Det var ikke uvant for ham, at folk ville takke ham med mad og logi, men han var ikke blevet spurgt denne gang. Bare hevet med. Og så ind et sted som her. Hvad mon ikke det ikke kostede?!

Aldric tyggede lidt i sin læbe. Hvad skulle han gøre? Det bedste ville være at gå, finde tilbage til Helbredelseshuset og få varmen der og en nats søvn. Der var garanteret varm te i køkkenet. Men tanken om at skulle se de andre i øjnene, når han havde taget den beslutning han havde. Som om, at han ikke var træt nok i forvejen, gjorde tanken ham endnu mere træt. Og han frøs stadig så hele hans krop sitrede, selvom han havde været inde i varmen i flere minutter. I det mindste var hans tænder holdt op med at klapre på vej op af trappen.

Den sidste sætning fik ham til langsomt at ryste på hovedet, hvilket fik vandet til at dryppe fra det.
"Nej... Ikke... ikke lige nu." Tøvende trådte han væk fra døren og lagde armene om sig selv. Han var fuldstændigt gennemblødt og tanken om at komme ud af det våde tøj var lokkende, men også ret ubehagelig. Han havde ikke ret mange ejendele og tanken om at nogen ville tage hans tøj... det gik lige i Helbredelseshuset, men her havde han ikke andet end det han gik og stod i. Så han blev stående et par skridt fra døren, let rystende og med et blik, der gled blikket rundt, men ofte vendte tilbage til den høje mand, han ikke helt kunne regne ud. 
"Jeg kan ikke betale for noget af alt det her," sagde han lidt usikkert.

Sakse fulgte nysgerrigt drengen med sine mørkegrønne øjne; han var tydeligvis meget usikker og skræmt, og Sakse vidste ikke helt, hvad han skulle gøre for at berolige knægten. Han sukkede. Folk burde virkelig slappe lidt af en gang i mellem. Verden var slet ikke så farlig, som mange gjorde den til. Det synes Sakse i hvert fald ikke.

Han rystede lidt på hovedet af drengens ord.

"Det skal du ikke bekymre dig om," sagde han og satte sig på sengen, da han var færdig med at folde sit tøj. "Jeg kender ejeren, og han skylder mig en tjeneste. Det er en måde, jeg kan sige dig tak på."

Sakse holdt en hånd ud mod den anden seng, der var dækket af bløde dyner og smukke vævede tæpper. Med mindre knægten hemmeligt kom fra en rig familie, så var det nok en bedste, mest behagelige seng, han nogensinde ville komme til at ligge i.

Aldric tyggede i sin læbe igen, en dårlig vane, der i perioder ødelagde den en del. Så manden skulle ikke betale for værelset. Det hjalp ikke rigtigt at vide, siden han så åbenbart brugte en tjeneste på det. Det forvirrede Aldric lidt, for han havde egentligt fået den opfattelse, at manden boede i byen. Så hvorfor tage på kro? Eller hvad det her sted var.
Bevægelsen mod sengen fik ham til at se lidt på den. Var det overhovedet en seng? Han var vokset op fattigt og den bedste seng, han nogensinde havde haft, var den på templet for Kile, men den havde ikke været så... pyntet som den han så på nu. Den så blød og varm ud og han fik en pludseligt lyst til at lade sin trop synke ned i den.

Han så ned af sig selv. Hans tøj var gennemblødt og han var beskidt efter at have siddet på jorden ved springvandet. Hvis han skulle se om sengen var lige så god som den skulle forestille, måtte han af med tøjet. Man kunne nok ret tydeligt se på ham, hvor meget han tøvede, inden han langsomt bukkede sig ned og begyndte at tage sine støvler af.
"Jeg ved ikke engang, hvad du hedder." Han skævede kort op til manden, inden han kunne hive den første støvle af. Den var våd indeni. Han sukkede lidt opgivende og fik den anden af også, inden han stillede dem ved pejsen i håb om, at de kunne nå at tørre bare lidt, inden han skulle derfra igen. Derefter trak han sin store uldne trøje af, inden den ærmeløse trøje også røg. Alt for lidt tøj i forhold til kulden, men han ejede ikke mere. Trøjen var ny, da den gamle havde været ved at falde fra hinanden af slid.

Hans krop var ikke specielt muskuløs, bleg og pyntet med små og større ar, gamle ar. Han var lidt for tynd, hvalpefedtet havde han mistet forlængst efter han stak af fra templet, da han sjældent fik det at spise, han burde på sin vandren rundt i landet. Lidt genert over sin egen nøgenhed, foldede han hurtigt den våde trøje sammen og lagde den på en stol, inden han efter kort tøven tog en robe magen til den, manden havde taget, og pakkede sig ind i den. Lidt mere tryg smed han bukserne, foldede dem og lagde dem på stolen med det andet tøj, inden han gik over og satte sig på sengekanten. Uden at se på manden, rettede han på det gennemblødte tørklæde, der stadig var bundet om hans hoved. Han vidste godt, at han burde tage det af, men lige nu fik det lov til at blive siddende, selvom det var tungt af vand og ubehageligt at have på.